What kind of creture are you? ( Naggrü)

Tid: 23:30
sted: skoven
Omgivelser: Ingen udover en død engel og Panthea
Vejr: en nat så sort so kuld, der er ingen måne til lyse vejen op og stjerner viser heller ikke deres små ansigter.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] dog uden kappen.

Panthea havde slæbt en intet anende pige med ud i skoven, pigen var en naiv engel, hendes lyse krøller røg ned i hovedet på hende så det næsten ikke var til at se de dybe øjne som var blå. Typisk engle. Hun greb hårde fast omkring pigens arm hver gang hun prøvede at fjerne sig fra hende. Panthea så sig selv som den perfekte dræber, men det var mest når det gjaldt mænd. De havde det med dømme hende på hendes udsende. Hun var for tynd i manges bog og det gjorde hende svag hvilket også betød at mænd var nemmere at lokke fordi de så hendes vægt og højde som en svaghed. Panthea var heller ikke en særlig høj kvinde. Hendes krop var 18, men hun var selv langt ældre end det. Hendes krop var fastfrosset i en 18 åriges krop. Panthea kunne mærke på englen at det var ved at gå op for hende hvad hun var gået ind til. For hun rev mere i sin arm for at komme fri, men Panthea ville ikke lade hende slippe. Denne pige skulle være hendes næste måltid det var prisen ved at være vampyr det var at man måtte dræbe for at overleve og desuden var forskellen vel heller ikke stor for mange andre dræbte også for at overleve, men forskellen var vel at det var dyr frem for andre væsner, men for hende var der ikke den store forskel og hun fortrød intet. I hendes øjne var hun blevet noget der var mægtigt og det gjorde hende glad. Panthea havde for lang tid siden været svag, men det var hun ikke mere og derfor skulle alle se hvor mægtig hun var. Panthea var sådan en når man mødte hende kunne hun virke fjern, kold og en som tromlede alle ned som stod i vejen for hende, men det var fordi hun ikke ville virke svag. Aldrig mere ville hun lade nogen træde på hende og vis de gjorde skulle de nok få besked og det ville være med en så ufattelig smerte at de aldrig nogen sinde ville leve igen. Pigen var bare en af de mere tilfældige som var så uheldig at blive den næste, men sådan var livet, man levede og døde. Så var dem som Panthea som var udødelige fordi de rent faktisk allerede var død. Hun smilede svagt og stoppede ved en lysning, men blev ved træernes grænse. Et lettere ondt smil bredte sig på hendes læber ” hør der ingen grund til at kæmpe imod du gør mig bare mere sulten og det gør at jeg hurtigere får lyst til at dræbe dig” sagde hun og hendes stemme var blevet meget koldere end den havde været den gang hun lokkede med pigen.
Panthea og pigen mindede om hinanden, men bortset for fra hårfarven og det faktum at pigen ikke var sygeligt tynd og Panthea havde så mørke øjne at de næsten var sorte. Pigen klynkede og skulle lige til at skrige, men Panthea rystede svagt på hovedet. Det ville være dumt ingen kunne høre hende alligevel. Dog synes pigen ikke det var spild af tid og et rædselsslagen skrig  skar igennem luften og gjorde stilheden mindre stille og folk ville sikkert sagtens kunne høre det stykke fra der hvor de var, men når der kom nogen vis der gjorde ville det være for sent for englen. I vrede blottede hun sine tænder og gjorde sig ikke umage med sit bid. Hun skulle død og det var hurtigt inden nogen ville afbryde dem. Pigen prøvede desperate at flytte sig hvilket bare gjorde ondt på englen og til sidst stoppe hun da hun mistede sin bevidsthed. Efter et stykke tid slap hun pigen. Hun skyndte sig ind i mørket og lod mørket skjule sig. Panthea blev dog ved lysningen for at sikker sig at ingen ville finde englen og vis de gjorde, skulle hun nok gøre hurtig proces.

Det var et stykke fra at Naggrü var godt i gang med at opsætte en lille sove plads for ham selv, hvilket var under et af de sjov udseendet træer der var her som havde fascineret Naggrü en del.
Som altid havde Naggrü ikke rigtig noget på sig, han var et dyr det meste af sin krop igennem, så intet skulle dækkes til som ikke allerede naturligt var gemt væk. Men en lædertaske hang over hans hals og ned af siden hvor han havde alle sine ting, hvilket ikke var så meget igen, to piber og flintesten, to æsker med urter, den ene til at ryge den anden til mad, det eneste som manglede var faktisk bare maden, og han havde ikke spist i en hel dag nu.
En stor dynge af blade lå under træet, presset en smule ned, men ikke for meget for at ødelægge den bløde struktur, det var her han skulle sove natten væk, det var her han skulle komme til hægterne igen efter en lang dag så han kunne vågne op til en ny og dernæst finde noget mad.
Engelskriget skar igennem luften, igennem hans sarte øre.
"Hvad i alverden" mumlede han og kunne godt høre det var en piges skrig, med den skinger og unge fylde, så var det nemt for ham at høre at det var en ung pige, som havde skreget.
Han hævede hovedet højt for at se sig omkring, det var ikke i nærheden i hvert fald, men hvor det var fra kunne han nogenlunde udpege.. skulle han se efter hvad det var? skulle han prøve på at hjælpe?
Tankerne røg hen på om han ville få en gave hvis det var han hjalp, måske lige frem en spisende gave, det ville bestemt ikke være så slemt.
Han kunne begynde at lugte mennesker, med vinden mod sig var det ikke synderlig svært, for de stank noget så grusomt. Han måtte nå der hen først, og først hjælpe så han kunne få gaven.
Med kløerne sat godt i jorden, satte han i fuld sprint mod området at skriget var kommet fra, og med hans fire ben gik det langt hurtigere end noget menneske, og med fire lunger var det heller ikke sådan en slem løbe tur, og han gispede i hvert fald ikke da han ankom til et sted der kunne være området.
Men han kunne ikke rigtig se noget i starten, alt var så mørkt og dunkelt, og især når der ikke var noget som rigtig bevægede sig kunne han ikke udpege hvor det var at personen var.
Ikke før han kom tæt på, og det lille væsen lå på jorden, og med blod ud af halsen der var tydeligt at lugte at det bestemt ikke var menneskeblod, det var noget komplet andet, noget som ikke var menneskeligt.
Roligt gik han nærmere lugten, det var tydeligt at se det var en lille pige, og han kunne godt mærke at pulsen steg lidt, for han kunne ikke lide at se døde kvinder. Knytnæverne blev trykket sammen og roligt begyndte han at samle duft op fra luften af og opsporede hvor tingen der havde dræbt pigen var, det var nu ikke så svært, for det var ret frisk og duften var tydelig. Og hvad gjorde det endnu nemmere var blodets helt særlige specielle duft, for der var intet i nærheden der over hovedet kom nær ved den duft, så ren og frisk som intet han havde duftet før.
Han så mod skyggerne, mod skoven, træerne som dækkede for hinanden og kiggede ind med sine skarpe katte øjne. Det var svært at se om der rigtig var noget farligt der inde, men han blev næsten nød til at undersøge det alligevel. Han kunne høre at menneskene ikke var langt der fra, så hurtigt skyndte han sig ind mellem træerne og forsvandt i mørket med sin store liontaur krop.
Han stoppede roligt op efter han vidste han var nået langt nok ind, og begyndte at dufte til luften, nu blev det lidt svære syntes han, for duften var åbenbart ikke nået så langt ind i skoven, så om det var noget som kunne vaske lugten af sig eller om han faktisk havde passeret det var et rigtig godt spørgsmål.
Roligt så han tilbage og stirrede lidt ind i mørket, prøvede at se om der var nogle detaljer han havde misset.

Panthea var begyndt at gå der hun var sikker på at der ingen ville komme, men så fik hun færten af noget som forvirrede hende og idet det kom tættere blottede hun svagt sine tænder. Hun syntes at kunne genkende færten af menneske og så alligevel ikke det var en form for et dyr af en eller anden art. I starten troede hun at det var en shapeshifter, men det måtte hun skyde i sænk da hun ikke syntes at færten stemmede overens med hvordan en shapeshifter normalt plejede at lugte. Hun bed sig svagt i læben og inden hun fulgte færten som var nået forbi hende. Panthea var ikke nem at forvirre og det gjorde hende en smule irretabel at dette væsnen skulle kunne gøre det, men i hendes lange liv var hun sikker på at hun aldrig havde duftet noget lignende. Da hun startede sin gang  sørgede hun for at være så lydløs som hun kunne da hun ikke ville give den fremmede en fordel, men det varede ikke længe før hun fik øje på hvad der gemte sig bag færten. Hun troede ikke sine egne øjne. Et stykke derfra stod en løve med en mennskekrop som endte i en løvekrop. Hun kunne se ham så tydeligt i mørket og hun måtte indrømme at dette væsnen fasinerede hende. Hun lod svagt sin ene hånndryg tørre de rester af englens blod som var havnet i hendes mundvige fordi hun ikke havde gjort sig umage. Hun rømmede sig og lod den fremmede vide at han ikke var alene ” du ved godt at der kan leve farlige monster herude ik” sagde hun, men hendes stemme afslørede intet omkring hvad hun mente med monster, men hun var i hvert fald en af dem, men fordi han mindede hende så meget om et dyr i udsende og i lugten havde han intet at frygte hans blod ville blive i hans krop. Panthea brød sig ikke om dyreblod hun havde smagt det en gang og i hendes verden var det en gang for meget. Hun vidste ikke hvordan hans syn var i mørket, men hun håbede lidt at han ikke kunne se hende. Hun gik en smule tættere på og hendes stemme blev lagt i en venlig tone da hun sagde det næste ” hvad er du?” spurgte hun og  kunne ikke helt gemme sin nysrrighed det var ikke mange hun lod se hendes følelser hun gemte dem normalt.
Panthea bed sig svagt i læben hun vidste ikke hvad hun skulle kalde hans slags og ville ikke give sig i kast med at gætte, men han blev nød til at fortælle hende det. Ellers ville hun blive sur og ingen kunne lide hende sur.
Panthea blev mere modig og gik hen ved siden af ham ” leder du efter nogen?” spurgte hun og lød nu helt udskyldig. Panthea spillede ikke noget skuespil som hun ellers plejede at gøre. Det han så var hende som hun var under det kolde ydre og vis hun så en som ven. Panthea så ikke den fremmede som ven ikke endnu, men hun var kommet til den konklusion at vis ikke han angreb hende eller gjorde andet for at fornærme hende. Kunne hun godt være venlig og det ville måske hjælpe med at få ham til åbne sig op for hende og fortælle hende hvad han var og hvem han var. Hun stod og kiggede frem for sig ” mit navn er Panthea” sagde hun og havde gemt sine hænder bag ryggen så han ikke ville kunne se blodet som var på den ene håndryg.. Hun ville nødig starte noget nu hvor hun var kommet så tæt på. Dette væsen var i hendes øjne smukt, men vis han eller noge anden spurgte hende ville hun nok benægte det.

