(xxx) As if you could ever say no to me ~ Aaron

Chester var ikke god til andre mennesker. Ikke fordi han generet eller introvert, men han havde den her fantastiske evne til at skabe fjender hvorend han gik hen. Og hvis han så endelig fik en positiv relation gik det ikke længe, før han ødelagde den eller blev træt af den person, som han hang ud med. Det gjorde ham selvfølgelig til en dårlig kæreste, eller rettere sagt en ikke-eksisterende kæreste. Han havde haft en kæreste én gang, den gang han var menneske og 17 år. En af de piger der havde heppet på ham under en kamp var fuldstændig forgabt i hende og han kunne godt lide at blive værdsat, så de blev kærester. Det varede i 2 uger før han var hende utro med en af de andre heppepiger. Han havde aldrig forstået det med at skulle holde sig til én person når der var så mange spændende personer ud i verden. Og så var hun så irriterende, tudede hver gang hun så ham og skrev nogle virkelig forfærdelige breve til ham. Det var patetisk. Det var der at Chester indså at alt dette kærestehalløj ikke var noget for ham. Selv da han mødte Valeria og begyndte at holde af hende, vidste han, at han aldrig ville kunne være sammen med kun hende. Han kunne ikke klare at skulle holdes tilbage på den måde. Og sådan havde det også været da han var sammen med Aaron. Den faldne fangede hans interesse med det samme, hvordan kunne han modstå en så velduftende engel der pludselig var blevet ramt af ondskab? Det var lige noget for ham. Men som han kendte sig selv og som han kendte faldne engle vidste han også med det samme at deres forhold ville blive giftigt. Sådan var det med alle hans forhold. Ikke at han havde noget i mod det. Det vigtigste var at Aaron var sjov og spændende og det var noget Chester elskede. Og så var det ligemeget hvor kompliceret han sørgede for at englens liv var, når han blev ved med at traske ind i hans liv gang på gang.

