Songs of Innocence - Assorian

I ført en kridhvid kjole, imens de blonde krøller hang ned over hendes smalle skuldre - sad hun stille og lyttede ved søens bred. Sommeren var på vej. Træerne var ved at springe ud. Solen varmede hendes hud. Rita var i nærheden. Lexa var trods alt hendes mest dyrebare skat, sammen med Bellamy. Lexa var der dog ingen der ledte efter - for ingen vidste, at hun fandtes.
Det var en af de få dage. En af de dage, hvor hun måtte være ude i disse forfærdelige omgivelser. Menneskerne gjorde hende bange. Stanken af røg og alkohol gjorde hende utilpas. Faktisk var det eneste sted - lige her i parken ved søen. Det eneste sted, hvor hun følte sig tilpas. Lexa sad og nynnede for sig selv med øjnene lukket. Auraen fra en engel var blid og beroligende - og det var Lexas skam også, men hele hendes udstråling gjorde, at kun de mest ondsindede ville give lyst til at dræbe hende. Det var som, at man stod i de mest naturrige områder når man kiggede på hende. Hele hendes sjæl var i et med naturen. Det var ufatteligt og ekstremt ubeskriveligt. Ingen ville nok forstå dette.
Det var midt på middagen, og hun havde spist. Så derfor var det nu dejligt at sidde her. Inden man skulle tilbage i sit bur. Lexa fik dog en underlig fornemmelse. Noget mørkt og grufuldt var tæt på hende... det fik hende til at rejse sig op og i det hun vendte sig om. Stod der en person foran hende. Høj, ældre end hende. En herre. Lexa sank en klump, og smilede derpå lettere nervøst. Dette var en af hendes straffe. Rita ville ikke lade nogle dræbe Lexa, men hun ville med glæde straffe tøsen med nogle af de virkelige livs forfærdelige oplevelser. Lexa så dette skyggevæsen direkte i øjnene. En anelse frygt var i hendes øjne, i takt med jorden omkring dem let begyndte at ryste. Ikke noget man lagde mærke til, men Lexa gjorde selvfølgelig.

Assorian flyver i sin skyggeform flyver bare fordi han kunne og fordi han ikke havdet andet og give sig til, han flyver lavt hen over små huse og marker - han kan nemlig kun flyve højt når der er mørkt fordi solen suger hans kræfter og energi hvis han kommer for højt op i luften, han flyver forbi en sø ikke noget særligt synes han selv men kæft den var grim synes han og så så en sød uskyldig pige sidde ved bredden men han kunne fornemme noget - en ondskab over den nydelige pige men han kunne ikke se hvad der skulle være ondt i den pige men som skyggevæsen kunne han fornemme det, han vælger og flyve lidt lavere og holde lidt øje med hende men da han kommer tættere og tættere så fornemmer han mere og mere ondskaben men hvor fanden er den ondskab tænker han?, han vælger og lande og forblive og i sin form og sniger sig en bag hende, men hun opdager ham og vender sig om, sødere ser hun ud helt tæt på, han spørger hende med sin dybe skyggevæsen stemme og i sit skyggevæsen form "er du okay? jeg fornemmer noget ondt her omkring dig og jeg er næsten hundrede procent sikker på at det ikke er dig der er ondskaben jeg fornemmer.. " siger han mens han kigger på hendes søde ansigt og hendes flotte hår..

Stemmen var dyb og ikke ligefrem noget der gjorde hende tryg. Mørket gjorde hende ikke bange - bare mere forsigtig. Hun var dog også meget klog. "Nej... jeg er ikke okay, min herskerinde tror lige nu... at du vil gøre mig ondt... please.. lad som om, og tag mig væk.. bare i kort tid." Sagde hun så ledt bedende, og derefter satte hun en maske på som var bange. Hendes øjne bad til, at han faktisk ville hjælpe hende. Bare med at komme væk kort, så hun kunne ånde ud inden hun skulle tilbage til Rita. Det kunne måske give hende en chance for at få fat på Bellamy? Tanken strejfede hende, og hun måtte leve livet lidt farling engang imellem. Det måtte man vel? Ikke. Lexa sank en klump og vendte på, hvad han ville gøre. Lige nu vidste hun faktisk ikke, hvad hun skulle gøre, hvis han afviste hende og gik. Der var nok en minder flink person som ville gøre værre ting. Det var sket før.

