Why are you doing this!? - Naggrü

Tid - længere henne på natten... omkring 2-3 stykker.
Sted - The Forest

Alice vågnede op med et dræbende hovedpine, efter hun var blevet slået ned.
Hun vågnede dog ikke op til noget lys, hun vågnede op i en lille trækasse, med et lille hul hun kunne kigge ud af, men der var ikke meget at se.
Hun begyndte at trække vejret meget hurtigt, hendes forældre havde helt klart sendt de elvere ud efter hende, hvad ville de dog gøre med hende, hun begyndte at ryste og kiggede panisk rundt i mørket, men hun kunne intet se, det var som at være helt blind.
Hun begyndte at snøfte inden hun kom i tanke om at de nok også havde taget Naggrü med sig.
Kunne hun være heldig at de måske havde sat ham ved siden af hende.
"Naggrü" kaldte hun med sin meget svage stemme, efter som hun ikke havde det særlig godt i den kasse hun var kommet i.
Hendes snøften blev hurtigt til nogle små hulk. Hun satte sig ned i kassen, på langs, tog sine ben op til sig og holdt om dem mens hun bare lukkede øjne, da det var mere behageligt end at have dem åbne, det føltes som om hun faktisk var blind og var ved at gå bananas, når hun ikke kunne se noget som helst.

Naggrü sov stille, det var sovende bedøvelses middel at han var blevet fyldt med, så han ikke ville prøve at være til besvær på hele turen til The Forest som de så nu var kommet til åbenbart.
Men nu hvor de var kommet her, begyndte nogle af naturens egne redskaber at vække ham op igen.. hvilket han ikke ville være synderlig meget fan af, hvis han vidste hvor han var.
Skovens dufte, skovens rødder der gav bump på vejen, en kombination som ville kunne vække mange op fra selv en dyb søvn.
Roligt gabte han stort, og kløede sig lidt på snuden, det var en forfærdelig drøm han havde haft syntes han, først havde han måske gjort en elver gravid, og derefter var han blevet fanget af ninjaer.... den tanke florerede i hans hoved, lige indtil at han åbnede øjnene og opdagede at det han havde tænkt på, slet ikke var nogen drøm, men virkeligheden.
Først var det lidt svært at se for der var mørkt, ud over nogle få lysglimt der gik lige i øjnene.. det var indtil at han havde vænnet sig til det og begyndte virkelig at svede.. han var vågnet op til et vaskeægte.. mareridt.. han var fanget i et bur!
Han så sig omkring over det hele, panisk og desperat.
"BRØØØØØØØØØØØØLLLLL!!!!!!!!!!" (LUK MIG UUUUUUUUUUUUDD!!!!!!!) kom der så fra ham imens han daskede mod tremmerne i vild angst. Han begyndte endda at små pive, det her var det eneste han virkelig frygtede i verden, det som virkelig kunne få ham til at blive en meget lille killing.
Han for rundt, rundt og rundt og rundt, indtil han pludseligt mærkede en kæde der strammede om hans ben og fik ham til at falde, og da lagde han også mærke til noget andet. Han havde fået lænke om halsen, hvor det var at kæden var hægtet på. Hvad skete der virkelig her!?
Det føltes som timer, før at vognen med hans bur endeligt stoppede brat op. Han kunne høre nogen snakke Alice's sprog, og han kunne høre at der var mange omkring ham, mange elver. Men stoffet over hans bur var der stadigvæk, så han kunne ikke se hvad der foregik, kun at der var nogle tilråb og en anden vogn som der blev pillet ved.
Pludseligt blev hans tæppe hevet væk, og det skarpe lys skar i øjnene som et elver sværd, det var olielamper WOAW de var skarpe. Det var svært at fokusere, men stille og roligt kom fokussen, og hans hjerte sad helt op i halsen da han så hvad der skete udenfor.

Hun kiggede ud af sit hul da hun hørte puslen ved siden af hendes kasse. Hun kunne selvfølgelig bare ikke se noget, da det var helt mørkt. Hun kunne dog tydeligt høre at det var Naggrü da han brølede. Hun bankede mod sin kasse, hvor førte de dem dog hen.
Hendes kasse stod lige ved siden af hans, det vidste hun, hun kunne høre at hans puslen og brølen var meget tæt på.
Da hun begyndte at pive, begyndte hun selv at pive, hun kunne ikke lide at høre at han havde det så dårligt, og så kunne hun ikke engang se ham, hun ville se hvad der skete ham.
"Naggrü!" sagde hun højt og bankede mod kassen igen, hun ville hen til ham, det var ikke sådan her hun havde planlagt at komme tilbage til skoven, hun havde planlagt at komme ridende på hans ryg, tæt på ham, ikke lukket væk fra ham.
Da de pludselig stoppede, sad hun bare helt stille og gav ikke en lyd fra sig, hun kunne høre nogen derude, de sagde at de var nået til hvor de skulle være, og at lederne snart kom. Det måtte være hendes mor og far de talte om, samt nogle andre.
Hun så et lys som lyste et tæppe op, og da de trak det af gispede hun overrasket da hun så Naggrü.
Hun begyndte at banke vildt mod sin kasse, hun var ved at blive sindssyg af at hun ikke kunne kigge mere ud end ud af et lille bitte hul.
Da hun ikke stoppede med at banke på kassen, var der en af elverne der råbte at de skulle få hende til at være stille.
Med et blev et bræt revet af kassen så hun kunne se ud, og et ansigt kom til syne.
Det var Eric, en af vagterne som hun kendte ret så godt. Han rystede på hovedet af hende da han så hende, man kunne se hvor skuffet han var.
Da han fjernede sig fra kassen, kunne hun endelig se ud, de var stoppet lige foran lejren, hun kunne se i det fjerne at hendes mor og far kom gående, men ikke andre fra lederådet var med dem, hun fandt det en tand underligt, men da hun kiggede mere rundt, så hun at der var en galje, og en stor le, til at hugge et ret stort hoved af. Hun gispede, de ville slå dem ihjel med det samme...

