Monsters live in the dark - Viola

Ayah var kommet langt ud i skovenen i forhold til, hvor hun plagede at være. Hun var kommet ind i Ashen Wood forest efter mad. Lige nu var på jagt efter hvad som helst. Bare et eller andet så hun kunne blive mæt. Ayah kendte intet til hendes rigtige familie - endnu. Men havde en stærk fornemmelse, af at hun var tæt på svar. Ayah bar et par sorte jeans og en grå tank top, imens hendes hår var sat op i en høj hestehale. Hendes ansigt var neutralt lige nu, mest af alt nok fordi hun var på jagt. hun havde brug for fokus til at finde et eller andet. Ayah havde ikke overskud til at leve på salat i to uger mere.
En lyd fik hende til at blive opmærksom, og der gik den. En stor kronhjort - han stod der høj, rank og magtfuld - men også uvidende. Ayah spændte lydløst sin bue, og tog stille sigte. En dyb lydløs indånding blev trukket ind i hendes lunger, og hun pustede let ud, for at undgå at misse. Så slap hun, og lod pilen flyve igennem luften og ramte hjorten perfekt. Ayah rejste sig op og kiggede med et fremtryllet smil på læben. Hendes øjne strålede af succes. Derpå svang hun buen på plads over sin skulder og piftede kort. Det var en lyd til hendes kære hoppe Daydream skulle vide, at hun kunne komme frit frem. Ayah gik hen til hjorten og trak en dolk som hun skar struben over med, for at være sikker på at dyret ikke led.
"Noget godt skulle der jo ske." Sagde hun lidt for sig selv og kiggede tilbage da Daydream trådte frem i de mørke omgivelser. Heldigvis var vejret udmærket. En smule koldt, og vinden blæste. Daydream var hvid som sne. Manken var bølget og lang, silkeblød, hvis man var heldig nok til at mærke. Daydream var også yderst loyal, mere end man skulle tro nogen hest kunne være. Ayah var bare god til dyr, hvorfor vidste hun ikke. Måske var det hendes gode og lyse aura? Ayah bandt nogle reb rundt om benene på hjorten og satte dem på tøjlerne Daydream bar - så det ville være let at få byttet med sig hjem. Dog var der en lyd i krattet som fangede Ayahs opmærksomhed meget. Hun kneb øjnene lidt og drejede hovedet. "Hvem der?" Spurgte hun stille og roligt, dog også bestemt.

Viola's fingre strammede omkring tøjlerne og hun tog en dyb indånding imens Arno roligt gik fremad imellem træerne. Hendes mor havde ladet hende låne Arno for at lave andet end at sidde og læse, eller se ud af vinduet. Tilsyneladende var det et prolem. Arno var en pegasus, og på grund af vingerne, havde han ingen sadel på. Dog følte Viola sig mest tryg, hvis han havde en grime på, da hun ikke kunne lide at ride uden og føle sig magtesløs. Viola havde en hvid lidt for stor skjorte på, sorte bukser og sorte uldstøvler. Hun havde en mørkegrøn kappe om skuldrene, der holdte hende varm.
Violas mørkebrune lange hår var samlet i en utæmmet hestehale, der hvilede ned langs hendes ryg. Hun bed sig lidt i underlæben imens en vind gled forbi. Pludselig stoppede Arno op og så hen imod et andet sted. "Hvad er der, Arno?" Mumlede Viola imens hun strøg en hånd langs hans hals, inden hun steg ned. Hun bandt tøjlerne til en gren, bare for at være sikker, og begyndte at udforske hvad det var som Arno havde fornemmet. Hun gemte sig bag nogle buske og fik øje på kronhjorten. I stilhed betragtede hun det majestætiske dyr... altså, lige indtil den blev skudt ned med en pil og døde. Chokeret så hun på imens en ældre pige dukkede op. Hun så.. farlig ud. Hendes forældre havde advaret hende imod fremmede. Viola skyndte sig at kravle væk, men knækkede en gren i forsøget. "Åh...nej.." hviskede hun for sig selv, da pigen spurgte hvem det var. Langsomt og forsigtigt rejste Viola sig op og så hen imod pigen. "J-j...jeg er ubevæbnet.." Hvad skulle hun ellers sige?!

