Sweet little innocent child. You can't change me. -Mirabella

Solen tittede frem mellem de små skyer og kastede varme over verdenen. Det var en dejlig dag i februar som egentligt ikke var så kold, taget i betragtning af at det var vinterens koldeste måned. Det måtte vel bare have været en heldig dag. Men det ville vise sig at være en endnu bedre dag, for Ramsay. Varmen havde nemlig gjort at folk havde lyst til at bevæge sig ud fra deres hjem og gå rundt og nyde dagen. Så der var massere at mennesker at vælge mellem! Der var dog en der faldt ham i øjnene. Det var en ung mand, formodentlig i 30’erne. Han stod med en lille pige i hånden. Normalt ville Ramsay være ligeglad. Men der var noget i den lille piges blik der opfangede hans opmærksomhed. Hun var bange.

Han havde ellers fået sat sig behageligt på bænken. Og han ville ikke ligefrem trække opmærksomhed i sin retning, han var trods alt eftersøgt. Han sukkede kort og rejste sig så roligt. Han kunne vel godt få noget ud af det. Han rejste sig roligt og havde nu besluttet sig for at skygge manden og den lille pige. Finde ud af hvor de skulle hen. Han betragtede den lille pige mens han gik langsomt bag dem for ikke at blive opdaget. Når man kiggede nærmere blev det tydeligere og tydeligere. Enhver normal person havde nok fået det dårligt af at se på det.
Hendes bare arme var tildækket af blå mærker. Men det havde man aldrig lagt mærke til hvis man ikke fokuserede på det, for manden havde været kløgtig og tildækket det med en slags maling i en farve der passer pigens hudfarve. Han rykkede tættere på dem så han kunne observere mere. Men til sidst blev al det skyggeri og kiggeri nok. Han måtte gøre noget, for sin egen skyld.

Til hans held drejede manden af ved en gyde, uden at lægge mærke til deres forfølger. Ramsay gik med og satte tempoet op, så i det manden vendte sig, kunne slå ham i jorden. Den lille pige, ude af stand til at finde på en anden reaktion, skreg bare højt. Ramsay løftede øjenbrynene og stirrede på hende indtil hun stoppede. Hun så bare forfærdet på Ramsay, for det eneste hun måtte tænke var at han ville hende noget værre end manden havde udsat hende for.
Manden forsøgte at rejse sig, men Ramsay trådte ham bare på brystet og tvang ham til at  blive op mod væggen:” Normalt plejer jeg ikke at gå efter de ’slemme’ typer. Men jeg tror faktisk at jeg er ved at blive en bedre person!” sagde han en anelse triumferende og klappede sig selv en enkelt gang på skulderen. Så vendte han sin opmærksomhed mod manden igen.
”Eller også trængte jeg bare til modstand. Men så igen, af en skummel og klam gammel mand, havde du ikke forestillet dig at nogen ville se det? Se hendes arme? Hendes ansigtsudtryk?” Han løftede en pegefinger og kørte den fra side til side mens hans mund lavede små klikkelyde. Manden, for svimmel til at reagere kom bare med et:” hmmh?” til det Ramsay havde sagt. Ramsay knælede ved mandens side og nænnede ikke at kigge på pigen. Hun var ikke længere hans problem:” Jeg vi foreslå dig at kigge væk… Det her er ikke noget små piger skal se..” og med det sagt, fandt han sin kniv frem..

Han havde sat kniven op til mandens kind og netop nået at presse den svagt ind så en lille flænge dannede sig på kindens overflade idet en kvindes råben stoppede ham. Han stirrede frem for sig i lidt tid og overvejede kort hvordan han skulle gribe situationen an, inden han rejste sig. Han vendte sig mod kvinden og barnet og kneb kort øjnene sammen mens han undersøgte kvinden med øjnene. Harmløs. Han tog sine arme ud til siderne og kom med et undskyldende smil idet han så sagde:” Jeg er et monster. Der er vel ikke en anden forklaring på det..” et glad smil bredte sig på hans læber inden det forsvandt, lige så hurtigt som det kom og han vendte sig, fik sig sat på knæ for atter at arbejde på manden.
”Nu hvor du er her, kan du jo gøre mit arbejde nemmere og fjerne det pigebarn. Jeg ved alligevel ikke hvad man gør med sådan nogle.” sagde han roligt og så på manden som stadig var omtåget efter slaget i hovedet. Det var altid så kedeligt når de skulle være halvt bevidstløse, så for at få noget gang i manden tog han roligt fat om mandens hånd. I et kort sekund skulle man tro at de bare fredeligt sad og holdte i hånden. Altså indtil det nervepirrende høje knæk pludselig lød midt i stilheden. Den lille pige skreg og holdte sig for ørene, mens hun bad flere gange om at komme væk, men det bedste, ifølge Ramsay var mandens reaktion.
Mandens øjenlåg skød om som havde et koghedende glas vand blevet kastet i hovedet på ham og hans ansigtsudtryk vred sig i smerte. Ramsay løftede roligt hånden op så han kunne se på den. Mandens hånd var nærmest knækket over på midten og fingrene hang bare og dinglede når man bevægede hans hånd. Et tilfredst suk undslap hans læber og han klappede manden på skulderen:” Jeg tror ærlig talt at du ikke kan være bekendt at være så…. Svag..” sagde han og smilte roligt til manden. Men der var ikke meget hjælp at hente til Ramsays sag, når han ikke rigtig gad til at forklare situationen for den ny ankommende, for udefra lignede det bare at han lige havde skadet en piges far for øjnene af hende.

