What a wonderful Christmas - Nemesis & Nicolas -

---

Det var først på aftenen og takket være de korte dage i vintertiden - var solen allerede gået ned for et stykketid siden. Andrea havde rejst på hesteryg hele vejen til byen de sidste par dage. Sneen havde næsten gjort det umuligt for hende at rejse - men stædigheden havde hun nok af til at der skulle mere til at stoppe hende. Hun skulle til at møde ved hendes forældre, og derefter var hun taget imod kroens kærlige hånd og åbnet døren til de gamle vante steder. Trist ikke at finde hverken hendes broder eller søster i byen. Andrea gik indenfor i kroens varme og tog den tykke pels af sine solbrune arme, og svang den over skulderen. Hendes hår sad perfekt - og befolkningen på kroen stirrede nærmest på hende. Hun var dronning - så kongelig skulle hun jo se ud. Alt fra top til tå udstrålede en selvsikker holdning hun langtfra havde dengang hun var barn - inden hun for første gang skiftede til varulv og blev smidt ud af hendes plejeforældre. Hvad mon de havde sagt da de hørte om hende blive til mere end de nogensinde havde regnet med? Andrea savnede dog Nemesis - mon hun kunne huske hende? Det var så langtid siden de to havde haft noget med hinanden at gøre - at hun faktisk var usikker på om hun ville kunne genkende hende sådan her.
Andrea satte sig hen til et ledigt bord - hvor hun hurtigt fik serveret en drink på husets regning. Andrea fik dog øje på noget bekendt. Hun vinkede en af tjenerne hen til sig. "Hej. Vil du være en skat, at gå hen og spørge den unge dame derovre om hun ville dele mit selskab." Det var egentlig ikke et spørgsmål. Tjeneren gik hen til Nemesis og sank en klump. "Dronningen af Sunfury ønsker deres besøg." Sagde han og viste armen ud mod hvor Andrea sad. Andrea lagde hovedet lidt på skrå, og ventede på at se hele kvindens ansigt - i det at profilen forkom hende bekendt på en eller anden måde - og hvis det var hvem hun troede det var... så gjorde forhåbningerne næsten det hele det værd. For sig selv mindede Andrea lidt om et lille barn som gik sine julegaver om lidt - og egentlig bare sad ved spisebordet og ventede spændt.

Nemesis havde igennem flere år levet livet på forskellig vis - ingen genkendte hende længere, medmindre det havde kendt hende som barn.
Hun bar ar over det meste af kroppen, og de sølvfarvede øjne lyste langt væk af årvågenhed og ballade.
Hun bar en kjole der kunne minde om en alt for stor skjorte, med et bælte til at fremhæve hendes elegante hofter. Hun havde et par bukser under, som sad tæt om hendes slanke ben.
Tjeneren der kom hen til hende og viste hende hen mod dronningen. Hvad fanden ville dronningen hende!?
Nemesis rejste sig, og tog sin drink med sig - øl med blod i - og satte sig hen til Andrea. Hun trak stolen ud på ganske maskulin vis og satte sig overskrevs på den med ryglænet at hvile overarmene på. Hun tog en stor tår af sin øl, mens hun så Andrea i øjnene.
''Enten, så tror du at jeg har stjålet noget fra dig, ellers så savner du dengang vi delte værelse.'' sagde hun med et drillende glimt i øjet inden hun tog endnu en tår af sin blodige øl. Hun var tydeligvis ikke shapeshifter længere, og heller ikke et uskyldigt barn. Hun emmede af sex, selvsikkerhed og selvstændighed.
''Så, dronning? At stige i graderne, hva'?'' grinte hun rolig - totalt ligeglad med hendes nye titel. Nemesis så aldrig Andrea, og selvom hun var dronning, var hun stadig hendes plejesøster. Hun kunne sige hvad end hun ville - og blev Andrea fornærmet ville hun da bare undskylde og gå tilbage til at være fremmede - sådan som det hidtil havde været.
''Jeg sidder stadig fast her - som en kloakrotte.'' sagde hun roligt og tog endnu en tår øl, med et lille smil.

//beklager den dårlige start...//

Hun smilede da hendes indre øje havde ret. Den unge uskyldige shapeshifter var hun i hvert fald ikke længere - det kunne ses. De uskyldige to hoveder der plagede at sidde ved det lille dukkehus og lege med dukker - var langtfra uskyldige mere. Andrea havde med det samme opfanget essensen af død over den kære Nemesis, ligesom over Nicolas - så gjorde den hende ikke spor - modsat hvad andre varulve ville synes.
"Jeg tror du har stjålet min uskyldige plejesøster og bortført hende." Blinkede hun drillende igen. "Også jo, så savner jeg også at dele værelse med dig" Tilføjede hun og tog en tår af sin drink. Andrea grinede kort af Nemesis' kommentar omkring at være kongelig, og rystede kærligt på hovedet af hende. "Ja du kender mig, jeg sigtede altid efter den største role." Andrea havde altid gerne ville have den kongelige rolle da de var mindre - om det havde været i en leg udenfor eller om det havde været når de legede med deres små dukker. Så havde Andrea gerne være centrumet - selvom meningen med det var skiftet ud med en langt mere voksen mening - så var det sjovt at se, hvordan livet havde formet sig. Det sjove var Andrea kunne tage sarkasme og ironi ligeså stærkt som en fattig bonde der ikke havde andet end det som forsvar - for hun havde engang selv været på bunden trods alt. Lidt over det hele havde hun været.
"DEt tror jeg alligevel ikke helt på. Se på dig.. på os. Vi ikke små piger længere. Vi er voksne, stærke, smukke - som altid - men jeg tvivler på, at du er det samme sted i dit liv som altid. Vampyr ser jeg trods alt også at du er blevet." Andrea kørte en hår lok om bagved sit øre og kiggede stille på Nemesis - det var utroligt det skulle tage dem 11 år for at mødes igen.

