What a wonderful Christmas - Nemesis & Nicolas -

Andrea smilede af dem. Nicolas der havde fået deres minder tilbage - gjorde det hele en del lettere for hende at gribe an. Hun smilede bare af dem. De klædte nu også hianden rigtig godt. Hendes søster og hendes bedste ven - hvilken fortælling egentlig. Men hun ville være glad hvis de var glade. Andrea lagde hovedet op af Lockheart med et smil, imens hun grinede af den kære drage med en blid latter. Dramaet havde vel lagt sig nu - forhåebeligt. Hun vendte derved opmærksomheden imod Lockheart. "Du er da bare den kæreste er du ikke?" Smilede hun og lod sin hånd glide henover den smukke drage. Det var virkelig en utrolig skabning - som hun ikke ligefrem kunne blive træt af at se på. Helt ufattelig smuk og bare fantastisk. Hun lagde derpå sig op af Lockheart igen med et smil på læben.

Nicolas så på Nemesis, da hun trak hænderne ud af hans greb, og i stedet smed armene om hans hals. Han kunne regne ud hvad det betød, og det gjorde ham lykkelig. Noget han ikke havde følt, siden han mistede sine hukommelse, og sikkert længe før det. Han lagde armene om hendes liv, og holdte hende tæt ind til sig. Han lyttede til hvad hun hviskede, og svarede i samme hviskende toneleje: ”Det sker ikke.” Han trak hende ind i et kys og lod hans hænder bevæge sig op og ned af hendes ryg i rolige bevægelser. Han nød at stå der bare hende, og bare være. Der var ingen tanker, ingen forhindringer, bare en lige vej. Der var ikke noget der var imod dem, men han tvivlede på, at det ville vare længe. Han lod hans ene hånd bevæge sig op i mod hendes hår. Ved Lockharts fnøs, stoppede han kysset og vendte blikket mod Andrea og Lockhart og så tilbage på Nemesis. ”Vi må hellere...” Han rømmede sig og trak sig helt væk fra Nemesis, ikke fordi han ikke ville være tæt på hende, men fordi han gerne ville være vise hensyn overfor Andrea. Han så på Andrea med et smil og forsøgte at holde blikket fra Nemesis, selvom det var svært.

Havde hun været i stand til at rødme, så havde hun gjort det. Men grundet vamprismen, var det ikke en mulighed - heldigvis! Hun ville være tomatrød i hovedet, i en blanding af liderlig, glæde og adrenalin. Da han trak sig væk, skreg en del efter at holde fast i ham. Men hun vidste at Andrea sad og så på, og det ville være så latterligt at gøre hende utilpas med den slags - Nicolas og Nemesis havde trods alt en evighed sammen hvis det kom så vidt.
Hun smilede dog en smule perpleks da han endelig sagde at de nok hellere måtte... Hun nikkede, inden hun så undret hen på Lockheart. ''Du-øh, jeg tror du har fået dig en beundre, kære søster.'' smilede hun så og nikkede til Lockheart - en tilladelsen til at han måtte overfalde Andrea i kys. Det resulterede i at Lockheart nærmest sprang op og ind over Andrea som han lagde ned, og med en katteagtig spinden slikkede på hals og ansigt. Nemesis smilede bare, og så roligt hen mod Nicolas. Et smil hun ikke havde kunne fremtvinge længe, prydede nu hendes læber ganske naturligt.

//kære venner, jeg vil sige godnat Hvis det er, at i ønsker at forsætte emnet uden mig, så lad os sige at Nemesis er kaldt på arbejde Sov godt, og vi skrives ved i morgen, hvor jeg - bare rolig kære Nicolas - nok skal betale for internet i toget så vi kan skrive sammen i tidsrummet 9:00 til 13:00 som minimum Ellers, så har Nicolas mit nummer, hvis i vil spørge om noget

Andrea kunne ikke andet end at grine af dem. De virkede som to nyforelskede teenagere - som selvfølgelig holdt af hianden på de betingelser at vampyrenes følelser var en tak mere overfølsomme end varulvenes og meget mere end menneskenes. Derfor lod hun dem 'fjolle rundt' og være forgabt i hinanden. De fortjente det. Lidt lykke i livet gjorde ingen noget ondt. Og desuden var det rart at se et smil på begge deres læber som ikke var skabt af tvang - men af glæde. Andrea smilede stort over Nemesis' kommentar om hendes nye beundre. Men hun nåede ikke at sige noget før Lockheart overfalede hende i et kærlig overfaldelse, hvor han slikkede hende på halsen og i ansigtet. Andrea grinede kærligt. Mødet med sneen for hendes bare hud og varmen fra Lockheart - gjorde hun ikke bemærkede kulden. Lige nu morede hun sig. Udenfor slottets mure. Hun skulle nok også snart tilbage - desværre. Det var en skam, at alt det hun elskede var så langtvæk fra hende. Elena havde også brug for at få sin mor hjem. Dog smuttede bekymringen hurtigt væk - da hun endnu engang fik Lockhearts tunge lige i smasken. Dog grinede hun kærligt af det og tumlede lidt rundt med ham. Hun var trods alt varulv - og hun havde super styrke i sin besiddelse - hun kunne godt lege lidt med den legesyge drage. Men hun havde et varmt og kærligt blik i sit øje imens hun gjorde det.

