The Awaken. -Rose-

En dråbe blod, få ord der ville fornærme og få gud til at skide i bukserne, samt en lokke hår fra ingen andre end Josh hoved, var nok til at Joaquin nu lå krøllet sammen i en gyde, splitterravende nøgen fra top til tå. Ordet blod kunne måske få det til at lyde som om, at Josh havde slået sig selv ihjel, men tvært imod, han havde blot været oppe at slås og var nu luntet væk, u viden om hvad skyggerne havde dannet sig bag ham. Skyggerne fra aftensolen havde alle snoet sig sammen og havde intet mindre dannet en levende krop. Med Josh udseende, kunne man let tro, at det var den tidligere engleder der lå der, dog var det langt fra tilfældet. Joaquin var intet mindre end en aldrig eksisterende tvillingebror, hvis fortælling ville forvirre hver en lytter.
Med den nøgne krop klistret helt op til den kolde mur, bemærkede man ham knap nok, da han var smeltet sammen med de mørke skygger, som den skygge han nu selv var blevet. Han åbnede øjnene op med et sæt, det eneste lys i den mørke skygge var nu kun de to lysende pupiller, der havde en blå varm glød. Omtåget så han rundt og bemærkede straks den kolde regn ramle ned på hans nøgne krop. Vent, et øjeblik, var han nøgen!?
Han så ned af sig selv. Den nøgne hud fik blot ham til, at trække knæene længere ind til kroppen og lægge armene omkring sig selv.
Lige nu var alt tåget for ham, hans sind, hans syn og minder. Minder, hvilke minder? Havde han overhovedet nogen? Han lagde de kolde og våde hænder imod sine tindinger, masserede dem hårdt. Alting var tomt, sløret og gråt. Det sidste han huskede var, at han sad som publikum til et stykke han havde valgt, at kalde 'Josh KEDELIGE liv'. Det var et teaterstykke han bestemt ikke kunne anbefale.
For at slippe fra den våde betonjords hårde overflade imod hans barre hud, rejste han sig op og begyndte langsomt at vakle på sine barre fødder. Det var som at gå på knive. Af en eller anden grund, sveg det i ham og han måtte hive voldsomt efter vejret et par gange, før han kunne stå helt oprejst. Der var ingen at se i miles omkreds.
Med en skæv grimasse, fortsatte han ud af gyden, stadig med armene lagt på kors over brystet, der var så koldt som is.
*Tingene kunne vel have været værre,* tænkte han for sig selv.
Han fortsætte igennem mørket, forfulgt af skygger der sneg sig som slanger efter hans fødder.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Regnen var kommet så pludselig, Rose havde kun lige været henne til eftersyn, for at tjekke til sit helbred. Da det pludselig stod ned i lår tykke stråler. Det måtte dog ikke stoppe hende, hvis hun valgte at blive her ville hendes far bare blive bekymret, og skælde hende ud. Hvis han altså fandt hende, inden hun kom hjem. Hun tog en dyb indåndning inden hun rettede på sit lange sorte sjal, der hang elegant over hendes skuldre. Mens lyden af regnen mod roderne, fik hende til at bevæge sig mod døren.
Hun åbnede døren foran sig, hvor et tak for i dag, lød bag hende. et kærligt smil formede sig på hendes læber, hvor hun udbrød et varmt ”Vi ses om en uge.” Hendes stemme var som altid blid at lytte til, hun løb derefter ud af døren, desto hurtigere hun kom hjem, desto hurtigere ville kulden forsvinde. Bare hendes far havde tændt op for brænde ovnen, så hytten var varm, når hun kom hjem igen.
Det tog kun kort tid, for hende at blive våd. Vandet der dryppede ned af de gyldne lokker, sammen med de mange dråber der kørte ned af hendes kinder og tøj. hun satte farten en smule ned, da hun opdagede en person der kom gående ud fra en gyde. Det var mørkt, og ikke til at se personen helt, kun skikkelsen af ham.
Hun stoppede op, da hun til sin store overraskelse, opdagede den nøgne hud. Mens han rystede, med vaklende skridt. De brune øjne viste omsorg, og bekymring da hun opdagede ham. hvad var der dog sket for ham, hvor var hans tøj henne! Hun tog hurtigt sjalet af sig, hvor hun svang det over ham. ”Er du okay?!” Lød det bekymrende fra hende, hun kiggede omkring sig, for at se om der skulle være nogle som løb væk derfra. Som et tegn på et overfald på denne mand, hun bandt sjalet om hans skuldre. Hvor hun trak det sammen, for at lukke for det. sjalet var langt, gik ham nedtil røven, og dækkede det meste af hans krop. Desværre ikke sygt meget, også var det også allerede gennemblødt af regnen så det klistrede indtil hans nøgne krop.
Hun lod sine øjne møde hans, hvor hun endnu engang adskilte sine læber fra hinanden, i en bekymrende tone. ”Hvor bor de, jeg kan følge dig hjem?” Regnen hagede byen, og alle folk var indenfor i varmen. Selv kroerne var lukket, da ingen rigtig ønskede at komme udenfor i dette vejr. Kun meget få bar havde åbent, hvor de omrejsende kunne søge ly for regnen.
Det lyse hår, klistrede indtil hendes makerede kindben. mens hun lod sine øjne smeltes sammen med hans.

Det var underligt for ham og selvom tingene var sløret, så kiggede han konstant rundt, med øjnene på klem, da de skulle vende sig til at være åbne. Skyggerne fortsatte med, at sno sig op af hans ben, samt glide videre ned af hans fødder, for derefter at glide ned på den kolde jord, som hjalp de ham med at gå, ved at rykke i ham. En efter en, gled de lige foran fødderne på ham og engang imellem kunne man høre den lave, hæse og kriblende hvisken fra dem suse med vinden. Det var kun muligt for Joaquin at høre hvad de hviskede om, for andre ville det blot lyde som vinden der suste og brokkede sig højlydt. Da de hviskede til ham om, at der var nogen som nærmede sig, løftede han hovedet og så til sin overraskelse, at en ung pige frivilligt var gået hen til ham og nu havde kastet sit sjal om ham.
På et tidspunkt som dette, hvor han ej havde lært verdenen at kende endnu på sine egne fødder, kunne Joaquin intet mindre minde om et fortabt hundehvalp, der nu stod og så på den blonde pige, med et par øjne så blå som en skyfrihimmel. Varmen fra sjalet fik ham til, at trække det tættere om sig og ånde ud, hvor en røgsky forlod hans læber. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af alt denne venlighed.. Det var stadig ikke til, at tro, at han rent faktisk havde sin egen krop og kunne gå frit omkring, uden at det var Josh der bestemte hvor de skulle gå hen. Medmindre, at dette allerede var Josh krop og Joaquin blot havde overtaget den i nogen timer. Tanken om at skulle sidde fast inde i mørket igen, fik ham til at trække sjalet tættere om sig og rynke irriteret på panden. Det var set før, at han havde kunne overtage sin tvillingebrors krop, så hvordan kunne han vide med sikkerhed, at denne krop var hans helt egen.
Opslugt af sine egne tanker, bemærkede han ikke hvad den blonde havde spurgt om, før hun rent faktisk stod og havde øjenkontakt med ham. Hendes blonde hår klistrede sig ind til hendes ansigt og fulgte kindbenenes form.
En anelse tav for ord, satte han hovedet på skrå og først efter nogle sekunder, adskilte han de smalle læber. "Jeg har intet hjem," Selv blot med den korte sætning, kunne man ane den britiske accent, samt den varme stemme. Begge tvillingebrødre ejede en stemme der var varm, men kun den ene havde formået, at få en britisk accent, som lå til deres mors side.
Han kiggede rundt. Lige nu, vidste han ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv. Regnen gjorde blot det sløret i hans blik værre. Med håret smørret tilbage, vådt og klistret for regnen, så han igen hen på Rose. "Kan du vise mig læ?" Der var ikke noget tegn på smil, ej heller noget tegn på at han var kold, han var blot neutral og rolig i sit blik. Man var ikke rigtig i stand til at læse Joaquin.

Hans svar fik hende til at virke mere bedrøvet. Var han blevet røvet af nogle, siden hans tøj uhmm, var forsvundet. Eller endnu værre, han var måske… hun rystede blidt på hovedet, nej så ville han være meget anderledes i sin holdning. Hun tog en dyb indåndning, hvor hun trådte langsomt væk fra ham. ”Jeg bor ikke så langt herfra, hvis du ønsker… kan du tage med mig hjem, og låne noget tøj.” Hun kiggede sig omkring endnu engang, der måtte være noget galt. Hvorfor var han alene, og uden et hjem. Vagabond, måske havde han solgt sit hjem?
Ville det så ikke være dumt at bringe ham med sig hjem, ville han så ikke stjæle noget? Hun blinkede hurtigt og kort, for at slippe for sine negative tanker. Hun plejede ikke at være så negativ, måske var det bare hendes underlige måde at være på. Hun sukkede kort for sig selv, hun var driv våd, ville højst sandsynlig få en slem forkølelse. Men hvad pokker, så længe det var i en god tjeneste kunne hendes far umuligt skælde hende ud.
Hun pegede til sin højre side, hvor et lille uskyldigt smil formede sig på de fyldige læber. ”Jeg bor for enden af vejen, så det er knap så langt væk. Vi har et varmt bad, hvis det er?”Hun kunne ikke efterlade ham, selvom han bad om hjælp til at finde læ, var der en chance for at han bare ønskede at hun skulle vise ham den nærmeste kro eller et lille tag, han kunne stå ved. Dog kunne han umuligt føle sig truet af hende, hun var et menneske, hvilket var tydeligt. Hun anede ikke helt hvordan folk kunne mærke det, måske fordi hun virkede mere svag end de andre racer. Vampyr var det vel tydeligt for deres blod tørst, at kunne kende forskel på dem.

