This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

af Gæst Man 18 Maj 2015 - 0:22

Tid: Middag 12-13 stykker
Omgivelser: Boder fra alle mulige forskellige kulturer og mennesker der handler
Vejr: Let skyet men ret så varmt
Påklædning: En hvid lang trøje der ikke er for tyk og et par sorte jeans, samt et par sorte praktiske sko.

Det var ikke så varmt i dag som det plejede at være, så folk fra Sunfury havde flyttet deres boder ud her så byen ikke var overfyldt med boder. Der var en svag duft af forskellige krydderier og det var ret så eksotisk. Det vrimlede også med folk nu hvor varmen ikke var så slem, nogle havde også sat sig og sad og spillede en form for musik, stemningen var lettere travl men ud over det kunne man få en vis munterhed fra musikken og duftene. Imellem menneskerne kunne en ung kvinde spottes.
Hun gik langsomt mens hun mærkeligt rundt på de forskellige folk, man kunne ikke helt regne ud hvad hun havde gang i. Hendes hår var langt i en hvidblondt farve i den ene side men i den anden side var det kort og brunt på grund af udgroninger. Den lange side var flettet til en smuk fletning der hang ned på hendes bryst og hun havde et smil på. Hendes lyseblå øjne var klare og hendes små fyldige læber var lettere mørkerøde. Hun var smuk, det var man ikke i tvivl om. Hendes navn var Sylvana

Sylvana havde taget til Sunfury for at købe nogle af de krydderier der var her, mest fordi hun ikke kunne få dem i Doomsville. Hun havde dog ikke mødt sin søster så nu hvor de var langt fra hinanden havde hun en følelse af at ville hjem igen. Hun rystede følelsen af sig, hun skulle jo alligevel bare ind og købe krydderier? Hun havde dog først opdaget da hun var kommet derned at hun ikke havde nogle penge. Så derfor kiggede hun rundt efter nogle folk som havde noget værdigfuldt på sig, som hun ville kunne vidersælge. Hun gik et stykke og kiggede rundt på folk inden hun spottede en mand. Hans hår var langt og brunt og hans øjne var blå i en smuk farve hun syntes at genkende, hun kunne bare ikke helt sætte en finger på det.
Dog fik hun hurtigt øje på halskæden og tænkte at den nok måtte være meget værd, sådan så den i hvert fald ud. Hun nærmede sig ham langsomt og ventede til at folk begyndte at komme vrimlene hvilket de gjorde efter lidt. Der blev skubbet lidt rundt og Sylvana kom hurtigt forbi ham ved at komme til at gå ind i ham, dog hvad han ikke vidste var at hun var hurtig, så hurtigt fik hun i en kort bevægelse, hapset halskæden fra hans hals inden hun skyndte sig igennem mængden. Så lille som hun var, havde hun ikke svært ved at komme igennem:” Undskyld, men jeg havde ikke nogle penge!” råbte hun tilbage til ham og kom ud af mængden hvorefter hun nu bare satte gang i et løb, dog var hun ikke helt så hurtigt, det var trods alt sand hun løb i.
Hun havde ikke regnet med at han nok var mere van til at løbe i det end hun var, men hun gjorde stadig et forsøg ud af det. Hun gemte sig hurtigt bag en af boderne og så nærmere på halskæden, bingo! Den ville hun kunne få nogle penge ud af, hvor var det fantastisk, dog så den bekendt ud, hvor havde hun set den før?
Hun rystede tanken ud af hovedet, og så hoppede hun af glæde og smilte stort. Dog så jublede hun ikke højt endnu, for han ledte nok efter hende. Hun lagde ikke så meget mærke til at hun havde lavet fodspor i sandet, lidt dumdristig havde hun altid været, det var et af hendes kendetegn, selv fra hun var teenager var der små detaljer hun altid glemte. Det var vel derfor alle syntes hun var lidt sød.

af Gæst Ons 20 Maj 2015 - 22:03

P

This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan Prince-Dastan-prince-of-persia-the-sands-of-time-30750660-500-212

Dastan var lige kommet ud for at se sig omkring, dagen idag var som de andre, havde været nemlig meget hård. Alle folk, havde nemlig sat boder op her, hvor de så bare var igang med at sælge. Det, havde de gjorde over en uge næsten nu, men sådan var det når vejret var til det. Dastan greb fat i hans kappe, hvorefter han træk hætten over sig. Han bevægede sig lige så stille gennem byen, mens han så sig omkring. Alle var travlt optaget af at sælge ting til højre og venstre, tyve stjæl som man os kunne se, hvis alt gik som det skulle ville han kunne få sine informationer så let som ingen ting. Men han skulle finde denne person som dukket op her idag, hvor han gemte sig var lige meget. Dastan ville bare ha sine informationer, hvorefter han ville forsvinde igen, han kende ikke til hans rigtig forældre, men han ville stadig finde dem som, havde sat skylden på ham, eftersom hans stedbror var blive myrde til hans bryllup, med resten af Dastans sted familie. Dastan bevægede sig ud gennem boderne, hvorefter han bevægede sig op af. Men ikke så lang tid efter, begynde folk og storme omkring, det var højste sandesyndeligt på grund af tidspunket af dagen. Imens alle folk skubbet mærket Dastan en person gribe fat om hans halskæde og rive den af. Dastan vende sig med det samme om og så så denne kvinde, som han var sikker på han havde mødt før.

Han fulgte efter hende mens han prøvet og huske, hvor det var han havde set hende før. Men det dukket ikke op, hvilket iretteret Dastan vildt meget. Dastan sætte tempoet op, hvorefter han kigge på jorden, da han ikke kunne se hende længere. Heldigvis, var Dastan født med en evne, som gjorde han selv ville kun se de alle mindste detaljer. Han kunne os se, hvor længe siden det var hun havde været her, hvilket bare betød at han næsten, havde fundet hende. Dastan stoppet op, hvorefter han så på hende, da han endelig var kommet hen til hende. "Min Halskæde nu, mange tak."
Dastan var dybe alvorligt lige nu, hvilket man os ville kunne høre, derudover bar han os to sværd, hans hår var skjulte under hans hætte, men man var ikke i tvivl om, hvem han var.