''Vampyrismen var et latterligt forsøg på at holde fast i noget jeg aldrig havde.'' sagde hun med et skuldertræk. Hun var en kloakrotte - teknisk set. Hun levede i skyggerne, og boede i det samme værelse som altid - på den selvsamme kro som de sad i nu. Et rigtigt hjem blev det sku aldrig til hos hende. Hun tog endnu en tår af sin øl.
''Hvordan i alverden blev du dronning? Her har jeg prøvet i flere år bare at blive fri for sengelus!'' sagde hun en smule drilsk. Men det var ikke løgn. Hun havde mange ting kørende for tiden - og hvis Andrea nogensinde fandt ud af hvad hun i det hele taget havde lavet, var hun sikkert blevet forarget.
Dog, skammede Nemesis sig og det sidste stunt hun havde udført; sex med sin Skaber. Hun havde overtrådt sin egen grænse voldsomt, og havde endnu ikke turde fortælle Nicolas sandheden - at hun fortrød det.
Hun havde såret Nicolas, smidt Cassidy ud, Alistair så hende kun som en søster. Hun var alene, efter hendes søn blev myrdet. Sean så hun jo ikke længere, fordi han tydeligvis ikke gad hende mere.
Hun så bare på Andrea, og ventede på at hun fortalte løs om sig selv. Selv, kunne Nemesis sagtens finde på at fortælle alt - men Andrea ville nok ikke bryde sig om at høre på at hendes søster var blevet så løs på tråden, så skødesløs og ubetænksom. Men hey! Hun var en Storyteller, det ville aldrig ændre sig. Hun ville altid være en kælling - det var i hendes gener.

//lidt kort, beklager. //

Vejen til tronen havde ikke været planlagt måtte hun indrømme. Alt der var sket imellem tiden. Hvordan hun blev gravid med sin kæreste dengang og mistede minderne om ham og blev efterladt alene. Nicolass søster Angela havde fundet hende der og plantet hende i hans hus som var hun en lille hund uden hjem. På hun fik minderne igen troede man da på det blev lykkeligt, lige til hun blev voldtaget og Noah forlod hende fordi han troede hun ikke elskede ham mere. Derfra kom hun videre. Men modtog et barn fra ham som havde voldtaget hende - som så senere blev dræbt foran snuden på hende.
Genforeningen med sine søskende, med hendes dumme forældre.
"Jeg fandt min biologiske familie - eller de fandt mig. Så valgte de at plante deres ældste datter hos en kronprins - hvis familie var død. Så da han døde - blev det hele overladt til hans dronning." Fortalte hun og trak lidt på skulderen. Andrea mistede folk omkring sig - hele tiden - det var vel hendes lille forbandelse. Hun er en Targaryen nu - kongen døde alene uden andre end hende - det måtte være hendes skæbte at ende med hans families forbandelse - dømt til at reagere men alene. Hun rystede tanken ud af hovedet.
"Hvorfor så ikke tage et sted hen, tage tyren ved hornene og starte på dit eventyr. Du burde lede efter Elona'dals blod - det siges at hvis en vampyr indtager det - vil den kunne gå i solenslys og tåle lysmagi - du ville være i stand til at gå i solen. Ligesom hende der bitchen Caroline, jeres tideligere leder." Andrea kunne ikke fordrage Caroline - uden nogen grund faktisk - de var bare ikke så tætte på hinanden - måske var det fordi, at da Caroline og Nicolas var sammen - så boede Andrea der - og Caroline havde måske anset hende som en fjende? Hmm.. måske måske ikke.
"Men hvad har du ellers lavet? Jeg har bare været mindre heldig inden jeg endte på tronen her - jeg levede trods alt på gaden til jeg fandt en varulve flok i skoven - som heller ikke ligefrem kunne lide mig. Så kom jeg til byen hvor jeg mødte min eks kæreste Noah, vi fik en datter sammen, imellem tiden mistede jeg minderne om ham og måtte bo ved en god veninde eller rettere sagt hendes bror. Da jeg fik minderne tilbage noget tid efter jeg havde fået min datter. Så blev jeg voldtaget sammen med en anden ung kvinde - Noah troede tvivlede på min kærlighed til ham da jeg var med barn og smuttede. Barnet døde - eller blev slået ihjel for mine øjne. Så fandt jeg min familie.. også ja. Så sidder jeg her idag." Hun trak kort på skulderen, og ventede derpå at Nemesis ville dele noget historie. Andrea tog en tår af sit glas.

