Is Everything Destroyed? - Rose

Vejr: Komplet vindstille, og temperaturen er lun

Tid: Omkring klokken 1 stykker om natten.

Han havde hørt så meget godt om stedet, men nu hvor han var her, syntes han ikke rigtig det var så rigtig fedt, måske mest på grund af det jordskælv der havde været, så den park som kunne havde set så godt ud, nu lå med væltede træer og smadrede bænke, og øde græsplæner.
Det var nu også nat, så det var måske ikke lige tidspunktet for hunde ejer og romantiker at komme her ud og lave deres ting, og stedet stank nu også ret fælt af en masse forskellige slags tis. Var det nu det værd at komme her ud? Tja nu var han her jo så kunne han vel lige så godt få det bedste ud af det i de få timer han havde før han måtte søge under jorden igen, han regnede nemlig med at de ikke helt ville tage så godt imod en skabning som ham, der ville i hvert fald blive tændt nogle fakler og grebet nogle høtyve.
Han tog en god indånding af luften før han begyndte at traske ind i parken for at se om der var nogle ting som ikke var ødelagte og som også var flotte at se på.
Det var besværligt at komme rundt han måtte klatre og springe for at følge stien, mest af alt fordi han var alt for stor til at komme igennem de små smutveje der var, de var nemlig ikke bygget til en på hans størrelse, hvilket nok irriterede ham en smule, hvilket nok også gjorde ham lidt u-fokuseret så han ikke altid så sig for, og var flere gange ved at falde over grene der stak ud i fodhøjde, hvilket nok til sidst skulle give ham nogle blå mærker der ikke gik så let væk. Det gjorde ham irriteret, hvorfor skulle det jordskælv også lige være kommet når han skulle besøge parken for at ser på alt de flotte ting der var der, og nu blev han mødt af dette rædselsfulde syn.
Pludselig stoppede han op, og øjnene stirrede måløst, han havde endeligt fundet et uberørt sted, en lille høj, med de flotteste blomster på han nogen sinde havde set, de var lilla alle sammen, men mange forskellige nuancer af lilla, og med månens skær kom det hele til at se magisk og fortryllende ud. Han kunne kun stå og overbeglo blomsterne imens han måbede, og fik irritationen helt væk i kroppen, det var sådan noget her der gjorde hele turen værd, og som gav hele turen mening, ellers ville han aldrig være kommet til sådan et gudsforladt sted.
Han stod der i nogle gode lange minutter før han besluttede sig for at begynde at gå videre. Som en ting havde han med vilje efterladt sin taske tilbage i hjemmet af sikkerheds mæssige grunde, for han gad ikke at miste den her i byen, hvis det var han pludselig skulle på flugt fra stedet. Det var nu ikke noget han regnede med ville ske, men en ting havde han også lært, man kunne aldrig vide sig helt sikker, sådan noget kunne ændre sig på sekundet.
Øjnene fulgte stadigvæk øjnene i det han roligt gik videre, det var svært at tage øjnene fra sådan en skønhed, og det gjorde det ikke bedre at han ikke kunne lade være med at tænke på hvor fedt det ville være at plante sådan nogle der hjemme så han også havde nogen og ikke skulle besøge det her sted hver nat han ønskede at se lige præsis den her slags blomster.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] påklædning

Klokken var mange, hun var efterhånden ved at vænne sig til at snige ud af deres lejet hytte. Siden jordskælvet havde smadret deres gamle, havde hendes far lejet en lille hytte af en ven, hvor han delte værelse med Joaquin. Hun var den eneste der havde sit eget værelse. Derimod sov hun også med alle deres kasser, de ting som de kunne samle fra det forfaldne hytte, var det der fyldte i hendes værelse. Hun kunne ikke brokke sig, hun havde en seng, de havde en sofa som de delte. Derimod smuttede Joaquin også altid på arbejde om natten, så det at sove udenfor gjorde han mere end noget andet.
Hun så mod himlen, med sin højre arm svunget ind i gips, og en slynge om nakken, for at holde armen oppe. Hun havde derimod en pose i sin raske hånd, i den stak der et par roser op af posen, samt en smule der raslede i posen. Roserne derimod virkede til at skifte farve, først røde, så lilla og derefter blev de blå. Det kørte rundt i ring, på en underlig magisk måde.
Byen virkede til at være forfladt, præcis som da hun forlod stedet. Hun ønskede enlig bare at byen blev hel igen, ønskede at se hytten igen, at være hjemme. Omringet af smil fra hendes far og bror. Hun sukkede blik, mens øjnene lukkede i. "Det som om tiden står stille." Hviskede hun til sig selv, da hun bumpede ind i noget, eller nok nærmere noget. Hendes øjne åbnede og poter? kunne ses på jorden. Hvad betød dette, det kunne umuligt være en løve, kunne det? Hun forstod det ikke helt, men på den anden side, måtte der vel være en ejer, eller måske noget uhmm.. Wait, could this kill her?!
Hun rettede blikket op, med et lille smil på sine læber. "Undskyld je..." Mere sagde hun ikke, før hendes øjne ramte dette væsens ansigt. En løve, med et menneskes overkrop, samt en løves ben?
Hendes krop kollapsede, alting forsvandt for hende. Dette måtte være en drøm, der fandtes ikke væsner med sådan et udseende, eller... Nej! Hendes øjne lukkede i, inden hun ramte jorden med et bump, dog stadigvæk med et fast greb på posens håndtag.