af Gæst Ons 20 Maj 2015 - 22:50

Hun stod og jublede i sine tanker mens hun klappede lydløst i sine hænder, endelig kunne hun få de krydderier.. lige indtil han stod foran hende, hvordan fandt han hende dog? Hun skreg kort, overrasket over at han fandt hende og hoppede let bagud, mens hun tog sine hænder op til sit bryst som et kampklart dyr:” Så må du tage den, tiger.” sagde hun med et smil på læben og var nu stadig ikke sikker på hvor hun havde set ham før
” Jeg har brug for den.. Det må du vel forstå” sagde hun roligt og kom med et kort venligt smil, hun havde ikke ligefrem tænkt sig bare at aflevere den, nej det ville være for kedeligt. Han så stærk ud, så han måtte vise sin styrke på en eller anden måde, vække hendes interesse. Hun studerede ham på få sekunder, der var noget på hans ryg spottede hun hurtigt:” Bærer du våben?” spurgte hun nysgerrigt med et glimt i øjet.
Hun tog halskæden og proppede den ned i sin trøje, det var dog ikke første gang hun havde gjort det. Det var sket en gang før, tilbage da de var kærester og hun tog et eller andet fra ham, som han ville have igen. Hun kunne dog ikke huske det, da det nu bare var sjovt for hende. Der var ikke så mange folk hvor de var, faktisk var der stille lige i det område.
Sylvana var ikke ligefrem en dårlig kæmper, hun havde øvet sig længe, det var krævet af hende, når hun nu altid kunne finde på at rode sig ud i problemer. Der var dog noget ved de smukke blå øjne som han havde, hun prøvede så godt som hun kunne at genkende ham men det var så svært. Hun rakte så bare ud efter hans ansigt og rørte lidt ved hans kind, af refleks da hun nu også havde gjort det tilbage da de var sammen. At hun ikke lige kunne huske det var et mysterium, men i så fald trak hun hurtigt sin hånd til sig.
Hun stod stadig kampklar med hænderne oppe i brysthøjde, hænderne var knyttede. Hendes øjne havde et specielt glimt i dem, det skete altid når hun var spændt, hun kunne ikke rigtig selv styre det. Nogle mennesker passerede og stjal hendes opmærksomhed i et kort øjeblik, det var det perfekte øjeblik for ham med de flotte øjne til at fange hende ”off-guard”.

af Gæst Tors 21 Maj 2015 - 19:20

Da han stod overfor hende, hvorefter hun talte til ham kigget han hende i øjne, hvor havde han nu set hende henne før. Dastan så på hende da hun kaldte ham tiger, hva var det dog for et Nickname, det lød dog godt i hans hoved, når han endelig tænkte over det. Dastan så over på kvinden som talte til ham igen, da hun nævnte hun, havde bruge for den kunne han ikke undgå og sende hende et skævt smil. "Jeg vil ikke skade dig, så gi mig nu bare den tilbage tak." Da hun smidt halskæden, sådan at hun havde den gemte tæt ind til hendes krop. Dastan prøvet dog stadig og genkende hende, hvilket bare gjorde det hårde for hans hjerne at bearbejde det hele. Da hun spurgte om han, havde våben på sig kunne Dastan ikke lade vær med at grine. "Godt set, det må jeg sige" Dastan så hende lige så stille an. Øjne som var en blandning, mellem grøn eller en slags grå var så særlige, der var et eller andet han i havde set før over dette. Dastan bakket lidt væk da hun kom tætte på, grunden til det var jo fordi, han ville ha sikkerhed for sig selv, derudover havde han slet ikke haft styr på, hvorfor hun gjorde det. Dastan så Sylvanna i øjne, da hun lod hendes hånd kærtegne hans kind svagt, hvorefter en masse minder begynde og strømme gennem ham. Dastan så på hende da hun stadig stod kamp klar, han så hvordan hun kigget væk og i det samme han så det. Greb han fat i hendes ene arm og tvang den om på hendes ryg, hurtigere end man kunne nå at se det. Da han holde hendes ene arm bag hendes ryg blidt, hvisket han hende svagt i øret, "Sylvanna, gi mig min halskæde ikke, ellers står vi bare her, hele dagen og natten med." Dastan kunne ikke lade vær med og smile, det var vildt morsomt det her, hvilket bare gjorde alt dette her, vældigt moresomt.

af Gæst Tors 21 Maj 2015 - 21:16

Sylvana havde proppet halskæden ned i sin bh, mest fordi det var sjældent for hende at folk ville prøve at tage den derfra. Dog nåede hun ikke at reagere før hun blev vendt og hendes arm var omme på hendes ryg. Hun bed sig lidt i læben og så lidt om på manden. Hun lod sin frie hånd komme om bag hans hætte før hun trak den ned.
Det var først nu da hun stod tæt på ham og hans hætte var nede at hun godt kunne genkende ham. Hun så lidt måbende ud i starten før hun forsøgte at vriste sig fri:” Dastan….? din…..!” kom det fra hende mens hun prøvede at komme fri:” Efter alle de her år og så har du hele tiden været her?!” sagde hun, man kunne fornemme en smule vrede og sorg i hendes stemme.
Hun gav dog op med at prøve at vride sig fri og sukkede let. Hun så om på ham før hun rev ud efter ham med den frie hånd, hendes bevægelse var dog ikke langsom og krævede en god refleks at undgå. Hvis hun ramte ham ville hun rive ham på kinden med sine skarpe lange negle:” Du… forlod mig” sagde hun så, dog lænte hun sig en smule op af ham, selvom han holdte hendes arm på hendes ryg.
Hun ville ikke benægte at hun ikke havde savnet hans berøring for det havde hun. Dog så havde hun ikke tænkt sig at give så let op. Hun sendte ham et kort og listigt smil inden hun så bare skreg, kort men højt nok til at folk ville tjekke ud hvad der skete:” Jeg sagde jo at du så måtte tage den.. Men nu bliver det lidt sværere… Tiger…” hviskede hun roligt til ham inden hun begyndte at råbe efter hjælp og vride sig mere. Hun bed sig i læben og blev nu ret spændt på hvad han ville gøre.
Han kunne få valget mellem at efterlade hende med halskæden eller trække hende med sig, hvor besværlig hun end var. Hun gned sit baghoved blidt mod hans bryst da hun nu havde savnet ham, en hel del. Men hun var stadig en smule vred på ham.
Hun kunne godt huske det, ret så tydeligt. Han havde bare sagt at det var for farligt for dem at være sammen og så havde han forladt hende. Han gav hende ikke engang tid til at få et ord indført. Hun knyttede hånden lettere vredt sammen mens hun bed hårdt i sin læbe, hun kom dog til at bide hul så hendes læbe blødte en smule.