Naggrü stoppede op, han kunne se alt hvad der foregik nu udenfor hans bur, og da han så galjen og den store le blev han helt tavs. Hvad skulle de dog bruge galjen til... var det hende!?
Han begyndte at ruske i tremmerne og gav nogle faretruende brøl fra sig.
Han sugede luften ind i lungerne og råbte så..
"HUN HAR IKKE GJORT NOGET GALT!!! HUN ER STADIGVÆK REN!!!!" af sine lungers fulde kraft, og håbede på at der var nogen som her som kunne fatte menneskesprog.
"JEG REDE HENDE FRA AT BLIVE VOLDTAGET AF EN ANDEN VILDFAREN ELVER!!!" råbte han så og skulle lige til at råbe noget mere før en flok elver rev i hans lænke om halsen og fik ham presset ned og ligge i burets gulv.
De var ved at kværke ham, for de hev hårdt i lænken, så han også blev presset mod tremmerne med halsen, og de blev ved med at hive indtil at deres boss sagde stop, hvor Naggrü endeligt kunne få luft igen og lå på gulvet og gispede.
En vagt kom hen til hans bur, og begyndte at drille ham, det var åbenbart regiments joker, men lang tid fik han heller ikke lov til at joke i før at Naggrüs store lap af en hånd greb ud efter ham og hev så hårdt til, at da han ramte tremmerne, blev hovedet presset igennem og kroppen var også halvt igennem, skønt det egenligt var for smalt for hans krop, men Naggrüs styrke var overvældende i forhold til elverne.
Han så over mod kassen der var ved siden af hans bur... han kunne tydeligt lugte hvem det var der var der inde..
"Knuuuuurrrrrrrrreee Alice!?" (er du uskadt Alice!?) spurgte han hende hurtigt og så bekymret over mod kassen, han kunne ikke se hende direkte, men der var uden tvivl hendes rare skov duft.

Hendes øjne kiggede hurtigt mod Naggrü da hun hørte ham råbe, hun kunne dog ikke forstå et pip af hvad han sagde, hvad prøvede han egentlig på, inden i denne camp kunne forstå menneske sprog. Mange af elverne kiggede i hans retning da han råbte op på menneskesprog, alle vidste at det var menneskesprog og de brød sig ikke om det, de rynkede bare på næserne og kiggede væk fra ham.
Alice gispede da hun så hvordan de behandlede Naggrü, ved at tvinge ham ned i burets gulv, det fik hende til at banke helt vildt på buret, men der blev hurtigt banket igen og de begyndte at ruske lidt i hendes kasse så hun tumlede rundt så meget hun nu kunne i den lille kasse.
Hun stoppede hurtigt med at gøre noget, men kiggede bare hen på Naggrü som heldigvis var blevet sluppet, men var nu ved at blive drillet af en anden vagt, men vagten fik sig hurtig en lærestreg.
Hun smilede da hun hørte Naggrüs knurren, hun var glad for at hun var den eneste der havde evnen at tale med dyr, i hendes lejr.
"Spindee" (Jeg har det fint) svarede hun.
Hun sukkede tungt og kiggede ned. "Piv piv knurre"(men det tror jeg ikke vi er længe...) sagde hun og hentyde til de forskellige mordvåbner der stod derude, klar til dem.
Pludselig blev hendes kasse væltet, så hendes hoved dunkede mod kassens indre og hun slog sig ret meget.
Hun kom med nogle høje piv og efter ikke lang tid, blev kassen åbnet og hun blev trukket ud af den, med en hård hånd, som hurtigt tog fat om hendes arme og tvang dem bag hendes ryg og bandt dem. Hun prøvede ellers at dække sig til da hun stadig var nøgen, men det nyttede ikke, elvervagten var alt for stærk.
Mændene kiggede noget på hende med nogle sleske smil og vagten der havde hende hos sig, trak hende lidt ekstra ind til sig end nødvendigt.
Hun lukkede øjne hårdt i da hun kunne føle en af vagtens fingre køre op og ned af hendes side, men efter en rømmen stoppede den.
Hun slog øjne op og foran hende stod både hendes mor og far med meget seriøse blikke.
De rystede på hovedet af hende. "Alice... Alice alice alice..." blev de bare ved.
Efter hendes far og mor havde kigget på hende, blev de enige om en ting.
De pegede begge to mod galjen.
De kiggede så hen på Naggrü og bestemte sig meget hurtigt og pegede hen mod leen, inden de så gik igen, så vagterne kunne gøre deres job, og hvad de ellers ville.
Hun havde intet at sige til hendes mor og far, hun havde ikke lyst til at snakke til dem.
Vagten bag hende, trak hende hen til galjen, mens de andre vagter åbnede meget stille og roligt, buret til Naggrüs bur, og trak ham ellers bare hen til leen, i hans lænke.
Alice kæmpede for at komme fri, men hun havde intet rigtigt at kæmpe med, alt var blevet taget fra hende, alle hendes våben havde været i hendes tøj, og det havde hun jo ikke på længere.
Hun var ikke stærk nok fysisk til at kunne stå op imod elvervagten bag hende, han holde godt fast i hendes arme.
Da de var henne ved galjen vende han hende om, så han kunne kigge rigtigt på hende, hun kunne se et glimt af lyst i hans øjne.
Vagten kiggede hen på Naggrü, det var ham som før også havde lagt ham ned i burets gulv.
Han smilede lumsk til ham og trak Alices nøgen krop helt ind til sig, stadig kiggende på Naggrü med et meget hånende blik, han vidste godt hvad de havde lavet sammen, så nu ville han bare provokere lidt over for Naggrü for at vise hvem der havde magten nu.

Naggrü holdte øje med det hele, og kunne mærke hvordan hans hjerte knugede og kvasede sig igennem hans brystkasse, hvad var det for en kold race hun kom fra??? Havde det været hans stamme havde de i det mindste fået en chance for at bede om tilgivelse til deres høvding.
Hvorfor var sådan en yndefuld og glansfuld race så kold som is over for sine egne?
Han gav et gisp fra sig da de pludselig hev i hans lænke om halsen, og trak ham ud af buret og over mod leen som skulle åbenbart hugge hovedet af ham.
I starten fulgte han bare med, han vidste ikke hvad han ellers skulle, han havde trods alt fået lænker på sine hænder.
Han kunne mærke sit hjertes rytme falde lige så stille, han blev mere rolig nu hvor han var kommet ud af buret, kommet lettere til sig selv hvis man kunne sige det på den måde.
Et hadefuldt blik gled op på elveren der holdte Alice, og hans underkæbe rystede næsten af vrede. Han var virkelig tæt på at eksplodere af at blive pisset så meget af.
Og til sidst kunne han ikke holde det tilbage, han måtte ud med det, og derfor samlede han en ordenlig omgang luft. Dem der holde ham, kunne godt se der var noget på vej, og derfor prøvede at hive i hans lænke, men uden nogen held. Han stod som en klippe, fast og urokkelig imens han så råbte af sine lungers fulde kraft.
"AMIN FEUYA TEN'LLE!!!!!!!!!!!!!!!!" og vendte munden og lydstyrken mod hendes forældre der var på vej væk, han havde gættet på det var dem, siden at det ellers ville være underligt at komme som et par for at dømme nogen..
"AMIN FEUYA TEN'LLE!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!" det var af lungers fulde kraft, og overdøvede alles sluder og råb der var i miles omkreds, det kunne godt være han røg, men lungerne var bedre end andres, især fordi han havde 4 af dem. Hvilket også gav ham godt med luft til at bruge.
"Cala'quessir!!!! Feuyaer!!!!" råbte han og pegede så på alle vagterne og pegede så på sig selv, og slog hænderne sammen som i tegn på at han ville slås imod dem alle, han ville tæve dem alle synder og sammen.
Han greb om kæder der var om hans lænke, og gav et så hårdt ryk, at elverne bag ham tumlede frem mod ham, og med nogle godt løftede bagben, fløj elverne tilbage, og med få skridt og et hop, stod han oppe ved galjen og stirrede ondt og dyrisk på elveren og viste tydeligt tænder, og til sidst gav et 'bø' til ham så han næsten falde om af hjertestop. Han så tilbage mod de andre elver og fnøs af dem.
"NADORHUAN!!!!!!" råbte han til dem alle og knurrede af dem som prøvede at komme tæt på imens han beskyttede Alice mod mulige angreb.