Det var også det han havde gang i nu - Han var i opgangen på vej til Aarons lejlighed for at se ham igen. Der var gået omkring 8 måneder siden de sidst slog op for tredje gang, hvis Chester talte rigtigt. Han havde egentlig haft et spændende år, Valeria og ham havde rejst rundt i Underworld for tusinde gang og havde haft en del sjov og skabt en del kaos, men så for nogle dage siden kom han lige i tanker om: Hvad mon Aaron havde gang i? Sidst han så ham var han ikke i det bedste humør, men det var måske også fordi han fandt Chester midt i gang med at torturere et kærestepar. Sikke en ironi. Det var derfor de slog op sidst - Aaron, den faldne engel, kunne ikke klare at Chester, den vampyriske seriemorder, skadede andre. Det var jo også derfor de slog op første gang. Aaron ville ikke have at Chester slog ihjel og det kunne Chester ikke lade være med. Det var bare én af de mange grunde til at de ikke var gode for hinanden. Men det at de var dårlige for hinanden var lige, hvad der fangede Chester hver evig eneste gang.
Aaron boede stadig i den samme lille lejlighed, så Chester havde ikke svært ved at finde ham, men det ville han nok ikke have svært ved alligevel. Han var ret god til at opspore mennesker. Han var nu i opgangen på vej til lejligheden med tanker om at han nok var hjemme. Der stormede udenfor, så på sin tur på vej hen til Aarons lejlighed, var han blevet drivvåd. Hans hår var roddet og vådt og hans tykke jakke var også fugtig, samt tøjet indenunder. Stadig forlod smilet ikke hans læber. Det var bare en god grund til at tage det af.
Han nåede Aarons lejlighed og bankede med tre lette slag på hans dør. Så lænede han sig op af dørkammen med hænderne i lommerne, ventende. Som han havde forventet var Aaron hjemme og så snart englen åbnede døren, fik Chester et stort smil på sine læber. Han gav ham elevatorblikket for at få set ordentligt på ham
"Aaron, long time, no see," sagde han og rettede sig ordentligt op. Han vidste godt, at Aaron ville genkende ham på stemmen. Det havde han gjort før.
"Which is hilarious since you never see, get it?"
Han trådte ind i lejligheden og klappede Aaron på skulderen som han gik forbi ham. Han skulle også lige se rundt i lejligheden. Det var den samme lejlighed men det var lang tid siden han havde været her sidst. Meget kunne jo ændre sig på næsten et år.
"I can't believe you still live here. I mean, it's comfy and all but doesn't it get claustrophobic in the long run? For me it would."
Til sidst nåede han ind i det lille køkken og hoppede op på en af køkkendiskene. Han svingede let med benene og så på Aaron igen. Betragtede ham. Han ville mærke efter om han havde ændret sig. Det var trods alt 8  måneder siden sidst de så hinanden og selvom Chester ikke havde ændret sig, betød det ikke at Aaron ikke kunne have gjort det.
"Soo... How you've been?" sagde han og pressede læberne sammen, stadig med et lille smil som han ventede på svar. Selvom det kun var tredje gang de fandt sammen igen, var han begyndt at kende rutinen. Han opsøgte Aaron, Aaron ville prøve at skubbe ham væk og han ville ende med at overtale ham til at give det en chance igen. Selvsikkerheden manglede vampyren i hvert fald ikke. Han vidste godt at Aaron ikke kunne sige nej til ham.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aaron havde fået styr på sit liv. Han havde endelig fået det til at gå rundt efter han havde forladt Chester. Efter han havde set Chester torturere det stakkels kærestepar. Han kunne ikke mere efter det, det var en af de ting han ikke havde lyst til at se. Han havde fundet sig i at Chester slog ihjel, men humant og han ville på ingen måde se det. Men da han fangede Chester i at torturer nogen, så var det nok for Aaron og han skred.
Efter det havde Alessio, hans bror, selvfølgelig sagt at det var sidste gang han skulle være sammen med ham Chester. Alessio hade Chester og hvad han gjorde mod Aaron, men selvom han hade Chester lige nu, var det kun spørgsmål om tid, før de fandt hinanden igen. Sådan var det altid. De kom altid sammen igen, lige meget hvor meget Aaron sagde imod det, Chester fandt altid en måde at få Aaron tilbage på.
Aaron vidste ikke hvordan han skulle sige nej til ham, han kunne ikke. Om det var af frygt for hvad Chester ville gøre mod ham eller om det var fordi at han faktisk elskede Chester en smule?
Han sukkede tungt, han skulle ikke tænke på Chester længere, han skulle leve sit liv nu, det havde Alessio sagt, han havde sagt at han skulle komme videre.
Det ville han så gøre.
Men før han kunne komme videre med hvad han egentlig havde gang i, at tage tøj på efter et dejligt bad, ringede det på døren.
Chester! Tanken strejfede ham med det samme. Han rystede dog på hovedet af sig selv, han måtte lade være med at tænke på den fyr hele tiden.
Han lod trøjen ligge på sin seng, før han gik lidt varsomt mod sin dør. Han følte sig let frem mod døren og tog så fat i håndtaget og åbnede. Han kunne ikke se hvem der stod foran ham, men da personen sagde hej, vidste han med det samme hvem det. Han kendte den stemme, for det var ikke første gang den stemme var i hans døråbning. Han sukkede tungt og vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til Chester, som nu stod foran ham, som han nok også havde forudset, hvis han skulle være ærlig.
Han rullede sine tomme øjne, da han kom med endnu en blindejoke, som om han ikke havde hørt dem fra ham før. Det var irriterende, det mindede ham hele tiden om at han havde et handicap og det var ikke lige hvad han søgte hos en kæreste.
Yeah get it, not very funny. What are you doing here Chester, thought i made it pretty clear last time, that I didn't want to se... Meet you again sagde han og nåede at stoppe sig selv i at sige 'se', for ikke at give ham et ekstra grin.
Han kunne dog ikke gøre meget, da Chester bare gik ind i hans lejlighed uden at få lov. Men hvad havde Aaron dog tænkt sig at gøre imod det. Det var ikke fordi at han havde de bedste muligheder for at vinde over en psykopat som Chester.
Han valgte ikke at sige noget og lukkede bare døren inden han gik ind efter Chester.
Han lyttede efter hvor han gik hen. Aaron fulgte ham bare rundt, for at sikre sig at han ikke lavede nogen ulykker, selvom han ikke kunne se om han gjorde det alligevel.
I enjoy living here, believe it or not, it's fitting for ONE person sagde han og lagde tryk på tallet en, da han gerne ville give udtryk for at Chester i den grad ikke var velkommen i hans lejlighed mere, men Chester lyttede selvfølglig ikke.
Som de endte ude i køkkenet, holdt Aaron afstand fra Chester. Han havde en fornemmelse af hvor han var i køkkenet og Aaron stod to par meter væk fra ham.
Aaron fnøs da Chester spurgte hvordan han havde haft det. Som om han overhovedet var interesseret i hvordan han havde haft det. Han rystede bare på hovedet, men valgte at gå med på Chesters lille leg, selvom han altid godt vidste hvor han endte... i sengen med ham.
I have been fine thanks, especially without you in the picture. What about you Chester, what brings you here? spurgte han nysgerrigt og lagde sine arme overkors. Hans øjne kiggede bare lige ud. Det var ikke fordi han kunne se Chester, selvom han fokuserede på hvor han kunne være, så han valgte bare at kigge lige ud for sig. da det altid var det nemmeste for ham.