Hun valgte at føre ham hentil sin hytte, som hendes far selvfølgelig ejede. Hvis han altså fulgte med hende, hvis han gjorde. Ville hun som altid skynde sig at finde et håndklæde, hvor hun løb ind med sko på. Gulvet var ellers meget rent, før hun kom ind. Hun kom tilbage med et stort håndklæde, mens hun selv havde et over sine skuldre. Hun tørrede sit hår, hvor et lille smil formede sig på hendes læber. ”Jeg finder noget tøj til dig, please behold sjalet om dig indtil jeg finder noget tøj til dig… toilettet er den vej, hvis du ønsker et bad imens.” Hun pegede mod døren til venstre hånd, hvor hun derefter tog sine sko af. hun placerede dem i hjørnet, inden hun gik inden for igen.
Hun gik ind på sin fars værelse, han var vidst ikke hjemme. Det var underligt, han plejede altid at være hjemme, især på denne tid og i dette vejr. Hun fandt noget rent tøj, så som et par bukser med grå seler og en hvid skjorte, samt underbukser til ham. han måtte vel tage hvad han kunne få, hun foldede det pænt sammen inden hun gik ud i gangen igen.

- Hun er venlig. Alt for venlig, hviskede en skygge lavt til ham, en skygge der snog sig op og ned af hans skinneben.
- Hun er et mennesker, de er sølle og skrøbelige, de har ikke andet end venlighed i kroppen. Det eller elendighed, sagde en anden, hvis krop var formet som en slange, med øjne så kolde og sorte som en hvidhajs.
Joaquin overhørte dem og fjernede aldrig blikket fra Rose. Et blik der på samme tid kunne minde om en fortabt hundehvalp og en stærk ulv. Sjalet hun havde valgt at give ham, trak han tættere og tættere om sig og først da hun sagde, at han kunne komme med hende, bevægede han sig. Det føltes stadig som at gå på knive. Der gik sikkert lidt tid før han havde vendt sig til, at skulle trække vejret og gå selv, uden støtte fra Josh.
Hele vejen så han frem for sig og engang imellem, så han sig til siden og betragtede omgivelserne. Det var sjovt som verden kunne ændre sig så snart man så det igennem andres øjne. Verden havde set så anderledes ud i Josh krop og nu... virkede det som et helt nyt univers. Han havde aldrig troet, at det med at få sine egne øjne ville ændre.. alt. Verden virkede knap nok så mørk og selvom det regnede kraftigt ned over ham, så var det sådan her han ville se verden. Han nægtede, at gå tilbage til Josh, det var fortid.
Engang imellem så han hen på mennesket, med det blonde hår der omfavnede hendes ansigt perfekt. Hvordan kunne der overhovedet eksistere så venlige væsner som hende? Havde andre set ham, havde de efterladt ham eller højst udnyttet situationen og forsøgt, at stjæle fra ham, selvom der absolut intet var at stjæle.
På hele vejen hen til hytten, sagde han intet til hende og den eneste lyd han formåede, at høre var de hviskende skygger.

De kom til den hyggelige lille hytte. Varmen omfavnede hans krop med blide kærtegn, det føltes fantastisk. Det var altså sådan her varme føltes imod ens hud! Det var jo fantastisk!
Mennesketøsen snakkede til ham og før han valgte, at sige noget lod han hende snakke færdig og da hun nævnte sjalet, trak han det tættere om sin krop. Så han så forfærdelig ud? Da hun var ude af syne, kiggede han kort forvirret og nysgerrigt ned af sig selv. Han lignede bare Josh.. Med en løften på skulderen, så han rundt i rummet og gik ud imod badekaret, som menneskepigen så pænt havde tilbudt ham, at han kunne tage et bad i.
I få sekunder stod han og betragtede badekaret, det var forsat mærkeligt for ham, at have sit eget liv. Det var slet ikke gået op for ham hvad det var han var i stand til endnu.
Inden længe kom pigen tilbage med noget varmt tøj. Han sagde endelig noget til hende, med et varmt smil på læben, der afslørede smilerynkerne i mundvigen. "Jeg takker darling," Den britiske accent var kraftig. Først da han var sikker på, at hun var gået ud igen, lod han sjalet falde og tog det valgte tøj frem.. Stoffet var blødt og varmt imod hans kolde hud. Han smilede svagt for sig selv og gik derefter ud til menneskepigen igen.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han rettede kort på sellerne og så sig omkring. Da han kørte en hånd igennem de våde pjuskede lokker, strittede de ud til alle sider og fik ham til, at ligne en omvandrende pjuskebold. "Bor du alene her?". Hans afslappede og smidige bevægelser var fascinerende som han gik rundt i værelset. "Her er jo, ret så hyggeligt.."
Det var underligt for ham, at have en samtale med nogen, men det var samtidig interessant.

Rose smilte varmt til Joaquin, hvor hun nikkede kærligt til ham. Inden hun lukkede døren, hun var ikke så bange for at se personer nøgen. Mange ville blive enormt flove, men nu tænkte hun jo heller ikke uhdada når hun så en mande krop. Det kunne man nok takke hendes far for, den mand havde det med at gå nøgen rundt hele tiden. Det var upassende, men normalt i dette hus.
Hun fumlede rundt ude i køkkenet, han måtte være sulten. hvis han ikke var, så var hun og bare en gæst ville ikke stoppe hende fra at tage noget mad. Hun hev en gryde frem fra en af skufferne, hvor hun tændte gassen, inden hun placerede gryden der. Hun hældte en smule olie ned i gryden, mens hun ventede på at det begyndte at sprede sig rundt. Hakkede hun forskellige grønsager, mens Joaquin kom ud igen. ”Du kunne passe det, overraskende godt.” Hendes stemme var kærlig, mens hun stod og hakkede kunne man høre kniven der slog ned i skærebrættet hurtigt, dog med sådan en forsigtighed at det virkede helt utroligt.
Hun drejede hovedet en smule mod Joaquin. Endelig snakkede han, hun havde ikke hørt så meget af hans ellers så forførende brittiske accent. ”Nej, jeg bor her sammen med min far.” Hun hældte grønsagerne over i gryden, hvor hun roligt rørte rundt i dem. Mens hun lod sit blik falde ned i gryden, dampen der steg op og lyden af salten der knitrede mod den varme bund.
Hendes blik fulgte Joaquin engang i mellem, men ellers var hun mest fokuserede på maden. Et lille smil formede sig på de fyldige læber, da han sagde at der var hyggeligt. Det var da et meget hyggeligt hjem, hendes far havde lavet et fantastisk køb med sin mor. ”Jeg fik aldrig fat i dit navn? Jeg hedder Rose.” Hun drejede om på hælen og tørrede sine hænde i sit tøj, hvor hun rakte hånden ud til ham. Da hun pludselig opdaget at han ikke havde været i bad. Han havde bare taget tøjet på!
Han ville jo blive syg hvis han ikke fik varmen, hun greb fat i hans arm inden han overhovedet kunne nå at gribe fat i hendes og introducere sig selv. Hun hev ham hurtigt, dog blidt med sig. ”Du ender med at blive forkølet, hvis du ikke tager et varmt bad.” Hun tændte for vandet i karet, og lod det roligt fylde badekaret op. Hvor hun drejede rundt på hælen og åbnede hans seler, og knappede to knapper op i den hvide skjorte.”Tag et bad, bagefter er der mad okay... hvis du altså er sulten” Hun smilte skævt til ham, hvor hun trådte ud af døren. Hun klappede sig selv på kinderne, for lige at få modet tilbage.
Var hun ikke lige ved at tage tøjet af ham?! Det ville da kun opfylde forfærdelige hænnelser ved ham, hvis han var blevet voldtaget der ude. Eller bare have en person der måske stjal hans tøj, hun kiggede ned af sig selv. Hvor hun først nu regnede ud at hun selv var ret gennemblødt, det måtte dog vente til senere. Hun skulle lave mad først.
Hun rørte endnu engang rundt i gryden, hvor hun derefter hældte en smule vand ned i den. Inden hun begyndte at hive noget kød ud af deres såkaldte køleskab, hun skar det i tern, hvor hun derefter smed det ned i gryden sammen med det andet. Hun lavede en salat suppe, de havde ikke så meget at give af. Og suppe mætter jo også en del, så bare det at hælde en masse grønt ned i suppen, så skulle det nok smage af noget. Hun var også den der lavede mad i huset, ikke at hun var en fantastisk kok, men hun havde styr på hvordan man skulle lave det, og det var vel det vigtigste.

Hvis tøsen boede her alene, så måtte man virkelig give hende en for, at have styr på nærmest alting i lejligheden, der var både rent og pænt møbleret. Men, var det ikke også det man sagde, at kvinder havde sans for? Et svagt smil voksede i hans mundvige ved den tanke, kvinder var nogen fantastiske skabninger og nej, han tænker ikke hen i sin fars retning med, at de bare skulle udnyttes for nydelse og spærres inde. Joaquin mente bare, at de kunne noget som mænd ikke kunne og det var fascinerende.
Ved lyden af den blonde engels stemme, kom han ud af sine tanker og så hen på hende, med et skævt smil der udelukkende fremviste smilerynkerne i mundvigen. ”Ja, man skulle nærmest tro, at det var syet til mig,” Han kiggede ned af sig selv, overrasket over, at han rent faktisk kunne passe tøjet hun gav ham. Men, hvor havde hun det fra? Havde hun en kæreste som boede her engang imellem? Spørgsmålet blev dog besvaret, da hun forklarede ham, at hun ikke boede alene men rent faktisk havde sin far ved sin side.
Han nikkede anerkendende til det. Det måtte være rart for hende, at have sin far hos sig og vide, at han rent faktisk var en god mand, hvis han da var det. Joaquin måtte virkelig lære ikke, at dømme folk alt for hurtigt, specielt når han ikke engang havde mødt dem endnu.
Den duftende mad fik Joaquins mave til at rumle. På samme tid med, at det fascinerede ham, skræmte det ham også, hvilket fik ham til at kigge ned på sin mave. Når man havde været fanget i sin brors krop hele sit liv, havde man aldrig mærket følelsen af, at være sulten og det var for ham noget af det mærkeligste, han nogensinde havde været udsat for.
”Mit navn er Joaquin,” svarede han med den britiske dialekt. ”Jeg takker igen for at du hjalp mig love,” Han lagde armene på kors og så sig omkring. ”Man skulle ikke tro, at der rent faktisk levede troværdige og venlige væsner i denne verden,”
Før han overhovedet kunne nå, at sige mere skubbede hun ham ud på badeværelset igen og forklarede, at han ville blive forkølet hvis han ikke tog et varmt bad. Hvis bare hun vidste hvad han var for en… Kunne han overhovedet blive forkølet? Og hvad var han overhovedet for en? Var han mon blevet skabt som en dæmon? Helt fordybet i sine tanker, lod han ikke mærke til at den lyse engel rent faktisk var ved, at tage tøjet af for ham. Han skulle lige til, at kommentere på det, da det selv gik op for hende og hun stoppede straks hvad hun var i færd med. Med et svagt smil på læben, nikkede han til det hun sagde og først da hun forlod badeværelset, smed han tøjet igen og klukkede lavt for sig selv. Mennesketøsen var sku noget for sig selv, det måtte man altså give hende. Han lod sig forsvinde i det varme vand. Med sine afslappende bevægelser, lod han sig falde dybere og dybere ned i det varme vand, til det nåede hans kinder. Helt fortabt i varmen, lukkede han øjnene og faldt en smule hen.
Et kvarter senere vågnede han op igen med et sæt. Hans drøm f****** med hans hjerne, det var helt utroligt, hans først drøm og det var et mareridt. Et mareridt som han nu ikke engang kunne huske.
Hurtigt kom han op af badet, der for længst var blevet en smule lunken og fandt håndklædet. Tanken om den lyse engels mad fik endnu engang hans mave til at rumle. Med det altid skæve smil på læben, tog han igen tøjet på og gik nu igen ud til Rose. ”Maden dufter skønt, hvad er du ved at lave?” Han så over hendes skulder.

