what am i doing.//Madeleine and Caden//

S Lige uden for Madelines hus, i Terrorville.
V solen er lige gået ned, ellers er det meget koldt.
O ikke rigtig nogen, på nær de folk som går gennem gaden.
Kl 18,30
P det samme som sidste gang, bare uden kappe.
James havde arbejde længe for at find frem til hans forlovet, hvilket var lidt mærkeligt siden de jo bare havde gjorde det for at få dem væk. James vidste ikke helt, hvad han skulle mene om det, men det var ved at være tid til de skulle finde ud af om de skulle giftes. James hest var vildt træt, da de nået stedet. James kiggede sig omkring, hvorefter han bevægede sig over mod døren. Da han endelig nået den, stod han bare og kiggede på den. Hvad lavet han dog de skulle ikke giftes skulle de, det var nok lidt lige meget. James banket døren, hvorefter han holde vejret for at se, hvordan skulle han klare dette. Planen var nu bare og se til hende, hvorefter han ville finde ud af, hvad der skulle ske bagefter. Det var jo derfor han var taget derop, var det ikke. Alle disse tænker flød gennem James hovedet, hvorefter han kiggede  på døren og ventet på hun ville åbne. Hvad, havde han dog gang i, at være forlovet var jo ikke en god ting, når man følte noget for en anden. James sank en klump, mens han kiggede ned på sine fødder, hvorfor havde han dog os opsøgte hende. Han skulle lige til at vende om. Da han hørte døren, som lige så stille blive åbnet.
//sorry den korte start, er lidt væk lige nu. :9//

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Maddie var kommet hjem dagen før, fra det ubehagelige møde med Caden. Hun havde fortalt ham sandheden, om at hun var gravid, og hans reaktion havde ikke været ønsket. Han havde panikket.
Nu sad Maddie så ved sit køkkenbord og stirrede ned i koppen med kaffe. Hun vidste, at James skulle have besked - hun kunne ikke holde ham for nar på den måde! Og i samme takt som at hun tænkte det, bankede det på døren. Hun rejste sig, og gik roligt ud i entreen til hoveddøren, og åbnede den.
''Arno..?! Hvad laver du dog her..?'' spurgte hun forundret, inden hun trådte til side for at lade ham træde indenfor i hendes hjem. Det var lille, med to soveværelser, et badeværelse, et køkken, en dagligstue og en entre.
Så snart han ville være trådt ind, lukkede hun døren bag ham og låste den.
''Er der noget galt?'', hun havde ikke forventet at se ham udover til forlovelsesfesten og derefter til selve brylluppet - hvis det nogensinde blev til noget.

James vidste ikke hvad han skulle sige, til hende så da hun talte til ham prøvet han og få styr på nogen ting.  Da James var gået ind med hende, kiggede han på hende, "jeg ville tale omkring os, tænker vi må lære hinanden at kende, hvors sidste møde gjorde jo ikke at vi rigtig kunne  få det gjorde."  det var sandheden om, hvordan han havde det og hvad han følte. James kiggede på hende, og smile svagt, "jeg ville os se, hvordan du havde det for at være helt ærlig." Kom det fra James af, han studeret hende og så sig omkring. Hun var smukkere end han huskede, det var en anden ting han havde lagt mærke til. "Det klær dig ikke og ha den der kjole på, Maddi" sagde James, hvorefter han begynde og kigge sig omkring inde i huset. "De forventer os snart, at vi skal ha holde forlovelse festen Maddie, men har du tænkt om du vil forsætte dette," han var ikke helt sikker på om han selv ville mere fordi han jo havde, udviklede nogen få følelser for hende efter deres første møde men på en måde virket det ikke helt rigtigt. Men på den anden side virket, det faktisk helt vildt normalt som om, de nok skulle få noget ud af dette uden alt det andet.  James kiggede på hende, hvorefter han så hendes kaffe som lå på bordet. "Kaffe drikker du kaffe," James smilede til hende, da han havde fået det sagt, James smilede varmt til hende, hvorefter han satte sig selv til rette. Var han ved og falde for hende, nej det kunne ikke passe at han var ved at falde for hende kunne det. James kiggede sig omkring, huset så nu ikke så galt ud det var bedre end det hus han selv, havde valgt og bo i. Han vidste ikke helt om det var en god ide og forsætte dette med forlovelsen, da han nemlig hvis var ved og falde for hende, han ville dog ikke sige det til hende i nu.

