Where am I? WHAT am I? And who are you? ~ Vánagandr

Sted: Firestep Dansekro i Doomsville.
Tid: Aften, nat.
Omgivelser: Nogle få passerer gyde nogle gange, ellers bare en dyster gyde med skrald.
Vejr: Mørkt og det smusker en smule.
Årstid: Sommer, I don't know.
Dag: Aner det ikke.
Påklædning: En slidt langærmet, et par slidte bukser og et par slidte sko. Håret er stort, krøllet og skubbet til den ene side.

Det var mørkt udenfor og det smuskede let nedover Doomsville by. Selvom det var nat, så var der stadig liv i gaderne. Mange kunne høre højt musik, grin, råb og skrig, snakken inde fra Firestep Dansekro.

Ethan sad på jorden ude foran kroen. Hans ben var trukket op under ham og hans arme lå omkring hans ben. Ansigtet var begravet ved hans knæ og øjnene var lukket i. Stramt lukket i.
Han var sulten. Så sulten. Men ikke efter mad, efter noget andet. Men hvad, det forstod han ikke. Få flashbacks tilbage fra natten, hvor han blev overfaldet, dukkede op i hans tanker. Det resulterede i, at han krøb mere sammen op af væggen.

Døren gik pludseligt op og et grinende par kom næsten væltende ud fra kroen af. Ethan kiggede med det samme op på dem. Hans øjne blev røde med det samme og langsomt kom hugtænderne frem, imens han stirrede op på dem.
Alt kontrol over sig selv var borte. Han fik sværere og sværere ved at styre sig selv og høre sine egne tanker, der prøvede at styre ham. Men de var for svage i forhold til sulten. Den underlige sult.
Men der var noget over disse mennesker. Men hvad, det vidste han ikke. Han forstod det ikke, lettere sagt.

Pludselig farede Ethan op og han kunne høre kvinden skrige. Han var sprunget på hende og havde blottet hendes hals. Men han kunne mærke, at manden bagved slog ham og prøvede at få ham væk, men det var blot for svage slag.

Fenris gik ned langs gågaden. Han var endnu en gang på vej over til en 'bestemt' person. Hans blik lagde sig omkring da han syntes at høre en kvinde skrige. Han havde stadig lidt af et blå mærke fra en af de skøre væsner fra jordskælvet. Dog ikke værre end han kunne ignorer. Hans hånd lagde sig ned på sit sølvbelagte sværd, mens han varsomt trådte nærmere på hvor stedet kom fra.

Hans påklædning var mørkt bjørneskinds kappe, med en hvid skjorte og et par mørke læderbukser. Hans bukser blev holdt oppe af et hærded læderbelte, samt et par hærded læder støvler for at holde hans føder ude for at blive skadet. Under kappen og over hans hvide skjorte hang en mindre rejse side taske, som indholde diverse genstande han skulle forbrug. Hans øjne gled på kvinden der skreg, mens manden desperat søgte for at få drengen væk fra sin kone. Fenris stod blot og observerede sceenen. Han overvejede lidt at gribe ind, mens han stille så på drengen's opførelse.

''ny født vampyr'' tænkte Fenris kort for sig selv, mens han varsomt trak et par hvidløg fra sin rejse taske. og stille pillede den, mens han observede. Han begyndte lidt at gnaske et rådt hvidløg. Blot for at sikre at den unge vampyr ikke prøvede at komme ALT for tæt på Fenris. Han lagde hvidløget tilbage ned i tasken og nærmede sig roligt. Hans blik var bestemt på Vampyren. Både duften af blod og manden der desperat kaldte efter hjælp fra Fenris, som nu langtsomt nærmede sig.

Hans ene hånd havde lagt sig på skaften af sværdet. Klar til at trække det, hvis drengen valgte at gå imod Fenris. Han så blot på manden og smilede varmt. ''Hm... Kom her over. Deres kone er allerede dødsdømt. Hun er blevet bidt af en vampyr. Der er intet man kan gøre. Snart vil nu selv blive en. Kom her over og jeg skal nok beskytte dem.'' Fenris's stemme var varm og roligt, mens han inderst inde blot ville havde mennesket nær sig. Både fordi det var et let offer at spise. Samt at han ligeså godt kunne bruge det til at lokke vampyren efter mennesket.

Mennesket så ud til at himle med øjnene og nærmest ikke troede på sine egne øre. Han prøvede at bede om mulighed for at rede hende, men gik der efter om bag Fenris. Han så lidt ud til at være rysted, mens han vredt så på Vampyren. Fenris smilede blot og trak sit våben. Han bankede skafted ind i manden's bagerste kranium, som fik ham slået ud med et brag. Han landte på jorden og fenris trak kappen væk fra ansigtet og hans blik lagde sig bestemt på vampyren.

