Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

af Gæst Man 4 Jul 2016 - 22:00

Sted: Teras bordel.
Omgivelser: Teras "kontor". Et skrivebord med en stol bagved og foran bordet. I siderne af rummet er der reoler, nogle fyldte med bøger og et enkelt et med et glasskab til alkohol.
Dato: Starten af Juli
Tid: Eftermiddag.
Vejr: Let skyet med optræk til regn.
Påklædning
@Markos

Fingrene trommede langs vindueskammen som hun betragtede verdenen udenfor. Så meget havde ændret sig, og dog følte hun at det gik for hurtigt til at hun kunne følge med. Et let suk undslap hendes læber og hun lukkede øjnene kort i inden hun sank en klump. Hun havde endelig fået styr på sit liv. Fundet ud af hvad hun virkelig ville. Hendes forretning skulle ikke ende – Tværtimod arbejdede hun hårdere mod sit mål. Men det skulle være fair. Slaver var ikke nogle hun selv skaffede mere, det havde hun folk til. Hendes forretning havde formet sig, blevet mere professionel. Hun åbnede øjnene og vendte sig mod manden der sad i stolen foran hendes skrivebord.
”Så jeg er væk i noget tid, og min forretning bliver en andens ejerskab? Bare givet videre uden at informere mig om noget som helst af det? Og du lod det ske?” sagde hun roligt. Ham der sad foran hende var hendes tidligere rådgiver, men nu rival. En rival der havde tilbudt at købe hendes ”sørgelige” rester – bestående af bordellet og hendes titel som slavehandler. Tanken om at opgive det, var kvalmende:” Tera… Du har været væk så længe. Efter rygterne, havde din søster fået sit kram om dig” sagde han så i en rolig tone. Tera skar en grimasse som svar.
”Jeg ved godt at du tror at min forretning er oppe for handel. Og at min tilbagevenden er med en ustabil blødheed.” sagde hun så og sprang over sit bord så hun sad på kanten foran ham. Hendes fødder plantede hun på hans knæ og lænede sig tættere på hans ansigt, med et lille smil. Manden havde et surt udtryk, som havde han lige spist en citron, dog rykkede han sig ikke det mindste, selvom det var tydeligt på ham at han var irriteret over at hendes fødder var plantet på hans knæ. I et sekund, næsten hurtigere end han kunne nå at blinke, var hendes kniv hevet op af hendes bælte og presset mod hans hals.

Hendes mund bevægede sig roligt op til hans øre og kniven blev presset mere mod hans hals, tvunget til at læne sig helt bagud, kunne han ikke gøre modstand:” Jeg har været væk længe. Men er tilbage nu. Jeg er kun lige begyndt. Hvis du tror at du, eller nogen anden, ville kunne købe min forretning fra mig. Så tro om. Gør dig klar til at blive udkonkurreret.” og pludselig blev kniven presset, så et lille sår dannede sig. Hun rettede sig op og med et hårdt blik, skar hun en fin tynd linje langs hans hals, dog ikke til at han ville kunne dø af det. Men blodet piblede langsomt ud af det og han måtte tage en hånd op til den for at stoppe blodet.
Med en let bevægelse rejste hun sig og gik hen til sit skab og fandt en flaske whiskey frem som hun hældte i et glas:” Jeg syntes du skal lade alle vide det. Alle dem som tror at de kan komme og lege med min forretning som de har lyst til. Det var alt.” sagde hun så, og han rejste sig hurtigt inden han styrtede ud af døren. Hun smilte kort for sig selv og tog en slurk af glasset inden hun vendte sig om. Hendes blik ændrede sig til et lettere overrasket blik idet hun så ham. Markos.
”Hvad laver du her?” spurgte hun så, næsten en anelse skræmt. Og hvor meget havde han dog overværet? Kniven var stadig i hendes hånd, blodig efter den havde udfyldt sin opgave. Hun lagde den fra sig og følte sig næsten en smule akavet. Som om hun var blevet taget i at gjorde noget forbudt:” Jeg havde regnet med at du kom senere…. Hvor længe har du været her?” sagde hun så.

af Gæst Man 4 Jul 2016 - 22:45

Markos stod i døren, han var ankommet til at høre hende skælde manden ud og fortælle ham at han kunne fortælle videre at de kunne tage deres ide om at eje hendes forretning og stikke den op røven. Ikke helt Teras egne ord men det var tydeligt den mening hun havde. Han havde derfor også nået at se blodet på kniven, og mandens blodige hals. Han var en smule chokeret og vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre. Han blev af den grund bare stående i døren og kiggede på hende.

"Øhm lidt tid, ankom for ikke så lang tid siden. Meget akavet at stå nedenunder, så fandt hurtigst muligt vej herop."

Han kiggede på hende, med en svag rødmen over kinderne. Det var jo et bordel og for ham at stå ned under sammen med alle de mange halvnøgne kvinder var ikke ligefrem det mest behagelige han havde prøvet. Han kiggede på hende. Vidste ikke hvad han skulle sige mere. Han stod og tippede lidt frem og tilbage på fødderne inden han lukkede døren og trådte ind, men han blev stående ved døren som om han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv.

"Men øhm, det er da en meget hyggelig forretning du holder dig her? Sikkert en del du får gjort glade med den."