"Yeah, you made that very clear. My horrible sin broke your heart and you could never be able to hear my voice again without being remindend of it, yada-yada," sagde han, tydeligvis i gang med at gøre grin med Aarons dramatik, "But you know... You said something similar last time. And the time before that. You're starting to lose credibility."
Han så på ham med sit lidt for uskyldige smil. Det var ikke noget, som han smurte på, for han vidste godt at Aaron ikke kunne se det. Det var vel bare en vane han havde, når han prøvede at skubbe morderiske tanker væk. Det gik ikke altid helt godt, men med Aaron var han begyndt at blive god til det.
Han grinede over Aaron da han lagde tryk på én person. "One person? I've fitted in here before and either you're calling me fat or saying the place got smaller. I could believe the latter."
Aaron var kold overfor ham, ikke at Chester var overrasket. Han havde ikke forventet andet. Han var endda overrasket over at han ville lade ham gå ind i lejligheden. Han havde forventet en større kamp, men han ville ikke klage. Kampen var der stadig, og det var stadig sjovt at se hvordan Aaron prøvede at skubbe ham væk. Chester vidste nemlig godt at det ikke ville lykkedes for ham. Det havde han ikke tænkt sig at det skulle i hvert fald. Han havde sine hænder nede på kanten af køkkendisken, gribende fat og var lænet en anelse frem. Han svingede stadig let med fødderne.
"What brings me here? You of course," sagde han. Han talte lidt mere rolig nu, mindre overfladisk og provokerende. Han kunne faktisk godt virke sød, når han prøvede, "I've missed you."
Hans blik gled over ham, endnu en gang betragtende men denne gang af en anden årsag. Det var et heldigt tidspunkt Chester var kommet på. Aaron havde tydeligvis lige været i bad, ikke en gang fået trøjen på endnu. Chester nød det syn, han ikke havde set alt for længe. Selv hvis Aaron kunne se hvor hans øjne rejste hen, ville han ikke have lagt skjul på det.
Han hoppede ned fra køkkendisken igen og bevægede sig tættere på ham. Næsten lydløs, velvidende at englen ville lytte til hans skridt. Han vidste godt at det næsten var umuligt for ham at være så stille at han ikke blev hørt, men det var forsøget værd.
Dog brød hans stemme stilheden. "8 months without you? That's a very long time," sagde han som han nærmede sig ham. "It's not because I haven't had fun. I've had plenty of fun, plenty of adventures, I couldn't go a day without it. But... you know. It hasn't really been the same without you."
Han nåede tæt nok på til at hans hånd kunne komme hen og ligge sig på Aarons lænd. Berøringen af hans bare hud, sitrede gennem fingrene på Chester og han så kort ned på sin hånd før han så op i Aarons øjne.
"Didn't you miss me ?"" spurgte han lavmælt, som han trådte tæt nok på til at kunne mærke varmen fra Aarons krop, dog uden at røre ham. Hans blik gled ned til hans læber og så op på hans øjne igen.

Det var dog ikke længe - Chester kunne ikke holde ud til at være stille og seriøst på den måde lang tid af gangen - før han slap ham igen og endnu en gang så op og ned af ham. Smilet, der var ved at forsvinde under alt hans seriøsitet, kom frem igen.
"Since you're basically wearing no clothes, I suppose you won't mind if I take some of mine off?" spurgte han, hans drillende stemme var fremme igen. Han ventede ikke på svar, men trak sin fugtige jakke af, som han bare smed over i sofaen. Han var for doven til at hænge den op og så var han ligeglad med rod - der var en grund til at hans værelset på The Lazarus Estate altid var roddet fuldstændig til. Derefter trak han sin også våde trøje af og smed den over til jakken, men missede, så det ramte gulvet.
"I'm just saying.. it's a shame that you can't see me right now," sagde han og roddede op i sit våde hår, "But feel free to touch me all you want. I know you're thinking about it." Hans smil blev større som han sagde det. Nu ventede han blot på hvad Aaron havde tænkt sig at gøre – Chester kunne jo plage ham alt det han ville, men i sidste ende var det op til ham at beslutte sig for om vampyren skulle gå eller ej. Chester tvivlede dog på at han kunne afvise ham.