Hun lyttede til hvert et ord, men Andrea måtte være bims hvis hun troede at det havde nogen betydning af Nemesis kunne gå i sollys.
''jeg stak af - men det ved du jo... Jeg levede i skoven længe, som ulv. Indtil jeg stødte på Duncan - en dæmon der krævede mig som slave. Jeg havde intet valg. Men jeg slap fra ham - troede jeg. Da jeg var nitten år, fandt en dæmon mig, som jeg forelskede mig i. Jeg blev gravid, uheldigvis. Det hele var fint, indtil han myrdede min søn. Derfra gik alt skævt. Sidst jeg så ham, truede han mig med at myrde mig hvis han nogensinde så mig igen. Jeg har ikke set ham siden.'' sagde hun og så kort på Andrea inden hun så tilbage på sin øl. ''Jeg lod mig forvandle til vampyr... En eller anden fyr ved navn Nicolas gik med til at forvandle mig. Ham ser jeg åbenbart ikke mere til længere.'' hun trak på skuldrene - kold i røven.
''jeg skal ikke gå i sollys, søde. Jeg høre til her, på bunden. Det er som det er - ingen orden uden kaos. Så medmindre du mener at du har plads til mig på din trone, så lad være med at tale om mine eventyr og min lykke.'' hun begyndte pludselig at virke en smule mere dyster i det - at tale om sin søn, Sean og Nicolas var ikke det hun holdte mest af.
''Hvorfor er du overhovedet kommet tilbage hertil? Jeg troede at Sunfury City var overdådigt?'' spurgte hun roligt og tog endnu en stor tår øl inden hun piftede efter krofatter der hurtigt kom med endnu en til hende.

Først lyttede hun stille med imens hun sad og drak helt stille. Det var først da hun nævnte Nicolas - at hun for alvor lyttede opmærksomt med. Så begyndte hun at snakke om vampyre og hvordan det var med bunden og alt det der - ikke en ting hun ikke havde forventet at høre. Trods alt forstod hun det ikke - hun stod ikke i situationen at ikke kunne få i solens skær. Heldigt at Andrea var van til at blive talt til på sådan en måde og ikke kun med den fine snak omkring hendes øre for tiden. "Undskyld." Sagde hun kortfattet. "Det var ikke meningen at lege den gode fe." Tilføjede hun hurtigt, og lagde hovedet på skrå til det næste spørgsmål.
"Sunfury er skam fint nok, det bliver bare hurtigt ensomt når alle dem man kender bor her i Doomsville." Så lagde hun armene overkors på bordet og lænede sig lidt frem.
"Du sagde Nicolas. Vampyren Nicolas. Fra Terroville. Hvad ved du om ham?" Spurgte hun derpå og sank en klump. Man kunne ikke vide på hendes ansigt om de var venner eller fjender. Andrea satte sig derefter tilbage i sæddet og åndede stille ud. Hun lod kort sit blik flakke stille rundt ud af hendes øjenkrog. Nogle af hendes vagter vogtede på afstand over hende - hun var jo Sunfurys dyreste værdigenstand lige nu så.

Hun lyttede roligt til hende, mens hun fortalte. Men hun kunne godt se, a Nicolas havde en speciel plads i hendes hjerte - om det var ven eller fjende var hende dog uklart.
''jeg ved faktisk ikke så meget om ham, ikke nok til at fortælle det i hvert fald.'' sagde hun, inden hun så på nogle af hendes vagter. Det var næppe nødvendigt, alle elskede jo Andrea.
Hun tog den sidste tår af sin første øl, hvorpå hun begyndte med den næste.
''Han forvandlede mig til vampyr, i forbindelse med en handel. Jeg ser ikke så meget til ham at det gør noget - mest af alt fordi han er min Skaber. Det er ikke passende at rende i halen på ham hele tiden.'' sagde hun bare, og så en smule undrende på hende.
''Sig mig... Hvorfor spørger du? Han er vel ikke ude i noget snavs?'' spurgte hun inden hun tog endnu en tår øl.
Andrea kendte næppe til hendes telepatiske evne, og lige nu var hun mere end fristet til at finde ud af hvad det lige helt præcist var som Nicolas havde med Andrea at gøre.

Andrea trak på den ene skulder. "Nicolas er altid ude i noget snavs. Men han er også en af mine tættere venner." Fik hun på plads. Andrea holdt skam ikke hemmeligt at hun kendte Nicolas - de uklarheder som måske havde passeret dem jo - men det var til en anden historietime. "Han er trods alt fjender overalt." Nemesis gjorde jo næsten klart for hende at hun ikke havde noeget med ham at gøre - som sådan. Så derfor gjorde det vel ikke noget at man ikke snakkede om hans mangel på minder. Selvom han havde snakket om en person han kendte.. og så gik det op for Andrea at det havde været den kære Nemesis som han havde talt om. Lige nu vidste hun ikke, hvordan hun skulle forholde sig til situationen omkring det - ikke at hun vidste noget omkring det - men hun havde ikke en ide om, hvad hun helt skulle sige.
"Det kunne være du ville med en tur i skoven? Altså uden vagterne selvfølgelig." Det var egentlig bare fordi hun vidste at Nemesis var tideligere shapeshifter - og dyr var jo ofte klinget tæt til naturen - hun som varulv - elskede trods alt også at være i skovene. Hun havde bare ikke meget muligheden til det for tiden.