Tænk at nogle kunne se godt ud i hendes fars tøj, altså ikke totalt tiltrækkende. Men i forhold til at se sin far i dette klonds, lignede Joaquin jo en engel. Hun smilte kærligt over hans kommentar, det var dog også en smule gammelt, hun havde ikke set sin far gå i disse klude siden hendes bor gik bort, hvorfor han ikke havde smidt det ud endnu var ikke til at vide. Sikkert fordi han havde glemt at han overhovedet havde det, nu når han gik rundt i hans afdøde kones tøj hele tiden. Et lille suk slap hendes læber, da tanken strøg gennem hendes hoved.
”Du må sikkert godt få det, det var min fars… men jeg tror ikke helt han kan passe det mere” Hendes stemme var så varm, nærmest fyldt med omsorg når hun snakkede. Som en mor, eller kone hvad end man nu kunne føle sig mest tryg ved. Hun hældte mere vand i den simrende gryde, hvor hun derefter rørte rundt i gryden.
Hans gnurrende mave, fik hende til at grine. Tænk at ens mave kunne larme så meget, især når hun stod så tæt på en larmende gryde som denne. ”Joaquin? Det et smukt navn, jeg mener. Det pænt, passer til dig. Nej vent, uhmm.” Hun lagde en finger på sin pande, hvor hun derefter smilte en smule akavet. Det hun sagde kunne virke fornærmende på en dreng, de ville vel ikke have pæne eller smukke navne, de ville vel heller have seje navne. Så hvordan kunne man lige komplementere på hans navn, uden at gøre ham irriterede eller sur. ”Jeg kan ikke komme med noget, undskyld hvis det ikke lige var noget du ville høre. Medmindre det ikke var fornærmende, så tag det endelig som et kompliment!” hun var vel en smule nervøs, han var den første hun tog med hjem. Anede intet om ham, plus… hvordan ville hendes far lige reagere på dette, da han mødte Xander virkede han underlig og en smule mistroisk, som om Xander ville gøre hende noget. Han var intet andet end en varm bamse, man havde lyst til at kramme hver eneste dag, han kunne ikke gøre nogle eller noget fortræd.
Da hun skubbede ham ud på badeværelset, hørte hun kun nogle af de ord han slap ud, da hun desværre afbrød ham. troværdige og venlige væsner, alle folk var vel venlige, da alle havde venner eller kærester. En af delene, så der måtte være noget godt i dem, eller bare venligt hvilket nok ville være grunden til at ingen væsner levede alene. Hun var vel lidt et bevis, ikke på troværdige eller venlig, men på at ingen helt kunne være alene. Hun kæmpede så hårdt for ikke at få venner, undgik dem hun følte var ok at undgå. Men endte alligevel ud i at møde Xander og snakke med ham næsten hver eneste aften, hvor at hun nu var i gang med at hjælpe en fremmede ved navn Joaquin, hun kunne virkelige ikke lade vær med at hjælpe folk.

Tiden gik mens Joaquin var i bad, hun fattede stadigvæk ikke at hun var i færd med at tage tøjet af ham. hun var vel bare vantil at hendes far kom hjem fuld, hvilket gjorde at hun måtte klæde ham af og putte ham. det var dog altid sjovt når han kom hjem fuld, det at han råbte op om alting. Sidst kunne han ikke finde sin hånd, skreg om at der var en i baren der havde spist hans hånd. Eller at han havde tabt den, grunden var dog at hans ærme dækkede hånden.
Hun rystede på hovedet mens hun stod og rørte rundt i gryden, efter omkring et kvarter satte hun tingene på bordet, tallerkner og skeer. Hvor hun kærligt bankede på døren ude på badeværelset, for at sikre sig at han var ok og selvfølgelig for at fortælle at maden var færdig, dog manglede hun lige at sætte suppen over på bordet. Hans mave havde jo røbet ham, og råbt op om at han var sulten. Han kom dog ud da hun var nået hen til gryden igen, hun kiggede en smule på ham, da han kiggede over hendes skulder. ”Grønsags suppe.” lød det fra hende, hvor hun derefter førte en ske op, hvor hun kort pustede på den og førte den hentil hans mund. Med en hånd under den, for ikke at spilde. ”Her smag.” Hun smilte kærligt, dog mens hun stod med skeen ved hans mund kom hendes far ind af døren. Han havde en taske under armen, bar en lang brun jakke. Der var blevet meget vådt, han smed skoene hvor man kunne høre ham daske indenfor. ”Hvad!? kommer jeg hjem til min datters mad, kan en far være mere lykkelig. At have så skøn en pige…” Han snakkede med så lystig en stemme, der med det samme forsvandt da han fik øje på Joaquin, med åben mund dog stadigvæk et smil der langsomt blev mere og mere underligt. Han stod bare og stirrede i langtid på Joaquin, uden at sig noget som helst. Mens Rose stod med skeen ved Joaquins mund, hun kiggede tilbage på sin far, hvor et kærligt smil kom frem på hendes læber. ”Velkommen hjem fader, skynd dig at tage et bad så du ikke bliver forkølet.” han rettede sig op, hvor et mere faderligt udtryk formede sig på ham.
”Rose min elskede DATTER!” Han lagde ordentligt tryk på ordet datter, hvor hans blik landede på Joaquin. ”Hvem er dette, og hvorfor står du og fodre ham, kan han ikke selv spise? Er der noget galt med hans arme…” Han rystede blidt på hovedet, hvor Rose derefter fjernede skeen. Hvis han Joaquin altså tog det på skeen, hvis han ikke gjorde, ville hun derimod selv spise det.
”Han sad i en gyde, jeg inviterede ham indenfor så han ikke ville blive syg.” Hun undlod dog at sige at han var nøgen da hun fandt ham, hendes far løftede det ene øjenbryn. Mens hans blik skiftede fra Rose og over på Joaquin ”Rose… du kan ikke medbringe fyre indenfor som var de et dyr, tror du vi har råd at fodre alle folk i byen.” Rose lagde hoved på skrå og smilte uskyldigt til ham. ”Nej selvfølgelig ikke, så jeg har solgt din vodka for at få råd til denne aftensmad.” i det hun sagde det, kunne man nærmest se hendes fars hjerte blive knust. ”M-min vodka… du lyveeeeer!” Som et andet barn råbte han og løb ind på værelset hvor han smækkede med døren. Rose rystede blidt på hovedet, inden hun satte suppen på bordet. ”Bare sæt dig.” Hun gik hentil døren, hvor hun bankede på. ”Far kom ud, du bliver syg og suppen er færdig.” ”Nej jeg vil ikke!” Kunne man høre ham råbe, det lød lidt som om han råbte ned i en pude eller noget. Da hans stemme var dæmpet, hun rystede på hovedet og gik tilbage til bordet. Hvor hun satte sig til rette, inden hun øste noget op på sin egen tallerken. ”Det må du undskylde.” lød det kærligt fra hende, inden hun satte tallerken på bordet igen, og lod skeen sænke sig ned i den varme suppe.

Noget så kær var hun denne mennesketøs, hvis hjerte sikkert var en af dem man skulle passe på ikke gik hen og blev knust, så snart hun havde fået tillid til en. På samme tid med, at det gjorde ham en smule urolig, var der også en anden følelse inde i ham, der fortalte ham, at han ikke havde noget at frygte og det nok skulle ordne sig. Selvfølgelig regnede han ikke med, at knuse menneskets hjerte, for han havde egentlig ikke i sinde, at blive her i lang tid. Ingen længe ville Josh sikkert kende til hans eksistens og opsøge ham, derfor var Joaquin nød til, at rejse væk fra Doomsville hvis han nogensinde skulle have chancen for, at leve sit eget liv. Det var en chance han var nød til at tage. Venlighed eller ej, han kunne ikke risikere, at blive smidt ind i det samme mørke igen.
Hendes lille tvivlen om han tog, at hun syndes hans navn var pænt som en kompliment eller fornærmelse, foruroligede bare hans mave endnu mere. I stedet sendte han hende dog et kæk grimasse, den skæve grimasse han nok ville blive husket for. "Jeg tager det som et kompliment, så fald du bare ned,"
Det var ikke til at tro, at denne tøs frivilligt havde hjulpet ham ud fra gyden, uden så meget som, at kræve noget fra ham. Ikke at han havde noget, at give hende, men det var vel menneskeligt altid at forlange noget tilbage. Folk gjorde altid kun noget sødt for dig, hvis de ville have noget igen, eller sådan havde Joaquin i hvert fald dannet det op i sine tanker.