Det var måske ikke helt den forretning han selv ville have haft nogensinde, men hey det var da en forretning og udover manden fra før lod det jo ikke til at gøre skade på nogen. Han stod lidt og kiggede på bøgreolerne. Han stod lidt og vidste ikke hvor han skulle stille sig hen stadig. Normalt havde han gået over og givet hende en kram og et kys, men lige nu var han usikker på sig selv. Kniven, stedet, forretningen og nogle af de lyde der svagt kunne høres.

"Øhm er det ikke ubehageligt med lydene? Jeg tænker jeg kan svagt høre nogle lyde, men som varulv kan du vel høre det meste?"

han så ned i gulvet, og trådte et skridt tættere på hende igen. Han virkede som om han ikke følte sig tilpas, og lige nu gjorde han heller ikke. Stedet gik ham tildels på. Ikke fordi han havde noget imod bordeller, men det at være i et var ham ubehageligt.

af Gæst Tors 7 Jul 2016 - 13:40

Et kort smil gled over hendes læber da hun egentlig også var rigtigt glad for at se ham igen:” Jeg kunne forestille mig det. Når man ikke er så van til… branchen, kan det godt komme som et chok..” sagde hun med en blid stemme. Hun kunne ikke forklare hvordan hun havde det med ham, han fik hende bare til at føle sig rolig, lige meget hvad. Og nu hvor den søster som havde gidet tage sig af hende som barn var blevet bortført, havde hun følt sig en anelse fortabt. Også fordi at personerne der havde hende var ingen ringere end Ramsay og hans kæreste.. eller lover.. Hvad end de nu var! Havde Clary i sin varetægt. Dog i stedet for at blive opslugt af sine egne tanker, bemærkede hun at han rødmede. Det fik hende til at grine lidt:” Har du virkelig aldrig i dit liv prøvet at være på et bordel? Eller i nærheden af et?” spurgte hun så.
Kniven var for længst blevet lagt på bordet bag hende. Hun tog en tår af sit glas inden hun tilbød ham noget. Hvilken vært ville hun også være hvis hun ikke tilbød drikkelse. Hun lagde sit glas fra sig og virkede nu til at være ganske rolig. Til hans bemærkning kunne hun ikke undgå at smile og ryste let på hovedet:” Mange. Så mange at det i bund og grund ikke rigtig betyder noget.” sagde hun roligt og sank en klump inden hun fortsatte:” Når de kommer ud herfra går de alligevel tilbage til deres ensomme liv, indser det, og kommer vadende tilbage næste dag.” afsluttede hun. Hun så lidt ned i jorden. Hun havde ikke lyst til at tænke videre over det.
Det var utroligt hvor meget hun bare havde lyst til at gå hen og kaste sig ind i hans arme. Den tryghed hun følte hos ham, var hun også meget afhængig af. Så det kunne godt være at hun kunne stå og skælde nogle konkurrenter ud eller ligefrem skille sig af med dem, men hvis der var noget hun hellere ville så var det nok at være sammen med ham. Også hvis det var dårligt for hendes forretning. Men som varulv kan du vel høre det meste? Hun trak let på skuldrene og smilede kort:” Man vænner sig til det. Jeg har haft bordellet i ret lang tid… Det bare larm der bliver lukket ude.” sagde hun så. I starten var altid anderledes. Det var også derfor hun ikke rigtig ville nærmere ind på det spørgsmål. Hvilket også var en anelse tydelig da hendes blik veg væk fra hans, bare svagt.

Hun tog sig dog sammen og gik hen, med et lettere fast greb i hans hånd trak hun ham med sig hen til en anden dør der var i rummet. Hun åbnede den roligt og gik ind med ham, om hun så skulle trække ham. Men mon ikke han ville følge med hende? Dette rum var anderledes fra det andet da det var mere lydtæt. Det var et ganske lille fint rum, måske en anelse rodet i det, men det var jo hendes rum. Rodet var der også kun fordi hun egentlig aldrig tog nogen med derind.
Der var et vindue til udenfor, men den gode placering gjorde at når det blev åbnet, var der ikke nogle af bordellets ”andre rum” som havde vinduer på samme række. Hun så op på ham og slap hans hånd inden hun lagde den mod hans kind og prøvede at trække ham ned i sin højde med sin anden hånd. Hvis det lykkedes ville hendes læber blev blidt presset mod hans, i et passioneret kys.
Efter kysset var hendes hånd stadig på hans kind, tommelfingeren nussede ham i små blide dog kærlige strøg:” Markos..” sagde hun ganske lavt mens hun betragtede hans ansigt. Hun slap dog hans kind og vendte sig bort fra ham. Hun turde ikke se på ham mens hun sagde det:” Jeg tager.. øh... snart til Dragons Peak… Der er sket noget som… kræver min opmærksomhed.” hun sukkede og slog sin pande med en flad hånd, dog ikke særlig hårdt:” Jeg burde bare kunne sige det som det er.. Jeg satte en dusør ud på massemorderen Ramsay og nu har han taget min søster.” sagde hun så. Flot Tera, bare fortæl ham lige ud at det nærmest er en selvmordmission! Tænkte hun og bed sig i læben. Hun havde heller ikke lyst til at forlade ham. Overhovedet ikke.

af Gæst Tors 7 Jul 2016 - 20:40

Han rystede bare på hovedet af hende. Det føltes så underligt at snakke om det med hende, han havde ikke haft nogen ide om hvordan hendes arbejde faktisk var. Han vidste heller ikke hvordan hendes arbejdsplads så ud, trods hvad han havde vidst var dette slet ikke hvordan han havde forventet det faktisk ville være. Hendes spørgsmål fik ham bare til at rødme mere da tanken ikke var noget han nogensinde havde drømt om at gøre. Ikke fordi han fandt det en pinlig ting at gøre men fordi han ikke fandt nogen nydelse i at have sex med nogen medmindre han havde følelser for personen på nogen måde.

