Tiden er en skør ting - Jazmin

Påklædningen: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/36/03/3a/36033ad59ccf1d78a1250e18d8eb28d9.jpg

Jazmin bevægede sig frem og tilbage, i Noahs bygning, eller nok nærmere slot. Forvirrede og fustreret  var hun over alle de ting, der var sket på det sidste.
Rowan havde forladt hende, og hun var alene. Noah var begyndt at hade den person han elskede højt for lang tid siden. Han så ikke ret meget til sin datter længere, og ikke nok med det, havde Jazmin født.. Til at starte med ville hun have opgivet barnet, for ikke at blive mindet om alt det hun havde gjort.
Men alligevel, havde Noah snakket hende fra det. Hun måtte tage det ansvar hun udmærket godt vidste hun var gået ind til. At være sammen med en anden fyr, var nogle ting man gjorde, for at finde ud af hvem man var, men netop dette, havde langt fra været det korrekte svar.
Hun så roligt ned på Joshua, som lå i sin lille seng.
Han var ret kær. Han lignede sin morfar, en anelse.. Men intet hun ville have lyst til at han skulle. Forfærdelsen over at han havde gjort så mange ting ved hende som lille, var stadig svært at tænke over.

(Bestemmer mig lidt for at spole lidt i tiden.)

Jazmin gik roligt ned af gaden, i Sunfury. Joshua var i hendes arme, så blød og rolig, som han altid var. Hun håbet på ikke at møde nogle mennesker, hendes selvværd, var ikke ret stort på det sidste, men hun forsøgte stadig at holde fokus som en hver anden person.
Egentlig var det ikke meningen barnet skulle have et så blidt navn, som Joshua, men noget havde sagt hende, det ville blive det perfekte, til en så rolig dreng som ham.
Hun gik en anelse længere frem, med blide og langsomme blik. Hver en bevægelse andre lavede, forsøgte hun at holde øje med ud af øjenkrogen.. Og pludselig fangede en bestemt person hendes øjne.
Rowan, var vidst kommet til byen. Sjovt nok havde Jazmin valgt at tage her til, i håbet om ikke at møde ham, før hun selv var klar. Hun frygtede hvert et møde med ham. Hun havde taget meget fra ham. Måske lysten til at stole på nogle mennesker igen, for det hun havde gjort.
Istedet tog hun modet til sig, og bevægede sig over imod ham, men hendes skridt var langsomme og urolige. Bene rystede mere end de havde gjort før.
'' Undskyld mig.. '' Hendes blik rettede sig hurtigt ned imod Joshua, der bevægede sig en anelse, blot for at ligge på den rette måde.
Hendes blik, var samtidigt en anelse sløret. Gennemvædet af tåre, og afsky af sig selv. Hun ville ikke være denne person længere hun var blevet til, men det var hun tvunget til. Intet ville forandre sig.
'' Jeg savner dig.. '' Hun anede egentlig ikke hvad hun skulle sige til ham.
Selvfølgelig savnede hun den mand, hun havde givet sit hjerte, og liv til.

Jazmin så blot på Joshua i starten. Rowan virkede ikke just, glad for at se hende igen. Forståelsen havde hun udmærket. Men samtidigt, kunne han ikke blot accepteret hun havde lavet nogle ting, men stadig var ked af det, over det hun havde gjort? Ikke om han havde haft lyst til at være sammen med andre kvinder, en blot hende.
Hun trak vejret dybt, og hendes bløde blik ændrede sig hurtigt til et lettere koldt. Han var kold over for hende, hvorfor skulle hun ikke være kold igen? Hun trak vejret stille og rolig igen, inden den bløde side kom tilbage.
‘’ Selvfølgelig har jeg savnet dig? Du er mit livs kærlighed?
Jeg ved godt, jeg gjorde noget der var forkert! Men, jeg har angret. Jeg har søgt om tilgivelse.. ‘’ Hun så ham dybt i øjne. Sandheden var plantet fast i hende. Hun havde bestemt ikke elskede nogle af de andre mænd hun havde været sammen med.
Under deres brud, havde hun bestemt ikke haft det godt. Jazz, var bestemt heller ikke glad for deres brud. Hun havde rent faktisk fået noget for den mand. Mere end hun havde fået med nogle anden.

