You Cant Control Fire.//afsluttet

S Fængslet i Aquener, lige ved siden af skibene. Nogen uger efter hans møde med Josette.
O vagter
V Regne falder svagt og Dayne er smidt i brummen, efter og ha hjulpet en med og stikke af.
Tid 21,00
P En lasset t-shirt og et par jeans
Emne Partner @Josette

Dayne sukkede svagt og så sig omkring, hvordan var han nogensinde kommet i denne pine når jo ved og hjælpe, en kvinde som der var falden Josette. Han gav dog sig selv skylden for dette han skulle bare ha lade dem ha hende, lang tid nok så kunne de ha fået, hvad de ville ha eller de ville være døde. Men nu var han helt alene her, hvilket der virket som en fin slutning på hans families træ, navnet ville ikke leve videre og, hvis de fik deres viljer ville han miste alt og blive falden. Han bed sig svagt i underlæben, hvorefter han lagede sit hovedet tilbage op af muren. Han begynde svagt og nynne en sang, hvilket der fik en masse tænker frem i hans hovedet, han fortrød intet ikke længere, Audrey og Josette, havde begge givet ham mere og arbejde videre på. Men, hvad der var sket var sket længere var den ikke

Dayne kiggede op da vagten kom ind med nyt mad, hvorefter han forlod ham igen. Rejste Dayne sig svagt op. Han, havde ikke spiste siden han bare var blive smidt herinde, de havde ingen faste beviser men, hvis de kunne få engle til og tvivle på ham, ville han være fuckt heldigvis var de ikke så kloge. Men Nyheden om at han, havde hjulpet Josette var kommet langt omkring. Hjulpet kvinde med og stikke af det var dog kun rygte, hvilket der gjorde at han måtte vente og se tiden an omkring. Dayne bed sig svagt i underlæben, hvorefter han tog maden og smed den ud, andre folk kunne få mere ud af det end ham, hvis der var andre derinde, det var der desværre ikke.

Dayne, havde anerkende sin skæbne og ventet nu bare inden ville han blive henrette, eller han ville blive fra taget sine vinger, hvilket sjovt nok ville gøre ham til falden, dog havde han stadig en mulighed stikke af med et skib og nogen venner som han kende, hvorefter han kunne forsvinde og få sit familie navn renset, hvis han bare kunne komme ud til hans ven. Som manglede en kaptajn, hvilket han sagtens kunne blive, hvis han bare kom der hen tidsnok.

Påklædning

---

Josette var næsten nået til Dragons Peak da en lille fugl havde sunget om henretningen af Dayne. Godt nok ikke en engel under hendes ansvar, men han var så tæt på, at falde at han næsten hørte under hendes beskyttelse. Så hun var taget tilbage til Aquenerne, og dem som end prøvede at stoppe hende fortrød det. Det tog hende noget tid at finde ud af, hvor fanden han befandt sig. Hun havde indvendt hele fængslet, og der var ingen. Det var frustrerende.

Så hun fik fat i en af dem som arbejdede der, og torturerede svarerne ud af ham, hvorefter hun efter lod ham på jorden for blot at blive kvalt i hans eget blod. Så var hun gået med hurtige skridt hen til havnen. Her kiggede hun rundt til hun fandt den rigtige celle.  Josette regnede med at klare den med et håndgreb, hendes styrke var bedre end en normal falden engel. Hun satte sig på hug foran tremmerne.
"Man efterlader dig alene et par uger, og se de problemer du allerede er i." Sagde hun drillende til ham og greb fat om låsen til cellen. Man kunne se, hvordan hendes arm muskler spændte da hun rev låsen af, så cellen åbnede.
"Hey stop lige der frøken!" Råbte nogle vagter, hvilket gjorde at Josette rejste sig op helt stille og vendte sig rundt.
"Gå væk fra fangen, og gå ned på knæ." Josette gik et par skridt frem og fnøs så.
"Ved i, hvad jeg virkelig er træt af?" Spurgte hun og med sit næste skridt var der et lufttryk over imod vagterne som gjorde de blev kastet ud i havnens vand. "At folk fortæller mig, hvad jeg skal gøre." Svarede hun, også selvom ingen kunne høre hun sagde det. Så rullede hun med øjnene og vendte opmærksomheden over på Dayne. Hun kunne ikke undgå at smile let.
"Det ser ud som om, at rollerne er byttet rundt den her gang, huh?" Sagde hun med et drillende skævt smil. Så kiggede hun efter om der ville komme flere vagter, men lige nu så det ud til at være frit.