"Nej, altså har gået forbi et før, men har aldrig været der inde. Har aldrig haft lyst til det. Jeg vil så meget hellere have sex med nogen jeg holder af, det er ikke nydelse for mig ellers"

Han sendte hende et forsigtigt smil, da det jo sagde en del om hans tanker og følelser for hende. Hendes forklaring af hvordan bordellet fungerede gjorde også at han slet ikke havde lyst til at fortsætte det emne. Han lod det bare sive ud og dø ud med hendes ord. Det var alt for trist et emne så at sige, fordi sådan et liv som hun beskrev var trist. Hans blik gled over rummet, men blev ved med at vandre tilbage til hende, som han nogle gange blot stod og stirrede lidt på med mindre hun kiggede mod ham, hvor hans øjne ofte veg. Men da hun tilbød ham noget at drikke mødte han hendes øjne, og holdte blot blikket mod hende i noget tid, indtil han stille svarede hende.

"Jo tak, hvad end du selv får vil jeg også gerne have."

Han smilede til hende, som blev til et taknemmeligt smil da hun hev ham med sig ind i det tilstødende værelse hvor han kiggede sig omkring behageligt stille og ingen larm. Sikkert mange der ville blive tændt af at høre på det, men for ham var det blot forstyrrende. Rodet begyndte han med det samme at rode i, inden han tog en slurk af det hun havde tilbudt ham. Han smilede mens han gjorde det, det fik ham til at føle sig hjemme. Mindede ham om smedjen hvordan det rodede. Han drejede sig rundt, hvor han så mærkede hendes hænder mod hans kind og nakke. Han forstod sagtens hvor hun ville hen, da hun hev lidt i hans nakke. Han greb derfor om hendes baglår og løftede hende op, så hun kunne trykke sine læber mod hans, han gengældte det med glæde og lidenskab. Så rart, som en rus, eller en labyrint man blot lod sig selv fare vild i. Da hun slap hans læber igen kiggede han hende blot i øjnene, indtil hun gjorde an til at ville fortælle noget, da han satte hende ned på jorden igen. Han lyttede i første omgang bare, men da hun fortalte færdigt og stadig stod med ryggen til hende, gik han hen til hende, lod deres fingre flette sig sammen, mens han krydsede deres arme om hendes mave.

"Du får ikke lov til at tage afsted alene. Det lyder for farligt til at jeg vil tage nogen chancer. Så hvis du virkeligt vil tage afsted så må du altså have mig med."

Hans hoved hvilede lige over hendes øre som han nærmest bare hviskede ordene til hende. Det var tydeligt han mente det, men han ville ikke råbe af hende eller fortælle hende at hun var for dum for at gøre den slags for andre. Det var jo hendes familie, og han vidste at hun ville gøre alt for dem hun holdte af.

"Og hvis der skulle ske dig noget, så vil jeg have så meget tid med dig som muligt, og det kan jeg ikke få hvis jeg sidder her, og du render rundt der."

Hans hænder strammede lidt grebet om hendes da han ikke ville give slip på hende, det gjorde det også umuligt for hende at vende sig rundt bare sådan. Han nød at stå med hende sådan, han hvilede sit hoved mod hendes, og nød ellers bare at kigge ud af vinduet, ingen ting skete der, det var bare stille og roligt hvilket betød at alt der var der af lyde lige nu var deres egne vejrtrækninger. Så behageligt, så roligt. Han stod bare og nød det. Han hjertebanken var hurtigt mod hendes ryg, da tanken om at miste hende eller bare den minimale risiko om han tænkte der var, var nok for ham til ikke at kunne holde det i ro.

"Hvornår havde du tænkt dig at vi så skulle rejse til Dragons Peak?"

Han sørgede for at holde fast ved at hun ikke ville få lov til at gøre det alene, eller faktisk ville hun ikke få lov til at gøre det uden ham. Måske de ikke havde kendt hinanden så længe som andre par, men det betød ikke at hans følelser for hende var det svagere, eller det mindre ægte. Han slap hende meget langsomt, og drejede hende så om mod ham så de stod ansigt til ansigt. Han greb så hendes ene hånd og flettede deres fingre igen, inden han lagde den anden om hendes baghoved, og lænede sig ned til hende som han lod deres læber mødes i et langt og lidenskabeligt kys, han slap det langsomt og kiggede så ind i hendes øjne.

