It's just like every other night

Tid Det er omkring aften
Sted The Sibley Manor
Omgivelser Det er et stort hus. To etager. Den første er med stue, køkken, indgang og balsal. Den anden er med værelser. D
Vejr Solen er gået ned, så det er mindre koldt og dog ikke ufattelig koldt. Det er sommer, så det er en dejlig smuk aften
Påklædning Hun er iført [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det havde været en stille dag, hvor der virkelig ikke var sket meget. Moria havde været ude det meste af dagen, hvor hun havde været hjemme sammen med Tituba og den godt syge Michael. En enkel gang tog hun en lang tur ud i byen, og omkring tidlig aften, gav hun sin elskede lille Familiar noget at spise. Hun nød sådan at torturere sin mand, se ham vride sig i smerte, som hun bogstavelig talt tvang tussen ned i halsen på ham. Hun havde gjort det i over 30 år, og det var stadigvæk ligeså meget en fornøjelse. Ingen sagde meget til hans pludselige sygdom, eller at han for den sags skyld aldrig blev bedre. Måske var det fordi Alexandra i sidste ende, var det bedre at se på og for den sags skyld høre på. Hun kom ikke med samme idiotiske kommentarer. Han havde aldrig været den mest intelligente mand, og han tyede ofte til vold. Så hvad hun gjorde, det havde han i sidste ende fortjent.
Som aften havde skudt sig over byen, kom der en mere stille adfærd overhjemmet. Hun sad med Tituba, hvor de hyggede sig med noget syning. Egentlig var der ikke mange ting at beskæftige sig med, som en fin dame kunne man ikke rende rundt og lave sjov. Der var vise forventninger imod en, og derved også imod hende. Hun skulle altid være fint klædt og derpå klar hele tiden. Midt i deres snak, blev døren med et åbnet og hun havde ikke forventet det var en anden end Moria. Denne unge kvinde, hun gik ofte ud og kom først sent hjem. Her var hun ofte dækket af blodet fra sine fjender, og her havde gjort det til en tradition, at hun selv ville hjælpe med at vaske blodet væk. Hun havde intet imod denne nattelige tradition, det var hyggeligt og hun støttede skam Moria i sin handlinger. Ligesom Moria havde hun mistet så meget til dæmonerne. Hendes egen ægtemand var en sjæledæmon, og han havde taget alt fra hende.

Hun rejste sig fra sin stol og gik hen imod den unge pige "Lad os gå op på og få dig vasket min kære" hun lagde blidt sine hænder imod hendes skuldre, hvor hun fulgte den unge engel op imod badeværelset. Selvom hun kendte vejen, så nød Alexandra alligevel at følge hende derop. Det var en hyggelig lille tur, og som de nåede badeværelset, fyldte hun karret op med varmt vand. Hun lod altid Moria gøre tingene i sit eget tempo, men dog holde hun det hele klar. De blide svampe, sæben og alt det andet var lagt frem

//Håber det er godt nok <3

Det var ikke fordi at hun ligefrem nød at have trangen til at myrde disse skrækkelige væsener, kaldet dæmoner. Hun fandt stor glæde i at dræbe dem, men jo flere hun dræbte, jo større blev trangen til at dræbe flere. Hun havde været nød til at tage ud om morgenen efter en søvnløs nat. Moria havde tit søvnløse nætter. Når hun lukkede sine øjne i, kørte minderne gennem hende som et slideshow, ustoppeligt og ligeså smertefuldt som at gennemleve det. Hun brugte så de ekstra timer på at pakke sin taske sammen. Den blev fyldt med vievand og kors. Om hendes hals havde hun altid et pentagram. På hendes håndled var pentagrammer indgraveret til ar.
Det havde ikke været en tilfredsstillende dag. Hun var taget til Ashenwood for at jage. Hun havde lært at hævn i byen skulle foregå i bedste diskretion, eller også ville hun bare ende med selv at blive jaget, måske tilmed få en dusør sat på sit hoved. Hun gik roligt gennem skoven og ventede på en af væsenerne. Men de dukkede ikke bare op af sig selv, hvilket hun godt vidste. Hun var så bare taget ind på kroen i Rotten root, hvor en dæmon havde siddet og fået en anelse for meget at drikke. Hun kunne genkende ham på den mørke aura som han gik med. Og siden det også var højlys dag, vidste hun at det ikke kunne være en vampyr. Og en falden engel? Ikke hendes problem. Det ville bare være en ups’er.

At lokke ham ud af kroen var en let sag. Hendes beklædning fik hende til at se ganske uskyldig ud. Og hendes lange brune hår med nuttede krøller gjorde bare at hun blev langt mere attraktiv i mændenes øjne. Han fulgte med hende, udvidende om hvad der ville være ham i vente. Hans uundgåelige død. Så snart de kom ind i gyden, trak han hende indtil sig og duftede til hende. Hans alkoholiske ånde hvilede mod hendes kind og han mumlede:” Nu må du vise mig dine goder… jeg har gjort som du har sagt…”, hun vendte sig roligt imod ham og kom med et kort smil inden hun langsomt trak op i skørtet foran ham. Hendes blik var fyldt med lyst, men ikke den han havde regnet med.
Da skørtet kom op til hendes lår begyndte en lang klinge at vise sig op af hendes inderlår. I en hurtig bevægelse trak hun kniven og jog den i skulderen på ham, men inden han havde den mindste chance for at skrige, holdte hun ham for munden og pressede ham op af væggen:” Det her er mine bedste goder. Du vil bare ikke leve længe nok til at se resten.” hviskede hun så ind i hans øre mens hun pressede kniven længere ind i hans skulder. En svag damp undslap der hvor kniven sad og hun lagde hovedet på skrå:” Hvad er der galt? Kan du ikke tåle en velsignet kniv? Det var da ærgerligt.” sagde hun og lavede en lettere trist grimasse inden hun så bare skar hans hals over. Hun løftede hovedet op og lod blodet regne udover hende. Smagen af det, følelsen af det, gav hende altid et rus.

