A night without end - Philippine -

af Gæst Fre 6 Feb 2015 - 17:23

Sted: Bodellet i Terror Ville
Vejre: Støv regn, med en andelse mulighed for at se månelys skinne gennem skyerne som danner denne støv regn over Terror Ville
Tid: 20:23
Omgivelser: Folk som stille gå igennem gaderne. Nogle begynder at råbe op af ren smerte, mens andre prøver at forholde sig i sit gode skind når de træder ind på bodellet. Et par glubske øjne kan nemt spotte i disse mænd og kvinder der dukker op. Nogle er der for penge og ren og skær udfylde deres inderste begær, mens andre er der af ren forretnings aftaler. Alle skal selvfølgelig igennem en af de mange forskellige Sekrætare som ofte er der om aften. Denne nat bestod sekratæren af ingen anden en Elaija's søster. Hun har mørkt hår, hendes øjne er nemt til at skræmme en hvilken som helst dødelige som skulle prøve at snyde aftaler med hendes overordnede. Et skrig kan høres igennem korridoren gennem de lange haler af værelser.

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~

Billede af Søsteren:

Elaija stille gik ud af værelset hvor skriget lyd til at komme far. Hans øjne faldt fra den kvinde som forskræket så på sin arm og der efter på Elaija's lægetaske. ''Hv.. Hvad er du!?'' skælvede det bange pige barn. Hendes øjne var fyldt med frygt, aldrig før i hendes liv havde hun set dette. Elaija smilede varmt og venligt, som var det at hun ikke var den første som havde oplevede hans 'kunst'. Elaija kiggede omkring hendes hæl, som det stakkels pige barn fik brækket, samt også havde fået slået knoglen helt ud af sin hud. Måske en smugle voldsomt, men en kunde mente at han kunne gøre hvad han ville med hende. Dette resulterede til den brækede hæl. Elaija havde brugt sin evne til først at dulme hendes nerver. Da dette ville gøre ikke blot hendes følelse i foden og den ubegribelige smerte, men også arbejdet for Elaija nemmere. Da han hadet og lidt elskede at høre sine kunder skrige i smerte. Han fandt et par smerte stillende medicin frem, som skulle dulme hendes smerte efter en uge. ''Tag disse, så vil de blive rask igen mit kære barn'' Den unge pige som sad inde på værelset nikkede blot, men hendes øjne så forbavset og skræmt på Elaija. Han lukkede døren ind til pige barnets værelse og der efter gik i retningen mod hans søster. Lyden af de forskellige mænds stynnen virkede ubegribeligt frastødende. Elaija mente at sand nydelse var ikke en pris man kunne betale med mønter, men hellere noget som skulle skabes ved magi eller i hvert fald komme så tæt på hjertet som muligt.

Han nærmede sig sin systers skrænk og gav hende en læge journal omkring Emma, som var pigens navn han havde 'fixed'. ''Er der ellers andet du vil havde? eller må jeg godt gå nu Mike?'' Sekrætaren så med halv blodige øjne imod Elaija og tog fast omkring hals kraven på ham. ''Kald mig aldrig dette! Mit navn er Kyra! glem ikke det Elaija!'' Hendes stemme var vred, hun hadet når hendes tvillinge bror kaldte hendes gamle navn, den gang før Elaija ændred hendes krop til en kvindelig figur. Blot fordi hun bedte om det den gang. Elaija vendte rundt på hælen med det største smil på læben. ''Så siger vi det. Vi ses til aftensmaden, kom nu ikke for sent!'' Hun fnysede kort og Elaija gik ud i regnen. Han havde en sort trench coat på. Et par sorte praktiske støvler samt sorte bukser og skjorte. Hans påklædning var generelt mørk. Til trods for at han var kendt for at være læge, som normalt da var kendt for at iklæde sig hvidt?

