You can fight, I respect that.((Lailah))

Kol stod foran en ung mørkhåret kvinde. Et ganske almindeligt menneske. Så ordinært. Hendes ene hånd lå på hans overarm, og på trods af Kols mangel på følelser og forståelse for menneskelige behov, så vidste hun godt hvad hun havde gang i. Hun fandt ham interessant, tiltrækkende. Han vidste udmærket godt, at han var en flot fyr. Det var ikke til at komme uden om. Kol trak hans læber op i et smil, der til en forveksling virkede meget menneskeligt. ”Skal vi ikke gå et stille sted hen?” Han blinkede opfordrende til hende, og da hun nikkede, førte Kol hende ind i en mørk gyde. Der var en del ude, omkring den populær dansekro. De fleste var dog så påvirket af alkohol og andre ting, at de ikke opfattede hvad der foregik omkring dem. Men Kol havde alligevel tænkt sig, at få det overstået hurtigt. Der var ingen grund til, at give folk mistanke om hvad han havde gang i. Han havde ikke tid til at torturere hende. Ærgerligt. Lige så snart de var drejet om hjørnet, var kvinden ovre ham. Hun kyssede ham, og lod hendes hænder bevæge sig hen over hans brystkasse. Kol skubbede til hende, så hun væltede ned på jorden. Han gik hen, og satte sig på hug foran den uforstående kvinde. ”Mine behov er anderledes end dine. Opfyld dem, og det er bedst for dig selv.” Kol trak hende op at stå, og puffede blidt til hende, så hun gik længere ind i gyden, så mørket ville opsluge dem, og de var skjult væk fra omverdenen. Han trak en lille kniv og et glas frem og gav hende det. Han satte sig godt til rette på en træ-æske og nikkede til hende. ”Gå i gang. Skær dig selv, og sørg for at du ikke spilder. Spilder du, bliver du straffet. Når glasset er fyldt, giver du det til mig.” Hun rystede voldsomt på hovedet, hvilket fik Kol til at rejse sig under et suk. ”Hvis du ikke gør det, så gør jeg det. Tro mig, du vil helst gøre det selv.” Med tårerne løbende ned af kinderne, begyndte hun at skære i hendes underarm. Han satte sig igen og nød underholdningen.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvordan hun helt præcis var endt ved dansekroen, var et godt spørgsmål. Jovist, hun havde selv beordret hendes ben i den retning, men hun havde ikke i sine vildeste tanker forestillet sig at hun ville ende lige præcis dér. Det var uvante omgivelser for den lyshårede engel, der denne aften havde begivet sig ud på en rolig gåtur. Solen havde for længst passeret horisonten, og den kølige vind fik hårene i hendes nakke til at rejse sig.
”Lailah! Lang tid siden pus.”
En flok middelaldrene væsner, der tydeligvis havde indtaget mere alkohol end hvad der var godt for kroppen, nærmede sig grinene englen. En af mændene blev taklet af en stilleliggende sten, og blev nødt til at gribe fat i Lailahs skuldre for at holde sig oprejst. En alt for dyr cologne blandet med lugten fra den indtaget alkohol, rev i hendes næseborer og fik hende kort til at skære en grimasse.
Hvem var disse væsner?
Manden som stadig støttede sig op af hende, lod fingrene glide igennem et tot af hendes hår, for derefter at indhalere den søde duft af renhed. Et bad virkede som et ukendt fænomen for herren overfor hende.
”Har du farvet hår?”
Lailah rynkede brynene og kiggede uforstående på gruppen af væsner, som pludseligt syntes at stoppe tant og fjas, for at betragte engles ny farvet manke. Det gik op for hende at manden ikke længere virkede så venlig og imødekommende som før, men tværtimod truende.
”Det er jo det jeg siger! Forandringer, det er hvad der skal til!”
Hun gav sig selv en mental lussing for hendes åndssvage svar. Hun havde ingen ide om hvordan hendes alter ego begik sig med andre mennesker, og om dette overhovedet var noget hun kunne finde på at sige. Der gik dog ikke længe før den lille gruppe brød ud i grin.
”Jeg sagde jo at det var hende!”
Han vendte sig om og grinede triumferende til resten af væsenerne. Lailah grinede svagt, sagde et kort ’vi ses’ og trissede hurtigt afsted.
Hun forsvandt ind i den nærmeste gyde hun kunne finde, og tog sig selv til brystet, hvor hun tydeligt kunne mærke hendes hjerte slå afsted.
”….bliver du straffet. Når glasset er fyldt, giver du det til mig.”
Lailah drejede forsigtigt hovedet i retningen af stemmerne, og kunne klart konstatere, at dette ikke skulle ses af andre end de to involverede. Perfekt! Lailah havde fået for vane netop at stoppe sådanne begivenheder. Kvinden lignede ikke ligefrem en der nød at blive tappet fra som en vin karton, så hvorfor ikke gribe ind?
Tårerne trillede nu ned forbi maskaraen og malede hendes kinder sorte, mens hun skar hul i hendes underarm. Det var Lailahs ledetråd!
”Stop det!”
Hun løb hen og trak kniven ud af hånden på kvinden, hvor hun derefter straks holdt den truende op mod dæmonen. Eller, måske ikke så truende som hun i hendes hoved havde forestillet sig det ville være, taget betragtningen af hendes udseende, men det betød ingenting. Så længe hun havde dæmonens opmærksomhed. Kvinden fattede hurtigt pointen og stak af.
”Jeg tror ikke helt at du er klar over, hvordan man behandler kvinder; har jeg ret?”