Hun lod liget falde til jorden og gik hen til sin taske inden hun fandt en kappe frem med en stor hætte. Hun tog den på og forlod gyden med sin taske. Nu skulle hun bare hjem til Alexandra. Det var nok det bedste efter en jagt. At se hende. Hun trådte roligt ind og lod kappen falde til gulvet. Det lange smukke brune hår var nu kilstret og glat af indtørret blod. Hun så på Alexandra og kunne ikke undgå at smile, den blidhed der var over hende var altid noget Moria længes efter. Hun fulgte med hende og så karret blive fyldt med vand. Inden hun begyndte at tage sin kjole af, ville hun have kniv-holderen af sit lår. Efter det trak hun langsomt snorene op foran på sin kjole og lod den til sidst falde af hende.
Hun satte sig roligt i badet og lod det varme vand omfavne hendes nøgne krop. Hun lænede sig en anelse tilbage og sukkede kort:” Alexandra..." sukkede hun kort, inden hun så åbnede øjnene og rømmede sig:" Oh. Jeg mener Ms.Sibley. Du er så venlig… Jeg bringer dig ikke andet end mulige problemer.” sagde hun så roligt og så op på Alexandra. Det var noget hun havde tænkt på længe. Chancen for at nogen ville se hende og forfølge hende hjem til Alexandra. Det tumult der kunne komme ud af det. Hun ville ikke ødelægge det hun havde nu. Hun var endeligt begyndt at blive sig selv igen, og alt det kunne hun kun takke Alexandra for.
"Denne gang fik dæmonen en hurtig død. Jeg havde ledt hele dagen uden held, på randen til at opgive. Men så stødte jeg på ham." sagde hun en anelse triumferende og kunne ikke undgå at have et glad smil på læben.

Hun hævede øjenbrynet, da Moria med et sukkede hendes navn. Normalt var hun striks omkring andre folk, dog med de som var tæt på hende, kunne de blot kalde hende Alexandra. Hun havde intet imod hendes kæreste venner kaldte hende vedfornavn, det havde været noget andet hvis det var en fremmede eller en af de som hun mødte til balene. Hun klukkede blidt, og strøg sine fingre igennem Morias hår. Selvom hun nu havde været her i hos familien i 30 år, så forholde Alexandra sig altid til at være den som vaskede Moria. Hvorfor dette lige netop var sagen, ville hun ikke kunne besvarer. Der var dog noget hyggeligt, og nærmest intimt ved det. Hun kunne huske den første gang hun gjorde det, radmagre Moria. Hun havde været fuld af blod, sår og endda værre end dette. Hun kunne huske hvordan hun om aftenen havde sovet hos hende, fortalt hende historier og generelt blot været der for hende. Nok havde Michael fjernet meget af hendes godhed, igennem hans mange års påførelse af tortur, dog havde hun stadigvæk noget tilbage og dette lod sig specielt vise i forhold til situationen med Moria.
Hun rynkede brynet som Moria med et kaldte hende Ms. Sibley, som havde det at nævne hendes fornavn været en akt af noget forkert. Som hun kørte svampende hen over hendes hud, og her igennem fuldkommen fjerne alle rester af dæmonens eksistens, hævede hun blot øjenbrynet "Kæreste Moria, du ved du kan kalde mig Alexandra. Det har jeg aldrig forbudt dig i at gøre og du bringer skam ingen farer til mig eller for den sags skyld problemer. Jeg nyder dit selskab her" hun holde blidt fat i hendes hage, blot for at vende hendes ansigt imod sit eget her. Her for et understrege sin pointe. Hun fandt Morias selskab interessant, de havde ført mange interessante samtaler. Denne unge kvinde var interessant, hun var blid og alligevel brutal. Med andre ord en hun selv kunne identificere sig med. De havde begge to mistet så meget, og derved ville hun nu gøre alt for at hjælpe denne kvinde.

Hun lyttede stille med i hvad der blev fortalt, alt i mens hun vaskede det smukke lange hår. Her blev der påført olier, hvilket gav det en sød og dog behagelig duft af lavendel, en olie hun somme tider selv brugte imod sit eget hår. Det gav det en behagelig duft, og gjorde det samtidige blødere at røre ved. Hun nikkede og gav blidt Morias skuldre et klem "Det var flot, jeg er stolt af dig! Du har udført så meget igennem de sidste par år. Du har gjort langt mere end jeg har, igennem disse 30 år, end hvad jeg har gjort igennem hele mit liv" Hun var faktisk ekstremt stolt af Moria, hun havde gjort så meget, opnået så mange mål og alt i alt blot være en stor succes. Det var beundringsværdigt, og noget mange burde gå efter. Moria havde sat sig et mål, og hun fik sidste ende også opnået det. Ganske vist var hun stadigvæk i gang, men synet så godt ud og derved var det værd at betragte.
Hun sæbede sine hænder ind, hvorpå hun blot lod dem glide hen over hendes skuldre. Her fik hun gjort hendes arme, skuldre og generelt hendes nakke parti rent. Dette blev gjort samtidig med hun også masserede den ømme hud. Hun havde brugt mange muskler, og derved også gjort sig stiv i nakken. Dette blev løsnet op via en god omgang massage, samt noget olie "Hvis du vil have jeg skal gå, således du kan klæde om, så sig endelig til" udtalte hun som hun var færdig med at vaske hende.