Hun sad bare og så på hende, og kunne mærke en ulmende følelse vokse i maven - jalousi. Andrea lod til at have fået alt - og Nemesis sad alene tilbage. Andrea havde endda Nicolas' venskab, hvilket fik Nemesis til at tænke på den aften hvor hun havde bedt ham glemme deres intime affære hvis han fik minderne tilbage. Hun fortrød sit ordvalg, men hun kunne ikke bare opsøge ham nu og sige det.
- Hvorfor skulle hun ville med ud i skoven? hun havde boet der efter uhn stak af - der var ikke mere at komme efter der.
''På sin vis, har jeg det bedst herinde - med dine vagter i nærheden.'' sagde hun, inden hun så lidt over på den ene vagt. Vagter... Sidst hun havde haft vagter på, var det fordi Duncan havde opdaget hendes flugtforsøg - og det var ikke endt godt.
''Til trods for hvad du tror, kære Andrea, så er jeg færdig med at være shapeshifter - med alt hvad det indebar. Jeg har ikke mere at komme efter i skoven og naturen - mine nye jagtmarker ligger her, i rotteinfesterede gader og gyder.'' sagde hun roligt og tog endnu en stor tår af sin øl. Hendes læber var svagt farvede fra blodet.
''Siden du er dronning nu, har du vel antaget en nyt navn? Sunfury City... Targaryen?'' gættede hun inden hun tog endnu en tår - hun havde engang drømt om at være dronning selv, men havde opgivet det igen. Magt lå ikke i titlerne, men i gerningerne. Og snart, ville hun være kendt som hende med kuren til vampyrisme.
''Men, hvis du trænger til at strække benene uden dine gorillaer, så kan vi sagtens gå en tur? Men så har vi min bodyguard på slæb - men jeg tror at du finder ham yderst kær.'' sagde hun med et lille grin. Lockheart - som var Nemesis' drage - var hendes ét og alt nu, efter Dean var død. Hvor end hun gik - fulgte han med.

Andrea vidste trods alt ikke hvad hun skulle sige længere - for hun ville ikke skabe splid imellem hende og Nemesis overhovedet - men vampyre og varulve - kunne vel ikke undgå det i sidste ende eller? Andrea sank kort en klump. "Shapeshifter eller ej, skoven er altid så smuk i vinter tid." Sagde hun svagt og kørte en hånd henover sit hår.
Hun nikkede kort efter. "Targaryen - det rigtigt." Smilede hun skævt og rejste sig lidt op - en af vagterne kom hen til hende. "Vi går os en lille tur. I kan holde jer på en passende afstand." Det kunne jo ikke nøtte noget at gå rundt uden vagterne i nærheden - selvom hun var i stand til at forsvare sig selv - og det gættede hun blankt på at Nemesis også var. "Selvfølgelig kan vi det." Smilede hun. Andrea elskede drager - virkelig. Hun havde altid ønsket sig en selv - eller en kæmpe ulv. Andrea smilede og tog pelsen over sig. Vampyrer frøs trods alt ikke - men det gjorde hun - ikke så nemt - men stadigvæk.
Hun regnede med Nemesis fulgte med hende ud af døren og ud i den unge nat. Deres fodspor efterlod sig i sneen. Andrea stakte armene ud til siden og lukkede øjnene imens hun gik stille rundt. "Det her er jo fantastisk." Smilede hun og nød snefnugne smelte på hendes kinder, imens andre landede i hendes mørkebrune hår. Dog stoppede hun op da en velkendt fært nåede hendes næse. Nic.

//Så er det Nicolas som springer ind i emnet, så vidst jeg ved?

Nicolas havde besluttet sig for at få en bid mad. Han var taget ud i skoven, og havde drukket af en ung pige i starten af tyverne. Han var dog stoppet i god tid, så hun havde blod nok til at komme væk. Han ville nu ind på en kro og få sig en whiskey, men en skarp duft fangede hans opmærksomhed. Andrea. En anden duft var efterfulgt af Andreas. Nemesis. De måtte være lige i nærheden, og han havde mest af alt lyst til at stikke af. Men i stedet gik han imod dem, forhåbentligt kunne han vige uden om dem og snige sig ind på kroen. Men nej. Han kunne ikke snige sig omkring dem. I stedet stod han lige foran dem, så de ikke kunne undgå at se ham. Han tog en dyb indånding og gik tættere på dem. ”Andrea,” han nikkede til hende og vendte så blikket mod Nemesis. ”Nemesis.” Han var klar over, at Nemesis sikkert ikke ønskede at se ham lige nu. Han forstod det godt, men følelsen var på ingen måde gengældt. Han havde fortrudt det hele mange gange, men han kunne ikke lave op på det nu. Han kunne kun håbe på, Nemesis kunne tilgive ham. Han vidste stadig ikke, hvordan han skulle fortælle, hvad der var sket mellem ham og Andrea. Han var ikke sikker på, hvad det mellem Andrea og ham selv betød endnu. Han havde virkelig rodet sig ud i nogle problemer. Han vidste ikke hvad han nu skulle sige, måske spørge dem hvordan de kendte hinanden. ”Jeg var ikke klar over, i kendte hinanden.” Han gad godt vide hvordan, men han havde på fornemmelsen, at hans affære mellem ham og de to, ikke ville falde i god jord hos nogen af dem.