af Gæst Tors 21 Maj 2015 - 22:02

Dastan var overasket over at hun, havde fundet ham igen eller at de, havde mødt hinanden igen. Da han hørte at hun skulle til og sige noget, havde han forventet en masse ord, men som altid kunne hun få det gjorde med bare få ord. Dastan lyttet til hende, mens han stadig holde hans greb fast, mens hun kæmpet for at komme ud af det. Da hun fjernet hans hætte, kunne man se at årene ikke ligefrem, havde ændret ham hvilket kun var godt, Dastan mærket vinden mod hans ansigt, hans hår bevægede sig svagt i vinden. Da hun rev ud efter ham med hendes ene hånd så han det ikke før det var forsent, han kunne mærke at hun kradset ham, hvorefter han blødte lidt. Dastan smilte svagt til hende, " Wolf det kan du gøre bedre," lød det flabet fra Dastan. Han mærket kort efter, hvordan hun lænte sig op af ham, med sin ryg. Dastan bed sig selv svagt i læben, mens han lyttet til hende, det var sandt nok han, havde forladt hende, men som han havde sagt det var for hendes sikkerhed. Han var ikke sikker, grunden til han os havde båret en hætte siden han tog afsted, han havde dog os fået sig en masse venner i underverden, hvorefter han på den måde havde skjulte sig selv fra omverden. Da han lige pludselig så hende sende ham et listigt smil vidste han at der var noget galt, hvorefter han hørte hende skrig. Han kigget på hende da hun vendte sig om mod ham og hvisket " Jeg sagde jo du måtte tag den, men nu blivere det lidt svære." Da han fik hørte det sidste, vidste han at han var nød til og trække hende væk, da hun gned sit baghoved op af ham. Stod han dog stadig bare lidt han, havde vildt meget savnet hende det var der ingen tvivl om, men som altid prøvet han og skjule det. Dastan bevægede sig lige så stille tilbage af, mens han holdet fat i hende, "vi finder et lidt mere stille sted, hvis du bare kan holde mund til vi er i sikkerhed, vil jeg sætte pris på det." Da Dastan var kommet nogenlunde væk fra alle andre folk, nået de til hans helt eget lille sted, hvorefter han lukket sig selv ind med hende. Da hun var kommet greb han fat i hende så de stod med fronten mod hinanden, hvorefter han tog hendes trøje af, hvorefter han fandt sin halskæde som, han tog op fra hendes bh. "Du må lære ikke og bestjæle mig wolf," Dastan havde jo revet hendes trøje af, hvorefter han peget hen mod skabet, "der kan du tag en af min trøje siden jeg jo rev din af." Lød det en smule flabet fra Dastan, hvorefter han bakket lidt væk, "så være så god og tal wolf." Sagde Dastan, han blinket hurtigt til hende med det ene øje.

af Gæst Fre 22 Maj 2015 - 0:33

Hun så lidt på ham og lod ham nu trække hende, hun ville ikke kæmpe imod. Hvorfor kæmpe imod hvis man gerne ville med? Hun tog sine arme om hans hals da han trak hende med, indåndede hans duft mens hun nu smilte lidt. Hun nussede hans nakke blidt og slap ham da de kom frem til hvor han holdte til. Hun så lidt rundt men var dog ikke klar på at han ville flå trøjen af hende, så hun kom med et let gisp.
"Du må lære at blive sværere at bestjæle? Havde vi været i Doomsville havde du ikke fanget mig.. Du bare heldig at bo her, så du nemmere kan træde i det trælse sand.." Sagde hun roligt og smed sine sko på gulvet. Hun gik så hen til ham og lagde en hånd på hans ikke sårede kind inden hun slikkede lidt af blodet op fra den sårede. Dog resulterede det også i at hendes læbe blødte lidt på hans kind.
Hendes bh var sort og hendes bryster som svarede til en c-skål var blottede, hendes hud var en smuk bleg farve, og man kunne bare ved at se på hende at hendes hud var blød som silke. Hun tog sine hænder lidt dækkende op til sine bryster, dog ikke at hun havde så meget imod det:” Tiger… Du kan da ikke bare klæde mig af og så bede mig klæde mig på igen..” sagde hun med et lille smil på læben. Hendes læbe blødte stadig svagt og blodet løb ned fra hendes højre mundvige, lidt vampyragtigt, dog lagde hun ikke mærke til meget.
Hun gik hen og tog en sort t-shirt som hun så tog på. For stor var den, men hun kunne godt lide den:” Du får den ikke igen.. så er det sagt..” advarede hun efterfulgt af endnu en listigt smil. Hun gik så lidt rundt og så rundt. Hun satte sig på sengen og så lidt på Dastan:” Jeg kan ikke tilgive at du forlod mig.. Det vil jeg nok aldrig kunne..” sagde hun så, med et mere alvorligt udtryk i ansigtet.
Hun lagde sig så bare ned og åndede tungt ud, hun tog en hånd op til sin mave, følelsen hun havde da hun forlod Doomsville var groet stærkere. Hun følte sig ikke særlig meget tilpas, men det var tydeligt at det var på grund af noget andet end at Dastan havde forladt hende:” Jeg… burde nok tage hjem..” sagde hun så og satte sig hurtigt op.
Hun gik bare mod døren uden rigtig at lade ham få et ord indført, dog udstrålede hun tydeligt at hun ville stoppes. Hun ville ikke ligefrem selv gå, men følelsen åd hende op. Mon han kunne fjerne den følelse af tomhed? Havde hun nu mødt sin søster endnu så havde hendes søster også været der, men hendes søster forblev ukendt. Kendte Dastan mon til hende? Det vidste hun intet om.
”Hvorfor føler jeg mig så tom… Er det din skyld, Dastan? Du forlod mig.. Det ikke fair.. Vi havde det så godt?” spurgte hun mens hendes blik sank ned i jorden og hendes tag i dørens håndtag strammedes. Hun ville ikke rigtig have noget svar, for der var sikkert intet svar at finde. Hun lukkede sine øjne hårdt i og bed mere i sin læbe, som resulterede i at den blødte mere:" glem hvad jeg sagde.." Lød det fra hende i en utydelig mumlen. Hun prøvede nu på ikke at virke svag, ikke overfor ham, ikke nu.
Hun kom med et let suk og tvang så bare døren op og så lidt ud. Hun mærkede først nu at blodet fra hendes læbe dryppede ned på gulvet og læben sveg, men betød det noget nu? Skulle hun virkelig til at gå, nu hvor hun endelig havde mødt ham igen? Hun kastede kort et blik mod ham, et blik der skreg: Lad mig ikke gå.