Han rystede på hovedet og rullede med sine tomme øjne af Chesters måde at være på. Han hade den måde Chester på. Der var ingen sensibilitet, han var bare ligeglad. Han vidste at han havde gjort noget galt sidste gang, værre end nogen af de andre, og stadig valgte han at dukke op hos Aaron, så mange måneder efter. Chester... you tortured those innocent people, while I was looking. You know how I felt about it, so why would you do it?! spurgte han vredt. Hvis han havde synet til det, havde han sendt nogen af de mest onde og vrede øjne han kunne præstere.
Han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre med Chester i sin lejlighed. Han havde ikke ligefrem lyst til at råbe ham ud af lejligheden, det ville bare gøre naboerne nysgerrige.
Et irriteret suk kom fra Aaron, et opgivende et. Han rystede endnu engang på hovedet af Chester. I mean there is only place for one person in this apartment, so you should get out sagde han og lagde sine arme overkors for at vise at han var seriøs, da det var svært at vise med øjne.
Han vidste ikke om han skulle tro på hvad Chester sagde. Han havde løget så mange gange før, at Aaron faktisk ikke turde at stole på ham længere, han ville ikke tage Chesters ord for noget. Han savnede ham? Det havde han svært ved at tro på. Den søde stemme han puttede på, den rolige Chester, det var ikke den rigtige. Det kunne ikke være sådan længe af gangen, det vidste Aaron. I doubt that you missed me... indrømmede han og kløede sig på armen. Chester savne ham? Det måtte helt klart være en måde at lokke ham på, som de utallige andre gange det havde sket.
Han hørte da han hoppede ned fra køkkendisken måtte det næsten være, han havde siddet på. Aaron havde på fornemmelsen hvor han var på vej hen, selvom det var svært at lytte efter, men han kunne føle vibrationerne i gulvet, det var ikke fordi at Chester ligefrem kunne svæve vel.
Han blev dog stående hvor han var, hvorfor helt præcist, vidste han ikke. Han burde flygte, i hvert fald flytte sig, så Chester ikke kunne komme tæt på ham, så han ikke kunne manipulere med ham igen, få ham til at tage Chester tilbage. Men hvis han kendte sig selv godt nok, så havde Chester allerede Aaron snoet rundt om sin lillefinger.
Han fik et letter chok, da han var lidt tættere på en hvad han havde forventet, da han begyndte at snakke. Han rystede bare på hovedet af hvad han sagde, han ville ikke tro på noget af det, han ville ikke ligge øre til det. Men Aaron kunne mærke sin trang til at have nogen ved sin side, lige hvordan de var imod ham, voksede i ham jo tættere Chester kom på ham.
Et gisp kom fra ham, da Chesters hånd fandt vej til Aarons bare hud og lod sig ligge der. Han bed sig i læben og kom med et lille suk. Han måtte indrømme, han havde savnet det, han havde savnet at have nogen nær ham, om det så var Chester, der behandlede ham dårligt, så var det fint nok. Selv Chester havde sine moments.
At have Chester så tæt på sig igen, var meget fristende til bare at give efter for denne psykopatiske vampyr. Det var skræmmende. You didn't give me much to miss sagde han bare lige ud, det var rigtigt jo. Han gav ham ikke meget at savne, men det han så havde givet, det savnede Aaron.
En lettet sukken kom fra Aaron, da Chesters berøring pludselig forsvandt.
Han rullede bare øjne af Chester, da han kommenterede på at Aaron ikke havde meget tøj på og at han selv ville tage noget af. Men han vidste at han ikke rigtig kunne sige noget imod det, fordi Chester ville bare gøre det alligevel. Ikke fordi Aaron havde meget imod det... eller havde han? Han vidste det ikke helt, han kunne ikke få styr på sig selv, at have Chester så tæt føltes... mere eller mindre godt, det føltes mættende, som om at der var noget som manglede og Chester fyldte det lidt op, selvom han ikke var det bedste selvskab.
Han kunne høre hans bevægelser, hans våde tøj der blev taget af, så det måtte regne, det havde han ikke lagt mærke til.
Aaron bed sig i læben af Chesters dumme blinde bemærkning igen. Ja, selvfølgelig var det en skam han ikke kunne se, om det var en skam at han ikke kunne se Chester, vidste han ikke, men det var en skam at han ikke kunne se, det havde han forstået, det synes han også selv.
Men da Chester så tilbød Aaron at komme hen og røre, blev Aarons kinder varme og ret røde, da han begyndte at rødme. Men uden at tænke særlig meget over det, tog han et skridt tættere på Chester og begyndte at føle sig frem. Hans krop var den samme, godt bygget og han var helt sikker lækker, det vidste han selv uden syn. Hans hænder gik fra hans mave, op til hans bryst, og længere op til hans ansigt. I should hate you mumlede han, mens han rørte Chesters krop med fine bevægelser.

Chester så overrasket på Aaron over det han sagde, men smilede dog stadig. Der var meget der skulle til for virkelig at såre Chester, for han var så god til at skubbe alt til side som en joke. Og så var han egentlig også ragende ligeglad med andres mening om ham. Selv Valeria kunne kalde ham en tankeløs møgunge og han ville være ligeglad. For hun havde vel egentlig ret og det havde han ikke noget i mod.
"You doubt it? When have I ever lied to you?" Det lød som en joke men det var egentlig rigtig nok. Chester var ikke meget for at lyve. Ofte sagde han tingene direkte. Han kunne nu godt forstå at Aaron tvivlede på ham, da det var så nemt at sige ting for at forføre ham, men det ville han selvfølgelig ikke indrømme. For det var faktisk sandt, at han havde savnet Aaron.
Chester vidste, at hans strategi gik godt, da han mærkede Aarons reaktion over hans berøring. Så længe der stadig var en tiltrækning - hvilket Chester tvivlede på nogensinde kunne forsvinde men det var altid godt at tjekke - vidste han, at han nok skulle få ham overtalt igen.
Hvilket også betød at Aarons kolde modsvar fik ham til at bryde ud i latter.
"See, that I doubt," sagde han med stemmen fuld af selvtillid, før han begav sig videre.

