Its so cold... -Avalon-

Hvordan skete alt dette, hun så mod himlen, som var den langsomt ved at forsvinde fra hende. Som var verden ved at trække sig væk fra hende, med kortet i den ene hånd og den anden tæt på sit hjerte. Trak hun kortet tættere ind til kroppen. Hvorfor kunne hun ikke finde ud af at bruge kortet endnu, var det normalt at man ende oppe i himmelen? Hvad var under hende lige nu, hun turde ikke kigge mod det hun ville ramme. Hvis hun skulle ramme jorden, ville hun dø. Hvorfor se døden i øjnene, når den røde himmel var så meget kønnere. Hun klemte sine øjne i, mens tankerne kørte rundt i hovedet på hende.
Hvordan ende hun også lige her, hvordan skete dette? Hun stod og øvede sig på kortet, og kom til at røre et sted, hvor hun næppe noget at se hvad det var. Normalt ende hun på jorden, og ikke et underligt sted. Men denne gang, ende hun oppe i luften?
Hendes sorte strikke trøje blaftede i vinden, mens hun faldt mod sin mulige død. Følelsen af den kolde luft der sivede igennem de små huller i trøjen, gav hende kuldegysninger. Hendes lange lyse hår, blafrede mod himlen. Til hun følte kulde og smerte ramme sin ryg, vand? Mere nåede hun næppe at tænke. Før alt luft forsvandt fra hendes lunger, mens luften gladeligt stjal hendes bevidsthed. Hendes krop sank mod bunden, mens hænderne holde et fast greb på kortet.