Alice kiggede med et meget overrasket blik hen på Naggrü da han pludselig begyndte at råbe til dem på elvisk, hun troede ikke at han kendte sproget, det kom lidt som et chok, også for vagten over for hende, ja faktisk for alle kom det som et chok.
Men at han råbte sådan noget til dem fik dem til at råbe og skrige tilbage til ham, forskellige bandeord blev skudt hans vej, som hun ikke rigtig havde lyst til at udtale sig om hvad betød.
Det var bare meget tydeligt at de var vrede på ham over at han havde sagt det. De blev dog også lidt bange for ham, af hans høje og meget stærke stemme der lød over det hele.
Hendes forældre var ligeglade med at han råbte efter dem, de var bare for længst borte.
Alice sukkede bare, til vagtens nydelse overfor hende. Han syntes åbenbart at det var ret så lækkert. Han lagde sine hænder på hver en af hendes hofter, og holde så om dem og trak hendes godt ind til sig så hun blev der. Hun kom med nogle piv af smerte og ubehag, mens hun kiggede over på Naggrü som var i fuld gang med at kæmpe med de vagter han havde om sig, hun blev overrasket af at se hvor stærk Naggrü egentlig var.
Alice gispede da hun hurtigt blev sluppet da Naggrü kom hen til dem, og skræmte livet af den lille vagt. Eller lille i forhold til Naggrü.
Alice kiggede op på Naggrü med et meget blidt blik, hun tænkte at de nok skulle komme væk i en fart hvis de skulle have en chance, for at kæmpe mod dem alle, kunne de nok ikke.
Hun satte sig derfor hurtigt op på Naggrüs underkrops ryg og krammede sig ind til hans overkrops ryg med en lav stønnen.
"spinde spinde"(lad os komme væk) hviskede hun i hans øre.
Hun var klar til at komme afsted, væk fra hendes familie, hendes lejre, den havde aldrig været noget hun var stolt af, de var meget barbariske og ligeglade med alt og alle der kom til dem, ja selv deres egne.
Hun gemte sig bare ind til Naggrü og havde ikke lyst til at se mere af hendes lejre og dens indbyggere.

Han nedstirrede vagterne der var der imens han roligt gik ned af de originale trapper der var der for at komme der op. Da han kom ned stod han lidt og betragtede flokken af vagter med spyd og sværd, det var ikke noget han lige kunne løbe igennem. Musklerne i hans overkrop begyndte at blive spændt op, blodårene blev tegnet i hans ellers tykke pels, og pludselig... rev han lænkerne fra hinanden som om det var et stykke træ. Musklerne trak sig lidt sammen igen og med en rolig hånd tog han fat i leen som ellers var det som skulle havde hugget hovedet af ham.
Han så kort tilbage på Alice.. hun så skræmt ud.. han måtte væk her fra.. men det blev bestemt ikke uden en dynge af døde elver!
Med kløerne i jorden, satte han af, svingene med en le over hovedet, der begyndte at kløve sig vej igennem mængden af elvervagter der hurtigt falde til jorden, hans brutalhed kom bag på dem, og endnu mere hans hurtighed, og det var også derfor at der ikke gik mange sekunder før at han var godt på vej ud af deres lille hul der, og havde efterladt en stig af døde kroppe og blod rødt græs.
Han bar stadigvæk leen imens han løb igennem skoven, dryppende af blod. Han løb alt hvad han over hovedet kunne, hurtigere end han havde løbet på deres tur, nu sprintede han virkelig kraftigt, og stoppede ikke før han nåede til udkanden af skovens grænse.
Her falde han stille om gispende og brændende varm. En kanyle sad i hans lår, men det var ikke som de bedøvende han havde fået før, det her var gift der hurtigt spredte sig igennem hans krop. Og det var gået ekstra stærkt efter han havde løbet så kraftigt så det havde lettere ved at flyde igennem hans blod. Det var ikke dødeligt ikke for ham, men det var kraftigt svækkende og gav ham en kraftig feber.
"Knuuuurr..... spindeeeeee" (skynd dig at løbe væk... red dig selv) sagde han stille til hende imens han kæmpede sig op på alle 4 ben ved at støtte sig til leen. Han kunne godt høre de kom, de samme elver som havde fanget dem første gang.
"Knuuuuauuuuuur spiiindeee knuuuuuurrrrrrr spinde" (jeg holder dem tilbage så meget jeg kan, jeg kan ikke lade dig blive trækket ned af mig.. ikke hvis der er det i dig) sagde han og hentyde til at hun stadigvæk havde en meget lille chance for at blive gravid.

Hun kiggede slet ikke op, men da han begyndte at bevæge sig, kunne hun ikke undgå at høre en masse støn og smerte skrig før de faldt om på jorden, sikkert døde, nogen led stadig. Hun trykkede sig godt ind til ham, som han bare løb efter det, gennem skoven, hun kiggede op da de var kommet lidt væk fra lejren og var i skoven, hun ville komme til at savne denne skov, men hvis hun gerne ville overleve og undgå at være på flugt hende tiden fra hendes camp, så måtte hun opgive skoven og tage et andet sted hen, eventuelt tage med ham.
Da han stoppede kiggede hun lidt bagud, hun kunne ikke se nogen lige med det samme, men hvis hun kendte den lejre godt nok, så var de på vej og de var skam ikke i undertal.
Alice nåede lige at hoppe af, før han faldt om. "Naggrü!" udbrød hun og satte sig hurtigt hen til ham.
Hun så endnu engang en kanyle i hans lår og tog den hurtigt ud, hun lugtede lidt til den, det var helt klart fra hendes lejre, den lugtede forfærdeligt.
Hun smed den langt væk og vende så sin opmærksomhed mod ham.
Hun rystede panisk på hovedet da han sagde at hun skulle løbe og rede sig selv, men hun kunne ikke efterlade ham her, det ville hun ikke, det var lige meget alt sammen hvis han ikke kom med hende.
Da han begyndte at rejse sig op, rejste hun sig noget hurtigere end ham og gik hen for at støtte ham, så han ikke kun støttede på leen, han havde taget med, det havde hun ikke lige set, men hun havde heller ikke haft øjne særlig meget åbnet på turen.
Hun bed sig i læben af det næste han sagde og rystede endnu engang på hovedet. "Spinde spinde piv knurre"(hvis der er noget der inde, har det brug for dig, endnu større grund til jeg bliver ved ding side) sagde hun stædigt og lagde en arm om ham, så hun støttede lidt mere.

