Bli hos mig Raf. Vil ikk være alene mere ~ Raf

S: Skoven
T: 11:00
V: Lunt og tørvejr.
O: Træer.

Det var noget tid siden Mouniqe sidst havde set Raf, men takket være hende, så kunne Mouniqe nu snakke en smule, men kun lige nok til hun da kunne fører en kort samtale, da hun langt fra kendte alle ord endnu. Hun var begyndt at savne Raf og vil ha hun var her nu og underholdte hende. Hun var begyndt at føle sig ensom når hun var alene og Raf ikk var hos hende. Mouniqe rande længere ind i skoven, da hun ellers ikke vidste hvad hun skulle lave. Kunne Raf ikke bare flytte her ud så Mouniqe ikke følte sig så ensom når Raf var væk? Hun sukkede stille.

Rafaela var begyndt og savne sin lille engel. Det var ved og være noget tid siden de sidst havde set hinanden. Hendes far havde nærmest holdt hende fanget på slottet og kunne ikke komme ud for og se til sin lille prinsesse. Mouniqe var som en slags datter for hende. En trøst for hende siden hun mistede sin egen søn for nogle måneder siden. Hun ville ikke miste denne pige ud af sit liv. Hun gik rundt i skoven i en sort og lilla kjole der gik hende til knæene. Hun kiggede rundt i skoven indtil hun kunne se Mouniqe. Hun løb hen til Mouniqe og løftede hende i sine arme og smilede stort over hele ansigtet og knurrede hende ind til sig "Hvor har jeg savnet dig min lille prinsesse" hviskede hun stille i Mouniqes øre. Hun nussede Mouniqe i håret og man kunne tydeligt se og mærke på hende, at en lykke var spredt rundt i hele hendes krop og fjernet alle de mørke skyer der ellers havde været i hendes liv de sidste mange måneder.

Mouniqe var begyndt at blive nervøs for, at Raf havde glemt hende, da hun ikke havde været her så længe. Kunne Raf ikke li hende mere eller hvad? Hun blev trist ved tanken, og gik stille videre gennem skoven, men standsede op da hun vagt hørte en komme mod sig. Hun så en person som kom mod sig, og var lige ved at stikke af, da hun så genkendte Raf, og blev stående. Hun lod Raf løfte hende op, og Mouniqe smilede sødt tilbage til Raf. "Ogs savn dig" sagde hun stille, og krammede sig mere ind til Raf. Det var utrolig rart at Raf nussede hende i håret på denne måde.

Rafaela holdt Mouniqe tæt ind til sig. Hun kiggede Mouniqe i øjnene og smilede stort da hun hørte Mouniqe snakke "Nej hvor er du blevet god til, at snakke" sagde huns tille og roligt og tydeligt så Mouniqe bedre kunne høre ordene og muligvis forstå dem. Hun fortsatte med og nusse Mouniqe i håret og gik hen til en træstub og satte sig på den med Mouniqe på skødet. Hun kiggede stille på hende "Hvordan har min prinsesse det?" spurgte hun roligt og tydeligt. Man kunne tydeligt se og høre på hende, at hun var glad for og være sammen med Mouniqe igen.