Everything has changed ~ Caden

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Spencer var blot ude og gå en tur sammen med Ronnie - hendes yngste datter dog ikke den eneste. Ronnie var livlig og livsglad - meget fik hurtigt hendes opmærksomhed, og det var nok grunden til, at Spencer i menneskemængden havde mistet oversynet over, hvor hendes lille pige var løbet hen. Og som den meget overbeskyttende person hun var - måtte hun ikke lade Ronnie blive ude af syne.
Ronnie havde fået øje på noget så simpelt som en lille fugl på den dejlige blå himmel. Hun havde kigget op på den og var fulgt efter den uden egentlig at tænke ydligere over tingene. Det store blå øjne så yderst betaget på den fine fugl. Dog forsvandt den pludselig og Ronnie kiggede rundt omkring sig. Der var virkelig alt for mange mennsker rundt omkring hende hun kunne ikke finde rundt overhovedet. "Mor." Kaldte hun let og begyndte stille at gå rundt og kiggede sig vildt omkring. "Mor." Prøvede hun igen. Hun var 10 år gammel, med håret i fine mørkebrune krøller ned af skuldrene og vidunderlig blå øjne lige til at blive fanget af. Og nogle var dog også fanget af dem. Men mange der gik her var også svindlere. Nogle endda børnemishandlere.
Spencer suste rundt, hun skulle bare tilbage til Sunfury City, der ville Ronnie være i sikkerhed. Der forgik mindre ballade der end her. Se allerede nu var Ronnie forsvundet.

Caden tilbragte det meste af sin tid i Angerforge. Det var både tæt på hans kro og hans hjem. Det var også derfor, han var i byen den dag. Den store menneskeflok, gjorde ham dog ikke ligefrem tilpas. Han havde ikke noget imod mange mennesker, men når man gik så tæt, at man hele tiden blev puffet og skubbet til, blev det i længden irriterende. Han var på vej ud i byen, men overvejede et kort øjeblik, at vende om og gå tilbage. Han havde brug for at klare tankerne, og det var ikke stedet at gøre det, når der var så mange mennesker. Men lige i det han vendte rundt, hørte han de desperate råb fra et barn. Han var ikke hjerteløs, så han kunne ikke lade det passere. Slet ikke, når han selv vidste hans børn kunne stå i en lignende situation en dag. Han lod hans hørelse føre ham hen til pigen, der tilsyneladende var blevet væk fra sin mor. Caden satte sig på hug foran hende, og fik kontakt med hende. ”Er du blevet væk?” Han virkede på ingen måde, som de andre skumle typer man kunne finde i byens indre. Faktisk virkede han rigtig venlig, hvilket han også var. En del af hans charme. Han kunne tydeligt se, at pigen var oprevet, og forsøgte at lette hendes humør en smule. ”Prøv og se her.” Han tog en kobbermønt frem, og lod den bevæge sig frem og tilbage i hans hænder, indtil den ”forsvandt”. Han rynkede efterfølgende på næsen, som om han skulle nyse, og udførte et falsk nys mens mønten så ud til at dukke om fra hans næse.

Ronnie nikkede til manden og sank let en klump. Hun kiggede sig kort omkring inden hun så kiggede på manden igen. Hun smilede og efterlod sig et kært grin over hendes fine små læber.
Nogle gik forbi dem og smilede til dem. Med Cadens hørelse ville han tydeligt kunne høre, hvad de sagde. "Nogle fædre er så søde ved deres børn. Gid de alle var det." Sagde en kvinde til en anden, som tydeligvis var enig. De passerede dog hurtigt menneskemængden. Folk gik pludselig udenom dem. Det var som om, at de viste mere hensyn så snart det lignede en far med sin datter - hvilket det jo egentlig også var.
Spencer var dog en meget rolig type, så hun dog søgningen meget rolig. Hendes blik flakkede sindsygt rundt, men hun råbte ikke - i stedet lyttede hun let.Men larmen fra alle de folk på gaden gjorde det nu meget svært. til sidst besluttede hun sig for at give lyd fra sig. "Veronica!" Råbte hun og kiggede sig omkring.
Den lille pige reagerede og så sig vildt omkring. Det var som om at hun ikke rigtig kunne opfange hvor lyden egentlig kom fra. "Mor." Råbte hun igen og stillede sig dog tættere ind til Caden. Der var trods alt mange store mennesker for hende.