Naggrü stoppede op ved lyden af stemmen, ørerne vrikkede lidt, hørte efter om hvor den kom fra, og det syntes han ikke var synderlig svært at finde, hendes lokalitet var ret nem at spotte, men da han vendte sig om for at se hvor hun var, var det lidt svære.
Han kneb øjnene lidt sammen, men kunne så stille begynde at se mere og mere af kvinden der havde snakket til ham. Var hun ven eller fjende? hvem var hun? Han kunne mærke nerverne stadigvæk strømmede i hans blodåre, de var tændte, spændte og klar til at smide en næve eller to hvert sekund det skulle være.
Der var dog noget over hendes ord, som han fandt lidt morsomt, for med hans størrelse, og former, hvad han egenligt rigtig at være bange for? Derfor gav han et lille fnys fra sig, imens han holde øjnene mod damen, stift men stadigvæk søgende efter om hun havde nogen form for våben på sig.
"de fleste monstre, plejer at være ret bange for mig frøken, så det er ikke rigtig et problem jeg har" sagde han ret selvsikkert og højt så hun rigtig kunne høre at han var sikker i sin sag.
"det er måske svært for dig at se i det her mørke, men jeg har tænder og flere klør end de fleste monstre der findes her, plus jeg har lidt mere hjerne end dem" sagde han og prikkede sig selv på hovedet. Han måtte dog løfte et øjenbryn da hun spurgte om hvad han egenligt var, hvilket han fandt en smule irriterende men også forståeligt, for han var en ret speciel og sjælden race at se i sin leve tid.
"Jeg er det i mennesker vil kalde en Liontaur" sagde han stolt over sin race, men måtte indrømme at hun ikke helt duftede som menneske, i hvert fald ikke hvor fra han stod. Hun havde en lidt sjov, mærkelig, ukendt duft over sig, noget han ikke rigtig havde duftet før, ud over fra døde dyr. Hendes næste spørgsmål fik ham lidt tændt igen, han kunne mærke at han virkelig skulle presse hårdt for at dæmpe sig selv.
"jeg leder efter den mand som myrdede det stakkels barn der ude, du skulle vel ikke have set nogen løbe igennem skoven? det er vist ikke mere end et minut eller mere siden" spurgte han hende undrende og syntes han begyndte at kunne fange en vis duft fra hende som han havde lugtet for ikke så lang tid siden, men det var en underlig duft for den blandede sig dårligt med hendes, så duftende blev helt rodet i hans næsebor. Han blev noget overrasket da hun allerede gav ham hendes navn, det virkede lidt unormalt for kvinder at gøre, ved mindre han allerede havde snakket lidt med dem og lokket dem med hjem. Men han måtte nu svare damen og derfor bukkede sig for damen med et selvsikkert smil.
"Mit navn er Naggrü, Naggrü af den tidligere Sol-fjer stamme" sagde han og rettede sig op igen og lagde så sit hoved lidt på skrå og krydsede sine arme.
"Men sig mig skønjomfru, hvad laver en dame som dig her ude i den farlige skov? Hvor er din mand til at beskytte dig mod de farlige dyr?" spurgte han hende så undrende, og rynkede en smule på næsen.
"Og hvorfor dufter du så sjovt, du dufter lidt som mit bytte plejer at gøre" sagde han og kunne ikke lade være med at tænke *efter 4 dage i solen altså* før han rystede tanken af sig. Uroligt kradsede han i jorden, han kunne høre menneskene nærme sig området hvor pigen lå, og lige der gik det op for Naggrü at han var i en virkelig dårlig situation, for det var bestemt ikke svært at sætte ham i den situation at han havde dræbt pigen, om han havde blod på sig eller ej, og hun ville kunne udpege ham lidt for alle de mænd. *dårligt sted dårligt sted dårligt sted må flygte!* var det eneste der røg igennem hans tanker imens han stille bakkede bagud.
"Jeg må skynde mig videre, de mænd vil nok ikke tro på mig hvis jeg sagde at jeg ikke havde slået hende ihjel" sagde han hurtigt og vendte sig om, han blev dog lidt forvirret, for lugten af morderen var helt forsvundet fra den retning han ville havde løbet, så han var lidt undrende over hvilken retning han nu skulle løbe for at stikke af.

Panthea vidste ikke rigtigt om hun skulle fortælle ham at hun rent faktisk kunne se i mørket, det ville sikkert gøre ham mistænksom og hun havde ikke lyst til at han skulle være mistænksom. Hun valgte at det måtte være op til ham selv at finde ud af om hun kunne se i mørket eller ej. Panthea valgte at være så menneskelig hun kunne og det ville blive svært for hun brød sig ikke om at blive samlignet med dem, men så længe det kunne være muligt valgte hun at holde sandheden om hvad hun var hemligt. Hun ville ikke gøre ham vred på hende. ” man kan aldrig vide der er altid ulve i fårklæder” sagde hun og et svagt smil kunne anes i hendes mundvig. Hun kunne ikke se hans åre, men vidste alligvel at han var nervøs, hun havde fortræflig hørelse og kunne høre det. Dog da hun kiggede bedre efter kunne hun også se det.
Panthea kiggede på ham da han spurgte om en mand som havde dræbt pigen lyste hun en smule op, han havde ikke regnet ud at det var hende som dræbt pigen, men det var jo bare godt for hende, men måske hun ikke skulle nævne at hun faktisk var en vampyr som levede af blod. For så ville han med sikkerhed regne ud at det var hende. Hun åndede svagt ud og færten af mennskene ramte hendes næse. Hun blottede svagt sine tænder og var man hurtig kunne man svagt se at hendes hjørnetænder var en smule spidse mere end normalt, men hun lukkede hurtigt munden igen og lod som om hun ikke kunne lugte dem. Hun havde aldrig i sit lange livsspand mødt noget lignede. Hun kunne ikke forstå hvorfor han nedgjorde sig selv. Han virkede så stærk og han kunne sikkert sagtens dræbe dem og de var egentlig ikke så værdifulde mennesker så han ville gøre dem begge en tjeneste ved at slå dem ihjel, men han frygtede dem ” der intet at være bange for vi siger bare at du var sammen med mig hele tiden” sagde hun venligt. Desuden vis nogen prøvede på noget kunne de få hendes evne at se. Panthea havde evnen til at få folk til at se deres værste frygt blive levende for dem. Det var en illusion, for dem det gik ud var det forfærdligt. Hun bed sig svagt i læben. Hun ville ikke have han skulle gå. Desuden ville de nok ikke give ham skylden pågrund af bidmærkerne hendes tænder havde efterladt. De ville vide at det var en vampyr der havde gjort og vis de bare kendte en lille smule til vampyrer så ville de med samme vide at det var hende. Ikke fordi han ikke ville blive set som et monster, men hvordan skulle så stort et væsen kunne lave to huller i halsen på en så lille og skørbelig krop, men igen folk havde det med at fejltolke og det kunne også være de gjorde denne gang. Da han kaldte hende for en skønjomfru rynkede hun svagt brynene samme og lavede en grimasse. Hun vidste godt at det var noget man sagde, men hun var hverken skøn eller jomfru. Hun var det monster hun havde snakket om, han fik hende til føle sig mærkelig til mode, for selvom hun måske var lidt fornærmet over at han troede at det var mand som havde dræbt pigen, normalt ville hun blive vred, men med ham var følelsen af vrede over at blive set som det svagere køn væk.  ” hvor han løb hen?” spurgte hun prøvede ikke at lyde forvirret ” hvad får dig til at tro det var en mand” spurgte hun og fik det til at lyde så henkastet som muligt og hun var glad for at vampyrer kunne skulle hvad de følte. Hun kiggede på ham ” jeg mener så du hvem der gjorde det?” spurgte hun og holdte pause i hendes talestrøm ” jeg mener det kunne jo være hvem som helst” sagde hun og bed sig svagt i læben.
Hun kiggede på ham ” hvorfor flygte du ville jo sagtens kunne dræbe dem” sagde hun og lyd en smule dyster. Hun kunne ikke holde sit had til mennesker tilbage, det var en stor del af hvem hun var og det var svært gemme hvem man helt var. Hun kunne jo gemme følelser, men det ville bare gøre hende til en tom og kold skal. ” jeg mener vi må forsvinde” sagde hun og begyndte at gå imod en hytte hun kendte. Den var forladt eller det var det hun ville fortælle ham. Panthea havde dræbt hyttens ejer engang hvor han havde lokket hende i hytten af den tro at hun var svag og at han skulle hygge sig med hende og det var ikke over en kop kaffe og en hyggelig snak. Panthea havde været så vred at hun ikke havde kunnet stoppe. Desuden havde han heller været det værd, han var bare et ussel menneske. Panthea gik let igennem skoven. Det var nok gået op for ham at hun kunne se mørket. Hun håbede at han ville følge efter. Hun ville så gerne snakke med ham. Han fascinerede hende lige så meget som han forvirrede hende.

Han kunne mærke hårene rejste sig og han trampede lidt uroligt med alle sine fire ben, det var uroligene at der var mennesker i nærheden, men ikke bare mennesker, men mænd, den mandelige del af mennesket, den del som havde næsten udryddet hans race, det gav ham rigtig mange kuldegysninger igennem sin krop, og han kunne ikke lide det. Men han hørte nu godt hendes ord, han vidste også godt selv at han var langt større og stærkere end dem, men på grund af oplevelserne havde han bare en frygt for dem som lå i hans sind mere end hans hjerne. Men han løftede lidt et hævet øjenbryn da hun begyndte at spørge ham om hvorfor hun satte spørgsmåls tegn ved hvilket køn morderen var, hvilket for Naggrü, ret simpelt.
"Det er en god grund til det kan være en mand, det er dem som er af natur mest morderiske, sæt nu pigen var blevet overgrebet af manden og han så skulle slippe af med beviset?" spurgte han Panthea og sendte hende et selvsikkert smil med sin teori, som mest var bygget af det han havde set mænd gøre, for mennesket var koldt, og de kunne gøre voldsomme og ubegribelige ting under de rette omstændigheder.
Han kunne dog ikke være mere enig med hende i at de skulle smutte nu, væk fra de modbydelige mænd som syntes at råbe nogle forskellige ting men i hvert fald på vej mod dem her i skoven.
Han luntede hurtigt efter hende, og kom egenligt ret tæt på hende bagfra. Det var nu mest for hans egen skyld, for hende lugt drillede ham stadigvæk, det var som om hun havde to forskellige dufte på sig. Den ene var sød og frisk og dejlig duft, imens den anden duftede af død og morderiske intender. Det var den sidste duft som nok tiltrak ham mest, for på en måde var den dejlig, men på en anden måde var den også frastødende, og han kunne ikke helt bestemme sig over hvad han skulle føle omkring det.
Men han kunne nu begynde at skimte hvor det var hun havde kurs mod, var det mund her hun boede? Det så ret øde ud måtte han indrømme, især for en dame. Det var svært at forstå mennesker syntes han, nogle af dem rent flok dyr, og nogle der bare ville leve alene, kunne de nogensinde bestemme sig?
Han var glad for der ikke lugtede af død ved hytten, faktisk duftede der ret hjemmeligt, en rolig duft af hjem.
"Så det her er dit hjem? jeg kan godt lide det, der er dejligt her" sagde han og så på huset med lidt store øjne. For var der noget menneskene kunne som alligevel kunne overraske Naggrü var deres evne til at bygge rigtig flotte huse.

Panthea lyttede og et svagt smil ramte hendes læber det betød at han ikke mistænkte hende, det var så godt at han havde det syn på mænd. Hun kunne ikke lade være med at tænke over hvorfor han mon beskyldte mænd, men hun ville ikke blive ved med at spørge ham. Hun åbende døren ind til hytten og lod ham træde indefor først inden hun selv gik ind. Hun gik ud på lille badeværelse som egentlig ikke kunne kaldes for et badeværelse, det eneste der var et toilet og en håndvask, man måtte endda selv hente vand hun havde selv været der med pigen inden fatte mistanke og havde derfor vand der inde. Hun lukkede døren og inden længe kunne man høre den svag lyd af vand. Hun ville nødig havde at skulle se blod pletten på hendes håndryg, heldigvis havde han ikke spurgt hvorfor og hun gik med hendes hænder omme ved ryggen og da han gik bag ved hende på vejj til hytten havde hun vendt den imod kjolen. Det var det bedste ved sorte ting de gemte blod så godt. Hun åbende døren da hun var færdig og gik stadig med hænder omme bag på ryggen selvom hun havde vasket dem. Hun fandt nogle starinlys frem og tændte dem. Hun vidste ikke rigtigt hvordan de skulle være her for hytten var ikke den største og da var lille indelukke med et sort forhæng for og inde i midten var der bord og to stole, men kunne vel ikke sidde på stol. Hun bed sig svagt i læben ” det kan man vel godt sige det er” sagde hun selvom hun faktisk boede inde byen og brugte dette som fristed når mennskene gik hende for meget på. Hun tænkte stadig over hvad skulle og valgte til sidst at flytte bordet til siden og gik sengen for at tage hendes dyne som havde silkelagn på Hun spredte det ud på gulvet og derefter satte hun sig ned og lod en hånd glide en over dynen for give ham et tegn på at det okay at sætte sig.
Panthea vidste ikke hvad hun skulle gøre vis han spurgte ind til hendes race hvad skulle hun gøre. Hun vidste at han måtte have en god lugtesans og han kunne sikkert lugte at hun ikke var levende, men hvad der undrede hende var at han ikke havde spurgt hvad hun. Det første hun ville vide vis ikke det var fordi hun kunne lugte det når hun mødte nogen var hvad de var. Han virkede som en der ikke kendte til mennskenes verden og dens beboer. Hun vidste sikkert at han ville hadede hende når han fik at vide at hun var dræber et form for et rovdyr, men hendes bytte var bare levende mennsker og væsner vis ikke de smagt af dyr. Et lettere brkymret udtryk ramte ganske kort hendes ansigt, men det hurtigt væk igen. Faktisk plejede det ikke at betyde noget hvad folk syntes om hende, men det var anderledes med ham sikkert fordi hun gerne ville lærer om hans art, men der var også noget andet, hun ville have ham til at kunne lide ham, selvfølgelig ikke på den måde, men hun ville have ham til at synes om hende.
Men var ond, kold og tyran noget som han sikkert ikke ville kunne lide. Hun bed sig svagt i læben hvorfor gav han hende de følelser hun brugte så lange tid på at holde dem skjult nu sammmen med ham og fordi hun ville have ham til at kunne lide ham. Hun stod nøglen i sin ene hånd ” her tag den” sagde han kunne bruge huset vis han ville. Naggrü slog hende ikke som der var her fra, men det var også vis nu skulle befinde sig i denne del af verden igen så havde han noget han kunne bruge og kalde hans. Et svagt smil kunne anes. Hun kæmpede stadig med tanken om hun skulle sige det. Hun trak vejret tungt et par gange og kiggede ned jorden, men det mere for at vise at han intet havde at frygte havde hun villet skade ham havde hun allerede forsøgt ” kan du huske hvad jeg sagde om ulve i fårklæder” sagde hun og trak vejret tungt ” det var mig som dræbt pigen og udover det så har jeg været død længe” sagde hun og det var ikke helt forkert ” jeg er en vampyr der lever af blod jeg er faktisk 1400 gammel” sagde hun og vidste ikke om skulle rejse sig og forlade hytten. Han ville hade. Hun havde stadig blikket stift rettet imod jorden. Hun ville ikke se på ham. Hun havde udsendet af en svag krop, sygeligt tynd hun var ikke særlig høj og så var hendes krop fastfrosset i atten åriges krop. Han kunne vel lige så godt lærer at det ikke var alle kvinder som var nogle små søde lam som sad ventede på hvilken farve kjole de skulle have næste gang de skulle til en eller anden galla ” jeg hader mennesker så meget og andre svagere racer som engle og elver de er i mine øjne kun mad” sagde hun det kunne godt lyde kynisk at sige det sådan, men med mennske var hun trænet til at se dem som mad og det var nemt når hun hadede dem. Hun vidste godt grunden til at hun hadede dem var på grund af noget som sket for længe siden.
Hun vidste at vis han havde lige så god en lugtesans som hende at pigens fært kunne lugtes på hende, den kalvme søde lugt som ikke var hende. Hun havde aldrig tænkt over hvordan hun lugtede når andre lugtede. Hun vant til lugten og gernerede ikke hende særlig meget ” jeg er ond og kold, har ikke mange venner og det er sådan jeg kan lide det” sagde hun selvom det ikke helt passede, men det måtte han vel finde ud af senere vis han blev efter hendes tale.

