Aldrig døm på udseendet (Nggung)

Nggung smilede og gik med ud og begyndte at grine *hun troede lige at hun vidste vejen* tænkte han.
"det er den vej og pegede ned af en af gaderne"
han gik hen til hende og tog hans hænder ned af hendes arme og ned til hendes hænder "skal jeg tage din bagage" og smilede han kunne ikke lade vær med at finde hende atraktiv.
han stod og ventede på at hun skulle svare.

Kasandra hørte ham grine bag sig og kunne ik lade være med at smile. Han havde en sød latter, når nu det var en dreng. Hun så den vej han pegede i, ned af gaden der var mennesketom bortset fra et kærestepar der gik ind af en side gade.
Hun tænkte på at de skulle begynde at gå, men ville vente på at Nggung begydte at gå frem. Men det skete ik. Det næste hun mærkede var hans hænder, der gled ned af hendes arme. Hun drejede hovedet lidt da han begyndte at snakke og kunne se hans smil. Hun var dog for træt til at bliver mistænkelig og nikkede så til ham med taknemlighed skinnende ud af ansigtet.
*Hvis du fører an.*

"okay" lidt skuffet men stadevik de havde lige mødt så han grinte lidt som om det var af hendes kommentar "jo jo det skal jeg nok" sagde han og begyndte han at gå.
han gik med vilje en lille omvej for at komme forbi de flotte søer.
han så at der var et hul så man kunne se månen, han gik hen til hvor noget af måne lyset ramte og stoppede op og vendte sig om så han kunne se hende de var midt ude på en bro uden gelænder. "er der en hr. eller er du fri" og smilte.

Kasandra syntes hun svagt kunne høre noget i hans da han begyndte at sige noget, men hendes hjerne var en smule for omtåget til at kunne finde ud af hvad det var hun hørte. Hun rystede svagt på hovedet da han havde vendt ryggen til hende, og hun fulgte stille efter ham. De gik langsomt gennem byen og Kasandra kunne bare mærke at hun mistede mere og mere energi.
Da de stoppede op ude på broen kiggede hun sig omkring. Hun fattede ik helt hvorfor han stoppede. Da hun hørte hans spørgsmål kunne hun ik lade være med at smile. Hvad var det for et slags spørgsmål at stille hende?. Hun valgte dog at svare ærligt til ham, da hun synes at hun skyldte ham så meget.
Nej, der er ik nogen hr.. Jeg er single hvis det er det du mener.
De ord havde vidst taget hendes sidste energi, for det næste hun vidste, var mørke. Hun lagde hverken mærke til at hun faldt ned af broen eller landede i vandet.

han hørte hendes svar og så at hun begyndte at falde sammen og inden at han nåede at gribe hende lå hun i vandet.
han kunne se hvordan hun bare sankt til bunds i søen fordi hun havde for meget tøj på, han hoppede i vandet for at få hende op af vandet. han kæmpede men hun vejede for meget med alt tøjet på så han begyndte at tage sin hætte trøje af hende så hun kunne blive lidt lettere, det virkede og nu kunne han få hende op af vandet, han trak hende op på breden og prøvede at få liv i hende men det virkede ikke så han blev nød til at give hende mund til mund han tøvede lidt. han tog sig endelig sammen også lagde han sin mund ned på hendes også pustede han 3 gange, men hun vågnede ikke så han slog hende i brystet et par gange og prøvede igen.
efter 5 førsøg fik han hende til at trække vejert igen. han løftede hende op gik hen og til hendes ting og tog det med og løb så hurtigt som han kunne for at komme hjem til ham selv.
han kom inden for døren i hans hus og lagde hende i sengen og satte sig i en stol ved sidden af og ventede på at hun vågnede.