Hun beder ligefrem om og blive taget væk? hvorfor? der er noget galt, helt dum er han ikke.. måske hvis han tager hende væk, at hun vil fortælle hvilken en ondskab der er omkring hende, og hvad der laver den ondskab? den søde uskyldige pige.. hvad skulle han gør? han kan ikke lade vær med og tænke på sig selv, dengang han var svag og ikke havde nogen, han forstår hende, og har ondt af hende, han kunne tydeligt fornemme at det ikke er selve hende der er den der laver den ondskab, men hvad fanden kan det være? hun er så sød og uskyldig hvem skulle dog hjælpe hende?.

Han kigger godt øje omkring sig, intet øje at se, ingen er på lur - lidt stor overvejelse er der for at tage hende med, der hvor den ondskab er kan hun ikke klare selv! han vil hjælpe hende, han vil ikke være lade hende i stikken så hun måske døde eller værre blev dræbt af den ondskab der er.

Han siger med sin ret dybe stemme for at få hende til og forstå kravene for at komme med "Okay jeg kan tage dig med mig, men du kommer til og mærke en meget kold og tankeløs, og hadefuld følelse når jeg tager dig med mig, fordi jeg bliver noget til og vikle min egen skygge omkring dig før du kan komme med, og jeg fornemmer du er en meget glad pige, når jeg har dig med så tænk på noget godt, tænk på det bedste du ved - men har du nogen jeg kan tage med dig over til? en bekendt, ven eller familie?".

Hun nikkede forbedret til ham. Da han sagde det advarende til hende. Hun lukkede hendes øjne i og lod ham tage med hende. "Jeg har intet sted. Bare et andet sted end her." Sagde hun kort...Der kunne hun mærke mørket trække igennem hende, og prøve at rive hende fra hinanden. Det var en forfærdelig følelse - og hun ønskede egentlig bare at den skulle stoppe. Den ensomme følelse. Den triste følelse over at være alene. At stå med en fremtid som hun ikke kunne få mere. Da Rita havde spurgt om hun ville have hendes brors vinger, havde hun sagt aldrig i livet - at hun hellere ville dø end det. Rita var blevet sur og sagde, hvis hun ikke ombestemte sig - ville hun tage det fra hende der betød at hun kunne få en familie i fremtiden... Lexa havde ofret den del af sin fremtid for hendes bror - og han vidste ikke engang hun fandtes. Det var som at blive stukket med alverdens knive igennem hjertet af denne følelse, hvordan kunne denne mand holde det ud. Gå rundt og være så tom og alene. Så prøvede hun at huske på at tænke på noget godt. Hun tænkte på det store træ i hendes hjem. Det store grønne træ. Det havde hun altid kendt og altid set. Det havde hun kigget på når hun var i smerte - og når hun var i sorg. Efter undersøgelser af magikerene og når hun længdes efter et andet og bedre liv. Lexa tog en dyb indånding og forstillede sig træet så for hendes øjne. De mørkegrønne bløde blade. Solens lys mod trækronen.

Så snart hun blev løsnet fra den kolde følelse - først der slog hun de blå øjne op. Let så hun sig omkring. Hvor var de henne? Ikke et sted hun kendte til i hvert fald. Rita var sikkert glad nu. Hun troede, at hun ville få sin straf. Lexa lagde let hovedet på skrå. "Hvordan... hvordan kan du holde det ud? Kulden... Ensomheden.. alt det negative. Hvordan gør du?" Spurgte hun lettere nysgerrig og så ham direkte i øjnene. Hun havde mærket det på egen hud nu. Og nu var hun nysgerrig.

