Shit just got real! -ANCALAGON-

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Tid: eftermiddag 13:15
vejr: solen skinner, med få skyer på himlen.

Efter en lang aften, havde South ikke lavet andet end at ligge i sengene, stirrede op på loftet mens hendes mor havde gjort rent i huset. faren sad altid og læste i avisen, mens lyden af fuglenes kvidren fik hende til at sukke. hun lod blikket falde mod vinduet, hvor solen lod sig skinne ind. hvad nu, hun havde været oppe, eller nok mere bare vågen kl 8:00 og intet lavet, ikke været oppe at spise. alting omkring hende virkede ligegyldigt igen, hvad skulle hun bruge sin tid på. hvad burde hun lave? et suk slap hendes læber, hvor hun svang dynen af sig og sprang ud af sengen. hun skiftede tøj, tog en marine blå trøje på, med en hvid lynlås og et svedbånd om hendes venstre håndled. inden hun trak shortsene op, lyden af gulvet der knirkede under hendes fødder. var det der fik hendes far til at råbe spørgerne, om hun var kommet op. intet svar kom fra hende, før hun var nøde af trappen. "Jeg tager en løbe tur." hendes stemme var kærlig og varm, med et lille smil på sine læber.
hun snuppede et æble inden hun hoppede i sine sko, og gik udenfor. lukkede døren stille i, så kun et lavt klik lød bag hende. hun gik rundt om huset, hvor hun langsomt begav sig mod skoven. det bedste sted at løbe, så længe man løber rundt i skoven. ville der ikke kun være et perfekt syn på verden, men også være den altid så smukke natur. livet i skovene, og freden deri.
hun begyndte langsomt at løbe, mens hun løb gennem skoven. var det næsten som om alting omkring hende blev roligt, kun lyden af hendes hjerte og åndedræt. uden overhovedet at tænke over hvor hun burde løbe hen, løb hun op på en af bjergene. hun var i god form, som skabt til at løbe, kom hun hurtigt tæt på toppen. lige til hun trådte på et ustabilt sted, lyden af knæk lød under hende. hun så ned mod jorden, da den pludselig forsvandt fra hende. et skrig slap hendes læber, hvor hun faldt i få sekunder. hun nåede dog lige at gribe fat i en lian, som knækkede inden hun ramte jorden dog, det tog noget af faldet. men smadrede stadigvæk det... bord? hun landede på et bord? roligt satte hun sig op i smerte, mens hun ømmede sin ryg en smule. "Argh... hv-or... uhmm" hun så rundt i stedet, en smule mørkt hvis det ikke havde været for det ny skabte hul i loftet, der var senge op at murene og ikke mindst andre former for ting. hun rejste sig op, mens hun ømmede sig. hvorfor var der også lige en hule her? det var dog latterligt, hun havde løbet denne vej i flere år nu, og aldrig været faldet ned i et pokkers hul. et suk slap hendes læber, hvor hun så omkring sig.

Nogle flagermus blev forskrækket over den pludselig larm South lavede da hun landede på bordet og af ren forskrækkelse fløj omkring hendes hoved og op gennem hullet hun havde skabt og forsvandt. Der blev fuldstændig stille igen og det eneste man kunne høre var den meget lille å som lød gennem grotten og forsvandt ud i den modsatte side.
Et enkelt starinlys brændte inde i en klippeseng, som var udhulet i klippevæggen i hulsen og kunne næppe holde mørkte væk fra at omsluge dens lys.
Nogle mindre sten fra klippens væg smuldrede og gav genlyd i hele rummet South var i og fortsatte ind i et andet rum ved siden af. Det var næsten som om at små dyre knurrende lød men kunne lige så godt havde været et ekko de to huler lavet til hinanden.
Starinlyset blev pludselig slukket og faldt ned, næsten som om nogen havde slukket og bare skubbet det ned på gulvet, for det gav et ekko i hele hulen og fortsatte videre ind til næsten.
Knurren lød igen nu tættere på South, men på afstand fra hvor hun befandt sig og det var først da et par selvlysende orange-rødlige øjne viste sig i retningen af hvor hun kiggede, at knurren kom fra et sted af og den blev dybere men stadig ikke særlig høj.
Før South kunne nå at reagere lød der en dyb og dyrisk men menneskelig, "Hvem er du og hva' laver du her?!" Spurgte stemmen aggressivt uden at hæve den. de selvlysende øjne forsvandt pludselig og nu lød knurren igen som et ekko som gjorde man ikke kunne vide hvor knurren kom fra. En kling lyd lød langs væggen, som fra et øksesblad der blev skrappet et stykke hen over væggen, "Er du også kommet for at slå mig ihjel?!" Spurgte stemmen nu endnu en gang meget aggressivt til South som om at stemmen vidste hvad hendes hensigt var.

