I don't think I can help(Andrew)

Sted: I udkanten af Shadowflame District.
Omgivelser: Der er ikke mange mennesker, og de der er, passer sig selv. Det er tydeligt, at de bare er på vej væk derfra.
Tid: Tidligt om morgenen, omkring klokken 06-07.
Vejr: Det er en stille morgen, der er ikke meget vind. Men luften er dejlig frisk.
Påklædning: Ingen.

Bay var i form af en hest, det dyr hun foretrak. Hun havde en lysebrun farve, ud over hendes manke der havde en mørkere farve. Hendes øjne havde ligeledes en mørkebrun farve, de virkede også mere menneskelige, om man kunne på den måde se, at hun ikke var en hver anden hest. Hun bevægede sig hen over jorden, der tillod hende at forlade den lille gade. Hun vidste ikke hvad hun skulle give sig til, det vidste hun sjældent. Hun var bare alene. Noget hun med tiden havde vænnet sig til, men det gjorde det ikke ligefrem lettere. Hun var stadig nød til at nøjes med sig selv, noget der var svært, fordi hun ikke var tilfreds med sig selv. Hun have i lang tid fået af vide, at hun ikke var god nok, pæn nok eller klog nok. Det satte spor i hende. Og så døde hendes forældre, de eneste der faktisk holdte af hende. Men hun skulle nok klare sig. Der var ingen der døde af at være alene. Hun satte i løb, og nød den frihed hun havde som dyr. Bay kunne gøre alting uden konsekvenser. Der var ingen der havde forventninger til hende, fordi de ikke vidste hun var et menneske. Hun stoppede op ved et vandhul, og lod hendes hoved bevæge sig ned imod vandet, så hun kunne få noget at drikke. Bay var langt mere vant til at være hest, og hun havde derfor svært ved at begå sig socialt.

Smerten var sindsyg, i hele to år, havde han været fanget og være til for denne dæmons underholdning. Andrew var dog sluppet fri, det havde taget en del listeri og snigeri, og en kæmpe potion held. Andrew sætte kursen mod Sunfurry city, lige så stille han kæmpet sig op af vandhullet som, der førte hen til byen. Andrew fik kæmpet sig selv, op da han så en hest, der stod der fik han sig selv kæmpede op. Andrew fik kæmpet sig selv ind på land ved siden af, den hest som stod ved vandhulet. Andrew vendte sig om, hvor han lige så stile prøvet og få vejret, dette var trejde dag i træk, hvor han havde kæmpet for sit liv efter han var flygtet fra dæmon kvinden. Andrew så sig til siden, hvor han så en hest som var ved at drikke, Andrew overvejet kort at hoppe op på den. Men siden han ikke var hundret procent sikker på om det bare var en hest, vidste han ikke helt om han skulle bestige den. Andrew bed sig selv svagt i læben, hvorefter han humpet hen til den. Så han stod cirka ved siden af de, han bevæget lige så stille hans hånd hen af pelsen på den. Mens han begynde og tale selv, om den måske ikke forstod ham. Han kiggede på den og talte så, selv om han stadig, havde kæmpe smerter. "Jeg tænker på om du måske, kunne gi mig en tur hjem, jeg er smadret og jeg har virkelig ikke kræfter til at klare turen hjem alene." Sådan nu var det sagt Andrew så på den, mens han prøvet og finde ud af med sig selv, om hesten ville bære ham.  Andrew bed sig svagt i læben, mens han prøvet at holde sig selv oppe, han var vildt træt og hans tur hjem til Firewood, ville han ikke kunne klare selv. "Det er det eneste, ønske jeg har vil du gøre det for mig." Lød det svagt fra Andrew, mens han kørte hans rene hånd, som ikke var bade i mudret som resten af hans krop. Andrew så på den, mens han ventet på, hvad den ville svare.