Hun så lidt ned af sig selv, da han kommenterede på at det ikke klædte hende med kjoler. Ikke desto mindre, var det hendes fars ønske - og så længe hun ikke var gift og havde modtaget sin arv, ville hun gøre hvad end hendes far bad om.
''Du ville måske bare sikre dig at jeg ikke havde hængt migselv fra trappen?'' sagde hun med et drilsk smil. Maddie vidste udemærket godt, at et bryllup var... Meget, at sluge, når man ikke kendte den man skulle giftes med. Måske var det bedst, hvis de faktisk fik talt ud sammen.
Da han havde sat sig i køkkenet, gik hun ud og satte sig på den anden side af bordet, så de kunne se hinanden i øjnene mens de talte sammen.
''Ja, kaffe er min last.'' sagde hun med et svagt smil, mens hun tog en kop frem til ham, samt sukker og fløde. Hun stillede det foran ham.
''Jeg ved det ikke Arno.. Hvis vi ikke holder festen, tror vore fædre måske at vi er ude på at snyde dem.. Hvordan har du det med det hele? Har du fået talt med hende om det?'', Maddie referererede til Beth, den kvinde som Arno tilsyneladende var forelsket i.
Hun burde fortælle ham om graviditeten... Hun burde sige sandheden, fortælle ham hvordan hun havde det med det hele.
''Arno, jeg... Jeg er nødt til at fortælle dig noget. Og det gør mig ondt, bare at tænke på at det her kan ødelægge alt for dig...'' hun så ham kort i øjnene, inden hun så ned i bordpladen mens hun pillede nervøst ved forlovelsesringen på hendes finger.
''Da jeg modtog brevet fra min far, blev jeg rasende. Jeg var så gal, så trodsig, at jeg.. Jeg sov sammen med en mand... Og...'' hun tog en dyb indånding, mens hun prøvede på at sige det.
''jeg er... Jeg er... jeg...'' hun kunne ikke komme videre, hendes tunge slog knuder. Hvordan skulle hun kunne fortælle ham det? Det var jo så... så ondskabsfuldt. Hun var gravid, og forlovet med ham! Det var så... uretfærdigt, over for dem begge..

James fulgte med hende ud i køkknet der var ikke en morskab og se i hans øjne lige nu, hvilket nok ville være mærkeligt siden han ikke var sådan normal. James fulgte med hende ud i køkkenet, og da hun skulle til og finde ting frem  til ham stoppede han hende kort efter. "Jeg skal ikke ha noget,  jeg klare mig Madeline." Nu var det sagt, der var ikke rigtig noget, som kunne få ham til og være mere anderledes, James så hen på hende igen da hun talte om festen, nikkede han til hende "du har ret vi skal nok ikke udskyde det," da hun nævnte Beth stod han lidt og prøvet og overveje sine ord. "Jeg, jeg har gjorde nogen ting og jeg tror ikke vores forhold mig og hendes ville kunne gå videre, og vi var ikke et par i forvejen, vi flirt og jeg aner ikke om vores forhold nogensinde ville ændre sig, jeg ville stadig ikke kunne se hende i øjne ikke længere." Nu var det sagt,  James kiggede over på hende da hun begynde og sige noget. Lyttede han, han var lidt ligeglad med hvad der var sket nu og derfor ville han hellere hjælpe hende gennem hvad hun var igennem. "Så du er, du er Gravid," hans stemme var meget forvirrede, han kiggede over på hende hun så ud til og ha det hårdt med det os. "Maddi, jeg vil godt hjælpe dig med dette selv om jeg ikke er far til barnet." Nu var det sagt, hans kærelighed til Beth var der stadig, men den var mere eller mindre ved at forsvinde, måske var det bare bedre at være hendes skyts engel, end noget andet. James så på Madeline, og uden han tænkte sig om, rejste han sig op og gav hende et kram. "Jeg er her for dig, hvis du har behov for det som sagt, selv om det ikke er mit barn vil jeg godt hjælpe med at opdrage og passe på barnet.