Han havde fulgt roligt med ind, det var et ganske lille hus, men hvis det var hjem var det hjem, han kunne trods alt heller ikke helt blære sig med sit gamle hjem som bare var en cirkel af buske. Hun havde i det mindste tag over hovedet.
Øjnene så søgende rundt imens hun var på toilettet, snuste rundt, og syntes det var et lidt mærkværdigt hus, men igen, hvis hun boede alene kunne han godt forstå størrelsen af huset.
Roligt havde han stået ved vinduet og set ud, da hun kom tilbage og begyndte at om-møblere. Han spejdede lidt efter mændene, holdte øje med at de ikke kom den her vej, håbede på de ikke havde hunde med sig, for de kunne garanteret godt lugte hvor de var.. også ville mændene sikkert komme med deres fæller og lancer. Det gav et koldt gys ned af ryggen på ham.
Han så dog tilbage på hende da hun lagde silkedynen ned og gjorde tegn til at han godt måtte sætte sig. Silken gjorde ham lidt nervøs, for han ville for alt i verden ikke rive i det ved et uheld med sine klør. Så han holde dem godt oppe fra dynen af da han satte sin store underkrop ned med et let bump. Det var godt nok dejligt og blødt, føltes langt blødere end den blødeste pels han havde rørt ved, og der var nogle ret gode kandidater.
Naggrü fik et undrende blik da hun pludselig gav ham en nøgle, var det nøglen til huset da?..
Det næste væltede næsten ned over Naggrü som en bølge af information han ikke vidste hvor han skulle placere i sit hoved. Og det var nogle få minutter før han begyndte at svare på hende, for tingene skulle lige give mening for ham.
"så... dit levebrød er blod.. kun blod?" kom det undrende fra ham, der var hverken vrede eller ophidselse eller nogen form for negativitet at finde i hans stemme, kun undren og en smule ømhed for hende.
"Og du siger du er en.. vampyr? en død en? hvad er en vampyr?" spurgte han hende endnu mere undrende, for han måtte nok indrømme at han aldrig havde stødt på en vampyr før, og det med at hun var død, gav ham en rigtig rigtig god grund til at hun lugtede som hun gjorde, af død.
Et smil bredte sig lidt over hans mund.
"Du må nok tænke at jeg er lidt underlig ikke at hidse mig op over det, men det er fordi jeg nu ved at du gjorde det fordi din natur var nød til det" sagde han sandfærdigt, havde det nu været for sjov og til trofæ havde det været en helt anden historie i hans hoved.
Det stak ham lidt i hjertet over det med at hun ikke havde mange venner og var mest af alt alene, det kunne han godt genkende, han var også alene det meste af tiden.
Pludselig rynkede han lidt på sine pjuskede bryn.
"Mennesker kan jeg godt være med på, men de andre, er elverne ikke bare sådan nogen som holder sig ret meget for dem selv og englene er der kun for mennesker ikke?" spurgte han hende undrende og tænkte at nu hvor hun havde lukket så mange ting ud af skabet, at han måske også turde at gøre det med hende.
"men mit had... eller frygt for mennesket er at hele min stamme, min familie, mine venner, blev slagtet af menneske mænd i rustning, de havde fæller, lancer til at stikke os med til døde når vi var fanget.. kun på grund af vores pels" sagde han og så ned af sig selv med et blik der sagde at han havde det lidt svært med at sige det.
"jeg er den eneste overlevende fordi jeg var smart nok til at ikke hoppe i deres fælder" sagde han og gav et suk.
"Dog betyder det ikke at jeg ikke kan rive dem over i to med mine bare arme" sagde han og fleksede kort sin overarm som gav en høj bule.
Der var dog noget ved hende som han ikke helt forstod, og det plagede ham lidt nu hvor han var lidt i gang med at fortælle om sig selv.
"Men.. du siger du er ond, er det ikke noget du selv vælger? altså hvilket syn man skal have på dig? jeg mener, min race, Liontaur, er ikke natur skabt, vi blev skabt af kuld sort magi" sagde han og sendte hende så et stort smil.
"Men vi er ikke onde, vi dræber, vi æder, men det er sådan vi er, og det kan vi ikke rigtig lave om på, så ond er vi ikke, vi er naturlige på vores måde" sagde han.
Let hævede han så også nøglen op.
"er det her forresten nøglen til huset? hvorfor give mig den?" spurgte han hende lidt undrende, han vidste ikke helt hvad hun mente med det, de havde jo først lige mødt.

Hun vidste ikke helt hvad skulle sige, men kiggede op da han ikke virkede til ikke at være vred og et bredt smil bredte sig over hendes læber. Desuden kunne ikke lade være med at grine da han virkede forsigtig da han satte sig. Hun havde så mange silkelagn at det gjorde ondt på de fleste. Panthea havde intet job, men i sit lange liv havde da været nogle rigmænd som skulle man bare sige de havde ladet deres liv og penge i hendes hænder. Da hun så hans undrende udtryk smilede hun ” jeg brugt stedet som mit fristed ser du der er en grund til at jeg hader mennesker, men den vil jeg ikke belemre dig desuden irreterede de mig  så meget at det rart komme her” sagde hun smilede ganske kort. Hun bed sig svagt læben ” jeg tænkte at du kunne bruge stedet når du er på besøg i skoven for at være ærlig slog du mig ikke som en der bor i denne del af verden” sagde hun og grinede kort. Hun følte sig underlig for en gang skyld følte hun sig ikke mærkelig over at være sød og rar. Hun var altid så kold og fjern, men med ham var det som om hun kunne lukke op for  den hun var inderst inde, drog måtte hun indrømme at hun stadig ville holde sin baggrund hemlig. Hun havde ikke lyst til at virke svag og det var nok den største faktor i at folk så hende som kold og fjern og så var det med at når hun ikke fik sin vijle så tromlede hun bare folk ned og fik det som hun ville have det. Hun kunne se at det havde overrasket ham en smule, men han virkede stadig ikke som en der tog afstand. Da han spurgte om blod var det hun levede af nikkede hun og gabte så stort hun kunne og lod hendes hjørnetænder trække sig ud til nogle sylespidse våben så det ville gå op for ham hvordan hun gjorde. Efter et stykke tid lod hun dem trække sig tilbage, men der var stadig spidser end almindelige menneskers, men ikke farlige i den tilbagetrukkende tilstand. Hun lukkede munden igen. Hun smilede kort ” jeg er død som i død ” sagde hun og rykkede en smule tættere på og tog hans hånd satte den op til hendes bryst så han kunne mærke at hun ingen hjerteslag havde. Hun vidste godt at det måtte være svær at forstå for vis hun var død hvordan kunne hun så være levende.  Det næste var en smule svært for hende at forklare for hvad var en vampyr?
Hun rømmede sig smule efter en kortere tænke pause ” en vampyr kan blive lavet af forskellige racer, jeg var menneske inden jeg blev forvandlet” sagde hun og jo mere hun prøvede at forklare jo mere rynkede brynene sig sammen. Panthea havde aldrig rigtigt skulle forklare hvad vampyrer var og hvad de stod inde for, men det skulle hun jo så nu for hende virkede han lidt som et nyfødt barn eller sådan noget, han skulle til at lære gå og tale. Hun kom i tanke om hans hånd ved hendes bryst og slap den så han kunne flytte den.
Hun vidste ikke helt hvordan skulle forsætte ” vi er udødelige, med mindre du stikker en pæl igennem hjerte på os, mange vampyrer som er ældre går op i vores traditioner og er nogle meget stolte væsner” sagde hun og for ærlig var hun nok en af de stolte vampyrer som mente at hendes race var stærk. Derudover var hendes mor vampyrerns leder. Hun var hende taknemlig ” udover nogle få vampyrer, så kan vi ikke tåle sollys” sagde hun. Hun havde flyttet sit blik ned i jorden igen, men kiggede op på ham da han sagde at hun sikkert fandt han underlig, hun nikkede forsigtigt for vis hun havde sagt det hun havde til  ham. Til andre var de løbet skrigende væk, men inden da havde hun sikkert fanget dem og dræbt dem. Hun lyttede og forsigtigt rakte hun ud for at stryge hans pels, den føltes blød og rar, men hun gjorde det kun den ene gang for hun ville heller ikke få ham til at føle ubehag ved hendes kærtegn af hans pels ” se det jeg siger er mennesker skuffer og jeg er glad for ikke at være en del af den den mindre stående race, desuden er engle for søde og elver for naturelskende” sagde hun. For at forklare hvorfor hun følede som hun gjorde. Hun var kold og tilbage holdende, men det var mere fordi hun ikk ville virke svag. Hun havde været svag den gang hun var menneske og var blevet forladt eller hadt så derfor gjorde hun som hun havde lyst  til og mennesker skulle aldrig forråde hende igen og vis de gjorde var det værst for dem. Hun havde brugt så lang tid på at skjule sandheden om at hun bare var en svag slave engang, men mange kunne nok gætte sig til det pågrund af hendes sygeligt tynde krop.
Efter hun blevet forvandlet svor hun at hun aldrig ville lade nogen træde på hende igen, desuden  havde når man havde brugt så lang tid på at hade noget så blev man selv det had og desuden kunne hun lide det køllige ydre og det var hun  sikker på var hvad der gjorde hende stærk. Ikke de få venner. hun  hjalp hende selv med blive stærkere og det var kun en selv som kunne det efter hendes mening, men alligevel fandt hun det rart at sidde her at snakke om de ting hun havde snakket med ham om, hun havde aldrig rigtig haft nogen hun kunne snakke med udover hendes skaber selvfølgelig, men andre kunne hun ikke rigtigt snakke med om de ting og hun havde egentlig normalt heller ikke lyst til at snakke om disse ting til andre, men fordi han havde spurgt blev hun nød til at svare, det næste forvirrede hende en smule, men hendes problem var nok at hun egentlig godt kunne lide det med at være kold og ond desuden kunne hun godt lide at dræbe og havde aldrig fundet det svært. Jo længere tid gik jo mere nød hun det faktisk. ” jeg kan godt lide at være kold og hård det giver mig en form for magt når folk frygter en” sagde hun æreligt. Hun kunne lige så godt være ærelig. Hun var hvem hun var vis ikke han kunne lide det var det jo op til ham, selvom hun nok ville blive vred vis han gjorde. Panthea var mærkelig, men havde man kendt til hendes opvækst ville ikke finde hende ret mærkelig.

