Jeg troede jeg var alene hernede.. suk.. //Moo

Sted: Nede i Assorians villas kælder
Tid: Lidt over midnat.
Påklædning: Mørkebrune bukser, bundet med snor i bunden, og en sort, løs og langærmet trøje. Bare tæer.


Som altid kunne Caedmon ikke sove. Han havde fået en fantastisk blød seng og sit eget private rum der næsten var større end hele hans barndomshjem. Men han kunne ikke sove af den simple logiske tanke - Kunne han overhovedet stole på Assorian? Jo, selvfølgelig havde han frivilligt gået med til omvendelsen, men Assorian havde, efter Caedmons mening, ikke advaret ham nok om de negative aspekter af at være et skyggevæsen. Alt var så nyt og de morbide tanker og dystre mørke tyngede sig ned på ham, og noget inde i ham sagde, at Assorian ønskede at det skulle være sådan. Desuden gav det ikke mening for Caedmon at en rig mand uden videre ville tage en slavedreng til sig og give ham så meget uden hensigt med at tage det fra ham igen. Så nej, Caedmon kunne ikke sove.
Han kedede sig. På herregården var der altid noget at lave. Mennesker at pirre. Steder at løbe hen. Selv i det store kammer følte han sig indelukket. Efter at have stirret på loftet i hvad der føltes som timer, besluttede han sig for at rejse sig op og bevægede sig ud. Han kunne lige så godt kigge sig omkring.
Fliserne var kolde mod hans bare tæer, da han forlod sit værelse og nu stod på en bred gang. Han kiggede rundt, roddede op i sit hår og valgte en tilfældig retning at gå hen af. Før eller senere måtte han jo støde på noget interessant.

Han slentrede roligt ned af den mørke gang og klemte øjnene en anelse sammen i håb om faktisk at kunne skimme noget. Men det eneste han kunne se var gulv, vægge og mørke og intet interessant. Så til sidst gav han op med at lede og besluttede sig for blot at gå mens han spekulerede over alt der var sket det seneste døgn. Hans hænder var i hans bukselommer og hans blik mod sine fødder, mens han traskede fremad mod ingenting.
Han lagde ikke mærke til, hvordan den stille kælder pludselig blev mistænktsomt stille, for han havde aldrig haft brug for at være opmærksom før. Derfor sprang hans hjerte over et slag, da vægt ramte hans ryg og ben låste sig om sig. Han stivnede fuldstændig og løftede hænderne op foran sig i en opgivende manøvre. Nu da chokket var ovre, og han hørte hendes stemme, fandt han ikke personen så skræmmende længere. Hun var på hans ryg, men holdt ikke fast med andet end benene og hendes små hænder, der kunne have været om hans hals, dækkede hans øjne, hvilket virkelig var unødvendigt. Det, hun spurgte ham om , fik ham også til at undre sig mere end at føle sig truet, og han rynkede panden så godt han nu kunne med hendes hænder foran ham.
"Jeg... bor her?" Han valgte at stå stille og holde sine hænder oppe i luften, for nu vidste han ikke rigtigt hvor han skulle putte dem. Hans stemme var mere forvirret end truende også.