Chester prøvede på ikke at grine over Aarons rødme, hvilket resulterede i at han pressede sine læber sammen. Der kom ikke andet end en fnysende lyd fra ham. Han vidste godt, at hvis han grinede over det kunne det resultere i, at han ikke ville alligevel og nu var han lige så tæt på.
Han holdt vejret, da hans hænder fandt vej til hans krop. Godt nok følte Chester ofte ikke ting som skyldfølelse eller skam. Men det betød ikke, at han ikke kunne føle en sitren i gennem sig som Aaron udforskede hans krop. Chester var ikke fuldstændig kold, hvorfor i alverden skulle han overhovedet opsøge Aaron, hvis han var det? Nej, han ønskede også nærvær, måske ikke på den samme måde som Aaron ønskede, men det betød ikke at han ikke ønskede noget. Hvis hans hjerte kunne banke, ville det nok have galopperet af sted.
Hans smil voksede en anelse større over Aarons kommentar og hans hænder gled hen om taljen om ham. "You probably should," sagde han og trak ham helt tæt til sig, så de stod bryst mod bryst. Hans så kort ned af ham og så op hans tomme øjne. Hans ene tommelfinger nussede hans lænd.
"Listen..." startede han ud som et suk, "I know that I shouldn't have broken our rule. I... I guess I made a mistake. And I'm sorry."
Det var svært for ham at komme ud med ordene, det var tydeligt at han blev nødt til at presse dem ud. Om han så mente det eller ej, så var det sjældent, at han undskyldte. Han vidste jo godt, at han havde lavet en fejl. Det var bare lige det at det ikke rørte ham. Han vidste dog bedre end at sige den del til Aaron. Det ville ikke hjælpe nogle af dem.
Hans blik gled ned på hans læber. Han fugtede sine egne, mens han nærmede sig ham. Deres læber var så tætte på hinanden, at de snittede hinanden, som han snakkede.
"And whether you believe me or not - I really did miss you," mumlede han og pressede derefter sine læber mod hans.  
Det var ikke noget blidt kys. Chester kendte ikke meget til blidt. Men det var heller ikke voldsomt, nej, det var intens, og han trykkede Aaron helt ind til sig.

Han fnøs bare, da Chester hvornår han nogensinde havde løjet overfor ham. Han havde aldrig løjet overfor ham, men alligevel, så var det svært at tro at han faktisk havde savnet Aaron. Eftersom det var fjerde gang han kom tilbage, så pickede Aaron sådan ligesom op på de specielle tricks som Chester brugte, for at få Aaron tilbage, og han var sikker på at det bare var et af dem og han selvom han var sikker på at han ville falde for ham igen, så ville han ikke hoppe på det. Han havde en hvis stolthed.
Det var ikke fair at Chester havde sådan en effekt på Aaron, som var næsten uimodståelig. Aaron faldt for det med det samme, som Chester rørte ham. Så meget som han havde lyst til at slå Chesters hånd væk, så meget som han havde lyst til at skubbe denne fyr ud af sin lejlighed, så kunne han ikke få sig selv til det. Han havde brug for Chester på en eller anden måde, som han ikke var klar over, men han var ikke klar til at give slip på Chester endnu, måske kom det en dag, måske ville han kunne modstå ham en dag, men dagen var ikke der.
Han grinte lavt over Chesters svar. Det var nu heller ikke helt rigtigt det som Aaron sagde. Han havde savnet lidt af hvad de havde sammen, men det var ikke noget han ville indrømme overfor Chester.
Som han udforskede Chesters krop, var var kun hans fingerspidser som løb over huden og pirrede den. Han udforskede hver et hjørne af Chesters overkrop, foran. Og da han var færdig, lod han sine arme glide rundt om hans nakke med et skævt smil. Han rystede lidt på hovedet, da Chester gav ham ret i at han skulle hade ham. Han ville gerne, men han kunne ikke. Han skulle virkelig hade ham, for alt hvad han havde gjort, men han kunne ikke få sig selv til det, derfor vandt Chester altid, når det kom til at få Aaron tilbage, fordi Aaron kunne ikke hade ham, lige meget hvad, og det var virkelig fucked up.
At føle Chester bryst mod hans eget, det var en fantastisk følelse lige der. At føle nærvær igen, at have en tæt på sig.
Han blev overrasket, meget overrasket over hvad Chester sagde. Han sagde undskyld? Det virkelig ikke hvad der lignede Chester. Aaron vidste godt at han ikke mente det, han vidste at Chester var ligeglad, men han vidste også, at Chester vidste at Aaron ikke var ligeglad, og det var sikkert derfor han sagde det, hvilket fik Aaron til at smile ret meget. Det viste bare at Chester faktisk tænkte på Aaron, om det så var af egoistiske grunde eller sandfærdige, det vidste han ikke, men han håbede det sidste.
I know you don't mean it Chessie, but thank you, it means much to me sagde han blidt og pressede sin krop lidt tættere på Chesters.
Han sugede luft ind, da han kunne føle Chesters ånde mod sig, da han talte. Han var virkelig tæt med sine læber, han var så tæt og Aaron havde bare lyst til at kysse ham.
Han troede på ham, han troede på at Chester havde savnet ham, for Aaron havde også savnet ham, om det så var en lille del af ham han havde savnet, så havde han savnet ham, ingen tvivl om det.
En let tilfreds lyd kom fra Aaron, da deres læber mødtes i et intenst kys. Aaron kyssede tilbage lige så intest og pressede sig helt ind til Chester.
Han trak sig så lidt væk, han stod dog stadig lige så tæt og deres læber var ikke langt fra hinanden. Han havde bare brug for noget luft. I missed you too, Chessie indrømmede han og pressede sine læber mod hans igen, i et længere kys.

