You havn't seen crazy - Josh

---

Natte mørket var faldet på for længest. Cian sad på en sten ved siden af en af de større sprækker jordskævet havde lavet. Hun vidste det var der, men hun frygtet det langtfra. Hun sad og nynnede let den melodi der kørte rundt i hendes hoved, imens hun børstede håret på den dukke hun sad med. Hun var i ført en kjole der var hvid, eller det havde den været. Den var fyldt med blod og mudder nu - tydelig hospitalstøj. Hun havde været indlagt på den psykiatriske afdeling - på grund af en ulykke i hendes barndom. En lyd i mørket fik hende til at stoppe med at nynne, hun løftede blikket langsom op - og fik øje på en engel. Så begyndte hun at nynne igen og forsatte med at børste dukkens hår.
"Det farligt for små engle at lege her. Du kunne jo falde i." Sagde hun så og kiggede op igen. Hun kunne fornemme lyset i ham, men lige nu generede det hende ikke - ikke lige nu.
"Det farligt at gå ude om natten." Hun forsatte derpå med at nynne den samme melodi som før. Det begyndte stille at regne mere og mere voldsomt - men hun blev siddende så mystisk, og kiggede med sine dybe blå øjne på englen.
"Du langt væk hjemmefra?" Spurgte hun så, og løftede sin dukke lidt op for at betragte den. Hun grinede let. "Lilah burde også tage hjem." Tilføjede hun så og kyssede dukken på toppen af hovedet - inden hun smed den ned i det dybe sorte hul.
 
Så rejste hun sig op. Det eneste man kunne se af hendes ben var anklerne og fødderne. Hun gik imod englen, hendes fødder var fyldt med blodrester som hendes høj. Håret var ved at klaske sammen, og ansigtet så noget så dødt ud.  Hun stillede sig foran ham og lagde sine hænder på hans skuldre.

"Skulle du ikke hjem... til familie?" Spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun var ikke helt fantastisk med ord, men det gik da lige. "Inden. Du. Død." Hun så uskyldig ud, hvilket hun langtfra var. Men engang havde hun været en sød engel, og nu var hun den værste dæmon.

Det var tidspunkter som disse, at han hadede sit bekymrende væsen, det væsen der altid tjekkede om andre nu havde det godt. For at sige det mildt, han var igen endt i suppedasen og denne gang blot fordi, at han havde tjekket til denne engel. Denne engel der havde været fyldt med blod fra top til tå.
De ord hun sagde, fik ham til at sætte hovedet på skrå og lige som han skulle til, at sige noget til hende, afbrød hun ham gang på gang, med en sætning der gjorde ham i tvivl om hun mon snakkede til ham.
Før han rigtig kunne nå at forstå hvad der skete, havde hun lagt sine hænder på hans skuldre og så på ham, med et ansigt der ligeså godt kunne have tilhørte en levende død.
Hvad var der med denne engel... I stedet for at lade sig skræmme af hende, lagde han tvært imod bare sine hænder ovenpå hendes og sendte hende et smil, varmt og beroligende.
"Hvad dit navn?" spurgte han, en stemme rolig og forstående. Josh var ikke idiot, han kunne godt regne ud, at hun ikke var helt normal oppe i hovedet, men det ville ikke nytte noget som helst, at gå i panik. Derfor forsøgte han i stedet at snakke med hende, som havde hun været en hel normal person, præcis ligesom ham og andre. "Det en rar aften ikke sandt?"

Hun lagde i stille ryk hovedet på skrå. Hun så borrende på ham med sine store øjne.
"Nightmare." Svarede hun, da han spurgte om hendes navn. Der var så mange der havde kaldt hende det, at hun i sidste ende havde taget det til sig. Hun slap hans skuldre for at bruge den ene hånd til at gribe fast om hans hage, og trykke den en smule sammen.
"Rar... Nat. Fyldt med død. Kaos. Fyldt med skrig. Frygt," Hun lagde hovede til den anden side, og slap så englens ansigt. "Dine øjne. Fyldt med frygt. Det strømmer i dine små årer." Imens hun sagde årer lod hun sin pegefinger glide henover hans arm, og neglen kører henover der hvor årerne var. Helt uden faktisk at kigge på hans arm.
"Puppy. Face. Begynd at pas på. Ellers." Hun tog hånden til sig igen, og kørte i stedet sin finger henover sin hals, hvorefter hun brød ud i en umelodisk latter. Så lod hun hænderne falde ned langs siden.