Kasandra var helt væk, og lagde ik mærke til noget, bortset fra da der blev presset luft ned, via mund til mund, og i hendes svage tilstand kunne hun ik finde hoved eller hale i noget. Mørket tog hende igen kort tid efter hun havde mærket ilten trænge ned i hendes lunger og ud blodet.
Det næste hun vidste var at hun lå på noget blødt. Hun vidste ik hvordan hun var havnet der eller hvor 'der' var. Hun var ik helt vågnet op, da hendes øjenlåg i gad at lystre hende og det mærkedes som om hun ik havde kontrol over sin egen krop. Uanset hvad hun prøvede på, så fejlede hun. Det var farligt at gå i panik, det vidste hun, så hun valgte at tænke på hvad der var sket. Det sidste hun huskede var... At hun havde været sammen med en vampyr, hun kunne dog kun svagt huske navn og ansigt. Hun var stadig ik kommet sig endnu, men hun var overrasket at hun i det hele taget var begyndt at komme til sig selv. Var hun i nærheden af en skov? Hun prøvede på at lytte, men end ik det ville lystre. Hun ventede tålmodigt og hun begyndte stille og roligt at kunne mærke sin krop. Først tæer og fingre, så arme og ben osv. Endelig kunne hun åbne øjnene og så op i et tag.
Hun drejede hovedet lidt til siden og så at vampyren, Nggung kom hun i tanke om, sad i en stol.
*Hvad skete der? Hvor er jeg?* Hun kiggede forvirret på ham og håbede lidt på at han kunne svare hende.

Nggung sad helt stille og kiggede på Kasandra han blev chokeret da hun begyndte at bevæge sig for han havde regnet med at hun ville ligge i koma i langt længere tid. der var gået 2 uger hvor hun bare havde ligget stille, han havde dog været ude at lufte hende for at hun ikke skulle få liggesår af at ligge stille i så lang tid. han så på hende og svarede lige så roligt "du faldt i søvn og faldt i vandet ved en lille bro, jeg sagde jo at jeg skulle bære dig" og grinte et hurtigt grin "du ligger i min seng hjemme ved mig, og der har du lagt i 2 uger i morgen så jeg håber at du har fået sovet ud" og lavede et hurtigt grin igen.
han satte sig hen til hende og kyssede hende på panden "det er godt du er vågnet for jeg har været virkelig bange for at du ikke skulle vågne igen" og nu sad han bare på sine knæ foran hende og ventede på at se om hun var fuldt vågnet.

Hun var øm i hele kroppen, men følte sig helt udhvilet. *Hvad skete der?* tænkte hun for sig selv. Da han nævnte broen, kom det hele tilbage til hende. Hun var ik faldet i søvn. Det var simpelthen manglen på energi der havde drænet hende. Sidst det skete havde hun været ude i 3 måneder, så hun blev overrasket over at vide at det kun havde været 2 uger. Hun måtte være i en skov eller i nærheden af en større samling træer, ellers ville det have taget længere tid for hende at vågne op igen. Dan han kyssede hende på panden, kom hun i tanke om hvilken race han var og da han sad på sine knæ, luftede hun ubevidst hånden op til nakken. Det var først da hun opdagede at der ik var noget, at hun indså hvad hun lavede og fjernede hånden væk med et ryk.
Hun rettede sig op, om end lidt besværligt og kiggede så på ham. *Der skal mere til for at gøre det af med mig,* sagde hun med et skævt smil. Hun prøvede på at bevæge sig lidt, og hun kunne tydeligt mærke at hun havde sovet i 2 uger. Hendes krop virkede stiv og ubrugt. Hun kiggede undrende på ham *Du har vel ik siddet der og ventet på at jeg vågnede i 2 uger, har du?*

da hun tog sin hånd op blev han først overasket men automatisk tog sit hoved tættere på hendes og da hun tog den væk igen var han skuffet og det kunne også ses men han lavede hurtigt et stone face igen og løftede sin hånd op på hendes hoved for at tøre håret væk og satte sig tilbage i stolen og svarede stille "nej kun når jeg ikke har været ude for at få mad" han grinede lidt for han kunne høre det lød bedre i hans hoved ind det lød udsagt "det vil sige ja stort set" han gik ud i køknet og lige inden han gik ud spurte han hende "er du sulten for jeg er virkelig fremragende til at lave mad" og smilte til hende.
da han var i køknet tog han en masse grønsager frem på bodret og ventede på at Kasandra kom ud for han regnede nok ikke med at hun spiste kød han råbte fra køknet "du har øre som en elver er du så også det" og så undrene hen over lokalet.

