Big surprises and death doesn't seem like a good combo - Dastan

Det var mørkt udenfor og Sylvana lå i sengen. Længe nu havde hun begyndt at bruge Dastans trøjer i stedet for hendes egne med undskyldningen:” Dit tøj føles rarere end mit” men det var fordi hun havde lagt mærke til at hendes mave stak ud meget svagt. Det var ikke bemærkelsesværdigt for andre end hende. Hun troede faktisk bare at hun var ved at blive overvægtig og det var ikke ligefrem noget hun var stolt af.
Hun var iklædt en lidt for stor t-shirt og et par underbukser.
Sylvana vendte sig uroligt og havde en vis ubehag i maven. Det havde hun haft længe, men hun havde ikke rigtig tænkt over hvad det kunne være.. Indtil en dag hvor hun havde sneget sig ind til en healer. Hun vendte sig på ryggen og holdte en hånd roligt på maven mens hendes blik var klistret til loftet. Et let suk undslap hendes læber og hun lukkede sine øjne i, skulle hun fortælle ham det? Hvordan ville han reagere?
Hun grublede en del over det mens hun nussede sin egen mave. Hun kunne dog ikke undgå at smile lidt for sig selv. Hun vendte sig roligt mod Dastan. Sov han? Hun kunne ikke rigtig se det i mørket. I forsigtige bevægelser fik sig rykket tættere på ham og kyssede hans kind kærligt mens hun flettede sine fingre ind i hans. Det var sent om morgenen og hun burde egentlig sove men hun kunne bare ikke.
Hun smilte kort og nussede hans håndryg blidt med sin pegefinger:” Vågn op sovetryne… Der noget jeg vil fortælle dig..” hviskede hun blidt til ham inden hun roligt satte sig op og så lidt ud af vinduet fra sengen. Hun ville lige lade ham vågne før hun ville dele nyheden. Samt ville hun også få styr på hvad det nu var hun skulle sige.
Det var stille udenfor, der var ikke nogen at se på gaden, det ville også være underligt hvis der var. Hun rejste sig roligt fra sengen og gik hen til bordet og hældte noget vand op i en kop som hun drak, derefter gik hun hen til sengen igen og satte sig på kanten. Hun kom med et let suk og så lidt på sine fingre inden hun så på ham.
” Mnh.. Ikke noget med at flippe ud… for meget…” advarede hun. Hun vidste nu godt at hun var ved at opbygge en unødig spænding men det var svært for hende at sige:” Jeg… uhm…. Jeg bærer dit barn…” mumlede hun så og bed svagt i sin ene finger, måske en anelse nervøs for hvordan hans reaktion ville være.
Hun aede sin mave lidt og åndede lettet ud, endelig fik hun sagt det. Dog så bukkede hun sine øjenbryn svagt inden hun så på ham igen:” Der ikke så meget at gøre ved det.. Jeg vil beholde det..” sagde hun roligt og smilte kort.

Hun så lidt på ham og lagde sit hoved svagt på skrå over hans overraskelse. Ikke at det kom bag på hende men alligevel gjorde det en smule. Hun kørte en hånd gennem den korte side af hendes hvidblondte hår og kom med et lavt suk:” jeg var ikke sikker på om jeg skulle fortælle dig det... For at være ærlig har jeg tænkt over om vi overhovedet skal beholde det..” Da de ord undslap hendes mund kunne man ikke undgå at mærke tungheden i dem.
Det var noget hun havde tænkt over længe og hendes tvivl gjorde hende nu bare trist. Hun så lidt på ham mens han drak whiskeyen og følte selv trang til at tømme flasken:” jeg ved ikke hvad det er endnu... Healeren sagde at måden jeg holder min mave på siger at det bliver en pige.. Men det kunne sagtens blive en dreng alligevel..” Hun vendte sig mod vinduet igen og placerede sin hånd mod det kolde glas. Hendes øjne genspejlede sig i et lilla farve i månelyset. Man kunne se på hendes reflektion at hun vR fortvivlet, rent og skært fortvivlet.
Ville han støtte hende eller stikke af? Hun ville ikke stoppe ham hvis han ville flygte. Det var op til ham. Dog ville hun gerne have inderst inde at han blev. Hun ville ikke kunne klare det alene, så meget vidste hun:” hvis du ikke vil have det her barn med mig.. Så det okay.. Eller egentlig ikke.. Men hvad kan jeg gøre?” Hun kløede sit ene øje, tårene pressede sig en smule på.
Hun vendte sig mod ham og gik hen til ham inden hun trykkede sig tæt ind mod ham:” Sig noget... Der kan få mig til at have det bedre... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Det så svært..” Hendes stemme knak ved de sidste ord, skulle hun virkelig til at græde? Hun så undskyldende op på ham og snøftede kort.