Lost control, can you help? -Sajro

Sylvana havde besluttet sig for at tage ud i dag, ikke bare sidde hjemme og vente, at vente var det værste. Hun havde efterladt sin søster Lucy derhjemme for hun var altid for snaksagelig. Hendes lyse-blonde smukke hår blafrede roligt i vinden, dagen var lettere varm, den var i hvert fald ikke til det tykke tøjs fordel.
Dog var der en svag brise fra vest som gjorde det bare en smule udholdeligt at være i. Hun var iført en lettere tynd lyselilla t-shirt som var en smule for stor, men det var mest af praktiske grunde. Hendes øjne skinnede i en let blå farve med en svag antydning af lilla. Hun bar et par mørkeblå jeans som sad som de skulle, og et par normale sko.
Hun gik med rolige skridt, det var ikke fordi hun skulle nogen steder alligevel. En hånd holdte hun på maven og et kort smil kunne ses på hendes læber, hun var lykkelig. Folk gik rundt og passede sig selv, de havde ting der skulle nås før dagen var omme. Dog var der en ubehag at finde i hende. Hun kunne mærke at noget skidt ville ske. Hun klemte den ene hånd let sammen, det var ikke til at sætte en finger på hvad det var. I hvert fald ikke før det var for sent. Hun mærkede en kort strøm af kuldegysninger gå ned langs hendes rygsølje før klørene bare groede frem, og al fornuft var forsvundet. Dog så var det ikke helt normalt denne gang, noget var anderledes.
Hendes negle begyndte at bløde og de gjorde ondt. Hun bed sig lidt i læben og betragtede sine blødende hænder. Så kom den ubeskrivelige lyst til at angribe noget. Hun så sig kort omkring, spejdede med øjnene efter et bytte. Hun kørte neglene op af sine lår, hendes bukser blev flået op på en ret så fin måde, men en lille rift bredte sig let midt på låret. Det blødte svagt men hun lagde ikke mærke til noget, hun kunne ikke mærke det. Hun gik roligt rundt og folk som opdagede hende skyndte sig væk, de ville jo ikke angribes. Og hun lignede en der var kampklar. Hendes smil var væk, men hun viste tænder.

Hun stoppede op da hun endelig fik øje på det bytte hun havde ledt efter. En lille pige der sad alene ved en bænk og legede med sin dukke. Sylvana vidste dog godt at selvom hun havde en blodtørst, måtte hun ikke drikke blodet. Det var underligt. At hun fik det på denne måde, også selvom hun ikke rigtig var en race der tillod hende at kunne spise råt kød. Hun nærmede sig pigen, pigen så op og stivnede af synet af Sylvanas klør. Hun ville skrige men hun kunne ikke. Sylvana satte hovedet let på skrå og satte sig på hug ved pigen.
Hun aede hendes kind kort og kom så med et let suk. Hun kunne ikke få sig selv til at skade barnet. Hendes opmærksomhed var rettet mod pigen så hun lagde ikke mærke til at der pludselig stod en mand bag hende og slog hende i ryggen med en form for jernstang så hun ville falde forover, dog ikke mod pigen.
Hendes første instinkt var at beskytte maven, for alt i verden beskytte den, så hun stoppede faldet med den ene hånd og brækkede klørene af under landingen. Hun lod sig derefter ligge på jorden, slaget havde gjort at hun ikke kunne komme op lige med det samme.
Derefter vendte hun sig mod manden, med en blødende hånd presset mod sin mave som var det hendes dyrebaste eje. Han lagde dog ikke mærke til det og hævede stangen i en rolig bevægelse. Hun løftede sin frie hånd op for at beskytte sig, men hun vidste godt at det ikke var nok:” Ikke maven..” hviskede hun bedende, hun var kommet til sig selv igen efter slaget. Og hendes ryg var også ret øm.

Sajro havde ikke haft den store grund til at være i gågaden den eneste grund til at han egentligt var der, var for at tilfredstille nogle gamle minder han havde, det var lang tid siden han havde været ude i doomsville, han var jo trods alt en jageet mand, så han holdte meget hellere til i skovene, hvor han vidste han havde overhånden hvis nogen forsøgte sig på noget, men tilsyneladende var det meget heldigt at han var i gågaden denne dag.
Han kunne i hvert fald sagtens se at der var en eller anden påstyr som om der var folk der flygtede fra nogen eller noget hvilket kun fik Sajro til at bevæge sig i den retning som alle andre flygtede fra.