Han lyttede interesseret i hendes fortælling, hvilket var let at se, for ørerne stod lodret op og direkte rettet mod hende.
Øjnene blev dog store da hun viste ham hendes hjørne tænder hvilket fik ham til at føre sit hoved tætter på hendes for at se dem bedre.
"Woaw... hvor i heldige at i kan gemme jeres, vi har kun synlige skarpe tænder" sagde han og sendte hende et kæmpe smil så hele hans flotte tandsæt af skarpe flænsende tænder kunne ses. Hun så nu ret sød ud som hun sad der og fortalte, hun virkede næsten helt uskyldig, selvom han nu godt vidste at hun var ret så blodtørstig, eller han gik i hvert fald ud fra at hun skulle bruge en vis mængde af blod. Men lige nu var hun lige til at nusse i håret syntes han. Det næste hun gjorde kom dog ret meget bag på ham, og da hans hånd ramte hendes bryst blev han næsten helt paff. Lige indtil at han faktisk lagde mærke til det hun mente.. der var virkelig ikke noget hjerte slag, ingen puls. Han sad og stirrede måløst på hendes bryst, imens hans hånd stadigvæk hvilede der, og lagde egenligt ikke rigtig mærke til hvad hun sagde, ikke før hun selv huskede hånden og fjernede den igen.
Han løftede et øjenbryn da hun nævnte uddødelig men stadigvæk kunne de dræbes.
"så det bare et stik og i har stillet træskoene?" spurgte han hende undrende og måtte ærligt indrømme over for sig selv at det lød en smule fesent at bare skulle bruge en enkel pæl til at få dem til at dø.
Han stirrede på hendes hånd da den kom over for at føle på hans pels, det var lidt en sjov følelse, en hånd uden puls, men heller ikke is kold som han havde regnet med. Egenligt ret behageligt nu hvor han skulle være helt ærlig.
Det løftede øjenbryn blev dog løftet længere op da hun begyndte at snakke om magt.
"havde du blevet født som Liontaur havde du haft alt den magt du ville ønske dig over mænd, det kan godt være vi havde en mandelig løvehøvding, men vi ved udmærket godt hvem der bestemmer over ham" sagde han og kunne ikke lade være med at fnise lidt.
"vores kvinder var farlige, mere end os mænd" sagde han og kløede sig lidt i nakken.
"det er også derfor jeg er lidt mere påpasselig med piger generelt" måtte han sandfærdigt indrømme.
Han måtte rømme sig lidt for det næste.
"og for at afsløre lidt mere, så jeg lidt en natur elsker ud over mit dyriske instinkter.. men det er kun for det her!" sagde han og hev sin æske frem med blade til hans pibe og åbnede den så hun kunne dufte de friske blade.
"de er saftige, fyldt med godt, og dufter fantastisk, også de gode at ryge" sagde han og blinkede til hende og lagde den på dynen.
Han sendte hende dog pludseligt et ret spændt blik.
"hey som vampyr, kan du så noget sejt magi???" spurgt han og virkede næsten som et barn der lige havde fået besøg af en tryllekunster for første gang i sit liv. Det var nu lidt mærkeligt, men af alle de gange hvor han havde mødt kvinder, havde det altid været dem med de mest underlige racer og personligheder, han havde følt sig godt tilpas med, måske fordi han også havde et par skruer løs eller var det bare fordi de klikkede så godt sammen? Han puttede sin hånd roligt ned i sin taske, og hev så en lang lædertråd, som han først bandt fast til nøglen, og dernæst tog den om halsen og bandt den, så den hang om hans hals, dyrebart til ham, et sådan mod og troskab var svært at finde.
"og du har ret, jeg er ikke fra de her kanter, mit... tidligere hjem var i The Oasis, det var der jeg havde min base, mit hjem, mine buske" sagde han lød til dramatisk.
"men en masse dyr endte med at æde det hele op siden det bare var buske" mumlede han lidt, men højt nok til at hun i hvert i fald kunne fange det.

Panthea smilede og da hun så planterne var det næsten hende som blev til et barn, da han lagde æsken på dynen tog hun den forsigtigt lod sin næse dufte til dem. Det var så rart det var så lang tid siden hun havde haft noget med planter at gøre. Hun elskede dem faktisk var det mest urter, men de var også planter hun tog en dyb indånding de duftede så dejligt. Hun mærkede hvordan hun havde savnet det. Det var en af de ting hun havde måttet opgive da hun blev slave og derefter vampyr. Hun savnede det meget. Hun var dog begyndt at lave sine egne dufte af planter som duftede godt, men det ville hun ikke belemre ham med. Faktisk havde han ikke spurgt meget ind til hende og det var hun glad for, faktisk var hun glad for at han ikke vidste så meget om vampyrer for det tog alt hans opmærksomhed fra hende. Hun nåede dog ikke at svare på mere før det bankede på døren. Panthea fik med det samme færten af menneske. Hun blottede svagt tænderne. Hun fandt hurtigt  ud af ved lugten at dette var en kvinde og ikke en mand dog var hun ikke alene ” bliv her” sagde hun gik hen for at åbne døren på klem. Panthea viste nu hendes kolde og fjerne ydre ” hvad vil i” sagde hun lettere irerteret over denne situation. Hun ville høre om hun set en vampyr i nærheden. Hun virkede ikke som en vampyrjæger og de andre virkede også som nogle idioter som heller ikke havde set en vampyr før, men det varede ikke længe før en ældre kvinde trådte frem ” du har ikke skulle have noget med en ung piges død at gøre?” spurgte hun Panthea. De var alle sammen mennesker og med det samme ramte lugten af blod hende og hendes øjne skiftede farve. Hun rettede blikket imod den såret mand inden hun rystede på hovedet ” jeg været her hele tiden sammen med en ven” sagde hun og sendte dem afsted, men kvinden ville ikke tage et nej for et nej og blev hængende. Hun mærkede vreden blusse op i hende og desuden havde mandens blod gjort hende en smule sulten igen. Hun hørte at han spurgte om hendes evne. Hun trak den intet anede kvinden ind og stilte sig foran hende. Hendes øjne blev forvandlet til en mærkelig mælkegrå farve. Hun skruede så meget op for evnen som mulligt. Kvinden gispede da en mandlig vampyr trådte frem foran hende. Ved siden af stod Panthea og lagde hovedet en anelse på skrå og idet vampyren trådte imod kvinden borede han tænderne i hendes hals skreg hun, men det var ved være for meget energi Panthea brugte på ilusionen og måtte slippe sin berøring, det hele sket så hurtigt at der hun kom tilbage. Havde glemt hendes gæst og var en smule forvirret. Dog kom hun ret hurtigt tilbage.
Hun ville have kvinden til forsvinde ” forsvind ellers sker der langt værre ting med dig” hvæssede hun og hendes stemme var kold som is. Ligenu var som hun plejede at være kold, hjerteløs og kynisk. Vis ikke snart kvinden fik sine fødder i bevægelse og ud af den dør var hun den næste på en meget lang liste af døde som bare blev længere jo længere Panthea levede. Panthea kunne godt drikke af hende og stadig lade hende leve, men det havde hun aldrig gjort og havde ikke lyst til at begynde nu. Da kvinden ikke bevægede sig hurtigt nok greb hun hende ved halsen og trak hende med sig udenfor ” de må have en god aften og finder jeg ud af du har sagt noget som helst om min gæst til nogen, så finder jeg dig og dræber dig og tro mig jeg vil finde ud af det” sagde hun og kneb øjne sammen inden hun slap sit greb omkring kvindens hals.
Kvinden gispede svagt og begyndte at gå, Panthea blev udenfor i et stykke tid, inden hun fik styr på sin tørst igen og gik imod huset, men noget fik hende til blive udenfor. Hun vidste ikke helt hvordan han ville tolke hendes vredesudbrud, men det noget hun kæmpde og især når mennesker opbrugte hendes allerede korte lunte. Hun trak vejret tungt gik ind det var tydeligt at evnen havde taget på hendes kræfter. Dog skjulte hun det ret godt for hun ville ikke virke svag. Hun satte sig ned, men hun fortrød intet. Han kunne vel lige så godt se hendes sande natur ” de gernere os vidst ikke mere” sagde hun og vidste ikke helt hvor hun skulle rette sit blik hen og endte med at kigge op i loftet. Det var en stor iration at  det gik hende på at hun så gerne ville have hans accept,  at hun ikke bare kunne være ligeglad med hvad han tænkte om hende da spurgte om hendes evne nikkede hun bare hun havde en, men hun ville ikke bruge den på ham for så ville han først hadede hende. Hun forklarede heller ikke og lod bare som hun ikke havde hørt hans spørgsmål. Selvom det var løgn. Hun var så sikker i sin sag om at han ville komme til hade hende. Det gjorde næsten alle andre end de få venner hun nu havde og de fleste af de venner var nogen som forstod hende og hvorfor hun var som hun. Panthea kunne bare risikere at åben op for ham før hun var sikker på at han ikke ville forråde hende ved at hade hende. Hun lyttede dog da han sagde hvor han boede så havde hun jo gættet rigtigt. Han var ikke her fra. Hun sad lidt og så åbende hun igen op og blev den hun var fra lidt siden dog mindre smilende ” jeg kalder den for fear vision, jeg kan se og an frembringe en ilusion af folks værste frygt” sagde hun og tav igen, det var tydeligt hvor forskellige de var,  han virkede god og hun var den onde, men man plejede sige at det onde tabte til det gode, men sådan var det ikke altid..  Da han nævnte det med kvinderne kunne ikke lade være med grine. Kvinder var det stærkeste køn sådan var det bare. ” det er bare en skam jeg ikke er en” sagde hun og hævede spørgende det ene øjnbryn ” boede i i stammer eller kaldte man dem flokke?” spurgte hun med en lettere nysrrighed i stemmen. Hun forstillede sig hvordan racens kvinder ville se ud, men kunne ikke komme til en konklusion over hvordan udsende måtte være.

Han lyttede roligt til hende, til at der pludselig var nogen som bankede på døren. Et irriteret gisp undslap hans læber, det var træls at der lige præsis var nogen som skulle forstyrre dem. Men han var glad for at hun tog sig af dem, faktisk gad han ikke helt at høre efter hvad de sagde. Det ændrede sig dog da hun trak kvinden med ind, og åbenbart begyndte at lave noget hokus pokus på hende så hun begyndte at være unødvendigt bange og endnu mere unødvendigt skrigende. Han måtte endda holde sig for ørerne for at kunne holde det ud.
Da damen så endeligt var gået pustede Naggrü lettet ud, han havde dog en lidt mærkelig følelse i kroppen, for det virkede egenligt lidt forkert at gøre det på den måde, men var det forkert? Var det forkerte nogle gange nødvendigt, lige som at dræbe for føde, myrde for at beskytte ens familie, og det her var egenligt bare at skræmme for at få fred, lidt som når børn blev for meget og man skulle vise dem hvem det egenligt var der bestemte. Han måtte trække på skuldrende, det var et svært valg, for der var mange sider af det, men hendes evne så da ud til at virke ret effektivt, han kunne i hvert fald ikke se kvinden komme tilbage, og ellers skulle han da nok skræmme skindet af hende med hans ansigt.
Det undrede ham dog at hun ikke kom ind med det samme, så hun efter at damen gik eller var der noget der trykkede hende måske? Et stort smil bredte sig dog over hans læber da hun kom tilbage og satte sig ved hende.
"det var godt sagde han varmt til hende." sagde han og rykkede sig faktisk lidt nærmere hende da hun havde sat sig og så hende i øjnene. Han fik lidt store øjne da hun fortalte om hendes evne hvilket gjorde ham en smule fascineret, men sådan var han altid når der var en person med en evne han ikke havde set eller kendt til.
Han brød ud i latter da hun sagde det var ærgerligt hun ikke var en og måtte endda tørre øjnene efter hans lille udbrud.
"Havde du været en liontaur lækker dame, så havde jeg kidnappet dig med hjem" sagde han og smilede drillende til hende, det var lidt sjovt syntes han at hun var så dejlig nem at snakke med, og hun føltes så naturlig for ham at være sammen med, måske fordi de begge kom fra ondskab, også måske havde en lidt mere kold og kynisk tilgang til problemstillinger?
Han måtte dog rømme sig lidt for næste svar, for det krævede nok lidt forklaring.
"Vi levede som stammer, Sol-fjer, Måne-fjer og mange andre, vi levede ikke i pagt med naturen, men som en del af naturen, tog det som vi behøvede og gjorde det bedste ud af det, vi havde høvdinger og skøre spåkoner, også en magiker i hver stamme. Jeg blev oplært af vores, som den sidste der nåede det. Så jeg kan også lidt tricks, men det er ikke lige så seje som dine" sagde han og var tydeligt imponeret over hendes evne.
"men så imens vi jægere var ude og fange noget mad til os, angreb menneskene vores stammer, fangede os, dræbte os, parterede os, og brændte hele vores stamme ned... det var i hvert fald det vi jægere kom tilbage til, det fyldte de andre med raseri, også stormede de mod menneskene der selvfølgelig var klare på dem, jeg var den eneste der havde en smule fornuft og kunne se at det var en fælde, og den eneste der besluttede sig for at hævnen kunne komme en anden dag, nu skulle jeg bare sørge for at min race ikke uddør." sagde han og smilede skævt, men kunne mærke en lille sten løfte sig fra sit hjerte, det var rart at kunne fortælle historien helt og åben hjertet til en som nok ikke ville tage den til sig så meget, det ville nu også være rart ikke at få en masse 'stakkel' kommentarer, men direkte besked som hun så ud til at være typen der gjorde.