Lyden af flagermus der flakkede rundt over alt. Fik hende til at gispe højt, hvor fuck var hun henne. Ikke kun at hun ikke anede hvor hun var, mere tanken om hvordan hun kom ud igen. Hun rettede sit hoved mod stearinlyset, mens hendes hjerte bankede afsted. En smule uhyggeligt, men det var mere det at hun havde været ude og løbe, der gjorde at hendes hjerte bankede afsted, samt luften ikke ville komme helt ned i hendes lunger. Da lyset pludselig forsvandt fra hende, lagde hun en hånd i nærheden af sit hjerte. Dette virkede en smule skummelt, den måde flammen fra lyset forsvandt på, gjorde hende usikker. Hun var bestemt ikke alene, bare lyden af knurren fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende.
Pludselig kom et par orange øjne frem i mørket, hun trådte roligt tilbage, hvad skulle hun gøre. Burde hun skrige, ikke at nogle folk ville kunne høre hende her nede? på den anden side ville det også være noget så forfærdeligt, at vide at man ikke havde gjort noget for at slippe væk herfra. Bare et skrig, men hvis dette dyr ville angribe nu, ville hun nok ikke nå at skrige. Måske ville hendes skrig gøre det svære at slippe væk fra dette, hvis hun var stille så den hende måske ikke som en godbid?!
Lyden af en menneskelig stemme lavede et ekko i grotten. "Uhm, eh.." hans knurren gjorde hende nervøs, hvaf skulle hun sige. Var det ok at give sit navn til ham, eller ville det hele ende galt. "Navnet er South Gem Farrel! Jeg faldt ned fra toppen af uhmm." Hun pegede mod hullet i loftet, hvor et lille nervøst smil formede sig på hendes læber. lyden af et klang, samt ridsen fra en økses blad mod jord eller væggen, lavede en skræmmende lyd. hvad skulle hun gøre, ville hun dø nu? vent! hvorfor angribe hende, hun havde intet gjort. udover at smadre hans loft, fucking huleboer er og blive sindssyge! "Ligner jeg en der er kommet for at dræbe dig?!" Nervøst råbte hun, hun var trods alt ikke iført det bedste tøj til at dræbe. og hvis hun virkelig ville have været her for at dræbe ham, ville hun nok ikke have lavet så meget larm da hun faldt, eller bare ømmede sig så meget. Plus! hun ville helt sikkert ikke være faldet i gennem loftet, nok mere fundet en bedre vej at komme ind på.

Knurren forsvandt lige kort, som om at hvad eller hvem end der havde været der, pludselig forsvandt. Dog hvad der skete de næste 5 sekund, skete så hurtigt at det næsten var overnaturlig fart. South fik pludselig en voksen mands hånd omkring sin hals og blev løftet op i luften dog uden at hun rigtig kunne se personen som holdt hende med et jerngreb om hendes hals og det eneste hun kunne se i lyset var personens stærke arm og hans lysende øjne.
En ond men rolig latter lød fra personen og hævede langsomt øksen så den kom ind i lyset og nærmede sig hendes kind samt et hvidt smil dog ondt smil der formede sig på personens læber.
"Tror du virkelig at jeg hopper på det, tøs?" Spurgte han koldt og trak hende tættere på så South nemmere kunne se omriset af personen, dog stadig en smule svagt da mørket stadig herskede i grotten over for lyset.
Personens skæg var ret stort, han havde langt filtret hår som gik til under skuldrene, tøjet var beskidt og lugtede ikke helt nyvasket dog lugtede øksensblad af blod, ikke frisk blod men man kunne stadig lugte blodet som havde størknede på noget af bladet.
"Gi' mig en god grund til hvorfor jeg ikke bare ska' fjerne den lille kønne knol på din krop og æde dig?" Spurgte han noget som kold, som om at hun bare var et stykke kød til at blive spist og slagtet.
Pludselig gik han fremad og resten af ham kom langsomt til syne og hvad havde lydt som et eller andet vildt dyr viste sig bare at være en mand, barbar eller nærmere en vikinge-look til ham.
Hans øjne var kolde og fødselsladende og det eneste man kunne se i de vilde dyriske orange-rødlige øjne var et vildt dyr som næsten bad om at slippe fri fra dens fængsel.
Øksen var stadig ved hendes kind men rykkede langsomt op langs hendes kind så hun kunne føle det kolde metal mod hendes hud til at bladet var ud foran hendes ene øje.