Assorian lander på jorden foran sit hus, ingen har nogensinde været i hans nye hus efter han blev efterladt af sine forældre ikke engang Jo har været der. Han forbliver sin i skyggeform fordi han ikke helt stoler på hende endnu, da han fløj med hende kunne han mærke glæden i hende, også selvom hans skygge prøvede og flå hendes glæde fra hende, så var den ikke stærk nok, hun havde et meget stærkt sind, det kunne han fornemme, hun er ikke ondskaben, der er noget lusket i det her, det vidste han!, han kigger på hende og er stadig forundret over hvor smuk hun er, hvordan kunne hun så havde en ond aura gemt bag den flotte og glade pige? han blev nysgerrig..

Hun spørger ham om hvorfor han er som han er og hvordan han kunne leve med det og han svarer ret surt tilbage med en ret dyb stemme "det er fuldstændig ligemeget, det er ikke noget der kommer nogen ved.. forstået?".
Ingen skal vide hvad der skete med hans forældre, specielt hans far er der ingen der skal vide.. INGEN! tænker han..

De går mod hans dør og lige inden hun tager fat i håndtaget, hun er ret nysgerrig som om hun aldrig er kommet ud før? "STOP IKK' ÅBEN!" - han får hende til og bakke tilbage og holde sig for munden, mens han selv åbner døren. En stor røgsky kommer ud af døren og mod Assorian, han suger alt røgen der er i huset til dig og siger så til hende "jeg efterlader altid en giftig og kold tankevækkende røg, så når der kommer nogen som ikke burde være der, de får røgen i sig så kan jeg sige dig, at de ikke tager flere skridt fordi de vil få en meget stor følelse af had, ensomhed, og mest af alt.. sorg over nogen de har mistet eller noget de har mistet" efter han har sagt det suger han det sidste af røgen til sig og går frem mod hende, og forvandler sig til sin menneskelige form "undskyld jeg råbte af dig før men du skulle ikke opleve mere negativitet som du gjorde før, jeg kunne se det tog meget på dig.."

Det var ikke, at hun ikke var van til Rita der råbte af hende. Men hun havde stadigvæk fået sig et mindre chok. Hun nikkede blot let og sank så en klump. Da hun ville gå ind stoppede han hende. Først var hun kort bange for, at han ville gøre hende noget. Men hans forklaring gjorde det klart for hende, at det ikke var fordi, at han ville hende noget ondt. Lexa så ham træde i sin menneskelige form, og lagde hovedet let på skrå. Så nikkede hun let. "Det okay. Jeg tror jeg overlever." Svarede hun med et let smil. Et af hendes smil siges at kunne få de ondeste til at tøve. Hvis de bare havde en lille gnist af glæde i deres sjæl. Det havde hun auraen til at sende ud uden hun egentlig ønskede det. Det var bare en virkning hun havde - som om det ikke var nok allerede at være engel. "Jeg laver i en verden, hvor det eneste positive er det jeg selv sørger for." Svarede hun kort og så ham direkte i øjnene inden hun så trådte ind. Til tider var der en hvis selvsikkerhed i hendes stemme. Som om, at hun var i stand til at kunne være stærk. Og det var hun jo egentlig også, hvis hun havde forhindret sig selv i at gå fra forstanden i ensomheden. Hun havde fundet en vej. Det var de færreste der kunne gøre det alene, mange forstod ikke - at man var alene på den rejse. Men når alene var alt man havde haft - ingen vidste hun fandtes. Hvis hun døde nu ville det kun være Ritas tab.

Det smil.. det ramte ham som amors pil i hjertet på ham, og han begyndte og smile tilbage til hende, hun er den anden pige der har set hans rigtige "glædesmil"
han siger til hende med sin helt normale stemme "du ved godt du er den anden pige jeg faktisk "smiler" til ikke?" siger han mens han blinker med det ene øje måske der var lidt flirt i det.. han kunne mærke hun manglede et sted og være og en person hun kunne snakke med og være ved når det var at det hele var fucked op.. "føl dig hjemme ven, der er vand og mad i køleskabet bare tag det du vil, jeg har desværre kun en dobbelt seng, men jeg kan sagtens tage sofaen". Han tænker at hun har brug for en ven, og det har han også, de kan måske støtte hinanden? han mangler ihvertfald en der kan give ham positivitet, så han ikke er så forbandet ond mod alle andre, han spørger hende "hvorfor var det du ville med mig? jeg er nok ikke lige den bedste og være ved, men jeg kan fornemme en ondskab omkring dig og du er ikke den der laver det, er der noget der truer dig noget? noget ondt? hvis det er du har brug for et sted og være, eller en ven måske så sig til, jeg vil gerne hjælpe dig.. jeg har egentlig ikke fået dit navn?" siger han med et lille smil på læben, "hvad hedder du ven?.