Han spottede så hvad det var folk så ud til at flygte fra, men hvad pokker det var jo kun en ung pige, med blødende hænder, hun lignede egentligt mest af alt en der havde brug for hjælp og ikke nogen man behøvede at flygte fra. Sajro begyndte derfor at lunte i den rigtige retning, hans skjorte blafrede let som han løb, da den som altid hang åben, der var dog hvisse ting han var begyndt på som han ikke havde gjort, han bar en læderrem omkring halsen, hvori der hang nogle tænder og klør fra diverse dyr. Han kunne ikke lade være med at lade et mindre brøl og snerren bryde gennem luften da han så en mand der havde slået den unge pige, hvilket betød at han satte i løb over imod dem.
Han kunne ikke lade det der ske, da han kunne fornemme hun havde nogle problemer og som Varulv havde han trods alt massere af oplevelser med at have problemer af den ene eller den anden grund. Det var også derfor at da Sajro endeligt nåede frem til dem, kastede han sig ind i mandens side med det samme.

Sylvana rystede svagt på hovedet og tog en hånd op til ansigtet, hun kunne godt mærke på sig selv at der var noget anderledes ved hende. Hun mærkede hvordan klørene faldte af hendes anden hånd og hun ømmede sig kort. Manden lagde ikke mærke til varulven der kom løbende mod ham og væltede ham omkuld.
Stangen faldte mod jorden og lyden af metallet der ramte jorden var høj. Sylvana kneb øjnene svagt sammen, hun fik sat sig op ved hjælp af sin albue. Hendes evne gjorde altid at hun ikke ville kunne bruge sine hænder i et par timer når neglene var væk. Hun kom op og stå og kiggede så lidt på varulven, hendes redningsmand. Hun blev en smule lettet, men samtidig undrede hun sig.
Manden vred sig og prøvede at få varulven af sig:” Hun skulle til at skade min datter!” kom det fra ham. Sylvana bukkede sine øjenbryn svagt, hun skadede jo ikke barnet:” Men det gjorde jeg ikke” mumlede hun let for sig selv og prøvede forgæves at komme op på sine ben igen.
Hun så lidt ned af sig selv, hendes tøj var helt beskidt fra jorden. Manden rakte ud efter stangen til at beskytte sig og folk begyndte at nærme sig, mest i undren over hvad de havde gang i. Sylvana havde en halskæde på med nogle mærkelige små lilla’e kugler på, hvorefter hun bed en kugle af den og slugte den. Kuglerne var blevet dyppet i noget trylledrik der kunne give hende kontrol over sine arme igen, og hun fik rejst sig helt. Hun strakte sig kort og mærkede hvordan smerten stak hende i ryggen.
Manden stoppede med at kæmpe mod varulven og kom med et let suk:” Jeg har set hende før.. Hvordan hun bare dræber nogen og efterlader dem til at dø… Det er sket før! Hun er intet end problemer.. Hvorfor ville du beskytte hende?” spurgte han så og løftede det ene øjenbryn med en tydelig undren i blikket.
Manden fik sig rejst og børstede støvet af sit tøj, da han lagde mærke til at han fik tiltrukket en del opmærksomhed rømmede han sig og kastede et blik mod Sylvana:" Lad min datter være! Kom aldrig i nærheden af hende igen!" advarede han før han tog sit barn i hånden og gik. Dette fik folkemængden der havde samlet sig til at stille gå sin vej igen.
Sylvana kom med et lettet suk og så lidt på varulven:" Mange tak.." mumlede hun og satte en hånd på sin mave, ikke fordi hun lagde mærke til at hun gjorde det. Dog så var det ikke tydeligt for andre endnu.

// Lidt kort svar, undskyld :c

Han kiggede på hende, han kunne ikke undlade at kigge ned på hendes hænder, om ikke andet så var det ret så svært ikke at kunne se hvordan det blødte. Han kunne ikke lade være med at undre sig en smule over det, hvorfor blødte hun sådan fra hænderne, eller faktisk fingrene. Han kiggede så på manden der talte til ham. Han henvendte sig meget roligt til ham, for han ville da med gløde svare hans spørgsmål.

"En anden gang, hvis du har tænkt dig at beskytte dit barn, så skulle du måske være nær det! og så istedet for at banke en pige foran dit barn, så skulle du tage dit barn og løbe!"

Han snerrede arrigt af manden, han forstod ham godt, han forstod godt han ville beskytte sit barn, men det var ligegodt aldrig en løsning at banke nogen foran det, de fleste børn ville bare være berørt af det, det meste af deres liv, hvilket jo kun ville være noget af et problem for dem.

"Og jeg beskytter hende, fordi du var ved at banke hende sammen, jeg beskytter dem der er svagere end mig selv! Og fordi jeg forstår!"