Grøntsagssuppe? Duften af det fik hans mave til, at rumle, så mon ikke også, at smagen kunne gøre den tilfreds. Man kunne i hvert fald håbe på det. Han skulle lige til, at åbne munden og smage suppen, da en mand kom en af døren, højlydt og i godt humør. Stadig ikke helt van til, at have væsner omkring sig, rettede Joaquin hurtigt ryggen og knugede næverne, hvis han nu skulle hen og slås for sit liv. Det var et instinkt han fået inde i sig, at han altid skulle være på vagt overfor nye væsner, da man aldrig kunne vide om de ville der noget godt eller ondt.
Så dette var hendes far hva? Sådan som han lagde tryk på ordet datter måtte der ingen tvivl være. De fik kort øjenkontakt de to kamphanner. Nok prøvede faren, at virke en smule truende overfor Joaquin, men han tog det ikke rigtig på sig og så i stedet på ham med et udtryksløs blik i sine klare blå øjne. Der var intet truende over Joaquin, man vidste blot ikke hvad han mon tænkte på eller følte.
Den dejlige duft af mad fik ham ud af sin vagt og fulgte nu mavens stemme, der ville have ham til at kigge på skeen nær hans mund. Forsigtigt tog han den imellem sine læber og smagte på den fortræffelige suppe. Det smagte himmelsk! Helt fortabt i den dejlige smag, bemærkede han slet ikke Rose og farens samtale, før han hørte et smæk med døren og Rose forlod køkkenet. Var ordet vodka indblandet i deres samtale? Det var i hvert fald det han nåede at høre af den.
Han gjorde som hun sagde og satte sig til bords. Selv det med, at sidde ned føltes underligt for ham, bare det at have sin egen krop og være i stand til at gøre forskellige ting, var som en underlig forlystelse man bare ikke kunne gå fra igen. Rose kom tilbage med et smil på sine læber, hvor hun derefter undskyldte, sikkert for sin fars underlige opførsel.
Hvorfor undskyldte hun for det? Det var da ikke hende der havde gjort noget, så hvorfor undskyldte hun? Han rystede bare på hovedet. "Du skal ikke undskylde," Han tog suppeskeen og hældte noget suppe op til sig selv. "Suppen smagte forresten fantastisk," Det var en hurtig kompliment, før han tog noget suppe op på sin ske og førte den ind imellem sine læber.

Rose var en af de dummeste ifølge hendes far, hun så ikke fare i andre mennesker. Han mente at hun en eller anden dag ville invitere en morder ind i deres hus, hvor de med sikkerhed ville blive dræbt eller værre, en voldtægts mand. Hvis dette skete, hvordan skulle han så kunne beskytte Rose, hun var alt for svag til at kunne kæmpe imod en voksen mand. Rose derimod havde det fint, hun gik ikke hentil skumle mennesker, Joaquin virkede ikke skummel, mere uskyldig som et barn der lige var kommet til verden. Hvordan kunne man efterlade ham i gyden, plus hvor mange tyv/voldtægtsmænd/morder sætter sig lige i en gyde nøgen, midt i en lille storm.
Rose var nok one in a million, hun ønskede intet tilbage, havde ingen kræfter. Hvilket gjorde hende til et 100% menneske, i forhold til de mennesker der havde givet bare en smule af deres liv for at lære noget magi, eller var født med nogle tricks, hun derimod havde evnen til at glemme ting, lave mad og gøre rent som en anden gammel dame. På trods af hvor gammel hun var.
Hun rettede blikket mod Joaquin, hvor et kærligt smil formede sig på hendes læber, han var ikke blevet vred over det. hvilket var rart, hun havde ikke haft gæster på besøg siden hendes mor døde da hun var 9. udover hendes fars kunder og gamle venner, hendes mors familie kom også over engang i mellem men havde tit travlt med deres unger, andre kom kun for at smide ungerne af hos Rose hvor hun så fik penge for at passe dem.

Han smagte på suppen! Rose øjne skreg nærmest efter et svar, var det godt? Manglede det smag, burde der være mere salt i det. hun kom dog ud af sine tanker på grund af hendes far, der endnu engang opførte sig som et lille barn. Det gjorde hende normalt ikke noget, men nu var det bare pinligt. Kunne han i det mindste ikke opføre sig ordentligt, nu hvor de havde gæster. Når hans venner var på besøg virkede han mere seriøs og pjattede sjældent.
Da hun kom tilbage og satte sig ved bordet, hvor hun lagde hænderne i sit skød mens Joaquin tog af suppen. Lod hun sit blik falde på døren til hendes fars værelse, hvor hun lod blikket falde på Joaquin, et lille nik som et tegn på at hun hørte hvad han havde sagt. Hun følte bare at der skulle undskyldes for sådan en opførelse fra en voksen mand. Dog da han kommenterede på maden lyste hendes øjne nærmest op sammen med hendes smil, lykke blev vist omkring hende.
Hendes far sagde altid at maden var god, men han var også hendes far, hvis han mente den smagte dårligt ville hun jo bare få ham til at lave den, så han kunne slave rundt i køkkenet. Dog havde han holdningen om at kvinderne skulle være i køkkenet og ikke mændene, mændene skulle arbejde imens kvinderne tog sig af huset og børnene. Rose så intet galt i dette, da hun jo havde levet sådan hele sit liv. Han var jo heller ikke nedladende når han sagde det.
Rose hælde noget op i sin tallerken, da hendes far kom ud. Han tog en tallerken og en ske inden han satte sig ved bordet, blikket sat på Joaquin og derefter på suppen. ”Er glad for du kan lide den.” lød det fra Rose, der førte skeen op til sin mund, hun rettede blikket kort mod sin far inden hun lod det falde på sin tallerken.
”Hvor kommer du fra? Hvor bor du og hvad er din historie” lød det fra hendes far, hvor Rose lod et koldt blik lande på ham. seriøst lad dog gæsten spise inden man smed spørgsmål i hovedet på ham, hvad nu hvis der var sket noget forfærdeligt og han ikke ønskede at snakke om det. hun himlede med øjnene hvor hun derefter forsatte med at spise, hun kunne ikke afbryde hendes far så ville han bare blive sur, han havde jo retten til at stille spørgsmål til Joaquin.

Disse tanker omkring faren der kørte igennem hans hoved var nok ikke de mest høflige tanker man kunne finde. I Joaquins blå øjne så han et barn, ikke en far der gik på arbejde og tjente til føden. En far ville ikke reagere som en lille utilfreds unge, hvis vodka var blevet taget fra ham, eller snarer legetøj eftersom børn ikke drak. Eller, det gjorde de ikke så vidt han vidste.
Inden længe blev stilheden brudt, af det barn Joaquin før havde stået ansigt til ansigt med. Forskellen var bare, at på de få minutter barnet havde lukket sig inde, var det nu blevet til en voksen mand. En mand Joaquin nu kunne se i øjnene og se, at det rent faktisk var en far der sad hos dem og ikke et barn.
Menneskeenglens søde stemme suste igennem hans øre, hun havde taget imod komplimentet til hendes smagfulde suppe, der fyldte hans mave på en behagelig måde.
Knap nok kunne han nå, at smage på suppen før denne såkaldte far spurgte ind til ham, med de spørgsmåls han lige nøjagtigt ikke kunne svare på. Hvis han fortalte dem hvor han kom fra ville de se ham som tosset og sende ham ind på en galeanstalt, for hvem ville tro på, at man var blevet dannet af skygger og i virkeligheden skulle være født for 19 år siden, sammen med sin ’gode’ tvillingebror. Svaret på dette spørgsmål var simpelt, ingen.
I stedet for at sidde som en anden idiot, lagde han skeen fra sig og rømmede sig kort. Med det stolte glimt i sine øjne, så han hen på faren, ryggen var ret og ansigtsudtrykket roligt og klart.
”Det er en smule kompliceret,” svarede han. Den britiske accent var tung og tydelig, men passede lige til Joaquins halvmørke og hæse stemme. ”Men, min historie er egentlig simpel… Jeg øhm.. var.. Jeg var ikke som min tvillingebror og blev derfor øhm.. forvist, jeg har ledt efter et nyt liv lige siden,” Det var jo ikke helt løgn som sådan. ”Jeg har ikke rigtig noget sted at bo, derfor finder man mig tit i gyderne hvor jeg forsøger at finde… ly… til natten,” Det var svært, at skulle side og opdigte en livshistorie når man blot var blevet ’født’ for en halv time siden. ”Hvor jeg kommer fra, vil jeg helst holde for mig selv, men navnet er Joaquin,” Da referatet af det liv han ikke havde haft var færdigt, tog han igen skeen op til sine læber og spiste videre af suppen, som stadig smagte vidunderligt.. ”Hvad med jer?” Han så fra menneskeenglen til faren. ”Hvad er jeres… historie?”

