The unknown meeting. -Parov-

Gaderne var tomme, alle folk var sikkert på vej hjem eller et eller andet sted på en af de forskellige kroer. Det var skam også aften for vareulve, hvilket gjorde folk en del utrygge. Rose derimod tænkte sjældent over disse ting, hun havde mødt en varulv før, mange gange for at være ærlig, og de virkede nu ikke så skræmmende. Selvfølgelig havde hun ikke mødt dem i deres ulve form, men de virkede stadigvæk ikke så skræmmende, som man skulle tro.
Hvis de ville angribe, ville de alligevel ikke føle hun var en stor trussel, plus de kom aldrig rigtig ind i landsbyer i deres ulve form, så hvad var der også lige at frygte.
Hun holdte en bog tæt indtil sit bryst, den var slidt og en del sider der var ved at falde ud af den, dog stoppede det hende ikke i at gå rundt med den hele tiden. Især ikke når hun endelig var begyndt at opleve nye mennesker, det virkede så underligt at gå fra at være alene hele tiden, til at være sammen med en hver eneste aften. Et kærligt smil formede sig på hendes læber, mens hun gik gennem de tomme gader. En kølig brise, løftede en smule op i den blå kjole, hvilket fik hende til at stoppe op, for at holde kjolen nede. Mens de brune øjne blev gemt væk bag øjenlågene, for ikke at få sit eget hår i øjnene. Hun burde snart klippe det, det var efterhånden blevet alt for langt.
Da brisen forsvandt, følte hun dog noget?! Et eller andet, det var ikke til at sige hvad det helt præcis var, men følelsen af at blive holdt øje med, gav hende en kulde gysning der fik hendes krop til at ryste en smule. Lyden af en gren der blev trådt på, fik hende til at snurre rundt på sin hæl, hvor begge hænder blev placerede på hendes sten hårde bog, der blev hamret imod et eller andet. Hendes øjne var lukket, med en lille tåre i hver øjenkrog. Okaii, måske var hun en smule nervøs om at møde en varulv, men det var alle jo. Så intet pinligt der!

Parov havde et par små problemer med at holde styr på sit eget 'beast', så at sige. Det var det han kaldte sin tørst efter blodet, specielt efter en, hel uge uden blodet, selv om denne uge aldrig helt havde været let... Hans tørst forblodet var nu større end noget andet. Hans blik var formørket efter tørsten for blodet, selv dunkende af hjertet fra dyr, af hvad han havde troet. Fik påviret ham til at stille bruge alle sine simple instinktive sanser, dog da han nærmede sig sit bytte, nækkede en gren under hans fod og han vidste nu at byttet ville flygte, så han stormede afsted for at få fat i blodet på det, men mødte noget han ikke helt forvented.

Hans ansigt mødte en bog i ansigtet og han fladt med et i jorden. Hans syn svigtede og hans andre sanser var enorm svage, mens et mindre hæs hiss udslog fra hans læber. Han havde lyst til at slå tænderne i bytter, som nu blot var foran ham, men alt han styrke var væk og han havde selv svært ved bare at holde øjnene åben.

Hans påklædning var yderst beskidt, samt med nogle observante øjne, ville man nemt spotte at manden er yderst blej. Hans hud virker mere død end normalt og rør man selve huden hvor som helst på ham, ville man kunne føle kulden, som selv isen selv. Hans slidte læder bukser og den tidligere pæne sorte skjorte han engang havde på sig, var nu reducerede sig til ikke mere end et par slidte stykke stof hængende rundt om ham, grundet større mængde ulve og bjørne som har haft fat i ham, har det taget hårdt på hans tøj. Hans fodtøj bestod af muder og måske under dem var nogle meget slidte sadle støvler. Hvis man måske kunne vaske manden og lagt noget pænt tøj, kunne han næsten gå for at være blandt de noble dele af vampyrene, hvis man altså kendte til sådan noget.

Hvis man vendte ham rundt, så man havde adgang til hans næsten bare ryg, som var dækket af mudder og jord, ville man næsten spotte et brande mærke, midt i mellem hans to skuldreblade.