‘’Joshua.. Joshua Rowan Custodio Neveu-Sulpícé ‘’ Hun sukkede let. Hun havde egentlig ikke lyst til at fortælle at det var en andens barn. Han vidste det nok i forvejen.
‘’ Hør.. Jeg elsker dig Rowan. Jeg ved godt jeg har fejlet. Jeg ved godt, at jeg er luft for dig.. Men du skal vide, at jeg virkeligt elsker dig.. ‘’ Hendes tanker var bestemt sande, og hendes sprog. Hun savnede ham, og ikke mindst deres tider sammen. Deres fjolleri i soveværelset, deres hyggedage i byen..
Langsomt bevægede hun sin hånd ned imod ham. Et roligt tag, kom ned imod hende.. Det blide blik hun havde var stadig fast. Hun tog roligt fat om hans hånd, med ikke et fast greb. Han skulle have lov til at tage hånden til sig, hvis det var det han ville.
Roligt og langsomt, førte hun den imod hendes bryst. Der hvor hjertet sad.
'' Kan du føle det? Det er min kærlighed til dig... ''
Den ene gang havde han foreslået de kunne tage op i bjergene, for at udforske, men hun havde afslået.. Hvor typisk af hende..
En enkelt tåre, eller to kørte ned af hendes kind. Selvfølgelig var hun ked af det. Hun savnede den mand, hun ville dele sit liv med. Den mand hun havde valgt at åbne sig op. Et kort øjeblik, havde hun tanken blot at sætte Joshua og smutte igen.
Han minde hende stadig om alt det dårlige hun havde gjort.

Jazmin var ikke ligefrem glad. Hun var såret over hvert eneste ord, Rowan spyttede ud af hans mund. Det sårede hende, at han ikke kunne tilgive hende. Hun havde været sammen med en anden mand engang, og det var det.
Lysten havde været der, og havde overtaget.. Hun rystede på hovedet og sukkede.
Selvfølgelig var det ikke hans barn? Daron havde ikke ligefrem været venlig, efter episoden, men det havde været lang tid før, Rowan og hende havde kendt hinanden. Hun sukkede en anelse, og trak vejret enormt dybt.
‘’ Jeg forstår ikke, du ikke kan tilgive mig. Du kan se hvor alene jeg er. ‘’ Hendes ansigt sagde det samme som ham. Følelseskold. Mest af alt, havde hun lyst til at give ham barnet, og forlade ham.
‘’ Ja, jeg gjorde noget forkert. Men jeg har bedt om tilgivelse. Vi ved begge godt, vi stadig elsker hinanden. Vi kan være en familie.. ? ‘’ Selvfølgelig havde Jazmin ikke lyst til at indrømme hele hendes verden var faldet sammen efter deres brud. og mindst efter fødslen. Hun så ned på Joshua.
Han havde altid sagt nej, til at få et barn med hende. Selv da hun gerne ville skabe en familie med ham, havde han været meget afvisende over for hende. Det sårede hende, at han ikke kunne se det fra hendes synsvinkel. I det mindste havde hun indrømmet hendes fejl, og havde ikke bare fundet på en løgn, for at dække sandheden.
‘’ Har du virkeligt lyst til at spørger om det? Vide det? Du burde vide det.. ‘’ Hendes blik var ikke længere følelseskold, men irriteret og vred.
Hvordan kunne han finde på at spørger om sådan noget? Han kendte udmærket godt svaret. Han vidste godt, at hun ikke havde noget tilbage. Det her, var en dag i lang tid, hun havde bevæget sig ud. Ellers var det sengen, og Noah der passede barnet.
Han forstod ikke, hvad hun gik igennem. Han havde nemmere ved at håndtere det.
Et kort øjeblik, nænnede hun ikke en eneste tanke om barnet.

Jazmin så blot på Rowan. Hvert ord han sagde, hver gang han afviste tanken om de to skulle være en familie igen, skar på hendes hjerte.
Han havde selv valgt det. Vreden gik igennem hende, meget længere. Det var typisk mænd. Lige så snart en kvinde var sammen med en anden person, så var det bestemt ikke okay.. Men når det var en mand, der var sammen med en anden kvinde, skulle de acceptere det. Jazmin sukkede dybt, og forsøgte at virke ligeglad som muligt. Selvom hun bestemt ikke var det.
Hun savnede Rowan. Underligt nok gjorde hun, efter deres brud.
Normalt ville hun havde været ligeglad, og bare gået sin vej.. Men Rowan havde sat et helt andet præg på hendes liv. Den eneste mand hun lige dengang ville have skabt en familie med..
‘’ Du afviste mig alle gangene, jeg forsøgte at være en familie med dig. Og du forstår ikke hvorfor jeg beder om tilgivelse?
Jeg elsker dig, hvorfor forstår du det ikke bare? Jeg ved godt jeg har gjort noget forkert.. Men i det mindste indrømmede jeg overfor dig, jeg havde kysset en anden fyr. Ville du have gjort det? Jeg nægter at tro det.. ‘’
Vreden gik igennem hende… Hun var træt af at være svag.
‘’ Men nu, kan du skabe den familie du gerne vil have.. ‘’
Jazmin lagde Joshua ind i hans favn.. Hvis han ikke selv tog fat, ville barnet falde ned imod jorden.. Og forhåbentligt dø i hendes verden..
Det næste hun gjorde, var at vende sig om.. og gå.. Ikke et eneste blik, vendte hun tilbage imod dem.
Hun ville have fortiden væk. Alt der minde om det, ville hun have væk.