Even a shadow is a memory ~ Aaron

t: omkring halv to om natten
s: gågaderne i RR.
v: vindstille, måneskin, skyfrit

Madeleine Winchester var i den grad ikke en kvinde man ville lægge sig ud med - bestemt ikke når hun var fuld og havde hjertesorger. Ikke nok med at hendes evner var ude af kontrol - nej, hun var generelt ude af kontrol.
I to timer havde hun siddet og kigget på flasken med øl og drukket hvad end hun fik skubbet hen foran sig. Utallige tilnærmelser senere, var hun blevet træt af Det Vilde Svins seværdigheder, og havde forladt kroen. Hun var iført en blålig løs skjorte, sorte bukser og brune støvler. Om hoften hang en kæde hvori der hang tre så vedhæng; et par englevinger, en tornet rose og en ulv. Grace, Caleb og Caden... Hendes liv, hendes eneste grund til at overleve. Og hun havde mistet dem alle... Hun havde ikke længere noget at leve for - havde hun?
Madeleine vaklede ned af gaderne, mens hun mumlede for sig selv. Hun ville græde, men tårerne var sluppet op for længst. Da hun havde givet sine børn væk havde hun grædt i en uge. Efter det, var hendes følelser nærmest en skygge af hvad de plejede at være. Hun var kold, hård og ligeglad. Ingen skulle vide hvem hun var, hvem hun havde været engang. Madeleine Winchester var forsvundet den aften Caden havde fravalgt igen.
Hun var nået ned til gågaderne, inden hun vaklede ind i en lukket bod og lavede et kæmpe rabalder. Hun knurrede vredt, og hamrede knytnæven ind i boden så et eller anden klirrede. Hun bed sammen.
Det var ikke fair - ikke nu. Hun var alene, efterladt. Hun var intet...

Aaron kom gående med meget rolige skridt, han følte lidt på murene til hans side, for at huske hvor han kom fra, så når han skulle hjem kunne han hurtigt finde vejen.
Det var et sent tidspunkt at være ude og gå på, men Aaron kunne ikke sove og den eneste måde han fandt ro var at være ude og trække noget frisk luft, det var det bedste han vidste.
Der gik dog ikke lang tid før at han stoppede og måtte lytte, han syntes at han hørte noget postyr ikke så langt fra hvor han var, og det var måske ikke det bedste at bevæge sig hen imod når man var blind og ikke lige kunne se hvem der skulle være rundt om hjørnet.
Han kløede sig lidt i nakken og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, han valgte dog at bevæge sig roligt hen mod postyret, meget varsomt, han kunne høre en knurren, det kom helt klart fra en pige og bagefter noget der klirrede.
Mon der var sket hende noget. "Er du okay" spurgte han bare ud i luften, i håb om at personen hørte det og vidste at det var til hende.
Han pillede lidt ved sine solbriller, dem han altid havde på for at folk ikke kunne se hans døde øjne, der var nogen der havde klaget over det før, selvom han ikke helt kunne forstå hvordan nogle kunne klage til ham om sådan noget, men sådan var man så forskellige, så derfor havde han taget briller på lige siden, så han ikke længere skulle møde den kritik.

''jeg har det fint...!'' var hendes første svar, men kort efter måtte hun æde sine ord igen, da en massiv strøm af øl, whisky og mjød bevægede sig om gennem hendes spiserør og ud på brostenene foran hende.
I to minutters tid hakkede hun galde op, og klynkede af sin egen sølle opførsel inden hun vendte sig om og så på ham. Det tog ikke mange sekunder at regne ud, at han ikke kunne se. Solbriller om natten var et klart tegn på det.
''Jeg så mig bare ikke for.'' mumlede hun, og kom op og stå igen, og stod nu knap en meter fra ham.
''Du-øh, det ikke for at blande mig, meeeen... mon ikke det ville være nemmere at finde vej, uden de solbriller her i mørket?'' hun løftede et øjenbryn lidt, inden hun sukkede.
''Undskyld.. det var en dårlig joke... Mit navn er Maddie.'' sagde hun stille, og overvejede at række ham hånden, men det ville vel være spild af tid.

Han vende sig mod stemmen, så han ville stå i den retning hun var, hun havde det fint? Det lød ikke sådan da det lød som om hun kastede op. Hvad mon hun havde spist eller drukket, siden hun kastede så meget op.
Han smilede lidt af det hun sagde, at hun bare ikke så sig for. "Det lød til at være lidt mere end det" sagde han mens han fokuserede på hendes stemme så han kunne placere hende.
Han hævede brynene af det hun sagde, men forstod så at det var en joke, da hun sagde undskyld, hun havde ret det var en dårlig joke, men ikke noget han tog personligt. "Du har ret, det var en meget dårlig joke, men undskyldning modtaget, jeg får sådan noget tit" sagde han og grinede kort. "Mit navn er Aaron"
"Hvad har du så lavet her til aften, som fik dig til at kaste så meget op?" spurgte han mens han stod afslappet.