Maddie lyttede til hans forklaring om, hvorfor det ikke gik med den kvinde han elskede. Det skar hende i hjertet, og samtidig, betød det jo at brylluppet måske ville finde sted alligevel.
Da han sagde det som det var, at han ville hjælpe med barnet og derefter krammede hende, var der noget i hende der sagde, at dette måske var det bedste for alle. Brylluppet, en familie. Det som hun aldrig følte hun havde haft.
Hun gengældte krammet, mens hun lukkede øjnene.
''Arno.. Min far må ikke vide, at jeg.. at jeg er gravid. Han... Han ville aldrig accepterer det. Ikke så længe det ikke er med dig..'' sagde hun stille, og trådte ud af krammet. Det bankede på... Hvem i alverden kunne det nu være? Som om det ikke var nok, at James var dukket op, uden besked - nu var der endnu én at holde styr på!?
Maddie begav sig ud for at åbne døren, kun for at se direkte ind i øjnene på Caden.

//damdamdaaaaaaam! Din tur, kære Caden. Og hey, fed åbning til dig, ikk?

Caden havde brugt lang tid på, at finde ud af om han ville opsøge Maddie eller ej. Han havde brugt flere dage på det, før han besluttede sig for at opsøge hende. Han var ikke sikker på hvilken adresse hun boede på i øjeblikket, og han tog derfor bare hen til den nærmeste. Boede hun ikke der, måtte han prøve den næste. Så skulle han bare finde ud af hvad han skulle sige. Hvad sagde man lige i deres situation? ’Jeg er ked af jeg gjorde dig gravid, men jeg vil faktisk gerne hjælpe’.
Det var nærmest for påtaget. Han blev nød til at finde på noget bedre. På vej hen imod hendes hjem, forstillede han sig samtalen om og om igen. Men besluttede sig for bare improvisere, når han stod foran hende. Han stoppede op foran døren, men var lige på vej til at vende rundt igen. Der var ingen grund til at komplicere hendes liv. Hun var forlovet, han ville bare gøre hendes liv langt mere indviklet, end det var nødvendigt. Han ville normalt have taget noget med til den han skulle besøge, men da det som regel var vin, whiskey eller noget andet alkohol, kunne han ikke ligefrem stille sig op med det. I stedet havde han fået fat i en pose kaffe. Da hun åbnede døren, blev han lige pludselig langt mere nervøs end han var på vej derhen. ”Undskyld jeg kommer så sent.” Han så på hende og tog en dyb indånding. ”Må jeg komme ind?” Hvis hun ikke ønskede det, var det også i orden. Han ville så bare vende om og tage hjem igen. Men han håbede hun ville lukke ham ind.

//Love it (;

Hun havde ret, de skulle nok ikke gøre disse ting, hvilket var lidt unormalt fra hans side af. Han smilede til hende og nikkede, hvorefter han bevægede hen i den anden del af huset, da hun fik besøg af en eller anden person som sikkert var faren. James sank en klump, han havde brug for at bede, derfor sætte han sig ned på knæ hvor han prøve og få styr på alt han, havde gjorde. James lyttede efter dem, når de kom ind igen, ville han måske tale eller han ville forlade dem lige meget, hvad ville han ikke gøre det svære for Maddi, ved at ha to af dem på besøg, faren og en forlovede det ville ikke passe godt. Deres fædre og familie behøvet aldrig at kende sandheden, James prøvet bare at holde de fleste ting i hans krop, under kontrol hvilket var svært nok og gøre. James åbnet øjne, hvorefter han kiggede ud af vinduet. Madeline og hvem faren var, ville sikkert ha mange ting at tale om, derfor prøvet han at holde hans følelser under kontrol. Det var den måde han gjorde det på, at bede. De var forlovede, men han ville ikke komme i mellem dem, hvis de følte noget for hinanden. Livet var bare så kompliceret, lige meget hvad James gjorde smadret han næsten alle ting. James så sig omkring, hvorefter han gik hen igen og ud til det sted, hvor de enden sad eller stod nu. Da han jo havde, fået sine følelser på plads, eller bare lidt på plads.
//mine svar bliver ikke så lange lige nu :9//