af Gæst Tirs 11 Okt 2016 - 15:08

Deres kys var lige præcist hvad hun havde savnet. Det var som først gang hun mødte ham. Et smil var over hendes læber, men alligevel ikke over den besked hun skulle til at give ham. Det ville være nemmere bare at stå og kysse uden ord. Hun sukkede dybt og betragtede verdenen udenfor. Da hun havde færdiggjort sin sætning stod hun og stirrede en anelse tomt frem. Det var alligevel tunge ord, mente hun selv. Hun mærkede ham bag hende, inden deres fingre blev flettet sammen. Hun kom med et dybt suk inden hun lænede hovedet tilbage mod ham og lyttede.
Et kort smil var over hendes læber som hun lyttede til hans ord, men en ting for hende stod klokkeklart:” Hmm… Hvis det er for farligt ville jeg da slet ikke have dig i nærheden af det.” sagde hun så roligt. Hun havde aldrig rigtigt set ham kæmpe og hun var ikke engang sikker på om han vidste hvad han var ved at gå med til. Hun havde lært at det var bedst at gøre ting alene, for hun havde ikke haft andre. Hun var vokset op med en søster der vendte hende ryggen, og en anden søster der var for usikker til at tage vare på nogen.
”Jeg vil være sikker på at du ved hvad du går med til. Det er ikke bare en leg. Kender du til Ramsay Deverux, halvdæmonen som har jagtet Doomsvilles indbyggere? ” sagde hun stille, nærmest en anelse tomt. Det sårede hende dybt at vide at hendes søster var i hænderne på sådan en koldblodig morder. Gad vide om hun overhovedet ville få Clary tilbage i live? Hun lukkede øjnene i og ønskede de mørke tanker væk. Stilheden fyldte rummet men hendes tanker fløj rundt og gjorde hende utilpas. Hun lænede sig mere tilbage i hans favn og lod være med at prøve at vende sig da han ikke ville lade hende bare sådan lige. Hun åbnede øjnene da han sagde noget og så ud af vinduet,
”Det skal nøje planlægges. Men vi må heller ikke vente for længe, for alle lytter og før vi ved af det, ved Ramsay at vi er på vej.” sagde hun så mens hun sukkede. Hun kørte en hånd igennem sit hår og følte at hendes hoved var ved at eksplodere. Hendes øjne flakkede rundt og hendes hænder rystede svagt over stressen hændelserne havde bragt sig. Det var kun et spørgsmål om tid før det hele ville koge over og hun ville gå amok. Det var i hvert fald sådan det hele føltes. Hun mærkede han slippe hende langsomt og det havde hun ikke lyst til. Hun havde ikke lyst til at han skulle slippe hende, han måtte ikke lade hende gå, men alligevel gjorde hendes krop ingen modstand.

Hun mærkede hvordan han drejede hende rundt, de øjne der ville mødes med hans var fyldt med bekymring og for meget overtænkning. Hendes hånd flettede sig ind i hans så snart de kunne og hun mærkede en svag ro falde over sig. Hans hånd mod hendes baghoved fik kuldegysninger til at løbe ned af hendes rygrad på en rar måde og før hun vidste af det, mærkede hun hans læber mod hendes. Hendes frie hånd greb om hans trøje og i et kort øjeblik havde hun glemt det hele. Alle bekymringerne og alle de mørke tanker.
Hun tog en dyb indånding og trommede sine fingre mod hans bryst inden hun kort overvejede hvad hun skulle sige, ”Det ville være… langt nemmere… Bare at stikke af fra det hele. Bare dig og mig. Og glemme dem..” sagde hun lavmælt, nærmest som en hvisken. Hun rystede dog kort på hovedet og hendes blik veg fra hans mens hun indrømmede:” Men det ville aldrig kunne gå. Det ville bare finde vej tilbage igen.” Så mange beslutninger som hun kunne tage og alligevel var den farligste den eneste som ville kunne redde hendes samvittighed.
En banken på døren fik hende til at kigge på Markos igen inden hun slap ham. Hun gik roligt hen til døren og sukkede lydløst inden hun så åbnede døren. En lille fyr stod med en bunke papirer som han blot rakte hende:” Undskyld Frøken O’Quinn men en fyr smed disse i mine hænder. Han sagde at der er en hilsen fra Hr. Ramsay Deverux, som for resten spørger hvordan din søster har det?” hans stemme virkede forvirret og usikker, men inden han kunne stille spørgsmål havde Tera snuppet papirerne:” Mange tak, farvel Morris.” sagde hun brat inden hun lukkede døren i. Hun så på papirerne og var mundlam. Dog bladrede hun gennem siderne som om hun ledte efter noget. Ud af ingenting slap hun pludselig papirerne og de røg på gulvet. Papirerne røg ud til alle sider og viste det vigtigste af dem. Et blodigt papir med en lok brunt hår der var sat fast med voks. Tera sagde ikke et ord.

af Gæst Ons 12 Okt 2016 - 18:41

Han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere hele situationen, det var noget meget tungt hun var i gang med at fortælle ham. Så meget havde han da allerede kunnet regne ud, især da hun sagde at hun ikke ville have ham i nærheden af det hvis det var farligt. Dette var også grunden til at han blot kyssede hende igen, midt i hendes sætning for at afbryde hende og lukke munden på hende. Det skulle der ikke være tale om, han havde tænkt sig at hjælpe hende uanset hvad det var, så meget kunne hun regne med.

"Jeg har hørt om ham, ret svært ikke at gøre når man bor her."[b] sagde han med forsøget på et smil. Han kunne fornemme at dette meget hurtigt ville blive mørkt og ukomfortabelt et emne. Det startede okay da hun bare sagde at det skulle planlægges men ret så hurtigt, og til det nikkede han bare. Han stolede på hende, og havde på fornemmelsen at uanset hvor meget kamp han havde set så ville hun stadig vide mere om denne slags ting der foregik i mørket. Bag dørene som ingen kiggede bag. Han kendte kun til almindelige slagsmål og simpel kamp.