af Gæst Fre 22 Maj 2015 - 16:20

Dastan bed sig selv svagt i læben, mens han gik med hende hen mod hans lille hus. Det så ikke ud til meget ude foran, men det var dog overaskende stort når man kom ind, Dastan kigget på hende da hun talte til ham, om at han skulle blive bedre til ikke og blive bestjålet. Dastan gav en kort grimase da han så på hende, "yeah der ville jeg stadig ha fanget dig, and you know it." Lød det flabet fra Dastan, hvorefter han kigget hende i øjne da hun kom op til ham, han mærket hendes enehånd, hvorefter han mærket hende slikke på den skade hun, havde lavet, hvilket sve en del, men det var ikke noget Dastan normalt lagde mærke til. Da hun stod op af ham, kunne han se hendes krop, hvilket bare gjorde det meget bedre for ham. Dastan grinte svagt, da hun talte omkring hans trøje som, hun selv havde taget på sig nu. "Det kan du da se jeg kan Wolf," lød det drillende fra Dastan af. "Så jeg føle lige nu jeg har vundet," lød det flabet fra Dastan. Da Sylvanna gik hen til hans seng og satte sig på den, kunne han mærke at det her ikke ville inde godt, Dastan stille sig op af muren, mens han kigget på hende, da hun var færdig åbnet han svagt efter hans egne mund. "Jeg ved godt det, men du må forstå det var for din sikkerhed, du skulle ikke være en del af det, jeg måtte selv gøre det jeg skulle gøre." Som altid talte han i gåder, hvilket nogen gange forvirret ham selv. Da hun rejste sig op, lyttet han kort til hende, han fulgte efter hende hen til døren, mens han prøvet og finde ud af, hvad han skulle sige for at få hende til og blive. Han lyttet til hende da hun talte omkring, hvordan de, havde det inden han forlod hende. "Jeg kan ikke gøre noget ved det jeg gjorde, men du må forstå mig ret, jeg ville aldrig forlade dig uden en god nok grund, hvilket dette jeg sidste gjorde var, du var i sikkerhed, da jeg ikke var ved dig." Nu var det sagt, Dastan bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han så hende kigge på ham, hvor hun så bad med øjne om at han ikke måtte lade hende gå. Dastan gik ind foran hende, hvor han så blokket døren, "Wolf blive nu, det skal nok gå alt sammen, eller jeg kan tag med tilbage til Domsville." I det samme han, havde fået det sidste sagt greb han fat om hendes talje, hvorefter han kysset hende uden og tøve på munden, "se vi kan ha det sjovt, som i gamle dage." Lød det drillende fra Dastan af, han ville ikke lade hende gå, for lige meget, hvor længe han sagde til sig selv, at det var bedste at undgå hende, ville han mere og mere være ved hende, selv om de begge ville være i fare.

af Gæst Fre 22 Maj 2015 - 22:09

Hun så lidt op på ham da han stod i vejen for hende og hendes mundvige pegede nedad, hun så virkelig trist ud. Men selvom hun så trist ud var hendes ansigt stadigvæk ret så nuttet. Hun lod ham tage fat i hendes talje, og hun kæmpede ikke imod da hun mærkede hans læber i et kys. Hun lukkede sine øjne i og lagde en hånd på hans bryst.
Et let suk undslap hendes læber da han brød kysset igen og hun lagde sine hænder på hans bryst, og sin kind mod sin ene håndryg:” Jeg har ændret mig siden den gang. Jeg har lært at slås… Og været oppe at slås. Masser af gange..” man kunne fornemme spændingen i hendes stemme:” Du fortalte mig aldrig hvor sjovt det var..” sagde hun roligt og lukkede hendes øjne i.
I et kort sekund havde hun glemt Dastans fortid og hans forhold til at slås, for hende var det at slås jo bare en leg? Hun så lidt op på ham og kom med et svagt smil:” Men der også sket noget… siden du forlod mig” sagde hun så. Hun lagde mærke til at hendes negle blev mørke og hurtigt trak hun sig væk:” nej… ikke nu.. ikke her” mumlede hun lavt til sig selv og så på sine negle. Hun trådte hurtigt skridt tilbage, væk fra ham indtil hun var mod væggen, øjnene havde et skræmt udtryk.
Var det nu han ville finde ud af hvad hun virkelig var? Et monster? Hendes hænder var skjulte bag sin ryg, inden en skræmmende lyd bag fik hende til at spærre øjnene en smule op, det skete virkelig, her og nu! Det lød mest af alt som om at hendes knogler var ved at knække af, men hvad han ikke kunne se var at sygelige spidse klør kom frem. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre nu.
Skulle hun vise ham sine klør? Nej. Hun kunne mærke en underlig vrede inden i sig vokse. Hun ville angribe noget, men ikke ham. Hendes sanser blev også bedre når hendes klør var ude. Hun hørte nogen udenfor. Hurtigt løb hun forbi ham, puffede ham ud af vejen inden hun kom ud af døren. Det var et lille barn med et brød. Hun stod som et vilddyr der havde spottet sit offer og skulle til at fortære det. Barnet så skræmt op på hendes klør og var helt frosset.
Hun nærmede sig barnet og strakte sine fingre helt så klørene blev blottet helt for alle til skue. Hun nåede hen til barnet inden hun løftede armen for at angribe, hendes øjne skinnede med en blodtørst. Hendes evne var mærkelig for egentlig var hun menneske men den gjorde at hun fik en stor lyst til bare at se blod. Masser af blod. Og hun kunne ikke selv styre det.

