Who're the monsters now? - Rose

V: Det er overskyet, og luften bærer en let kulde med sig.
S: Gyderne, Doomsville
T: Tidlig eftermiddag
O: Ødelagte gader og bygninger, samt folk der forsøger at holde sig i live.
Påklædning: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Gyderne var snavsede og klemte som de altid havde været. Problemet var, at de nu var besværlige at bevæge sig igennem. Jordskælvet havde ødelagt meget, og det var svært for Demiah at finde sit gamle gemmested. Det var også svært at holde sig skjult, når så mange havde mistet deres hjem, og gik hvileløst omkring.

Demiah lå på bunken af en sammenskreden bygning og lyttede til de få fugle der ikke var skræmt væk fra området. Det var fredfyldt, selvom folk var uden hjem, og uden problemer ville kunne finde frem til hende, i deres søgen efter et sted at overnatte. Demiah blev mindet om hvordan hun selv ledte efter et sted hun kunne være, efter at hendes mor døde.

Der blev sparket til nogle sten i nærheden, og Demiah kiggede i retning af lyden. En lille pige på højst 10 gik rundt, ikke særlig langt væk, uden nogen andre nær sig. Demiah rettede sig op, og rømmede sig. Måske havde pigen mistede sine forældre, eller blevet væk. Pigen kiggede op på Demiah, og noget skete, som Demiah aldrig havde forudset fra et barn. Frygten lyste ud af pigebarnets øjne i flere sekunder før hun begyndte at skrige. Demiah rejste sig forskrækket op, og gik forsigtigt mod barnet ”Ro-rolig nu. Jeg gør dig ikke noget, jeg gør dig ingenting.” Pigen blev så skræmt af det talende væsen, at hun løb væk. Lyden af vrede og voksne stemmer kunne allerede høres. Demiah skulle væk, og det skulle være med det samme.

Folk var hurtige til at dukke op med hvad de så end kunne bruge som våben. Demiah havde knap nok kunnet komme væk fra det område hvor både hun og pigen havde været på samme tid, før der var en gruppe på mindst 10 mand, klar til at myrde. ”Der er det!” råbte en af mændene, og løb mod hende. Demiah hoppede ind til siden og spændte ned af den nærmeste hele gyde. En af mændene kastede sin kniv, og ramte Demiahs højre skulderblad. Blodet var varmt, men smerten var knap nok eksisterende. Det kunne også være lige meget, hun skulle bare væk. Flere mænd begyndte at dukke op, sammen med nogle få kvinder. Det var som en labyrint, med fælder.

Demiah stoppede op ved en spinkel og tom sidegade, kiggede hurtigt rundt, og hoppede ned ad gaden. En tønde virkede som det optimale gemmested, og uden at tænke over det, hoppede Demiah deri. Tønden var halvt fyldt med utroligt koldt vand, som heldigvis ikke sprøjtede over. Hjertet bankede som sindsygt, som hun sad der, og ventede på at lyden af den forfølgende råben svandt ind. Det tog noget tid, før lyden var stilnet nok til at Demiah turde kigge op. Ingen var til at se, så hun kom langsom op og kravlede ud af tønden, som væltede og spildte både vand og hende ud over jorden. Hendes afkølede krop var sløv og blev liggende. Var hun heldig, havde ingen hørt hende.

Rose gik rundt i denne gang en lang kjole, det var også mere koldt end de andre gange, skyerne havde overtaget den smukke eftermiddags himmel, sammen med resten af mørket i gaderne. Alting virkede til at være ødelagt, det var kun få dage siden jordskælvet havde været der. Bragt alle folk i panik, skabt en underlig dyster stemning. Fået forvandlet venner om til fjender, og fjender om til monstre. Som om ens venner ikke længere var betydnings fulde, som om ens eget liv var vigtigere end de andres. I følge Rose var alle dog vigtige, ingens liv eller blod skulle blive spildt. Det ville også gå så meget hurtigere, hvis de bare kunne få skabt sammenholdet, til at genopbygge et nyt sted. Et sted til så mange folk som muligt, starte med selve børn og gamle. Så kunne de i det mindste hjælpe med mad, og rykke ikke så tunge ting rundt. Alle ville kunne arbejde sammen og skabe et sted, et sted for alle hvor de igen ville føle varme og sorgen langsomt ville blive arbejdet væk.
Dog var der stadigvæk mange der havde mistet sine forældre, eller børn, nok mere bare en del af familien. Hun var heldig, kun at have Joaquin og hendes far. Mens andre næppe var så heldige, som hende. Hun lukkede øjnene i, mens hun stod i midten af den forfaldne butik, de før havde ejet.
Den mørke kjole, havde et vidunderligt skær. Som var den blevet syet fra nattens himmel, og stjernerne havde lagt sig på den. Mens hun havde en kappe over sin ene skulder, der gik til gulvet. Dog rørte den næppe jorden, når hun gik. Kappen dækkede hendes højre arm, mens hun stod i lokalet, der i forvejen var totalt smadret. Alle flasker og hylder, var smadret mod gulvet, hvilket gav en knasende lyd, når hun gik rundt på glasskårene, i sine falde sorte sko.
Hun åbnede langsomt sine øjne, da lyden af vrede folk gik forbi stedet. Som om de jagtede nogle? Hun sukkede blidt, inden hun gik ud af den eneste udgang der var tilbage. Fordøren var ikke bare smadret, men hele baren var væltet ned og dækkede den, så man næppe kunne komme ud. Samt taget der var brast sammen af de store rystelser, det så dog pænere ud end deres hytte gjorde.
De brune øjne landede som det første på et par ben, hvor de kørte hen over den bare hud, og mod ansigtet. En kvinde lå på jorden, våd... spanden med regnvand, var blevet væltet. Højstsandsynligt af denne person, som godt kunne lide en der havde forsøgt at kravle ud af stedet. Hun begav sig hurtigt mod hende, hvor hun rakte sin venstre hånd mod hende. "Er du okaii? Her." Et tegn på at hun ville hjælpe hende op på benene igen.
Det blonde hår var en smule krøllet ved spidserne, mens hun havde det altid så velkendte smil på hendes læber. Hun ventede på at kvinden ellers ville tage imod hendes hånd. Hendes øjne viste en form for bekymring, var denne person ok? Her var koldt i forvejen, så det at ligge på jorden, våd var ikke så godt. Og ligenu havde Rose ikke et sted at tage personen hen, Stedet hendes far ejede, var som sagt brast sammen, deres hjem havde stået i midten af jordskælvet, så i det jorden knækkede sig selv åben, faldt huset noget så elegant mod intet heden, sammen med alle deres ejendele.