Da han hørte en bekendt stemme, vendte han hurtig sin opmærksomhed mod stemmen og så Josette. Dette her var vildt mærkeligt, hvorfor fanden havde hun valgte og komme tilbage. ”Hvad fanden laver du her,” lød det svagt fra Dayne af, hvorefter han rejste sig op. Han så hende rive døren og smilede svagt da han hørte hende drille ham, det var meget morsomt at hun var vendt tilbage. ”Ja alt sammen din skyld efter jeg hjælp dig, fik jeg at vide at jeg skulle følge med så, det er på en måde din skyld.” Lød det kækt fra Dayne af, hvorefter han rejste sig op da vagterne bagefter, havde tænkte sig og forlade stedet, kunne han ikke lade være med og smile da de røg i vandet, ”godt at vide du ikke dræber alle og enhver.” Han bevægede sig bagefter ud, hvor han så sig omkring. Hans våben var ikke så langt herfra og Hans familie ting som faktisk kunne redde hans røve, hvilket der gjorde han hurtigt bevægede sig hen mod et hus .Dayne så hen på hende, hvorefter han kunne høre vagter, som prøvede og finde ud af, hvor braget kom fra der var flere fængsle her nede, ”rollerne byttet om, sidste jeg så efter fanget du mig ikke, jeg fanget dig og tog dig med, ud af byen stor forskel okay, jeg skal bruge nogen familie ting og derefter et skib har nogen som jeg stoler på der kan være med, alle sammen engle så prøv nu og være sød ikke.” Lød det kækt fra Dayne af, hvorefter han bevægede sig lydløst op mod villaen han boede i. Da han kom der ind så det ud som om det var en orkan, der havde været derinde.

Dayne bevægede sig hurtigt rundt og fik hurtigt samlet de ting han skulle ha, der var dog noget som manglede. Han greb fat i papirerne og gik så rundt for at lede efter resten, hvor var det henne det var til og blive sindssyg da han opdaget det ikke var der forstod han det. De, havde stjålet hans familie ting våbnet han havde lærte og kæmpe med alt var væk, på nær papir til og fortælle hvem han var, hvis folk troede på det. ”Josette vi skal bruge et skib, eller jeg skal jeg bliver nød til og komme afsted så hurtigt som muligt.”

Josette så overrasket på ham. Han ville flygte? Seriøst? Måske var han ikke så parat som hun alligevel først havde troet. Kujoner flygtede. Da han kom tilbage hævede hun et bryn af ham. Hun var blevet stående her, fordi det ligesom blot lagde til hende at blive stående. Men han kom tilbage med ingenting. Let kneb hun øjnene en smule og sagde egentlig ikke det helt store.
"Du dømmer mig igen. Jeg tager mig altså af mine egne, men det bliver den sidste gang jeg kan hjælpe dig. Hvis jeg møder dig igen og du er i fare.. eller blot viser tegn på at have brug for hjælp.. men stadigvæk er god.. så kan jeg ikke hjælpe dig. Jeg vil gerne, men det kan jeg ikke." Sagde hun ærligt til ham. Folk ville tale, hvis de vidste hun hjalp en god engel mere end blot de gange hun havde omgåes med ham. Josette sank en klump, og nikkede så til ham.
"Hvis du vil flygte for dit liv, så gør det. Det gør dig ikke stærkere af at flygte, du burde stå imod." Sagde hun så til ham og lagde armene overkors. Tydeligvis var hun en smule skuffet over hans beslutning, men hun kunne ikke tage den for ham. Hun burde have ladet dem tage hans vinger som straf, og hun havde været fri for det her drama. Men hun rystede tanken af sig, hun kom ingen vegne med den følelse af forpligtelse hun havde. Så det var bedst at droppe den nu, inden det tog overhånd.