Rose ville enlig gerne høre Joaquins historie, men følte at det måske var at snage en smule for meget i en persons liv, man lige havde mødt. Så der var skam noget godt i at have en far, der var ligefrem og bare sagde hvad han mente. Hun smilte kort for sig selv, mens hun spiste suppen. Dette var første gang hun havde en person over, som spiste hendes mad. Hvor det ikke var en af hendes fars venners børn, der hele tiden snakkede om tøj hvis det var piger, og hvis det var drenge snakkede de ikke om andet end deres fars penge, om hvor meget de tjente og om Rose noglesinde ville finde et arbejde.
Faren sad meget fint ved bordet, rettet ryg og mens han spiste af suppen. Hans blik var varmt, dog havde den en underlig kold tone i de øjne han bar. Som om varmen ville slippe ud, men inden den nåede hentil en var den blevet kold som is. Han nikkede til Joaquin. Kompliceret, det var mange folks liv. Derfor ønskede han skam stadigvæk at vide noget om denne fremmede, der lige havde sat sig i hans datters øjne som en torn!
Ingen sagde noget mens hans snakkede, de lyttede begge til ham. var enlig meget rare, nikkede forstående til hans ord. Hvor han løftede skeen op til munden, fik hendes far indført nogle ord. ”Du virker ikke helt sikker Joa-qu-in!” hans stemme var kold og drilsk, som om han gjorde grin med Joaquin. Han lagde sin ene albue op på bordet og lænede sig en smule frem, hvor han pegede skeen imod Joaquins ansigt. ”Intet sted at bo? Du kan få lov til at overnatte her, men hvis du så meget som rør Rose, skær jeg bollerne…” Mere fik han ikke sagt før Rose ’pludselig!’ gabte og slog hans baghoved, da hun trak armene til sig. hvor hun sendte ham et vredt blik, som tegn på at han var ved at gå over stregen. Han drejede hovedet mod Rose, hans øjne var kolde og nærmest vrede, man vidste ikke om der lige om lidt ville komme råben. Eller om han var en af de forældre der rent faktisk slog sine børn, han lagde skeen ned i tallerken hvor han lukkede øjnene i. ”Undskyld.” Lød det fra ham, da han åbnede sine øjne slog hans sin pande, hvor et varmt smil formede sig på hans læber.
”Det må du undskylde Joaquin, en fars kærlighed til sin datter stopper aldrig… håber ikke du blev bange eller fornærmet” ud i et, kunne man se ligheden ved dem, den måde hans øjne varmede på og det kærlige smil, matchede Roses meget godt. Rose lagde skeen ned i tallerken, hvor hun rejste sig op. ”Undskyld, ønsker ikke at være uhøflig, men jeg fik aldrig det bad.” Hun smilte kærligt til Joaquin, hvor hun derefter klappede hendes fars skulder. ”Opfør dig ordentligt, okay far.” det var det sidste hun fik sagt før hun gik ud på badeværelset. Hendes fars blik landede på hendes tallerken, hvor hun enlig ikke havde spist særlig meget.
Da han spurgte ind til deres historie, sukkede hendes far kort. ”vores historie er meget lang og meget kedelig, vi har ingen frue i huset udover Rose. Hun er ene barn, hendes mor døde da hun var ni år gammel.” Han førte atter skeen op til munden, inden hans læber omsluttede sig omkring skeen. Han lod derefter blikket falde på Joaquin. ”Du siger du har ledt efter et nyt liv, du virker som en meget rar person. Jeg kan ikke helt se nogle skumle tanker i dine øjne, så hvad siger du til at bo her til du får råd til et sted at bo? Jeg har et arbejde til dig hvis det er.” Han smilte kærligt til Joaquin, mens han sluprede suppen i sig.
Det var vel lidt underligt, sådan at blive tilbudt af et arbejde af en fremmede, samme tid med at man bliver tilbudt at flytte ind. Joaquin havde jo ikke ligefrem ting der kunne fylde i huset, hvilket gjorde det nemt. Han skulle dog arbejde for føden, men det var vel bedre end at løbe rundt nøgen og overnatte i gyderne, plus han havde jo ikke helt råd til mad. Hvad kunne være bedre, dog mere skummelt blev det ikke.

Det var underligt, at sidde i denne situation foran et fremmede menneske, hvis stemme før havde været en anelse truende, til nu at sidde og tilbyde ham et job og sted at bo. De var alt for godtroende og naive disse mennesker. Nok havde han intet i sinde, at gøre dem eller tage fra dem, men de kunne side foran en hvilken som helst anden person lige nu og tilbyde husly. Hvad havde de gjort hvis han havde i sinde, at dræbe dem og tage alle deres ting fra dem?
Selvfølgelig var han beæret over tilbudet, det generede ham bare, at det kunne være blevet tilbudt til en hel anden person også. Med andre ord, deres venlighed generede ham, mest af alt for deres egen skyld. I få minutter sad han bare og spiste suppen, alene med sine tanker, når skyggerne altså ikke valgte, at blande sig med deres hviskende stemmer. De hviskede alle, at han skulle se og komme ud derfra, da det ikke var andet end en fælde. Ingen kunne være så venlige, det var fysisk umuligt i en verden som denne. Her kæmpede alle for sig selv, ikke for andre, sådan lå det bare. (Ifølge skyggernes hvisken i hvert fald)
Han lagde skeen når tallerkenens kant, lod den kort ligge der, før han løftede hovedet og så hen på faren. Det udviklede sig langsomt, men det var der skam, et svagt smil spredte sig fra mundvige af. "Jeg takker ja til tilbuddet hr. I ville ikke have bøvl med mig længe, så snart jeg kan, vil jeg rejse Uw rundt og have mit eget liv," Nysgerrigt foldede han hænderne sammen på bordet. "Så... lad mig høre om dette arbejde.. Hvad går det ud på?" Han satte hovedet på skrå.

Han var desperart efter at finde nogle der kunne klare denne form for arbejde, da alle der havde forsøgt altid endte med at smutte, når de blev for glade for Rose. Eller sagde bare nej ligeud, da de ikke ønskede at arbejde med folk der skulle dø uanset hvad, ingen så at der kunne være en chance for overlevelse, alt de så var en døende pige der gik gennem gaderne.
Han havde dog uro i maven, denne person kunne være forfærdelig, han kunne være en morder, han kunne være voldtægtsmand, hvem ved, han anede intet om denne person. Stilheden trak sig sammen, mens Rose var i bad. Vandet der ramte gulvet kunne tydeligt høres, samt trykket fra bruseren. Hendes far sad med skeen nær sin mund, hvor han ventede på et svar. Dog lod han skeen falde en smule mod tallerken da han Joaquin ikke svarede.
Usikkert smilte han kort, hvert eneste nej han havde fået af folk, skar som tusinde knive, hvor en regn af salt kom over ham. han hadede dette ord Nej, var selv nødtil at sige det når Rose ville have en hund, eller kat, de havde ikke råd til at fodre dem og hvis de skulle have en hund, skulle den luftes. Hvad ville hun gøre hvis hun var så syg at hendes ben ikke engang kunne løfte hende, hunden ville blive vanvittig indenfor i varmen, de har brug for frisk luft.
Joaquins svar lettede en sten fra hans hjerte, hvor han nikkede. Dog ville han ikke være der længe, da han ville se verden. Han lod skeen køre ind i hans mund, hvor hans læber omsluttede skeen. Inden han nikkede kort, han lagde skeen i tallerken. ”Du skal være her hjemme om dagen når jeg ikke er der, gå rundt med Rose og helst ikke efterlade hende. hvis hun skal handle skal du gå med, din betaling bliver mad og tag over hovedet, samt vand selvfølgelig. Hvis det ikke er nok, så kan du jo sove udenfor...” Han nikkede tilbage mod døren, hvor han derefter skubbede blidt til sin tallerken. ”Jeg ved godt det lyder underligt, sådan at ville betale en for at være sammen med min datter. Men hun er meget ensom, har ikke nogle at gå sammen med og jeg frygter lidt for at hun kommer noget til, når hun hele tiden er alene.” Et skævt, dog nervøst smil formede sig på hans læber.

Imens han lyttede til hvad denne menneskemand havde at sige, tog han skeen i munden, smagte på metallet og så sig omkring. Det var nu et hyggeligt lille køkken de havde, alting virkede så roligt, rart og imødekommende. De var virkelig imødekommende mennesker, de lukkede ham bare ind og tilbød ham et... vent et øjeblik.
En smule overrasket, så Joaquin nu hen på menneskemanden, stadig med skeen i munden og øjnene spærret en smule op. Havde manden virkelig lige tilbudt ham et job, der handlede om, at han skulle hænge ud med hans datter, være hendes ven? Var hun virkelig så ensom!? men, hun var da sød og virkelig køn! Hvorfor havde en som hende ikke en masse venner? Han satte hovedet på skrå, tog skeen ud af munden og lagde den ved siden af tallerken igen. Det lød rimeligt nok, tøsen var sød og han fik et sted, at sove, samt mad! Mad... mad var nok lige blevet noget af det vigtigste for ham! Han bed sig selv i kinden, tænkte over det. Fast besluttet på at gøre det, nikkede han til manden og sendte ham et venligt smil.
"Jeg vil gerne have jobbet," han rejste sig fra stolen med en hurtig bevægelse og strakte sig så langt han nu kunne. "Din datter var så venlig at hjælpe mig, det er kun rimeligt at jeg også hjælper hende!"

Dagene gik, han blev overraskende glad for Rose, hun var som en søster for ham! Den søde lillesøster alle gik og drømte om! De sad nu begge på gulvet overfor hinanden, med et skakspil imellem. Flere minutter var gået og Joaquin havde stadig ikke gjort sit træk, han sad bare og stirrede ned på spille pladen, imens han bankende sig tænkende på sin underlæbe.
"Igen, hvad er det vi spiller?" spurgte han drillende og så op på Rose. Han forstod ikke skak overhovedet, så man kunne godt sige, at han sad og spillede noget, uden at vide hvad pokker han var i gang med..

Han løj selvfølgelig, han kunne bare ikke få sig selv til at fortælle, at han frygtede at hun ville dø alene. på et koldt gulv eller ude på gaden, han ville heller have at der var en, som muligvis kunne nå at finde en læge, eller forsøge at få lidt liv i hende igen. selvfølgelig var hun sikkert også ensom, men det var bedre end bare at gå rundt som hun altid gjorde, hun befandt sig også altid på de skide kroer. han kunne godt frygte at hun havde et alkohol forbrug, hvis det ikke var fordi hun aldrig lugtede af alkohol ud af munden. hun virkede heller aldrig fuld, udover når hun havde det ekstremt dårligt.
det lidt efter tænksomme nik Joaquin kom med, fik ham til at smile. "Det jeg glad for." han nikkede anerkendene til det, roligt lod han sit blik falde på Joaquin. mens et kærligt smil formede sig på hans læber, mens han nikkede til hans ord. hans datter var kendt for at være meget rar, kendt for altid at ville folk det bedste. men også kendt som en dør måtte, som nogle kaldte hende. "Bare husk, at du ikke må begynde at få følelser for hende, så snart du får dem. smider jeg dig ud, hurtigere end hun hjalp dig herhen." hans blik landede på tøjet, hvor han lagde hovedet på skrå. "Er... det..." Han nåede ikke helt at sige mere, før Rose kom ud af badet. hvor han med det samme pegede på Joaquin! "Har han mit tøj på!?" Rose kiggede på ham og derefter på Joaquin. "Ja? du kan ikke passe det alligevel." hendes stemme var kærlig, men på sammetid var den stemme ellers også voksen, i forhold til hendes fars barnlige stemme. der nærmest virkede som et barn, der var sur over at en anden person legede med deres skib eller noget i den stil art. "Men det mit." Rose slog ham blidt på hovedet, hvor hun rystede på hovedet. "Tag dig sammen... ikke foran gæsterne." hun sukkede opgivende, med håndklædet om hendes nakke. hun var iført en hvid kjole denne gang, mens håret krøllede en del og strittede til alle sider. "Han bor her nu." lød det fra Roses far, som smilte kækt til Rose og derefter mod Joaquin.
Rose derimod, virkede en smule skræmt, lagde hånden i nærheden af hjertet hvor hun på tvang et smil på sine læber. "Det fantastisk." forsøgte hun at sige, med en glædelig stemme. hvor hun kiggede mod deres trappe. "Så skal vi vel have ryddet op på gæsteværelset."