//håber svaret er fint, selvom det tog lang tid//

En kvindestemme fik revet Demiah tilbage til virkelighedens mørke kulde, og hun satte sig op med hast der indikerede forskrækkelse. En ting hun meget hurtigt fortrød. Hele verden virkede til at svinge og forsvinde i mørke, for Demiah, og medførte at hun, med bagudrullende øjne og et håbløst støn, faldt fladt ud på jorden, igen.

Dumt. Det tog lidt tid for Demiah, hvor hun bare lå og sundede sig, før hun kunne se lige ud. Den fremmede var en ung kvinde, et menneske af udseende. Kvinden var klædt i en af de flotteste kjoler Demiah nogensinde havde set. Den kvalitet betød oftest mange penge, men hvad lavede hun så her? Med det smil. Hun så nærmest sød ud. Demiahs blik gik fra smilet til kvindens hånd. Det var sjældent at folk var venstrehåndet, og det skræmte mange. Demiah kunne ikke rigtig forstå hvorfor. Selv foretrak Demiah at højre hånd, men havde endnu ikke oplevet problemer med at bruge sin venstre. Stemmen virkede blød i Demiahs ører. Hvorfor ville denne kvinde hjælpe? Så venlig, så bekymret. Det var nærmest morsomt. Et menneske bekymret for et udyr.

Næsten komisk. Demiah tog imod hjælpen, med sin venstre hånd. Der var en risiko, men kvinden virkede ikke som en stor trussel. Selv hvis truslen var reel, ville Demiah ikke kunne komme væk hurtigt nok til at det ville gøre nogen forskel. Demiah forsøgte sig med ordet tak, men kun lyden af luft kom frem. Hun rømmede sig og prøvede igen.
”Tak”. Et lille og forsigtigt smil blomstrede frem. Hvis kvinden troede at Demiah var skrøbelig og genert, ville mange problemer kunne undgås. Demiah kiggede mod udgangen til sidegaden. Hvis hun skulle opdages, ville hun gerne have en lille chance for vide det et par sekunder i forvejen. Selv hvis det ikke gjorde en forskel på skæbnen og den kolde krop. Heldigvis for begge parter virkede det ikke til at nogen ville komme forbi.

Hun hjalp Demiah op på benene igen. Hun så beskuede Demiahs tøj, hvor hun trak sin skulder kappe af - Roligt lagde hun den over hendes skuldre, og trak den lidt længere op. "Den er nok ikke meget varm, men den hjælper en smule... Især når du nu er så våd." Hun lagde hovedet blidt på skrå, hvor et kærligt smil kom frem på hendes fyldige læber. Først da kappen var væk fra den højre arm, kunne man se hendes gibs. Hendes arm var brækket, hvilket gjorde at hun næppe kunne gøre meget i forvejen. Det at hjælpe pigen, var mest af valg. Som andre nok ville kalde det, var Rose bare naiv igen. Men hey, folk panikkede og det mindste man kunne gøre var at hjælpe folk, der havde brug for det.
Hun hjalp hende ud af gyden, hvor de folk der før havde jagtede Demiah stoppede op og stirrede på Rose og hende. De sagde intet, stod bare og stirrede på dem, som var tiden stoppet for øjnene af dem. Rose gik forbi dem med rolige skridt, hvor en af mændene drejede om på hælen. "Rose det er et.." Mere fik han ikke sagt, før Rose så tilbage. "Et kvindeligt køn som har det skidt... Ja." Hendes stemme var som altid rar, dog en smule bestemt denne gang. Og det virkede manden klappede i som en østers, hun smilte kærligt mens hun gik videre.
"Er der et sted du kommer fra, så jeg kan hjælpe dig helt hjem? Eller... Du er velkommen til at få varmen hos mig, men..." Hun tøvede en smule, hvor det lille smil stadigvæk var der. "Der er en smule rodet, og beskridt." Lød det kækt fra hende, som var det pinligt og akavet at sige.
Da hun takkede Rose, så hun kort på hende. En smule overraskede af det, men smilet forvandlede sig igen på hendes læber. "Så lidt." Glæden lå i stemmen, mens hendes øjne strålede af tilfredshed.