Lige da Aaron gengældte hans kys vidste Chester at han havde vundet. Aaron var ved at tage ham tilbage nu, for Chester havde mindet ham om en af de fantastiske ting ved deres forhold - deres kemi. Det kunne godt være at de var forfærdelige for hinanden, for de var så forskellige. Men intet var så forfærdeligt, at kemien forsvandt. Det havde Chester lige bevidst. Han kunne torturere to uskyldige foran ham og han ville stadig tage ham tilbage. Det fik ham lidt til at tænke - hvor gik grænsen? Det var fristende at afprøve, men det var ikke hvad han ville tænke på lige nu. Nej, han ville fokusere på Aarons krop mod hans og hans bløde læber, som det var alt for lang tid siden han sidst have kysset. Adrenalinet brusede i gennem ham ved tanken om at han efter så lang tid fik lov til at røre ved englen igen. Det var ikke lige så kraftigt et rus, som når han var ude og skabe kaos, men det var alligevel mere intens end hvis han havde stået med andre lige nu. Aaron var bare noget andet, hvad det var, vidste Chester ikke.

Aaron brød kysset, hvilket blot gjorde Chester mere rastløs. Hans mørke øjne veg ikke bort fra hans læber og han fugtede kort sine egne, han smilede ikke en gang fordi han var så fikseret på ham. Han kunne dog ikke lade være med at le lavt over Aarons kælenavn til ham. Hvor var det lang tid siden han havde hørt det og det blev ikke en smule mindre irriterende. Han nåede dog ikke at kommentere på det, før han igen var fokuseret på at gengælde Aarons kys. Det var mere vildt nu, Chester var begyndt at blive utålmodig, og hans hænder greb fat om Aarons hofter for at presse hans underliv tættere på hans.
Han brød dog kort efter kysset, blot for at lade sine læber glide ned af hans hals.
"Hmh, you know I hate that nickname," brummede han så hans læber snittede hans hud. Et kort sekund, som han kærtegnede hans hals, overvejede han at bide ham. Han duftede så pokkers godt og det ville være så nemt. Men selvom man ikke skulle tro det, så havde Chester en smule selvkontrol. Tanken ophidsede ham dog mere, men han valgte at bruge alt sin energi på at udforske Aarons krop i stedet.
Derfor rev han sig væk fra hans hals kun for at møde hans læber igen. Stadig med hænderne på hans hofter, skubbede han til ham og fik ham presset op af den nærmeste flade bag ham. Chester sørgede dog for kun at presse på hans hofter for at sørge for at han ikke slog sine vinge-stumper ind i væggen. Han ville ikke ødelægge stemningen med at få Aaron til at råbe op af smerte.