Hvor mange ting havde Assorian besluttet sig for at undlade at fortælle ham? Caedmon var ret så sikker på, at ingen havde nævnt en anden person i denne villa. Og selvom han havde kedet sig tidligere, havde han ikke ønsket at skulle bruge sin først aften med en fremmed afhørende pige på hans ryg. Dog valgte han, hvad man kunne kalde hans ’høflige side’ og lod være med at kaste hende af sig, selv ikke da hun fjernede hænderne fra hans ben og… krammede ham? Eller var det et patestisk forsøg på at kvæle ham? Det kunne ikke vides. Han stod anspændt, stadig med hænderne op i luften. Nu da hans blik var fri, valgte han at kigge ligefrem, ind i mørket.
”Assorian. Jeg er hans lærling,” svarede han nonchalant.
Pigen gav slip med sine ben, og han blev kort rykket tilbage men fik balancen og grebet om sig selv, så han forblev oprejst. Nu hang hun op af ham ham, stadig med armene om hans hals. Han følte sig ikke truet længere men fandt egentlig bare hele den her situation yderst mærkværdig og så en smule irriterende, for han ønskede bare at kunne vandre rundt i sine egne tanker og opleve kælderen selv. Da pigen så fortalte ham sit navn, drejede han hovedet for at kigge tilbage til hende. Det første han så var pink. Så begyndte det at give mere mening, da han indså, at det var hendes hår, og han kunne studere hendes udseende yderligere. Hun var en pæn pige. Men hendes udseende blev spoleret af, at hun får havde springet på ryggen af ham, ja, og så hendes navn.
”Moo? Som i en ko?” sagde han og et lille skævt smil kom frem på hans læber. Han oplyste ikke sit eget navn, for hvorfor skulle han dog det? I stedet grab han fat i hendes hænder og rev dem væk fra sig for selv at begynde at gå. Han ville ikke bruge sin første nat på at tale med en underlig tøs. Han ville ud og undersøge. Om hun ville følge med var op til hende.

Før han gav sig til at gå prikkede hun ham på skulderen, og han gned sin hånd mod den, mens han trak skulderen væk fra hende. Et prik var ikke en hård straf for at være flabet men sammen med hendes ekstroverte og frembrusende personlighed gjorde det ham kun mere irriteret. Og så kaldte hun ham hvalp, der fik ham til at ryste på hovedet af hende, mens han gik. Hans smil var også væk igen.
”Gør du bare.” Han ville ikke til at diskutere med hende og egentlig prøvede han så lidt så muligt at snakke med hende. Han måtte snakke med Assorian om hans relation til hende og om det er nødvendigt at snakke med hende senere. Det var ikke fordi hun var så forfærdelig – Caedmon havde bare vænnet sig til ikke at behøve venner og så ønskede han et par dage væk fra folk, nu hvor han endelig havde fået sin frihed. Han sparkede roligt det ene ben foran det andet, mens han bevægede sig ned af gangen, men selv dette fik han ikke lov til særlig længe, før Moon greb fat i ham igen og gav sig til at trække ham lige efter en miaven blev hørt. Han lod sig rive med men med en utilfreds lyd.  Da hun standsede for at åbne en dør, rev han sig fri og trådte et lille skidt tilbage for at sørge for, at hun ikke bare greb fat i ham igen. Hun åbnede døren, og en kat løb forbi, som han hurtigt undgik. Han brød sig ikke om katte. Han kunne nu også se hende ordentligt og andet end hendes pinke hår. Han kunne også se, at hun ingen bukser havde på. Det gjorde ham egentlig ikke noget – Som slave var han vant til at mange kvinder ikke havde meget tøj på, og han så ikke noget specielt ved det. Det her var også hans eneste ordentlige sæt tøj. Så han trak blot kort på skuldrene, snøftede, og tog et skridt tættere på igen for at se ind i hendes værelse. Det var næsten tømt. Der var en seng og nogle kister men intet lå på gulvet eller på kommoden eller i sengen. Det lignede hans eget værelse, men hun havde jo selv sagt, at hun ikke havde så meget tøj, så hvad skulle hun ellers rodde med? Han så på hende igen, vurderende, og nysgerrigheden greb ham.
”Hvor længe har du boet her? Hvordan kender du til Assorian?” Han lagde hovedet let på skrå. ”Hvor længe har du været skyggevæsen?”