Vagterne kom til syne med hendes pels over armen.
"min dronning. Deres hest er gjort klar til hjemrejsen." Sagde han og bukkede for hende. Andrea rejste sig hurtigt fra legen -selvom hun ønskede at forsætte den. "Jeg kommer - giv mig lige fem minutter til at sige farvel." De nikkede til hende og vendte derefter om. Heldigvis havde de ikke bemærket henes skulder -ellers havde Lockheart måske kommet til at slikke blodet af? Det var sikkert det. Desuden var det healet. Andrea sank en klump. "Nå det ser ud til jeg allerede skal videre. Solen står nok også snart op - desværre." hun trak lidt på skulderen. "I skal vide jeg er glad på jeres vegne eller hvad man siger. I klæder hinanden godt, er du ikke enig Lockheart?" Smilede hun til dragen og satte sig atter på hug foran ham. "Jeg skal nok love, at jeg kommer og besøger dig okay?" Hun lagde sin hånd imod kinden af ham med et smil på læben. "Ellers må i komme og besøge mig." Smilede hun. De havde vel lettere ved at komme til hende end omvendt - og det var ikke fordi Nicolas manglede penge. "Nic. Dit hus i Terroville. Hvis du husker mig - husker du nok også det - siden det er der vi nok mest har snakket sammen. Min kære søster har brug for at se andet end de samme fire vægge i hendes kroværelse. Hvis hende lidt rundt ikke?" Selvfølgelig var det sagt med en mere drillende tone i stemmen - men hun mente det. Nemesis ville have godt af at komme udenfor lidt. "Hun kan jo ikke være en kloarkrotte forevigt." Andrea stillede sig op på benene igen og smilede til Nemesis og derefter til Nicolas.

//Det er helt iorden, vi ses engang imorgen så håber jeg

Nicolas følte sig underligt tilpas. Ude af sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, så han stod der bare og så sig omkring. Han endte med at vende blikket imod Andrea, da hun blev væltet af Lockhart og slikket over alt. Han synes det var meget morsomt at se på. Især nu, hvor han vidste hvad Andrea havde været igennem. Hun fortjente en, der bare kunne gøre hende glad. Det kunne Lockhart. Han ville bare have hun var glad. Da vagterne kom hen til dem, så han på dem, så ned på Andrea. På den ene side, ville han ikke have hun skulle gå, på den anden side, ville han gerne have noget tid alene med Nemesis. ”Tak Andrea. Kom og besøg mig, hvis du får brug for mulighed for det. Ellers kommer jeg til dig.” Han lagde armene om livet på Nemesis, og sendte Andrea et bredt smil. ”Vi snakkes ved.” Han så nu hen på Nemesis. ”Vil du se mit hus? Det er ikke et slot ligesom Andreas, men det er ikke så langt fra.” Han kunne ikke prale med et slot, men han var nu tilfreds med det hus han havde. Han havde trods alt boet der, det meste af hans liv. Man blev vant til det.

//Beklager længden, men telefon buzzer hele tiden *Host* Nemesis *Host* xD

Nemesis så på Andrea, der nu var nødt til at gå. Det var ikke betrykkende at hun skulle lade hendes søster gå igen - men hun havde en let løsning.
''Lockheart, gider du holde øje med hende for mig?'' spurgte Nemesis, og det tog ikke lang tid før Lockheart havde viklet sin stærke hale om Andrea's ben. Nemesis nikkede til ham og så igen på Andrea, mens hun mærkede Nicolas' arme om livet.
''jeg ville da elske at se hvor du bor!'' sagde hun med et smil.
''Og du ved hvor du kan finde mig, Andrea. Jeg er altid i skyggerne og kloakkerne'' sagde hun og blinkede drilsk til hende. Lockheart knurrede utålmodigt.
''Vi må nok hellere komme videre alle sammen.'' sagde hun rolig og så på vagterne.
''nu passer i på min familie, ellers vanker der.'' sagde hun med et lille drilsk smil.

//beklager længden xD Og se så at smutte hjem med Lockheart, kære søster.
Og hey! Du kunne bare lade være med at svare på dem!

Hun smilede stort til dem begge to. "Jeg skal prøve." Svarede hun Nicolas - men som sagt - så havde hun ikke de bedste muligheder for at give besøg - medmindre hun skulle til byen af andre grunde. "Det gør vi i hvert fald. Pas nu på hende ikke?" Sagde hun med et drilsk smil, dog vidste Nicolas godt hvad hun mente. Så vente Andrea blikket imod Nemesis og derefter hurtigt ned på Lockheart der lod sin hale vikle sig om hendes ben.
"Er du sikker?" Sagde hun rettet imod Nemesis - ikke at hun ikke ville elske Lockhearts selskab. For det ville hun - mere end til evigtid. Vagterne nikkede til hvad Nemesis sagde.
Og Andrea gik imod dem sammen med Lockheart. Så vendte hun sig om. "Husk mine døre også altid er åbne. Så hvis i har brug for en dag væk fra de kedelige gader i Doomsville city, så kom forbi - ikke?" Smilede hun til dem og satte sig så op på sin hest. Hun smilede til Lockheart og så til Nicolas og Nemesis. Så red de afsted.

//Out i guess xD
Skal jeg gøre søster