Hans blik var desperat og pludselig kunne han tydeligt høre de kom styrtende frem, med alt hvad de havde, og hurtigt skubbede han hende til side imens de fløj mod ham som projektiler i luften. Det var åbenbart ikke mere at bedøve først, nu skulle de bare dø så hurtigt som muligt.
Men denne gang skulle Naggrü ikke blive overmandet på samme måde som før...
Han lagde sin hånd på et træ der var ved siden af ham, det var svært at se hvad det var han skulle med det træ, lige indtil at han så råbte.
"NGOZI KAMA MTI!!" og bark begyndte at omslutte hans krop i en blændende fart, og den første som fløj mod ham af elverne fik en bark knytnæve lige i ansigtet så han blev klasket mod jorden med et noget indtrykket ansigt.
Naggrü vaklede lidt, men fik så fodfæste igen da de andre kom flyvende, og med et stort sving fra leen, falde der kropsdele fra dem ned på jorden igen bag ham.
Men nu sad leen fast, godt indhugget i træet, og umuligt for ham at hive ud i hans situation lige nu.
Han bakkede let tilbage som der kom flere mod ham, og på grund af hans svækkede krop og sanser lagde han heller ikke mærke til at der var en på vej over til Alice med en kniv hævet højt oppe.
Ikke før han kunne høre kniven som skar i luften opdagede han det, og kunne kun se som kniven borede sig ind i maven på Alice.
Han gav et højt brøl fra sig imens han stormede over til Alice, komplet ligeglad med dem som sprang op på ham bag fra, han skulle bare over og sørge for at den elver ville dø, og det tog ham heller ikke mange sekunder før han havde revet hovedet fra elverens krop, imens han kæmpede med de andre som havde ret så skarpe våben, så da han var færdig med dem, var hans krop et stort ar-museum og der var kun lidt bark tilbage på hans krop.
Stille falde han ned på knæ, og til sidst helt ned på jorden, bevidstløs.
.
.
I det fjerne kunne man høre en hestevogn blive trukket over plænen, det var en landmands familie som kom kørende, på vej hjem fra deres lange dag og nat på marken og skulle hjem og slappe af nu, de havde godt hørt at der havde været brøl, og derfor havde de kørt lidt hen, dog stadigvæk med stor afstand og så på hvad der var sket og nu førte deres hestevogn ned mod området.

Hun gispede da hun kunne høre elverne komme imod dem, hun kiggede lidt på Naggrü da han skubbede hende til siden, hun ville ikke tro at han ville kunne forsvare sig selv, han var for svag efter den kanyle, han ville ikke kunne klare det, ikke med så mange elvere
Hun kiggede dog meget overrasket på ham, da han lagde sin hånd mod et træ og barken begyndte at omslutte hans arm, hun vidste ikke han havde en evne, men de havde heller ikke været særlig meget ude for kamp, i den tid de havde været sammen, så det var nok derfor hun ikke havde set hans evne, før nu.
Hun vidste ikke helt hvordan hun havde det med at se elverne blive slået ned i jorden eller hugget over.
Hun var ikke synderlig glad for det i længden, men på den anden side havde hun heller ikke så meget imod det, for de havde haft dræbt dem hvis hende og Naggrü havde været længere i lejren.
Hun holde slet ikke øje med hvad der skete omkring hende, hendes blik var fæstet på Naggrü, men da hun mærkede en utrolig stor smerte i maven, kiggede hun så ned og så en kniv, og elveren der havde stukket hende.
Med et skrig efterfulgt af et piv, trak hun kniven ud af maven og smed den væk, det var noget hun havde lært i lejren, hvis du havde fået noget i dig, så skulle man tage det hurtigt ud, og det var lige meget om det så gjorde utrolig ondt.
Hun faldt til jorden i smerte og holdt stramt på hullet i hendes mave, hun var meget bekymret, ikke om hun ville dø, det ville hun ikke, men mere med barnet, eller ægget, hvis hun nu havde blevet befrugtet, ville det så være i fare.
Hun kiggede hen på Naggrü, han havde kæmpet bragt og det kunne man godt se, han havde fået så mange skader.
Der kom et piv fra Alice, da han faldt til jorden og lukkede sine øjne.

Hendes øre opfangede noget i nærheden, der lød som noget der var på vej herhen, noget på hjul.
Lige nu var hun ligeglad med om det var mennesker eller andre væsner, hun ville bare havde redet Naggrü og så hende.
Hun råbte alt hvad hun kunne. "Tua!!!!! Tua!!!!" (hjælp hjælp) hun håbede der ville komme nogen.

Familien kunne godt se der var nogen der råbte noget men de forstod ikke rigtig hvad det var hun sagde. Dog havde konen bestemt sig for at det skulle de tjekke ud først, hun var nok den der bestemte mest i huset så de andre hørte bare efter hvad hun sagde.
Da de kom der over troede de næsten ikke deres egne øjne, der var så mange døde, og kun 3 som så ud til at være i live, i hvert fald uden på. Naggrü trak stadigvæk svagt vejret, og lidt fra Alice og Naggrü lå der en elver som var slået ud med en brækket næse og en tand som manglede, men han var helt væk.
Hurtigt kom der 4 unge mænd og en pige ud af hestevognen, pigen gik over til Alice og prøvede med nogle fagter at sige at hun skulle prøve at se om hun kunne komme over til vognen, imens at pigen så også hjalp med at holde hende for maven.
At få elveren ind var ikke så stort et problem, han var trods alt let, men da de kom til Naggrü måtte faren også hjælpe til, for han var et stort og tungt væsen, men til sidst fik de kæmpet ham op og satte kursen mod deres hjem.
Det var faktisk lige i nærheden, heldigvis for Alice, så hun ikke skulle gå hen og forbløde. Elveren som de også havde taget med vågnede op på et tidspunkt, men da han begyndte at blive aggressiv tog konen deres medbragte stegepande og slog ham koldt ud med ordene "magen til unge mennesker", de andre unge så hurtigt væk, de vidste godt hun ikke var rad for at give dem et par på panden hvis de havde opført sig dumt og aggressivt.
Efter de var kommet til huset fik de anbragt de to elver i hver sin seng, og Naggrü fik et tæppe han kunne ligge på, de mente han lignede mere en kat end et menneske så gulvet var mere passende for ham. Konen i huset var en ørn med sår og skrammer, og det tog hende ingen tid at fikse både Naggrü og den mandelige elver, men Alice var lidt mere besværlig for det var et dybt sår, og på et område der ikke var godt.
Men hun blev der, for hun ville gerne lige snakke med Alice når det var hun vågnede igen, hun havde nemlig givet hende noget beroligende så hun kunne arbejde i fred med maven, de andre var allerede slået ud så det var intet problem med dem.