af Gæst Fre 22 Maj 2015 - 23:11

Dastan, havde aldrig været glad for at kæmpe, men efter hans familie var blive myrdet, havde vendt fuldkommen om på, hvem han var og hvad han havde gjorde. Dastan bed sig selv svagt i læben da han mærket Sylvanna så tæt på ham, hvilket gjorde det lidt akavet. Men det fungeret på nogen måder, Dastan vidste ikkem hvad han ellers skulle sige til det hun sagde, omkring at slåse. Men der var nok heller ikke en grund til det, hvilket nok mere var der til Dastan mange gange, havde gjorde det. Dastan så på hende da hun bakket væl fra ham, hvorefter han så hende stille sig op af væggen, mens hun mumlet et eller andet. Dastan bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han bevægede sig lige så stille tætte på hende, da han hørte lyden af nget fra hende, gjorde det dog at han stoppet op. Han kigget på hende, hvorefter han så hende lige pludselig bevæge sig hen mod ham igen, han blive dog skubbet til side af hende, hvorefter hun nærmest fløj ud og bevægede sig over mod en dreng på de omkring hvad, 10 år. Dastan begynde lige så stille og prøve og lægge de her tal sammen, omkring at hun jo, havde sagt hun havde forandret sig. Han, havde dog ikke rigtig reageret på det, hvilket faktisk ireteret ham lidt. Dastan mærket dog en mærkelig følelse da han så hende bevæge sig hen til barnet, hvorefter hendes klør var ude, inge gjorde rigtig noget og, Dastan, havde ikke lyst til og stoppe hende, hvad var der dog galt med ham, faktisk ville han hjælpe hende med og dræbe, eller lemlæste barnet. Dastan bevægede sig derfor vildt hurtigt ud, hvorefter han løb hen til Sylvanne, hvorefter han træk hende med sig, han havde intet mod hun gjorde dette, men han ville bare være sikker på hun kunne stoppe. Dastan tog dog ikke som sådan hende med, han skubbet barnet væk, hvorefter han greb fat i hendes hånd "wolf, du skal ikke bare dræbe sådan der, jeg kan se du har ændret dig, men tag et rigtigt offer næste gang okay," lød det flabet fra Dastan af, hvorefter han greb fat i begge hendes arme, hvorefter han holde fast i hende på den måde. Hun måtte godt kæmpe og dræbe, men hun skulle helst gøre det mod en, som hun vidste, hun var lidt mere lige med. Nu var spørgsmålet bare om hun kunne høre ham, eller om hun ikke kunne høre ham, hvor han så selv ville være et offer, "du skal nok få en chance en anden gang." Hvisket Dastan svagt, hvorefter han holdet fast på hende.

af Gæst Lør 23 Maj 2015 - 2:47

Hun så ikke ud til at reagere på hans snak men så snart han rørte hende rettede hun blikket ned mod hans hånd, hendes hoved var lidt uforstående på skrå. Hendes øjne var tomme som var hun i en trance, stirrede bare mod hans hænder. Hun knyttede sine hænder i, hendes håndflader begyndte at bløde da klørene borede sig ind i dem som var det papir.
Hun kunne ikke mærke det og stirrede bare på at blodet løb. I et kort sekund trak hendes øjenbryn sig lidt sammen før hun desperat prøvede at få sine hænder op til sin mund:” blod…. Mere… mere af det..” mumlede hun inden hun så op på Dastan, tomheden var væk og fyldt med blodtørst:” Dastan… hjælp” mumlede hun lidt inden hun pressede sit ansigt mod hans bryst.
Hun lukkede sine øjne hårdt i og håbede nu bare på at det ville gå væk, hun ville ikke vise ham denne side, ikke vise hvor sær hun virkelig var. Hun drejede sit hoved så hendes øre var mod hans bryst, lyttede til hvordan hans hjerte slog. Hun vidste det ville være ekstremt smertefuldt når hendes klør engang ville forsvinde. Hendes negle ville falde af sammen med klørene men hendes negle ville hurtigt vokse ud igen.
Hun bed sig lidt i læben og tog let fat i hans arme, uden at hendes klør ville røre ham. I et kort sekund kunne hun mærke fornuften kravle tilbage. Og så dog.
Hun så ham ind i øjnene før hun kom med et listigt smil. Hurtigt trak hun sine arme ud af hans greb og så var hun afsted igen. Denne gang ville hun ikke engang lade ham nå at stoppe hende, i mindre end et par minutter var hun nået frem til et mål som hun nu bare sprang på. Hun havde væltet en mand omkuld og hun borede sine klør ind i brystet på ham, et stort smil var bredt på hendes læber, men man kunne tydeligt se at hun ikke var ved sig selv.
Hun lukkede sine øjne i og nød følelsen af at have klørene i noget. Manden skreg og vred sig for at komme fri men hun holdte ham nede ved at sidde på hans mave. Hun blev dog træt af at høre ham skrige og trak sin ene hånd op og kørte en klo ned langs hans kind:” Nu tier du stille.. Ellers kan det være at jeg faktisk slår dig ihjel” kom det truende fra hende og hun slikkede så på sin klo.
Hun fik en mærkelig følelse af at drikke bare en smule af blodet, det gjorde hende helt vildt og hun ville have mere:” Lig stille..” sagde hun så til ham og pressede sin anden hånd længere ind i brystet på manden. Det ville nok være synd at lade ham leve men hun var ligeglad. Når hun blev træt af at pine ham ville hun nok bare gå igen.

af Gæst Søn 24 Maj 2015 - 1:35

Dastan kigget på hende og da hun så på ham uforstående, anede han ikke hvad han skulle gøre. Han var magtesløs, hvilket pinet ham så meget han anet, ikke hvad han skulle gøre. Da hun bedet ham om hjælp, kigget han første bare på hende. Hvad skulle han dog gøre, hun var jo en helt anden person på nogen punkter, Dastan bed sig selv svagt i underlæben så han lige kunne smage sit eget blod, hvorefter han kigget hende i øjne. Han ville godt hjælpe hende, men han skulle første finde ud af, hvad der gjorde at hun var sådan som hun var lige nu. "Sylvanna, jeg lover dig det, vi skal nok finde på en måde, hvor det ikke behøver og gøre dette her lige så meget." Da det sidste var sagt kigget hun op på ham, hvorefter han så et listigt smil, han anet ikke, hvad han skulle gøre ved de, han mærket, hvordan hun rykket sig meget hurtigere end før, da hendes hovedet jo, havde ligget mod hans hjerte, hvor hun så havde hørte hans hjertes rytme. Den måde, hvor på hun havde kigget ham i øjne, med det listige smil, gjorde alting til noget helt andet, hun ville ha ham til og blive et dyr som hende, hvilket han nok på nogen punkter var i forvejen, Geralt fulgte efter hende, med det samme han kunne, hvorefter han satte sig på knæ, ved manden. "Jeg vil råde dig til og blive liggende, ellers kommer du til og lide mere," i det samme han sagde det hamret han os hans ben ned over mandens arm, hvorefter han gav et kæmpe skrig fra sig, Hans ene arm var nu knækket, Dastan gik hen og kysset Sylvanna på kinden kort, mens hun stadig stod med hendes klør i ham, vi bliver nød til og få styr på dine klør nogen gange, er det nemlig okay, andre gange ikke." Lød det kækt fra Dastan, hvorefter han bevægede sig om på siden af hende, "så hvor længe har du tænkte dig og være blodtørstig, så vi kan komme videre og finde ud af det," kom det flabet fra Dastan. Han, havde sjovt nok to side af sig selv, denne her side, havde han dog aldrig været ude for før så kynisk og så afslappet, mens man så folk lide. "Men vi skal nok finde ud af det wolf, det er jeg helt sikker på." Men med de ord, gik han om foran hende, hvor han lagde en hånd på hendes ene kind, "så slap af og gi slip på din blodtørst, du skal selv lære og styre hva dette her end er wolf." Efter han havde sagt det kysset han hende dog igen, hvorefter han skilte deres læber fra hinanden kort efter, hvilket måske ville hjælpe, men han anet det ikke.

