Fremtidens ansigt er ikke så kønt i fortidens skygge ~ Nemesis

Hun sad der bare, prøvede at lukke lydende ude.
Hun hev efter vejret, inden hun krøb endnu mere sammen.
Hun rejste sig omtumlet efter lidt tid, og gik fumlende hen til et skab. Hun åbnede den ene låge, en smule hårdt, og tog en flaske med blod frem. Hun skælvede, og uden tøven knækkede hun vokslukningen på flasken og begyndte at drikke løs. Hun kunne mærke hvordan det afkølede blod gav hende kvalme, men det beroligede hende og det gjorde at hun ikke behøvede at frygte at hun angreb sin gamle professor.
Først nu virkede hun en smule som sig selv, en smule mere afslappet. Hun støttede sig til skabet da hun havde tømt flasken, og så lidt hen mod Ezra, med et undskyldende blik - et bedende blik.. Han burde gå - en flaske blod var næppe god nok til at holde hende fra at være sulten mere end et par timer.

Hende tørst var begyndt at slå rod hende. Og fortærer hende, så det ud til. Hun var jo også en ung vampyr(ikke at han skulle snakke), så det var forståeligt. Hun kryb langs gulvet væk fra ham, hvilket nok ikke var den værste idé. Ud med en blodpose og ned i maven. Lige som mor jagede det.
”Fint, fint. Jeg er også bange for, at dæmonblod ikke er velsmagende” Et kort smil. Hans egen sult var dog ved at trænge sig på. Om noget tid ville han være nødsaget til at forlade hospitalet for føde. En vampyrssjæl ville ikke være tilfredsstillende, hvis den fandtes; den var langt var mørk, alt for fordærvet. Han havde brug for mindst en menneskesjæl, en engel eller elver, hvis et mirakel kom hans vej. Hun så ud til at have det bedre. Hendes blik fangede hans; tiggende om tilgivelse og bøn om hans forsvinden. I stedet rejste han sig i sine fulde, gennemsnitlige højde og gik hen til hende.
”Hvor langt tid vil en flaske blod holde? Har du mere her i hospitalet?” Hænderne kom i lommerne, ”Ellers kan du komme med mig hjem; jeg har en del på beholder. Eller endnu bedre; du kan komme ud og jage med mig.”

Hun måtte fortælle ham om det - måtte hun ikke? Hun vidste, at få troede på at hun hadede jagten på den måde...
''Jeg påskønner dit tilbud oom hjælp... Men, til trods for hvad du lige har set, så jager jeg ikke. Aldrig.'' hun så undskyldende på ham.
''jeg tager imod blod fra dem der giver mig det frivilligt. Ellers ikke... En flaske på en halv liter holder mig kørende i et døgn. Så tager tørsten over igen..'' sukkede hun frustreret, og så lidt ned i gulvet.
''Jeg hader at indrømme det... Jeg hader at skulle vise det til folk, og jeg hader at du er den nærmeste jeg har lige nu. Når du går ud af den dør, så er det igen professor Matthews, og ikke Ezra.'' sagde hun bare, og så lidt på ham inden hun trak på skuldrende.

Ezra trak beklageligt på skuldrene. Det virkede paradoksalt at vælge en vampyrs liv, men ikke de faktorer som et sådant liv blev opgjort i, men det var ikke hans plads at stille for mange spørgsmålstegn. ”Et helt døgn? Ikke dårligt, hm...” Han smilede kort, ”Fortæl mig, Nemesis, er dæmonblod velsmagende? Jeg spørger af ren nysgerrighed, selvfølgelig.”
Han havde ikke stået nogen nær i en lang årrække, så hendes næste kommentar overraskede ham, samtidig med, at han faktisk mere medlidenhed med hende. Selv ikke ham selv ville ham til være sin allernærmeste, den eneste til hjælp. ”Jeg har ingen planer om at forlade dig her, men snyd ikke dig selv; det er ikke alene ud af godhed, jeg er her. Jeg kom ikke for 'Ezra', i stedet for 'Professor Matthews', så det bliver heller ikke grunden til at går igen.” Han mødte hendes blik, denne gang uden nogen påtaget følelse.