South lod blikket køre rundt, hvor kom knurren fra. hvilken form for Varulv var her inde, og hvordan skulle hun kunne smutte fra den? hun nåde knap nok at blinke, før en kold hånd var placeret omkring hendes hals. Et gisp slap hendes blide læber, mens jorden under hendes fødder forsvandt. hun sparkede kort med benene, hvad skulle hun gøre? Panikken sprang op i hende, mens luften langsomt forsvandt. Hans latter gav hende kulde gysninger, mens hele kroppen sitrede af adrenalinen og frygten for sit liv. Hun kunne ikke skrige, havde ingen styrke mod dette. Souoth var og blev intet andet end et pokkers menneske i styrken, selve kroppen var dog som mad for diverse racer.
Øksens blad der nærmede sig hendes kind, fik hende til at bide sig i underlæben. Begge hænder var placerede på den muskuløse overarm, mens hjertet slog afsted. Et lavt klynk slap hendes læber, præcis som Ahri plejede at klynke når gruppen forsøgte at smide hende i badet, mens øjnene klemte sig sammen. Hun kunne ikke forme nogle ord, halsen var ved at blive klemt. Hvordan regnede denne barbar lige med at hun skulle svare, når hun ikke engang kunne trækkevejret. Hendes ben sparkede mere desperart under hende. øksens blad der kun rykkede langsomt hendes kind, fik følelsen af hendes hud der revnede til at svi, hun stoppede ud i et med at sprælle. Hvis hun nu var rolig, ville han så placere hende på jorden igen, måske lade hende gå?! Der var vel ikke meget andet at gøre, uanset hvad var dette alt hun kunne gøre ligenu. Hvis så bare hun fik lov til at slippe med livet i god behold!?

Da South lavede det lille klynk stoppede knurren og hånden slap hendes hals mens hånden forsvandt i mørket sammen med de orange-rødlige øjne.
Et pludselig lys lyste svagt op i hvad så ud til at være et andet rum med en hvisken som næsten lød at den var i Souths hoved, "kom, kom, friheeeed" lød stemmen som gentod de tre ord igen og igen men blev svagere og svagere jo længere væk fra døråbningen i klippen til næste rum den kom.
Der var intet af den voldsomme mand med de orange-rødlige øjne, ikke en gang en knurren, kun lyden af den lille strøm som løb tværs igennem hovedgrotten hun befandt sig.
En enkel fuglefløjten lød højt oppe hvor hun havde løbet inden hun faldt ned gennem hullet og havde mødt personen/væsnet i grotten.
En høj skrappen hen af gulvet i det andet rum og stemmen der lød i hendes hoved igen om hun skulle følge efter og komme fri. De orange-rødlige øjne lyste nu pludselig klart i mørket lige direkte mod hende og samme knurren lød, men denne gang var det en bulrende fra et frygteligt bæst og meget mindre som en mand der knurrede.
De lysende øjne kom med meget høj fart lige i mod hende og det var tydeligt at hvis hun ikke rykkede sig fra hvor hun stod, vil hun miste hovedet fra sin krop og forlade dette verden.

Hånden omkring hendes hals forsvandt efter det ynkelige klynk hun lavede, hun lagde sin egen hånd på sin hals hvor en kort lille hosten slap de bløde læber. De store øjne skimte stedet, i håb om at finde en hurtig udgang. Da lyden af en stemme, svang sig rundt indeni hendes hoved. Lokkende som den var, begav hun sig langsomt og en smule tøvende mod døråbningen.
lyden af et bæsts knurren, var det der fik hende til at løbe. Selvfølgelig vidste hun det stadigvæk var her, det, den? hvad skulle hun kalde den/det, udover det hvorfor slippe hende for kun at løbe efter hende nu? Det var jo næsten latterligt, hun løb mod døren, svang hurtigt rundt på hælen så håret viftede rundt. hun løb kort mod venstre, for at stille sig op af grottens mur. Vejrtrækningen var hurtig og kom ikke helt ned i hendes lunger, mens adrenalinen pumpede i hendes åre, det var næsten smertefuldt. Dog gav det en herlig følelse, adrenalin, fare, smerte og bare følelsen af at være i live var fantastisk for hende, hun kunne blive ved med dette. Hvis det altså ikke slog hende ihjel, hun lod kort øjnene skimme stedet, som nærmest virkede som et hus, eller bare værelser? hvad skete der for det? kunne det være mere forvirrende, at falde ned i et simpelt hul?!