Hun så på hans ansigt og lagde godt mærke til den strøm af følelser der viste sig og hun blev lidt forundret over det. *Hvad foregår der her?* spurgte hun sig selv. Hun kiggede på Nggung mens han satte sig ned. Der var noget over den opførsel han havde. Det forvirrede hende lidt. Hun så efter ham da han gik ud i køkkenet, altså virkelig så ham.
*Han har siddet hos dig i 2 uger og ventet på at du vågnede, drengen er tydeligvis vild med dig,* stemmen lød inde i hendes hoved. Hun hadede lidt når hun snakkede med sig selv, men så gav det også mere mening. Han havde jo spurgt om hun var single. Men hun var alligevel ik sikker på om det virkelig var det der plagede ham. Hun satte sig op i sengen med benene ud over kanten.
Da hun hørte hvad han tilbød kunne hun ik lade være med at smile. Det var sjældent folk tilbød at lave mad for hende så hun svarede ja på hans spørgsmål og kom så op og stå. Hun gik hen til den dør hvor han forsvandt og fandt ham snart i køkkenet. Hans spørgsmål morede hende lidt og hun skulle virkelig anstrenge sig for ik at begynde at fnise
*Nej da, jeg er en gnom. Hvordan kom du dog på den ide at når man har elver øre, at så er man også en elver.* Hun kunne ik lade være og hun sendte ham et skævt smil og hun var ret sikker på at man kunne se morskaben i hendes øjne. Hun ventede dog på hans reaktion over hendes bemærkning.

Nggung grinede af hendes svar da han godt kunne høre at det enlig var et dumt spørgsmål "ja det giver mening men jeg kender nu også andre med elver øre som ikke er elver, eller gjorde" og grinede lidt igen "men hvad vil du enlig have at spise jeg har lidt af hvert" spurte Nggung mens han kiggede hurtigt rund i lokalet og kiggede tilsidst på Kasandra og smilede.
Nggung var begyndt at skære et salat hoved i stykker og var ved at tage nogle tomater for også at skære dem ud "hvor meget vil du have at spise, du må da være ekstra sulten efter al den tid" spurte han og grinede lidt.

*Det er rigtigt nok, at der er nogle børn som er halv elver og har arvet ørene. Men NORMALT så er det en elver, eller så er de i tæt familie med elvere.*Sagde hun mens hun så skære salat. Hun kunne ik lade være med at smile. Den her scene havde hun kun oplevet i drømme og hun havde faktisk regnet med at det kun ville ske i hende drømme.
Hun vidste godt hun var lidt unormal når det kom til det med drenge, men det måtte jo være fordi at hun aldrig havde haft en god tilgang med dem. Hun havde aldrig været lige så køn som hendes veninde, eller haft de samme kvaliteter som sin bror. Men hun havde heller aldrig set sig som grim, men af en eller anden grund så havde drengene bare ik haft interesse for hende.
Hun blev revet ud af sine grublerier da hun hørte ham snakke til hende. Hun koncentrede sig for at komme i tanke om hvad han sagde. *Overrask mig,* sagde hun og der var et interesseret smil på hendes læber. Hun havde dog lidt dårlig samvittighed over at han skulle gøre det hele, så hun rejste sig op og gik over til ham, *Har du brug for hjælp med noget?*

Nggung grinede "nu ved jeg jo ikke om i elver spiser kød" han smilede til hende og tog en tomat og begyndte at skære den ud "men du må da godt hjælpe med at skære noget salat men det vil nok ikke hjælpe da jeg er færdig lige om lidt" og da han var færdig med at sige den sætning tog han det sidst stykke salat er skulle skæres og lagde hans kniv så hun kunne hjælpe ham lidt han gik hen ved sidden af hende og kiggede på hende "undskyld det før jeg føler mig dum" sagde han og grinede lidt.