af Gæst Søn 24 Maj 2015 - 3:36

Sylvana så overrasket op på ham da han nu bare trådte på mandens arm, dog kyssede hun med, med lukkede øjne. Hun åbnede sine øjne igen og åndede tungt ud. Det havde overrasket hende en del og hurtigt blev hun smidt tilbage til at være sig selv. Egentlig havde hun slet ikke regnet med at han ville vise denne side af sig selv.
Hun så lidt ned på sine hænder og trak dem så ud af manden:” Undskyld… undskyld!” sagde hun og satte sine hænder på mandens kinder men manden var allerede helt væk, hvis ikke død. Hun vendte sit blik mod Dastan, inden hun rakte sine arme op mod ham, skyldfølelse var at finde i hendes øjne:” Jeg vil væk..” hviskede hun så og rejste sig hurtigt inden hun sprang ind i hans favn.
Hun tog sine arme om hans hals og pressede sit ansigt ned i hans skulder, prøvede at glemme hvad hun lige havde gjort. Hun kom med et suk. Det måtte have været tomheden der fik hende til at aktivere sin evne. Hun så lidt på sine klør og bed sig så i læben da en knækkende lyd begyndte at komme fra dem, de var ved at falde af.
Hun bed sig selv i armen for ikke at skrige, man kunne tydeligt se på hendes ansigt at det var smertefuldt, men det kunne han ikke. Det havde hun sørget for. Stille en for en faldte neglene af og hendes fingre var virkelig ømme. Hendes arme faldte slapt ned langs hendes side og hvis han ikke havde fat i hende ville hun falde ned på jorden og ikke rigtig kunne komme op. Hendes hænder gjorde for ondt til at hun ville kunne bruge dem, så hun prøvede ikke engang.
”Vi er nød til at snakke… om det her… Jeg troede ikke du skulle se… den her side af mig..” sagde hun så og så lidt på ham, dog vidste hun ikke hvad hun skulle sige efter det. Hun havde stadig lyst til at råbe af ham, slå ham, være vred på ham. Og så dog. Havde hun også bare lyst til at være tæt på ham, være i hans arme, mærke hans læber igen. Hendes hoved dunkede og hun havde fået en hovedpine af alt det spænding der havde været. Det havde måske været lidt for meget for hende. Hun lukkede sine øjne i for at slappe af, hendes hoved dunkede en hel del.

af Gæst Man 25 Maj 2015 - 0:48

Dastan, havde haft en af de få ting i gang i sit system nu, hvor han nærmest havde lukket ned for skyldfølelser. Dastan kigget over på hende, hvorefter han prøvet og få styr på sig selv igen, da hun bedt ham om at få hende væk, vidste han godt det skulle gøres. Selv nu var halvdelen klar til og ville dræbe ham, hvilket ikke lige frem gjorde noget som helst lettere. Da hun sagde hun ville væk vidste Dastan, at han skulle gøre det mere fordi, han helst ville hjælpe hende selv om det her lige var sket, Dastan kigget på hende mens han hørte hendes negle, og hvad det så var der var ud af dem falde af. Dastan kigget på hende, da hun blive færdig med og sige, hvad de skulle gøre. "ja, lad os få dig væk vi finder et sted til og snakke," lød det kort fra Dastan hvorefter han kysset hende på panden. Dastan greb hende kort efter inden hun faldt hvorefter, han løftet hende med sig, "lad os gå." Hvisket han, hvorefter han begynde og gå med hende i sine arme, man ville nok tro at de var gift siden de gik sådan her, hvilket os gjorde mange af dem så forvirret på dem, som om det der var sket var en ting, for at sparke et ægteskab igang intet andet, hvilket faktisk chokeret Dastan. Da de endelig nået til hans hus igen gik han ind med hende, hvorefter han lagde hende i sofaen. " Du ville tale om det der lige er sket jeg lytter wolf, men en ting du må huske, er vi er ikke i sikkerhed her særlig længe, vi må tag afsted før mandens familie høre om dette, jeg siger dig vi har gjorde noget vi aldrig skulle ha gjorde." Dastan vidste han var udsat nu, hvilket ikke gjorde dette her meget bedre, han måtte bare komme væk, vi tag mod Domsville og Sunfury når du er klar, hvis det da er okay med dig." Lød det drillende fra Dastan af, hvorefter han kigget på hende, "men du har tid til og fortælle det nu, hvis du mener det er vigtigt."