Han gik i sine helt egne tanker og kort stoppede op for at betragte et stort træ der så lidt sjovt ud, det var nærmest misformet og på en meget mærkelig måde, næsten uvirkeligt at det stadigvæk var i live. Han var så optaget af træet at han ikke engang var tæt på at opdage personen der kom gående mod ham og direkte gik ind i ham. Øjnene var overrasket og store da han så på pigen som havde gået ind i ham og nu sad på jorden. Skulle han sige noget, starte med at forklare sig om hvorfor han var her? Hvad ville overhovedet være smart at gøre? måske stikke af?
Et lille fnis kom dog fra ham da han så at pigen besvimede lige efter at hun havde set ham hvilket gav ham nogle muligheder for at kunne stikke rigtig af og kun være en drøm i hendes hoved. Men ud af øjenkrogen kunne han godt se nogle 'mystiske' personer der gik rundt med knive, tydeligt trukket frem, og ledte efter noget, så det ville nok ikke være sikkert at efterlade pigen her hvis de besluttede sig for at overfalde hende og gøre ting med hende.
Med rolige bevægelser, samlede han pigen op og bar hende forsigtigt et stykke væk fra de mystiske mennesker og lagde hende med kroppen halvt op af et træ og roligt begyndte han at kalde på hende med en dæmpet stemme og ruskede en smule i hendes krop, men meget forsigtigt, for han vidste hvor stærk han var og han syntes at hendes krop så ret så tynd og lille ud, og hendes ene arm så også ud til at være i behandling så han ville i hvert fald ikke være hård mod hende, skønt hun var et forbandet menneske. Det var kun godt hun var en kvinde, ellers havde han sikkert bare efterladt hende til de mystiske mennesker og ladet dem gøre hvad de ville med ham. Ved siden af dem var der en busk med nogle ret store blade, derfra rev han et af de store blade og begyndte at vifte med den så hun kunne få noget luft til hovedet, han håbede at hun ville vågne snart og give noget livstegn fra sig, for i hans øjne så hun ret så stille liggende ud lige nu og det skræmte ham lidt. For han ville bestemt ikke have et drab, hvor hans udseende havde været skylden uden at han overhovedet havde gjort sig umag ved at se farlig ud, det ville næsten være en diskrimination over for hans race syntes han.
"Ey, Ey kvinde, Ey vågn op" kom det næsten hviskende fra ham imens han havde sit ansigt næsten helt nede til hendes og så hende i øjnene dybt.

Lyden af en hvisken, fik hendes bevidsthed tilbage. En person der kaldte? Stemmen virkede enlig meget rar, en smule betrykkende. Var hun besvimet igen, foran sin far? Måske ude i byen, eller på arbejdet. Eller havde hun lagt i koma igen? Kvinde? Blev hun kaldt kvinde, sjovt hendes far kaldte hende Buttcheeks når hun besvimede, mens Joaquin bare råbte og viftede sin hånd foran hendes ansigt.
Følelsen af vind der ramte hendes ansigt, fik det gyldne hår til at bevæge sig roligt i luften, det virkede nærmest rart. På trods af at der i forvejen var en smule køligt, hendes øjne åbnede sig langsomt. Hvor de blev mødt af et fremmed blik, samt et fremmed ansigt. Et skrig slap hendes læber, og hun slog ham over snuden med gipsen. Hvor hun med det samme tog sig til den brækket arm. "Arh... auv auv auv auv.." Hun havde tåre i øjnene, mens hun sad en smule foroverbøjet.
De brune øjne rettede sig roligt imod væsnet igen, hvor hun spærrede sine øjne op. Dette var vel ikke en af de monstre, der var i aviserne for tiden. De monstre der rendte rundt og dræbte folk i byen, dem der stammede fra revnen i jorden. Hun adskillede sine læber en smule. Mens den hvide kjole der omfavnede hendes former, kørte en smule op af hendes ben. "U-Undskyld... E-Er du.. Okaii?" Spurgte hun stammende, med en halv skræmt stemme. Hvad nu hvis dette var et af uhyrene, et af de monstre, der havde forsøgte at æde alle folk i de forskellige byer. Dem hvis hjerte var lavet af en krystal.