Panthea undrede sig og jo mere hun prøvede at tage en form for afstand jo mere var det som han fandt hende interesant, men hendes verden var sort og hvidt enten brød man sig om hende ellers så gjorde man ikke og varmen i hans stemme fik hende til at føle at hun kunne stole på ham og lukke op. Hun grinede svagt af hans komentar om hendes evne ” den har sine stunder” sagde hun og følte sig ikke i tivil. Hun følte han vækket noget i hende som ingen anden havde han gav hende lyst til at være for en gang skyld den gode, men det var kun i hans nærvær at hun følte sådan, men hun ville pure benægte for del af hende hadede stadig at han havde den effekt på hende. Der ikke mange der kunne prale med det, men igen hun havde heller ikke lukket mange ind i hendes verden fordi hun igen aldrig ville føle sig eller alene, selvom at det at hun tog afstand gjorde hende alene, men så var der ingen til forlade hende eller såre hende. Hun var blevet skuffet så mange gange af folk som skulle have været hendes såkaldte venner. Folk som bildte hende ind at de kunne lide hende for så forlade hende, men den største grund til hendes had skete for mange år siden og inden hun blev vampyr. Hun ville aldrig være nogens slave og ses ned på mere. Hun havde været stille i stykke tid imens hun tænkte over sin fortid, men sagde ikke noget da han begyndte at snakke om hans. Hun lyttede og da han var færdig betragtede hun ham, han havde rykket sig nærmere og hun flyttede sig ikke ” mennesker er nogle underlige væsner, men de er nu nogle gode madpakker” sagde hun og gav til kende at det var sådan hun så dem. Hun syntes det var på tide at fortælle hendes historie til ham, men hun var ikke særlig god til det fordi hun brugte så meget tid på at gemme den væk ” jeg boede på børnehjem til jeg var 15” sagde hun tøvende. Hun ville gerne fortælle ham det hele, men det var svært ” jeg stak af fordi en dreng var dum nok til æde en urte som var giftig for ham .Jeg reddede ham, men som tak startede han alle de drillerier om at jeg var en heks og til sidst fik jeg nok” sagde hun og anede ikke hvorfor hun gjorde det han havde ikke spurgt, men hun gjorde for at være ærlig havde menneskeracen pisset på dem begge to. Hun sad lidt fik dystert blik ” jeg blev fanget af en slavehandler boede der i 3 år. Inden slæbte mig ud for aflive mig da han ikke kunne sælge mig” sagde hun og havde det ikke været for hendes skaber så havde hun været dø og de kunne ikke sidde og snakke.  Hun valgte ikke at fortælle om Pippin den dreng som havde været hendes liv end til han blev mast af alle de andre sultne kroppe som sloges om den sparsomme mad der var  efter det at hun stoppede  med at spise og der var derfor at hendes krop var så tynd. Havde han ladet hende værre så havde hun nok været død af sig selv, men han havde vel bare ikke tid til at vente.
Panthea kunne lide Naggrü, hun følte at han ville kunne forstå hende bedre end nogen anden, det virkede så mærkeligt, men måske fordi de begge havde form for had til mennesker var det som om de bedre forstod hinanden på grund af det. Panthea havde aldrig prøvet det før, men på den anden side virkede det rart at kunne åbene op for en der ikke var hendes skaber eller ens gamle elsker. Hun ville sige at det ikke var fordi hun ikke stolede på de andre og en vampyr og dens skabte havde altid et specielt forhold og hun så sin skaber som en mor, den mor hun aldrig havde haft og ville gøre alt for hende. Hun nåede ikke nævne det med hendes skaber før han nævnte at han havde kidnappet hende vis hun var af hans race og så lækker ud, det ene bryn hævede sig spørgende ” fortæl mig hvordan så en lækker Liontaur dame ud?” spurgte hun for af en eller anden grund så var hun sikker på at sådan en kvinde ikke ligefrem ville lade sig kidnappe, men hun kendte jo ikke racen og man kunne jo lige så godt spørge og det kunne godt være han grinede endnu mere, men hvor skulle hun vide det fra hun havde jo ikke mødt nogen før og han var den eneste hun kunne spørge1. ” pas på med det for jeg ville give dig en røvfuld vis du prøvede” sagde hun og for så kastede sig frem imod i sjov, for at give ham forsmag af hvordan han ville have det vis han kidnappede hende. Normalt var hun så alvorlig at selv døde mennesker og væsner fandt hende kedelig, men dette her var ikke normalt han var den første og højsansynligt den sidste der ville se denne her side og leve. For var der nogen og især vampyrer som fandt ud af det ville de synes hun var svag. Hun lod svagt  sine finger glide kildende igennem hans pels og nogle små hvin undslap hendes læber ” jeg er så farlig at du slet ikke ville tøre at kidnappe mig” sagde hun og grinede.

Roligt sad han og lyttede til hende da hun pludselig begyndte at fortælle om sig selv, det var virkelig spændende og han slugte hvert et ord hun sagde.
Det gjorde næsten ondt i ham som historien tog form, han havde næsten lyst til at slå nogen bare for at få lidt af den hede der kom op i ham ved at høre historien, og det gav ham også bare endnu mere klarsyn på at mennesker bare var en race der var kommet for at gå igen, om det så skulle være med hans tænder og klør.
Det var svært at forstå at en race så mægtig som menneskene havde brug for slaver, men mere endnu, direkte købte og handlede med slaver, for alle var jo fri, hvorfor skulle nogen så være under andre?
Han gav et lille gisp da hun kom tættere men brød så ud i grin da hun begyndte at kilde ham og han måtte vride sig lidt væk for at kunne trække vejret.
"OH GOSH! hvor vidste du fra jeg var SÅ kilden???" spurgte han hende drillende men bed sig lidt i læben som han tænkte tilbage.
"en lækker liontaur dame mmmh.." startede han ud med og satte sig ordenligt op imens hans blik stille gled væk i gamle minder.
"de er ikke lige så store og brede som os mænd, der er mere kurver i deres overkrop, især i fronten, dækket af fin silkeblød pels, og den pæneste hale man kunne tænke sig, og øjnene... GOSH! nogle øjne de kan have, himmelfarver der kun kan spejle sig i månens skær" sagde han og gav et dybt suk fra sig og havde en smule savl ned af hans mundvig, han dog hurtigt tørrede væk igen med sin hånd.
Han hævede dog en let finger.
"men tag ikke fejl, de er også de mest dødbringende af os, for imens vores klør er tykke og kraftige, er deres tynde og kniv skarpe, man vil ikke have en kradser i sengen hvis du forstår" sagde han og blinkede til hende og hentyde til at det nok kunne få manden til at skrige lidt.
"og hvis man er yderst uheldig som en mand var da han prøvede at tage på en af de unge, så bruger de også deres klør til at true med at skære de ædle dele af, hvilket vi har fået syn på sagen at det sker på under et sekund." sagde han og nikkede kraftigt imens et mentalt smertefuldt minde gled igennem hans tanker af et lille uheld gjorde end Liontaur mand til en intetkøn på ingen tid.
"men de er samtidig de kærligste væsner, søde og altid med på at stjæle lidt råt kød fra slagteren og æde det sammen bag en af teltene" sagde han og fnes lidt.
Han trak let på skuldrende.
"men man vil ikke kidnappe en liontaur dame heller, for det slipper man ikke levende fra" sagde han og smilte varmt til Panthea.
"men der er en ting som undre mig lidt, i menneskenes verden... er heks så ikke en god ting? jeg mener, i vores stammer var heksen altid hende man kom til hvis man havde alverdens problemer, det kan godt være hun lugtede lidt engang imellem men hun var den mest respekterede person i stammen, næsten mere end vores høvding, for uden hende ville vi alle være døde" sagde han og sendte hende et lidt undrende blik.
"hvis nogen prøvede på noget med vores heks ville vi slagte dem på stedet" sagde han og smilte skævt, for nu var der jo ikke mere en heks, men det var nok aldrig en tanke gang som ville gå væk fra racen, af dem som var tilbage, dem som han ikke havde fundet endnu. Pludselig følte han sig helt ensom, minderne han ellers havde prøvet bare lade flyve sin vej kom tilbage til ham, de gode dage i stammen, samt de mindre gode dage der havde fået tiden til at flyve, hele hans liv, væk på få timer, og nu var han alene som den eneste fra sin stamme, uden kontakt til nogen andre af sin slags.
"Hey Panthea, i al din tid, har du set nogen.. der lignede mig? sådan uden at bare være et dyr?" spurgte han hende så undrende, det var svært at håbe på det han gerne ville høre, men at høre det fra en som gav det som det var, det var måske noget han havde brug for lige nu.

Hun grinede da han vred sig og det hele følte for kort stund ikke så dystert i hendes sind, men hun vidste at hun altid ville vænne tilbage til mørket og hende distruktive adfærd for at være ærlig så elskede hun se folk bukke under for hendes magt, man kunne vel godt sige at Panthea måske var en smule magtsyg, eller ikke bare smule faktisk meget. Panthea havde været det så længe at alt andet virkede unaturligt og forkert, men sammen med ham følte hun sig anderledes pjattet, men vidste at så snart deres veje skilles ville hun vende tilbage til det dyster og kolde, af den simple grund at kunne lide det. Hun fandt det svagt ophidsende se hvordan kroppen på hendes bytte blev flad og livløs efter et stykke tid. Hun kunne ikke være god hun var ikke skabt til at være det og ville til hver en tid vælge den mørke og dyster side, frem for den venlige, rare og naive.  Alle de ting som hun så som en svaghed selv det at have venner så hun som en svaghed da folk ville bruge ens tætteste til at få en til at makke ret. Hun bed sig svagt i læben og lyttede. Hun kom  svagt til at grine da han nævnte for hende at man skulle passe på de skarpe kløer som snildt kunne gøre det af med deres private dele. Hun smilede svagt satte sig sådan hendes ryg vendte sig imod hans bløde pels. Hun vidste ikke helt hvad skulle svare for hun ville ikke gøre ham ked af det, men hun ville kunne huske vis hun havde mødt en af hans slags ” desværre har jeg ikke haft æren før nu” sagde hun og ville gerne trøste ham vis han blev ked af det, men det faldte hende ikke naturligt at gøre sådan noget. Det eneste faldte hende naturligt var vis hun havde lyst til noget intimt og på det punkt kunne hun vise følelser, men ellers var det som by i Rusland for hende.
På en måde ville hun ønske at hun havde kunnet hjælpe, men det hun kunne desværre ikke hun ville gerne nævne at hun ked af at hun ikke kunne hjælpe, men gjorde det ikke, for hun havde ikke lyst til at ynke ham og det virkede ikke som om han havde brug for ynk og ville betakke sig det. ” jeg er langt fra det mest kærligste væsen du kan finde” sagde hun og ville gerne fortælle ham at det blev okay og at han havde en ven i hende, men kunne bare ikke få sig selv til sige det.  Da han spurgte omkring det med hekse og mennesker rystede hun svagt på hovedet ikke i hendes situation, men der kunne måske godt være nogen som fandt dem gode og der fandtes sikkert også gode og onde hekse, men hun havde bare ikke mødt dem.
Hun forstillede sig hvordan livet havde måttet være i hans stamme inden menneskene havde ødelagt den og da hun kom til tænke på mennesker og deres måde at ødelægge ting på kom der et irreteret suk. Hvordan kunne man få sig selv til at ødelægge noget så smukt som en Liontaur. Hun kom tanke om at han nævnt noget med at holde sig i live sørge for hans race ikke uddøde, men hvordan ville han det når han var bange for mennesker og løb sin vej når han lugtede dem. Der var de også anderledes troede hun for hun ville til hver en tid vælge kampen frem for at flygte. Panthea vidste at han var mægtig, men han tivilede på sig selv måske?  Han kunne snildt have dræbt dem  inden de nåede finde våben frem til en af hans størrelse især fordi de ledte efter en vampyr. Hun kiggede tænksomt ud i rummet måske det ikke var fordi han var bange at han løb sin vej, måske var det fordi han ville bevare sin race. Panthea kunne vidst ikke sætte sig ind i hvordan det var at være uddød næsten, for hendes race var i  en god tilstand og de var mange eller det troede hun. Panthea satte sig ikke så forfærdeligt meget ind i det med vampyrene, det lod hun hendes skaber om som også var deres leder.
Hun blev nysrrig ” har du mødt andre racer og hvilken syntes du bedst om?” spurgte hun og vidste ikke helt om hun ville have svaret, men hun skulle spørge og kunne kun håbe at han svarede rigtig også selvom at han løg ” jeg glemte egentlig sige at vi nok er noget svære at komme ind på livet af, for vi har en utrolig god lugtesans, vores fart er også unaturlig og vores styrke” sagde hun og kom i tanke om at hun glemt det i hendes undervisning.