af Gæst Man 25 Maj 2015 - 3:50

Hun vidste egentlig ikke helt hvad hun havde regnet med da hun bedte ham om at få hende væk derfra. Så da han greb hende i stedet for at lade hende falde trykkede hun sig tæt ind mod ham og lukkede sine øjne hårdt i. Hendes kinder var let røde over at han holdte hende og hun var ikke ligefrem typen der viste at hun var blødsøden, selvom han nu fik hendes hjerte til at hamre, på en måde hun aldrig før havde følt. Hun forsøgte at løfte sin hånd men skar en smertefuld grimasse og lod bare være med at prøve igen.
En ældre kvinde, en heks faktisk, sad på vejen de gik og så lidt op på dem. Dog så rejste hun sig pludseligt og gik hen foran dem, dog uden at få dem til at stoppe, tværtimod bakkede hun bagud så de kunne fortsætte. Hun stirrede på Sylvana og hævede så en knyttet næve som hun rystede af hende:” Santuine-monster! Santuine-skrald!” råbte hun efter dem mens de gik, og det fik Sylvana til at undre sig.
”Santuine?” gentog hun i sit hoved, ufortstående over hvad dette mente. Hun havde slet ikke hørt om dette væsen før, og hun vidste slet ikke at hun faktisk selv var en. Hun så lidt på sine hænder som blødte let ud fra hvor hendes negle havde siddet, det sveg også en hel del. Hun så lidt på Dastan da han lagde hende ned i sofaen og ømmede sig let over sine fingre.
Hendes kinder var stadig svagt lyserøde og hun håbede nu på at han ikke rigtig ville lægge mærke til det:” Jeg tror ikke jeg kan blive her meget længere.. Den her følelse, af tomhed… indeni.. æder mig op” sagde hun og vendte sit blik mod gulvet, gud hvor havde den følelse af tomhed bare ædt hende op siden hendes klør kom ud, men hvad hun ikke vidste var at det var hendes søster der kaldte, for at få hende hjem igen.
Sylvana løftede sin hånd forsigtigt op på sin mave og så lidt på den:” Jeg kan ikke bruge mine hænder, den næste halve time.. Det skete for første gang da jeg var 17, og jeg ved ikke hvorfor” sagde hun så, for at få det ud. Hun havde aldrig rigtig fortalt nogen om disse klør, for de fleste der havde set dem nægtede at huske det. Faktisk når hun tænker tilbage på det kan hun ikke huske hvad der skete med dem som så dem. Hun så fortsat på sine hænder og sukkede let, dog vidste hun at i morgen ville hendes negle være vokset ud og være lange igen, som om intet var hændt.
Men alle ville vel undre sig? Hun var et menneske og hendes familie havde ikke rigtig vist nogen tegn på at have den samme evne? Hun sukkede let og lod sit hoved falde bagover og se op i loftet, hun var virkelig usikker på hvad hun ville nu. Noget inden i hende skreg at hun skulle tage hjem mens andet skreg at hun skulle blive her, med Dastan. Hun havde heller ikke lyst til at forlade ham, hvem ville dog have lyst til det?
Hun rakte sin sårede hånd op mod Dastan, så hun kunne holde ham i hånden og så op på ham med nogle triste øjne og en strittende underlæbe, det så lidt kært ud:” Tag med mig til Doomsville.. Jeg er ligeglad med om det er farligt, jeg vil bare have du bliver sammen med mig” fløj det ud af hende og hun blev ret overrasket og måbede svagt over hvad hun lige havde sagt. Det var vel fordi at for hende lød det som en kærlighedserklæring og hun vidste ikke helt hvordan han ville have det med det. Hun så lidt væk og trak sin sårede hånd hen for at dække hendes ansigt, mest fordi hendes kinder var blevet brandrøde igen.
Hvorfor fik han hende også til at føle sig på den her måde?

af Gæst Man 25 Maj 2015 - 18:28

Dastan bevægede sig videre gennem byen, hvorefter han bevægede sig gennem byen med hende i hans arme. Da heksen stoppet dem og begynde og tale ned til dem, vidste Dastan at hun var død. Han ville dræbe hende når wolf var i sikkerhed, hvorefter han ville bevæge sig videre med hende. Dastan gav derfor hende et blik som nærmest sagde, at næste gang han så hende ville hun dø, især hvis hun sagde noget til Sylvanna igen. Men det hele begynde faktisk og gi mening lige så stille, hun havde altid opførte sig som en ulv, hvilket kun kunne betyde Shapshifter eller Sauntine. Men han, havde aldrig troede at hun ville være en Sauntine. Dastan nået til sidste døren, hvorefter han åbent den og lagde hende ned i den. Da opdaget han hendes kinder, hun rødmede det var så sødt og så nuttet. Da hun begynde og tale nikket han forstående til det første, "det ville nok være bedste ja, jeg aner ikke, hvad der er sket med dig, men jeg skal nok hjælpe med og finde ud af din race, det eneste jeg har læst indtil videre er at, de har en søster eller en bror, som er knyttet til en og omvendt." Dastan bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter hans øjne mødte hendes igen, hvor hun begynde og tale omkring det der var sket, "okay jeg vil ikke spørge dig mere om det så, men en anden ting du rødmer jo helt." Lød det drillende fra Dastan, hvorefter han smilte flabet til hende, men han drille hende jo kun med det, hvilket hun sikkert ville kunne mærke. Da hun rakte sin hånd ud mod ham, greb han fat i den, "jeg vil se om jeg kan, men hvis det betyder så meget for dig skal jeg nok tag med dig tilbage," han anet ikke at det var hendes kærligheds erklæring, men da hun tog hendes hånd tilbage, kunne man os se at Dastans kinder var blive svagt røde, han var derfor vildt glad for at hun, havde gemt sig lidt bag sin ene hånd. Men hun ville sikkert se det stadig, da hun ikke var helt gemt bag sin ene hånd. Dastan bed sig svagt i underlæben, hvorefter han kigget over på hende igen, hvorefter han sætte sig på det ene knæ, "jeg tag med tilbage imorgen," der nu var det sagt. Hans egen kæreligheds erklæring, hvilket bare gjorde det alt sammen mere mærkeligt, men de minde nogen gange lidt for meget om hinanden, andet var der ikke og sige til det. Dastan tog derfor hendes hånd væk bestemt, hvorefter han kysse hende intenst på munden.