*Det er forskelligt fra individ til individ om de spiser kød eller ej. Der er nogen der spiser kød, så er der nogen der kun sjældent spiser kød og så er der dem der vil leve på det naturen giver os.* Hun så fascineret på ham arbejde med maden og da han lagde kniven hen til hende, tog hun den og den salat han også havde givet hende. Hun så forvirret på ham, da hun begyndte at cutte salaten.
*Hvad siger du undskyld for?* Spurgte hun ham. Hun holdte en pause med salaten, mens hun så på ham. *Uanset hvad det er, så behøver du ik undeskylde. Det er jeg sikker på.* Hun sendte ham et smil og begyndte så på salaten igen. Han var egentlig sød nok, for en vampyr at være.

Nggung så hende skære salaten og stoppede igen "jeg siger undskyld for mine følser de er løbet af med mig, jeg plejer ikke at gøre sådan her" Nggung kiggede væk "jeg kan bare føle at hvis jeg ikke gør ting fortryder jeg at jeg ikke gjorde det men også fortryder jeg ting jeg har gjort fx. at jeg skulle have smidt dig på hospitalet det kunne måske have kostet dig livet" han gik et skridt væk fra hende stade med fronten væk fra hende.
og så sagde Nggung "for hvis jeg gjorde det så havde jeg ikke fået de følser jeg har og jeg ved at de bliver svære at komme af med" han vendte sig rundt for at se på hende og spurte så "spiser du kød" for at komme ind på noget andet ind at snakke om følser der ikke skulle have kommet.

Hun så på ham og blinkede med øjnene. Hun havde et blankt ansigts udtryk, men hun var vildt forvirret inden i. I starten forstod hun ik helt hvad han mente med de følelser han havde fået, men en ting forstod hun med det samme. Han var ik vild med at snakke om sine følelser. Det kunne hun se ved at han vendte sig væk fra hende, istedet for at se på hende og sige det. For at vinde mere tid valgte hun at besvare hans sidste spørgsmål først, mens hun prøvede på at regne det andet ud.
*Nej, jeg spiser ik kød. Som andre af min race, så liver jeg af det naturen producere.* Hun lagde hovedet lidt på skrå og lænede sig så op af det bord hun stod ved. Hun placerede hænderne på kanten og så på ham. *Desuden, så tror jeg, jeg glemte at takke dig for at redde mit liv. Med hensyn til hospitalet, så var det bedst at jeg kom hjem til dig, for hospitalet ville have gjort mere skade end gavn.*
Hun trak på skuldrene, mens hun bed sig lidt i læben, for nu hun vidste hun ik hvad hun skulle sige til resten af hans ord. Hun rakte hånden op og rørte stille ved sin halskæde hun havde der, hvilket var en gammel vane af hendes. *Angående dine følelser, der vil jeg ik sige de er løbet af med dig. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ik en gang sikker på, at jeg ved hvad det er for følelser, du mener er løbet af med dig.* Hun valgte at være ærlig, da hun ik vidste hvad hun ellers skulle gøre, og så er ærlighed det bedste.

//sorry tiden, har bare haft andet at lave//

//sødte du tager den tid du skal! virkeligheden frem for spillet //

Nggung smilede til hende "okay men så er vi færdig med at lave mad" han gik hen og skar salaten færdig og lagde det op på en talerken og satte den på bordet "her så kan du spise" og smilede lidt og grinte af hendes anden kommentar "jo det var jo det jeg tænkte, eller enlig ikke jeg tænkte ikke bare at få dig i sikkerhed" og grinede let.
Nggung gik hen til hende inden hun satte sig ned "det her vil det sige" sagde han og holdte om Kasandra og kyssede hende.
efter lidt tid slap han hende igen og gik ud i et andet lokale da han ikke kunne se på hende da han ikke vidste om hun havde de samme følser.