Alice kom med et lettet suk, da der kom en hestevogn hen til dem, at det var mennesker, var hun ikke alt for glad ved, men de så ikke ud til at ville dem noget ondt, som hendes lejre havde sagt at alle mennesker ville.
Alice kiggede lidt op på pigen der kom hen til hende, fortalte hende at hun skulle prøve at komme hen til hestevognen, men hendes arme.
Alice prøvede at rejse sig op, men de første gange var svært, men hun fik hjælp af pigen, så hun kom der over lige med det samme, når hun havde rejst sig. Hun fik lagt sig ned i, stadig med hånden på sit hul i maven. Hun kiggede på den anden elver som var der, hun var slet ikke glad for det, hun vidste at det ville skabe problemer.
Men da Naggrü kom op i vognen, kunne hun ikke lade vær med at pive lidt og ligge sig ved ham, mens hun kiggede meget undersøgende på ham, for at se om han var okay, han trak vejret, så det var altid noget.
Hun lagde hovedet tilbage og slappede bare af, eller prøvede på turen til menneskenes hus.
Et lille grin kom fra hende da elveren blev slået ud med en stegepande. Det var sjovt at se hvordan konen bare havde hele magten her.
Alice lukkede øjne og sank roligt mere og mere ned i en dyb søvn.

Da hun vågnede igen, lå hun i en seng i et helt andet hus, men hukommelsen kom hurtigt til hende, de var ikke menneskenes hus.
Hun så sig lidt rundt og så Naggrü ligge på gulvet og den anden elver i en anden seng.
Hendes øjne mødte så damens øjne og et forvirrende blik blev sendt konens vej.

Konen så på Alice med et lidt bedrøvet blik og trak en lille kridt tavle frem og vise Alice, konen havde tegnet en mave hvor hun også havde tegnet Alice's stikhul. Hun havde også tegnet en baby og lagt kryds over også skrevet et 8 tal for neden med det elviske ord Narie, for at få hende til at forstå at der nok ville gå 8 måneder før hun over hovedet kunne tænke på at få baby med nogen.
Pludselig kom pigen ind som havde hjulpet Alice op i vognen og konen klappede glad i hænderne da hun kom og skyndte sig at hive hende hen til Alice. Pigen skulle lige til at åbne munden, da både Naggrü og elver manden vågnede op, og begyndte at spytte skændsels ord efter hinanden. Konen havde kommet dem i forkøbet nemlig, så elveren var bundet stramt fast til sengen under tæppet, og Naggrü havde fået bundet alle fødder og arme sammen så han ikke kunne rykke sig. Pigen så ud til at være skræmt af de gloser de kunne fyre af de to mænd, men Konen gik roligt hen, og hævede så sin stegepande med ordene "SHHH" og de to mænd holde straks op med at sige selv den mindste lyd. At være bundet over for en dame med en stegepande var ikke noget at spøge med, og Naggrü var i forvejen nervøs for det her sted.
Pigen viskede tavlen ren, og begyndte så at skrive heftigt på den, og bagefter viste hun Alice tavlen.. det var perfekt Elvisk, med ordene (hvem af de to er din?) og hun så spørgende på Alice, men sendte hende så et varmt og kærligt blik. Den eneste som rigtig havde grund til at være nervøs her var trods alt Naggrü siden han var god pels at sælge, især nu hvor de var så sjældne så var markeds prisen helt i top. Og derfor ville de gerne vide om han var en dårlig fyr eller god fyr før de skindede ham.

Alice kigget meget nervøst på det kvinden tegnede, hun begyndte at snøfte lidt da hun tegnede en baby og satte et kryds over, med et ottetal nedenunder.
Hun kiggede hen på Naggrü, hun tænkte det nok at hun ikke ikke ville være i stand til at have en baby efter hun blev stukket, men lige 8 måneder, det var lang tid for hende.
Hun vende dog sit meget ked af det blik hen mod døren, da pigen som havde hjulpet hende kom ind, hun kiggede lidt forvirret på konen der klappede sådan og hev pigen hen til Alice.
Alice koncentrerede sig dog slet ikke om pigen, da Naggrü var vågnet, sammen med elveren selvfølgelig, men det var hun ligeglad.
Hun smilede glad, men hendes øjne sagde det stik modsatte, der var noget galt.
Da konen gik hen og truede dem hun kunne ikke lade vær med at fnise lidt af Naggrü, han var så lydig.
Hendes øjne vende dog tilbage til pigen, da hun begyndte at skrive noget på tavlen og da hun flyttede sig, vidste hun med det samme hvad der stod der og pegede hen mod Naggrü. "Ho" (ham) sagde hun svagt og kiggede over på Naggrü med hendes samme bekymrede øjne som langsomt var ved at forme tåre, af den dårlige nyhed hun havde fået.