''Du må enten være meget ung eller meget dumdristig at jage helt her oppe. Samt så tæt på folk. Hvor er din skaber så jeg kan personligt give ham eller hende, den største røvfuld.'' Fenris stemme var vred. Han følte sig lidt skuffet. Hvis det ikke var fordi, at hans fader havde lagt et større sammarbejde med vampyrer... Eller i hvert fald virkede, som om at han gerne vil arbejde med dem. Havde Fenris kløvede denne vampyr ned på stedet. Både fordi det var offenligt, men også fordi at det lå så tæt på kroen.

Ethans tænder dykkede ned i huden på den unge kvinde. Med ingen selvkontrol. Øjnene var lukket stramt i. Han sugede blod til sig. Dette var det første måltid han havde fået sig, som det han var blevet til. Som en vampyr.

Manden, der havde besluttet sig for at blande sig, havde Ethan ikke hørt. Men da kvinden var død og nogenlunde tømt for blod, gav han slip på hende og lod den livløse krop falde til jorden med et bump.
Ethan fik endnu en gang kontrol over sig selv og han bemærkede straks den livløse kvinde på jorden foran sig. Med det samme trak han sig tilbage og gjorde store øjne. Han stirrede ned på kvinden. Havde han lige dræbt hende?! Tømt hende for blod?! Hvorfor?! Han var jo et monster!

Da hørte han endelig manden. Bemærkede ham. Ethan vendte sig langsomt om, da han egentlig ikke rigtigt turde. Der var blod fra mundvigene og ned af hagen og ned på hans ellers mørke langærmet. Øjnene var stadig store. Han var åbenlyst forvirret og skrækslagen.
"H-hvem er du?" Spurgte han tøvende og stirrede på manden, der stod med kvindens partner bag sig. Manden krop var stor og robust. Han ville kunne slå Ethan i jorden med det samme og uden en enkelt skade på sig selv.

Fenris observerede koldt og nådesløs på manden der drak kvinden færdig. Da hun så ud til at være tømt og faldt til jorden. Virkede det til at den fremmede vampyr havde været i et blod frenzy. Han smilede svagt over at han var forvirret og havde trak sig væk fra liget. Fenris stod blodt og observerede vampyren, som så ud til ikke helt at havde vænnet sig til tanken om at være vampyr. Om at være en af de få værdige, som fenris ville kalde 'jagere'.

Fenris observerede hvordan vampyren så forvirret ud og så på Fenris, med en større forvirring. Da Fenris øre hørte hans spørgsmål om hvem han var kunne han ikke lade vær med at smile for en kort stund. ''Mit navn er Vánagandr Lawless. Kron prins til alle dæmoner. Og du. Min unge dreng er en ny født vampyr. Sig mig, hvor er din skaber? Da han tydeligt ikke har lært dig hvordan man jager.'' Fenris smil var væk og hans stemme virkede rolig og varm. Næsten faderlig bekymring. Hans hånd fjernede sig fra sit sværd skaft og han valgte at give tilbudet for drengen at komme tættere på Fenris. Han rakte hånden ud til drengen og så på ham roligt. ''Kom. Fortæl mig dit navn til at starte med.'' Hans øjne var bestemt lagt på Ethan og hans tanker gled omkring hvorfor denne mand valgte at jage helt her ud.

Ethan stirrede på manden. Meget kort kiggede han hen på den livløse kvinde, og derefter kiggede han på manden foran sig igen med store øjne.

"D-dæmon prins?" Spurgte han og fik næsten helt blanke øjne. Han forstod ingenting af det her. Hvad havde han lige selv gjort, og nu stod, åbenbart, en prins af dæmoner, foran ham. Og ville tilbyde ham hjælp?

"M-min hvad?" Spurgte han stille og blot mere forvirret. Skaber? Ethan stirrede på mandens hånd, da han rakte den frem. Eller rettere, Vánagandrs hånd. Skulle han tage den eller hvad?
Meget langsomt rakte Ethan ud og tog mandens hånd. Ganske let. Tøvende. "E-Ethan." Mumlede han og trådte meget langsomt tættere på den større mand. Helt klart større end ham selv.

Fenris lyttede og observerede manden. Dette var en ny født vampyr. Måske lige skabt? Da han tog imod Fenris's hånd trak fenris ham let tæt ind hos sig og lagde armene omkring ham. Ethan.. Fenris smagte på ordet og et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Ethan. Du er blevet til en vampyr. Den der skabte dig har enten flygted eller ikke ønsket dig. Jeg kan guide og hjælpe dig med at holde styr på tørsten og hvad det vil sige at være en vampyr. Dog kræver jeg tilgengæld din tillid, loyalitet og at lytte til hvad jeg siger.'' Han nussede blidt Ethan langs ryggen for at give ham en hvis grad af tryghed, mens han stille anede en hvis slags.. 'forældre' følelse.. eller hvad man end kaldte det overfor drengen. Han var måske mere end vampyr? Uanset kunne Fenris godt li ham. Han kunne bygge Ethan op. Lære ham hvordan det var at være vampyr. En jager og frem for alt. Den søn, som fenris aldrig fik.