Caden kunne ikke undgå at smile, da hun lo den kærligste latter. Han opfangede godt hvad folk sagde om dem, men tog det ikke så tungt. Hun kunne godt ligne ham. Især hendes øjne. Han pakkede mønten væk igen, og hørte nogen kalde. Tydeligvis kendte Veronica både stemmen og navnet, da hun gengældte det ved at kalde på sin mor. Caden tog blidt fat i hendes hånd, og gav den et blidt, men dog betryggende klem. ”Lad os finde din mor.” Han rejste sig op, men slap ikke Veronicas hånd, medmindre hun gerne ville have han slap, selvfølgelig. Så skulle de bare på morjagt. Caden anede ikke hvad han skulle se efter, men forsøgte at lede efter nogen, der selv så ledende ud. Han fik øje på en mørkhåret kvinde længere henne, der så ud til at lede. Han gik hen imod kvinden, og prikkede hende blidt på skulderen. ”Undskyld mig, leder du efter en pige?” Han så ned på pigen, og smilede let. Han var ikke sikker på, om kvinden rent faktisk var hendes mor, men hårfarven matchede. Caden havde haft brug for det her, brug for at blive afledt. Han var selv lige blevet far, og havde ikke mulighed for at se hans børn, så meget som han ønskede. Det var frustrerende, men han kunne ikke gøre noget ved det. Maddie havde taget sit valg, selvom han ikke var enig, blev han nød til at respektere det. Han ønskede bare, at hun så det fra hans synpunkt. Han ville ikke se sine børn vokse op. De ville kalde en anden mand far. Det var ulideligt.

Spencer vendte sig hurtigt om da en prikkede hende på skulderen, på samme tid med Veronica klamrede sig om hendes ben. Hun kiggede ned og smilede. "Ja.. mange.. ta.." Hun nåede ikke rigtig at sige mere før hun kiggede op og kunne genkende personen. Nok var det 10 år siden hun vidst havde set ham, men Spencer glemte aldrig et ansigt, ligemeget, hvordan det havde set ud. Okay fra baby til gammel måske, men det var ikke pointen her. Spencer sank en klump. "Caden. Længe siden." Startede hun ud for at fade hendes akavethed lidt ned.Spencer vidste udmærket godt, at Veronicas far var Caden. Dog vidste Caden det ikke. Spencer løftede Veronica op og sank let en klump. Veronica var dog ikke dum, hun kunne fornemme der var et eller andet. Måske var det den måde Spencer kiggede på Caden, med den usikkerhed om hun skulle sige det til ham eller ej. "Caden. Er du min far?" Spurgte hun så nysgerrigt og kiggede på Caden. Spencer snakkede ikke med mange mænd, specielt ikke med Veronica i nærheden. Så selvfølgelig havde hun opdaget lidt af sammenhængen.
Man kunne dog se på Spencer lidt efter, også ligemeget hvad Cadens reaktion ville være - så sagde hun ikke imod. Det ville hun ikke. Så var det ikke at lyve.

Caden sukkede lettet ud, da kvinden svarede ja. Hans blik var stadig rettet imod Veronica, først da kvinden holdte pause imellem ordene, kiggede han op. Spencer. Nu med datter. Han nikkede, det var længe siden. ”Ja, 10 år, må det næsten være.” Han vendte blikket imod Veronica, da hun spurgte ham om noget. Far? Nej. Nej nej. Vel? Han rystede først afvisende på hovedet, men opdagede så Spencers reaktion. Hun sagde ikke nej. Veronica kunne godt ligne en der var omkring 10 år. Han sank en klump og så på Spencer, og håbede på hun ville sige at det ikke var ham. Han anede ikke hvad han skulle svare Veronica, han kunne jo ikke være sikker. I princippet kunne det godt være ham, men han håbede et eller andet sted det ikke var. Det betød, at han havde en datter på 10, som han ikke havde kendt noget til. Det var næsten værre, end at kende til sine børn og ikke måtte se dem. ”Det ved j… Din mor bør fortælle dig om din far. Hun ved det bedst.” Han stod og fandt ligheder mellem ham og Veronica, de blå øjne ville helt sikkert være hans, hvis det viste sig Veronica var hans. Caden vendte blikket tilbage på Spencer. ”Hvem er hendes far?” Han ville bare gerne have et svar, så kunne han tage stilling til det bagefter. Det var tydeligt at se, at han var nervøs og utilpas. Han ville bare gerne have samtalen overstået, så han havde noget konkret at forholde sig til.