Da Andrea besluttede sig for at de skulle gå en tur, og havde rejst sig - var det en smule usikkert for Nemesis hvor vidt hun ønskede at følge med. Men hun havde brug for at være sammen med en, der kendte hende en smule - og Andrea var nok den bedste til det. Hun nåede med udenfor, inden hun lavede en høj piften og skyggen af Lockheart - en drage med størrelse som en direulv - gled over tagene på bygningerne omkring dem. Kort efter landede den halvstore drage få meter fra Nemesis, og så legesygt på hende. Han var sort med en rødlig glød over skællene, og med store kobberfarvede øjne. Hun smilede til Lockheart, roligt, og nikkede som i at han skulle flyve i forvejen. Han så kort hen på Andrea, som han blottede tænderne advarende for, inden han slog med vingerne og var på vej mod skoven.
Selv fulgte Nemesis med Andrea til fods, roligt. Snefnug landte roligt på hende, og smeltede desværre ikke som de ville have gjort hvis hun havde været dødelig. Da Andrea stoppede op, gjorde Nemesis det samme, og i samme øjeblik landede Lockheart ved siden af Nemesis. Og mindre end fem sekunder senere, stod Nicolas foran dem og nikkede til Andrea og så derefter på Nemesis. Lockheart huskede udemærket godt hvordan Nemesis var kommet tilbage og havde sat ild til hele kroværelset mens hendes umulige tårer var trillet ned af hendes kinder.
Nemesis var under ingen omstændigheder glad for at se Nicolas, faktisk var hun sekunder fra at stikke af. Den smertende is i hendes brystkasse havde ikke ændres sig siden sidst han havde set hende. Hun så på Andrea, inden hun så på Lockheart. Lockheart, som hadede at se Nemesis oprørt, blottede advarende tænder inden hans lod Nicolas vide at han ikke selv var glad for ham, ved at spyde en stråle af ild mod ham - som stoppede for hans fødder. Nemesis sagde intet - hun kunne ikke. Hun så ikke mere på Lockheart, men direkte på Nicolas - en advarsel om at næste gang stoppede ilden ikke ved hans tåspidser.

Den intense stemning der hurtigt bredte sig - gjorde hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere på det. Vagterne reagerede selvfølgelig på ilden, men en hånd i luften til tingene var okay gjorde at de vidste Andreas ordre var, at de skulle holde deres afstand. Andrea kiggede på Nemesis og derefter på Nicolas. Andrea var ikke bange for ilden - hendes bror Noa var trods alt en stor bombe af ild. Andrea sank en klump. "Nemesis. Er du okay?" Spurgte hun stille og koncenterede sig om at hun fik opmærksomheden. Andrea var langtfra dum - hun kunne læse de følelser i begge deres blikke uden at stille spørgsmål til det - han havde et eller andet for Nemesis -det kunne ses så tydeligt i hans blik. Det fik hende til at blinke et par gange hurtigt for lige at suge det til sig. Hun havde stor respekt for hendes drage - og med god grund.
Andrea kunne ikke undgå at føle en knude i maven. Men hun holdt den ud og vendte blikket imod Nicolas med et blik der prøvede at analysere ham. "So.... akavet." Mumlede hun lidt for sig selv, men siden de begge to her var vampyre ville de hurtigt kunne hører hvert af hendes ord.

Nicolas stod der bare. Han fulgte dragen med blikket, da den forsøgte at brænde ham af. Han fortjente alt han fik, så han forsøgte ikke at stikke af. Han var ikke en kujon. Han sank en klump og så på Andrea. ”Ved hun det..?” Han burde ikke spørge hende så åbenlyst, men han kunne lige så godt ligge alle kort på bordet. Hans chancer med Nemesis var allerede ødelagte, det ville ikke blive bedre, hvis hun fandt ud af, at han havde delt et kys med hendes veninde, uden han fortalte hende det. Han ville ikke skjule noget for nogen af dem. Det fortjente de ikke. Så måtte de hade ham, og han måtte finde nogle andre at omgås. Selvom han ville have svært ved, ikke at kunne se sin niece længere. ”Jeg kan lige så godt fortælle det. Jeg ser ingen grund til at skjule noget.” Han tog en dyb indånding. ”Jeg har følelser for jeg begge.” Han havde ikke lyst til at gå i detaljer, men han håbede på, de godt kunne regne ud, han havde haft romantiske øjeblikke med dem begge. ”Jeg vidste ikke i kendte hinanden. Det gør ikke tingene bedre. Jeg burde ikke have udsat nogen af jer for det her.” Han vendte nu blikket mod Nemesis. ”Jeg er virkelig ked af det.” Han mente hvert et ord han sagde, og man var ikke et øjeblik i tvivl.

Nemesis så kort på Andrea ud af øjenkrogen, men svarede ikke. Var hun okay? Nej, hun var ej! Hun var rasende, såret og ikke mindst så var hun efterladt. Han havde sagt, at han ikke ville være foruden hende, og så laver han dét stunt! For hendes skyld, påstod han. Raseriet hun følte blev hurtigt overtaget af opgivelse og tomhed. For hendes skyld. Han ville hellere nægte hende muigheden for eventuel lykke, end at se hende såret. Det var som om, at de bare havde droppet lykken og nu stod ved hende der ikke var andet end en såret eks-ulvinde i den skov hun engang havde boet i. Så nej, Nemesis var ikke okay. Hun kunne godt sætte Lockheart til at svitse Nicolas af, men hvad hjalp det på hendes hysteriske opførsel?
Hun valgte at svare Andrea hurtigt og nemt med en løftet hånd der viste hende at hun nok ikke skulle snakke til hende lige nu. Nemesis var tydeligvis den af de to der havde den korteste lunte.
Da Nicolas spurgte om Nemesis vidste 'det' så hun direkte på Andrea, og allerede der var det som om isen i hende tog til. Han havde følelser for dem begge - og Nemesis var ikke idiot.
Hun så det for sig, Nicolas og Andrea. Hun bakkede lidt baglæns. Først vidste hun ikke om det var gået op for Nicolas hvem de var, men det fandt han da snart ud af.
''Så, du har været sammen med min søster. Rart at vide.'' Hun så hen på Andrea, med et blik der ikke var til at læse.
''Nu ved jeg da hvorfor du valgte at gå.'' hun sagde det som om det var det mest ligegyldige i hele verdenen - og så ned på Lockheart. Hendes hjørnetænder var frit fremme, klar til at gøre hvad de var bedst til. Hun tog lange elegante skridt og stod nu foran Nicolas.
''Jeg håber virkelig hun var det værd.'' Sagde hun med en kold stemme - som om han ikke var andet end endnu en af dem hun havde måtte skille sig af med. Han var dog langtfra det, og desværre turde hun ikke fortælle ham det. Hun så hen på Andrea igen, denne gang med et koldt blik. ''Så, når du siger at i er gode venner - så..'' hun tav og rystede på hovedet.
''Jeg beder mig undskyldt, Deres Majestæt.'' hun nikkede kort til hende, som enhver anden der tog afsked, og begyndte derfra at gå. Lockheart så hen på Andrea, inden han fulgte efter Nemesis.

