uuuoh such long teeths you've got there! - Rowan

Fuldmåne. Det var efterhånden blevet en rutine. Han fulgte en sti ud af byen et par dage inden den skæbnesvangre nat, og han havde endda fundet sig et bestemt sted i Forest, hvor han for det meste holdt til. I starten, for så mange år tilbage, havde fuldmånen og dens betydning, været en forbandelse. Han mistede kontrollen. Men nu... Efter alle disse år, var det blevet en befrielse. I takt med, at han slap tøjlerne, fik han ligeledes mere magt over sit indre vilddyr. Det var vidunderligt. Befriende.

Rowan havde for et par dage siden forladt sit hjem, som han plejede, kun udstyret med en rygsæk med skiftetøj og intet andet. Han havde taget plads under den store eg, som han så mange gange før havde siddet ved, og så havde han blot ventet. Sulten var naturligvis begyndt at bygge sig op, men han havde holdt sig selv i håret og ladet sig sulte. Det var efterhånden en tradition. Fuldmåne-natten var blevet hans jagtnat. Han så frem til at smide alle hæmninger og flå alskens byttedyr... Nogle gange skulle man jo have nogle aggressioner ud, og dette var i hans øjne den bedste metode.

Og nu var natten endelig kommet. Da månen kom til syne på himlen, besluttede Rowan sig for at gå på jagt. I disse mørke måneder, havde klokken ikke været mere end syv, så han havde en lang nat foran sig. Efter nogle timers jagen, løben og hylen, havde varulven fundet sig til rette dybt inde i skoven. Han havde slæbt en stor hjort med sig, som han fornøjeligt lå og gnavede i. Natten var endnu ung, og dette skulle kun være én af varulvens mange byttedyr, havde han besluttet. Der gik ikke lang tid, inden han havde fortæret dyret, og han lå nu og gumlede på knoglerne for at få de sidste lunser kød af. Hans pels var sølet i blod, og hans øjne var fulde af vildskab. Det var først nu, da der ikke var mere nem føde tilbage, at hans ører opfangede lyden af et nyt bytte. Hans blodplettede næse, kunne ikke fange duften af dette nye bytte, men ørerne tog ikke fejl. Et menneske. Varulven lå stille, og fulgte menneskets bevægelse med ørerne. I takt med at hun kom nærmere, voksede sulten atter. Mon et menneske ville være sjovere at jage?

Kvinden satte sig på en træstamme ikke langt fra ham - han iagttog hende igennem mørket, og bevægede sig langsomt nærmere. Han forsøgte at holde sig skjult i et buskads, men han var ikke just en kat på spring, og ikke nok med at grene knækkede under hans poter, så raslede bladene ligeledes omkring hans krop. Der var ingen tvivl om at hun hurtigt ville opdage, at der var noget i skyggerne. Varulvens hale svingede lystigt fra side til side - han ville lege lidt med hende først. En højlydt knurren brød stilheden, og hans røde øjne lyste op i måneskinnet.