Han hviskede rolig til ham, mens han holdte Ethan tæt. ''Du er i sikkerhed, hvis du vælger at gå med mig. Dog skal du vide, at alle dine spørgsmål vil blive besvaret i løbet af din trænning. Det tager tid at vænne sig til at være vampyr. Og nej. Du er ikke den første jeg har oplært.'' Fenris følte sig lidt stolt. Han havde lært en anden ny født vampyr op. Dog var det sammen med Panthea, men det var stadig det hele værd. Hans læring, som Panthea viste ham omkring hvordan man jagede, samt at han også selv havde observerede hende jage og at være nær hendes ny fødte barn Clara. Disse to unge piger, som begge var vampyrer var ganske nemme at kunne forstå. Så hvor svært kunne en mandlig vampyr være? Hvis ikke nemmere, da fenris forstod den mandlig mentalitet bedre, end den kvindlige. Eller var det mon anderledes?.

Ethan blev trukket ind i armene på manden, Vánagandr. Han stod helt stille med armene ned langs siderne. Han slappede ikke helt af. Han kendte jo ikke manden, på nogen måde. Så skulle blive her? Eller stikke af?

Da han hørte manden, kiggede Ethan op på ham. Han var helt klart højere end ham. Større og højere. Så rynkede han panden. "Men.. Men.." Han kiggede bare op på ham, "Hvad vil det sige? Er jeg blevet et monster?" Spurgte han med store øjne.

Ethan vred sig lidt rundt i Vánagandrs arme. Han bed sig i underlæben og kunne sagtens smage blodet fra kvinden, der stadig var der.
Han kiggede op på ham endnu en gang. "Okay," Sagde han så efter noget tid og rynkede brynene, "Jeg går med dig." Tilføjede han stille.
Kunne han overhovedet stole på denne mand? Han havde jo først lige mødt ham, og hans tillid til folk var blevet forvrænget, da han blev forvandlet til dette monster. Men der var mange ting, der var blevet forvrænget, da han blev forvandlet. Da han ændrede sig.

Fenris stod blot og holdte om Ethan. Han prøvede at holde sit grin tilbage, som lå tæt på vej til at dukke op. Han fandt lidt denne situation underholdende. Dog ville han indrømme at det var første gang han selv 'frivilligt' valgte at hjælpe en vampyr, men så igen. Måske kunne dette forbedre hans mulighed for at forstå dem?

Hans øjne gled ned på Ethan og han kunne mærke at Ethan vrid sig lidt, men efter at han nævnte at han ville gå med Fenris smilede han blot kort. ''Men til at svare på dit første spørgsmål. Nej, du er ikke et monster. Faktisk er du forvandlet til noget, som få mennesker kunne ønske sig til at blive. Vampyrer kan leve for evigt, så længe de overholder et par... Overlevelses regler.'' Fenris fortsat så ned på ham, mens han holdte om ham. Han gled sit hoved op på Ethan's hår og nussede ham blidt i nakken. Måske ville dette hjælpe?

''For at du kan overleve. Har du brug for blod. Dette er den eneste føde du kan indtag. Ligesom med mig at jeg, som dæmon må indtage en enkel bestemt slags føde, så må du også kun indtage en bestemt slags føde. Solen er nu din nye fjende. Den kan og vil brænde din hud og sætte dig i flamer. Sølv kan også påvirke dig, men jeg har hørt rygter om få vampyrer der formår at kunne vende sølv, som deres våben. Så hvis vi er heldige kan vi måske lærer dig at bruge dette.'' Hans stemme var rolig og han håbede lidt at denne alt for lange forklaring kunne sætte nogle af hans spørgsmål til side. Han tænkte at han ville forklare hvad det mest 'basic' var omkring vampyrer. Hvad de skulle undgå, hvad var deres føde?. Selve delen af 'jagt' ville han forklare senere. Dog kunne kvinden's mand, som lå lidt væk fra Fenris. Bevidstløs på jorden give mulighed for fenris til at lære Ethan om jagt, men det måtte blive et senere tidspunkt. Først havde han brug for viden omkring jagt og der efter værktøjet.

Ethan vidste ikke helt, hvorvidt han følte sig tryg i denne mands robuste og stærke arme. Sådanne store og stærke arme ville han nok aldrig selv kunne udrette. Medmindre han begyndte at træne, men nej tak.