Kasandra smilede taknemmeligt til ham og gik hen og tog en bid af salaten. Hun kunne mærke at hun ikke var klar til at sidde ned, efter at have ligget i sengen så længe så hun stod ved bordet.
*Det er godt* sagde hun med et smil til ham mens hun så på ham og tog endnu en bid af salaten. Hun var faldet meget til ro hos ham, på trods af at han var en vampyr. Det kunne hun mærke da hun hørte ham snakke. Hun så sig stille rundt i køkkenet, da han holdte en pause, så hun så ik at han nærmede sig. Hun hørte dog at der var bevægelse og hun drejede hovedet og så på ham.
Hun nåede knap nok at blinke med øjnene før hun følte hans arme omkring hende og hans læber mod hendes. Da han trak sig tilbage blinkede hun forvirret med øjnene. Alle de følelser der var inden i hende var forvirrende, især fordi hun ik kunne lægge navn på dem alle sammen. Hun så ham forlade lokalet og da hun ik kunne se ham længere, greb hun ud efter sin kæde om halsen.
Kasandra vidste ik hvad hun skulle gøre. Han var en af de få fyre som havde vist interesse for hende, noget hun ik var van til, så hun vidste heller ik hvordan hun skulle takle denne situation. Hun lænede sig op af bordet, salaten glemt sammen med hendes sult, mens hun tænkte. Hun kiggede mod den døråbning Nggung var forsvundet ud af og var lost ii sine tanker.
Kasandra havde følelser for ham, men det var mere følelser for en ven, det var det eneste hun var helt sikker på lige på det tidspunkt, men hun havde ingen ide om hvordan hun kunne sige det til ham, uden at såre ham. Hun sukkede kort og gik så hen til det rum han var gået ind i. Hun så lidt ned i jorden og sagde så,
*Dine følelser er meget pludselige og jeg må være ærlig at sige at jeg ik er van til de følelser.* Hun sukkede og indså at der ik var nogen anden udvej. *Men jeg er ked af at sige, at jeg ik gengælder dine følelser. Dem jeg har for dig, de er mere følelser for en tæt ven, og jeg håber da også på at vi fortsat kan være venner?*
Det sidste lød lidt som et spørgsmål, og hun stod og ventede lidt nervøst på hans svar. Hun ville være ked af at miste ham, nu når hun lige havde fundet en ven i ham.

Nggung gik lidt længere væk og han hørte hende snakke til ham, han ignorede det lige der for han kunne godt mærke i det kys han gav hende at hun ikke kunne li ham på samme måde, han satte sig ud til en bål plads der var lidt væk fra huset.
Nggung ventede og tænkte *hvad laver du hvis du gerne vil beholde de venner du for så lad dog vær med at kysse dem, selvom du kan li dem, lad dem falde til rette før du gør noget dumt* Nggung kiggede hen mod hans hus. han ved ikke om Kasandra fulgte ham men han vidste at han skulle sige undskyld, han ventede lige lidt tid, for hvis hun havde løbet væk fordi hun var bange, sur eller noget andet så ville han lige gi hende tid til det, fordi hun jo lige havde lagt i koma i lang tid så hun havde jo ikke så mange kræfter.
Nggung kunne ikke lade vær med at tænke tanker med at hun var stukket af.
efter noget tid gik han tilbage mod huset igen.