((Undskyld det korte svar >.< håber det kan bruges))

Hvor heldig kunne man være? Det tog et øjeblik for Demiah at forstå. Specielt da kvinden lagde sin kappe over Demiahs skuldre. Den var flot, men ikke varmere end den kappe som hun selv havde gemt af vejen nær Kroen Det Vilde Svin. Noget lyst tiltrak sig et øjekast. Gips. Kvindens arm måtte være brækket. Demiah kunne ikke undgå at gyse ved tanken om hvor ondt det måtte have gjort. Det ville give mening hvis det var sket under jordskælvene. Kvinden var naiv, godhjertet, måske for mere end hvad godt var, også selv om hun var i den situation. Det var fascinerende. Med lidt hjælp kom de ud af gyden, og overraskede en mindre gruppe af folk. Samme flok som ville have henrettet Demiah uden at tænke over det en enkelt gang.

Sikke et held. Alles blikke lå på dem, og Demiah forventede lidt at de ville skubbe den unge kvinde til siden og angribe. Selve tanken var nok til at få Demiah til at vifte med halen, i ryk, af ren og skær nervøsitet. Det ville være umuligt at overleve det. De gjorde overraskende nok ingenting, stod bare og var helt paf. Kun en enkelt mand, som tilsyneladende havde lidt kendskab til kvinden, forsøgte at ytre en fuld sætning, men kvinden, Rose, skød hans ord ned med den mest behagelige stemme, overhovedet. Demiah havde ikke forventet hvor stor en effekt det havde. Manden fik end ikke lov til at samle sin værdighed før de var på vej væk.

Et sted Demiah kom fra. Hjem. Hendes hjem var gadehjørner, forladte bygninger. Hun kunne dog aldrig tage tilbage til sit barndomshjem, til sin mors hjem, også selvom det endnu stod tomt. “Lidt varme er altid rart.” Kommentaren om rodet fik Demiah til at smile lettere skævt. Alt var beskidt og rodet for tiden. Selv nogle af de rigere folk var blevet mindre fintfølende omkring snavs. Det ændrede sig nok snart.

Roses brækkede arm dukkede op i Demiahs tanker. Siden de var i nogenlunde sikkerhed kunne Demiah lige så godt spørge ind til denne Rose. Med en let svingende hale fik hun ytret “Hvordan skete det? Det med din arm?”

((Hey, undskyld jeg endnu ikke har svaret. Ønsker du stadigvæk at forsætte emnet?? >o<))

((Det er helt fint Vi kan måske se om vi kan komme igang igen xD))

Gad vide om kvinden var ok, hun virkede så stille. Sagde næsten intet, i det mindste virkede det ikke til at hun var såret, ikke dødens i hvert fald. Rose smilte varmt til hende, hvor hun forsatte med at tage et skridt af gangen. Hendes brækket arm, var som altid ikke særlig hjælpsom, men hun kunne i det mindstek bevæge sine fingre og bøje den lidt, hvilket altid var noget, på trods af at det var en smule smertefuldt at bevæge den meget. Hun adskilte sine læber, da kvinden svarede om hvad hun ville... Hun ville gerne have varmen hos Rose, hvilket nemt kunne lade sig gøre.
"Okaii, Det er ikke langt herfra, men man skal gå lidt." Hendes stemme var blid, havde en nærmest varm effekt i hvert eneste lille ord hun lod slippe ud af hendes fyldige læber, mens de brune øjne så mod vejen. Alting var stadigvæk ødelagt, de havde ikke rettet op på de mange fejl i byen endnu, hvilket var trist. De burde have gjort et eller andet snart, men så længe byen var i kaos, ville det være svært at hjælpe nogle af de folk der nu levede på gaderne.
En lille fint følende stilhed sprede sig over dem, til kvinden endelig fik sluppet et spørgsmål ud. Rose så mod hende og derefter mod sin arm, inden hun sendte hende et kækt smil. "Da jordskælvet skete, dannede der sig en spække i midten af vores hus." Hun rettede blikket mod vejen endnu engang, mens hun roligt gik videre. "Jeg ende selvfølgelig med at falde ned i dens mørke, men min far fik fat i mit håndled. Det relaterede dog at min arm brækkede, i det jeg slog mod væggen af revnen. Så det er desværre ikke noget hæderligt, jeg har hverken reddet nogle eller hjulpet nogle, jeg var bare den der blev reddet." Hun lagde lo kærligt af sine ord. Hun var som altid ikke den største hjælp til nogle, hvilket var trist, endnu engang var det hendes far der hjalp folk, mens hun havde stået på side linjen.