Bay var, på trods af hendes unge alder, utrolig hjælpsom. Hun ville hjælpe lige så snart hun kunne, og overvejede ikke, at nogen havde dårlige intentioner. Det var naivt, at hun troede alle ville hende det godt, men det gjorde det bare lettere at leve i verdenen. Endnu en grund til, at hun ikke var så meget sammen med talende væsner. Hun havde brændt nallerne før, og ville helst undgå det igen. Da der pludselig kom en mand op af vandhullet, trådte hun et skridt tilbage. En ’rigtig’ hest, ville måske være blevet skræmt og stukket af, men ikke Bay. Hun ville hjælpe ham, hvis han havde brug for det. Det kunne det godt virke til. Da han begyndte at ae hende, begyndte hun lige så langsomt at stole på ham. Han ville hende ikke ondt. Det kunne han umuligt ville. Så begyndte han at tale til hende, og hun fik en idé om, han måske godt vidste hun ikke bare var en hest. Han havde brug for hende. Hun havde følt sig uden nytte for verden i lang tid nu, men ham her havde brug for hende. Hun vrinskede, hvilket betød, at hun gerne ville transportere ham. Bay kunne ikke være sikker på om han forstod det, så hun vendte sig sådan, at det var lettere for ham at komme op. Hun puffede også let til ham, og gjorde alt hun kunne for at fortælle ham, at han gerne måtte ride på hende. Det ville også være synd bare at efterlade ham, det var tydeligt han havde været igennem meget, og var afkræftet. Hun kunne bare ikke få sig selv til at efterlade ham.

Andrew så hesten vende sig om mod ham, han prøvet lige så stille at forstå, hvad hun prøvet og fortælle ham. Andrew smilte svagt, hvorefter han svang sig selv op på hende, selv om hans ene ben næsten var brækket. Andrew sætte sig kort til rette, hvorefter han talte til den igen. "Firewood, jeg håber at du kan finde der hen." Lød det svagt fra Andrew, før han faldt sammen på hestens ryg. Han kunne, kun lige holde sig på hesten når han prøvet. Andrew prøvet dog ikke og falde helt sammen, men for alle folk ville det jo se ud som om, han lige var steget op fra helvede. Efter 2 år, var det nok heller ikke en underdrivelse da han jo aldrig, havde troede han skulle blive fri. Han anet dog ikke, at hun var en Shapshifter, hvis det havde været før han var kommet gennem alt dette ville han, ha været en idiot og så ville han aldrig have fundet ud af sandheden om hans far, det var bare lidt sent, da hans mor jo hængte sig den gang han var 8 år.  Derefter, havde han stået alene, og nu var han endelig på vej hjem, til det gamle hus. Andrew så ned på hesten, mens de red mod Firewood "Jeg ved godt, du ikke kan forstå mig men jeg takker dig for alt dette du har gjorde" Andrew begynde lige så stille at falde af, hvordan det lykketes ham at klare det, helt ud til Firewood anet han ikke, Andrew, faldt af hesten idet, samme de nået udkanten af Fire wood Village. Andrew prøvet dog og få kæmpet sig op igen, men det lykkedes ikke for ham, da han sidste gange prøvet det faldt han ned igen og besvimet.