En ting måtte han indrømme, hun havde en proper næve når det var hun ikke koncentrerede sig om at slå og bare gjorde det af instinkt. Han stod og ømmede sig rigtig meget med sin næse og havde en lille tåre i øjenkrogen, hun havde virkelig ramt et ømt punkt med sin lille næve.
"du nakkede min næse" svarede han hende imens han tog et ordenligt snøft og så på hende igen imens han nussede sin næse blidt.
Han pustede stille ud for at slappe lidt af efter nytnæven i næsen, han måtte indrømme, hun så ret skræmt ud, men det var godt nok også første gang han direkte havde fået en pige til at besvime ved synet af ham, var han virkelig så skræmmende om natten?
"Rolig rolig pige, jeg vil ikke gøre dig noget, du er i sikkerhed" sagde han og prøvede at berolige hende lidt, også selvom han stadigvæk stod foran hende med sin store krop.
Roligt satte han sig ned, lidt for at virke mindre, mere på hendes størrelse, så meget som han nu kunne i hvert fald.
"hey, hvad er dit navn søde?" spurgte han hende så, han ville nu gerne ændre den her kurs lidt så han ikke ville se så skræmmende ud, og samtaler var bestemt den gode vej at gå hvis man skulle komme ind på nogen, det havde han erkendt for lang tid siden.
"Mit navn er Naggrü, jeg kommer lang vejs fra, kom her for at se på parken, selvom jeg nu kan se at det meste er smadret her" sagde han og så lidt rundt med et utilfredst blik, det var ikke så fedt at se, men han var glad for nogle ting havde overlevet og stod smukt. Den lille rose iblandt alt ukrudtet.

Han svarede ikke på om han var ok, havde hun virkelig slået ham så hårdt?! Alt i alt, var det et uheld, hun mente intet med det. Hvis hun ville slå, plejede hun altid selv at komme til skade, typisk hendes lette klodsede hed. Hans... eller.. dens stemme var rolig, blid og varm, samt underlig nok menneskelig. Dette kunne umuligt være en af monstrene der rendte rundt, og dræbte/åd mennesker i byerne.
Hun tørrede roligt sine tåre væk fra øjenkrogen, mens de brune øjne skiftede lidt, fra at kigge på ham, til at kigge på jorden. Hun ville helst ikke virke, som om hun sad og stirrede på ham. Manere, men hvordan skulle man lige opføre sig foran dette væsen. Hun havde mødt vampyre, dæmoner og mennesker... det var de racer hun havde mødt, aldrig rigtig nogle andre. Så hvad var ham her?
Hendes navn? Vent hvad var hendes navn nu? var det ok at sige det, hun tog en dyb indånding, ingen grund til at være bange, han var sikkert meget rar. "Ro-Rose Tyler.. Undskyld jeg slog dig.." Hun rykkede sig en smule tættere på ham. "Er din... Snude ok?" burde hun have kaldt det en næse, det var jo mere en snude! God damn it! Hun sukkede blidt. Hun burde køle ned, så skræmmende var han ikke. Han lignede mest en stor kat, der havde spist et menneske... Eller... Hun rystede blidt på hovedet.
Hans ord omkring parken, fik hende til at løfte hovedet. "Parken? Er parken gået i stykker?" Nu hvor de snakkede om parken, hvor var hendes pose lige henne? Hun kiggede omkring sig, havde hun smidt den da hun besvimede. De roser var dyre, hun burde nok ikke have købt dem... men..... Hendes øjne blev triste, viste en form for sorg, mens hun sukkede opgivende. Tænk at hun havde mistet sin pose...

Han hævede et øjenbryn og sendte hende et let smil.
"Rose Tyler, det er mig en ære at møde dem" sagde han mega høfligt til hende, men så så undrende på hende, hun virkede stadigvæk lidt nervøs, men mest af nervefyldt. Smilet bredte sig over hans mund og han lagde en hånd oven på hendes hoved og kort lod den nusse hende, hun var ret sød sådan at bekymre sig om ham, og måden hun sagde snude på, fik det hele til at virke lidt komisk i hans hoved.
"Bare rolig, min snude har det fint nok, men jeg må sige, du har en god lille næve" sagde han og blinkede til hende. Hans blik blev nu endnu mere undrende da hun begyndte at panikke, også gik hen og blev rigtig trist.
Han drejede sin overkrop let og rakte ud efter noget bag sig, han havde godt undret sig lidt over posen, men nu kunne det være hun kunne fortælle ham om det. Han havde ladet posen hænge om hans hale nemlig, det havde været nemmest for ham.
Roligt rakte han hende posen, roserne havde ikke lidt nogen skade overhovedet, stadigvæk lige så pæne som da hun havde købt dem.
"er det dem her du søger?" spurgte han hende undrende og gav hende bare posen og stirrede lidt undrende på roserne.
"det er virkelig specielle roser du har fået dig der, hvad er det for nogle?" spurgte han hende oprigtigt nysgerrig. Det var nogen han også selv gerne ville have fingrene i, især nu hvor han havde opdaget de eksisterede, måske kunne han endda selv plante dem så han kunne have uanede mængder? Ideerne væltede næsten ind over ham, men de her var hendes, og dem ville han ikke tage fra hende, for så ville hans eget stammefolk slå ham ihjel igen når han nåede til åndeverden til dem.