dagene gik selvfølgelig med at rydde gæste værelset op, samt nogle få syge dage med Rose. hvor hun var svimmel og ikke kunne komme op at stå på noget tidspunkt. hvilket endte med at aften maden når hun var syg, blev til intet andet end brød og smør. hendes far virkede også meget mere bekymret når hun var syg, også meget mere irriterne. han havde det med at ligge sig ind på hendes værelse, ligge sig i hendes seng. hvor Rose skubbede ham ud af sengen, enkelte gange havde hun kaldt på Joaquin, i håb om at han ville tage hendes far og smide ham i sin egen seng. hendes far var altid useriøs når hun var i nærheden, men så snart hun ikke var der. kom den seriøse mand frem, rar, men bestemt mod Joaquin.
en af dagene spillede de skak, Rose havde det meget bedre. de sad på gulvet i hendes værelse, hvor hun lige havde rykket sin springer, sad nu bare og ventede på Joaquin. hun tjekkede spille pladen igennem op til flere gange, som om hun var opslugt af et spil der ikke rørte på sig. "Skak, du skal rykke en brik." hun pegede en lille smule af dem der var fanget. "Du kan ikke rykke på dem der, og den kan kun gå sidelænds. så du kan kun rykke via de hvide." hendes stemme var kærlig, mens hun fortalte ham reglerne endnu engang. bare for at sikre sig at han kunne finde ud af det, eller bare havde nogenlunde styr på det.
"Du aldrig hjemme mere, altså om aften... har du fået et arbejde?" Hun kiggede endelig op på ham, med et blidt smil på sine læber.

Ingen tvivl om, at denne far ønskede at beskytte sin datter med alt hvad han havde. Det stod ud af øjnene på ham: Rør min datter og jeg skærer det du har imellem benene af. Selv da den bekymrede far ikke fik sagt alt det han ville, kunne Joaquin godt regne resten ud. Han skulle ikke gå hen og få følelser for denne pige, denne uskyldige, samler fremmede nøgne mennesker op fra gyden, tøs. Så vidt Joaquin havde forstået var følelser ikke noget man selv kunne styre, men han kunne altid forsøge, at lade være med at få følelser for hende. Hurtigt tømte han det sidste af sin suppe, før han rejste sig og gik hen til vasken. Som havde han gjort det mange gange før, begyndte han at vaske den op og mærkede nu for første gang vand på sine hænder. Huden gik fra tør til fugtig og kold på ingen tid… så det var altså sådan det føltes.
Helt fascineret over den nye følelse, lagde han ikke mærke til, at far og datter diskuterede. Ikke før sætningen: han bor her nu, suste forbi ørene på ham. Han drejede hovedet om og fik først øje på Rose, der tvang sig selv til, at smile over nyheden. Noget sagde ham, at mennesketøsen ikke var helt så glad for, at høre han skulle blive der nu, hvilket han godt kunne forstå. Han var fremmed, hun kendte ham ikke, det måtte derfor være underligt bare, at skulle lade ham bo hos dem.
For at virke som en del af den nye familie, slukkede han for vandet og stillede tallerkenen fra sig, hvor han derefter vendte fronten imod dem. Han klappede lavt hænderne sammen. ”Jeg skal nok hjælpe med dette gæsteværelse,” Med de roligste bevægelser han kunne præstere, gik han hen til Rose og smilede venligt til hende. ”Du viser bare vej,”

Det viste sig, at Rose var… virkelig syg, langt mere end han havde troet, da hendes far fortalte om det. Mange dage gik med, at hun konstant måtte ligge inde i sengen og det var her Joaquin mærkede for første gang, hvordan det var at være bekymret. Det var en skide irriterende følelse. Ligesom hendes far havde forsøgt at muntre hende op, havde han også. Nok var han ikke så god til det endnu, men han havde forsøgt, det talte vel gjorde det ikke? Som den tossede storebror rolle han havde påtaget sig, kom han tit med slik til hende, i håb om at hun ville spise det, da hun aldrig spiste noget til aftensmad.
Igen så han ned på brættet, forsøgte at forstå reglerne, men lige meget hvor mange gange han så brikkerne, jo mere forvirrende blev det for ham. Farverne sort og hvid blev blandet sammen i et. Til sidst rykkede han dog bare på en af brikkerne, om det så var den rigtige eller ej.
”Jeg øhm,” svarede han og tyggede en smule på sine ord. ”Jeg er blevet spion,” Han så fra brikkerne til Roses kærlige smil. ”Men bare rolig, jeg slår ikke ihjel, jeg spioner blot,” Den sætning blev kun sagt, eftersom han kendte til Roses holdning om, at slå andre ihjel. Hun var bestemt ikke glad for det!

Tøvende lagde Rose blikket på Joaquin, hun havde skam hjulpet ham, men havde ikke regnet med at personen pludselig skulle bo her. Hun forventede nok mere at han kunne overnatte, og derefter smutte igen, når hans tøj selvfølgelig var blevet tørt igen. Han kunne jo ikke bare gå rundt i vådt tøj, eller vent... Han havde jo intet tøj på da hun fandt ham, men... Derfor kunne han vel stadigvæk godt have et andet sted at bo, tankerne kørte rundt i hendes hoved.
Ikke at hun havde noget imod at han boede hos dem, han var bare fremmed... plus, hvad nu hvis hun skulle gå hen og blive glad for ham, eller omvendt? Ville han ikke også bare smutte som alle de andre, så snart han hørte om hendes sygdom?
Joaquins stemme fik hende ud af sine tanker. "Det er meget rodet, og nok ubeboeligt i de første par dage." Hun smilte kærligt til ham, denne gang en smule mere oprigtigt. "Men du kan vel sove på mit værelse? så sover jeg bare hos min far... det vel rare for dig, så du ikke sover med en fremmed person." Hun lavede en kort grimasse, for at virke uhyggelig. Hvilket han vel selv måtte bedømme om det var skræmmende, underligt, klamt eller kært. Hun begav sig dog op, til gæsteværelset. Værelset var fyldt med kasser, samt ting der ikke lige havde kunne være i køkkenet, eller på deres værelser. Værelset var nok mere et lager end et værelse, man kunne ikke engang se at der var en seng derinde.

Rose havde kun en enkelt gang besvimet i Joaquins nærvær, mens hun ville flytte på en kasse på hans værelse, blev det for meget for hende. Hendes ben kollapsede under hende, og vægten blev for stor. Alting blev mørkt for hende, hun vågnede først op efter to timer. For hendes far var det normalt, for Joaquin måtte det vel have været noget af et chok.
Dagen med skak tog skam sin tid, Joaquin virkede virkelig til at have svært ved at forstå spillet. Ikke at det gjorde Rose noget, det gav hende en mulighed i at vinde i dette spil. Hendes far var ondskabsfuld i spil, han gik efter at vinde. Hvilket tit endte med at han hoverede i flere dage over sin sejre, råbte op om at han ikke skulle gøre rent, fordi sådan noget var kun for taber.
Hun lagde øjnene på brættet, da Joaquin rykkede med en brik. En lille tot hår faldt ned foran hendes ansigt, hvilket hurtigt blev kørt bag øret igen. "Hmm?" Lød det fra hende, mens han tyggede på sine ord. Hun løftede hovedet roligt, da ordet Spion slap hans læber. "Spion?" Hendes stemme var en smule tøvende, Spion kunne betyde meget. Var han så nødtil at dræbe engang i mellem, eller skulle han bare holde øje med folk? Han svarede hurtigt på hendes tanker, som om han havde læst dem.
"Så du slår ikke ihjel? du holder bare øje med folk?" Spurgte hun roligt, med et lille smil på sine læber. "Hvordan er det så? har du fået nogle opgaver og er det svært?" Hun kunne ikke holde det tilbage, selvfølgelig syntes hun det var spændene. Spion virkede kun som noget man læste om i bøger, ikke ligefrem mødte dem på gaden. Derimod BOEDE Rose nu sammen med intet andet end en spion, det virkede underligt men også ret sejt. Som om der nu ville komme en masse spænding i huset, som ikke kun omhandlede at hendes far var spændt på om man kunne lave suppe ud af det han havde fået af en kunde. Eller når hendes far var fuld, og mente at han kunne lave armbøjninger uden at røre gulvet.
Hun løftede en af sine brikker igen, og førte den hen foran Joaquins brik.

For ham var gæsteværelset perfekt, en smule rodet ja, en smule støvet så absolut, men var der tørt? Det var jo det der var! Han blev tilbudt et hjem og havde ikke tænkt sig at være fin på den. I stedet for at reagere overrasket, så han ned på Rose, sendte hende et stort smil med øjnene lukket i.
"Det er helt perfekt darling, tusind tak!" som de ord forlod hans læber, gik han ind i værelset, snublede over en kasse og landede pladask med hovedet ned i en anden.
Så snart han kom op, at stå igen, drejede han hovedet om og så på Rose, løftede kassen, så man lige kunne spotte hans blå øjne under kassen, samt grinet, det uskyldige, store grin. "Kan du se? Jeg er allerede hjemme," Han klukkede af sig selv og fortsatte ellers videre igennem rummet, stadig med den kassen på hovedet.
Han havde kun været her i en time og han følte sig rent faktisk allerede hjemme!