[b]"Det ville det, men du er for god til det, du vil hjælpe din søster." han vidste ikke om det var sandt. Men han vidste at det var sådan han så på hende, han havde ikke set noget fra hende andet end en skøn kvinde, der ville redde hendes familie og var endt på noget af et sidespor på et eller andet tidspunkt i livet. Han nød bare at stå med hende, holde hende ind mod sig og gemme hende væk fra verdenen. Hun var hans og hans alene lige nu. Resten af verden kunne rende dens vej eller kollapse og lige nu ville han være ligeglad.
Idyllen varede dog ikke længe før de blev forstyrret af banken. Han stod bare og kiggede på den lille mand og afventede egentligt at Tera ville sige noget til ham, men ingen ord kom. Hun lod blot papirerne falde til jorden.
Han skyndte sig over og samlede alle papirerne sammen og lagde dem op på noget. Derefter gik han igen over til Tera, lidt i tvivl om hvad han skulle gøre. Han gik tæt på hende, og lagde en hånd mod hendes kind, og løftede langsomt hendes hoved så han kunne se hende i øjnene.
"Du skal nok rede hende Tera. Og jeg er med dig hele vejen." sagde han med et forsigtigt smil på læberne, inden han blot omfavnede hende igen og trykkede hendes hoved ind mod hans bryst.

af Gæst Søn 20 Nov 2016 - 2:10

Hun følte at hendes verden kunne brase sammen når som helst. Hun havde lyst til at græde. Bare sætte sig til at hulke, som om at det ville hjælpe på noget som helst. Da hun mærkede hendes hage blev løftet lukkede hun kort øjnene i. Hun kunne virkelig bare tude nu og det havde hun ikke lyst til. Det var først da hun mærkede hans arme om sig at hun kunne beslutte sig. Hun tog en dyb indånding, inden hun så op på ham. Hendes arme greb om ham, pressede sig selv mod ham for at få mere varme og rigtigt mærke tætheden. Hun slap ham efter noget tid, dog først efter at hun var faldet ned igen. Hun gik over til bordet med papirerne og samlede dem op.
”For alt hvad jeg ved, kunne han allerede have myrdet hende. Jeg ved ikke engang om jeg ville kunne bringe hende tilbage i live. Det kunne være at alt det her var forgæves.” sagde hun stille, med papirerne i hænderne, øjnene fikseret på blodet der dækkede dem. Hendes hoved kunne ikke lige kapere det i det øjeblik. Hun gik hen til vinduet og så ud af det. Roligt havde hendes ene hånd fundet vej ned til hendes mave som hun let pressede ind på. Da hun fik det at vide, vidste hun ikke helt hvordan hun selv skulle reagere. Det var nok derfor hun ikke turde ses med ham i noget tid. Bange for hvordan han ville reagere.
Tera var ikke meget for følelsesmæssige konfrontationer, især ikke når det indgik at hun skulle tale om hendes egne. Hun ville faktisk hellere bare undgå det. Men Markos måtte for længst have opfattet situationen og at noget var på gære. Hun så ned i gulvet og kradsede indersiden af sin hånd med sin negl mens hun overvejede hvordan hun skulle sige det, ”Øhm….. ja…. Der er noget.. jeg ville fortælle dig.” sagde hun stille inden hun så bare gik over til sengen og lagde sig på den. Roligt klappede hun ved siden af sig og ventede.

af Gæst Søn 20 Nov 2016 - 2:47

Han vidste ikke hvor slemt det der skete for hende var, det eneste han vidste var at det var hans job og hans ansvar at være der for hende lige nu. Han lod hende trække sig selv ind til ham lige så meget hun ville, han lagde endda sine arme tættere omkring hende for at give hende så meget tryghed og så meget nærvær som han kunne. Hun skulle ikke være i tvivl om at han var der for hende. Han lod langsomt hans arme slippe hende da hun selv slap ham, han ville være sikker på at hun ikke følte at hun var nød til at give slip på ham.

Hendes ord var svære for ham, fordi han ville ikke have hun gjorde noget der kunne være farligt for hende, men på den anden side ville han heller ikke have at hun skulle tro hun ikke kunne. Håb var vigtigt, det var med til at holde dem oppe og få dem til at gå gennem dagen selvom den så sort ud.

"Fremtiden er altid usikker, derfor vi bør leve i nuet og få så meget ud af det som vi kan. Og hvis du vil tænke noget om fremtiden så håb på at det bliver godt. Om ikke andet tror jeg på at du kan redde din søster. Og at prøve og fejle er vel bedre end slet ikke at prøve. Hvis du ikke prøver så kommer du til at bebrejde dig selv for ikke at have prøvet. Og husk jeg er med dig hele vejen."

Hans ord var rolige, men alvorlige. Der var ikke noget ved samtalen som lige nu ikke var alvorlig. Han havde stillet sig på den anden side af bordet end hende og snakkede henover det. Da hun gik over til vinduet kunne han godt se hun lavede et eller andet, men hvad det var præcis hun lavede vidste han ikke. Han var gået et par skridt i retning af hende, men hun virkede stadig fraværende selv da hun talte, så han blev blot stående istedet. Hendes ord var underligt kryptiske men han ville høre hvad det var hun havde at sige, det måtte jo være vigtigt med den måde hun var ved at fortælle det på.

"Siden jeg skal lægge mig har jeg på fornemmelsen det kan være et mindre chok?"

Med det sagt lagde han sig ned på siden ved hendes side og kiggede på hende. Roligt lod han sin hånd stryge over hendes kind og flyttede hendes hår for at han bedre kunne se hendes ansigt. Han smilede til hende, da det glædede ham at ligge der med hende. Han kunne heller ikke tro det var noget skidt, for deres forhold, hun havde at fortælle når hun gerne ville have ham til at lægge sig ned ved siden af hende. Han så hende i øjnene, inden han forsøgte at spørge ind til hvad det var.

