A friend of my sister? Great. -Markos

Det havde nu været en ganske dejlig dag. Varmen havde bredt sig over hele byen og folk var gået ud for at nyde det. Mange havde faktisk taget fri, blot for at komme ud i den dejlig varme sol. Men ikke at Lavender kendte meget til det. Hun var trods alt barn af natten, så solen var ikke en af de fine glæder i hendes liv. Hun kunne dog godt huske hvordan en solnedgang så ud. Det smukke i at lyset stille forsvandt så mørket kunne træde til. Hun havde altid sammenlignet sin tvilling og sig selv med dag og nat. Thalia var lyset, dagen. Det smukke folk vågnede op til. Men Lavender. Lavender var mørket, det der gemte på alle monstrene, det folk sov for at komme igennem. Og nu, selv opslugt af alt mørket, bevægede hun sig ud af sit hjem.

Når hun alligevel ikke kunne gå udenfor om dagene, brugte hun dem til at spore sin yngste søster, Tera. Hun havde faktisk været ved at give op, på trods af at Lavender var typen der aldrig gav op. Indtil en af hendes spioner så ud til at have fået sporet af hende. Og så var han forsvundet. Det havde interesseret hende, og efter at have udspurgt folk om dagen han forsvandt, nævnte de noget om en kvinde, helt dækket af blod, havde bevæget sig ind i den lokale smedje. Det var alligevel noget der havde vækket hendes interesse.
Hun havde timet det, så hun præcist kunne nå det inden den ville lukke, men også på et hængende hår. Hun ville helst undgå at der var nogen form for publikum, generelt brød hun sig ikke om at bevæge sig udenfor Terrorville. Hun elskede det elegante… og dyre. Så når hun stødte på nogen hun anså som værende ikke værdig, ville hun ikke engang så meget som kigge på dem. Hun trådte roligt ind i smedjen og så sig kort om.
En lydløs men dyb indånding lod hende vide at hendes søster havde været her. Selv hvis det blot havde været en enkelt gang, så var duften der. Hun gik roligt hen til de mange våben der hang på væggen og kiggede på dem. Hun løftede sin hånd op og rørte forsigtigt en kniv som hang der, mens hun ventede. Hun blev egentlig en anelse optaget af at kigge på våbnene, selvom hendes sanser hurtigt opfangede at hun ikke var alene.
”Godaften. Jeg leder efter en kniv. Lille og belejlig. Men så alligevel stor nok til at være farlig.” sagde hun så roligt og holdt sine øjne på den ene kniv der hang der. Hendes stemme var blød men havde en svag elegance over sig. Hun virkede også en anelse fin i det, i forhold til hendes søster. Hun vendte kort hovedet mod manden og kom med et blidt smil:” De er alle sammen flotte. Men jeg kan bedst lide denne her. Er det nogen de selv har lavet?” sagde hun så og vendte atter engang blikket mod kniven. Uden at hun selv vidste det, var det faktisk den samme kniv som der havde optaget hendes søsters opmærksomhed.