Kasandra så ham gå og blev pludselig trist. Det var hendes skyld at han nu var trist og hun vidste ik hvad hun skulle gøre. Hun kunne ik rigtig snakke med ham, for hun vidste ik hvad hun skulle sige. Hvis hun blev, ville det sikkert såre ham endnu mere fordi så ville han jo se hende igen, men hun kunne heller ik bare gå.
Hun fulgte efter ham, for at se hvor han gik hen, men gik aldrig frem for at snakke med ham. Han virkede så... trist og det var som en dolk gennem hjertet. Hun vendte rundt og stod uden for huset og så op på trækronerne. De var rimelig stille, og hun anstrengte for at høre hvad der skete. Endelig hørte hun træerne og de snakkede om at Nggung var på vej tilbage. Hun blev stående uden for huset, med fronten mod væggen, lukkede øjne og hovedet vendt op ad. Hun lyttede efter hans skridt, da hun kom i tanke om at han var vampyr.
*Træerne kan være gode guidlines, hvis man ved hvordan man lytter til dem.* Hun lod hovedet falde lidt foran så det rigtigt og åbnede så langsomt øjnene. *De kan fortælle én en masse hemmeligheder og gode råd.* Hun vendte sig om og så på ham. *Men de kan ik fortælle mig hvad jeg skal gære, i denne her situation.* Hun så ham op og ned, sulten og maden var glemt. Lige nu var der kun Nggung og hun kunne ik bare vende ham ryggen.

Nggung kom tilbage til hans hus og han så at Kasandra stod udenfor med ryggen til, Nggung blev virkelig glad da han så at hun stade var der, han hørte hende sige noget også begyndte han at gå hen til hende hun vendte sig om og de stod tæt igen "undskyld jeg reagerede tåbeligt før, du skal ikke føle dig trist over det, jeg er bare dum og jeg gjorde noget dumt" Nggung så på hendes øjne der kørte lidt op og ned frem og tilbage, han havde enlig lyst til at kysse hende igen, men han lod vær da det sikkert ville gøre det hele være end det er nu, så han sagde bare undskyld og ventede på et svar fra hende.

Hun stod og så på ham, mens han snakkede.
*Alt er tilgivet* sagde hun med et smil mens hun lagde en hånd på hans skulder. *Du er ung, og jeg er sikker på at du nok skal finde den pige der er bestemt for dig* Hun gav ham et let kys på kinden, men det var kort, så det ik generede ham for meget. Hun ville bare gerne vise, at hun ik bar nag mod hans tidligere handlinger.

//Undskyld det korte indlæg :l

Nggung kunne mærke roen komme tilbage i kroppen "tak" fik han klemt ud og begyndte lidt af grine "nu er det jo ikke fordi jeg er helt ung søde, er sikkert et par 100 år ældre" sagde han og blev totalt tavs da hun kyssede ham på kinden, Nggung så på Kasandra's øjne og lagde sin hånd på muren lige bag hende og tog sit hoved en smule tættere på hendes, han kunne ikke styre sig selv da de var næsten helt tætte opdagede hvad han var ved at gøre.
Nggung trak sig langsomt igen og gik indenfor igen og på vejen in sagde han "husk nu at spise din salat"

Hendes hjerte gav et hop, da han nærmede sig og hun blev anspændt i hele kroppen. Hun havde regnet lidt med den reaktion, men at tro det, gjorde det ik nemmere da han virkelig gjorde det.
Dan han trak sig tilbage slappede hun af i kroppen og så så efter ham, da han gik ind i huset. Hun lod sit hoved hamre ind i væggen. Ik så hårdt at det slog hende ud, men hårdt nok til at hun kunne mærke det bagefter. Så skubbede hun sig væk fra væggen og fulgte efter ham ind i huset og ud i køkkenet hvor den halv spiste salat stadig stod.
Hun satte sig ned og sagde endnu en gang tak inden hun tog lidt ind i munden og spiste det.
Hun så på ham og spurgte så, *Bor du alene herude?*

Nggung satte sig overfor hende "jep helt alene i mit kolosale hus, det er selv bygget og hvis du ser der hele og tæller kan der bo 5 familier her" sagde han med et stolt smil "men en af mine venner kommer en gang i mellem og bliver en dag eller to så helt alene er jeg enlig ikke" sagde han ed et smil "er du enlig alene i verden" spurte han Kasandra.
Nggung gik hen mod værelset hun havde sovet i og vendte sig rundt og spurte "hvordan var sengen enlig" og grinte lidt til hende.