"Ud med det søde, du skræmmer mig ikke væk med det."

Sagde han blot med et smil på læberne, efter at have lært at hun havde solgt slaver, ejede et bordel og at hendes søster var fanget af en seriemorder for slet ikke at tale om det besøg han havde haft af Lavender, så vidste han at der skulle en del mere til at skræmme ham væk.

af Gæst Søn 20 Nov 2016 - 3:36

Som han lagde sig ved siden af hende og hun mærkede hans hånd stryge hendes kind, løftede hun selv sin hånd og lagde den ovenpå hans. Først så hun bare på ham mens hun langsomt trak hans hånd ned ad sin krop. Hun sagde ikke rigtig noget, mest fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle sige det, så hun ville ikke engang prøve. Hånden blev stoppet mod hendes mave og hun så kort ned på den, hun åbnede munden for at sige noget:” Det var et chok for mig… jeg.. øh, vidste det heller ikke.. eller jeg har vidst det i noget tid.” Hun kunne selv fornemme hvordan hun rodede rundt i det. Hun tog en sidste dyb indånding for at samle det sidste mod til at sige det. Det var alt eller intet for hende.
”Jeg er gravid..” hviskede hun nærmest. Ordene føltes tunge og hun vidste ikke engang om han hørte det. Så hun sagde det igen, denne gang en lille bitte smule højere men stadig en form for hvisken, ”Jeg er gravid Markos”. Hun havde nok følt sig en anelse mere begejstret over det hvis hun havde været i en anden situation, men så igen kunne det ikke være til at vide – Hun kunne trods alt ikke lide børn. Så at finde ud af at hun var gravid, bragte ikke de typiske store glæder som det ville have bragt en anden mere kompetent kvinde indenfor området.
Hvis hun absolut skulle tænke over hendes præcise reaktion, mindedes hun et smadret kontor. Hun var blevet overvældet af det hele, det var bare ”fucking perfekt!!” som hun havde råbt et par gange, perfekt timing. Men efter et par dage havde hun valgt at acceptere det. Et valg som hendes mest betroede ansat, Mr Morris kun var glad for, da han havde været den der skulle rydde hendes rod op og genopbygge kontoret, så alt så ud som det plejede, blot for at hun næste dag ville smadre det igen.
Hun så op fra deres hænder og på ham. Hun ville se hans reaktion. Ville han være glad? Sur? Hun vidste det ikke. Hun rykkede tættere på ham og greb fat i hans trøje, mest for at indikere at hun ville have mere af hans nærvær. Hun virkede mindre fraværende efter at have udleveret de tunge nyheder, men det var stadig som om at noget nagede hende. Hun tog dog selv initiativet til at poppe boblen:” Inden du siger at jeg ikke bør tage af sted, så husk at jeg er nød til det. For Clary.” sagde hun. Tonen var selvfølgelig målrettet og alvorlig. Det var nok det eneste han ikke ville kunne tale hende fra at gøre. Også selvom det ikke kun omhandlede hendes liv nu.

af Gæst Søn 20 Nov 2016 - 17:31

Han lod hende rykke hans hånd, og da hun lagde den mod hendes mave begyndte han langsomt og forsigtigt at nusse hendes mave blidt. Han så på hende da hun begyndte at tale, der var ikke nogen tvivl om at hun forsøgte at hentyde til hvad det var hun ville fortælle men at hun ikke helt kunne gøre det ordentligt. Han hørte dog godt hendes hvisken, men grundet at det var så lavt som det havde været så havde han ikke været helt sikker på det indtil hun sagde det igen. Han så hende i øjnene, og det var tydeligt at se at han lyste op i en hvis form for glæde over hendes nyhed. At få barn med hende var en fantastisk ting, han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det, men der gik det så op for ham at hun havde planer om at rejse ud til en seriemorder, det gjorde ham meget bekymret.

"Jamen det er jo fantastisk, noget af en glædelig nyhed."

Kom det over hans smilende læber, fordi på trods af bekymringerne så var det vigtigt at han fortalte hende at han var glad for nyheden, for ham var det en god ting. Men han vidste stadig ikke hvordan han skulle sige til hende at han ikke kunne lade hende tage afsted. Han mærkede hendes hænder knuge sig om hans trøje, og han lod hans hånd glide fra hendes mave om til hendes ryg så han kunne trække hende ind til sig. Han kyssede hende på kinden, og ubevidst rykkede han sig lidt så han var sikker på at han ikke trykkede mod hendes mave.

"Har du ikke nogle der arbejder for dig du kan sende i dit sted? Nogen der ikke bærer på noget så vidunderligt som vores barn."

Han vidste ikke hvordan han skulle sige det, han var fyldt med følelser af glæde og bekymring. Han ville bare ikke have der skete hende noget, uanset hvad så var det vigtigt for ham at hun ikke kom til skade. Ikke bare for hans eller hendes skyld, men for det ufødte barns skyld også. Han holdte dog ellers bare om hende, sådan at hendes overkrop var tæt ind mod hans, mens hendes mave blev holdt fri. Han var meget forsigtig, måske også lidt for forsigtig når det kom til stykket.

"Men hvis du virkeligt vil afsted, så må du love at holde dig i baggrunden og lade mig om at slås hvis det bliver nødvendigt? Okay?"