Langsomt kiggede han op på Vánagandr med skrækslagne øjne. "Jeg er ikke et monster?" Spurgte han og bed sig en smule i underlæben, "Men.. Vampyrer er monstre.. Det har jeg altid hørt.. I fortællinger og myter.." Mumlede han og slog blikket over på den livløse kvinde igen. Nu var hendes mand i gang med at prøve på, at flytte liget, imens han råbte på hjælp. Og sikke højt han råbte! Det gik lige i ørerne på Ethan, mandens stemme var knækket efter alt gråden.

"Regler?" Ethan kiggede endnu en gang op på Vánagandr med et par forvirret øjne. Overlevelsesregler? Og hvordan kunne han selv tage det så pænt? Han vidste godt, at han stod tæt på et monster - en vampyr, ikke? Blev han slet ikke bange? "Det lyder ikke rart at leve forevigt.. Jeg har allerede mistet min familie, så jeg har ikke længere nogle at leve for." Kommenterede han og vred sig endnu en gang i mandens arme.
Ethan lyttede til det, som Vánagandr fortalte. Men det gav ikke mening for ham. Jovist havde vampyrer brug for blod, det havde han hørt, men han nægtede at drikke blod! Selvom det dog lige var sket, men det var noget andet! Han nægtede simpelthen.

"Kan jeg aldrig mere være ude om dagen?!" Udbrød han pludseligt og kiggede op på ham med et par store og brun-grønne øjne. "Det nægter jeg! Jeg vil ikke sidde indenfor hver evig eneste dag, resten af mit nu lange liv, og slet ikke engang se solen!" Han var efterhånden blev ret så irriteret. Ikke ligefrem irriteret på manden, men alting. På det hele. Generelt. Han havde ikke bedt om sådan en liv!

Fenris så på manden, som var ved at slæbe sin kone væk også der efter ned på Ethan. Han lyttede til hvert et ord, som Ethan spyttede ud. Et være barn efter Fenris's holdning. Dog kunne han ikke lade vær med at smile. Han kunne godt forstå at Ethan var forvirret. At han sikkert ville føle sig lidt berøvet fra denne mulighed at se solen. Han så der efter på manden, som var nået et stykke væk. Da Ethan nævnte at han aldrig mere kunne være ude om dagen fik Fenris nok. Han løsnede sin omfavning af Ethan også stormede over bag Manden, som skreg efter hjælp. Han greb fat omkring nakken på manden og brækkede nakken på ham. Han så kold og livløs på ham, mens han sukkede kort. ''Ethan.. Hvis du har så ondt af dig selv. Så skal jeg med glæde tag dit liv.'' Fenris øjne var spydige og et sølv belagt våben var trukket. ''Jeg giver dig lige nu chancen for at hævne dig på den der skabte dig. Dit barn! Du har ingen andelse om betydningen af at miste noget! Jeg har levet i 500 år. Haft familie selv jeg har set dø for mine øjne, set venner og familier dø. Døden er en naturlig del af livet, men der dukker altid noget godt ud af situationer. Jeg giver dig en mulighed for at træde ud i månens lys. Frem for at gemme dig i mørket! Men at hulke og græde over noget, som få næsten ville drømme om. Udødeligheden selv! '' Fenris stemme var hård og direkte. En andelse af en tåre faldt ned fra hans øjne da han stod med sværdet trukket og ned langs siden.

Hans blik gled ned på Manden og kvinden, som nu lå død foran ham. ''Dette par er død, fordi den person der skabte dig. Valgte ikke at lære dig op. Du har valgt at overleve. Tag det som en mand. Lad vær med at være et barn!'' Fenris var vred. Han var træt af at høre hulket og bekymringer. At en jager skulle græde over et bytte var ynkeligt. Fenris havde næsten lyst til at spide sit sværd gennem Ethan's hjerte, men det ville ikke hjælpe. Han sukkede kort og satte sværdet i sin holder. ''Jeg giver dig muligheden for at overleve. Finder største delen af vampyrene ud at du ikke har nogle skaber. Kan og VIL de dræbe dig. Du får aldrig mulighed for at se skønheden, som natten byder. Eller finde folk, som sikkert vil holde af dig. Mennesker er et bytte, som ofte bliver jagted. Hvis du ikke kan acceptere at drikke blod, vil du kun gøre andre fortræd. Derfor vil jeg lære dig at styre den tørst. Sikre at du ikke skader nogle, som faktisk prøver at hjælpe dig. '' Fenris stemme var blevet mere rolig, men han vidste også at dette udbrød havde enten gjort situationen værre, eller hjulpet. Hans blik faldt bestemt på Ethan, som havde hans fulde opmærksomhed.