Lexa så på ham, men sagde ikke noget. Noget i hende var stadigvæk en smule nervøs over dette. Hun kiggede op på ham. Desværre måtte hun tilbage på et tidspunkt - men hun skulle nok overleve - af en eller anden grund gjorde hun altid det. Lexa åndede let ud.
"Min adoptivmor er tror du straffer mig for hende. At lave et jordskælv under hendes fødder er hun ikke så glad for. Så hun sætter mig her ud for at jeg skal straffes. Jeg er ikke så god til andre væsner... så.. Men tak." Svarede hun og sank en klump. "Mit navn er Lexa." tilføjede hun så let. "Hvad med dem?" Spurgte hun så og lagde hovedet nysgerrigt på skrå. Der var en form for uskyld over hende, og hun var ganske uskyldig - dog ikke ufarlig. Hvis man troede det... ville det kun ende galt. Specielt hvis man truede hendes familie. Nok kendte de ikke til hende, men det var alt hun havde - og alt hun kunne drømme om. Så sikkert også, hvad der holdt hende kørende.

Assorian kigger på hende og kigger så op.. og kigger så på hende.. og så op igen, det gør han nogen gange, så går han rundt, uden og svare på hendes spørgsmål om hans navn. Han tænker og tænker og går frem og tilbage i huset, så kigger han på hende og går så frem og tilbage igen.. "adoptivmor siger du?" siger han mens han kigger på hende igen.. han vælger så og lade vær med snakke om det, og går over til køleskabet og tager sin elskede scotch og drikker en stor slurk af det, og kigger så op igen og tænker "hvorfor er det jeg føler hun har en evne.. den måde hun kiggede på omkring sig i søen, det var som om at alting og med alting mener jeg naturen, det var som en den var glad for at hun var der, den elskede at hun var der jeg kunne føle den harmoni og det var godt nok klamt.. men der er noget over hende, noget specielt.. og jeg er ivrig i og finde ud af hvad det er! og det skal jeg nok! og jeg ved lige præcis hvordan.." - han går så over til hende da hun ser ret skræmt ud over hvor underlig han var lige før, og siger "undskyld før, mit navn er Assorian, Assorian Fáblo jeg bor her alene, kun med mig selv" siger han med et ret tomt suk fordi han savner faktisk nogen at kunne bo sammen med.
Nå Lexa søde ven, hvordan kan det være at du valgte og ville tage med mig? selvom du skulle opleve mit skyggelige jeg? hvad er det der plager dig? og nu skal du ikke lyve for mig.. jeg ved der er en ondskab der plager dig, og det er ikke dig der er ondskaben.. jeg vil også spørge dig hvordan du har det med naturen? jeg føler du holder meget af naturen og blomster og sådan noget pjat der.." så tager han en af hans blomster og får den til og visne med hans røg..