En af grundene til Spencer aldrig havde åbnet munden var, at mænd i hendes liv aldrig ønskede hende noget godt eller hendes døtre. Så hun havde en vane med at cutte dem, hvilket var resultatet af den Caden som ønskede svar her og nu. Spencer kiggede dig kort omkring, der var så mange mennesker. Da han spurgte hende afgørende, bed hun sig kort i læben. "Det er du." Svarede hun hurtigt, ingen grund til at pine ham mere ved at trække tiden ud. Spencer kørte en fri hånd igennem sit hår. Veronica virkede dog mere glad efter Spencer sagde det, Caden havde givet hende et godt indtryk og fra starten vidste hun, at hun kunne stole på ham.

/mobil svar

Caden så på hende, men da svaret kom blev han ikke overrasket. Det var det han havde forventet, han blev bare nød til at vide sig sikker. Han forstod bare ikke, hvorfor hun ikke havde fortalt ham det. Han virkede måske ikke som typen der kunne egne sig til børn, slet ikke i en alder af 15, men som tiden skred frem, blev han mere ansvarlig. Men han forstod hende også godt. Han havde været 15, ingen på 15 bør være forældre. Så han satte vel et eller andet sted pris på, at hun skærmede ham fra et liv som far i så ung en alder. Han tog en dyb indånding og så hen på Veronica. Han kunne godt se det. Hun var en blanding af de to. Hans blå øjne, hendes brune hår. Hun havde selvfølgelig også hendes egne træk, men bestemt nogle træk fra hendes forældre også. Han så smilende på hende, og rodede hende let i håret. ”Du ligner din mor, stump.” Hvis man så bort fra øjnene, havde Spencer og Veronica mange fællestræk. Han vendte blikket imod Spencer igen. ”Kan vi finde et sted at snakke?” Han tilbød gerne lejligheden, men eftersom Selicity også boede der, og kunne komme rendende hvert sekund, foretrak han et andet sted. Kroen var måske heller ikke det rette sted, så forhåbentligt havde hun et godt sted de kunne tale i fred.

Spencer var personen med kontakter. Derfor ville det ikke være svært for hende at havne et sted, hvor hun ikke kunne overnatte på en eller anden måde. Hun nikkede til ham kort efter. "Jo, jeg har en lejelighed på hjørnet af næste gade" alison havde skaffet hende ind der. Som sagt, kontakter. Hun lavede et lille nik til, at han bare skulle følge efter hende da hun begyndte at gå. Snart var de fremme og Spencer fik fisket nøglen op og åbnet døren. Lejligheden var ikke den største dog ikke den mindste, dette sted var heller ikke permanent. Hun satte Veronica ned og lod den lille krudtugle løbe afsted. Spencer lukkede døren efter Caden og lavede håndbevægelse til, at han bare skulle træde ind. Stuen var hyggelig, en smule rodet men hyggelig. Tæpper og puder på gulvet så man kunne sidde og holde om hinanden, der sad Spencer og Ronnie for det meSte indtil Ronnie faldt i søvn. Ren hygge. "Vil fu have noget at drikke?

Caden så på hende, da hun foreslog de kunne gå hen i hendes lejlighed, og han fulgte hende uden problemer. Da hun førte ham ind i lejligheden, og Veronica stak af, tog han sig selv i at smile over det. Han tillod at sætte sig ned. "Nej tak." Caden var på ingen måde vred på Spencer, han ville bare gerne forstå hendes valg. men han var ikke den temperamentsfulde type. Han så over på Spencer. "Du kunne godt være kommet til mig. Jeg kunne have hjulpet." Hvis han havde fundet ud af det noget før, og fortalt hans forældre om det, havde de uden tvivl presset ham til at fri til Spencer, fordi det var det "rigtige" at gøre. Han var dog helt uenig. Forlovelse og ægteskab hørte sammen med kærlighed. Ikke magt. Men hvis hans forældre kendte til alt der foregik i hans liv, ville de sikkert føle sig skuffet over ham. Tre børn, og ingen af dem med hans forlovet. "Har hun aldrig haft en farfigur?" Man kunne sagtens leve uden, men det var vel altid bedre med to forældre frem for en. Men det så ud til Spencer klarede sig fint uden ham. Han var overflødig.