Han lo let og åndede lettet ud, ja måske lidt underligt at det var lettet, men skønt det skulle såre ham, var han faktisk lidt lettet, for det betød joh så at hans race ikke havde været her omkring, så han måtte nok lede i den anden ende.
Det føltes lidt underligt da hun satte sig med ryggen mod hans pels, og blikket blev lidt undrende, men blidt rystede han på hovedet af hende, hun lød til at måske være lidt selv hadsk? Men han fandt hende nu ikke så slem, for at sige overhovedet, især ikke efter hans tankegang. Men nu kørte han også på sine overlevelses instinkter, så han kunne godt sætte sig ind i hendes lidt kolde natur, siden han også måtte træffe nogle kolde beslutninger. Han kunne mærke det kildede i hans hænder og til sidst rykkede han helt tæt på hende og stille forsøgende, lagde han sine arme om hendes lille spinkle krop i et varmt kram.
"måske, men du er også det mest ærlige væsen jeg har stødt på, og det vægter jeg højere end om du er kold eller varm" sagde han varmt til hende og smilte bredt. Han holde nu krammet, han kunne godt lide det, skønt det var lidt underligt at kramme sådan en kold og tynd person, men hvis hun var fanget der var der vel intet at gøre ved det som sådan.
Han måtte tænke sig om med hendes spørgsmål med racer, bed sig let i læben.
"tja den første vil du helt klart ikke kunne lide, for har stødt på en elver, en udvist elver, men hun var nu ret sød, også selvom det måske var hende som var skyld i mit gamle hjem blev ødelagt.." sagde han og fnes lidt.
"men hun var noget for sig selv" mumlede han stille for sig selv. Med den næste lyste han en del op og blev en smule spændt og måske også lidt ophidset, på en anden måde end hendes.
"også stødte jeg også på en varulv, hun var virkelig et vilddyr, og vi havde en god dag sammen havde vi" sagde han og kunne mærke hvordan tankerne om varulven gjorde ham spændt i sin krop og det gav et let kuldegys ned af ryggen af at tænke på at han ikke havde set hende i lidt tid nu.
"men jeg må sige, ingen af dem kom i nærheden af dig, i snak-saglighed og ærlighed" sagde han sandfærdigt og undlod at fortælle om at det også var to kvinder han havde forført, det var sikkert ikke noget hun rigtig gik op i mere tænkte han med så mange år bag sig. Så det emne om at producere flere af sin slags ville han lade ligge til måske en anden god gang eller hvis hun spurgte til det.
Han slap stille krammet og så ned på Panthea, tankerne strømmede lidt rundt omkring hende, hun var ret fascinerende syntes han at snakke med og se på. Han prikkede roligt til nøglen hun havde givet ham der nu hang om hans hals.
"jeg kommer nok til at bruge den her en smule meget, jeg kan godt lide de her omegne, også selvom menneskerne er tæt på, så er det her sted bare fyldt med mystik, og historie" sagde han og så lidt rundt i hytten, det var egenligt ret hyggeligt her alligevel, et sted han godt kunne vende sig til at besøge.
"og måske kan jeg også finde noget om min races oprindelse, for jeg ved ikke meget om den, ud over at vi var en anden race før faktisk, som så blev krigs modificeret, men som historien gik, så fandt den gangs liontaurs sig ikke i at være 'en ting' for menneskene til at bruge, så derfor brød de ud og fandt deres frihed" sagde han og følte et lille prik af stolthed i sin krop, der skulle trods alt noget mod til at gå fra at være blevet skabt og holdt fanget af menneskene til at bryde sine lænker og være sine egne, og ikke være under menneskenes sindssyge herredømme, for var der en ting de ikke kunne finde ud af, var det at finde fred, det var nok deres største menneskelige fejl i deres system, der var ingen af dem der kunne finde fred.
"hvor meget kender du egenligt til din races fortid? i lyder jo til at leve i ret så lang tid, så det må da være noget i gemmer godt og sikkert så ingen glemmer det" spurgte han hende undrende imens han roligt lagde sig ned op af hende, og med hovedet hvilene på sine arme så han spændt op på Panthea, hun havde nu egenligt nogle ret pæne øjne, og hun var ikke alt for tynd i hans smag, måske lidt mod den dårlige ende men den var ikke ramt endnu.

Da han krammede hende blev hun en smule stiv og vidste ikke helt hvad hun skulle sige, da det kun var nogle få som også krammede hende, men den nærhed var noget hun ikke havde fået i lang tid og det kunne tydeligt mærkes på den stive krop og mangel på ord. Vis folk vidste hvad hun var så var hun ikke lige den de havde lyst til at kramme. Hun var stiv i  et stykke tid, men jo længere krammet stod på jo længere vendte hendes krop, sig til det og den blev mindere stiv. Kram var for hende også noget mærkeligt som to individer delte, men som nødvendigvis ikke betød noget for nogen af dem der var i krammet, men alligevel kunne et kram sige mere end ord. Hun lyttede og  lyttede svagt til hans hjertes rytme og nikkede han havde fuldstændigt ret hun hadede dem, hadede var måske så stærkt et ord, men hun brød sig ikke om dem. Da han nævnte varulven skar hun svagt en grimasse, men mærkede ganske hvordan tanken om hans varulve ven gjorde noget ved ham. Panthea havde kun mødt en varulv før og hun vidste ikke hvordan hun skulle forholde sig til denne varulv. For det første havde hun slaver, men hun havde fundet ud af at den varulv måske ikke var så slem alligevel. Dog havde hendes race og varulvene og et fjendskab, men hun troede mere at det der lagde i det var at de var dødelige for hinanden og vis man så bort fra lugten af våd hund. Panthea var glad for at hun ikke kunne rødme,for det han sagde om hende kom en smule bag på hende. Panthea var langt fra den æreligste person og hun havde egentlig kun været venlig fordi hun ville have noget vide om hans race, men nu hvor de havde snakket havde hun det slet ikke sådan. Et utilfredst suk undslap hendes læber da han slap krammet. Hun fandt det rart noget hun nok også ville benægte, men hvem skulle kunne se dem. De var jo trodsalt i en skov hvor der ikke kom særlige mange og da slet ikke om natten hvor faren lurede omkring hvert et træ og hver en sti. Han havde overraskende hurtigt givet hende tillid hvilket hun heller ikke var vant til, måske onde mennesker også havde brug for at snakke ud. Det gik op for hende at hun havde været stille i lang tid.
Hun overvejede ganske kort, faktisk var hun ikke helt sikker, hun havde sikkert fået det at vide, men lige nu syntes hun det var ret så langt væk og gad faktisk ikke snakke om vampyrer hun ville heller at fortalte hende om hans race. Dog blev hun smule skuffet da han sagde at han ikke kendte meget til hans egen races historie. Hun bed sig svagt i læben. Hytten var hans han kunne bruge den som han havde lyst til hun ville ikke kalde det for en gave, men så havde han et sted hvor han kunne gemme sig når han var i denne del verden og menneskerne blev trælse. Hun havde været tavs i et stykke tid og da hans øjne mødte hans slog hun dem straks ned i jorden. Det var underligt han kiggede mærkeligt på hende syntes hun, hun havde det næsten som han så hende an, men hvorfor havde hun gjort noget forkert?
Panthea rømmede sig ” faktisk er jeg en der ikke går jeg så meget op i den, men jeg ved da nogle ting, som at den første vampyr hed Alucard” svarede hun og at han havde set lystes gudinde og var til sendt Kaosguden og at det vidst Kaosguden som skabt vampyrerne ved at gøre Alucard til en. Hun var ikke en historiker og havde ikke så lyst til dvæle ved fortiden om det var hendes egen eller racens. Hun ville heller bruge tiden på noget andet. Hun rynkede svagt brynene ” hvordan har du tænkt dig at sikre din race for du kan jo ikke bare finde en Liontaur og så lave børn?” spurgte og faktisk var det ment som sprøgsmål til hende selv som hun var kommet til at tænke højt og da hun troede at var kommet til et svar kiggede hun op på ham. Det kunne han vel ikke nej det skulle vel være af hans egen race. Panthea kunne heldigvis ikke få børn da alt i hende var dødt, men det betød ikke at hun ikke kunne interssere sig for hvordan andre gjorde det.

Roligt hørte han efter da hun begyndte at forklare så godt hun kunne, det var faktisk lidt sjov historie syntes han, og lidt underlig samtidig, mund hun nogensinde kom til at tænke på om hvad hendes races mening med livet var? Hvorfor hun lige var født i verdenen.
Han lagde godt mærke til tonen i hendes suk, og det morede ham en smule, så selv en kold person som hende kunne godt lide at få et kram? måske var der stadigvæk noget menneske gemt i hende?
Naggrü ville selvfølgelig ikke skuffe hende, og rykkede sig lidt bedre og tættere på hende og lagde så sine arme om hende igen og trykkede hende så blidt ind til sin bløde og varme pels.
"dejlig kølig" sagde han nydende da han følte hende.
Hendes spørgsmål kom komplet bag på Naggrü der slet ikke havde tænkt over om han bare kunne finde en hvilken som helst form for Liontaur også få børn med dem eller det skulle være hans art af Liontaurs. Egenligt et ret så godt spørgsmål. Men da han tænkte på hvad han havde blevet fortalt af de første nyfødte liontaurs tænkte han at det nok måtte være det samme med andre former for Liontaurs.
"du er skarp med de spørgsmål der" sagde han ærligt til hende og så ret tænkende ud.
"Altså de gamle sagde at i starten, hvor der ikke var mange liontaurs og de alle egenligt var mænd, så lå de med de normale løver, som så åbenbart var gode nok til at lave liontaur børn. så jeg vil tro, næsten væde med at det vil kunne lade sig gøre at jeg kunne danne par og lave unger med en hvilken som helst liontaur kvinde, så længe hun er i alderen" sagde han og tænkte ret grundigt og prøvede at tænkte tilbage om der var andre liontaur arter som havde været i deres stamme men han kunne ikke komme i tanke om en eneste.
"Jeg håber det kan lade sig gøre, ellers så må jeg jo i gang med de gamle skikke igen og... eeiw" sagde han og rystede let op i pelsen ved tanken om at skulle bestige en hunløve som ikke havde nogle følelser ud over de dyriske. Men det ville nok være et godt hurtigt knald, men så meget mere spændende ville det heller ikke blive.
"jeg må indrømme jeg lå med elveren og varulven, men der er ikke kommet noget, mine dyregener er for dominerende selv for deres racer" sagde han og smilede skævt.
"så på den måde er jeg ret fri til at gøre hvad jeg vil uden konsekvenser ud over at få slag" sagde han og smilede til Panthea.
"Men nu må du ikke tro jeg bare ligger med hvem som helst, lidt sjovt skal det også være for mig, så jeg foretrækker nogen med lidt menneskelig følelser, hvis vi skulle sætte det op imod de dyriske instinkter" sagde han og nikkede bekræftende. Noget slog ham, og hans undren blussede virkelig op nu.
"Hvad gør i Vampyrer når det er at i kommer i brunst og skal lave børn? Har i nogle specielle ritualer når i skal ligge i lanet sammen?" Spurgte han hende meget undrende og næsten stirrede på hende for at få svar ud af hende. Og kunne de overhovedet få børn, de var jo en slags døde, men stadigvæk i live, var det så helt umuligt for dem at få børn eller var der en mulighed for dem at få en lille vampyr baby sammen.

Panthea kiggede undrende på ham og så rystede hun på hovedet ” vi kan ikke få børn da alt er dødt i os” sagde hun og det var endnu en af mange ting man måtte opgive for blive vampyr, men hun havde ikke haft noget valg, det var enten at blive vampyr eller død. Hun lagde forsigtigt sit hoved ned på hans skulder og undrede sig det lød ulækkert at have sex med dyr, men hun havde aldrig prøvet det og kom nok heller ikke til det. Hun smilede svagt ” jeg er altid skarp vis ikke i sindet så  i munden” sagde hun mente det som en joke, den var sikkert ikke god, men det var også en af de ting som hun heller kunne gøre når hun var kold og fjern. Hun undrede sig en smule hvorfor vækkede han de følelser hun ville ikke have de skulle frem, men han fik hendes mure til at smuldre. Hun måtte love sig selv at det var sidste gang hun åbende så meget at følelser kom udenfor muren. Panthea brød sig om at hun for en gang skyld kunne havde dem ude, men så alligevel ikke følelser som man indebar at man ikke var kold eller kynisk eller gjorde at man virkede stærk var for hende så svære at vise og hun ville egentlig heller død end at vise dem, men her virkede det så nemt måske for nemt. Hun vidste ikke helt hun forvirrede sig selv med sin tivil. Hun ville sikkert ingen gang komme til at se ham igen når de var færdige, men det havde været det værd. Hun havde kunnet få noget luftet som hun ellers brugte så meget tid  på at skjule, hun kunne godt se ham som en ven. Hun anede ikke hvad hun skulle spørge om, men hun ville heller ikke have det skulle ende endnu, faktisk så nød hun det. Faktisk lige så meget som at se folk lide og det sagde ikke så lidt. For det elskede hun. Panthea bed sig svagt i læben imens hun tænkte der måtte vel være mere hun kunne spørge om, men hendes hoved var tom. Måske de kunne nyde stilheden lidt, en af de ting Panthea værdsatte mest var stilheden, som mange andre syntes var pinlig vis den stod på alt for længe, men for hende var det omvendt.
Hun fandt ligegyldig snak om ingenting pinlig og det var nok også en af grunde til mange fandt hende kold og måske en smule resaveret, men det var stunder hvor hun godt kunne snakke og det var vis hun fandt personen spændende eller lig med hende selv. Med ham var det både fordi hun så en form for alliance kunne skabes da de begge havde hadfuldt forhold til mennesker. Derudover havde han måske også vækket noget i hende som hun nok var for stolt til at inderømme, men han havde måske vækket en lille spirre af godhed i hende måske hun godt kunne skære noget ned på sine drab og måske dræbe mindere og måske kun af sult og ikke af had, men hun var ikke sikker.
Alt det her var nyt, men på en måde ville hun ikke ønske det var anderledes måske de ville ses igen det ville Panthea i hvertfald gerne, men hvem sagde at det var forbi hun kunne bare blive så længe hun havde lyst og så længe han blev kunne hun også blive for en stund end til hun skulle have blod igen.
Hun mærkede hvordan hans stærke arme sluttede sig omkring hende og lavede en svag tilfreds lyd det var rart kunne sidde i hans arme uden det betød det store og nu skulle de i hvert fald det ene og det andet. Mennesker havde så travlt måske var det fordi deres livsspand var så kort og at de skulle nå en masse på kort tid ” hvordan kan det lade sig gøre at du kan have sex med andre racer?” spurgte hun og undrede sig en smule efter det han havde sagt, hun skulle vel heller ikke pege finger fordi hun havde også haft en del elsker, men mange af dem kede hende til sidst så havde hun forladt dem uden så meget som at se sig tilbage eller også havde hun dræbt dem.