Han hadede når hun besvimede, det var en af de få ting i verden, som han ikke havde den fjerneste anelse om hvordan han skulle reagere på eller styre. I en hver situation han kom i, havde han som regel altid et svar eller hurtig handling, men når hun dejsede om foran ham, stod verden stille og han anede ikke hvordan han skulle reagere på det!
Når hun vågnede, sad han ved hendes sengekant, tjekkede hendes puls og så snart han bemærkede hendes åbne øjne, tjekkede han pupillerne og spurgte hvor mange finger han havde, ved at vifte dem foran hende. Ligesom han ikke anede hvordan han skulle reagere på, at hun besvimede, vidste han heller ikke hvordan han skulle håndterer følelsen af, at være bekymret overfor nogen.
Det lettede ham, at hun intet havde imod, at han var spion. så længe han ikke tog livet af nogen, skulle det da nok gå! Han tog et stykke bacon fra skålen på bordet. (ja, ja, han havde en skål af bacon, som folk har en skål af chips). Inden han svarede hende, lod han det ene stykke bacon hænge der, imens han rykkede en ny brik på spille pladen. Som altid havde han ingen anelse om hvad han lavede.
"Nope, jeg lover Love.." svarede han og tog baconet ud af munden, lod det være imellem pege og langefingeren. "Jeg slår ikke ihjel, jeg udspionere kun," Han tog den sidste bid af baconet i munden. Først da han havde fået det tygget af munden, svarede han på det næste hun spurgte ham om. "Det er okay, jeg elsker at kunne være et med skyggerne, så det er nok fordelen ved det," Han så hende i øjnene. "Dog har jeg ikke fået de sværeste opgaver endnu, indtil har den kun været missioner med, at jeg skal udspionere mænd, hvis kone mener de utro.. Jeg håber snart på at få en større mision, at nogen snakker om mine spion evner, you knaw?"

//Skal vi tage jordskælvet med i vores emne? ^^

Han virkede taknemlig, altid noget nær man tilbød en fremmede mand et sted at bo, i starten skulle han dog give en smule penge, når han fik fat på nogle. De ville helst ikke presse ham ud i det. Kunne jo ske han valgte tyveri i nødensstund.
Hendes far var ligeglad, han ønskede bare penge, men Rose var som altid meget imod det, hvis folk havde så hårdt brug for penge at de var nødtil at stjæle, vidste hun at hun på ingen måder havde brug for de penge hun havde indtil videre!
Da joaquin snublede over nogle af kasserne og endte med at få en hjelm, kunne hun dog ikke holde latteren tilbage. Han var komisk, på en anden måde end hendes far, hvilket var en befrielse, hendes far prøvede altid på at være komisk, mens joaquin bare virkede en smule klodset.
"Hvis du mangler noget, kan det sikkert findes i kasserne, ellers kommer du bare ind til mig." Hun smilte kærligt til ham, dog var der en del latter i hendes ord, han gik jo stadigvæk med kassen på hovedet. "Hun tog den af ham og klappede ham blidt på hovedet. "There there." Lød det fra hende, inden hun trådte ud af døren.

Hver eneste gang hun besvimede var han der når hun vågnede, hvilket var en smule underligt for hende første gang. Hun var jo vantil sin far, den måde han græd eller sov når hun vågnede, gjorde altid ondt på hende. Det var smerte fuldt uanset hvad.
Derimod fik joaquin hende bare til at smile en smule. Han tjekkede hendes pupiller, som han frygtede at hun ville komme tilbage som en zombie. Samt den måde han ville have hende til at se hvor mange finger han havde. Hun krammede ham altid og aede ham på ryggen, som om hun var den der trøstede ham. Det var ren vane fra når faren sad der, så skulle hun altid trøste ham. Ikke at det gjorde hende noget overhovedet, hun havde intet imod det!
Hun nikkede til hans ord, mens hun holde øje med spille brikkerne. "Så længe du heller ikke bliver ad, hvor du skal stirre på dem mens de sover. " hendes stemme var drilsk, dog varm.
"Hvornår er det svære opgaver?" Hun kiggede op på ham, inden hun smilte drillende og rykkede sin konge. "Skakmat." Lød det fra hende, inden hun løftede brættet op. "Tak for spillet." Hun pakkede som altid spillet pænt væk inden hun gjorde noget andet eller fandt noget andet frem.
Lyden af farens stemme det kaldte på joaquin kunne høres nedenunder, han skreg nærmest efter ham, hvor i det joaquin kom nedenunder, stod faren på en stol i kjole og parykken liggende på bordet! "Edderkop! Dræb den! Brænd den gør noget!!" Lød det fra ham, mens han pegede på hjørnet.
Rose pakkede tingene sammen, da en lille rystelse fik glassene og tallerknerne til at klinge i skabende. Faren kiggede rundt og sukkede. "Et lille jordskælv... Typisk!" Han sukkede brædt! Da alting rystede voldsomt pludseligt.
Så store rystelser at stolene rykkede sig hen i hjørnet, han faldt af stolen, skabene åbnede sig og tingene faldt ud. Det var umuligt? Eller næsten umuligt at stå op på sine ben, uden at falde sammen. Vinduerne sprang og glasskår fløj ud over alt!
Et skrig ovenfra lød! Rose havde sat sig under sit skrive bord, da gulvet nedenunder begyndte at åbne sig en smule, hvilket fik det øverste til at sprække og taget til at falde sammen lidt efter lidt! "ROSE!" Lød det fra faren, det nærmest kravlede mod trappen, der va faldt sammen!

Hvornår opgaverne var svære? Med et skævt smil på læben, rykkede han igen på en tilfældig brik og lænede sig derefter tilbage, med armene bag hovedet.
"Når jeg skal udspionere i flere dage, gå undercover som et eller andet," forklarede han og lænede sig frem for, at hviske til hende. "Hvem ved, måske går jeg en dag undercover... som stripper," Han sendte hende et drillende smil, der hurtigt forsvandt, da hun sagde det klassiske ord, der betød at hun havde vundet denne omgang af skak. Med en rysten på hovedet, grinte han kækt og tog det sidste bacon i skålen. "Ja tak for spillet, en dag vinder jeg måske over dig," Drilsk blinkede han til hende, hvor han derefter rejste sig op og gik nedenunder, eftersom lyden af farens pivende stemme ikke kunne holde ham tilbage. Det han så, fik ham til at grine højt og lægge en hånd på maven.
Dagene i dette hus blev aldrig kedeligt! Specielt ikke med en far som ham da! Joaquin gik hen til edderkoppen, samlede den op med hænderne og aede den, som var den en lille kattekilling. "Slap af farmand, den gør jo..." Jorden der rystede under ham, fik ham til at stoppe sine ord og se sig omkring. En underlige følelse i maven, fik ham til at blive ved med at se rundt, endda selvom rystelserne var stoppet. Der var noget helt galt her...
Pludselig rystede jorden igen, denne gang voldsommere og det var ikke længere muligt at stå på sine ben. Ting fra hylderne, faldt rundt om ørene på Joaquin og det lykkedes ham, at undvige en af de tunge bøger, der skulle til at ramme ham i hovedet. Rystelserne fortsatte og fortsatte. Havde det ikke været for lyden af Rose skrig, var Joaquin blevet liggende hvor han var. Han vidste ikke hvad der foregik... hvad skete der!?
"Far!" råbte han efter ham, da den modige ældre herre var begyndt, at kravle op af den ødelagte trappe efter sin datter. Da Joaquin kiggede op, gav det et spjæt i ham, ved synet af taget der var ved at falde sammen. Rose var ovenpå... de måtte få hende væk! "Jeg teleportere mig op til hende far! Skynd dig i dækning!" Før faren kunne nå at protestere, havde Joaquin teleporreret sig op på værelset og så nu rundt efter Rose. Rystelserne gjorde, at han ikke kunne stå oprejst, så ned på alle fire begyndte han nu at lede efter sin søster.
"Rose!" skreg han så højt han kunne. "Hvor er du!?"
Gulvet begyndte nu at falde sammen under ham, hvilket fik ham til, at gribe hjælpeløst fat i en dørkarm, der mirakuløst blev der. Hurtig hev han sig selv op og kravlede ind på det værelse, dørkarmen tilhørte. "Rose!" skreg han igen.