Spencer var en af de kvinder der levede på, at man ikke behøvede en mand. Man kunne se det på hendes opdragelse af de to andre af hendes døtre. De var et udmærket eksempel. Spencer satte sig ned og lyttede til ham. "Du var 15. Med hele livet foran dig. Det ville have forandret alt... alt for meget for dig." Svarede hun blot. Selv hvis hans forældre havde haft presset ham til at gifte sig med hende, havde hun nok afslået det - Spencer kunne ikke binde sig. Det var umuligt og specielt hvis det var af tvang. Til det næste spørgsmål rystede hun let på hovedet. "Aldrig." Svarede hun dog. Modsat de andre, var Ronnie mere livlig og glad kunne man sige. Med Elodie og Mackenzie, havde Spencer været inde i en gruppe, som havde haft meget kontrol over hende, det forklarede de mange ar på hendes ryg. Lignende englevinger som fyldte hele ryggen. Caden havde set dem før, mange havde - men ingen stillede spørgsmål. Spencer var en unik person, man vidste aldrig helt med hende.

Caden kunne godt se det fra hendes synspunkt, men hvis han ikke var stødt på hende nu, havde han måske aldrig fået det af vide. "Men hvis jeg ikke havde fundet ud af det nu, ville du så have fortalt mig det?" Han rystede let på hovedet, da det gik op for ham, det lød som et angreb. "Der er ikke for at angribe dig. Jeg ville bare gerne have vidst hun eksisteret. Måske ikke for ti år siden, men senere. Da jeg var ældre og kunne håndtere det." Han havde på fornemmelsen, at det også kunne blive sådan med tvillingerne, som det havde været med Veronica. Eller i hvert noget i den stil. Nu vidste han at de var der, men han ville ikke se dem særlig meget, og de ville ikke kende ham som deres far. "Det ser ud til, du har klaret det fint uden." Han sendte hende antydningen af et smil, der som altid fremtrådte charmerende. Det var ikke bare sådan lige at give slip på det. "Hvad sker der så nu?" Måtte han se hende i fremtiden?

Spencer nikkede kort til ham. "Jeg ved ikke hvad der ville være sket. Det var vel skæbnen at du skulle støde på hende idag." Svarede hun og sank klump. "Det strejfede mine tanker et par gange at fortælle dig det, men jeg ville heller ikke spille ekstra prikker ind i dit liv uden videre. Ikke uden, at jeg havde samlet lidt informationer." Spencer gik meget op i, hvad folk sagde rundt omkring. For hendes datters bedste selvfølgelig. Hun havde dog ikke planlagt at støde ind i Caden her, så det passede ikke rigtig ind i den situation som hun stod i lige nu, hun ville gerne have kunne planlægge det bedre. Men nu var alting ikke ligefrem til at planlægge - så nu bare på denne situation.

Caden forstod udmærket hvorfor Spencer havde valgt som hun havde gjort. "Jeg forstår det godt Spencer. Men jeg har dårlig samvittighed. Jeg vil gerne hjælpe, jeg ville have hjulpet før, hvis jeg havde kendt til hende. Hun ville ikke have været en belastning. Tvært imod." Hvis han havde vidst det noget tidligere, ville han måske ikke stå i samme situation med Maddie og Selicity. Så ville han have passet bedre på, og ingen af dem ville stå i de problemer på grund af ham. "Men må jeg stadig se hende?" Caden ville overraskende nok gerne tage ansvar for hans handlinger. Det var ikke det første indtryk man fik af ham. Han virkede derimod rigtig uansvarlig. Men når det kom til stykket, blev han ansvarlig.

Selvfølgelig ville alting have set anderledes ud, det kunne ikke have været undgået. Lige nu stod Spencer mellem flere ting, og Ronnie kunne passende være ved Caden engang imellem. "Du skal ikke have skyldfølelse, sket er sket" smilede hun en anelse skævt. Efter hendes møde med Brandon, så havde hun lært at åbne sig lidt op for den mandlige race- lidt. Spencer nikkede let" jeg rejser meget rundt mellem byerne, det ville være rart for hende at blive passer af en som hun ved hvem er end en god barnepige" han skulle tydeligt tage det som et ja, Ronnie kom løbende ud til dem med en abebamse i sin favn. "Hey Monkey" også et af spencers kælenavne til hendes datter. Ronnie grinede let og fiskede så en tegning op af lommen, så pænt som en 10 årig kunne tegne et billed af sin far med et selvportræt af af selv ved siden af. Hun gav den til ham.