Han sørgede for at vise tænder af manden, og af alle der stod i folkemængden, inden han fik sig vendt mod hende, og så på hende, han sendte hende et stille smil, hans øjne var stærkt gullige af dyret som kæmpede i ham, og hans tænder var også skarpe og spidse, han trak først bare på skuldrende af hende da hun sagde tak, men svarede hende så.

"Det var så lidt, som jeg sagde jeg beskytter dem der er svagere end mig selv, især folk med problemer"

Det blev sagt med en rolig, men dog bestemt stemme, der var ingen tvivl om at han i hvert fald selv mente at han ejede magt og autoritet på den måde han talte på. Han kiggede på hende. Han lagde godt mærke til hendes måde at stå med hånden på, og kunne ikke lade være med at mindes hvordan hans forgange kone havde stået med sine hænder på en lignende måde. Han kiggede rundt på den nu forsvundne folkemængde men han kunne sagtens se der stadig stod folk, derfor vendte han sig så imod hende igen.

"Jeg tror det er bedst hvis vi får dig væk herfra, folk lader ikke ligefrem til at være alt for glad for at du er her. Han kiggede rundt, og viste så tænder af en lidt ældre herre der stod og betragtede dem med sammenbidte tænder, som om han var virkeligt arrig over hvad der var sket.

//Det går nok, jeg skriver sjældent meget længere, medmindre jeg bliver bedt om det.

// Okay så :33

"Selvfølgelig kan jeg ikke undgå at bekymre mig om dine hænder, du har jo ingen negle."

Han så på hende en smule chokeret, han kunne da ikke lade være med at bekymre sig om hendes hænder, men af gode grunde var det nu egentligt også mere hvordan hun holdte sine hænder mod maven, han bekymrede sig om. Han kiggede på hende da hun begyndte at forklare hvad det var for noget der var med hendes hænder. Han lyttede helt roligt, og kunne ikke lade være med at sende hende et smil undervejs da han jo kendte det rimeligt godt det der med ikke at have fuld kontrol over sig selv på grund af en eller anden form for forbandelse.

"Ahhh, jamen det er jeg ked af at høre, men tro mig jeg forstår hvordan du har det, er selv varulv."

Han tænkte at det jo nok var forklaring nok for hende, hun behøvede vel ikke vide meget mere end det for at forstå at han altså også kunne have nogle selvkontrols problemer. Han begyndte at gå så snart hun sagde de kunne, han fulgte efter hende da hun lod til at kende et sted, men da folk begyndte at kaste ting efter hende og råbe af hende stoppede han op. Han kiggede på hende, lagde en hånd på hendes skulder og vendte sig om mod folkene. Hans øjne lynede næsten som han åbnede munden og istedet for ord, kom der bare et dybt gennemtrængende brøl der fik mange folk til at skælve.

"Nu holder i fandme jeres små forpulede møgmunde lukkede! Og hvis i så endeligt vil kaste med ting efter nogen, så kast bare nu!"

Han havde nu taget hende og faktisk gemt hende bag ham. Han stod og kiggede på folk afventende efter hvad de havde tænkt sig at gøre, hun ville måske kunne mærke hvordan hans egne negle virkede meget som klør, hvordan de var blevet noget længere end normalt, hårde og uden tvivl skarpe også, nogle der kendte ham godt ville nok også kunne se at han var blevet en smule større.

"Vi skal nok komme videre om lidt"

Han henvendte sig til Sylvana som han sagde det.

Han blev meget overrasket da han mærkede hende læne sig mod ham, og da hun så pludseligt kollapsede imod ham kunne han ikke lade være med at knurre af alle de folk der stod omkring dem fordi han beskyldte dem for at hun havde det så skidt nu. Han var ikke altid så tankefuld at han tænkte over at hans egen agressive væremåde kunne påvirke hende og sørge for at hun gik hen og fik det skidt. Han endte dog med bare at ignorere dem, efter at have snerret af dem igen, og han havde så løftet hende op i begge arme og begyndte at gå hen til den villa han egede i Doomsville det var en ret lang tur, og han håbede bare at der ikke rodede for meget. Han skubbede dørene op, og så at der kun var støvet. Han bar hende ind at lægge på sofaen hvor han så ventede på at hun vågnede.

"Du ønsker det ikke?"

Sajro syntes at den måde Sylv kiggede ned på hendes mave på og mærkede mindedes meget om den måde han kunne huske Lyssa havde reagerede over det da hun havde fundet ud af at hun ventede Ammon. Han kunne ikke lade være med at sende hende et smil til det med at hun hed Sylvana. Han kiggede på hende roligt og nikkede først, inden han så endeligt sagde sit eget navn.