Synet af pigen fik hende til at slappe mere af og stille trak hun læberne op i et blidt smil. Hun rystede let på hovedet og viftede lidt med den ene hånd til at Daydream bare kunne begynde rejsen. "Jeg har ikke tænkt mig at angribe. Jeg er ikke en morder. Jeg tager kun hvad der er nødvendigt for overlevelse." Hun lod hænderne glide ned langs siden. Ayah slappede en smule mere af nu. Hun havde virket så anspændt før, men hun var nu heller ikke den som snakkede med flest mennesker. Udover den gamle dame hun levede ved. "Hvad laver du herude.." Hendes opmærksomme øjne fik øje på pegasusen. "Jeg ville have sagt alene, men du tydeligvis i gode hænder." Smilede hun skævt og kiggede så let tilbage for at se at Daydream ikke længere var i syne. "Undskyld hvis jeg skræmte dig det var ikke min mening. Mit navn er Ayah." Hun overvejede at sætte det efternavn på som hun havde hørt hun ejede, det ville være fantastisk hvis nogle ville kunne genkende det jo. Så kunne hun lære noget om sin familie måske. "Ayah Thunder." Smilede hun efter hun havde overtalt sig selv til at sige det. Ayah ønskede bare en eller anden kunne fortælle hende, hvor hun kunne finde den fucking familie. "Hvad med dig?" Spurgte hun yderst blidt.

Viola så kort på Arno, da Ayah hentydede til ham og trådte derefter lidt væk fra buskene imens hun kløede sig lidt på den ene arm. Hun hørte efter hvad pigen sagde, imens hun tænkte på at hun måske skulle løbe væk... man vidste aldrig med fremmede i skoven. De kunne sige at de intet ville gøre, men før man vidste af det, så angreb de! Og hun havde ingen våben på sig... Hun havde kun sin evne - Som hun havde lidt besvær med at styre lige for tiden.
"V-Viola.. Jeg hedder Viola Amell..Mclain.." Hun nikkede kort til Ayah som en hilsen. "Og jeg er bare ude at gå...eller ride.. min mor synes ikke jeg skal bruge så meget tid indenfor." Sagde hun og trak lidt på sin ene skulder. Thunder lød ret bekendt. Havde mor og far ikke nævnt det efternavn før? Noget med en gammel veninde, eller...noget? "Thunder lyder bekendt.."

Ayah kunne fornemme pigen var yderst forsigtig. Selvfølgelig. Det var hun også selv i den alder, hendes 'mor' havde også altid bedt hende om at passe på. Ayah var kun 16 år uden på. Der havde været nogle kloge koner som havde pillet ved hendes alder engang, men Ayah klagede ikke, hendes kære moder havde jo brug for hende til at hjælpe sig. Ayah nikkede med et stille smil. "Det også dejligt med frisk luft. En skam vinden er så kold." Svarede hun og lagde armene blidt overkors. Hun blev opmærksom da Viola sagde navnet Thunder lød bekendt. Dog ringede de navne pigen havde også en klokke. Hun havde læst en bog, hvor de navne fremgik i, men meget vidste hun ikke om dem i sidste ende. "Jeg ville ønske, at jeg havde min mor til at sige, at jeg skulle passe på. Du er en heldig ung pige Viola. Jeg ved blot min mors efternavn. Intet andet." Det var en let diskret måde, at forklare det på, men også for at måske pigen vidste mere end hun gav udtryk for. Men pigen var ikke specielt gammel, heller ikke for ung til at vide nogle ting.

Viola var fortsat usikker på omkring hun virkelig skulle snakke med denne fremmede pige. Hvis hendes mor var her var hun sikker på at hun ikke ville få et ord indført og skulle holde sig bag hende.. Hendes mor var ret overbeskyttende - Viola var dog ikke sikker på hvorfor. Hendes far ville nok stå side om side med hende og snakke med pigen. Hun lagde armene over kors og holdte skarpt øje med pigen eftersom hun følte sig enormt usikker.
"Din mors.. efternavn.." Hun tænkte sig kort om for at finde ud af hvor hun havde hørt det navn før, og hvad hendes forældre havde sagt.. Noget med en..C..Caro..line? Caroline? Hun nikkede kort for sig selv. "Mine forældre.. snakkede om en Caroline Thunder.." Konstaterede hun roligt.

//Out.

Fint. Out.