Caden nikkede. Det var jo rigtigt, han kunne ikke gøre noget ved det. Det eneste han kunne gøre, var at være der fremover. Han ville ikke have noget imod at passe Veronica, men først blev han nød til at tale med Selicity om det. Hun var allerede dukket op, hvor han havde siddet med tvillinger. En 10-årig ville måske kræve noget mere forklaring end babyer. Især når hun vidste der kom et barn. "Jeg er her nu." Han ville gerne hjælpe hende hvis hun fik brug for det. Da Veronica kom løbende ud til dem, smilede Caden til hende. Han synes det var meget sødt, at Spencer kaldte hende Monkey. Da Veronica rakte ham en tegning, tog han glædeligt imod den. Dygtig var hun nu. Hun havde især tegnet sig selv godt, nu havde hun jo også haft noget at kigge efter, hvilket hun ikke havde haft ved ham. Det kunne meget vel være, hun havde fået hendes kreative evner fra ham. Han dyrkede dem bare ikke så meget længere. "Den er jeg rigtig glad for. Tak søde." Han lod endnu engang hans hånd bevæge sig over toppen af hans hoved. Han var stadig ikke sikker på, hvordan han skulle være overfor Ronnie, så virkede lidt hårroderi som det mest naturlige at gøre. Men det ville komme, når de havde brugt mere tid sammen.

Spencer kiggede på dem. De kunne bruge tid til at lære hinanden at kende, også uden Spencers tilstedeværelse. For Ronnie vidste godt, at Spencer hurtigt kunne blive meget bestemt. Derfor gav Spencer Caden lidt snor. Hvis nogle så dette, ville de ikke tro det når de hørte det hun skulle til at sige.
"Jeg skal noget her de næste bar dage med en veninde jeg ikke har set længe. Måske kunne du holde øje med lille Monkey her imens?" Spurgte hun og løftede Ronnie op på sit skød imens hun aede hende henover de lange bløde lokker. Det var i hvert fald bedre end at have en eller anden fremmed til at passe den lille guldklump. Spencer lod normalt ikke mænd tage sig af hendes døtre. Mackenzie og Elodie var aldrig blevet passet af andre end folk hun kunne læse igennem. Caden vidste hun ikke meget mere om, end at han var faren til hendes datter. Ronnie så ud til allerede at have et bånd til ham som blot ventede på at blive stærkere. "Så hvad siger du?"

Caden havde aldrig forstillet sig selv som far. Men nu havde han en datter og et på vej. Han var nødsaget til at ligge hele sit liv om, men det var ikke så slemt som han havde forventet. Han så på Spencer, da hun spurgte om han kunne passe Veronica. Det kunne han vel godt, men det kom lidt bag på ham. Spencer virkede ikke som en type, der ville lade hvem som helst passe dem. Men Caden var trods alt hendes far, og han var ikke helt forfærdelig til børn. Det havde han vel lige vist med Veronica. Men at passe hende et par dage, var han ikke sikker på om han kunne. Det ville kræve lidt planlægning. ”Jo, det kan vi sagtens finde ud af.” Han blev nød til at få nogen til at passe baren mens han havde Ronnie, men han så ingen grund til at han ikke kunne det. Caden ville bestemt ikke have noget imod, at passe sin datter. Han havde ikke set hende i den første halvdel af hendes barndom, men han ville rigtig gerne se hende blive voksen. Det virkede også til, at Veronica var blevet glad for ham allerede. Det gjorde det bare lettere. ”Jeg har ikke rigtig nogle ting til børn, legetøj og sådan. Kan vi tage noget med?” Han havde ikke nået at få nogle ting til hans og Maddies barn, men han var heller ikke sikker på, hvor meget han kom til at se det barn, så hvorfor lave et helt værelse om til et børneværelse, hvis han aldrig kom til at se barnet. Det stak ham i hjertet når han tænkte på det.