af Gæst Fre 6 Feb 2015 - 21:27

Philippine kom gående med en let svajet ryg og noget af en mave foran, hun var nemlig gravid, ret godt inde i hvert fald, det kunne ikke vare mange måneder, og derfor følgede der også mange smerter med, ikke nogen som var virkelig slemme, men det forhindrede hende i meget, som feks at gå. Dog havde hun nogle gode dage hvor hun sagtens kunne gå, og det var så sådan en dag.
Philippine havde bevæget sig ud af sin hule, og fået lov af Warlii til at gå en tur, imens han var ude og jage efter frisk kød til dem.
Hun havde så valgt at gå helt ind til byen, Terror Ville. Hun ville nemlig gerne have fat i en læge af en slags, en der måske kunne gi hende noget som hjalp på hendes smerter, det var det hun søgte, men da hun ikke vidste meget om byen, hun kom ikke meget ud fra skoven, så var det ret svært lige at finde en læge med det samme.
Hun skulle måske spørger nogen, fordi hun havde gået lidt fortvivlet rundt i noget tid nu.
Hun sukkede tungt, hendes tomme øjne stirrede på en dør, som hun overvejede at gå ind af, så hun bare lige hurtigt kunne spørger nogen hvor der mon var en læge henne. Hun var ikke meget for at indrømme sine smerter overfor nogen, men hun blev simpelthen nød til det.

Hun havde trukket sin hætte godt over hovedet, det eneste man ville kunne se var et sort ansigt, og nogle tomme, kolde øjne der skinnede.
Hun havde noget løst tøj på, for hun kunne ikke have andet på, hun var blevet alt for stor, men hun havde dog stadig sine daggers på sig, dem ville hun ikke efterlade nogen steder, aldrig i livet.

Hun tog en stor indånding inden hun gik op til døren og gik lidt ind. Hun kiggede sig omkring for at se om hun kunne få øje på nogen der så ud som om de kunne fortælle hende hvor der var en doktor, hun fik tilfældigvis øje på en fyr der var på vej ud af dette sted og fulgte med ud, inden hun tog kontakt til ham. "Hei... Øhm kunne du fortælle mig hvor man kan finde en læge, jeg kender ikke dette sted overhovedet" sagde hun, med sin normale tomme stemme.
Det lå ikke i hendes natur at spørger folk til råds, eller om hjælp, hendes far havde lært hende at det var yderst dumt at gøre, for man skulle kunne klare sig selv, men denne gang måtte hun altså gøre det.

Hun havde stadig sin hætte over hovedet, og det så ud som om hun kiggede ned i jorden, men rent faktisk kiggede hun på ham, han ville bare ikke kunne se det.

(Håber det er oki :3)

af Gæst Fre 6 Feb 2015 - 21:37

Elaija stoppede op og så på personen som spurgte ham om noget ''Ehm.. tjo jeg selv er læge,men er der noget galt?'' Elaija's stemme lyd varm og velkommen, mens hans øjne flakkede rundt for at se om han kunne spotte noget på kvinden som virkede til at være en fattig kone i hans øjne. Han stod lidt og betraktede hende.

Hans blik faldt omkring sig for at sikre sig at folkmængden ikke var for tæt, samt også at kvinden foran sig så alt for tynd ud i forhold til hendes torso. ''Hvor langt er du henne?'' Hans blik faldt på hendes torso, men hoved sageligt på maven, hvor efter han så rundt for at kunne finde rundt i hvor han var. Han prøvede at røre hendes hånd, da han vidste at ved krops berøring ved blot hænderne kunne han stille ligge en kropslige analyse, men spørgsmålet var bare om kvinden ville blive forskræket eller ej. Det var jo sjældent folk havde set lægevidenskaben og magi kombineret sammen. Specielt fra en vampyr.

((beklager for det korte svar xD ))

af Gæst Fre 6 Feb 2015 - 21:50

Han var simpelthen læge selv, fantastisk! Så behøvede hun ikke at lede alt for langt, så kunne hun bare få pillerne, betale og så smutte. Hun ville helst gerne tilbage til sin skov, til sin hule sammen med Warlii, hun havde aldrig været vild med det ydre, det udenfor skoven.
"Min ryg gør ondt, nogen gangen kan jeg slet ikke gå" sagde hun, dog uden nogen form for følelse i sin stemme, stadig var den tom, som hendes blik.