Bay vidste godt hvor Firewood var. Hun var ret godt kendt i området mellem Domsville og Sunfury. Firewood lå lige imellem. Da han sad på hendes ryg, satte hun i trav. Hun kunne godt vælge at galopere, og komme derhen noget hurtigere, men hun frygtede han ville falde af, eller have ondt eller noget i den stil. Da han begyndte at glide af hende, satte hun farten ned og forsatte i et stille tempo. Han satte pris på det hun havde gjort. To ting hun ikke havde følt i lang tid, følte hun efter kort tid med en mand, hun knap nok kendte. At blive sat pris på, og at nogen havde brug for hende. Da han faldt helt af, drejede hun rundt, så hun stod ved hans side. Hun blev nød til at få ham i sikkerhed, men hun kunne ikke gøre det som en hest. På ingen tid, var hun forvandlet fra en hest til en 17-årig pige. Ned over hendes nøgne skuldre, lå der brunt hår der gik til midten af hendes ryg. Hendes øjne var mørke, og hendes læber fremtrædende i forhold til hendes hud, der ikke var helt bleg, men heller ikke solbrun. Bay havde ikke længere et problem med at være nøgen. Hun var ikke ligefrem tilfreds med hendes krop, men det var så sjældent hun var nøgen, så det betød ikke noget længere. Med en dyb vejrtrækning, fik hun manden om hendes skulder, og slæbt ham ind i det første hus hun stødte på, der heldigvis var tomt, det lå dog også en smule væk fra byen. Bay lagde ham ned på gulvet, og forsøgte at gøre det bekvemt for ham med tæpper, puder, og hvad hun ellers kunne finde i huset. Det virkede til huset var beboet, men at der ikke var nogen hjemme. Hun var ikke glad for at være i andres hus, men hun kunne ikke slæbe ham hele vejen til Firewood, det havde hun ikke styrke til. Bay ledte efter noget tøj, og tog bare det første og det bedste. Tøjet bestod af en lys kjole der gik hende til midt på skinnebenene, og et par sko der også havde en lys farve. Hun fandt et elastik, som hun brugte til at flette sit hår. Mens hun stod foran spejlet og flettede sit hår, forsøgte hun også at ændre lidt på farven. Hvad var hun i humør til? Blond, sort, rød? Det endte dog med, at hendes hårfarve blev ved den brune farve hun var født med. Bay satte sig ned ved siden af manden, og forsøgte at få liv i ham, ved at ruske i ham, tale til ham.

Andrew, kunne mærke hvordan, han lige så stille faldt ned, hvorefter han var bevidstløs. Det sidste han kunne huske, var at han så Firewood, hvilket betød at han var vendt tilbage. Andrew lagde derfor ikke mærke til at hesten, forvandlet sig og hjælp ham ind i et hus. Men han begynde dog, efter hun, havde sat sig ved ham, at komme sig lige så stille hvilket betød at han begynde at åbne sine øjne svagt, hvorefter han kastede sig til siden og kastet blod op. Smerten var der stadig, efter alle disse år, andrew vende dog bagefter opmærksomheden mod kvinden der sad på den anden side af ham. Andrew fik lige så stille kæmpet sig op og sidde, hvor var han i et hus men, hvilket hus. Andrew sætte sig op og kiggede over på kvinden, som sad ved siden af ham, hvad var der dog sket. Andrew bed sig selv svagt i læben, hvorefter han så hende i øjne. "Så var det din hest, eller som sørget for mig." Andrew rejste sig op med det samme han sagde det, mere fordi han bare ville afsted så snart han kunne. For to år siden, ville han ha været glad for at sidde med en kvinde men nu efter de to år som, havde følte som to år i helvede, hvis det da fandtes.  Andrew kiggede over på hende, hvorefter han stoppet, med at bevæge sig da en kæmpe smerte tog over. Selv om han ikke ville indrømme det, var han afhængie af andre folk nu. Andrew, havde gjorde alt for ikke at lade andre folk hjælpe ham, da det var letter på den måde. Andrew smed sig selv op af væggen, hvorefter han kæmpet på at holde sig oprejste. Andrew kiggede på hende, "men jeg skylder dig og din hest, en ting for alt i har været igennem." Andrew sank en klump, hvorefter han sætte sig op af muren i stedet for at stå op. Andrew kiggede på kvinden, hun så ikke værste ud, måske var det mere det, med at hun, havde reddet hans skind. Andrew kiggede på hende, "jeg skal nok betale tilbage, det skylder jeg dig i det mindste."
//ikke så langt, men håber det går :9//