Andrea kiggede over på Nicolas da han sagde de ord - som var det værste han kunne sige lige nu. Hun rystede på hovedet af det hele - frygten kom frem kildrede op fra hendes knogler ud og ud på den fine brune hud. Hendes ansigt virkede dog ganske koldt - men hun skjulte også sine følelser ret godt på trods af alt.
"Nemesis. Det er langtfra hvad du tror." Sagde hun så og gjorde næsten an til at løbe efter hende. Men så vente hun sig over imod Nicolas.
"Følelser for mig? Hvordan det. Du kan ikke engang huske hvordan vi plejede at være. Du kender mig ikke engang Nic. Ikke længere." Sagde hun og kiggede ham direkte i øjnene.
"Nemesis. Hør. Jeg vidste ikke i havde noget sammen overhovedet. Hvis jeg vidste det, så havde jeg stoppet for alt magt i verden. Please bare tro på mig. Jeg har lige fundet dig igen - jeg ønsker ikke at miste dig." Råbte hun efter Nemesis og skjulte nærmest tårerne som ville slippe ud af øjnene på hende med hurtige blink fra de lange øjenvipper - der nærmest fungerede som vinduesviskere.
"Et enkelt kys - og det skal ødelægge alting. Der var ingenting i det Nemesis. Tro mig." Måske en smule en løgn - men hun ville ikke ligge noget mere i det - hvis det skulle betyde en ende på hendes forhold til hendes søster. Hun var så forvirret og så bange for at gøre noget forkert. Hvis man kendte hende kunne man se det på hende - men sandheden var at lige nu kunne ingen af dem se det - for så langtid havde de ikke kendt hende. Det føltes som om, at hun var ved at falde fra hianden stykke fra stykke - på de ord hun havde sagt vendte hun hovedet imod Nicolas. "Nic. Tilgiv mig." Sagde hun med et trist blik og lukkede så sine øjne i - så hun kunne lade sin ryg mødes med et træs ru bark. Hun lukkede øjnene for ikke at få endnu et flip.

Nicolas kunne ikke stoppe med at dumme sig. Hver en handling han udførte, sårede en eller anden. Han så efter Nemesis og sukkede dybt. Han havde bare gjort det hele meget værre. Andreas ord sårede ham, men det var ikke noget han havde lyst til at udtrykke lige nu. Nemesis var første prioritet. Det var hende det sårede mest. Han så på Andrea mens hun råbte efter Nemesis. Han vidste godt, at han ikke kunne få Nemesis tilbage, men Andrea skulle ikke også miste hende. Det ville være ærgerligt, hvis de mistede hinanden, på grund af ham. ”Lad mig.” Han hørte godt hendes bedende ord om tilgivelse, men der var slet ikke noget at tilgive. Hun havde såret ham, men hun var vred. Det var hans skyld det hele. Nicolas gik efter Nemesis, i et håb på han kunne tale hende til fornuft. Han vidste godt, at der var en chance for, at Nemesis' drage ville blive glad for, at han nærmede sig hende. Men han var ligeglad lige nu. Han gik efter hende, mens han kaldte på hende. Han var ikke sikker på, hvor hun var løbet hen. Men han skulle nok finde hende, før eller siden. Da han endelig fandt hende, stod han på en god afstand. Ikke på grund af hendes drage, men fordi han ikke ville overskride hendes grænser endnu mere. ”Det hele er min skyld,” lød det fra skyggerne. ”Andrea havde ikke noget med det at gøre. Du må ikke lade det her gå udover hende. Lad det gå udover mig i stedet.” Han ville tage imod alt den vrede hun ville rette imod ham, så længe det kunne hjælpe på Andrea og Nemesis' forhold. De blev nød til at finde ud af det igen. Det skulle de bare.