Caedmon lavede et kort kast med hovedet som kunne minde om et nik og så undersøgende på hende med sine mørke øjne. Han stod stadig i døråbningen, lænet til den ene side. Katten bekymrerede han sig ikke om længere, for den havde fået noget kød og virkede ikke til at tænke over ham længere. Så længe den ikke kom nær ham, ville han ikke komme nær den. Han kastede dog kort et blik ned af gangen for at sikre sig, at den ikke var på vej tilbage, og da han så tilbage på Moon igen, havde hun smidt trøjen. Et lille ryk gik i gennem Caedmon og lige da han ellers var begyndt at slappe af, blev han anspændt igen. Som sagt før havde han set mange kvindekroppe som slave, men deres kroppe var for det meste beskidte og fyldt med ar og sår efter mange års tjeneste, og generelt ødelagde deres irriterende personlighed deres udseende. Men selvom Moon ikke havde givet ham det bedste førstehåndsindtryk, så kunne han ikke sige noget i mod at hun var pæn og havde en pæn krop. Hendes hud var ren og glat og ikke slidt som kvinderne han før havde set. Og ved hendes skuldre var der unikke gyldne lys, som snurrende som otte-taller. Caedmon skulle til at træde et skridt nærmere for at undersøge det yderligere, da han indse, at han stirrede på hendes krop. Det få manere, han nu havde, fik ham til hurtigt at se væk. Han roddede op i sit hår og rødmede sig før han gav sig til at svare på hendes spørgsmål. Man kunne godt høre noget utilpashed i hans stemme.
”Jeg har været skyggevæsen i… en dag. Fuldt udviklet altså. Og før det en slave.” Han nævnte sit tidligere liv med ren ligegyldighed. Han ville ikke gøre noget stort af at være slave, det var så mange mennesker alligevel. Han holdt sit blik mod sine fødder og trillede sine tommelfingre rundt om hinanden, mens han ventede på at hun blev færdig.

Han udstødte et ’tsk’, da hun kaldte ham nyfødt og så kort op for igen at holde blikket nede. Han stoppede med at trille tommelfingre og stak hænderne ned i lommerne, idet hun vendte sig mod ham. Han lod være med at se på hende i starten, for han troede, at hun blot skulle hen og hente en trøje at tage på, men i stedet bevægede hun sig hen mod ham. Hun standsede foran ham, og han nåede ikke en gang at se på hende, før hun greb fat i hans kinder, og kyssede ham. Hun kyssede ham. Det var et kort kys, læberne nåede knap nok at blive presset mod hinanden, før hun trak sig væk fra ham og gav sig til at tage tøj på igen. Han stirrede blot på hende med let åben mund. Han var aldrig blevet kysset før. Ikke at han nogensinde havde overvejet det, han havde ikke ligefrem haft tid til at tænke over sådan noget, og han har aldrig fundet en pige interessant før. Men kysset gav et sug i gennem ham og nu bankede hans hjerte hurtigere, og han kunne ikke fjerne sit blik fra hende. Han havde lyst til at spørge hende, hvorfor hun kyssede ham, men hun talte videre og virkede rimelig henkastet angående det hele, så måske var det ikke så specielt, som han havde bildt sig selv ind det var. Et kys betød måske ikke noget for en person, der havde prøvet det før, eller også var det bare typisk Moon og hendes mærkværdige opførsel. Måske burde han også være ligeglad. Han valgte at skubbe det til siden og igen se bort fra hende. Hans hænder var endnu i hans lommer. Han valgte også at blive i døråbningen, for han turde ikke sætte sig ved siden af hende i frygt for hvad hun så kunne finde på. Han ville holde en anelse afstand nu.
Hun nævnte indsprøjtningen og hans evne, og han skyndte sig at sige:
”Det vil jeg ikke tale om.” Kort og bestemt. Han havde ikke lyst til at tale om indsprøjtningen eller sin evne, som han blot i dag fandt ud af at han havde. Det var alt for overvældende at tænke på. Så undskyldte hun over for ham, og hendes sørgmodige tone fik ham til at tænke om han mon havde fornærmet hende. Men han gjorde intet ved det, Caedmon var ikke den til at undskylde. I stedet skiftede han emne:
”Jeg har egentlig ikke noget i mod slaveri. Det er ligesom arbejdere, udover at de får husly og føde i stedet for penge.” Han trak på skuldrene. ”Man kan behandle dem pænt. Det er ens eget valg.”