Hun rørte sin mave let da han spurgte om hvor langt hun var henne, hun vidste det ikke helt selv, hun havde ikke lige talt månederne, men de var nok oppe omkring otte måneder nu, det håbede hun i hvert fald, hun ville meget gerne have denne baby ud af hendes mave.
"Jeg ved det ikke helt, måske otte måneder"
Sagde hun og kiggede så op på ham, for første gang.
Hendes ansigt var udtryksløst, som resten af hende, ikke en følelse kunne spores, ikke når hun var ude omkring andre, men da hun var hjemme sammen med Warlii, blev der ikke lagt skjul på hendes smerter, slet ikke.

Hun kiggede på hans hånd som så ud til at være på vej til at røre hendes, det havde hun nu ikke noget imod, hun rørte ikke på nogen muskel i kroppen, ingen tegn på nervøsitet eller protest, han kunne bare gøre det.
"Har du ikke nogen piller, nogen smertestillende piller?" spurgte hun ham. Hun ville virkelig gerne af med denne smerte, hun vidste godt at det ville piller måske ikke helt gøre, men de ville kunne få smerten til at forsvinde bare i et stykke tid i hvert fald, og det havde hun virkelig brug for.

(Helt oki :3)

af Gæst Fre 6 Feb 2015 - 22:01

I det kvinden lyd kold og næsten helt livløs låste Elaija sin hånd fast til hendes. ''Jeg er glad for at de tillader mig at hjælpe. Jeg vil nu fjerne kort deres nerver, men de skal vide at det er så de kan gå til mit hjem. Det vil hjælpe dem. '' med det samme tog Elaija hårdt fat omkring hendes hånd, små ryk i hans åre kunne ses, da en mindre smerte sikkert nok kort udlage sig omkring hende. Det han havde forudsaget var at fjerne selve følelses nerven omkring barnet, samt fjernet en mindre mængde af knogle marg for at forstærke hendes rygsøjle, da at bære et barn i en sådan en form slet ikke ville være godt for hende. Det ville næsten kunne følels som om at du har en person klar til at støtte og holde dig oppe under armen, dog at ingen er der men at din rygsøjle kan holde til lidt mere.

''Vær ikke bange. Jeg er kirug og er kendt som en af de bedste. Rejs dem og gå med mig, men træd varsomt. Da barnet helst ikke skal komme til skade.'' Hans stemme var hurtigt og bestemt. Elaija havde målet omkring hvor langt hendes barn var og hvad han kunne bedømme ville være omkring at hun havde 1 til måske under en halv månede tilbage før hun skulle føde. Hans øjne var bestemt og han var klar til at tage kontrol over hendes muskle masse hvis hun nægtede ham adgang. Hvis hun kiggede på hendes hånd kunne hun se at hendes og hans knogle var næsten smelted sammen, dog stadig muligt at rotere rundt, næsten ligesom at se på en armhule som åbnede sig når de kom på afstand men træk sig sammen når de stod skuldre om skuldre.

af Gæst Søn 8 Feb 2015 - 1:16

Hun blev ved med at kigge på hans hånd, som holde sig til hendes, hun kiggede roligt op på ham dog, da han begyndte at tale til hende.
Hun nikkede til det han sagde, og kiggede så ned på hans hånd igen da han strammede sit greb, og en mærkelig følelse gik gennem hendes krop, det måtte være ham som hjalp hende.
Hun kunne mærke hvordan hendes rygsøjle var blevet stærkere, og hun kunne stå mere ret, uden at det gjorde alt for ondt.

Hun kiggede op på ham i det han begyndte at tale igen. Ikke være bange? Hun var ikke sådan en der var bange, hun var måske ikke tryg ved ham, hun stolede ikke på ham, men det var ikke unormalt, hun stolede ikke på nogen, især ikke når nu hun var gravid, men bange var hun slet ikke.
Hun valgte dog at lade vær med at kommentere det han sagde og gik bare med ham, hun ville jo gerne have hjælp og hun ville kunne få den fra ham nu, så hvorfor ikke bare tage imod den, i stedet for at sige nej.
"Hvor langt er der til der hvor vi skal hen?" spurgte hun og holde sig på sin store mave. Hun kunne mærke et spark og en let sukken kom fra hende. Hun var glad for at babyen havde det godt derinde, hun vidste dog ikke sin glæde. Inderst inde var hun også glad for at han ville hjælpe hende, men det vidste hun heller ikke. Nogen gange kunne dette godt føre til uheldige situationer, det vidste hun godt, så hun håbede på at han ike tog det så tungt.