Hun nikkede til hans spørgsmål og slappede af. Hun var ikke ligefrem typen der brød sig om at tale alt for meget. Hendes chit chat var kun en form for icebreaker:” Må jeg?” spurgte hun roligt, dog med eller uden tilladelse tog hun kniven ned og drejede den i sin hånd, betragtede den nærmere. Det var et fint håndværk. Hun fandt det i hvert fald værdig nok til at overveje faktisk at købe en kniv. Hun gik så roligt hen til ham og lagde den på bordet foran ham. Så vendte hun sit blik op mod ham og kom med et let smil:” Den skal minde om den her.” sagde hun så og slappede af.
”Men det er faktisk ikke kun derfor jeg er her. Nogle venner af mine, ganske fjollede venner. Mente at denne smedje havde en ret så attraktiv smed. Så fjollet som jeg er, ville jeg tjekke om det var sandt.” sagde hun roligt og lagde en hånd blidt mod bordet og lænede sig en anelse frem mod ham:” Og jeg må ærligt sige at de nok havde ret i sidste ende.” hendes stemme havde en vis varme over sig. Til forskel fra sin søster, havde Lavender intet problem med at være sukkersød. Det var trods alt en facade hun bar.
Hun lagde hovedet på skrå da han spurgte ind til knivens formål:” Ah. Jeg har ikke nogen mand.” svarede hun blot og vendte så blikket en anelse væk fra ham inden hun så sagde:” Det er til en jagt. Min familie går meget op i det. Jeg vil gerne have den rigtige kniv, mest for at det er hurtigt overstået og undgå at byttet lider. Nogle af mine familiemedlemmer går ikke så meget op i hvordan redskaberne ser ud, så deres knive er selvfølgelig sløve og grimme. Men jeg foretrækker når de er mere… smukke i det.” hun sukkede let.
Historien var egentlig ikke blot om knive, der lå mere bag det. Faktisk hvis han vidste hvem hun var, ville han hurtigt forstå præcist hvad hun mente. Hun så på ham igen og kneb sine øjne let sammen, en anelse skeptisk:” Hvad ville du have gjort? Brugt deres sølle knive?” spurgte hun så. Hun sukkede kort og rystede på hovedet:” Det ville løse sig hvis de bare fik styr på deres knive.” sagde hun så og rettede sig op inden hun gik hen til vinduet og kiggede ud af det, tydeligt en anelse oprevet over noget så sølle som knive? Men hun virkede jo også til at være fin i det, så sådan nogle som hende kunne vel hurtigt finde på at blive sure over det.

”Ødelægge den? Det var slet ikke mine intentioner. Det ville være ærgerligt at ødelægge sådan et godt håndværk.” sagde hun roligt og smilte let. Hun kløede sin hage let og så på ham, let overvejende hvordan hun egentlig ville have den skulle være, udover at ligne den kniv hun havde taget ned.
Hun måtte dog indrømme at hun sandelig blev skuffet over hans svar til hendes kompliment. Dog viste hun det ikke. I stedet lagde hun hovedet på skrå, lettere interesseret i hvem denne person kunne være:” Det kommer ikke bag på mig, når du ser sådan ud. Hvem er den heldige, hvis det da ikke er en hemmelighed?” spurgte hun så en anelse uskyldigt, hendes væremåde fik hende til at virke som en kvinde der levede for en god sladder. Men også ufarlig. Det var hendes stærkeste middel. At hun så, så fin og uskyldig ud at ingen ville kunne tro på hvad hun virkelig var i stand til.
Hun lod ham måle hendes hånd, et let smil gled over hendes læber, inden hun fortsatte sin historie. Som hun stod ved vinduet kiggede hun ned. Der var noget der fangede hendes blik. I vindueskammen, fra en varulv. Tera. Hun løftede sit hoved igen mens hun blot betragtede mærkerne, mens et roligt smil gled over hendes læber:” Har de husdyr i en smedje?” sagde hun så og vendte blikket tilbage mod ham inden hun pegede mod mærkerne. Hun rystede bare let på hovedet til det han sagde:" Det er ikke så simpelt. Fordi vi er så rige... Så tror de at de kan gøre som det passer dem. Uden at tænke på andre." konstaterede hun så bare.
Roligt gik hun tilbage til ham og lagde en hånd på hans bryst, først uden rigtig at sige noget. Et uklart blik var i hendes øjne:” Jeg undskylder på forhånd til personen du kan lide. Men jeg kan ikke lade være.” sagde hun så inden hun skubbede ham en anelse tilbage og rykkede tættere op af ham. Var dette manden som Tera kunne lide? Sikke en fryd. Hun måtte dog ikke vise den, for alt i verdenen måtte han ikke finde ud af hvem hun virkelig var. Ikke før hun besluttede sig for det.
Hånden på hans bryst gled roligt op og greb fat i hans krave inden hun trak ham ned mod sig og pressede sine læber mod hans i et blidt kys. Hun rykkede så let væk fra hans ansigt og så på ham igen. Blikket gled roligt fra øje til øje i et hurtigt tempo mens hun afventede hans reaktion. Ville han blive vred? Eller ville hendes udseende være nok til at forføre ham? Hun kunne ikke vide sig sikker.