Hans kommentar om at han måske blev stripper en dag, virkede højst usandsynligt, hvorfor være undercover som stripper, ville det i stedet ikke blive som vagt eller måske kunde. Hun grinte over hans kommentar, hvor hun stillede spillet på plads igen. "Det håber jeg du bliver. Mest fordi du sikkert ville elske den underlige form for opmærksomhed, eller det faktum af at du ville kunne more dig foran folk, der betaler penge for at se dig smide dit tøj." Hun rakte tunge af ham.
"Det ville være typisk dig." Hun så kort på ham, og derefter på sin seng. Hvor et lille smil formede sig på hendes læber. "Det håber jeg, du skal dog lige lære spillet bedre at kende, inden du kan vinde mod mig." Hun løftede sine arme og sendte ham et drillende smil. "Disse muller taber aldrig i nogle former for spil!" Hun lo af sin kommentar, hun havde nok de svageste arme nogle sinde. Nok mest fordi hun alligevel ikke kunne holde til at lave noget fysisk arbejde, samt det at løbe rundt som andre folk. Den dårligste kondition, samt de svageste muskler.
Da han forsvandt nedenunder satte hun sig i sengen, hun lænede sig en smule tilbage, for at se på skyerne fra vinduet af. Hendes øjne virkede mere livlige end de plejede, som om hun endelig havde fundet en mening med livet. fuglene udenfor vinduet, virkede dog mere anspændte. Alle samlet i en flok, mens de løb væk. Hvor hundene gøede, samt det faktum af at man kunne se ned på gaden fra hendes værelse af, hun lagde en hånd på ruden. Hvor hun nærmede sig glasset en smule, hestene virkede mere vilde end de plejede. De sparkede til deres låger og stejlede, mens hundene løb væk i flok. Hvorfor skete alt dette, vent... dyr de... Mere nåede hun ikke at tænke, før en lille rystelse skete, og en flænge spredte sig på roden - Hurtigt rykkede hun hænderne væk fra ruden, for derefter at kigge rundt. Dette kunne umuligt være det der skræmte dyrene? Hun drejede hovedet mod ruden igen, hvor endnu en rystelse spredte sig gennem stedet. Glasset sprang, glasskår fløj mod hende, dog skabte det kun små sår på hende, hvor hun endte med at falde ned af sengen. Hvilket var dette der skabte det høje skrig, smerten af at hamre hovedet ned i gulvet, for derefter at føle et lille glasskår have sat sig i hendes arm, fik hende til at skrige.
Hendes øjne spærrede op, i det hun var nødtil at rulle væk, for ikke at få skak brættet i hovedet. Rystelserne gjorde det svært for hende at gøre særlig meget, det var svært at kravle og føltes mere som om man forsøgte at stille sig op på en hest der stejlede eller løb på en grusvej. Hun kravlede i sikkerhed under sit skrivebord, hvor den velkendte bog faldt ned fra hendes bord, hurtigt trak hun den mod sig. Hvor et glas faldt fra skrivebordet og faldt ned, lige hvor bogen før havde været.
Lyden af Joaquins stemme, samt hendes far der råbte hendes navn fik hende til at dreje hovedet mod døren. Hvis hun kunne komme til døren, skulle det nok gå, hun kunne komme udenfor, væk fra de faldene ting. I det hun ville kravle mod døren, sprækkede gulvet. Skrivebordet rykkede sig mod den sprække der så småt var begyndt at falde sammen. Et tegn på at huset ville falde sammen.
Hun fik tåre i øjnene, mens hun halvt gispede efter vejret. Hendes puls bankede for hurtigt, dette var ikke godt, adrenalin var aldrig godt for hende. Ikke samlet med frygt, hun kunne høre Joaquin råbe. Men kunne ikke helt fremføre et ord, hvilket fik hende til at ryste. "JE!.." Hun klemte sine øjne sammen, mens lyden af tingene der gik i stykker, samt træ gulvet der splintrede - overdøvede alt omkring hende. "Jeg er her!" Råbte hun, hvor hun endnu engang forsøgte at kravle ud fra skrivebodet, i dette øjeblik faldt gulvet helt sammen, og Rose kunne ses falde ned mod hvad lignede en gigantisk revne, der var endeløs. Et skrig slap hendes læber, til hun nåede den nedrige etage, hvor hendes far greb hendes arm og trak hende op igen. "Rose!" Råbte han, mens han trak hende indtil sig. Hun holde fast i sin bog med den anden hånd, hvor følelsen af et knæk fra hendes arm, gjorde det klart for hende. Den brækkede, i det hendes far forsøgte at gribe fat i hende, og hendes krop hamrede mod jorden.
Han rettede blikket op mod Joaquin, eller nok mere den øvrige etage. "Joaquin, kom ud derfra!" Han gjorde sit bedste for at kravle væk fra revnen, den virkede til at blive større og større. Hvis han ikke kom væk, ville han selv falde i, sammen med Rose. Dog var han nødtil at anerkende, at have kjole på, i sådanne øjeblikke var forfærdeligt! Man kunne ikke bevæge sine ben ordentligt, uden at have chancen for at træde i den, og ikke komme nogle vegne!
Adrenalinen pumpede en del i begges åre, hvilket gjorde at Rose næppe kunne mærke smerten fra hendes brækket arm, den var i det mindste ikke voldsomt brækket. Man kunne ikke se knoglen, men en lille bule var dog synlig, samt det at hun ikke kunne bevæge den ordentligt.

Det var en følelse han aldrig havde mærket før der kørte igennem ham, da han så gulvet falde sammen under Rose og hende falde sammen med brædderne. Han ville skrige hendes navn i rædsel, men lyden kom aldrig ud, i stedet sprang han bare frem og forsøgte at gribe hende, fuldkommen klar over at det ikke kunne lade sig gøre. Dette måtte ikke ske, det måtte ikke ske. Han var nær selv faldet ned sammen med hende og blevet en del af det tidligere loft. Dog landede han på en løs brædde og kunne nu kun se hvordan Rose faldt videre ned. I det øjeblik mærkede han tåre presse sig på, de var tunge og skubbede hårdt bag hans øjenæbler, men blev skubbet tilbage så snart deres far greb Rose og forhindrede hende i at falde. Han undslap en lettet lyd og glemte nærmest det faldne hus omkring dem, indtil brædden han var på rykkede på sig i et hårdt ryk. Hurtigt sprang han væk igen og hørte nu sin far kalde på ham. Han var nød til at få dem væk herfra!
Med sin største koncentration transporteret han sig over til dem begge, lagde en hånd på dem begge to og sendte et beroligende smil. Lige inden hullet blev større og hev dem med ned, brugte Joaquin alle sine krafter til at transportere dem ud af huset, få meter fra det, så de var stadig ikke fuldkommen i sikkerhed. Men de var ude af huset. Hurtigt hev han Rose ind til sig, imens han hev voldsomt efter vejret og kunne mærke sin egen energi forsvinde. Det var et meget dårlig tidspunkt det valgte at forsvinde på!
"Vi må væk.. nu," hviskede han til dem.
Jorden rystede stadig under dem, det var dog blot som om, at det var begyndt at blive blidere rystelser. Eller også var han bare ved at besvime..

Det gjorde underligt nok ikke ondt endnu, det at armen brækkede omkring 3 steder, virkede af en underlig grund ikke til at give hende en del smerte. Sikkert på grund af hendes adrenalin, der pumpede i årene. Hun så kort op på sin far, der allerede havde fået hende trukket ind i sine arme. Hans tåre der landede på hendes runde kinder, mens hun selv følte sin puls stige, samt tårerne der næppe ønskede at stoppe, så snart de blev synlige i hendes øjenkrog, ønskede de ikke at stoppe igen.
Hun følte kort Joaquinds hånd der lagde sig på hendes skulder, hvor de alle forsvandt ud af huset. Hvis man så tilbage på det, kunne man se hvordan resten af det faldt ned i revnen. Hun klemte sine øjne sammen, nu mistede hun endnu engang alt. Hendes minder, hendes malerier af sine mor. Flyttekasserne der før havde været på Joaquins værelse, alle de ting der var i dem. Hendes mors kjoler, hendes mors smykker, alt der beviste at hendes mor havde levet, var nu forsvundet. Sammen med alle deres ting, og minder. Hvad nu? Deres penge lå jo heller ikke ligefrem i et andet hus, alt de havde, ville nu kun være de få mønster de havde på lommen. Hvad ville de kunne spise af, Joaquin ville sulte, hendes far ville sikkert begynde at arbejde hårdere. Hvad nu med Joaquin, han skulle ikke føle sig hjemløs igen, alting skulle nok gå... De måtte... Følelsen af Joaquin der hev hende tæt indtil sig, fik hende til at gispe kort. Stadigvæk med den raske hånd der holde hendes bog tæt indtil sit hjerte, så hun op mod himlen. Rystelserne var ved at blive blide, men stadigvæk farlige. De kunne ikke være her, det ville ende galt.
Hun klemte sine øjne sammen, den brækket arm, dinglede bare som et livløst objekt med stof over sig. Hun hev en smule efter vejret. Hvor hendes far hurtigt kom på benene igen, han greb fat i Joaquins skulder. "HOLD DIG VÅGEN!" Lød det fra ham, han anede intet. Hvad nu hvis Joaquin havde fået noget i hovedet oppe på loftet, eller måske havde hans kræfter taget en del på ham, alt i alt, kunne det være farligt for ham at falde i søvn. Og det var som altid farligt for Rose at falde i søvn, da man aldrig vidste om hun besvimede, eller om hendes hjerte stoppede. Han greb fat om Joaquin, hvor han smed ham over skulderen og løftede lidt op i den lange kjole, for derefter at gå hurtigt væk med ham. Rose fulgte efter, hun var trods alt ikke så såret, eller mistet energi på samme måde som Joaquin. Alt der var sket for hende, var trods alt bare en brækket arm.
James(Faren) holde godt øje med Rose, sikrede sig hele tiden at hun var i nærheden. Og tro det eller lad vær, men han satte enkelte gange Joaquin ned, for at løbe ind i andre huse, hjælpe med at få folk ud af et stykke træ der var faldet over dem, hvor han til sidst valgte at smide kjolen på jorden, og rende rundt i lange underbukser. En bedre måde at sikre sig, så han ikke faldt i stoffet. Han hjalp hvor han kunne, selvom det betød at han skulle efterlade Rose og Joaquin alene. Men rystelserne virkede næppe så farlige mere, de virkede mildere som om de var ved at forsvinde igen. Han hjalp mange steder, hvor Rose stod tilbage med Joaquin. Endelig kom smerten, fra den brækket arm. Følelsen af knoglen, der ønskede at skære sig selv ud af hendes hud, som ville den springe ud, men ønskede ikke at bestemme sig, om det skulle være oppe eller nede fra. Knoglen var tydeligvis brækket, og måtte sættes på plads igen. Dog stoppede det hende ikke, fra at tjekke til Joaquin, køre et stykke stof over hans pande, mens hendes tåre stadigvæk kørte ned af hendes kinder. Hun forsøgte endnu at holde et smil på sine læber, men tårerne ødelagde det en del.

Mørket faldt aldrig over ham, han holdt sig vågen og støttede sig engang imellem op af Rose. Han forsøgte dog at lade være med det, eftersom hun havde brækket sin arm og var den der havde brug for støtten. Så godt han kunne, forsøgte han at ryste trætheden af sig selv og holde øjnene åbne. Han skulle snart ud og lede efter energi, desværre var der dog ingen her han kunne tage det fra. Alle havde brug for deres egen energi lige nu, at stjæle den ville være... Ondt? Siden hvornår gik han op i om han var ond eller ej?
Han så ned på sin såret søster og mærkede igen den såkaldte bekymring vokse inde i ham. Derefter søgte hans blå øjne rundt. Hans far var som altid en fantastisk person, tænkte mere på dem der havde brug for hjælp end ham selv, også kun iført kjole!
Igen så han ned på Rose og smilede svagt til hende.
"Vi... vi må finde en støtte til din arm," sagde han og så sig omkring. "Selvom det nok er umuligt lige nu," Han så ned på hende igen. "Det skal nok gå.." I det han drejede hovedet om igen, fik han øje på en lille samlet gruppe nogen meter fra dem. De var selv i fuld gang med, at heale og hjælpe hinanden, måske de kunne hjælpe Rose.
Med rolige bevægelser, gik han hen til dem og bad om forbinding, hvilket de heldigvis havde. Hurtigt tog han imod den og forbandt Rose's arm ind, altså godt han nu kunne, eftersom han ikke havde prøvet det før. "Du klare den godt lille Rose, det må man give dig," Han forsøgte som sagt at berolige hende.