Pigen knibsede ærgeligt med fingrene.
"Det er den store kat der over, så vi kan ikke rigtig pelse ham mere" sagde hun til sin mor som så også knibsede med fingren i ærgelse.
"Pis" kom det bare fra ham.
Naggrü gloede på dem begge med et mistroisk blik.
"I VILLE SKINDE MIG HVIS JEG IKKE VAR HENDE BEKENDT!?!?" udbrød han, også til konen og pigens forskrækkelse. Det var tydeligt at se de ikke havde forventet at han kunne snakke siden han kun havde bandet på elversprog foran dem.
Han fik så også øje på Alice nu og fik et bekymret blik over hendes ansigts udtryk.
"Hvad er der galt? hvorfor ser hun sådan ud!?" spurgte han dem desperat.
"Hun kan ikke få børn i de næste 8 måneder, og hun skal i hvert fald ikke prøve på noget de næste 2, for det var en lang og kurvet kniv" sagde konen direkte til ham. Han kunne mærke hvordan han blev næsten dårlig inde i sig selv, og havde en følelse at han skulle kaste noget klammer op end en hårbolle.
Konen så dog let truende på de to mænd.
"Og jeg vil ikke høre jer skændes mere, ellers slår jeg jer begge ud permanent er det fattet!?" sagde hun skarpt og hendes datter havde hurtigt skrevet nogen lunde det hun havde sagt på elversprog og vist elvermanden som nikkede heftigt.
"- skræmmende dame -elvish" sagde han så stille da de begge var gået igen og havde efterladt de to bundet mænd og Alice for sig selv.
Naggrü prøvede at fri sig selv, men det var bundet alt for godt så selve knuderne var på de få steder han ikke kunne nå selv, og at han lå der sammen bundet fik ham lidt til at ligne en pelset reje. Bare lidt større end den normale reje.
"Knuuuurrrrr Alice" (hvad gør vi nu Alice?) spurgte han hende stille og ville helst ikke spørge ind til baby problemet, det var en hård en at sluge, så at måske ride den af ville være den bedste løsning. Men ja han kunne heller ikke rigtig gøre noget, og hun havde nok for store smerter til at overhovedet komme ud af sengen, og elvermanden var bundet med fødder og hænder fast til sengen, og gearet var glædeligt taget af ham af konens datter, hun havde en ting for elver mænd, der var derfor hun havde lært at skrive på elvisk.

Alice så lidt frem og tilbage på kvinden og pigen, de så ud til at være skuffet, villet de da havde gjort ham noget. Hun blev forskrækket da Naggrü kom med et højere udbrud end hun lige havde set komme, hun kiggede hurtigt over på ham og han så ret sur ud, indtil han fik øje på Alice.
Hun bed sig i læben da han endnu engang talte, men hun kunne ikke forstå det, hun havde dog en fornemmelse på at han var bekymret for hende og at kvinden fortalte hvad der var galt.
"Naggrü" sagde hun svagt, ret ked af det over at hun ikke ville kunne få børn i hvert fald ikke i 8 måneder.
Hun sukkede da kvinden endnu engang truede med at slå dem ud. "Amin n'rangwa edanea" (Jeg forstår ikke disse mennesker) mumlede hun bare og lagde sit hoved ned på puden og bare slappede af.
Hun kiggede lidt op da kvinden og pigen var gået.
Hun kiggede ned på sit hul i maven som var blevet syet sammen, mon hun ville kunne stå op, hun var den eneste som ikke var blevet bundet.
Hun kiggede hen på Naggrü da han talte til hende. Hun bed sig lidt i læben for at holde tårne tilbage og tog så en dyb indånding. "piv piv spinde"(Jeg ved det ikke, jeg kan prøve at få dig fri) sagde hun og tog sig til hendes syede hul, inden hun begyndte at sætte sig op.
Der kom en stønnen fra hende da hun satte sig op, det gjorde ondt, det nev og spandt.
Hun tog endnu en dyb indånding og svang så sine ben ud over sengen så hun havde fronten mod Naggrü.
Efter lidt tid rejste hun sig op fra sengen, dog støttede hun sig stadig til den.
Elverne var trænet til dette i lejren, man måtte ikke ligge ned i sygehuset mere end en dag, da der var så mange andre der også skulle til sygehuset, så man skulle hurtigt op og bide det i sig, og det havde Alice været god til, de gange hun havde været der, det havde dog ikke være så slemt som dette.
Da hun havde fået balancen, gik hun langsomt hen til Naggrü og satte sig på knæ foran ham.
Hun bed så tænderne samme og begyndte at prøve at binde ham op.
Hun startede med at binde den snor som var rundt om alle poterne, så det var bundet sammen alle sammen, og efter det begyndte hun nede fra, hun arbejde hurtigt, menneske var ikke super gode til at binde knuder, det var elverne eksperter til og selvfølgelig også til at få dem op igen.
"Piv piv piv Naggrü" (Jeg er så ked af det Naggrü, hvis ikke vi havde taget den lange tur hjem, så havde dette aldrig sket) pev hun mens hun bandt ham op, og da hun havde bundet ham helt op, krammede hun sig ind til ham.

Han så på hende og svarede hende ikke, men da hun havde bundet ham op tog han hende hurtigt op i sine arme og gik over og lagde hende i sengen igen, og trak tæppet over hende imens han aede hende over håret.
Han lagde sin underkrop ved siden af hende imens han kunne sørge for hende fra overkroppen af og sad bare og smilede stille til hende.
"knuuuurrrr" (en dag af gangen en dag af gangen) sagde han stille til hende og gav hende et let kys på hendes pande.
Han vidste at hele situationen var gået i vasken, men på en måde var han også glad for de ikke havde gået der ind selv, for så kunne det være at de havde haft deres bueskytter klar, også havde de nok ikke sluppet ud i live, for så var de blevet skudt ned på stedet.
Han gav et let suk fra sig og lagde sit hoved ned mod hendes bryst og nussede sin snude mod hendes kind.
"Knuuurrre pive knurrrr" (når du får det bedre tager vi tilbage) sagde han blidt til hende og tænkte kort og løftede så en pegefinger.
"Knuuuurrrre knurrr knurrrre" (også kunne vi sammen bygge et hjem!) han prøvede at være lidt optimistisk, også selvom hans veninde lår der og var ny-syet i maven og ikke lignede en som havde det godt.
Pludselig kom husets mand ind til dem, så lidt rundt, og gik så over til Alice og Naggrü.
"du er den som kan tale vores sprog ikke?" spurgte han Alice.
"nej det er mig som kan det" sagde Naggrü så og smilede skævt til manden.
"din kæreste ser noget forstukket ud, jeg regner ikke med at i går nogle steder, så skal jeg få nogle af de unge mennesker til at komme op med noget mad?" spurgte han så Naggrü meget direkte. Naggrü blev dog ret genert da manden havde nævnt Alice som Naggrüs kæreste, det var de jo egenligt ikke.
"det ville være fint tak... og jeg spiser ikke råt kød... kun meget sjældent" sagde han tilføjende så de ikke bare gav ham et afhugget råt ko ben til at gnaske på. Det ville både lugte og være lidt ulækkert syntes han. Især når de var blandt så meget sår og smerte og blod. Manden nikkede og gik så igen.
Naggrü vendte igen sin opmærksomhed mod Alice og nussede hendes hår kærligt imens han så bekymret på hende.
"Knuuuurrrr knur knuuuur" (de kommer med noget at spise) sagde han stille til hende og aede så hendes kind blidt.
Han kunne mærke hans hjerte slog hårdt, måske var det fordi han lige havde sået over for en fuldvoksen menneske mand? det gjorde i hvert fald ondt på ham at han var tvunget til at skulle være rolig og fattet om ham, for han havde ærligt talt bare lyst til at få hovedet af ham, men det ville slet ikke ende godt for nogen af dem.