Caedmon blev langsomt mere afslappet igen, nu hvor det var kommet på et andet emne, men nu hvor han ser på hende, kunne han ikke lade være med at i spille kysset igen i baghovedet. Han havde mange spørgsmål men valgte ikke at sige nogle højt. Han bevægede sig også længere ind i lokalet, stadig med en afstand fra sengen. Så nu stod han midt i lokalet med hænderne i lommerne og kiggede rundt, så han ikke begyndte at stirre på hende og måske sendte signaler om at hun skulle gøre noget ved ham igen. Man vidste jo aldrig med Moon. Da hun spurgte om de ikke bare var slaver, så han på hende med et overrasket blik. Men hurtigt rystede han på hovedet.
”Jeg har tjent nok mænd i mit liv. Hvis Assorian prøver at tage min frihed fra mig, rejser jeg. Det skylder jeg ham ikke,” sagde han med en bitter stemme. Han havde fået sin frihed igen, og den ville han ikke give op igen, om det så var til den mand, der havde omvendt ham eller ej. Desuden så savnede Caedmon at være mennesker. Han savnede at behøve føde og ikke blive jaget af negative følelser, der føltes unaturlige i hans krop. ”Det samme gælder, hvis der kommer krig. Det er ikke min kamp. Jeg kommer ikke en gang fra den her by.”
Moon havde i mellem tiden fundet en krystal frem og Caedmons undersøgte den. Men han nåede ikke at se meget, før hun tog den ud at syne for derefter at lade den falde til gulvet. Krystallen der før var mørkeblå var nu rød af hendes blod. Han spærrede øjnene op og tog et skridt mod hende, hans ene hånd røg op af lommen. Men han standsede igen og stod lidt tøvende som om han ikke vidste hvordan han skulle reagere.
”Er du okay?”

Moon ændrede fuldstændig væremåde. Hendes fremadbrusende, positive ydre blev erstattet med dysterhed og rysten. Han kunne næsten se hendes mørke aura vokse. Caedmon så på hende med et halvt bekymret, halvt nervøst blik, for han vidste ikke, hvad han skulle sige til hende før at gøre hende i godt humør igen. Han måtte indrømme, at han faktisk foretrak dengang hun var irriterende ekstrovert.  Det eneste han rigtigt kunne gøre var at nakke til hendes råd og kort sige: ”Det skal jeg nok lade være me-” før hun afbrud ham ved at bande. Han valgte ikke at færdiggøre sin stemme for nu var han på vej mod hende. Han blev stående men lænede sig en anelse tilbage med overkroppen, ikke af frygt for at hun ville kysse ham igen men af nervøsitet for tomheden i hendes øjne. Da hun så trak ham ned til sig, troede han faktisk et sekund, at hun skulle til at kysse ham. Han gjorde ikke modstand. Men i stedet tog hun læberne til hans ene øre og hviskede noget, der fik ham til at spærre øjnene yderligere op og blive anspændt fra top til tå. Dette var helt klart noget, han ikke skulle have hørt. Og han vidste slet ikke, hvordan han skulle håndtere de her nyheder. Dette var ikke, hvad han sagde ja til, da Assorian gjorde ham til sin lærling. Dette her var han ikke forberedt på.  Lige da hun slap ham, trak han sig væk fra hende og gik et skridt tilbage. Han stirrede på hende med et måbende blik, næsten mere chokeret end da hun kyssede ham. Så gjorde han et kort ryk på hovedet og så væk fra hende. Han kløede sig i nakken mens han fremstammede: ”Jeg, eh, bliver nok nødt til at gå nu… det har været en lang nat.”
Han kunne ikke ligge skjul på, hvor meget han godt ville ud fra værelset, da han baglæns gik hen mod døren. Han var halvt ude af døren, da han lagde en hånd på den og stoppede sig selv. Han så ned, overvejende, før han vendte blikket mod hende igen.
”… Caedmon. Jeg hedder Caedmon,” sagde han stille, før han gik helt ud af døren og bevægede sig ned af den mørke gang, mod sit eget værelse. Nu havde han virkelig brug for den søvn. Han havde også en idé om, hvad han skulle drømme om den nat.

//fedt emne, vi må hurtigt lave et nyt (: