You can't live with or without guards - Markos

V: Det er overskyet, og det støvregner.
S: Gaderne
T: formiddag
O: Gaderne med få folk her og der. Vagter går deres runder og holder alt i orden.
Påklædning: [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en rolig dag i gaderne. Der var ikke den største trafik heroppe hos de bedre stillede, men det var nok for Demiah. Halen vippede let, mens hun sad på taget af et af husene, og holdt udkig efter et offer.

En stor og flot udseendet dame gik forbi, med sin lille mand i hælene. Det var morsomt, og virkede nemt. Demiah lavede et sidste vip med halen, før hun stille hoppede ned på vejen. Hun havde kontrollen over situationen, de havde ikke. Demiah smilede roligt, mens hun hurtigt snigede sig mod parret. Det var næsten for nemt, men det kunne jo ikke være evigt svært at stjæle. Manden hoppede for meget til at noget kunne tages fra ham, men kvinden ville være perfekt. Med to hurtige skridt fik hun fat i en pose med halen, og snippede snoren mellem posen og bæltet med en af sine fine kløer.

Det var for nemt. ”Harold, lad være med at røre ved mig!” råbte kvinden pludseligt. Det var gået galt. Manden, kaldet Harold, skulle lige til at svare, før han så Demiah, og med skræmte øjne forsøgte at ytre en sætning. Kvinden lagde mærke til det, og vendte sig om ”Harold, hører du hvad jeg…”

Opdaget. Kvinden begyndte at skrige højlydt, og Demiah bakkede lidt fra hende. Det gjorde ondt i ørerne. Vagter begyndte at dukke op, med hævede våben. De forventede tydeligvist et monster, og de fandt en tyv der lignede nok. Demiah satte benene i gang, og løb væk fra vagterne. De var hurtige, men var de hurtige nok?

Ned blandt bygninger, og forbi folk der blot stod og kiggede, løb Demiah. Dette var en fejl, det var tydeligt. hun nåede til et hjørne, gled på den lettere glatte vej, og rendte ind i et eller andet. Inderst inde bad Demiah til alle guder og titaner om at det ikke var en vagt, mens hun faldt fladt på vejen.

Markos havde lige taget sig en pause fra arbejdet, og var derfor lige udenfor i den milde støvregn. Han nød det, det hjalp ham med at få en del af soden af på hænder og ansigt, hvilket også var grunden til at han gik og flere gange kiggede op i himlen, hvilket viste sig at være lidt af en fejl at gøre mens man gik forbi et hjørne.

Han kom med et lavt støn og pustede luft ud af munden da noget dumpede ind i ham, eller var det måske ham der dumpede ind i nogen? han kiggede ned på jorden, hvor personen han var stødt sammen med. Han var selv lige vaklet et enkelt skridt tilbage da han var stødt sammen med hvad der lignede en ung kvinde. Markos lagde i første omgang ikke mærke til at det var vagter der var efter hende, og ville derfor bare hjælpe hende op. Han trådte skridtet tilbage til der hvor de var stødt sammen. Han bukkede sig ned og rakte en hånd ned til hende.

"Her lad mig hjælpe dig op."

Han sendte hende et venligt smil, mens han nu lagde mærke til hendes påklædning, der var nok ikke den store chance for at hun bare var ude på gaden, og jagtet af nogle tilfældige folk. Han vidste derfor ikke om han skulle hjælpe hende med at komme væk eller ej, hun lignede jo lidt en tyv. Han kunne dog heller ikke lide tanken om at holde hende hen for at give hende til vagterne. Han stod derfor lidt bare og kiggede på hende efter han havde hjulpet hende op.

Vagterne kunne nu høres løbende i deres retning og tæt på, lyden af deres metalbeslåede støvler rungede gennem gaderne. Der var ingen tvivl om at de var meget tæt på nu, og at de kom fra mere end en retning, damn de ville gerne have fat i hende var den eneste tanke han havde, kunne hun virkeligt have gjort noget så slemt. han kunne ikke se noget blod, eller sågar et våben. Hun kunne derfor ikke have slået nogen ihjel så hvorfor så mange vagter? Det slog slet ikke Markos at det kunne skyldes hendes udseende.

Demiah så op på den fremmede, da han bukkede sig ned. En almindelig mand, ikke en vagt. Der sad sod på ansigtet og hænderne. Der skulle være en smedje i nærheden, det nærmeste sted hvor man kunne få sod på sig. Mandens ord gav Demiah et hint om at hendes udseende ikke skræmte ham. Hvorfor ikke? Hans smil hjalp hende kun med at blive mere sikker på sin konklusion, venligt og kønt

Det ville ikke hjælpe nogen af dem, hvis hun blev liggende, så Demiah tog imod hånden, imod hjælpen med et stille ”tak” og et forsigtigt smil. Hun kunne lige så godt tage imod hjælpen når den var der. Mandens mimik ændrede sig. Han havde tydeligvist lagt mærke til noget der ikke passede ind. Tøjet af en tyv, udseendet af et udyr. Hvad det var han fangede først, havde ingen betydning. Demiah kunne ikke lide at manden bare stod og kiggede. Begyndte han at råbe, ville Demiah slå ham ud. Hun kendte nok til folk og deres reaktioner til at det ikke var helt urealistisk.

Uheld på held. Lyden af vagternes støvler fik Demiah til at vende sig om. Én lød til at være tættere på end de andre. ”hjælp mig med at komme væk, eller stik af.. For din egen skyld” Hun havde ingen planer om at være for uvenlig, med ord, mod en som ikke havde gjort hende nogen skade.. endnu. Det ville dog alligevel være rart med noget hjælp.

En af vagterne nåede hjørnet, og kiggede. Han var tydeligvist forpustet, men det ville han ikke være meget længere. Med en hurtig bevægelse skubbede Demiah vagten ind mod muren. Han havde glemt at binde remmen, så hjelmen gik skævt på hans hoved. Perfekt. Demiah tog hurtigt hjelmen af vagten. Et ungt menneske, af udseende. Han var chokeret, overrasket, hun var målrettet. Demiah tog et skridt tilbage, og slog til med et støn og ordene ”sov godt.” Vagtens øjne lyste af frygt, til hans hoved og hjelmen kolliderede. Lyset gik ud. Demiah lagde hjelmen ved vagtens fødder. Hun kiggede på hans hoved et kort øjeblik. Det blødte, men det var ikke meget. Han ville klare den. Det var ham eller hende, det vidste hun, det havde han fået lært. Han ville overleve det.

Han smilede ved hendes tak, det der slog ham mest var uden tvivl tøjet, men da hun talte til ham, følte han det lidt som at han ikke havde noget valg. Der var ingen grund til at flygte for sig selv hvis han havde nogen grund til at flygte selv om han ikke ligefrem kendte til nogen grund for at han skulle flygte. Men han besluttede sig for at det rigtige ville være at hjælpe hende. Han vendte sig om mod hende for at tilbyde hende hans hjælp som hun slog vagten i hovedet med hans egen hjælp.

"Jamen så følg med mig, jeg kender et sted du godt kan gemme dig."

Han vidste der ikke ville være nogen vagter der kunne høre ham tale til hende. Han forventede hun ville følge efter ham, da hun jo egentligt havde bedt ham om hjælp. Så han førte hende bare med sig ind i en gade, hvor han førte hende længere ned. Endnu en vagt havde fundt vej hen til dem. Markos skubbede ham ned af en gyde hvor ham tumlede lidt rundt, og han skyndte sig så videre ned af en gade hvor han bare sørgede for at hive hende med sig, før han endelig stod foran døren, som han åbnede. Det var ind til smedjen hvor han arbejdede. Der var flere gemmestede hvis det ville blive nødvendigt for dem at gemme sig.

"Kom med ind, der skal nok være nogle steder at gemme sig hvis det bliver nødvendigt."

Han sendte hende igen et smil, og efter han var kommet ind gik han hen til en tønde der stod i den ene side, hvor han begyndte at skylle sit ansigt og sine hænder for at få fjernet sodet.