Maddie så på Caden, en smule tøvende. Hun hørte hvordan James rykkede på sig - sikkert for at bede - og besluttede sig for at nu var lige så godt et tidspunkt som noget andet.
''Det.. Det gør ikke noget..'' svarede hun Caden, en smule tøvende efter sidst de havde set hinanden. ''Kom bare ind. Vi sidder bare og snakker ude i køkkenet..'' sagde hun, og så snart Caden ville være trådt indenfor ville hun lukke og låse døren efter sig.
Hun fulgte Caden direkte ud i køkkenet, hvor hun fandt en tredje stol frem, og fik ham sat der. Hun atter kopper, kaffe og tilbehør frem. Det skulle jo ikke være ubehageligt at sidde i et køkken og småsnakke - vel?
Da James atter kom ud i køkkenet, stod hans stol klar til ham igen. Caden sad hvor Maddie ville have siddet før - over for James - og Maddie selv sad for enden af bordet - altså imellem de to unge mænd.
''Arno, det her er Caden. En... Meget speciel ven.'' hun så kort på James, inden hun så på Caden. ''Og Caden, dette er min forlovede, Arno Morrow.'' sagde hun og bed sig lidt i læben.
''Noget siger mig, at i er kommet af nogenlunde samme grund. At tjekke op på mig. Jeg kan sige med det samme, selvom det er en sød gestus, så er jeg ikke døende eller alvorligt syg - jeg er bare gravid.'' sagde hun med et lille tøvende smil.
Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige - nu måtte de selv tage lidt over. Hun var lusen mellem to negle. Hvad ville Caden overhovedet være kommet for? Hvad end det var, måtte han sige det foran på Maddie og hendes kommende ægtemand - for som tingene så ud lige nu, ville brylluppet være en realitet efter forlovelsesfesten.

Caden gik med hende ind. Vi, så hun havde gæster. Sikkert hendes forlovede. Han satte sig ned, og stillede posen med kaffe på bordet. Han så på hende og håbede på, han kunne nå at få sagt noget, inden hendes forlovede kom tilbage. Han kunne ikke vide hvordan hendes forlovede var, og kunne derfor ikke vide hvordan han ville reagere. ”Jeg er ikke sikker på hvorfor jeg kom. Jeg vil vel bare sige, igen, at jeg er her for dig.” Han så på hende og sank en klump, der havde siddet i hans hals, lige siden han nærmede sig hendes hus. Han var normalt ikke sådan her. Men situationen var også noget anderledes, end noget han havde nogensinde havde oplevet. Han hældte en kop kaffe op, selvom han foretrak noget stærkere. Det gjorde alting meget lettere for ham, hvis han havde fået et par genstande. Han var stadig ikke sikker på, hvor Maddie stod i forhold til ham. Hun havde gjort det klart, at hun ikke behøvede ham. Noget der på sin vis havde såret ham. Han ville bare være der for hende, og det havde han ikke fået en chance for. Men han bebrejdede hende ikke. Han var ikke ligefrem den mest ansvarsfulde mand man kunne finde. Men måske var det på tide. Måske var det på tid, at han blev voksen. Det var det hans forældre ville fortælle ham. At han ikke længere kunne være et barn, når han snart skulle have et barn. De havde ret, men det var lettere sagt end gjort. Da hun præsenterede Arno, blev han blot gjort sikker i hans tanke omkring hvem den besøgende var. "Jeg ved godt du kan passe på dig selv. Det er ikke derfor jeg er her. Jeg er her fordi, jeg vil være her for dig." Han var klar over, hun ikke behøvede ham i hendes liv. Hun havde Arno.

James rejste sig med det samme op, da han så hende komme ud med Caden, efter at dømme på dem begge, lod det til at han nok var faren. James bed sig selv i læben, hvorefter han sætte sig ned med dem.  Han kiggede på dem begge, da hun fortalte kort om ham nikkede James bare. Så dette var faren, dette var da slet ikke akavet slet ikke. James kiggede på hende da hun talte til ham, hvorefter han lyttede lidt til dem. "Jeg ved godt at du kan tag vare på dig selv, det viste du da vi mødtes første gang, jeg er her bare for dig længere er den ikke." James sende hende et svagt smil, hvorefter han kiggede over på Caden han var hvis ikke den eneste, som følte dette var akavet. James kiggede på dem begge to skiftevis, hvad skulle han dog sige han vidste det ikke. Dette havde ikke lige frem, været sådan han havde set sin dage blive. James kiggede kort ned i bordet, hvorfor var dette dog så akavet, James kiggede på dem begge,  hvad skulle han dog sige nu, han var kun dukkede op for at lave Madeline lidt mere at kende. Han tog hånden op til hans hår, hvorefter han kørte den hurtigt igennem. De skulle giftes, men han ville ikke være faren, til hendes barn, hvilket nok ville ha såret nogen. Men James gjorde det intet ved, hvorfor skulle livet dog os være sådan her. Hvorfor skulle tingen bare ske ud af det blå, det var vel lige meget på nogen punkter men ikke for James. James kiggede over på Caden, hvad skulle man dog sige til ham som var far til Madelines barn.