Naggrü fik meget store øjne da hun pludseligt fyrede sådan et direkte og spiddende spørgsmål, var det da svært at forestille sig at han godt kunne score andre end Liontaurs med sin krop? måske var han ved at tage lidt på så han ikke så så veltrænet ud mere? Men igen, det ville være svært for han havde lige haft en lang rejse, og det var ikke med det vildeste måltid overhovedet på nogen af dagene, så der skulle i hvert fald være røget nogle gram.
Men han ville svare hende så sandfærdigt som muligt, uden at lyde lidt ramt af det.
"Altså når det gælder natur racer så har jeg lidt en fordel ved at jeg også er en del af naturen, hvis du forstår. Men det sker nok også mest når det er at jeg selv mærker det er trængt, så kan jeg godt charmere damerne, selv med den her krop" sagde han og blinkede til hende, "har opdaget at nogle gange vil de ikke have en fin mand eller sådan noget, men mere en som kan være mere barsk og uhæmmede du ved." sagde han og prøvede virkelig at forklare så godt han kunne.
"det er svært at forklare for jeg kender heller ikke damer synderlig godt, jeg nåede aldrig rigtig at få en Liontaur dame så jeg har aldrig været et 'par' med nogen, så det er kun sexen jeg kender til." sagde han og smilede skævt til Panthea. Det var nu ikke at det ikke var rart med sex, men nogle gange ville han også ønske at hans søgen var slut, og han havde hvad han havde ledt efter i så mange år nu, og bare sætte sig ned og få hus og børn og starte hans art op igen fra bunden af, og skabe en endnu større og stærkere stamme end den han havde vokset op i.
"Men hvad med dig Panthea, nogen der venter på dig?" spurgte han hende så undrende imens han stadigvæk holdte krammet om hende, det var dejligt, han følte sig ikke så varm mere, hvilket kun var en rar ting, for med så meget pels kunne heden godt gå hen og blive for meget.
"det er dejlig køligt at have dig ind til mig, kan du ikke bare tage med mig rundt? så jeg ikke behøves at have svedture når solen bager ned som var det en ildkugle" spurgte han hende for sjov og med en lidt drillende tone.
Noget slog ham lidt, hvis hun var død, men stadigvæk levende, så måtte hendes sjæl jo egenligt stadigvæk være der, og hvis sjælen forblev i de levendes verden, i en død krop, som fodrede af blod, hvad ville der så egenligt ske med den når kroppen blev destrueret. For det måtte da være ødelæggende for sjælen at være i sådan en krop, men igen, det var jo også deres egen krop, så måske var det det som gjorde hele forskellen?
Han mærkede nu egenligt hvor tynd hun faktisk var, og mærkede lidt på hendes krop, det var lidt tyndt syntes han, men okay de fleste kvinder fra hans stamme var ret stærke selv, skønt de var slanke, men her var det lige før der heller ikke var de store muskler på kroppen.
"Har vampyrer nogen sinde fedme problemer? retter vægt problemer?" spurgte han hende så endeligt og undrende, det ville være lidt snyd hvis de aldrig kunne tage på, det var i hvert fald en evne han godt gad at have, især efter nogle dage hvor man havde haft rigtig god fangst og måske ædt lidt for meget kød så man blev lidt tung i bagenden. Men det var igen ikke så tit det skete, men når det skete var det virkelig træls at skulle træne væk igen. Men muskelmassen tabte han aldrig, den var altid stor og rimelig hård, især hvis han spændte, så ville det være som at klemme om en sten, og nu hvor han havde rejst meget og ikke spist så meget var hans fedt procent også lav så han var pænt afmærket.

Panthea betragtede ham og kom til tænke over at henndes sprøgsmål måske var for dirkerte for det var slet ikke fordi hun troede at han ikke kunne. Hun lyttede og smilede svagt, det overraskede hende bare  hvordan det kunne lykkedes ham. Hun ville ikke spørge ind til mere om det for det virkede som det var ømt punkt.  Normalt ville hun havde været ligeglad, men ikke denne gang hun ville ikke gøre ham ked af det ved spørge om sådan nogle dumme ting for det var vel ikke det  det kom gik ud på. Panthea betragtede ham da sagde det med ikke at han ikke nået at danne par med en Liontaur smilede hun svagt og opmunterne til ham, han skulle nok finde dem det var hun sikker på og når han gjorde ville han finde en fin Liontaur kvinde og få en fin familie. Da spurgte om der ventede nogen på hende kiggede hun op på ham, men det gjorde der ikke. Hun var heller ikke særlig god kærste materiale og desuden kedede faste forhold hende og når hun begyndte at kede sig så forsvandt hun ud af vedkommendes liv. Der havde ikke været nogen som havde kunnet fastholde hende i et, men for at være ærelig så søgte hun heller ikke noget fast. Faste forhold var for trivielle i hendes hoved. Desuden havde hun jo ikke behov for at stifte famile for hun kunne ikke da hun jo var død ” nej jeg er vidst ikke kærste materiale” sagde hun og havde ikke lyst til at uddybe det mere. Han virkede som en hvor det betød noget, med et forhold, men hun vidste det ikke og ville ikke dømme ham. Hun mærkede hans varme og på en måde følte hun sig tryg i hans arme de virkede så stærke og alligevel så forsigtige. Hun havde egentlig ikke tænkt over hvor rart det egentlig kunne være at have nogen tæt på, men igen når man var som hende og prøvede at holde ting om sig selv skjult. Så det med at have nogen tæt på var kun for sexen og som regel ingen følelser indblandet, der havde været nogen hvor hun havde haft følelser dog var de forsvundet efter et stykke tid.
Da spurgte hende om han ikke kunne tage hende med ud i solen rystede hun svagt på hovedet det var også en af de ting man måtte give op og så dog der var nogle som faktisk kunne overleve solens stråler, men hun var ikke en af dem desværre, men hun fortrød nu ikke at hun ikke kunne komme ud i solens stråler fordi natten var i hendes øjne så meget bedre ” det kan jeg desværre ikke” sagde hun stille. Hun betragtede ham da spurgte om de havde vægt problemer. Hun vidste det ikke helt, hun troede ikke de kunne tage på efter de var blevet vampyr så sad de fast i den krop man havde fået ” jeg tror det afhænger af hvilken krop du har inden du bliver forvandlet, min var meget tynd så bliver den ved med at være det til den dag jeg ikke er her mere” sagde hun og det var tydeligt at hun ikke helt vidste det, men på den anden side så gjorde det hende ikke noget for hun kunne ikke død af sult. Panthea betragtede svagt hans angsigt hun mærkede hvordan han følte på hende, men hun flyttede sig ikke han ville vel bare slå fast hvor tynd hun var.
Desuden kunne hun godt lide hendes krop for det betød at folk ikke så hende som værende særlig farlig ikke før det var forsent. Hun trak sig til sidst så hun bedre kunne se ham ” desuden kan jeg godt lide min krop, folk falder for den og tror jeg er svag” sagde hun og studerede hans krop en smule diskret. Han havde nu heller ikke den værste krop og den hjalp ham vel med at gøre det han skullle. Hun sad lidt tænkte og hendes blik blev smule fjernt det var ikke fordi hun ville virke fjern, men han kunne jo bare måske få et forhold til elveren eller varulven og havde et forhold med en af dem end til han fandt sin egne stamme eller en anden så han kunne få et forhold til Liontaur kvinde. Hun sagde ikke noget for hun ville ikke gøre ham ked af det ved at bringe det på bane en gang til, men derefter betragtede hun ham igen dog kunne hun ikke lade være og måtte spørge ham  ” hvorfor ikke bare havde et forhold til din varulv eller elver imens du leder?” spurgte hun og var vel ikke kendt som den mest diskrete med hendes spørgsmål. Da  hun ikke var vant til at skulle tænke over hvad hun spurgte om og fordi hun var så dreven og normalt ikke skulle tænke over det kom bare nnormalt ud og især vis hun var vred, men det var hun selvfølgelig ikke nu men det var blevet en del af hendes natur at tale før hun tænkte over hvordan det ville påvirke andre og idet hun havde sagt det fortrød hun en smule” jeg mener bare hvorfor ikke øve dig, imens du leder efter din race?” spurgte hun og tav med det samme. Hun skulle ikke have bragt det bane, men man kunne jo kun blive bedre og vis så han ikke fandt sin stamme kunne han vel blive ved hvem end af dem han valgte.
Panthea rykkede tættere og lod svagt en hånd kærtegne hans kind det var hendes måde at fortælle ham på at hun ikke havde ment det så slemt, men hun stoppede ret hurtigt det var ikke fordi hun ikke ville gøre noget han ville misforstå, men det troede hun heller ikke ville. Det  forvirrede hende en smule, det var blevet en vane bare tage det hun ville have vis viden tvang hun dem bare til at snakke.

Han blev noget overrasket da hun spurgte ham om hvorfor han ikke bare prøvede at lave par med en, så han kunne få noget erfaring før han mødte en Liontaur. Men han havde nu sin mening klar, og han blev ikke stødt eller ked af at hun spurgte ham, faktisk så var det rigtig godt, for det gav ham mulighed for at udtrykke sig inde fra og det gav ham en god følelse af lettelse.
"Det ville være rart, men jeg gør det ikke af en helt bestemt grund" sagde han og sendte hende et meget varmt smil, imens han kærligt strøg hendes kind blidt.
"Jeg vil ikke være i par med en, imens jeg møder en kvinde af min art, for så at skulle til at dumpe den anden og leve med det resten af livet, jeg har jo ikke evigheder, så at leve med sådan noget inden i mig, lyster jeg ikke for. Derfor jeg holder det på et venneplan med nogle goder." sagde han så og blinkede til hende imens hans øjne roligt lavede elevator blikket på hende.
"Men jeg vil sige du ligner nu en kvinde der har en træng efter nærhed" sagde han lidt drillende til hende over hun sådan godt kunne lide at putte sig ind til ham.
Øjnene falde blidt i da hun nussede hans kind og han kunne mærke hvordan hendes tynge fingre nussede igennem hans pels. Det var en rigtig dejlig følelse, og så dejlig at hans krop stille og roligt begyndte at spinde med en dyb brummen. Han fnøs lidt utilfredst da hun så slap ham igen, det havde ellers været så rart at føle hendes kærlige berøring.
Tankerne begyndte pludselig at flyve lidt anderledes og små ideer poppede op i hans hoved, for det havde været nogle hårde dage, og hvis han skulle være ærlig så kunne han godt bruge lidt ferie fra at skulle jage og alt det, og hun så ud til at være ret ensom det meste af tiden, så stille og roligt satte han to og to sammen, men ikke på en helt normal måde som man ellers ville forvente af en mand.
"Du har ikke noget husdyr har du?" spurgte han hende lidt forsøgende, og ville egenligt havde ventet til hendes svar men han kunne simpelthen ikke holde det i sig meget mere.
"Ser du, jeg kunne måske godt tænke mig at være dit husdyr, din huskat, stor huskat, i hvert fald for noget tid. Du ser nemlig meget ensom ud, og jeg er også alene og egenligt lidt træt af at rejse rundt" sagde han og fortsatte så.
"Så kunne jeg holde uvedkommende gæster væk, og forføre mennesker til dig" kom han op med som grund til at hun kunne tage ham ind som et kæledyr, vagt hund næsten.
Men det var ikke kun fordi han var træt af at rende rundt, han var også blevet mere nysgerrig på hende, han næsten hungrede efter at se hendes gemte sider, se det andre ikke kunne se i hende, se dette kolde væsens andre sider, det som man aldrig hørte om i skræk historierne.
Det ville han dog ikke afsløre over for hende, for så var han lidt nervøs for at hun ville finde ham alt for underlig og slet ikke se ham mere, og det ville han virkelig ikke, hun var alt for spændende, mystisk og sød til at han kunne bare slippe hende nu.
Han begyndte at spinde igen, og denne gang gjorde han også sine øjne store og nuttede imens han så på hende, og forsøgte lidt at få hende til at sige ja, om det så skulle mene at han skulle bruge beskidte tricks. Men hvorfor fandt han hende så spændende? var det fordi hun prøvede at holde en facade men egenligt var noget andet indeni? Alt hvad han viste om hende var kun det hun havde gjort og fortalt lige nu, men han ville vide meget mere om hende, selv hvordan vampyrer havde sex ville han vide, for det undrede ham også om hvordan mændene kunne gøre det med en død krop, for virkede blodcirkulationen der nede da? Men også se om vampyr kvinder overhovedet kunne mærke og nyde sex, det var også et spørgsmål der nogle gange poppede op i hans hoved. Det hele var bare for underligt til at lade det være!