Nemesis havde hørt Andrea's bedende råb efter hende, men hun kunne engang se på Andrea uden a hun ville bryde sammen. Hun havde fundet den gamle faldefærdige jordhule hun havde levet i, da hun havde boet i skoven, og havde stilt sig op af træet der voksede ovenpå.
Nicolas var åbenbart kommet efter hende, typisk nok. Han skulle dog hurtigt finde ud af at han ikke var et kærkomment syn. Hun så ned, da han var kommet hen til hende, og lyttede blot, inden hun blottede tænder af ham.
''Du lovede..'' hviskede hun, velvidende at han kunne høre det - undertonen var ikke bare såret, den va knust. Hendes øjne var døde. Det flydende sølv de havde lignet, var størknet og falmet.
''du lovede at jeg ikke skulle være alene igen. Du lovede, at du ikke var som Sean. Du lovede!'' hun så direkte på ham nu, og man kunne se hvad hun var; destrueret.
''ingen forpligtelser, det var hvad du sagde. Jeg troede bare ikke at det betød at du bare kunne rende ud og finde den næste i køen. Jeg er ligeglad med at hun er min plejesøster - hun vidste intet om os to, tydeligvis.'' sagde hun inden hun så lidt ned på hulen.
''Jeg er ikke vred på Andrea, hun vidste intet. Men det er heller ikke mig der skal dømme hvad to mennesker vælger at gøre med hinanden. Du har tydeligt valgt hende - og hun er tydeligvis også bedre stillet end jeg er. Hos hende har du i det mindste en seng og et hjem. Det er mere end hvad jeg kan byde dig.'' sagde hun inden hun så direkte på ham igen.
''Du gik - ikke jeg. Du brød dit løfte. Kom ikke her, og sig at du fortryder det.'' sagde hun stille, og lukkede øjnene kort.
''Jeg kan ikke undvære dig - og det troede jeg at du vidste... Men du efterlod mig, til trods for at jeg tiggede dig om at blive. Du gik..'' sagde hun og så imod Andrea's retning.

Andreas øjne fulgte Nicolas da han gik efter Nemesis. Hun følte hun var med i en eller anden dum film - hvor hun ikke hørte til. Men spillede med på trods af den rolle hun ikke vidste, hvordan hun skulle spille. Andrea sukkede irriteret inden hun så satte af og smed pelsen fra sig. Hun kunne alligevel ikke rigtigt bruge den til andet end varme. Men ja. Hun gik imod dem, vadede igennem sneen til at hun fandt dem. Hun stoppede op en passende afstand fra dem begge så hun også sagtens kunne høre hvad de snakkede om. Hun tog en dyb indånding da hun gik færten af en anden varulv - ret hurtigt - måske hurtigere end de andre. Men mere nåede hun ikke at sige før hun greb en pil der kom flyvende med retning af hendes hjerte. Hun kiggede kort ned - og mærkede kort efter en smerte i hendes ene arm da en sølvpil ramte hende i skulderen og gjorde hun ømmede sig voldsom - da sølv fik hendes hud til at brænd - ligesom ved vampyre. Manden med pilene kom frem fra skyggerne og sigtede nu efter Nicolas og Nemesis. "Fin drage du har dig. Hvor meget skal du have for den?" Han trak hurtigt en kniv og lagde den for Andreas strube - hvis vampyrene skulle prøve på noget.
Andrea holdt blot vejret og stirrede på manden uden at sige noget som helst. Hendes skulder gjorde ondt - men det var ikke noget hun ikke kunne overleve trods alt. "Så hvad bliver det til?" Det lød ikke til at han havde tænkt sig at spørge igen - allerede ved anden gang havde han lagt knivens blad tættere på Andreas strube - så hendes blod langsomt dækkede kniven.

/Sorry, I am and will always be a drama queen xD

Nicolas ville ikke bare stå og tage hele skylden. Det var hans handling, men det var hende der havde drevet ham til det. Hvis ikke hun havde skubbet ham væk, var det ikke sket. Hun havde såret ham. ”Det var dig der skubbede mig væk. Dig. Jeg var overbevidst om, du var ligeglad med mig. Hvordan skulle jeg kunne vide andet?” Han tog en dyb indånding og prøvede at slappe af. Han skulle ikke blive sur på hende. ”Det er ikke en undskyldning, men du forvirrede mig lige fra starten. Jeg var forvirret, såret, forladt. Jeg følte det som du føler lige nu.” Han havde meget mere at sige, men han blev distraheret, da Andrea kom hen til dem. Han nåede ikke at reagere, før hun blev ramt af en pil. Han så hen imod retningen, som pilen var kommet fra. Den afslørede hurtigt en mand, der var ude efter Andrea, gik han ud fra. Undervejs truede han Nemesis' drage, hvilket bestemt ikke gjorde situationen bedre. Han så sig omkring, i et forsøg på at finde på noget at gøre. Han så på manden og tog en dyb indånding. ”Jeg ville virkelig ikke gøre det der.” Han vidste, at det ikke var svært, at få fat i kniven, hvis han var hurtig nok. Han satte af, og var hurtigt henne på den anden side af manden. Han tog fat i hans håndled, og tvang hans hånd væk fra Andreas hals. ”Det er ikke sådan man behandler kvinder.” Han fik manden ned at ligge på maven, mens han stadig holdte fast i hans håndled. Der lød et højt knæk, og Nicolas vidste, at hans arm var vredet af led. ”Jeg sagde det jo.” Han så på Andrea, og en skarp smerte fandt sted i hans hoved. Han faldt ned på knæ og tog sig til hovedet, stadig med kniven i hånden. Han begyndte at huske noget. Det var ligesom om, noget faldt på plads. At han fandt nogle manglende puslespilsbrikker. Men der manglede stadig en masse. Men nu kunne han huske Andrea.