Hun pev da han tog hende op i sine arme, efter hun havde fået ham fri. Hun kiggede meget intenst på ham, og da han lagde hende ned i sengen med tæppet over hende, begyndte hun at klage ret meget.
"piiiv Naggrü" (men Naggrü...!) klagede hun og kiggede op på ham med et meget utilfredst blik, men det ændrede sig lidt da han gav hende et kys på panden, der kom et blidt smil frem.
Hun smilede da han lagde sit hoved ved hendes bryst og at hans snude nussede mod hende kind, hun begyndte dog at pive lidt af det han sagde.
"Piv piv knurre"(jeg vil tilbage nu!) sagde hun meget klagende og kiggede på ham med et bedende udtryk.
Især fordi han sagde at de kunne bygge et hus sammen, det ville hun rigtig gerne.
Alice kiggede dog hurtigt mod døren da en mand kom ind, hun hævede et bryn da han talte til hende, men hun kunne ikke forstå noget af det overhovedet, men Naggrü talte så for hende, og Alice lagde så bare hovedet tilbage endnu engang og slappede roligt af, imens Naggrü og manden talte.
Hun smilede da manden gik og Naggrü vende sin opmærksomhed mod hende igen, hun spandt blidt da han nussede hende i håret.
Hun nikkede blidt. "spindeee"(dejligt) svarede hun og smilede da han nussede hendes kind. Hun tog hans hånd og kyssede den blidt inden hun lagde den på sin mave, lige over hvor hun var blevet syet og kom med et let suk.

Han så lidt undrende på hende da hun lagde hans hånd på hendes mave, han var ikke helt vild med det, især fordi hun jo var syet der, han ville ikke have hende til at få ondt eller sådan noget. Men han ville ikke sige eller gøre hende imod, ikke nu i hvert fald.
Han løftede dog en finger og trykkede blidt på hendes søde næse.
"Knurrrrree knurrr knuuuuurreeee knurrrr knuuuueeeer" (vi tager hjem når du kan ride på mig uden at forbløde bagefter) sagde han og blinkede lidt drillende til hende, for han kunne godt mærke på hende at hun blev ret vild efter at komme tilbage da han havde sagt at de kunne bygge et hjem sammen.
Pludselig kom datteren ind igen og gik direkte over til elvermanden uden at skænke de to andre den mindste tanke og begyndte at skrive beskeder til ham på sin tavle imens hun så drømmende på ham. Hun løsnede så også hans arme så han kunne skrive igen, så de to andre ikke vidste hvad det var de talte om, datterens lille drømme senarie. Pludselig gav hun et lille hvin fra imens hun rødmede og hurtigt bandt hun ham helt løs.. Han skulle lige til at hoppe på Naggrü og Alice, men han nåede ikke mere end at bare rejse sig op før datteren flåede ham med sig ind til hendes værelse. Det var en ting Elvermanden ikke havde set komme, for datteren var mindst lige så stærk som mændene i huset, hvis ikke stærkere fordi hendes vilje var kraftigere end deres. Og især når det galte elvermanden, han skulle gøres til hendes personlige ejendel.
Først om aften efter de havde spist og der var gået flere timer kom elvermanden ind i rummet igen, han havde et blik som en der havde set sit livs mareridt imens han rystede som en skræmt lille mus. Samtidig havde han et halsbånd om halsen som var skruet sammen så det var umuligt for ham at fjerne uden noget gear. Han satte sig lydigt i sin seng og samlede sig rystende til en lille bold under tæppet imens datteren puttede ham.
Hurtigt smuttede hun så igen lige efter hun havde givet ham et kys på panden, hvilket så ud til at give ham kuldegysninger igennem hele hans krop, for han frøs som en statue imens hendes læber var på ham.
".... h-h-h-h-h-hun er djævlen selv -elvisk-" stammede han imens han trykkede tæppet omkring sig, inden han skyndte sig over til det nærmeste vindue, de var kun på anden etage.
"t-t-t-t-tror i jeg kan nå det? -elvisk-" spurgte han. Det var dog ikke at han ventede på svar, for han trådte lidt tilbage for at få tilløb, og spurtede så, og hoppede direkte igennem ruden uden at sørge for han ikke selv kom til skade, det her var være end helvede i hans øjne, det var evig pinsel hvis han blev der bare et sekund længere. Datteren havde dog hørt vinduet og man kunne se ud af vinduet at hun stormede efter ham med noget som lignede en pisk, imens han løb som vinden for at komme væk fra hende.

Det var ikke fordi det gjorde ondt at han havde sin hånd på hendes mave, det var faktisk ret dejligt, for det lavede et pres på hendes syet hul, som gjorde at det blev holdt spændt og ikke gjorde så ondt eller nev på nogen måde.
Hun bed lidt ud efter hans finger som han trykkede på hendes næse for sjov dog.
Hun kom med nogle høje klagende lyde og kiggede meget surt op på ham.
"Piv piv spinde piv"(Men jeg vil hjem nu!! Jeg vil ikke være her længere, jeg kan ikke lide de her mennesker) sagde hun meget klagende og kiggede bedende på ham.
Hun kunne virkelig ikke lide dem, der var et eller andet over dem, selvom de havde været stille og rolige omkring dem, så fandt hun dem meget mærkelige at høre på og se på for den sags skyld.
Hun kiggede lidt op da pigen kom ind af døren, men hun gik bare hen til elveren, så hun ville ikke dem noget.
Hun blev dog lidt skeptisk, da hun så pigen trække elvermanden efter sig ud af værelset.
Hvad skulle hun dog med ham, hvad ville han dog med hende.
Hun valgte ikke at tænke mere over det og kiggede bare op på Naggrü. "Piv piv"(tror jeg vil sove, vil du sove med mig?) spurgte hun med smil og lagde ellers bare sit hoved ned igen og lukkede øjne og sank i en længere dyb søvn.
Hun vågnede først da manden kom med noget mad til dem, hun spiste kun det der havde med salat at gøre selvfølgelig, hun var veganer.
Hun fik dog sig noget af en overraskelse hen af aften da elvermanden og pigen kom ind igen, og elveren så ud til at være ret træt af pigen, eller mere bange kunne man sige, som om han havde været ude for noget... hvad havde den pige dog gjort ham, det gad hun godt af vide.
Da pigen gik ud igen, begyndte elveren at tale og det han sagde var ret så sjovt, og det fik Alice til at grine som den eneste der forstod det i det rum.
Hun fik dog noget af et overrasket udtryk da han så begyndte at tage tilløb og løbe direkte mod vinduet og ud af det.
Hun rystede på hovedet og kiggede på Naggrü og begyndte at grine af det hun lige havde set.