Maddie så først på Caden og derefter på James.
Så, hun havde altså to der ville være der for hende når hun havde brug for det...? Rart at vide!
''Hør, jeg... Jeg ved godt at det ikke ser sådan ud, men jeg. Jeg er bange.'' hun så først på Caden og derefter igen på James.
''Ikke nok med at vi skal giftes - vi skal også være forældre.'' nu så hun igen på Caden.
''Og lige meget hvor meget jeg ville ønske det, så er det ikke muligt at i begge kan være kendt som faren..'' hun så lidt ned i bordet.
''Arno... Vi to skal til at offentliggøre vores løfte til hinanden om at være sammen til døden os skiller. Men, det løfte du gav mig, det løfte der gjaldt begge veje... Jeg... Jeg ønsker, at Caden skal have lov til at se sit barn hvornår det passer ham..'' hun så først bedende på James, og derefter så hun på Caden. ''Men du må forstå, at Arno er barnets far, og min ægtemand. Du er en ven af mig, intet andet..'' hvis man kendte Madeleine godt nok, kunne man se hvor ondt det gjorde på hende at sige disse ting.
''Jeg flytter op til Winchester Manor igen, i morgen. Dette er min sidste nat i Terrorville..'' hun så lidt ned i bordet.
''Og hvis i vil have mig undskyldt... Så har jeg en forlovelsesfest at arrangerer..'' sagde hun stille, inden hun rejste sig fra bordet, og forlod køkkenet. Hun skælvede, og tårer trillede ned af hendes kinder, mens hun forsvandt ind på det ene af de to soveværelser.
Hun vidste, at det var en hård nød at knække for de to unge mænd. Men det var sådan det var.

//Jeg er ked af, at jeg afslutter min del af emnet så brat - men jeg er virkelig ikke glad for tremandsemnerne xD Så for Maddie's vedkommende, er det out

Caden vidste godt han bare komplicerede tingene for hende. Noget der ikke havde været hans formål. Han sad bare stille og lyttede til hende. Han var ikke enig i hvad hendes valg. Han ville ikke se hans barn, kalde en anden far. Ligemeget hvor tit Caden så barnet, ville det stadig kende Arno som far. Men det var noget han vare måtte leve med. Han så efter hende, da hun gik ud. Caden så hen på Arno og gik hen imod ham. "Tillykke med jeres forlovelse." Ordene gjorde nærmest ondt på ham, ikke fordi han havde tænkt sig at fri til Maddie. Tanken havde strejfet ham, men hun var lovet bort og det samme var Caden. "Pas godt på hende" Caden gik ud af døren og efterlod Maddie alene med hendes forlovede. Det var bedst sådan.
//out.

James lyttede til dem begge, at han måtte se sit barn når det passede ham gjorde ham intet. Eller han prøvede dog og få det til og lyde sådan, "ja da." Sandheden var en helt anden, da Maddi gjorde tegn til og gå ind for at gøre forlovelse festen klare, havde James intet at sige, dette her var ikke end sådan som han havde troede. Nu vidste han ikke helt, hvad han skulle gøre. Da Caden ønsket ham tillykke, kunne han se på ham at han ikke havde det godt med det. James kiggede dog kort på ham, hvorefter han talte for at svare hende. "Skal jeg nok det lover jeg," da de sidste ord var kommet ud af hans  mund begynde han selv at gøre sig klar. Han ville ikke være ved Maddi, hvis ikke hun havde brug for det. James kiggede på  ham, og så efter hende da hun gik ind for at få styr på sig selv, James smilede kort til hende, hvorefter han selv efter Caden var gået, cirka en time efter, begynde han selv og gå. De skulle jo ses igen om ikke så lang tid, hvor de så ville ha tid til at snakke omkring det alt sammen. Nu skulle de, bare gennem forlovelse festen, derefter ville de nok snakke  igen om de skulle forsætte med at gifte sig. Men hvem vidste hvad der ville ske det kunne jo være at de passede sammen, så de ikke behøvet skuespil Men nu var der faktisk ikke så meget skuespil, over det. James fik ryddet af bordet, hvorefter han gik hen mod døren Madeline, havde sikker brug for lidt tid selv. Men han ville være i nærheden hvis det var, end til da ville han bare gøre sig klar til turen hjem.
//out weird out for mig men håber det gav lidt mening :9.//