(Endelig svaret, sry så sent)

af Gæst Søn 8 Feb 2015 - 1:28

Elaija fortsatte et stykke tid over til et mindre hus. Det var et sted han lejede når han skulle hjælpe folk fra bodellet, frem for at de skulle hele vejen over til hans herregård. Han åbnede døren og nr I og II stod og kiggede undrende på Elaija. ''Lys, medicin.'' Disse ord var det eneste han sagde før de to ellers meget perfekt lignende tvillinger kiggede kort på hinnanden. Nikkede og gik hver sin vej. Det varede ikke længe før den ene dukkede op med smerte stillende og noget som lignede en stor krukke med noget i sig. Den anden dukkede op og havde 4 stk. starin lys i hænderne og placerede dem strategisk rundt. Blot for at oplyse rummet.

Elaija så kort på hende og bedte hende tage plads på stolen. Han havde allerede fjernet forbindelsen til hendes hånd, mens de havde løbet. Da dette ville være mere praktisk for at sikre at hun var i orden. Han havde blikket lagt over mod krukken og jog hans højre arm ned i den, mens hans øjne kort lukkede. ''Du har måske en månede eller en halv tilbage. Du skal vide at det nok ikke vil vare længe. Jeg håber fra din egen side du har en jordmoder klar til at hjælpe dig med barnet. Samt også sikre at du overlever fødslen.'' Hans blik faldt over på kvinden og han gik der efter over til hende.

af Gæst Søn 8 Feb 2015 - 1:52

Hun kiggede sig lidt om da de kom ind i dette hus, som han havde ført dem til.
Hun kunne ikke lade vær med at tænke på hvor langt de var fra hendes hule, hun var ikke vild med at være så langt hjemme fra, slet ikke uden Warlii nu, når hun var i denne tilstand, hun var ikke i stand til særlig meget, hun kunne ikke forsvare sig selv særlig godt, hun kunne ikke løbe særlig langt eller særlig hurtigt, hun var seriøst svækket, og det irriterede hende meget, for hun plejede virkelig at være i god form, og altid på farten, men nu lå hun for det meste ned i hulen og lavede ingenting, mens Warlii var ude og jage til hende.
Hun kiggede med et kærligt blik på sin mave, et blik hun med sikkerhed vidste at andre ikke lige ville kunne se. Imens kærtegnede hun også roligt sin mave, bare en smule, hun fortrød dog ikke at hun var blevet gravid, slet ikke.
Hun kiggede op på manden igen.

Hun kiggede på stolen som han bede hende om at tage plads i, hun gik roligt hen til stolen og satte sig i den, og hun flød med det samme ud i den og lukkede for et kort sekund sine øjne, men åbnede dem så igen, for ligesom at kunne holde øje med ham.
Hun havde ikke rigtig lyst til at miste ham af syne.
Hun var ikke lige i stand til at kunne forsvare sig som hun plejede at kunne. Hun var ikke i samme tilstand som hun plejede.
Hun kiggede dog ned på sin mave igen, da han nævnte for lang tid hun sådan cirka havde tilbage, en måned, måske en halv, det var ikke lang tid endnu.
Hun havde Warlii til at kunne tage imod barnet, men det med at overleve fødselen, det var... uforudsigeligt..
"Der er ikke mange dæmonmødre der overlever deres fødsel" sagde hun og kiggede op på manden igen som kom gående mod hende.

af Gæst Søn 8 Feb 2015 - 2:02

Elaija så undrende på hende. ''Ingen kvinde har nogle sinde faldet i døden, mens jeg har hjulpet til fødslen. Hvis de ønsker kan jeg hjælpe med dette, men de skal vide dette. Prisen for at jeg hjælper er at de bringer ordet videre til andre de skulle mødes om at opsøge mig hvis de har problemer. Forresten, mit navn er Elaija Arkmen Tzimiscè'' Hans blik forsatte videre på hende, for at se hvilken reaktion hun havde.