Han vidste godt at vreden kunne dukke op i hende når de var afsted, men at høre hende love ham det nu ville om ikke andet få ham til at slappe mere af. Det ville få hans bekymring til at falde noget hurtigere på den måde.

af Gæst Ons 14 Dec 2016 - 22:49

Det var ingen lethed at sige det. Men alligevel føltes det som om en stor byrde pludselig var løftet fra hendes skuldre. Det var ude i det blå og hun skulle ikke længere bekymre sig. Ærlig talt havde hun ikke tænkt over hvilken reaktion han ville have. I hendes hoved ville hun stadig kunne overbevise sig selv om at han nok en dag skulle blive træt af hende og forlade hende. Den gamle hende havde nok også været ligeglad. Hvilket gjorde hende glad for at hun ikke længere var den person. Hun smilte kort da han smilte. Det bragte hende en underlig glæde at se ham smile.
Hun puttede sig tæt ind til ham, selvom hun godt bemærkede at han undgik at røre hendes mave. Hun smilte lidt for sig selv ind mod ham og lukkede sine øjne lidt i. Det her var meget rart. Hun så op på ham og tog kort fat om hans ene hånd, for så at flette sine fingre ind i hans. Hun så ned på deres hænder mens hun lyttede til ham. Den sidste bemærkning fik hende til at smile kort, men det var også kun ganske kort. Der kom et suk fra hende inden hun talte:” Hvis jeg sender en anden så vil han slå hende ihjel med det samme. Hvis jeg selv tager afsted er der nok en chance for at hun overlever...” selvom hun prøvede at lyde selvsikker så kunne hun ikke vide hvad der ville ske. Det var blot en forsikring, nok mere til hende selv, om at alt nok skulle gå i sidste ende.
Den bekymring han følte kunne hun svagt ane. Ikke mindst fordi hun selv var bekymret. Men ikke så meget for barnet. Faktisk hvis det stod til hende, så ville hun mene at barnet var stærkt nok til at klare hvad end der skete. Det var jo trods alt inden i hende og ikke i Ramsays usle klør. Hun lagde en hånd over maven der knapt nok havde ændret sig og så op på Markos.
Med et satte hun sig op på hans mave og så ned på ham:” Hmm.. Jeg lover at holde mig i baggrunden. Så længe Clary er okay.” sagde hun stille inden hun lænte sig ned over ham. Hun lagde sine hænder blidt mod hans skuldre og lod deres læber mødes i et kys. Kysset varede lidt længere end et normalt kys, alt efter hvad Markos ville. Tera rettede sig lidt op inden et skævt men velkendt dristigt smil kom over hendes læber:” Trods alt er det her den rette afdeling for mig. Jeg ved nogen lunde hvad jeg er oppe imod...” hun holdt ned pause da hun kom til at fnise en anelse:”.. og jeg er altså stærkere end jeg ser ud! Det ved du godt..” sagde hun så. Det var ikke tit at Tera lagde op til at gøre en seriøs situation fjollet, men hun følte at dette øjeblik godt måtte være det. De var trods alt på vej imod en mørk tid. Så komiske indslag var der altid plads til.

af Gæst Søn 18 Dec 2016 - 16:25

Han var ikke i tvivl om at det her var svært for hende, men han kunne med god samvittighed ikke bare lade hende tage afsted uden at sige et eller andet om at hun skulle passe på. Han vidste at uanset hvad ville han bebrejde sig selv hvis der skete hende noget, men han var nød til at bede hende lade være med at tage afsted alligevel.

"Og jeg lover ikke at lade dig..." fik han sagt inden hun afbrød ham med et kys, og han kunne ikke gøre andet end at give sig hen. Og da hun slap kysset nåede han så at fortsætte hans sætning. "... gøre noget alt for dumt" han ville ikke være useriøs men fordi hun havde fået et skævt smil kunne han ikke lade være med at være lidt mindre seriøs en han egentligt havde tænkt sig.

Han så op på hende med et varmt smil. Han var ikke sikker på hvad han skulle sige til hende, men han vidste at hun irriterede ham lige nu. Fordi han ville gerne være formanende men han kunne ikke lade være med at blive smittet af hendes flabede personlighed. Det var ikke okay af hende, men han kunne ikke være sur eller formanende fordi det ville nok være en god ide at slappe bare en smule af og have en god dag. De var jo trods alt sammen hvilket kun gjorde dagen bedre.

"Du er nu ellers så sød når du er svag." sagde han med et skævt smil, det var jo trods alt en af de ting han var faldet for den dag de var mødtes. Han greb også om hendes talje og hev hende op at sidde længere oppe på hans bryst, mens han løftede hendes trøje lidt før han kyssede hendes mave. "Hvad håber du på af køn?" spurgte han hende roligt mens han langsomt satte sig op og løftede hende også ned at sidde på hans lår. Han så ned, hvorefter han kiggede op og kyssede hende intenst mens han lagde hende ned uden at slippe hendes læber. Han slap så kysset og var nød til at trække vejret tungt.