Hun var ikke i en sikker position nu - hvad ville der ske så snart hun indrømmede tingene.
''Et navn er et navn, professor. Og da vi ikke er dus på grund af andet end at du ønskede at vide hvorfor jeg har valgt at blive vampyr, er det nok bedst at vi holder den formelle tone. Du er ikke her for at blive min ven, det ved jeg jo godt. Og angående dæmonblod, så er det ikke det bedste, men det kan bruges når man ikke har andet.'' sagde hun roligt, fattet. Hun måtte bevare kontrollen, til trods for at hun ikke havde nogen værdighed tilbage overfor ham.

Han var lige ved at grine. ”Bekymrer du om 'den formelle tone' nu? Lige siden jeg måtte dig på gade, var den formelle tone forsvundet. Du har fortalt mig om din incubus elsker, barnet I fik sammen og som han slå ihjel. For sekunder siden, var du ved at blive sindssyg med blodlyst. Dernæst fortæller du mig, at jeg er den nærmeste du har. At kalde mig 'Professor Matthews' for gamle dages skyld virker som dit allermindste problem.” Hvilket han allerede havde påpeget en gang. Måske gentog han bare sig selv. Den eneste information han manglede var Incubusens navn, men det kunne måske være ligegyldigt. ”Tag en dyb indånding, prøv at bevare roen.”
Han burde snart jage. Uanset hvad Nemesis' moral sagde.

Hun stod der bare lidt, og ventede på at han blev færdig.
''jeg ved godt, at mine opfattelser af det hele er ved at gå af fløjten til. Du skal snart ud og jage - jeg kan godt tage med, men jeg jager ikke... Beklager.'' sagde hun så bare. Lige nu ville hun bare have det hele overstået. Hun havde mere end én gang overvejet at begynde at jage - men den opgave havde været forbeholdt hendes shapeshiftertid. At begynde at jage nu ville være klodset og dumt at se på. Specielt for andre.
''Jeg regner ikke med, at du bliver lige så panisk af sult som mig.'' sagde hun roligt, inden hun så på den tomme flaske. Hun måtte til at komme igang med at få opfyldt sit lager igen.

“Jeg er vil meget gerne have selskab – alting bliver sjovere, når man er to”, Han smil blev en anelse ildevarslende. “Jager du ikke på grund af din tid, som shapeshifter og næsten menneske eææer forsøger du at oprette holde illusionen omkring din moral?” At gå indmod ens egen overlevelsesinstinkt virkede dysfunktionelt, især man selv havde valgt det.
“Jeg er ikke så gammel som man skulle tro; derfor min konrtrol det heller ikke” Men kommentaren var ikke en trussel, da han slet ikke var sulten nok til at miste sans og samling. “Hvis du en dag har lyst til at lære, kunne jeg blive din professor igen.” Han stak hænderne i lommerne igen og gik hen til et af de eneste vinduer til den sammenfaldne bygning. Tusmørket havde lagt sig over byen, hvilket betød både en bedre og værre chance for at kunne fange et offer tæt på. Desværre var han nok nød til at tage til et andet district; sidste gang havde han slået tre mennesker ihjel lidt for tæt på sit eget hjem.

''jeg jager ikke, fordi jeg ikke kan styrer det'' sagde hun roligt, og delvist var det jo sandt.
Egentlig, var hun ude af stand til at styrer den del af sig selv.
''så, lad os komme afsted, Hr.'' sagde hun, med et lille drilsk glimt i øjet.
Egentlig lå det heller ikke til hende at drille, og være åbensindet, men hun ville ikke afvise muligheden for at få endnu en ven.
''Jeg kunne måske godt overveje at læse igen. Men jeg tvivler på at jeg kan få tiden til det, for jeg har det både klinikken her, og den hos min chef.'' sagde hun inden hun så undskyldende på ham.
''Desuden, har du så ikke nok i din nuværende klasse?'' grinte hun inden hun igen smilede drilsk til ham.

(undskyld den korte længde, kunne ikke rigtig komme på et godt svar...)