af Gæst Man 25 Maj 2015 - 22:47

Da han nævnte hendes røde kinder blev hun helt forlegen og så lidt væk, det var lidt mærkeligt for hende. Hun så lidt op på ham og blev nu overrasket da han sagde at han ville tage med hende. Hun lod ham fjerne hendes hånd og da hun mærkede hans læber mod hendes blev hun helt vild. Hun tog armene om halsen på ham, ret instinktivt og hendes hænders smerte var pludselig væk. Hun trykkede sig ind mod ham og da kysset blev brudt satte hun sin hage mod hans skulder. Hun lukkede øjnene i og nød det nu så længe det varede. Dog måtte hun bukke under for sine hænders lammelse igen og de faldt ned, draget af tyngdekraften. Hun lagde sig på sofaen igen og kom med et blidt smil, hun følte sig så glad indeni. Dog så åd heksens ord hende op indeni:” Har jeg en søster eller bror, så?” spurgte hun letter forundret da hendes forældre aldrig havde nævnt noget om en søskende. Dog så kunne det vel forklare det, hvis hun havde et tæt bånd til en søster, ville det vel forklare tomheden hun følte?
”Så jeg har en søskende… I Doomsville… eller noget deromkring? Ved du noget om hvem det er?” Spurgte hun så, det virkede lidt mærkeligt. En søster? En bror? Hun bed ud efter sin fletning og fik fat i elastikken som hun fik hevet af, inden hun rystede hovedet som en hund, hendes hår røg ud i smukke krøller der nu kun var i den ene side grundet hendes anden side var korthåret. Hun smilte svagt og måtte nu indrømme at hun havde øvet sig i at klare sig uden hænder.
Hun satte sig op ved at svinge sig frem og der sad hun så. Hendes arme så mærkelige ud, de lignede mest af alt spaghetti forklædt som arme, de hang bare ned langs hendes krop uden nogen chance for at hun kunne styre dem:” Men… du viste også en side af dig. Som jeg aldrig havde set før.. Er det noget du vil snakke om, eller?” spurgte hun roligt og kom med et let suk. Hun rejste sig forsigtigt, ved at nærmest hoppe op fra sofaen, et suk undslap hendes læber:” Jeg ser garanteret fjollet ud lige nu, gør jeg ikke?” spurgte hun og så lidt om på Dastan, men hvad hun ikke vidste var at hun om lidt ville se endnu mere fjollet ud. Hun gik så roligt hen for at se ud af vinduet, men hun så sig ikke for så hun endte nu bare med at snuble:” ugh..” udstødte hun og landede på sin ene skulder.
Et svagt knæk kunne høres fra hendes skulder, men det var ikke fordi hun kom til skade. Nu lå hun bare der på gulvet og kunne ikke rigtig komme op så længe hendes arme var spaghetti:” Tiger… du må lige hjælpe mig.. mnh… jeg kan ikke komme op” sagde hun, indrømmede sit nederlag og pressede sin pande flovt mod gulvet. Hun var helt sikker på at få en flabet bemærkning for det her, og pinsler om at blive mindet om det efterfølgende.

af Gæst Tors 13 Aug 2015 - 20:16

Dastan, kunne mærke hendes kys, han smilede svagt til hende, da hun så på ham og begynde og tale omkring hendes søskende, "wolf jeg kan ikke forklare det, jeg ved kun hvad jeg har læst og en Sanutine, hvis du er det har en dyrer bror eller søster, jeg aner ikke mere." Han lyttet videre til hende, hvorefter hun spurgte ind til hans side, som hun ikke, havde set før "jeg klare mig det er ikke så vigtigt." Dastan bed sig i læben, hvorefter han ikke kunne lade være med at grine lidt, da han så hendes arme. Da han så hende rejse sig op smile han kækt til hende, hvorefter hun så gik ud på gulvet, da Dastan hørte et bum. Vendte han sig hurtigt om mod lyden, Dastan bevægede sig hurtigt hen til hende, hvorefter han ikke kunne lade vær med at le. Han stoppet dog bagefter, hvor han så kigget på hende, "undskyld wolf, men du ser lidt, flad ud." Lød det kækt, fra Dastan af, hvorefter han hjælp hende op dagen, var faktisk gået meget hurtigt. Dastan, greb fat i hende, hvor han så hjælp hende med at komme ind og hvile sig, med at løfte hende. Dastan smilede svagt til hende, hvorefter han han lagde hende i sengen. Han smilede svagt til hende, hvorefter han talte "wolf bare hvile dig, jeg skal lige ha ordnet noget." Dastan sende hende et smil, hvorefter han gik ud for at hente noget mad til dem.
*dagen efter*
Dastan lå ved siden af wolf, igennem hele natten, han havde glemt hvor meget han havde savnet hende. Men nu når hun var her var det jo perfekt, Dastan, havde dog haft et par marridt gennem hele natten, hvilket man os kunne mærke på ham. Han bevægede sin krop mere end, andre normalt gjorde, hvilket gjorde det lidt mærkeligt at ligge ved siden af ham selv, han kaste nærmest hans krop lidt rundt nogen gange men, det ende dog heldigvis med at slutte af, hvorefter han sov som en sten. Når tiger, ville vække ham, eller havde behov for ham gjorde hun det jo.
//kedeligt svar i know but bear with me wolf <3//

af Gæst Fre 14 Aug 2015 - 0:17

Hun så lidt om på ham med sammen knebet øjne da han grinte kækt over hendes fald:” Du heldig at jeg ikke kan bruge mine arme, Dastan!” advarede hun med en halvalvorlig stemme før hun brød ud i en munter latter. Hun smilte lidt da han hjalp hende op og i løbet af et lynsekund pressede hun sine læber mod hans i et blidt kys.
Da han lagde hende i sengen kunne hun mærke at hendes overarme lod til at kunne bevæge sig en smule igen. Hun hadede denne ”forbandelse” som djævlen selv, fordi hun tit ikke kunne bruge sine arme. Dog nogle gange kunne hun være heldig at evnen ikke lammede hendes arme.
Hun lå bare roligt, puttet ind til Dastan mens hun sov, og hendes nat foregik forholdsvis roligt, selvom hun vågnede lidt i et spjæt hver gang Dastan vred sig. Da det blev morgen vågnede hun og satte sig roligt op. Hun så lidt på ham og smilte blidt.
”Tiiiigeeeer….” hviskede hun blidt ind i hans øre og lagde sin hånd på hans bryst inden hun nussede ham blidt med sin pegefinger. Hun kom med et lille nuttet skævt smil og så lidt på ham. Hun satte sig roligt på hans mave og prikkede blidt til hans kind i tilfælde af at han ikke var vågen endnu.
”Jeg vil gerne have opmærksomheeeeed…” kom det fra hende mens hun strakte sig. Hun bøjede sig ned over ham og gav ham et kærligt kys på hans læber, hun var ikke helt sikker på hvad det var hun ville lige nu. Hun havde savnet ham så længe, så det mest logiske var at vise det.
Hun smilte kækt og bed blidt i hans underlæbe som hendes måde at vise på at hun gerne ville. Hun lagde hovedet lidt på skrå og kyssede ham blidt på halsen. Derefter trak hun hans t-shirt som hun havde på over hovedet og afslørede sit bryst. Hun så lidt på ham og smilte halv kækt:” Vil du give mig den opmærksomhed som jeg vil have?” hviskede hun i en forførende stemme.
Derefter rettede hun sig op og så en smule afventende på ham, nysgerrig på hvordan han ville reagerer. Det var også længe siden hun som sådan havde været sammen med nogen på den måde, så hun var vel en smule nervøs.

// Blev lidt kort, sorry ;_;

af Sponsoreret inhold

This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan

Sv: This must be worth someth.. Do I know you? -Dastan