af Gæst Lør 25 Feb 2017 - 20:59

”At køre en kniv i hjertet på den dæmon til Ramsay… Det virker ikke som det dummeste jeg kunne gøre. Der er langt værre scenarier” sagde hun med et skævt smil på læben. Hun havde slet ikke lyst til at overveje muligheden for at Clary kunne dø. Det virkede alt for usandsynligt selvom hun godt vidste at chancen var stor. Hun kendte ikke Ramsay, men ud af de rygter hun havde opsamlet, var der ikke rigtig nogen der overlevede når først de var i hans klør. At redde Clary var mere et drømme-scenarie og jo mere hun tænkte over det, jo mere håbede hun på at hun ville redde hende.
Hele situationen med at være gravid føltes underlig for hende. Havde det været enhvers andet barn havde hun med største sandsynlighed prøvet flere gange på at skille sig af med det. Men med Markos var det anderledes. Det var altid anderledes med ham. Hun følte faktisk en indre ro.
Til hans bemærkning om at hun var svag rystede hun bare let på hovedet med et smil på læben:” Det var et heldigt tilfælde..” sagde hun, selvom hun var ret glad for at det var sket. Hun havde nok ikke været så glad som hun var nu, hvis han ikke var blevet en del af hendes liv. Det kunne hun ikke se bort fra, lige meget hvor meget hun nu end prøvede at overbevise sig selv om at hun ingen følelser havde. Det følelser han fik frem i hende, var ikke bare små følelser.
Hun smilte af ham da han kyssede hendes mave. ”Hmm. Begge er interessante. For mig betyder det ikke noget.. Så længe det er dit.” sagde hun med et glad udtryk. Da han skubbede hende ned på hans lår og satte sig op så hun på ham indtil han kyssede hende. Hun lagde sine hænder på hans skuldre og kyssede med som han lagde hende ned. Da han slap kysset åndede hun tungt ud mens hun så ham i øjnene. ”Jeg… er rigtig glad for at det er dit og… at jeg har dig…” sagde hun så, hendes blik skiftede mellem hans øjne og hun slap ikke hans skuldre. Dog fordi hun var Tera var hun altid nød til på en eller anden måde at skubbe det lidt væk fra sig:" Men det er ikke fordi jeg er ekstremt sentimental eller sådan noget..."
Pludselig trak hun sig selv op og ham tættere på sig idet hun kyssede ham, gengældte den intensitet han havde haft før, mens hun hev en anelse i hans skjorte. Da hun stoppede kysset bed hun sig lidt i læben mens hun selv trak vejret en anelse tungt:” Markos…” mumlede hun stille idet hun slap hans skulder med den ene hånd og lagde den mod hans kind. Hun nussede hans kind blidt med tommelfingeren mens hun bare i et øjeblik nød at kigge på ham.

af Gæst Søn 9 Apr 2017 - 15:54

Han kunne ikke være helt uenig, Ramsay lød ikke som en der ville være slem for verden at miste, han havde ikke haft noget imod at kende nogen der kunne gøre det mere sikkert for dem at gå efter ham. Hvis bare han havde haft en kunde eller nogen som han stolte på der kunne bruges til noget, men ak hans mester handlede mest i andet end våben, så lejesoldater eller lignende var ikke ligefrem nogen der kom forbi deres smedje ofte. Han nikkede også derfor bare til hende, og gav hende et roligt kys på kinden.

"Nej han lyder som en der fortjener det. Og tro mig hvis han gør dig noget, på nogen måde så skal jeg med glæde trække blod for alvor."

Markos vidste godt han ikke være den dygtigeste kæmper, eller den stærkeste men han vidste også at han ville gøre hvad som helst for den kvinde han nu lagde med. Den kvinde som bar hans barn, og som han ikke ønskede der skulle ske noget ondt nogensinde. Hvis han kunne ville han være hendes skjold og sværd. Være alt for hende han kunne være. Han smilede over hvordan hun havde det med barnet, hendes ord og hendes overflydende følelser hun ikke kunne skjule var fantastiske, så boblende og varme, hans smil blev blot større og han følte ikke han behøvede at give hende mere svar end at se hende varmt i øjnene.

"Det gør kun dine ord betyder det mere for mig, og dine følelser, og dig generelt."

Hans læber kærtegnede hendes øre som han hviskede dem til hende, hun ville så gerne tage afstand, og hun var vant til det kunne han mærke og forstå. Men det at hun ikke kunne tage afstand og alligevel sagde den slags ord til ham, varmede ham helt igennem hans krop. Han sukkede i hendes kys da hun hev i hans skjorte. Han kunne ikke lade være med at tænke på at de kunne risikere at miste hinanden snart, og at han derfor ville have så meget ud af deres tid sammen. Han holdte kysset som han løftede hende op at sidde i hans skød igen så de sad ansigt mod ansigt.

"Jeg håber ikke du har noget arbejde i aften, fordi jeg går ingen steder jeg vil nyde alt min tid med dig til det yderste, nyde dig, din krop, din duft, dine ord og dine læber. Jeg vil være sikker på at jeg vil kunne forestille mig hvordan det er at holde om dig, snakke med dig, nyde dig eller blot se dig uanset hvad der sker."

Han lagde hende så langsomt ned i sengen igen, og begyndte at kysse hendes hals, mens han fumlede lidt akavet med at skubbe hendes vest af hende, han var meget usikker på om hun havde lyst så han ville sørge for at hun kunne sige fra hvis hun ville, men så kom han til at tænke på om det kunne være farligt for fosteret uanset selvom det var så tidligt. Så han stoppede pludseligt og så på hende.

"Hvad med din graviditet, kan det være farligt?"

Han lignede nok lidt en skræmt kanin, men tanken om at komme til at gøre noget der skadede det barn, eller hende, eller noget hun ikke ønskede var det værste.

af Sponsoreret inhold

Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos

Sv: Uhm. Weren't you supposed to come later? -Markos