Hun observerede ham let. Noget inde i hende bad hende om at løbe nu. Og gerne NU!
Men hun blev lidt længere, så ham tage en af sine planter. Den talte let til hende, men så blev den pludselig stille. Den døde. Han dræbte den. Det skar inden i hende. Hun kunne mærke, hvordan hendes lunger nærmst blev forgiftet, og hun begyndte let at hoste. Faktisk faldt hun på knæ og tog sig til halsen. Smerten. Det brændte i halsen. Forfærdeligt. Dog varrede det ikke længde før, at hun endelig havde sine luftveje frie. Så kiggede hun op med små tåre i hendes øjne. Jorden omkring dem begyndte at ryste. Som blev der advaret om et jordskælv var på vej. Så rejste hun sig op. Hun kiggede kort udenfor og så tilbage på Assorian. Hendes blik var mere fyldt med sorg end glæde. Pludselig knuste ruden bagved hende. Væggen gik i tu, og jorden under dem og gik op. Smadrede jorden. Lexa følte hvordan jorden under dem i hele stuen faldt sammen. Dele af gulvet, en af sofaerne faldt ned i det mørke hul, som var midt i den store stue. "Hvordan kan du bare gøre sådan. Bare dræbe.. som om det ikke betyder noget overhovedet.. .for det betyder noget, og du ved det udmærket godt!" Råbte hun let og stoppede derefter med at få jorden til at ryste. Hun var lettere svimmel, og havde egentlig mest lyst til bare at falde om. Men hun gjorde det ikke, hun holdt sig på benene og kiggede Assorian direkte i øjnene.

Det hele kom så hurtigt, men han var selv udenom det, selvfølgelig havde hun en evne, ligesom han havde regnet med, men han ved stadig ikke hvilket en helt slags evne hun har, men det er noget med at jorden ihvertfald ryster! hele hans stue er ødelagt.. men han er ikke sur.. faktisk så er han mere stolt over ham selv at han havde ret i at hun havde en evne. Han tager sin elskede scotch igen og drikker en stor slurk og tænker "jeg får nogen til og rydde op og reparere stuen* - han går over til hende, går i knæ, og siger "det mår du virkelig undskylde men jeg havde på en fornemmelse at du havde en evne med naturen og jeg havde ret, hvis jeg kan gøre dig glad så kan du prøve og kigge ude i haven, du har vidst ikke ramt der heldigvis, jeg har en stor have faktisk med mange blomster og træer, jeg har en gartner til og passe det, du må meget gerne gå derud og se det, men først synes jeg lige vi skal sætte os ned" han tager hende med hen i den anden sofa i huset, hun er vidst bange for ham endnu hvilket er også forståeligt, han har jo lige svækket hende og gjort hende ked af det, hvilket han faktisk har det lidt dårligt med, det er meget sjældent at han har det dårligt med sig selv over nogen han har såret.. en ret sjælden følelse men den er der - "hør her ven det var ikke for at få dig til og blive skræmt af mig, men jeg skulle være helt sikker på at jeg havde ret, hvis du har brug for og tænke på noget andet, så som jeg sagde før gå endeligt udenfor og få tankerne på plads og glæden tilbage - men nu skal du lige svare på mit spørgsmål først.. Hvem eller hvad er det der plager dig? du skal ikke lyve for mig, jeg HADER når folk lyver for mig, så please svar ærligt, hvis du ikke vil sige det så kan du bare gå hvis det er det du føler for, men jeg vil gerne hjælpe dig som jeg nu kan hjælpe.." siger han mens han kigger hende dybt i øjnene for at vise at han faktisk mener det og at han ikke vil gøre hende ond, faktisk så vil han kun hjælpe hende, selvom de næsten kun lige har mødt hinanden så vil han af en eller underlig grund gerne hjælpe hende, der er noget specielt og uskyldigt over hende som han godt kan lide....