Manden fik Demiah tilbage til virkeligheden med sine ord. Det var tydeligt at han ikke var intimideret, skræmt. Demiah kunne ikke bestemme sig om det var rart eller ej, men hjælpen var velkommen under alle omstændigheder. Hun sørgede for at holde sig tæt på manden, matchede endda hans skridt, så godt som muligt, som de fandt vej ned ad en gade. En vagt dukkede op, som ud af det blå.
En overraskelse, men ikke en god en af slagsen. Dog før Demiah havde lagt sin hurtige slagplan og reageret, var vagten skubbet ned i en gyde, og Demiah selv blev hevet af sted, ned ad en gade, som, fra den vinkel, virkede underligt bekendt. Før gaden var identificeret, var de nået til frihedens dør. Eller det var hvad Demiah ville elske at kalde den. Uden en lyd, men med et lille gengældende smil, hoppede Demiah ind. Varmen var helt utrolig fantastisk. Det gav en helt speciel energi og glæde. Lugten var heller ikke til at tage fejl af.

De var i smedjen. Hyggeligere sted var svært at finde, og Demiah kunne ikke undgå at nyde synet i et øjeblik. Hun havde ofte sneget sig ind i smedjer, som lille, og elskede det rolige nostalgiske stund.
Demiah sukkede. Virkeligheden skulle være sådan, men virkeligheden var kold og hård. Virkeligheden var at hun havde brug for at kende til alle de mulige gemmesteder. Med sit trænede øje blev der fundet nogle passende gemmesteder. Ikke perfekte, da det ville tage længere tid, men gode nok til at holde hende i live, hvis det blev nødvendigt.
Da Demiah endeligt vendte sin opmærksomhed tilbage til manden, stod han ved en tønde. Soden var ved at være væk fra både hænder og ansigt. Hun udnyttede den tid det tog på at observere ham. Han var tydeligvis en stærk mand, som forventet. Et let skær af mørke lilla fangede hendes øjne. En draconian. Ikke nok med det, så var manden også flink nok, og havde risikeret sin egen velvære for at hjælpe hende.

Hvordan skulle hun komme videre herfra? Det var for stor en chance for Demiah. For stor til at spilde på pjat. Hun måtte lægge en plan. Måske udnytte forskellene.
Han var tydeligvis stærk og havde størrelsen der passede til det, hvor Demiah selv var tynd, og virkede svagere end de fleste. En idé, et spil, som ville blive en fordel for hende. Hun ville spille på sit svage udseende, udnytte hans hjælpsomme sind, lure ham tættere til sig, som et barn til en hvalp. Hun havde brug for et sikkert sted, og han kunne give det til hende. Hvis det gik, ville hun sørge for, at ingen skulle såre ham. Holdt han hende i live, holdt hun ham i live. Så længe han ikke kendte til hendes fulde identitet.
”Jeg.. jeg tror ikke at jeg ville have sluppet væk derfra uden din hjælp, så... Mange tak”
Demiah sendte manden et forsigtigt og nervøst smil.

Han lagde godt mærke til hvordan hun trak vejret ind i gennem næsen da de kom indenfor i Smedjen, enten var hun overrasket eller også brød hun sig om lugten og varmen i smedjen. Han kiggede sig omkring i takt med at han kunne se at hun også kiggede sig omkring, forhåbentligt så ville det ikke være muligt for dem at finde vej hen til dem, og hvis de kunne så måtte han bare håbe på at de ikke fandt hende, han kunne muligvis selv tale sig ud af situationen, men det var der absolut heller ikke nogen garanti for.

"Nåååh men sig mig så hvem er det jeg har med at gøre?"

Han spurgte hende allerede inden hun selv havde sagt noget, hvilket også var derfor han kiggede undrende på hende da hun takkede ham for hjælpen, hendes måde at takke på var meget anderledes end den måde hun havde talt til ham tidligere, men det kunne jo være at det tidligere mest af alt bare havde været en facade for at undgå at virke for sårbar i en situation hvor han kunne have solgt hende ud til vagterne.

"Det var ingenting, jeg ved ikke hvorfor de jagtede dig, men jeg kender vagterne godt nok til at vide at det sjældent går anholdte kvinder det særlig godt"

Han sendte hende et roligt smil. Han pegede så over imod en dør i den ene side af rummet, det var nok bedst hvis hun gik derind for at gemme sig indtil de kunne være nogenlunde sikre på at der ikke kom nogen. Det var rummet hvori de opbevarede kullet der blev brugt i essen, hvilket dog også betød at hun nok ville komme til at blive en smule beskidt.

"Derinde er der en bunke kul, hvilket nok er det bedste sted jeg lige kan tænke på at du kan gemme dig i, hvis de kommer skal jeg nok fortælle dem at du flygtede ned af vejen. I tilfælde af at de ikke tror mig og er meget faste på at gennemrode, så kan du prøve at kravle ud af skakten der er derinde."

Han sendte hende et roligt smil, han åbnede døren men gjorde ikke mere, det var op til hende selv om hun ville gemme sig, det kunne jo også være hun havde en eller anden form for plan der kunne bruges i stedet.

Demiah var ikke forberedt på at blive spurgt ind til om sin identitet, hvilket sendte en følelse af ægte nervøsitet igennem hendes krop. Hun kiggede ned på jorden, og løb fingrene gennem sit hår. Det ville ikke kunne skade hende at give en smule af sin identitet væk, sit navn, hvis det var det rigtigt valgte navn.. Et navn var som at have et minetaurhoved hængende over sig, med kun et stykke reb til at holde det oppe, selvom man befandt sig under det i næsten alle døgnets timer. Eller det var det Demiah mente.
“Jeg.. kaldes oftest Longnail.”
Svarede Demiah stille, og viftede lidt med sine fingerkløer. Hun var blevet kaldt det før, for mange år siden, sin mors kælenavn til hende.
Demiah vidste godt at det aldrig kunne gå godt, at blive fanget, men fik alligevel kuldegysninger af at manden nævnte det. Almindelige folks reaktioner på hende var slemme nok til at hun aldrig ville tages af vagter.
Mandens rolige smil, beroligede Demiahs sind, og hun sendte et lille smil tilbage. Hun kiggede over hvor manden pegede, og lyttede til hans ord. Det eneste der bekymrede hende var hendes kappe, som hun tog af og foldede let sammen. Det ville være nemmere uden den på, og hun kunne jo ikke takke nej til det perfekte gemmested.
“Tusind tak. Jeg ved end ikke hvad du hedder, men jeg er dig evig taknemmelig.. Må Elona’dals lys holde dig sikker, og Del’sharkas mørke tage alle der ønsker at skade dig.”

Med disse ord gik hun ind i rummet, med skakten i synsfeltet, og begravede sin kappe bagerst i bunken. Hun sendte et blik tilbage mod manden med et smil.
Nu skulle Demiah selv gemmes væk. Hun kunne lige så godt følge sine krybdyr-instinkter. Uden bekymring for hverken afsmitning på hende selv eller tøjet, rullede Demiah sig igennem kullet og forsvandt i dets mørke. Her ville hun kunne ligge og slumre hvis ikke det var for alvoren i situationen.

Kom vagterne ind og gjorde det svært for hendes fine nye ven, måtte hun foretage et valg.
Stikke af, med livet som gevinst, og risikere at miste en værdifuld person, eller blive, risikere livet og kæmpe. Der var ikke noget midt imellem.

Han kiggede på hende som hun fortalte ham sit kaldenavn, et rigtigt navn havde været rart, men det var uden tvivl bedre end ingenting, da det i det mindste gav ham noget at kalde hende end tøs, pige, kvinde eller lignende. Han nikkede derfor roligt også som for at fortælle hende at han forstod hvorfor hun ikke gav ham mere af hendes rigtige navn.

"Kan regne ud at det her ikke er første flugt du har været på så."

Han sagde det en smule drillende, som han hjalp hende ind i rummet og hjalp hende med at gemme sig i kullene. han sendte hende blot et smil som svar til hendes ord om hvor stor en hjælp han var. Han rystede bare en smule på hovedet imens som om at hun ikke skulle give ham så meget taknemmelighed. Han hjalp hende lige kort med at gemme sig, før han gjorde sig klar på at vagterne ville komme forbi.

Det bankede hårdt på døren som vagterne dukkede op. "Åben døren eller vi sparker den ind!" blev det råbt af mændene der stod på den anden siden af døren og det gav ham intet valg. han skyndte sig hurtigt hen og åbnede døren. "Hvor er hun henne?" blev det råbt som de skubbede til markos og han tumlede ind i hans armbolt så lyden af en hammer der faldt til jorden rungede i rummet.

"Jeg ved ikke hvad i taler om? Jeg har ingen kvinder til stede... Det her er en smedje og ikke et horehus i kan komme og mænge jer i..."

Det sidste kom bag på ham at han sagde, hvilket blev tydeligt da det sidste af sætningen blev nærmest slugt. Han kiggede på vagterne, de kiggede begge på hinanden som om de ville blive enige om hvad de skulle gøre. Den ene af dem hev en kølle frem og begyndte at slå den imod armbolten i et roligt tempo.

Demiah kunne ikke lide mandens observation, men smilede blidt og hviskede
“Med mit elskede udseende skal man kunne flygte.. hurtigt.” Hun var godt klar over at hun en dag ikke ville kunne løbe væk, og måtte stå fast, men om den dag blev denne eller en anden, var hun ikke klar over. Kun tiden ville kunne vise det.

En højlydt banken fik Demiah til at ligge helt stille. Hun trak knap nok vejret som manden skyndte sig ud. Hvad ville der ske med ham, med dem? Den bekendte lyd af noget der ramte ambolten nåede Demiahs ører. Hvad der skete var ikke godt, det vidste hun. Hun var for nervøs til at smile over mandens ord, kunne mærke hjertet banke helt i halsen. Var hun nervøs for sig selv, eller denne hjælpsomme mand? Demiah fik ikke lang tid til at tænke over det, før en mærkværdig lyd nåede ind i rummet. Den var for blød til at være den normale hammer, og det eneste sted hvor de specielle, høje lyde kunne laves var på ambolten.
Et gisp satte sig fast i halsen, da Demiah indså hvad der nok foregik. Hvis de forsøgte at lure hende ud fra sit skjul, ville både hende og manden være dårligt stillet. Men hvis hun blev liggende, ville de kunne skade ham. Hun måtte gøre noget, hurtigt.

Med hårdt bankende hjerte kravlede Demiah forsigtigt ud fra kullets mørke. Vagterne havde for travlt med at holde øje med manden til at høre eller se andet.
Sikke et held. Med et hurtigt blik rundt i rummet, fangede Demiah en skovl, og stillede sig hastigt op mod væggen. Med skovlen tæt mod kroppen, listede Demiah stille ud af rummet, åbnede kun døren nok at hun kunne klemme sig ud. Hun var næsten lige bag vagterne, da hun rettede sig op, og holdte sig kampklar klar. De skulle aldrig behandle nogen sådan igen.
Demiahs rystende stemme lød næsten som et barns, da hun endelig tiltrak sig opmærksomhed, med ordene
“Undskyld, er det mig i leder efter?”, og et slag i ryggen af den kølleløse vagt. Et slag som desværre ikke uskadeliggjorde ham.

Han bakkede en lille smule væk fra vagterne da de begyndte at banke til armbolten, han havde ikke den store lyst til at kaste sig ud i et slagsmål med dem. Han havde aldrig været glad for at skade andre mennesker, så han ville se om han ikke kunne komme ud af det uden at skulle op og slås med dem. Han forsøgte at få et smil frem, hvilket bare gjorde at han så mere nervøs ud.

"Hey hey, rolig nu, der er da ingen grund til at i spilder jeres dyrebare tid med mig, når i burde være ude på runde og fange kriminelle som i er så gode til?"

Han gjorde det ikke bedre overhovedet, da han ikke kunne undgå at lyde en smule sarkastisk overfor dem. Han kiggede på dem som den ene af vagterne, ham med køllen, greb ud efter ham. Markos nåede lige at hive sig tilbage så han ikke blev grebet af manden som næsten tumlede henover armbolten. Han kiggede så chokeret på den anden vagt, da han spottede at hun stod bag ham og gjorde klar til at slå ham i ryggen. Det her ville ikke være nemt at komme sikkert ud af.

Han var nød til at gøre noget, så han greb hårdt fast i den ene vagt og bankede hans hoved så hårdt han kunne ind i den anden vagts hoved. Da han gjorde det kunne der ses små næsten glødende skæl på hans arme, og de glødede igennem hans tøj og kunne ses til at dække hele vejen op af hans arme og skuldre, og lidt ned af ryggen. Begge vagter blødte nu fra hovedet. Hun havde helt seriøst lige reddet ham en mulighed for at komme ud af den her situation, men de skulle skynde sig væk herfra hurtigt.

"Kender du et sted vi kan tage hen? Fordi her kan vi ikke blive, da de snart vågner og selv hvis vi slæber dem et andet kommer de nok her tilbage. Så håber lidt du kan hjælpe med et sted?"

Han så på hende, og var tæt ved at smile og grine en smule over hvordan hun var smurt ind i kul og sod.

Det var ikke noget hun havde forventet, men at se vagternes hoveder blive banket sammen var interessant. Skællende var mere interessante, med deres fine glød, som underligt nok dukkede op mens han slog deres hoveder sammen. Hun stod og beundrede skællende da det slog hende. De var nu i store problemer. Heldigvis tænkte hendes nye ven det samme. Der var tilfældigvis ét sted som Demiah kendte til hvor vagterne aldrig ville kigge.

Med hastige skridt gik Demiah ind i kul-rummet og gravede sin kappe frem.
“Jeg kender ét sted.. De vil aldrig kigge der.” Hun tog kappen på og viklede halen om sit venstre ben. Hun kiggede et øjeblik på mandens kamp mod smilet.
“Jeg ved ikke hvad der lyser dit humør op, lige nu, men det er ikke passende i vores nuværende situation.” Demiah gik over mod den dør de var kommet ind af, og kiggede ud, efter vagter. Der var overraskende tomt, men der var heller ikke langt til hendes gamle hjem. Hun havde selv spredt rygter om at der var hjemsøgt, for at ingen skulle komme derind. Nu skulle hun bryde dets hvile, fred for at overleve.
Med en viftende hånd bød hun manden om at følge med, mens hun gik ud i gyden og trak hætten op. De skulle være hurtige for at undgå at blive opdaget.

Den forladte bygning var lige kommet til syne, da lyden af fodtrin kom fra en sidevej. Lyden var for tæt på til at de ville kunne flygte efter hendes kendskab, og kamp ville bringe dem begge i større fare. Et greb, et tip, en metode hun havde fået fra en kollega virkede som det mest optimale. Medmindre hendes fine, stærke ven havde en plan, ville hun gribe fat i ham, og trække ham ind mod den nærmeste mur med et kys. Demiah var skuffet over at hendes første kys skulle være sådan, men sikkerheden var vigtig. Vagter tog sig sjældent af de unge par i det område, og alt det mærkværdige ved Demiah var skjult.
De var tre, og tog sig knap nok af at de lignede ethvert andet nyforelsket par. Da vagterne endelig var ude af syne, trak Demiah sig lidt væk, og kiggede væk.
“Undskyld… Jeg, eh.. Det virkede.” Hun smilte nervøst i et øjeblik før hun fortsatte ned mod den forladte bygning. Det var nemt at komme ind i den gamle, støvede bygning, efter en snor var blevet snippet.
“Der har ikke været nogen herinde i… lang nok tid. Ingen kender til kælderen, så vi kan gemme os dernede, hvis det bliver nødvendigt.”

Han kiggede på hende, en smule overrasket af hvordan hun reagerede over at han smilede. Han sendte hende derfor bare et smil, og rystede på hovedet med et skævt smil som for at fortælle hende at han altså ikke lod sit humør ødelægge af den slags her. Han fulgte dog bare efter hende med det samme da hun fortalte hun havde et sted og på vejen mod døren fortalte han så også hvad det var han havde smilet over.

"jeg smilede bare over hvordan din hud blev sodet til, så du bør nok tage et bad om muligt når vi når frem."

Han fulgte så med hende ud på gaden, lige som hende forsøgte han ikke at sige så meget. Han kiggede sig lidt omkring som hun hørte lyden af fodtrin. Han blev meget overrasket da han mærkede muren mod hans ryg, og så hendes læber mod hans. Hans tanker flakkede hurtigt, omkring hvorfor. Men han kunne ikke undlade at gengælde det og hans arme lukkede sig rundt om hende, indtil hun gjorde an til at slippe.

"øhm det er helt... helt i orden... Det er jo ikke ligefrem fordi jeg tog skade af det... tvæ..."

han grinede som han fulgte efter hende indenfor i bygningen. Han kiggede sig omkring og kiggede så over imod hende. Han nikkede i første omgang bare som svar til det hun sagde mens han forsøgte at finde ud af hvad der var derinde i rummet. Han vendte sig så imod hende.

"Er det muligt at tage et bad et sted i bygningen? Fordi du ligner en der kunne bruge et, og jeg kunne uden tvivl godt bruge et."

Han sagde det med et grin, mens han kiggede sig omkring. Hans humør var altid højt, han tog ikke alting så seriøst, ikke fordi han ikke troede noget kunne gå galt, eller kunne se risikoen i tingene. Nej han tog det ikke så seriøst da han ikke troede på det hjalp, han følte sig meget bedre istand til at klare tingene hvis han holdte humøret højt.

Demiah rødmede svagt, ved at hun indså, at det var svært at slippe følelsen af at en anden person, at en mand havde været været så tæt på hende. Læberne kæmpede for at beholde noget af følelsen hos sig. Det var distraherende. Demiah tog endda sig selv i at prøve på at ignorere ham, til de var inde i bygningen.
Rummet de stod i havde et bord midt i det hele, et par stole som lå på gulvet. En spand med et hullet klæde over sig stod præcist midt på bordet, kun fordi Demiah havde haft lyst til at den skulle stå sådan, og aldrig havde flyttet den igen. Ildstedet var næsten i den anden ende af rummet, hvor der ikke langt fra var en trappe med brædder der sad let skævt. Det var et under at kælderen ikke var fundet, når det var gemt sådan, men der havde altid været stabilitet som forklaring. Demiah vidste at der ovenpå ville være en gammel faldefærdig seng, hvis den ikke var faldet sammen nu, et skab med hvad der skulle være tilbage af Tiras kjoler og andre klæder, og en lille æske, som aldrig var blevet åbnet og aldrig skulle åbnes. Deroppe var også et vindue som pegede direkte ind mod den ene nabo. Den havde engang været brugt meget, så Demiah kunne snige sig ud. Tira havde solgt meget før hun var gået bort.
Minderne satte en stopper for næsten alt hvad der før havde foregået i hendes hoved.
“Vi har kun den ene spand at gøre godt med.. Og hvis jeg husker rigtigt ligger der en brønd i nærheden.” Demiah kiggede på ham, og havde besvær med at holde et skævt smil tilbage.
“Et bad? Nu troede jeg at vi var blevet barbarer og ikke behøvede det.” Smilet voksede og hun grinte et kort øjeblik.
Demiah  rystede kort på hovedet, gik mod den bræddebeklædte trappe og trak i brædderne. Det bandt lidt, men holdte overraskende godt. Der var ikke langt ned til jorden. En meter mindst. Der var stadig et olielys liggende dernede, tæpper og en mindre kiste som nok var tømt for sit indhold af tørret kød af rotter.
“Så mange dejlige minder dernede.. Egentlig ikke, men der er sikkert, og ellers kan vi altid hoppe over til naboen. Han elskede at få besøg fra mig.. Han blev altid så dejlig højlydt når han så mig.” Demiah sukkede højlydt over sin forfærdelige joke, og vendte sig mod sin nyeste ven.
“Jeg mangler egentlig stadigvæk at høre dit navn.”