Stadig med sine læber presset mod Aarons, strøg han sine hænder fra hans hofter, hen over hans muskuløse mave og ned til hans bukser. Hurtigt, som om han ikke kunne vente, spændte han dem op. Han havde jo ikke planer om bare at kysse med Aaron. Nej, sådan var Chester ikke. Han ønskede langt mere end det.
Da han havde fået spændt dem op, brød han kysset, en anelse forpustet. Normalt ville han have kommet med en flabet kommentar her, men som nævnt før var han rastløs, utålmodig og ikke mindst tændt. Han havde ikke tid til at tale.
Hans læber begyndte at rejse ned over Aarons krop, først hans kæbe, så hans hals, og mens Chester bøjede sig ned, blev det til hans bryst, og hans mave, til Chester var helt på knæ foran ham og så op på ham med et smil.
Dette var ikke noget Chester gjorde meget. Han brød sig vel ikke følelsen af at være på knæ foran andre, under dem. Men nu var det alt for lang tid siden de sidst have været sammen, og han følte sig ekstra gavmild den dag.
"And since you can't enjoy the view, I hope you enjoy this instead," sagde han, halvt forførende og halvt provokerende, for Chester kunne sjældent åbne munden og ikke provokere.
Han fik trukket en anelse ned i Aarons bukser, nok til at hans lem blev blottet. Chester kunne ikke lade være med at smile ved synet af det. Han greb blidt, meget blidt af ham at være, rundt om den, og strøg den enkelte gange for blot at nyde følelsen af den, før han uden tøven tog den i munden og lod sin tunge sno sig om den. Han startede roligt ud, drillende, for at give Aaron en forsmag af hvad der ventede ham.
Blot fordi Chester ikke gjorde det ofte, betød det ikke at han ikke kunne finde ud af det. Flere hundrede års øvelse gjorde alligevel noget. Og det var ikke fordi han ikke nød det - nej, han nød den magt han fik over Aaron ved at tilfredsstille ham. Han nød generelt ham.

Et svagt suk kom fra Aaron, da Chester pressede hans underliv tættere på sit eget. Som om det ikke var nok at han allerede blev tændt af at mærke hans nøgne krop mod sin egen. Det var tortur nærmest, men han vidste at Chester elskede den slags, så det kom vel ikke bag på ham, at det også kunne være mentalt på denne måde.
Noget sagde dog Aaron, at Chester ikke var særlig tålmodig, hvilket passede Aaron helt fint, han ville også bare mærke Chesters krop mod sin, bare have det sjovt, efter så mange måneder uden nogen form for denne slags nærhed.
Han vidste at Chester ikke kunne lide at han kaldte ham det, eller andre kælenavne for den sagsskyld, men derfor brugte han dem også overfor ham. Fordi han vidste det irriterede ham så meget, så det var ret sjovt at have noget på ham, når Chester selv lavede jokes med hans syn.
Mmm, I know you don't like it, that's why I use it sagde han grinende.
Han grinede dog ikke længe, da et gisp tog over, da Chesters læber var på hans hals. Hans vejrtrækning blev dybere og hurtigere. Chester var vampyr og han vidste hvordan engle blod smagte for vampyrer, de elskede det. Så han frygtede lidt at han ville bide, men da han ikke gjorde, åndede han lettede ud og mødte derimod hans læber igen med et tilfredst suk.
Han smilede mod Chesters læber, da han blev skubbet mod en væg, han var dog tilfreds med at Chester var forsigtig med hans vinger, det lignede ham ikke, han plejede at være ligeglad. Han var nu stadig taknemlig for det.
Han stoppede pludseligt med at trække vejret, da Chesters hænder gik ned af hans krop, til hans bukser. Hans hjerte begyndte at banke så meget hurtigere, som han knappede dem op, han var nu hel klar over hvad der skulle ske og han var meget spændt på det.
Aaron bed sig i læben, som Chester begyndte at kysse sig vej ned af hans krop, hvor han så kom længere og længere ned, til at det gik op for Aaron, at Chester faktisk måtte sidde mere eller mindre på knæ foran ham. Hans ansigt viste en form for overraskelse, men samtidig koncentrerede han sig mest om hvad der skulle til at ske.
Han himlede dog med øjne, da Chester selvfølgelig skulle komme med en bemærkning i sidste øjeblik. Den ville normalt ødelægge al humør for ham, så at han ikke gad det som Chester var igang med, men lige nu var han ret så ligeglad med hvad Chester sagde til ham. Han ville bare gerne føle hans krop mod sig.
Et gisp kom fra Aaron, da hans bukser blev trukket ned og han kunne mærke Chesters hænder om hans lem og så hans læber, hvor han kom med et blidt støn.
Det var så lang tid siden, det føltes så godt at det var umuligt for ham at tro at han kunne leve uden Chester. Han ville kunne blive afhængig af det her, selvom det ikke var tit at det skete.
Han lænede sit hovede tilbage i nydelse, lukkede sine øjne af ren instinkt. Det var den bedste følelse han havde haft i de 8 måneder væk fra Chester.