Bay så på ham, da han begyndte at komme til bevidstheden igen. Hun fjernede sine hænder, så det ikke hurtigt blev underligt for dem. Hun sad på knæ, og lagde hendes hænder foldet sammen i hendes skød. Da han spurgte ind til hesten, var hun ikke sikker på hvad hun skulle svare. Det var jo en længere forklaring, hvis han nu ikke kendte til de forskellige racer. Men han virkede selv overnaturlig, næsten dyrisk. Han måtte enten være en varulv eller en shapeshifter. ”På en måde.” Hendes stemme var svag og lavmælt. Hvis hun var i stand til det, hvis hun havde selvtilliden til det, kunne hun sagtens finde en kraftfuld stemme frem. Men det var ikke en mulighed. Ikke lige nu. Da han rejste sig op, gjorde Bay det samme. Hun bekymrede sig for ham, på trods af hun ikke kendte ham. Men ingen fortjente at blive efterladt, når de havde brug for hjælp. Hun gik hen imod ham, så han ikke lige pludselig væltede. Hun kunne ikke vide, om hvor slemme hans skader var. ”Du skylder mig ikke noget. Man bør ikke tage penge for at hjælpe dem i nød. Det burde folk bare gøre, af det gode i deres hjerte.” Bay stillede sig ved siden af ham, klar til at hjælpe hvis det blev nødvendigt. ”Måske skal vi blive lidt? Så du ikke kommer til skade derude.” Bay vidste ikke meget om verden, og de personer man kunne møde i den. Hun havde derfor også let ved at stole på folk, fordi hun ikke troede på, at nogen kun gjorde ting af egoistiske grunde.

Andrew sank en klump da hun svaret ham, der lagde han første mærke til hendes lugt. Andrew bed sig eftertænksomt i læben, hvorefter han bevægede sig lidt længere ud da hun var ved at komme for tæt på ham. "Jeg klare mig det, værste er over nu, jeg skal nok klare mig." En løgn var det helt sikker, hvilket var meget normalt for Andrew. Eller det var det blive, Andrew kiggede over på hende "jeg skal nok klare mig, jeg skal bare ha lidt hjælp med at finde over mod Domsville ikke andet, Arghh." Smerten gjorde sindsyg ondt, det var som om han var blive ramt af et kæmpe sværd, og lige så stille fik det skåret ind i sig. Andrew fik dog kæmpet sig ud i den friske luft, hvor han begynde sin tur mod Firewood. Dog gjorde smerten, at han nærmest faldt ned på jorden ikke mere end tyve meter fra det hus de var gået ind i. Smerten var så kæmpe at det lige så stille gik op for Andrew, at hvad han end havde fået fra Dæmon kvinden, var han faktisk nærmest føde for kragerne. Andrew bed sig i tungen, vildt hårdt for ikke og skrige ud, han fik sig selv kæmpet op på hans ben, hvorefter han bevægede sig frem af, eller nærmest kravlet frem, hele hans krop, havde smerter, men han ville ikke blive og være en byrde for alle andre. Han havde det normalt bedste, når han var alene intet andet.
//håber du kan bruge, svaret selv om det er lidt kort. :9//

Bay var en utrolig hjælpsom type. Det kunne hun ikke komme udenom, og det var også en af de egenskaber, hun prissatte ved sig selv. En af de eneste egenskaber hun satte pris på ved sig selv. Hun så efter ham, da han gik udenfor. Han havde virkelig tænkt sig at forsøge og klare sig selv? Det var tydeligt for en hver, selv en ung naiv tøs som Bay, at han ikke ville komme særlig langt. Hun gik efter ham udenfor, og fik hurtigt øje på ham. Det var ikke svært, når han knap var nået 20 meter fra huset. Bay rystede let på hovedet. Hvorfor ville han ikke lade hende hjælpe. Var det på grund af hende? Havde han så travlt med at komme væk, fordi han ikke brød sig om hende? Den pokkers usikkerhed, var bare ikke til at komme udenom. Det var altid hendes egen skyld. Hun overvejede et øjeblik bare at lade ham gå, men hendes trang til at hjælpe, var en smule større end hendes usikkerhed. Så hun gik hen imod ham, og stillede sig foran ham. ”Du ser ikke ud til at klare den. Lad mig hjælpe dig. Så er du sød.” Hun havde ikke noget problem med at bede ham om det, som mange andre ville have det. Hun bad ham jo også om at tage imod hendes hjælp, så hvis han ikke tog imod den, var det i princippet ikke hendes problem. Hun ville have svært ved at gå fra ham, men hvis det var det han ønskede, var der ingen grund til at gå imod det.