Et smil gled over hendes læber da han prøvede at forklare kradsemærkerne. Hun var nu helt sikker på at hendes søster havde været her. Duften, mærkerne. Og tilmed var han hendes lille søde kæreste! Kunne det blive bedre? Det var også blandt andet derfor hun kyssede ham.
Hun havde ikke regnet med at han ville kunne lide hendes kys. Med et tilfreds smil, lagde hun blot hovedet på skrå:” Smager jeg ikke lige så godt som hende? Vi har ellers de samme gener. Jeg tror at jeg kan gøre hvad der passer mig og mere til. Men forskellen på mig og min søster, er at jeg gør det med stil.” sagde hun så, inden hun i lynets hast samlede kniven op fra bordet og pressede den truende mod hans hals, smilet forsvandt helt og hendes øjne havde et lettere vredt udtryk. Men vreden var ikke rettet mod ham.
”Du er personen min søster har gemt sig hos, for at jeg ikke ville kunne finde hende. Men jeg har endelig fundet det. Så fortæl mig, Markos. Hvor meget sætter du pris på dit liv…. Eller min søsters?” spurgte hun så og lagde hovedet på skrå igen inden hun kneb øjnene let sammen, kniven blev blot presset en anelse mere truende mod hans hals. Hun løftede pegefingeren og lavede et par klikkelyde med munden inden hun så sagde:" Hvis du har nogen planer om at kæmpe imod, vil jeg stærkt fraråde det." Et stort smil gled over hendes læber, som afslørede de unikke 2 sæts skarpe hjørnetænder som hun havde. Blot for at lade ham vide at hvis han prøvede på det mindste, ville hun være klar.
Fordelen ved at være vampyr var jo de umenneskelig hurtige reaktioner som hun havde:” Vi skulle nødigt have at Tera skulle miste sin kæreste, skulle vi? Så jeg vil råde dig til at give mig de informationer jeg skal bruge, og så kan jeg gå min vej igen.” foreslog hun så, ved nærmere eftertanke havde hun ikke ligefrem nogle planer om at grisse sit elegante outfit til i dag. Men hvis det blev en nødvendighed, måtte hun jo bare skaffe noget nyt.
Døren gik op og en kunde trådte ind. Lavender fjernede hurtigt kniven inden kunden kunne se noget og stirrede så blot på ham. Kunden begyndte roligt at pludre om noget i stilen af at han skulle bruge et sværd. Hendes læber dirrede svagt af vrede og hun ventede egentlig kun på at kunden havde fået hvad han skulle bruge. Det var op til Markos hvor længe han ville holde kunden henne indtil da.

Hun lyttede til det han sagde og ventede til han var færdig inden hun kneb sine øjne sammen og pressede kniven tættere mod hans hals:” Menneskelige væsener? Så bare fordi de går på to ben og ligner os, betyder det at de har mere værd end dyrene der bliver slagtet nådeløst? Nej. Mine ofre får lov til at kæmpe for deres liv” sagde hun gennem sammenbidte tænder. Denne draconianer skulle ikke stå og tro alt muligt om hende, og især ikke punke hende for hendes spisevaner. Derfor fortsatte hun:” Mine ofre får en værdig død, og jeg ærer dem alle sammen. Du tror måske jeg er en af de snobbede vampyrer der narrer mennesker til deres død, men det er din egen fordom.” sagde hun så inden hun fjernede kniven.
Lavender kunne godt mærke på hele situationen at der var ingen måde for at hun kunne få sin vilje. Men hun var også begyndt at blive ligeglad med det. Hvis blik kunne dræbe, så havde kunden været død for længst, hvilket han godt havde kunne mærke, så han havde ikke spildt tid på at vælge sværd. Lavender kom med en tung udånding og vendte sig mod Markos igen for at se at han havde trukket et sværd. Hun fnøs kort og lagde kniven fra sig:” Ingen forhastede konklusioner. Vi er trods alt civiliserede mennesker.” sagde hun så roligt inden hun skubbede kniven over til ham. Hun havde alligevel ikke brug for en kniv hvis det kom til stykket. Hun kunne bare scanne hans muskler og slå på den der så svagest ud.