Ofte var han kendt under at være en af de bedste læge, hvis de ikke havde Miss Storryteller omkring sig. Af mandelige læger var han helt klart førende. Samt et rygte om at være en utrolig skræmmende, men effektiv læge når det forgik fødlser. Nogle kvinder mente at han brugte magi og lægevidenskaben komineret sammen, mens andre mener at han havde solgt sin sjæl til himlen for at få disse gudelige kræfter over liv og død. Hans blik faldt dog på hendes mave. ''Tillader de?'' Han satte sig på hug foran hende og lod sin ene hånd foran hende. ''Vær ikke bange, jeg vil kun tjekke om deres børn er sunde og raske, de burde være i stand til at kunne blive tjekket, samt sikre at ingen navle snor skulle ligge sig omkring halsen på dem. Så når de føder vil de ikke blive kvalt'' Hans stemme var varm og venlig som altid. Dette var blandt den ros de fleste kvindelige gravide havde talt om. Men Elaija vidste ikke hvor meget dårligt nyt hun havde fået advide omkring ham. Nogle mente at han var dæmon, mens andre mente han var engle. Da de syntes ikke at kunne spore nogle former for kulde ved ham. Elaija havde ofte brugt sin tid på at finde en metode for at indeholde en kannins hjerte i sig. Dens banken sikrede at der var en hjerte rytme og ved at sikre en hjerte og hjerne i nærheden af hinnanden, havde han en blod strømning omkring sig, som ville opvarme hans krop.

af Gæst Søn 8 Feb 2015 - 2:56

Hun kiggede på ham i et stykke tid, tavst og tomt, som altid. "Hvordan kan de hjælpe mig?" spurgte hun ham. Hun havde svært ved at se hvordan han skulle hjælpe hende med at slippe fra døden, men hvis han kunne hjælpe hende, og den måde han ville hjælpe hende på lød logisk, så ville hun vel acceptere, for hun ville virkelig ikke dø, hun ville ikke lade Warlii være tilbage uden hende, og så stå i suppedasen hun havde efterladt sig.
Hun var dog bange for at det blev sådan, hendes mor døde også da hun fødte Philippine, hun håbede ikke for sig selv at hun skulle lide samme skæbne.
Hun sukkede tungt og kiggede op i loftet i lidt tid, inden hun kiggede på manden igen, eller Elaija som han sagde han hed. "Jeg hedder Philippine, Philippine Winterstorm" sagde hun, hun kunne lige så godt sige sit navn når nu han fortalte sit, og det ville måske også være det bedste at han vidste hendes navn, hvis han skulle hjælpe hende.

Hun havde skam slet ikke hørt og denne Elaija, hun boede i skoven, det havde hun gjort i lang tid nu, og hun havde ikke bevæget sig ud fra den skov før hun skulle have hjælp, det var første gang. Hun kiggede på ham da han satte sig på hug foran hende. Hun nikkede bekræftende til ham og sukkede endnu engang.
Hans stemme var så venlig, i modsætning til hendes, som manglede følelser, bare hende i det hele taget manglede følelser overfor fremmede folk, hun havde mange følelser at vise for Warlii, men når hun ikke kendte personen, så var hun bare... sit normale jeg hun havde være i lang tid.
Hun følte sig dog lidt utilpas at hun havde sådan en tom stemme overfor ham, mens hans var venlig. Hun lukkede øjne og talte lidt til sig selv inde i sit hoved, inden hun åbnede dem igen, og kiggede på Elaija. "Forgår der noget skidt derinde" sagde hun og kiggede ned på maven.

af Gæst Søn 8 Feb 2015 - 12:19

Elaija nikkede bekræftende, og løftede lidt op så han havde adgang til at ligge sin hånd på hendes mave skind. Stille prøvede Elaija at få hans hånd igennem hende, dette ville sikkert følelse virkelig underligt. Da han havde fjernet et par nerve omkring hendes mave for at hun ikke skulle føle den større mængde smerte. Han brugte en mindre del af det kødlige materiale fra krukken til at ligge større mængde af kød til at udvide en smugle af hendes maveskind, så han ikke ville forstrække eller ligge mærker når han skulle fjerne sin hånd igen. Hånden begyndte nu at prøve på at indplantere en meget lille mængde muskle masse omkring hendes navle streng.