Følelsen af bogen der rent faktisk ramte noget, fik Rose til at åbne sine øjne langsomt, en smule bange for hvad hendes øjne ville møde. Bogen var lidt over hendes skulder, mens øjnene var nervøst rettede imod intet andet end en... person? Hun gispede højt og lagde bogen ned mod sin hofte, hvor hun øjeblikkelig rakte sin hånd mod manden.
Hun havde slået en person, sikkert en forbi passerende ned med sin bog. Hendes øjne kørte ned over hans beklædning, hvilket fik hende til at tage en dyb indåndning. Måske var han ikke ligefrem en forbi passerende, hvis han var en tyv, havde hun ingen penge på sig, kun sin bog og de sorte læder støvler, dem kunne han dog ikke tjene meget på. Hun sendte ham et forsigtigt smil, hvor de brune blide øjne forsøgte at søge ind i hans, for at sikre sig at han var ok. "Det må du virkelig undskylde Hr, månen er fremme og var en smule nervøs... Undskyld" Hendes hånd var ude foran hans ansigt, mens det gyldne hår hang ned over hendes skuldre.
Rose var et menneske, med så svag en aura, at man aldrig helt vidste om man stod ved et lig eller verdens svageste person, dog på samme tid havde den en form for beroligende effekt på alle. Sikkert fordi den var så svag, hvilket gjorde at ingen rigtig så hende som en trussel, på trods af at hun kunne svinge en bog noget så kraftigt. Hendes skuldre var bare, og det gyldne hår gik hende ca under brystet.

Parov syntes at spotte noget, men det hele var sløret. Hans blik faldt på en kvinde der var halv afstand af ham og en hånd der blev henvist til ham. Han prøvede at gribe fat i den, men ramte forbi... ca 20 cm.. Han sukkede kort og prøvede endnu en gang, men ramte blot mere forbi... Han prøvede der efter om han kunne formå at rejse sig op, men grundet blod mangle havde han kun muligheden for at nikke hovedet halv op, før han ramte jorden igen, en mindre mumlen lød fra hans stemme ''F.. F.. fanden..'' hans blik forblev på hende, samt lyden af hendes stemme virkede mere som om hun ønskede at hjælp ham.. ville dette være sagen? Kunne denne kvinde hjælpe ham?

Han prøvede et desperat forsøg at gribe fat i hende og syntes at havde fået fat i noget.. men hvad var han ikke sikker på.. Hans øjne var stadig sløret efter slaget og oven i købet på grund af blodmangle havde denne ulækker cocktail gjort sig værre. Inderst inde tænkte Parov blot på om dette var ment til at blive hans død? men måske kunne han da få fat i denne person og bare få en bid af hendes blod.

Hun kunne godt virke en smule fuld, eller så havde hun ramt ham perfekt, så hans sanser var helt slørret. Uanset hvad, kunne han ikke formå at gribe fat i hendes hånd, der ellers så tydeligt var foran ham. Hun sukkede blidt, dog stadigvæk med et lille smil på sine læber. "Her lad mig hjælpe." Da han rakte hånden ud igen, for at gribe fat i hendes hånd, var det dog hende der greb fat i ham. Hans hud var kold, meget kold. Betød det så at hun var foran en vampyr? Hun havde aldrig mødt en vampyr før, men i følge de få bøger hun havde læst om dem, plejede de da at være en hel del stærkere samt let på tå.
Denne person måtte være en is dæmon, eller en anden form for væsen, måske en med is krafter, det ville forklare kulden i hans krop. Samt det at hans beklædning så en hel del køligere ud end man lige skulle forvente, hun rystede blidt på hovedet, for at få tankerne ud af hovedet. Uanset hvad han var, virkede han ikke til at have det godt, hvilket betød at det helt sikkert ville hjælpe at få ham hentil doomsvilles doctor nu her.
Hun lænede sig en smule tilbage, mens hun krammede bogen indtil sig, for at få ham op på benene igen. lyden af hestesko, fik hende til at kigge en smule tilbage, da endnu en brise fjernede hendes hår fra hendes nakke. Det virkede til at lyden af hesten langsomt forsvandt, måske en gennemrejsende? Eller en bajler der havde været hos en kvinde i ly af natten?