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kol blev siddende, med et smil placeret på hans læber. Lige indtil nogen stoppede hans underholdning. Da hun pegede kniven imod ham, så han ikke ligefrem imponeret ud. Det ville måske gøre ondt, men han skulle nok komme sig. ”Det var ikke sødt gjort.” Han rejste sig op og så først på kniven, og så op på hende. Da kvinden stak af, tog han en dyb indånding, før han gik hen imod kvinden der nu holdte kniven. Han lod hans ene finger hvile på bladet. ”Mine forældre opdragede mig dårligt,” lød det tørt fra ham. Han så studerende på den blonde kvinde. Hun lignede ikke ligefrem en udfordring, hvilket var ærgerligt. Udfordring kunne være meget godt til tider. Kol fjernede hans finger fra bladet igen, og vendte ryggen til hende. ”Det er meget nobelt af dig, at ofre dig selv for en anden kvinde. Men dette betyder blot, at du vil tage hendes plads.” Han drejede sig om imod hende, og så på hende med et smil, der virkede lige så køligt som is. ”Gå bare i gang. Jeg glæder mig til at se, hvor meget der skal til, før du falder om af blodmangel.” Kol satte sig til rette igen, og løftede hånden, hvor han gjorde et tegn til hun skulle forsatte. ”Det er faktisk utrolig underholdende. Vi lever i en verden, hvor man må skabe sin egen underholdning. Jeg gider ikke leve et kedeligt liv, jeg vil skabe spænding. Jeg regner ikke med du forstår det. Du er for god af dig. Det er prisværdigt, men kedeligt.” Kol drejede hovedet og fik øje på en eftersøgt plakat. Han rejste sig op, og gik hen for at rive den ned. En lavmælt latter lød fra ham. ”Ser man det.” Han gik hen imod kvinden og holdt plakaten op ved siden af hans hoved. ”Synes du tegningen ligner mig? Det fanger bare ikke essensen af mig. Men det er også svært at fange dette..” han hentydede til hans ansigt med en hånd, ”.. Er ikke til at fange på en tegning.” Han krøllede plakaten sammen og smed den fra sig.

Hun fulgte hans finger med øjnene, som dansede let og elegant hen over det skarpe blad. Brættet var stillet frem og brikkerne var sat i spil; nu gjaldt det blot om enten at vinde dette dødsspil, eller finde en herrens god udvej, uden de store omkostninger.
Hun opdagede først at hun havde holdt vejret, da dæmonen fjernede fingeren fra bladet og vendte ryggen til hende. Den kolde, ubarmhjertige kniv var blevet varm mellem hendes fingre, og lagde bestemt ikke godt i englens blide hånd.
Et lille grin undslap hendes læber, da han nævnte, at han havde brug for hende til at overtage den anden kvindes tidligere plads. Som var hans taleorgan lavet af is, talte han roligt og fattet om hvordan han ville nyde at se hende dejse om af blodmangel. Det var en særdeles skræmmende situation, men Lailah havde ikke blot forbedret sig fysisk ved at træne med Delilah, hun havde også forbedret sig mentalt og taget noget af hendes kære venindes kæk- og flabethed med sig.
”Jeg troede ærligtalt ikke at du var den godtroende type. Hvis du virkelig er så naiv og tro, at jeg vil tage den kvindes plads, så må jeg desværre skuffe dig.”
Hun ville have smidt kniven fra sig, men alt i hendes krop modsagde hendes hjerne. Hendes instinkt sagde, at det ikke ville være det mest optimale at smide hendes eneste våben fra sig - eller, det eneste våben hun havde hvis man så bort fra hendes evne. Hun legede lidt med kniven med hendes ene hånd, og lod den glide over i den anden for derefter at lægge den til rette. Det var underligt for hende at have en kniv i hånden, men hun havde på fornemmelsen at hun ville få brug for den.
Hun rynkede på brynene da han kaldte hende kedelig. Ja, hun havde måske spillet et sikkert spil det meste af livet, men hvad vidste han om det? Han var ikke blot godtroende, han var åbenbart også god til at putte folk i kasser med stereotyper. Åh ja, han havde virkelig formået at gøre et dårligt førstehåndsindtryk.
Hun skiftede kniven over i den anden hånd da han begyndte at grine af en plakat, som åbenbart skulle forestille ham. Hun himlede med øjnene over hans arrogance, hvor derefter hendes ene mundvig trak sig op i en let bue, og dannede et fint skævt smil, som pyntede godt i englens ansigt.
Hun trissede hen efter den krøllede plakat og samlede den op. Plakaten blev foldet ud og endnu engang holdt op ved siden af dæmonens ansigt.
”De har da i hvert fald formået at fange din arrogance og selvcentrerede ego. Udseendet er heller ikke helt ved siden af,” hun holdt en kort kunstpause, og fortsatte derefter med et lille smil placeret i ansigtet ” ud over at du selvfølgelig ikke er nær så køn som ham på tegningen.”
Hun smed tegningen fra sig og forsøgte at forholde  sig roligt da hun gik forbi ham. Hvis han dog var opmærksom, ville han kunne ane en skælven i hendes skuldre og en hvis usikkerhed i hendes gang.
”Godt så, hvis vi er færdige her, så er det vist på høje tide for mig at komme videre.”
Inderst inde bad hun kort til guderne om, at dæmonen ville glemme at Lailah havde hjulpet kvinden med at flygte, og at han derfor ikke ville forsøge at stoppe hende i at gå videre. Hvis han dog forsøgte at stoppe hende, ville deres sammenstød denne aften, næppe blive køn.