Panthea kiggede på ham og var lige ved at tabe kæben da spurgte først om hun havde noget kæledyr, men det havde hun ikke og da han så spurgte om han kunne være hendes kæledyr kom den til at hænge endnu mere det var ikke fordi hun havde regnet med det og det overraskede hende fuldtstændigt og hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle svare, det var jo ikke som om hun boede her ude i skoven. Desuden virkede han som en der ikke havde lyst til skulle ind til byen, men måske hun havde taget fejl og hvordan de var kommet ind på dette gjorde hende også forvirret. Han virkede  virkelig som en der gerne ville have hun sagde ja, men inderst inde vidste hun at det måske ikke var den bedste idé. Hun betragtede ham idet han gav hende et elevatorblik, men hun lod som ingenting. Panthea viste tydeligt at hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle sige til hans spørgsmål og hun ville ikke gøre ham ked af det. Hvordan havde han overhovedet kommet på den idé ” måske” sagde hun rynkede brynene svagt sammen. Hvordan skulle de få ham ind i byen vis han ville med hende der ind for der var mange mennesker og racer og nogen ville sikkert blive bange vis de så ham ” hvad har du tænkt dig skal du blive her i hytten?” spurgte hun og var tydeligt forvirret over hans spørgsmål. Hun havde aldrig haft noget kæledyr før og hun havde aldrig forstillet sig et der kunne snakke. Panthea var ikke ensom fordi hun ikke kunne finde venner, men fordi hun valgte det. Fordi hun havde svært ved stole på nogen. Desuden havde hun Clara en vampyr hun havde forvandlet hjemme i huset i Doomville hvor hun faktisk boede, men det var jo lige meget, hun lyttede da han kom med hans agumenter om hvorfor hun skulle sige ja.
Panthea var da stadig i tivil og hans grunde havde ikke hjulpet ham meget, men da hun kiggede over på ham igen kom den lyd igen som katte lavede når de var tilfredse med noget, Panthea kunne ikke huske hvad det hed, men jo mere hun kiggede jo større blev hans øjne. Panthea blev en smule hård idet og for en kort stund vidste hendes ansigt inden følelser overhovedet. Hun tænkte så det virkelig knagede i hendes hoved. Hun havde aldrig før tænkt sig overhovedet at anskaffe et kæledyr og faktisk hældede hun til sige nej, men efter lidt tid hvor hun tænkt og kiggede på hans nuttet katte angsigt gav hun sig nikkede ” fint du kan godt være mit kæledyr og når du ikke gider mere er du  fri til at smutte” sagde hun til sidst, men alligevel følte hun lidt at han skjulte noget måske en dybere mening med hvorfor han ville være hendes kæledyr, men hun spurgte ikke.
Hun havde også hørt at havde han sagt at hun trængte til nærhed, hvilket hun vel også gjorde for det var et stykke tid siden hun sidst havde haft noget i den stil, men den nærhed  som hun havde delt med ham var noget hun ikke særlig tit lod sig selv nyde fordi det indebar for mange følelser og nogen af de følelser havde hun slet ikke lyst til vise andre vis hun kunne blive fri for det og det var nok også derfor hun ikke var til forhold for udover de kedede hende, var de måske også en smule skræmmende at skulle dele sit liv med en bestemt og især når hun levede evigt så virkede det bare forkert at skulle blive sammmen med en bestemt, men når man var som ham eller for den sags skyld mennesker blev man nød til det, måske hun havde det syn fordi hendes skaber havde det syn, men hun fortrød aldrig noget og kunne godt lide leve sit liv som hun gjorde. Dog blev man også nød til at sande at en krop også havde behov og selvom hendes krop var død havde den stadig lyster og var dreven af dem som andre var det.
Fordi Panthea var vampyr kunnne  hun også bedre skjule de lyster hun havde og de var der, men hun så ikke på sex på samme måde som han gjorde, eller det troede hun i hvert fald ikke hun gjorde, men igen hun kendte ham ikke særlig godt ” og hvordan har du fundet ud af at jeg trænger til nærhed?” spurgte hun og hævede det ene øjnbryn en smule, hun var sikker på at det var en af hans grunde for at han  kunne blive hendes kæledyr som han så fint havde kaldt det. Hun rykkede en smule nærmere og lod svagt en hånd kærtegne hans kind igen hun havde hørt hvor utilfreds han havde været da hun havde fjernede den igen hun smilede svagt imens stadig prøvede finde ud af hvad hans grunde til at være hendes kæledyr virkelig gik ud på, dog opgav hun til sidst og måtte vel bare lærer hans grunde. Hun havde også opdaget at det med at være  skræmmende ikke virkede på ham og hun måtte indrømme at nu hvor hun havde fået denne fremmedes accept var hun også faldet mere til ro og kunne være sig selv i hans nærvær, som før havde været svært for hende fordi hun var sikker på at han ville hadede hende, men nu var hun ikke så sikker mere.

Et noget højt "YES!!" kom fra ham da hun accepterede ham som sit kæledyr! Man kunne tydeligt se at glæden var høj i ham igennem hans blik, og gav hende et ordenligt kram før han lod krammet falde ned til bare at holde om hende, det var en fantastisk mulighed for ham, måske kunne han også lærer noget om byerne og bylivet, han havde jo aldrig rigtig boet der, og vidste intet om hvordan man gjorde. Alt han kendte til var det vilde liv og stammelivet ude i det fri, men fremtiden lød til at skulle blive mega spændende i hans øjne. Også selvom han skulle leve med en blodtørstig vampyr.
Hendes spørgsmål kom nu ret meget bag på ham, havde hun ikke fundet ud af det endnu selv? eller holde hun det bare så hemmeligt at hun havde svært ved at føle det i sig selv? Et selvsikkert smil gled over hans læber, og blidt lagde han hende ned imens han kravlede let over hende, dog uden at ligge sig på hende gnubbede han sin snude mod hendes kind og lod sin kind kærtegne hendes.
"fordi jo mere ensom et væsen bliver, jo mere hungre hjertet efter nærhed" sagde han sandfærdigt og ægte, for han havde det selv på den måde, hvis han var alene i alt for lang tid gik han næsten amok af ensomhed, og kunne blive noget af et bæst mod alt og alle, hvilket også kunne føre ham til at myrde bare for sjov.
Roligt trykkede han sin store pelsede krop ned mod hendes blidt, ikke for at klemme hende, men bare for at kærtegne hende, selvom det nok mest var hans overkrop hun ville kunne føle, han var trods alt ret så lang med både overkrop og underkrop.
"og nu hvor jeg skal være dit kæledyr, så må du heller skaffe mig et halsbånd" hviskede han i hendes øre drillende før han hævede sig lidt over hende med hjælp af sine arme og forben, øjnene stirrede ned på hendes, komplet til stede, blikket var varmt og kærligt, hun havde måske gjort ham verdens største tjeneste i følge ham selv.
Kort gav han hendes læber et blidt kys, før han trak hovedet til sig igen for at se på hende.
"du undre dig nok over hvorfor jeg pludselig kom med sådan et forslag, men i mit lange liv har jeg ikke oplevet andet end naturen, frilivet, stammelivet, men jeg vil have mere, flere oplevelser, jeg vil prøve meget mere, og det her er nok en af de største ting jeg vil prøve, jeg vil gerne prøve civilisationen" sagde han roligt og var blevet stærk og stædig i blikket.
"men hvis jeg selv går ind i det, vil jeg blive slagtet på stedet, intet har indtil videre rigtig kunne håndtere mig som jeg ser ud nu, især med min kriger status" sagde han og smilede skævt, han havde jo en vis udstråling når det endeligt var han mødte folk, men hvis han nu degraderede sig selv til at være et gement dyr, så måske kunne han se noget af alt det som han gik glip af, hvilket han var helt klar til at ofre sig selv for. Selv hvis det var at blive en vampyrs kæledyr, og det kunne måske også være lidt sjovt at se hvordan hun ville passe sådan en som ham. Krævende var han ikke, bare mad var der så skulle han nok klare alle de situationer hun ville putte ham ud for. Og hun kunne ikke havde været mere perfekt til det her, kold uden på men varm inden i, hun var den perfekte vampyr til jobbet, også selvom hun måske skulle slå ham eller piske ham nogle gange, hun var den han ville have som mester og herrer.
En tanke slog ham nu, hvad skulle han egenligt kalde hende så? og hvordan ville hun have han skulle opføre sig når de var blandt folk og når de ikke var blandt folk? det var som at starte et helt nyt liv, som at træde ind i en anden verden som han skulle bruge noget tid ved, lærer og tilpasse sig, leve livet som det skulle leves før det var tid til at tage det næste skridt.

Panthea vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til hans udbrud, men på den anden side skulle hun vel heller ikke sige noget til hans udbrud. Det næste der skete fik hende til at gispe hun stod i et kram med hans store arme omkring sig og vidste stadig ikke hvad hun skulle sige. For hende virkede det som han ville være hendes slave og det brød hun sig bestemt ikke om, men på den anden side vis han var fri til at gå når han ikka gad mere så kunne man vel heller ikke kalde ham for en slave. Panthea havde nemlig ikke tænkt sig at holde på ham. Han kunne gå når han fandt byen kedelig. Panthea kunne tydeligt se at han var blevet glad og da han sank sine arme en smule blev hun mere bevidst om det der var sket eller det ville sige lige ind til han lagde hende ned med ham ovenpå det næste der skete vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle kalde, men en form for kærtegn åbenbart. Hun mærkede hvordan hendes krop føltes tung i hans arme og hendes vejrtrækning blev en smule tungere hendes blik søgte hans og idet deres blikke ramte hinanden var det som om hun fik stød. Hendes krop sitre svagt og det eneste hun kunne koncentere sig om var hans krop så tæt på hendes. Panthea kunne ikke finde ud af om det var en god eller dårlig ting, hun kunne slet ikke koncentere sig om hans forklaring af hans forslag. Hans varme krop imod hendes var det eneste hun kunne tænke på og det irreterede hende en smule at han var så tæt på for det forvirrede hende ”halsbånd?” spurgte hun lettere forvirret og gav til kende at hans nærhed forvirrede hende og at hun slet ikke havde regnet med den. Hun bed sig svagt i læben, men slap da hans hoved kom tættere på hendes og et blidt kys ramte hendes læber og et svag suk undslap hende. Panthea var i den situation at hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv og hun følte sig som en form for en pjattet skolepige som havde fået sit første kys.
Panthea hadede ham lidt for sætte hende i denne siuation for det var noget af det hun hadede vise og  det kom ikke som nogen hemlighed at hun følte sig svag. Hun blottede svagt sine tænder på en måde for at fortælle ham at hun havde magten, selvom hun nok ikke havde den så meget alligevel. Derefter skubbede hun ham en smule akavet af sig. Panthea betragtede ham nok havde hun ikke skrabe kløer, men havde stadig en styrke og hurtighed som ikke var til spøge med. Hun sad lidt og fik styr på sin vejrtrækning imens hun kiggede på ham. Panthea havde aldrig haft et kæledyr eller slave og det forvirrede hende at nogen ville gøre sig selv til et kæledyr bare for at kunne oplave noget. Hun sad og det gik op for hende at hun ikke sagt noget i lang tid, men på den anden side hvad skulle hun sige, Panthea smilede svagt ” når vi ude er det vigtigt at du virker som en der  er underdanig og lystre odre, der hjemme kan du bare være dig selv” sagde hun og havde det meget klamt over at skulle påtage sig denne rolle, men for hans skyld gjorde hun det.
Panthea havde været slave og det var vel det han skulle se ud til at være når de var ude. Panthea havde kæmpet så hårdt for slaver og nu ja nu havde hun fået sin egen dog frivillig, men det gjorde ingen forskel han var stadig en slave.
Panthea rykkede dog tættere på efter hun havde tænkt det hele igennem hun havde skubbet ham af sig for at kunne tænke klart og ikke på hans varme krop imod hendes. Hun vidste ikke hvad han skulle kalde hende, men hun havde altid kaldt sine slaveejere for Herre eller Frue, men da hun nu så ung ud måtte det vel frøken? Panthea bed sig svagt i læben og kunne stadig ikke tro at det var rigtigt Var hun lige blevet det hun hadede allermest?