Hun troede ikke på at han var et monster? Interessant. Hun ville nok være den første der nogensinde havde haft den tanke om ham! Det måtte han alligevel give hende. Han betragtede manden som nu var i chok over smerten, men vågen nok til at observere. Han bed hårdt sammen da kvinden begyndte at snakke om pigen og knyttede sin hånd en anelse. Hun skulle bare vide. Han havde faktisk reddet den stakkels arme pige!
Han rejste sig og vendte sig mod kvinden og gik så over til hende så han nærmest stod et par centimeter fra hende. Hans 1.89 meter gjorde alligevel at han var nød til at bukke nakken for at se på hende. Han så ned på hende og kneb øjnene atter engang sammen, som havde han været et rovdyr der overvejer hans næste måltid, dog rakte han bare ud efter pigens arm og tog fat i med et fast greb. Pigen skreg og vred sig, hvilket irriterede ham grænseløst, dog reagerede han ikke rigtig på det.
”Jeg fatter ikke at jeg faktisk gør det her. Men jeg gør hende en tjeneste. Og jeg forstår SLET ikke at jeg skal overtale en som DIG til at tilgodese min gerning. Jeg gider vel ikke rigtig til at skille mig af med tre lig denne gang.” hans sidste sætning var i en kold og monoton tone som om at han faktisk allerede havde overvejet den tanke. Han trak i sit ærme og slikkede kort på det inden han gned uldet mod pigens bare arm. Den tynde maling begyndte at krakelere og vise de nu tydelige blå mærker op af pigens arm. Ramsay slap så bare pigens arm og besluttede sig for at lade englen tygge lidt på det.
Han rystede blot på hovedet af hende og vendte tilbage til manden for anden gang nu:” Du kan lige så godt bare tage pigen med dig og gå. Hvis du tror at der er en god side i mig, er du lige så godtroende som du ser ud til at være.” han holdte en pause for at snitte rundt langs bunden af mandens ansigt, et langt og rent snit før han fortsatte: ”… de sidste menneskelige strå i min personlighed blev revet ud for længe siden. Nu er der blot et stort tomrum og en brændende lyst til at myrde alt jeg ser på.” han grinte kort over det sidste han sagde da det blot var en joke for ham. Så vendte han tilbage med sit arbejde og begyndte at snitte siderne af mandens ansigt. Manden ude af stand til at kæmpe imod måtte bare skære smertefulde ansigtsudtryk.
At pigen skreg af synet af mandens ansigt der bare blødte, fik Ramsay til at få nok:” Få hende ud herfra eller jeg skærer halsen over på hende!” udbrød han vredt og knyttede sine hænder. Han havde prøvet ihærdigt på at styre sin vrede, men der var intet værre for ham end små skrigende børn.  

Han lagde hovedet på skrå og betragtede manden da hun sagde at hun troede der var noget godt i ham. Han rystede bare let på hovedet og smilte så bare en anelse for sig selv:” Der ingen der har gjort mig fortræd… Intet der er gemt væk… Den jeg er nu, er den der var gemt væk hele mit liv..” han rejste sig roligt og vendte sig mod dem, med et roligt udtryk, han tog egentlig situationen meget rolig i forhold til at han før var ved at overveje hvor vidt han skulle slå dem ihjel.
”Jeg laver manden gå… Ikke fordi jeg er god.. Men fordi der ikke er meget sjov tilbage i ham.. Du kan beholde pigen..” et kort smil gled over hans læber og forsvandt så hurtigt som det kom. Han viftede så kort med hånden og kom med en rolig udånding:” Jeg har ikke tænkt på pigen overhovedet. Hun har slet ikke faldt mig en som en jeg ville hjælpe.. Du er en sød lille engel.. Det med at hjælpe er lige noget for jer..” sagde han så og vendte sig en sidste gang mod manden. Han tog fat i hans hånd og strakte hans lillefinger inden han så let som intet skar den af:” En lille souvenir… Til min samling..” sagde han roligt til ham og klappede ham på skulderen.
Men det ville ikke være nok. Ramsay kom lige pludselig på en idé som fik ham til at smile stort mens han udbrød:”Du, englepige. Du ved godt hvor nemt det ville være for dig, bare at give slip på din godhed og… komme med mig til den mørke side?” Det mindede ham om hans første møde med hans eks, Josette. Hun havde også bare været en simpel engel som ville alle noget godt. Indtil hun mødte ham. Hvorfor skulle denne engel ikke være noget i samme stil? Han gik hen til hende og tog fat i hendes hånd inden han trak hende med over til manden.
Han lo let og holdte hende godt fast, fordelen ved at hun var en lille engel og han var en stor halvdæmon gjorde at han var stærkere end hende. Og at holde hende fast var ingen sag for ham:” Så…. Hvad siger du til at jeg viser dig en gode side ved at være ond?” han lød ret indbydende. Det mindede ham faktisk om den første gang han mødte Josette. Men hende her virkede anderledes. Ikke ligesom Josette. Der var nok ikke noget der kunne erstatte det han følte første gang han fik Josette til at pine nogen.