"Sargonis Misnoran"

Hans måde at repræsentere sig på var ret så kold og ligegyldig, som om han ikke havde nogen interesse i disse ligegylde udvekslinger af navne, men så alligevel så blev de jo altid brugt til alt muligt, men ja han havde aldrig helt forstået denne kultur med at man altid skulle præsentere sig selv med sit navn overfor andre mennesker. Han satte sig så ned i en stol der stod en smule væk fra den sofa som hun lagde på.

"Hvad var det dog der skete, siden du sådan besvimede?"

"Du er ike helt sikker på du ønsker barnet?"

Han kunne ikke lade være med at grine en smule af hendes svar, selvfølgelig var det en overraskelse, de færreste folk havde nogen ide om det når de blev gravide. Sajro havde også kun spottet det grundet han havde fædret 3 børn nu, og han nu havde fået en lille ide om hvordan kvinder opførte sig og duftede når de var gravide.

"Bare rolig de færreste bliver ikke overrasket over det når de bliver gravide, det er sjældent det er gennemtænkt."

Han grinede af hendes svar om at hans navn var specielt, for ham var det jo meget nromalt, han havde haft det hele hans liv, og hadede det lidt af samme grund, men det var kun fordi han vidste det var blevet givet til ham af hans far. Han nikkede til det med folks råben, forståeligt nok for en gravid kvinde at kunne blive slået helt ud af den, når den slags skete.

"Stress skal helst også bare undgås, og når det endeligt kommer så skal man finde en måde at afreagere på hurtigst inden det bygger for meget op, ellers kan det gå grueligt galt."

Han kiggede på hende, henes spørgsmål kom en smule bag på ham, så han nikkede i første omgang bare, ikke helt sikker på om han skulle sige mere end det, han kunne forklare hvad han var, men heldigvis afbrød hun ham lidt ved at undskylde. Han trak bare på skuldrende og rystede på hovedet. Han rejste sig så op igen og gik ud i hans køkken hvor han hentede lidt at spise som han gik ind med til hende. Han var ikke den store taler, mere vant til at bruge kropssprog, men han havde trods alt lært at det ikke var alle der var lige gode tl stilhed.

"du tager bare."

Han hentydede til maden han lige havde stillet frem til hende.

Han kiggede en smule overrasket på hende, havde ikke helt regnet med at hun ville svare som hun gjorde. Han havde nok nærmere regnet med at hun ville have barnet og at det ville betyde virkeligt meget for hende. Han havde dog slet ikke forventet det næste hun sagde, at faren til barnet bare hvor forsvundet. Han nåede lige at mærke sig selv bide sammen og skære tænder i vrede over det med at han forsvandt, men da hun så fortalte videre lagde han bare en hånd på hendes skulder.

"Det er jeg ked af at høre, men jeg kan desværre ikke give dig nogen forklaring på hvad han lavede på havet... Og for den sags skyld heller ikke på hvorfor han skulle dø. Men jeg kan sige jeg tror på du kan klare barnet selv."

Han var meget uopmærksom på hende, sad lidt i hans egne tanker, tænkte på to af hans børn indtil han hørte hvad hun forklarede omkring hendes familie og deres purisme. Han knyttede sine næver, da han ikke kunne lide den slags, han havde allerede skullet kæmpe med en familie der mente kun en race var god nok. Han kiggede på hende, rystede på hovedet af hende.

"Så er du nød til at holde barnet, og dig selv væk fra de i familien der gerne vil dræbe det. De skal ikke have lov til at tage et barns liv udelukkende fordi de ikke mener det er rent... Så burde de selv dø"

Da han kom tilbage til rummet med maden kiggede han over til hende og undrede sig meget over hvad hun dog mente med at det var uhøfligt, hvad havde hun gjort som nogen kunne se som værende uhøfligt? Han trak på skuldrende og rystede på hovedet af hende.

"Det skal du ikke tænke på, set fra min side af har du ikke gjort noget forkert eller noget der var uhøfligt."

Han sad lidt og bare betragtede hende, havde ikke selv så meget at sige. Han sad bare og betragtede sine hænder, knyttede den ene og strakte så fingrene ud og knyttede den så igen. Sådan sad han bare i lidt tid indtil hun spurgte om han havde nogle børn. Han kiggede på hende og nikkede bare roligt.

"Jeg har 3 børn, så ja."

Han svarede ret kort, han havde aldrig set sig selv som en god far, så han ville helst ikke snakke om hans familie forhold, men så igen hans første barn var også det største røvhul på den her side af kontinentet, hvis ikke begge sider.