Andrew forsætte kort med at kravle, men da kvinden som havde hjulpet ham stod foran ham og spurgte om hun måtte hjælpe ham, svaret han ikke med det samme. Dog kort efter kigget han på hende, og svaret så, "jeg vil ikke være en byrde for dig." Nu var det sagt, Andrew følte altid, athan var en byrde for andre folk, lige meget hvad de gjorde. Andrew kiggede kort op på hende, hvor han tvang sigselv til at kæmpe sig op og stå. " Jeg er ikke lige frem, den bedste du kan hjælpe og jeg vil som sagt, ikke være en byrde for dig." Han mente alt, han sagde. Han var nemlig altid en byrde for folk, når de hjælp ham. Hvilket var derfor, han ikke selv ville ha hendes hjælp, han ville ikke ha det godt med at skabe et forhold til hende. Han havde jo slettet alt fra sit liv før, for ikke at  skabe kontakt med folk igen. Andrew bed sig selv eftertænktsom i munden, hvorefter han rejste sig op og kigget hende i øjne kort.   Andrew rejste sig op, kort hvor han lige så stille vaklet lidt rundt. Dette var en af de værste ting, der bar sket for ham, hvilket bare gjorde det værre for ham. Andrew kiggede på Bay, hvorefter han prøve og overveje, hvad han skulle sigde til hende. Andre kiggede sig kort omkring, hvor efter han prøvet og gå tilbage. Lige meget, om han ville det eller ej, havde han behov for hendes hjælp nu. Han kunne ikke klare sig selv, før han blive sig selv hundret procent igen, og når det skete, ville han kunne klare det. Andrew kiggede hende i øjne igen, hvordan skulle han få hende til at lytte til ham, uden hun måske ville hoppe på ham. Eller det værste belære ham om, hvad han havde behov for. Andrew kiggede på hende, hvor efter han begynde og gå tilbage mod huset, han var dog ikke så langt fra Bay, hvis hun jo mente han, havde brug for hjælp. Andrew stoppet dog meget hurtigt og kiggede så på hende, "hvorfor hjælper du var endelig taget overhovedet?" Det var et spørgsmål, som han vildt gerne ville ha besvaret.

Bay kunne tydeligt se, hvor meget han overvejede hvor vidt han skulle tage imod hendes hjælp eller ej. Hun blev bare stående, og ventede på at han ville beslutte sig. Da det endelig virkede til, at han havde besluttet sig for at tage imod hendes hjælp, fulgte hun efter ham hen imod huset igen. ”Du er ikke en byrde. Jeg har selv tilbudt min hjælp, hvis jeg mente du var en byrde, ville jeg ikke hjælpe dig.” Bay stoppede op, da han vendte sig imod hende igen. Hvorfor hun hjalp? Det var da et sjovt spørgsmål. ”Hvorfor ikke? Du havde brug for hjælp, og jeg kunne bare ikke få mig selv til at lade vær. Jeg er bare en hjælpsom person, det ville være imod min natur, ikke at hjælpe.” Bay gik helt hen til ham, og havde en arm klar, hvis han skulle have brug for at tage fat. Det var ikke til at vide, hvor meget han havde været igennem, eller hvad han havde været igennem, men han var tydeligvis udmattet og såret. For ikke at tale om hans psyke. Han havde været overbevidst om, han ikke havde brug for hjælp, eller i hvert fald ikke ville tage imod den, hvilket ifølge Bay var lidt underligt. ”Du ved godt, at man kun kan give hjælp, hvis folk selv tager imod det. Hvis du ikke vil have min hjælp, kan jeg ikke give dig den.”

//Beklager længden.