Et grin lød i rummet efter han var begyndt at tale igen, det var Lavender. Hun kunne simpelthen ikke lade være:” Åh. Det er godt at du prøver at gøre mig vred. Men det nytter ikke noget. Jeg har mistet interessen for at slås lige nu.” sagde hun så roligt og rystede let på hovedet. Hun vendte sig bort fra ham og gik over til våbnene der bare hang. Hendes blik var lettere sørgmodigt men det ville han ikke kunne se. Det var også derfor hun tillod sig at lade sine følelser tage over. Stilheden blev brudt da hun pludselig begyndte at tale. Det var ikke hendes mening, men det fløj bare ud af hende.
”Jeg har ikke engang lyst til at slå hende ihjel.” hun spændte en anelse i kæben mens hun knyttede sine hænder og stirrede skråt ned uden rigtig at kigge på noget.
” Jeg holdt hende i mine arme, hjalp hende med at vokse op." et smil faldt over hendes læber ved mindet:"..Jeg hjalp alle mine søstre. For det var jo min pligt at de skulle beskyttes og pussenusses omkring. Mine forældre gad egentlig bare ikke have besværet selv.” sagde hun, men da hun nævnte sine forældre var der en foragt i stemmen der ikke kunne tage fejl af.

Et kort suk undslap hendes læber og hun tog en hånd op til hagen og kløede den let:” Jeg har ikke selv valgt det her. Det vil jeg have du fortæller hende.” hendes ord var tunge og hun var nød til at lukke øjnene kort. Der var ingen ord der kunne forklare byrden som hun måtte bære på. En byrde som han garanteret var fuldstændig ligeglad med, så længe det betød at Tera kunne være i fred. Det var hun godt klar over. Hun kørte en hånd igennem sit hår og blinkede et par gange inden hun var præsentabel til at vende sig mod ham:” Så jeg vil lave en handel. Få hende til at stoppe med at ødelægge familiens navn. Stop hende i at sælge slaver og få O’Quinn-familien til at ligne skurke.” der var måske en svag antydning af at hun bønfaldt ham om det. Hun rettede sig lidt op og så afventende på ham, hendes blik var dog følelsesløst, selvom hendes ord skreg hvilke følelser hun følte i øjeblikket.

Hun sukkede kort og rystede på hovedet. Det var som om han ikke gav hende andet valg nu. Hendes øjne skannede op og ned af hans krop, hendes daglige evne var sat i gang. I hendes hurtige elevator-blik ledte hun efter brud, svaghed eller alt hvad der kunne være en mulighed for at forhindre et muligt slagsmål. Så hendes plan lige nu bestod i at finde de nerver der blot krævede et kort tryk for at lukke bevidstheden i blot en stund.
”Jeg vil virkelig ikke gøre det her gennem vold. Tænk på Tera! Min søster. Det kan godt være at jeg ikke er den bedste søster, men jeg tror ikke hun ville blive glad hvis du sloges med mig.” hun følte hun var nød til at hæve stemmen. Hendes blik var i en kort stund fuld af frustration, inden det slog over i hendes typiske kolde blik. Hun ville ikke lade sine følelser være for overvældende. Det ville hun heller ikke lige frem fået noget ud af.
Hun kørte en hånd igennem sit hår:” Hun ved det ikke endnu. Men vores søster, Clary er blevet snuppet. Givet væk til Ramsay, som et kvæg til en ulv.” sagde hun stille. Hun kiggede ham lige i øjnene og kneb dem kort sammen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun havde godt nok sagt sig selv i mod op til flere gange, men han måtte vel forstå. Det var sådan hun var blevet opdraget og selvom hun inderst inden ikke engang havde lyst, kunne hun ikke vende ryggen til hendes ansvar.
Med et fast greb, dog hun fat om hans hånd hvor sværdet var i. Hurtigere end han ville kunne nå at skade hende for at tage fat i ham, førte hun klingen op til sin hals:” Dit blik er fyldt med had. Du har lyst til at gøre det. Hvis du føler at det er det rigtige at gøre, for Tera, så gør det.” sagde hun så bare. Hun vidste at han nok hellere bare ville have at hun skulle gå, men de kunne lige så godt begge acceptere at det ikke blev en mulighed før hun havde fået hvad hun ville.
"Hvis du virkelig elsker hende, vil du lytte til mig. Om jeg er uciviliseret, uhøflig eller grov. Gør det for hende." sagde hun, med et ekstra tryk på ordet "elsker", en afsluttende sætning mens hun pressede hans hånd tættere mod sig, så klingen pressede sig mere mod hendes hals. Det var op til ham nu. Men forhåbentligt havde hun fået ham på bedre tanker.