Kol så på hende da hun grinede. Hendes efterfølgende ord, fik ham til let at hæve et øjenbryn. Hun virkede ikke nær så svag, som han først havde regnet med. ”Det var ærgerligt. Jeg tror ellers du ville være en god erstatning. Måske endda bedre.” Han kunne godt lide hende, eller lide var måske for meget sagt. Han kunne ikke lide nogle. Der var nogle han kunne tolerer, og så var der nogen han kunne have det sjovt med, men stod det mellem dem og ham, ville han altid selv vælge ham. Den eneste han nogensinde bare kunne overveje at redde fremfor sig selv, var hans afdøde søster, Freya. Hun reagerede ikke synderligt meget på hans kommentar om plakaten, men det var også fint nok. Han trak bare tiden ud, han kunne lige så godt komme i gang med det sjove. Da hun samlede plakaten op og så kommenterede på den, kunne han ikke lade vær med, at vise antydningen af et smil. Hans smil så dog for det meste diabolske ud, medmindre han skulle opnå noget, i sådan et tilfælde kunne han sagtens smile almindeligt, men det gjorde nærmest ondt i hans kæbe, fordi det på ingen måde var en naturlig bevægelse for ham. ”Vittigt,” svarede han bare uden at se på hende. Da hun lagde an til at gå, rømmede han sig kort, som hvis han skulle til at holde en lang tale. ”Tror du det er en god idé at gå? Lad mig forklare dig noget. Jeg får altid hvad jeg vil have. Ja, kald mig forkælet, men jeg skal nok få det. Og lige nu vil jeg have dig til at tage kvindens plads. Går du nu, vil jeg finde dig, gøre dig bange for hver skridt du tager, fordi jeg måske gemmer mig i skyggerne bag dig. Du vil leve i frygt resten af dit liv.” Kol gik hen ved hendes side og rakte hånden frem, ”hvis du går, vil jeg gerne have min kniv tilbage.” Han bøjede det yderste led af hans fingre, som tegn på hun skulle ligge den i hans hånd.

Hun fnøs og rystede hovedet.
”En god erstatning? Skulle det der være en kompliment for at vinde mig over? Jeg er ked af at sige det, men det virker ikke.”
Efter at have passeret Kol, følte hun endelig at hun kunne ånde lettet op, lige indtil at han rømmede sig, hvor hun stivnede i selv samme øjeblik. Så tæt på, men alligevel så langt fra.
Hun lyttede til hans ord, hvor hårene langsomt rejste sig på hendes arme, efterhånden som hans ord sivede ind, og oplyste alvorligheden i denne situation. Hun kunne dog ikke lade vær med at tænke, at når han plejede at få alt hvad han ville have, skulle denne dag være en undtagelse.
Han sagde at hun ville leve i frygt, resten af hendes liv, og lige netop denne konstatering måtte hun tykke lidt på. Hun slog blikket ned og lod tankerne søge over mod Delilah. Tøsen som forsvandt ud af hendes liv, så Lailah ikke behøvede at frygte noget. Delilah var tilbage i hendes liv nu, så hvad gjorde endnu en ting at frygte?
”Frygt? Skriv dig på listen, så tager vi den om et par år.”
Hun lod blikket hvile på kniven, og derefter på hans hånd. Hun var ikke så naiv og tro, at der ikke ville ske noget hvis hun gav ham kniven – men det ville sikkert heller ikke gå fredligt for sig, hvis hun nægtede ham hans kniv.
Hun var godt klar over, at hendes næste træk var som at lege med ilden, men han havde selv sagt at han plejede at få sin vilje, og hun brød sig ikke om hans arrogante facade, så hun havde svært ved at modstå fristelsen.
Hun holdt kniven op foran sig selv, og lod den så til sidst glide ud af hendes hånd og ned på jorden foran ham. Bladet fra kniven ville klingre smukt mod jordens hårde overflade, hvis ikke Kol greb kniven i tide.