Chester elskede det her. Det var ikke noget, han ofte gjorde, for i de fleste situationer, ville han se det som at være under en anden person. Men ikke her. Her var han i fuld kontrol. Aaron gav sig fuldstændig til ham. Det var ikke unormalt at en person gav sig til ham – han var trods alt charmerende og ikke slem for øjet. Men det var bare lige dét mere specielt, når det var Aaron. Chester havde såret ham så mange gange. Han havde knust hans hjerte gang på gang uden så meget som at skamme sig over det. Som Aaron selv havde sagt; Han burde hade ham. Og det gjorde han sikkert også. Men han kunne ikke modstå ham. Tanken om det ophidsede Chester. Det var på grund af Aarons afsky til ham at han vidste, at det var ham der vandt. Aaron kunne hade ham alt det han ville men han kunne ikke sige nej til ham. Især ikke når han havde hans lem i sin mund. Chester lod sin tunge kærtegne ham mere og mere ivrigt. Han var ikke en person til at holde den samme stille rytme længe. Stadig med læberne om Aarons lem og med sine ene hånd strygende om den, lod han sin frie hånd bevæge sig hen til hans pung, som han også gik i gang med at kærtegne. Han fortsatte sin tilfredsstillende leg dernede. Enkelte gange måtte han selv udstøde lyde af nydelse. For han nød det også. Ikke af samme årsag som Aaron, men han nød hvordan han kunne mærke hans krop blive påvirket af hans træk. Hver eneste skælven, hver eneste gisp som kom fra englen trængte i gennem Chester, varmede hans krop som kun blod ellers kunne gøre. Og han blev afhængig af det på samme måde. Aaron var hans helt egen rusmiddel.

Han kunne ikke længere holde sig selv tilbage. Så meget som han nød at tilfredsstille Aaron på denne måde, havde han brug for at mærke ham tæt op af sig igen. Efter en sidste gang at lade sin mund glide rundt om ham, slap han ham igen. Kun for endnu en gang at gribe fat om hans hofter og presse sig selv tættere op af ham. Hans læber bevægede sig op af hans hals. Hans vejrtrækning var tung.
”Turn around,” mumlede han med læberne mod hans hud. Det blev sagt på sin vis beordrende, hvordan skulle Chester ellers vise at han havde magten? Men på samme tid kunne man også høre lysten. Blandet med hans åndedræt kunne man høre, hvordan han rent faktisk kæmpede for ikke selv at rykke rundt på Aaron og rive tøjet af ham. Chester kunne sagtens miste kontrollen helt, men hvad sjov var der i det. Nej, han ville være i kontrol og han ville opleve Aarons egen lyst. Det var dog ikke nok til at løsrive ham fra englen og før han overhovedet kunne vende sig om fangede Chester igen hans læber.

At han lod Chester gøre dette, var et mysterium til ham selv. Han havde lovede sig selv ikke at tage ham tilbage, ikke at falde for hans dumme lege, hans lokkende ord. Men alligevel formåede han at overvinde Aaron, det gjorde han hele tiden, det var ved at gå Aaron på nerverne, men stadig kunne han ikke lade være med at elske Chester på en måde. Måske ordet 'elsker' ikke var det rigtige at bruge, siden at det havde en hel anden betydning end hvad han følte overfor Chester. Han ville beskrive det som en meget stærk tiltrækkelse, som han ikke helt kunne komme uden om.
Et blidt støn gled endnu engang over hans læber, hans ben rystede og truede med at lade ham falde, mens han prøvede at holde sig oppe. Han var i en ecstase af nydelse lige nu.
Hvorfor skulle Chester være så uimodståelig. Det var ikke fair, når nu de havde gang i sådan et giftigt forhold.
Aaron vidste at han virkelig ikke burde nyde det som de havde gang i, men det var lidt svært når Chesters mund var om hans lem. Han følte sig så svag i kløerne på Chester. Han lod sig bare falde hen, han lod sig nyde øjeblikket, håbede på at dette nu skulle vare forevigt, men han vidste at hans tanker og drømme var forgæves, for intet af dette ville nogensinde holde forevigt, måske knap nok nogle uger.
Han vidste hvad dette ville ende med, han vidste at han ville ende med et knust hjerte og flere dage hvor han måtte prøve at komme over Chester og komme oven på igen, men alligevel gav han sig helt hen, så kunne man kun forstille sig hvor dybt Chester havde sine klør i Aaron.
Aarons vejrtrækning stoppede kort, som Chester stoppede. Aaron kiggede ned på Chester, som kom op til ham og trykkede sig ind til ham. Den kolde hud ramte Aarons og gav ham kuldegysninger over alt. Det var dog en dejlig måde at blive køligt ned på. Chesters kolde krop mod sin, den bløde hud, som kølede hans varme hud ned. Det fik ham til at slappe lidt mere af.
Han bed i sin læbe, da Chester begyndte at kysse hans hals. Han nød at føle Chesters læber mod sin hud, især hans hals, som var et ret sensitivt sted på hans krop, som var blottet for Chester.
Hans hjerte galoperede afsted, da Chester bad ham om at vende sig om. En varme blussede til hans kinder og gav dem en rødelig glød.
Han kunne høre autoriteten i Chesters stemme, blandet med lyst, da Aaron blev bedt om at vende sig om. Han gjorde det så også, men først kyssede han Chester tilbage, da han havde plantet sine læber mod Aarons.
Han vende sig så om, efter kysset, ikke helt sikker på hvad han skulle forvente, men måske havde en ide eller to i baghovedet, om hvad Chester måske havde i tankerne.