Han fulgte blot efter hende, lidt ærgeligt at der ikke vvar nogen ordentligt måde at tage et bad på da det at bruge en spand ikke ligefrem ville være sikkert da de så skulle ud for at hente vandet hvilket betød at de kunne risikere at blive opdaget af vagterne især når man skulle gå så mange gange som det nok ville være nødvendigt for dem med den lille spand.

"Så må badet jo nok desværre vente indtil at vagterne er faldet ned og lader os få ro til at at klare det?"

Han sendte hende et roligt smil, og hjalp hende blot med at få åbnet ned til kælderen. Han kiggede ned, inden han satte sig på kanten og lod sig falde ned til jorden hvor han begyndte at tænde op for olielyset så de kunne få bare en smule lys dernede. Det var ikke fordi der var meget plads dernede, men han forventede heller ikke ligefrem at de skulle bruge meget tid nede i denne kælder. Han tænkte maks nogle timer måske en overnatning og så ville de nok være glemt af vagterne. Han lagde sig ned på tæpperne der lagde dernede, og smilede blot. han kiggede rundt for at finde ud af hvad der var.

"Jeg hedder Markos, men så skylder dig mig vidst også dit rigtige navn?"

Han sendte hende et skævt smil, han ville gerne høre hendes rigtige navn men han ville heller ikke tvinge hende hvis hun virkeligt ikke ville fortælle ham hendes rigtige navn men det regnede han da med at hun gerne ville nu hvor han havde hjulpet hende så meget han havde.

Demiah kiggede kort på manden.
“Bliver det nødt til. Tror næppe at vagterne vil falde på nogen måde, og mindre endnu, lade os komme forbi dem endnu en gang.” Hun fangede det rolige smil han sendte, som han virkede meget glad for at sende, og sendte et tilbage, som ekstra svar. Hun vidste ikke helt hvor glad hun var for hjælpen med at få åbnet op til kælderen, men hun mente selv at det ikke ville være passende at takke nej, nu. Demiah blev lettere forundret da manden valgte at hoppe derned først. Under normale omstændigheder ville hun selv have hoppet ned, først. Det her var dog ikke normale omstændigheder. Hun stolede på en mand, en fremmede mand, med sit liv, i sit gamle hjem, med sit kaldenavn.
Demiah hoppede selv ned, da manden lagde sig ned på tæpperne. Hun valgte at trække brædderne bare nogenlunde på plads. Skulle vagterne, mod alt forventning gå ind i bygningen, skulle de ikke komme som en overraskelse. Da det var gjort, kiggede hun over på manden, Markos. Måske skyldte hun ham et ærligt svar efter at han havde og stadig risikerede sit liv. Hun tøvede, og viftede nervøst med halen.
“Jeg… tror du har ret. Det-eh… Det er Demiah.” Demiah hviskede nærmest sit navn, og kiggede ned og følte sig forlegen. Hjertet bankede hårdt i hendes bryst, for hun havde ikke givet sit navn væk i lang tid. Hun havde knap nok talt med andre om andet end arbejde. Og så var han der. Hendes første kys, med en draconianer. I det mindste måtte hun indrømme at han var lidt sød. Demiah rystede på hovedet. Sådan nogle tanker ville lede til problemer hun ikke havde råd til.
“Jeg håber på.. at det her ikke virker alt for problematisk.” Hun sendte et nervøst smil mod Markos, mens hun lagde sig ned, tæt mod væggen. Hun havde ikke brug for tæpper lige nu.
“Under alle omstændigheder må vi se hvornår vi kan komme ud herfra. Nok senest i morgen.”