Vred var hun. Hendes vrede var ligesom en bloddæmons, hvilket også var i hendes gener. Hun hævede på et irritabelt bryn da han sagde han blot ønskede at se om hun havde en evne. Lexa drejede kort blikket ud mod haven. Assorians evne var til stor skade for hendes, så det var med at holde sig på god fod. Hun fulgte med ham hen til sofaen og satte sig ned. Så kiggede ham direkte i øjnene. "Du skræmte mig ikke 'ven'. Du gjorde direkte skade på mig. Hvis du ville vide noget om min evne kunne du have spurgt. I stedet dræbte du et uskyldigt væsen..." Hun slog blikket væk kort. Folk forstod hende aldrig - men hun var jo også en særling i de flestes øjne - snakke med naturen? Th. Det var der ikke mange der troede på. Folk troede alligevel ikke på hvad de ikke kunne se eller hører. "Du svarede heller ikke på mit spørgsmål da jeg først ankom hertil. Og jeg hader når folk ikke er ærlige overfor mig og tror jeg er en åben bog de lige har købt i boghandlen." Ekstra tryk på hader, som han havde gjort. "Jeg har ikke brug for hjælp. Den ting der plager mig er et familie fortagne. Hvis jeg siger noget, går det udover min bror - og det har jeg ikke tænkt mig skal ske." Svarede hun ærligt og bed sig kort i læben. Det kunne have været værre. Engang havde Rita brændt et stykke af skoven hun boede i ned - og Lexa havde følt hver eneste lille kvist svitse. Hvert eneste skrig og råb om hjælp. En enkelt blomst skulle man tro ikke var så slemt. Men bare det, at hun kunne hører råbet om hjælp gjorde hende syg efter at redde livet - som næsten allerede var dødt.

Lexa rejste sig op og kiggede på Assorian. "Du behøver ikke at fortælle om det, hvis du ikke har lyst. Hvis du skulle have lyst... kan du finde mig i haven, hvor jeg vil genforene mig med den energi du stjal." Han havde lige set den mere kolde side af hende. Den fandtes faktisk, hvis det gik mod hende og naturen - hun ville støtte naturen for enhver pris. Og lige nu havde han skadet en af hendes venner. Hun lukkede kort øjnene og fik hullet i stuen til at klemme sig sammen igen. Der var stadigvæk et ødelagt gulv, det så bare en smule pænere ud end det andet. Derpå gik hun ud til haven. Hun satte sig ved foden af det største træ, og lænede ryggen mod den ru bark. Lod solen varme hendes hud, og vinden glide med bløde bevægelser henover hendes kind. Hun genvandt sin styrke langsomt, men effektivt.

Assorian var fuldstændig ligeglad med den blomst han fik til og visne, han fik det han ledte efter - nemlig sit svar selvom det også var lidt sjovt og se den grimme blomst visne men det siger han ikke han står bare og kigger på den mens han smiler bredt, så ret som han nu havde så havde hun en evne med med unik evne synes han selv, det med at kunne føle naturen og være et med den ret sejt synes han selv men også ret klamt, han tænkte på alt den positivitet der må være? kvalme får han ihvertifald.
Han bemærker at hun er sur, ikke bare sur men meget meget sur, han kunne fornemme hvor sur hun var men han tænkte også han må hellere være god nu, han har intet imod hende så han tør godt vise sin gode side til hende - måske også fordi hun ser så flot ud..
Han vælger ikke og svare på det hun sagde i stedet for vender han sig om og går ind i stedet for at se til skaderne så han kan få nogen til at reparere det. Hun går ud i haven for at få styrket sin energi igen - han følger ikke efter hende endnu. Assorian får tjekket skaderne og noteret det ned så går han hen mod døren til haven og kigger på hende han kan se at hun allerede er et med hans have, hans blomster ser ud til og være større og flottere end før græsset er grønnere, alt er i harmoni med hende, hvilket han bliver ret svækket af og begynder og blive svimmel, en så stærk kraft af glæde og harmoni har han aldrig mærket før, han når lige og træde ud af døren da han falder ned af trapperne og slår sig, han kommer på benene igen og kigger på hende og løber så ind i huset - han vender sig tilbage og siger til hende "jeg lægger røg ovenpå, så KOM ikke derop" siger han med sin dybe stemme, han skynder sig op og går ind på sit soveværelse, røgen fra hans hænder kommer og der går ikke længe før at han er omgivet af røg på hans værelse, han mærker hadet i røgen, sorg, tristhed, og ensomhed og han får langsom sin styrke tilbage - men han mærker hvor glad han er over at der faktisk er nogle andre i huset og han ikke er alene.. Lexa er sådan en sød og flot pige og hvis han nu åbner sig op kan hun måske hjælpe ham med at komme over Jo og mindst af alt.. sin far og mor, men det ændre stadig ikke på.. at han har evne til og besidde rigtig rigtig meget had og det er der ingen der kan lave om på..