Naggrü havde også set hvad der var sket, men intet forstået overhovedet men fik et nået overrasket blik da han så valgte at springe ud af vinduet, det var ikke lige frem hvad han havde regnet med en elver ville gøre bare for at slippe fra en dame som åbenbart havde skræmt skindet af ham. Men sjovt var det nu at se på alligevel når det var at man kunne se at pigen åbenbart havde rendt efter ham og jagede ham vildt.
"Knuuuurrrrre" (der er rollerne vist byttet om) kommenterede han bare og kunne ikke lade være med at grine lidt.
"Knuuurree knurr knuuuur?" (men hvad var det han sagde?) spurgte han hende så undrende og så ud af vinduet, han håbede nu ikke på at han så var den næste, han håbede på det kun var elver hun var ude efter og ikke hvilken som helst mand der var i huset.
Han smilede til Alice imens han nussede hende kærligt i håret, det var godt de nu alligevel var endt her med nogle mennesker som faktisk kunne tage sig lidt af dem, for havde de bare blevet efterladt kunne begge to havde været sten døde der ude, så det var egenligt godt at de var blevet redet, skønt det var mennesker der havde gjort det.
Nu skulle de bare få det bedre og samle kræfter så de kunne tage turen hjem igen, det var trods alt en hård tur, og hvis de allerede var svækket fra starten af kunne det godt være de aldrig nåede hjem i live. Så de skulle være i tip top form. Det skulle han i hvert fald, siden det var ham som skulle bære hende, især over det kolde område.
"spindeee spindeee spindeee" (lad os blive raske og friske så vi kan komme hjem endnu hurtigere end da vi kom) sagde han og smilede stort til hende, det var bare vigtigt at komme hjem igen, så de kunne få deres liv på rette køl igen, og gøre hvad de ville, han vidste trods alt ikke om hun ville finde en mage eller sådan noget i området eller hvad hendes planer var.

Hun nikkede til det Naggrü sagde og grinede bare endnu mere, det kunne man godt sige at rollerne var byttet om, elveren havde i hvert fald set meget skræmt ud.
Hun rystede på hovedet da han spurgte hvad det egentlig var at han havde sagt. "Fnys fnys spinde" (lidt noget om at pigen var en djævel og sådan) sagde hun og grinte bare endnu mere da hun gentog det for sig selv
Hun faldt dog lidt ned til sidst og grinede ikke så meget mere, da han nussede hende kærligt i håret.
Hun bed sig lidt i læben som hun så op på ham og nussede sig ind til ham.
Hun nikkede lidt til det han så sagde. Det var en okay ide, selvom hun helst bare gerne ville hjem nu, der var intet hun hellere ville.

2 måneder.
Alice kunne endelig stå op efter 2 måneder i dette død syge hus som var begyndt at irritere hende rigtig meget, det lugtede af menneske, der var hele tiden menneske sprog omkring hende, og det var ved at gøre hende sindssyg, men endelig kunne hun komme væk derfra, hun var nemlig klar, hendes sår var healet fint og det gjorde ikke ondt mere, det gjorde det kun hvis man lige trykkede for hårdt, men ellers gjorde det slet ikke ondt.
Hun havde fået noget tøj af pigen, da hun havde været nøgen hele tiden. Hun havde fået en grøn trøje og et par afslappede bukser på, samt nogle sokker, som hun ikke helt vidste hvad hun skulle synes om, hun plejede ikke at gå med sådan nogle mærkelige nogen
Hun kiggede op på Naggrü med et stort og glad smil. "spinde spindee" (Vi skal hjem nu) sagde hun glad og krammede sig ind til ham.

Naggrü kunne næsten ikke tro at der allerede var gået hele to måneder, han syntes der næsten ikke havde gået noget tid overhovedet, men han havde så også hjulpet lidt i huset med nogle ting han godt kunne klare, som at kløve brænde og alt muligt han kunne overraske dem med, det gik jo lidt hurtigere med ham siden han havde sin store styrke og derfor var god til at hugge ting over. Men nu var Alice endeligt blevet klar og fit til at klare turen. Så nu skulle de altså afsted.
I dagene op til havde Naggrü forberedt sig rigtig meget, både trænet og lavet grej og alt muligt så de kunne få en meget bedre tur end den de havde haft over til her.
Han havde fået lavet sig en sadel til Alice, så hun ikke skulle sidde på hans hårde muskuløse underkrops ryg, for han gættede på at det nok gjorde en smule ondt, også selvom han havde pels der, og nu hvor hun kun lige var fit for at komme igennem turen ville han ikke udsætte hende for for meget smerte, så han havde lavet en fin sadel som hun kunne sidde på og han havde tilmed lavet en bælte vest, hvor to bælter gik på kryds over hans overkrops bryst og havde to håndtag bag på så hun kunne holde godt fast på ham, samtidig var der også en taske i hver side af dem under armene hvor der var pakket proviant til deres tur og nogle tæpper så de kunne varme sig lidt når det var at det blev for koldt for dem.
Naggrü smilede glad ned på Alice og blinkede til hende, han var allerede gearet helt op og klar til at suse afsted som vilde heste igennem de steder de skulle hen.
"Knuuuuuuuurrrrrr" (pakket og klar) sagde han og løftede armene så hun kunne se de fylde tasker.
"kknuuurrrr spindeeee" (hop op så tager vi afsted) sagde han og vinkede til de rare mennesker som nu alligevel havde taget sig af dem skønt de var mennesker, men det var nu ikke deres skyld at de var født sådan.
Han kradsede let i jorden og glæde sig til at komme afsted.

Hun var meget overrasket over Naggrü havde lavet den saddel til hende, så hun kunne sidde godt på ham, det var hun meget taknemlig for, det ville nok være som at ridde på en hest, hun havde reddet på mange heste...
Da hun kom til at tænke på det, kom hun til at tænke på sin hest tilbage i lejren, eller den stod ikke i lejren, den var overalt i The Forest, Dragonfly hed den, hun skulle bare fløjte så kom den, men hun havde ikke lyst til at gå ud i skoven igen... ikke efter alt det der var sket, det kunne være en dag længere ude i fremtiden at hun gjorde det, men ikke lige med det samme.
Hun kiggede op på Naggrü med et stort smil, da han sagde at han var klar, det var hun meget glad for, hun havde ikke lyst til at vente meget længere på at komme afsted.
"Spindeeee"(Dejligt!) udbrød hun glad.
Hun hoppede med det samme op på ham, lige da han sagde at hun skulle, hun holde fast i de håndtag der sad bag på ham og kiggede så ellers bare tilbage på menneske, og vinkede til dem som Naggrü gjorde.
"Piv piv"(Lad os så komme hjem.) hviskede hun til ham i hans øre og gnubbede dem blidt.