//Du er ikke den eneste drama queen darling

Nemesis nåede ikke at hører alt hvad Nicolas havde sagt, før en mand truede hendes søster. Blodet løb allerede fra hendes hals - og Nemesis elskede blod...
Men lige nu, var noget vigtigere - og det gik ikke langsomt.
Nicolas havde vredet armen af led på manden, inden han var knækket sammen af smerte - og Nemesis så sit snit.
Hurtigt var hun henne over manden der skreg svagt i smerte - inden han blev tavs i en gurlen i sit eget blod da hun flåede hans strube op. Nu var det overstået og Nemesis så på Nicolas. Hun genkendte smerten, og vidste at den ikke var dødelig. Hun så derefter på Andrea, og på hendes hals. Som varulv, burde hun vel hele hurtigere, men hun tog ingen chancer. ''Hvorfor i alverden blev du ikke ved dine vagter!?'' snerrede hun og forbandede sig selv for ikke at være blevet hos hende. Hun flåede ærmet af sin skjorte for at binde den om såret på Andrea's hals.
''Nicolas, klarer du dig?'' spurgte hun hurtigt, hvorefter Lockheart kom hen og støttede Andrea og delte varmen fra sin krop med hende så hun ikke frøs, mens Nemesis tog sig af Nicolas.
''Dit fjols. Jeg troede at jeg havde gjort det klart; jeg vil ikke være dig foruden!'' hviskede hun opgivende inden hun så panisk fra Nicolas til Andrea.
Manden der havde angrebet dem lå nu død lidt fra dem, med blodet svagt pumpende ud fra hans åbenflåede strube. Nemesis havde en smule blod ned af mundvigen.

Så snart kniven var fra hendes strube tog hun sig kort til halsen. Blodets tykke væske klamrede sig klistrende til hendes finger spidser - men hun var mere optaget i vampyrenes kamp. Selvfølgelig hadede hun at se - at en af hendes egne angreb hende og blev dræbt af vampyrer. Men hunlevede ikke i en eventyr verden - hvis alle varulve skulle være venner og fjender med vampyrerne - så var det et kliche eventyr hun ikke ønskede at være del af. Desuden var hendes bedste venner vampyrer - sjovt nok. Andrea gispede kort da Nemesis overtog angrebet - og snakkede til hende som en bekymret storesøster ville gøre. Selvfølgelig forstod hun godt den korte bekymring - men såret var ikke andet end en lille flænge og den ville heale hurtigt. "Jeg klare den Nemesis." Sagde hun så, det gjorde lidt ondt i hendes hals og skulder. Men hun skulle nok klare den. Andrea rettede sin opmærksomhed mod Nicolas og sank en klump. "Nic?" Spurgte hun forsigtigt - i håb om han ikke havde mistet hele hukommelsen helt igen igen. Andrea satte sig ned på hug og kiggede i efter ham. Han var hendes bedste ven - hun ønskedeh am intet ondt trods alt.

Smerten stoppede og Nicolas kunne nu tænke klart igen. Flere minder blev tydelige for ham. Meget af det Andrea havde fortalt ham, blev nu en virkelighed for ham. Da hun boede ved ham, de mange gange de havde reddet hinanden, hvor godt han passede på hende. Han elskede hende. Men hun havde altid kun været hans bedste veninde, og det ville aldrig blive mere. Han rejste sig op og gik hen til Andrea. ”Jeg kan huske dig. Jeg kan huske det hele.” Han smilede og krammede hende ind til ham. Hun betød meget mere for ham nu, men nu var han også klar over, at han aldrig ville se hende som andet, end bare en veninde. Han slap hende og så på hende et øjeblik, før han vendte sig imod Nemesis. Han var ikke længere i tvivl om noget. Han gik hen til hende og tog hendes hånd og fik hende op at stå. ”Andrea havde ret før. Kysset betød ingenting.” Han så ned på deres hænder og sukkede dybt. ”Det var en stor fejltagelse. Jeg tror bare.. Andrea vidste en masse om mig, du havde såret mig, vi havde en stærk kemi og jeg lod mig rive med. Men det har altid bare handlet om venskab for os.” Han så over på Andrea, i håb om hun kunne bakke ham op med det. Ud fra hvad han vidste, følte hun det samme som ham. Han håbede i hvert fald hun ville bakke ham op, og at Nemesis ville tilgive ham.

Lockheart så på Andrea, uden egentlig at rykke sig fra hendes side. Til trods for at han kun lystrede Nemesis så valgte han selv hvem han ville holde af - og Andrea havde hurtigt vundet hans hjerte.
Nemesis vidste dog godt hvad det betød - og hun måtte erkende at hun igen ville være alene, når det gik op for Andrea at Lockheart ikke ville forlade hendes side. Men det var kun godt - Lockheart ville være Nemesis' link til Andrea, så de ikke skulle splittes igen.
Da Nicolas rejste sig og krammede Andrea, tog Nemesis et skridt baglæns. Hun ville ikke være påtrængende, og når de tog nu havde det så godt sammen. Hun blev dog stoppet da han tog hendes hænder og forklarede sig. Hun havde slet ikke brug for at høre Andrea's opbakning - hun tog sine hænder ud af hans greb og nærmest smed armene om ham.
Hun trykkede sig bare ind til hans brystkasse med armene om hans hals, mens hun lukkede øjnene og lukkede lydende ude. Hun tog en dyb vejrtrækning selvom det ikke var nødvendigt. Hun blev bare stående sådan, i omkring et minut, inden hun fik hvisket;
''Hvis du kysser mig denne gang, og siger farvel bagefter, så tager jeg dig ikke tilbage!'' med et lille drilsk smil gemt i sin hvisken.
Lockheart lænede sig lidt op af Andrea, og fnøs en smule flabet, som i; hold nu op, få jer dog et værelse!-agtigt