Are you okay? can i help? @Mirabella

Assorian havde forladt sit hus for at købe nogen ting i byen, mørket havde ramt landet, og det samme havde en meget kold luft, der var rigtig koldt udenfor men Assorian jakke holdt ham varm. Hecate havde taget nogen uger væk fra huset, for at være sig selv hvilket er også okay det er jo sådan hendes race er, så han havde hele huset for sig selv.

Da han bevægede sig mod byen så han mange folk være rigtig ked af det - han havde hørt nogen nævne om et jordskælv der havde ramt den sydlige del af Firewood Village, men heldigvis boede Assorian i den nordlige del af byen, så det havde ikke påvirket ham.
Han var kommet ind i byen og opdagede flere der stod og græd og var kede af det, nogen omfavnede et billede - Assorian's fornemmelse sagde at det er nogen der har haft familier eller venner der døde under jordskælvet, men han var ret ligeglad, han skulle bare få købt det han skulle og så hjem igen, alt andet var han ligeglad med.

Da han skulle købe noget havde alle butikker lukkede, pga det forpulede jordskælv, han blev ret sur fordi han manglede forsyninger derhjemme, specielt nu når Hecate også bor der!, sur det var han. Han gik rundt og prøvede at finde nogen butikker der var åben men ingen var, alt var lukket og slukket.

Men så tænkte han at han ville se ødelæggelserne bare for at gå det lidt bedre med sig selv, at hans hus stadig er tilstede og ikke ødelagt. Ødelæggelserne var store, rigtig store, rigtig mange huse er jævnet med jorden, og han ser mange der sidder udenfor og er kede af det, at de har mistet deres hus, han fik lidt dårlig samvittighed men det forstod han ikke? det får han aldrig? han rystede det af sig og gik videre.

Han kom til et lille gråt hus, eller hvad der var tilbage af den, og udenfor det sad en pige, og så ud til at være rigtig ked af det og han kunne tydeligt se at det nok var hendes hus, ellers at hun har mistet nogen, men helt ud af det blå, fik han rigtig dårlig samvittighed over at se den uskyldige pige sidde der, men hvad sker der for det? den samvittighed havde taget over ham, og han gik hen til pigen.

"Hej du, er du okay? jeg kan se ødelæggelserne er store og jeg kan se det har påvirket dit hus, navnet er forresten Assorian jeg bor i det nordlige kvarter af Firewood Village, hvis du vil så har jeg en villa du kan være der indtil du finder et andet sted at bo? hvis du vil det" - pigen frøs for hun sad og rystede rigtig meget "her tag min jakke på, den er magisk og vil varme dig op så det passer til din kropstemperatur" sagde han i mens han gav jakken til pigen.

//synes ikke det er det bedste.. håber det er okay!

Tiderne var hårde for folkene, der boede i den sydlige del af Firewood Village. Jordskælvet havde lagt denne del af byen i ruiner og efterladt hundrede, hvis ikke flere tusinde uden hjem, og nogle havde mistet alle ejendele. Mange havde i dagene efter levet på gaden og af hvad, de var blevet givet. Der havde kort efter været indsamlet mad og tæpper, som var blevet delt ud til de mest trængende. Dette var foregået hurtigst muligt efter jordskælvet og de efterfølgende dage. Der var ikke længere proviant til at gøre dette, og de der ikke kunne forlade byen, måtte blive i ødelæggelserne og fattigdommen.
Mirabella var opvokset i denne del af byen, og som resten, var hun nu hjemløs. Familien havde overlevet, og tilmed fået reddet nogle enkelte ting.
I de første dage havde Mirabella og familien hjulpet med at samle ind og dele ud, så der var mad og tæpper til de fleste. Da dette var overstået, havde familien ikke mere at gøre i byen, og valgte at søge mod slægtninge i Sunfury City. Mirabella selv, var blevet tilbage, ikke fordi hun ikke kunne tage med, men hun kunne ikke efterlade de trængende. Forældrene havde ikke været glade for at efterlade den unge pige alene, men hun havde til sidst overtalt dem. Hjælp var der brug for, og hun havde sat sig i hovedet at hun ville gøre det.
Resten af familien var taget af sted og Mirabella blev tilbage ved ruinerne, tilbage i ingenting, med et håb og ønsket om at hjælpe. Dagene gik, pigen mistede ikke håbet, men energien forlod hende langsomt, som søvnen blev taget af kulden.

Dagene var gået siden Mirabellas familie var taget af sted, det var endnu ikke lykkedes hende at gøre noget større for at hjælpe. Hvordan skulle en, som selv havde brug for hjælp også hjælpe?
Der i mørket, i ruinerne, af hvad engang var et hyggeligt hjem, sad hun nu. Den blå kjole var beskidt og slidt, det grå sjal hun havde om skuldrene varmede ikke meget. Med hovedet i hænderne og rystende skuldrer, af flere grunde sad hun nu.
Midt i mørket, plejer et lille lys at skinne, som regel fra et uventet sted. Der uden håb, med sorg i hjertet sad Mirabella. Da lød stemmen fra manden, ord der gik ind i hjertet og gav glæde og det håb der igen skulle til. Forsigtigt løftede hun hovedet fra hænderne og så på ham. De dybe blå øjne så op på hans ansigt og lyste af glæde og mildhed. ”Jeg… jeg er okay mange tak hr.” Hun forstod ikke helt hvad han sagde, men da ordene trængte rigtigt ind bredte sig et stort smil sig i hendes ansigt. Hurtigt fløj hun op, og uden at tænke over personligt rum slyngede hun sig om halsen på ham og gav ham et kram. ”Virkeligt, vil du det? Jeg… du hvordan kan jeg takke dig nok?” Først efter et stykke tid, og da han havde lagt jakken om hende, så hun fik varmen igen, gik hendes opførsel op for hende. Flov over sig selv trådt hun væk og kiggede ned i jorden. ”Undskyld, jeg blev bare så glad, de er i sandheden god hr.” hun kiggede igen op og smilede taknemmeligt.

Asso var ikke sig selv noget fik man til at have en samvittighed, en han ikke vidste han havde, han havde det rigtigt underligt med sig selv speciel da hun krammet ham hvor han ikke krammede hende igen og sagde han var en god mand, nej, han var ikke en god mand, men ville ikke skræmme hende, han fik ondt af hende ved at se hendes hus ødelagt "det er okay, det går nok skal du se" sagde han og undlod at sige noget til det hun sagde med at han var en god mand, fordi det var det sidste han er "pak de ting du har, og kom med mig, så tager vi hjem til mig med det samme så du kan få varmen, og bare behold jakken på indtil vi kommer hjem til mig, jeg har det fint nok" sagde han og kiggede på hende.