Elaija stoppede med at virke venlig og varm og så halv bange ud. Han vidste at hun skulle få tvillinger og hans øjne faldt på hende kort. ''Jeg håber virkelig fra deres egen side at de har en god jordmor til at hjælpe dem med fødslen, hvis ikke så VIL de dø med sikkerhed. Jeg kan ligge noget som MÅSKE kan hjælpe dig med at overleve det, men chancerne er lille og du vil måske ikke kunne li den.'' Hans blik faldt bekymrende og halv skræmt. Han vidste at hvis kvinden her fødte disse to tvillinger ville hun dø af både udmattelse og smerten. Stakkels pige barn, hendes krop ville sikkert nok enten knække sammen ved fødslen eller ved det større blod tab, da de fleste læger var nogle klovne til at sikre en ordenlig fødsel.

af Gæst Søn 8 Feb 2015 - 21:48

Hun valgte ikke at kigge ned på det han lavede lige nu, hun kunne dog mærke at der skete noget ved hendes mave, hun vidste ikke lige hvad han lavede, hun kunne bare mærke noget yderst mærkeligt skete.
Hun havde dog ikke tænkt sig at spørger indtil hvad han lavede, det måtte han gerne spare hende for, selvom... hun var lidt bekymret for at han lavede noget slemt, hun kendte ham ikke, og hans venlighed kunne blot være en facade. Hun sad og tænkte meget over dette.

Hun kiggede dog endelig ned på ham, da han talte til hende.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, hun havde ingen kommentar til det han sagde til hende, man kunne kort se at der var et skær af skræk i hendes øjne, hun vidste at Warlii måske ikke lige bare den bedste jordmor, han vidste jo lige så lidt om dette som hende. Hun ville højst sandsynligt dø, men hun ville ikke bare efterlade alt til Warlii, hun ville ikke efterlade den familie hun nu var ved at bygge.
"Gør hvad der skal til" sagde hun, med en let skælven i hendes stemme, for første gang var hun bange for at dø.

af Gæst Søn 8 Feb 2015 - 22:02

Elaija så undrende på hende og der efter tilbage på maven. Han nikkede anerkendende. hvor efter han så på en af sine ghouls. Hent Zirax. Tjeneren så undrende på Elaija, hvor efter den skyndte sig ud for at finde et mindre syltetøjs glas frem. I det lå et hjerte og en hjerne. Det var indpakket som et mindre former for hyldstre. ''Teorien ligger i at hvis dit hjerte går istå, vil et mindre ladning fra dette hjerte prøve at sætte deres igang. Formår den dette vil de efter 15 minutters død komme tilbage til livet. Eller også vil de efter de 15 minutter hvor du endelig er kommet tilbage til livet vil du havde mulighed for at få et hjerte stop da to hjerter ikke kan slå samtidig i samme krop. Dette vil overbeladste din krop. Hvis dette sker SKAL jeg blive kontaktet STRAKS. og her mener jeg at det sekundt du kan mærke at vandet går, sender du en person til at kontakte mig så jeg sikre at det andet hjerte kan fjernes så hurtigst som muligt. Ellers kan du ende med at få en et alt alt forhøket blodtryk i dine åre. Hvilket vil resultere i udover en større mængde smerter, men også at blodet som strømmer ud af dit underliv efter du har født, vil få dig til at forbløde pga de to hjerter. Elaija så halv bekymret ud. Han afventede svar fra hende om hun var sikker på dette valg.

af Sponsoreret inhold

A night without end - Philippine -

A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -

Sv: A night without end - Philippine -