Hun trak så på skulderen.
"Nuvel. Du gør som du ønsker, jeg vil ikke holde dig tilbage.," Hun trådte et skridt tættere på ham og plantede så sine læber imod hans. "Men hvis du glemmer mig.. så bliver jeg skuffet." Sagde hun hviskende imod hans læber. Josette havde da ikke tænkt sig at give op, og selvom hun prøvede at overbevise sig selv om, at hun skulle - så ville det aldrig kunne lykkes. Let trådte hun et skridt tilbage og så afventende på ham.

Du dømmer mig igen. Jeg tager mig altså af mine egne, men det bliver den sidste gang jeg kan hjælpe dig. Hvis jeg møder dig igen og du er i fare.. eller blot viser tegn på at have brug for hjælp.. men stadigvæk er god.. så kan jeg ikke hjælpe dig. Jeg vil gerne, men det kan jeg ikke. Da hun sagde det gik noget op for Dayne hun, havde prøvede og vende ham om og blive en falden hun, havde set ham an udnyttet ham. Så da hun ville til og kysse ham træk han et skridt væk, hvorefter han så på hende. Han begynde derefter og grine svagt, mens han stod der. Det var faktisk morsomt, hvordan kunne han ha været så dum denne kvinde, havde han set hvad der kunne gøre men, hvorfor havde hun ikke forvandlet ham til falden i nu, Hun, havde haft nok muligheder men han var helt klar over det, hvilket der gjorde han kigge på hende igen og sende hende et skævt smil, ”dine egne du må være leder af de faldne så, men du udnytte mig gjorde du ikke til og finde ud af, hvad du behøvede og vide om mig, det burde jeg og ha viste.” Lød det svagt fra Dayne, hvorefter han så på hende, ”du havde vel regnet med jeg ville vælge og være falden, hvorfor skulle jeg. Jeg er ikke en morder, men det vidste du godt, havde du regnede med jeg ville inde med og dræbe en når vi stak af herfra." hvis hun ville prøve og røre ham ville han trække sig selv væk.

”Bare hold dig væk fra mig, jeg mener det Josette.” Lød det fra Dayne af, hvorefter han vende hende ryggen og begynde og gå, han ville ikke lade hende her smadre hans, hovedet mere end hun havde gjorde. Hun, havde manipoleret ham udnytte ham, for at få ham tætte på den mørke side. Men en ting, havde hun ikke taget højde for der var en grund til han som person var så stærk, han vidste hvad han ville og gav det ikke fra sig.  ”Men et godt Forsøg, Josette" Lød det fra Dayne af, hvorefter han bevægede sig hurtigt ned mod skibene. Han skulle bare undgå vagter, det var mere eller mindre det eneste. ”og jeg flygter ikke.” Lød det fra Dayne af, mens han gik væk.

Hun kneb øjnene let og så overrasket ud over hans anklage. Var han komplet idiot, hun troede at han havde vidst bedre. Hun rullede let med øjnene af ham, og lagde armene overkors. Hendes attitude var helt skiftet ud.
"Og du regnede den ud helt af dig selv.." Hun klappede kort af hånligt af ham og fnøs, "jeg er imponeret." Sagde hun sarkastisk og fnøs let af ham. Så begyndte han at gå.
"Du ved.. verden er et bedre sted uden dig.. jeg skulle bare have ladet dem henrette dig. Så kunne du komme hen til din familie, og så kan du se, hvor skuffet de ville være af dig.. for at stikke af fra dit liv." Sagde hun provokerende. Hun trak let på skulderen. Som om, at han skulle slippe så let.
"Ved du hvad. En død ville være for let sluppet. Jeg giver dig et forspring." Hun brugte sin vind evne til at lave en så kraftig modvind at han ikke kunne gå videre. Dette ville gøre, at hun kom tættere på ham.
"Du skal vide, at jeg holder øje med dig. Hvis jeg ser dig på land igen. Hører dit navn, så kommer jeg efter dig.. og tro mig. Når jeg får fingrene i dig, og flår din sjæl fra hinanden til der ikke er andet tilbage end små stumper. Så ville du huske denne dag, og huske, at du ikke tog imod mit tilbud noget før." Sagde hun og med et vindpust fløj hun afsted. Svævende igennem luften med vinden som sine vinger. Og væk var hun.

//Out.