Han var meget høflig, det var næsten underligt for hende. Men det fik i det mindste et smil frem på hendes læber, på trods af udseendet virkede han ikke særlig uhyggelig. Tænk at hun besvimede over at se ham, det var sikkert blodet der havde steget hende til hovedet endnu engang. Roligt lagde hun hovedet på skrå, hvor øjnene lukkede i og et varmt smil blev sendt ha. "Det jeg ked af, det var ikke meningen at slå dig." Hun kiggede på sin arm. "Det er sikkert gipsen der gør at det gør ekstra ondt." Hun rettede blikket mod ham og slog hendes pande blidt med en flad hånd. "Sådan er det når man brækker armen." lo hun kærligt.
Hendes pose var væk, smuttet ud af hænderne af hende. Hun kunne vel ikke helt brokke sig, da det var hendes egen skyld. Selvom hun havde brugt en del tid på at spare op til dem, nu hvor de havde mistet alt i jordskælvet, var penge ikke så nemt at få samlet ind.
Hans stemme fik hende til at løfte hovedet, hvor blikket ramte posen. Roligt tog hun fat i den, så undrende ned i posen, for at sikre sig at ingen af roserne var kommet til skade. "Det er det, tak." Hun så op på ham, endnu engang med et kært smil på sine læber. "Jeg kender ikke navnet på dem, det er min mors ynglings." Hun så med blide øjne ned på roserne, hvor hun trak en af de fem op af posen. Hvor hun roligt rakte den mod ham. "Her..." Hun lagde hovedet på skrå, mens det varme blik flettede sig sammen med hans.
"Se det som et tak, tak for at du tog den med, og ikke efterlod mig i mørket... og undskyld at jeg besvimede." Hun rødmede en smule, det at besvime på grund af ens udseende var uhøfligt, og havde sikkert såret ham en smule.
Rosen skiftede langsomt fra blå til rød. "Hvis du selv vil plante dem, skal det helst være i en sump... Men" Hun så på rosen, med et smalt smil på sine læber. "De lever af blod og ikke af vand." Hun rettede blikket op mod ham igen. "Men de overlever i en uge ca, uden blod."

Han skulle lige til at brokke sig over at hun ville give ham sådan en speciel rose, men siden hun bare stoppede den i hænderne på ham kunne han ikke rigtig sige imod, og hans ansigt fortrak sig også lidt, hun gjorde det ikke let for ham at være høflig.
Han løftede undrende et øjenbryn da hun sagde at de levede af blod og ikke vand, det var godt nok nogle mærkelige roser, men hvis han fik plantet dem det rigtige sted ville det da ikke gøre ham noget, så havde han bare endnu en grund til at dræbe dyr, nu var det ikke kun kødet han kunne bruge. Han så rundt på sig selv, han ærgrede sig nu over at han ikke havde taget sin taske med, for så havde han let kunne transportere roserne rundt. Han fik dog en god ide. Roligt rev han et af de store blade af som han også havde brugt til at vifte luft i hovedet på hende og skar nogle få snit med sine klør før han foldede bladet til det lignede en lille pakke, hvor han så lagde sin rose ned i. Han tænkte kort, *leve uden blod i en uge, men hvor lang tid har de tilbage nu?* og roligt satte han en af sine tænder for sin fingerspids og prikkede et lille hul så det dryppede lidt med blod, og roligt lod han nogle gode dråber af blod ramme stilkens ende før den så var godt indsmurt og lukkede så for sin lille blad æske og lagde den så ned i hendes pose.
"Du må godt bære den imens jeg er her" sagde han og sendte hende et stort varmt smil. Han lod roligt hovedet glide hen mod hendes, og roligt indsnusede han hendes duft.
"Du dufter godt, du har en sød honning lignende duft" sagde han og havde et meget bredt smil, det var altid dejligt at dufte søde dufte, det bragte næsten fred i hans sind at dufte til søde ting, og nu var hun den eneste søde ting der var her.
Et øjenbryn blev hævet og et lidt drillende smil kom frem.
"Jeg ville da ikke kunne nænne at efterlade en skønjomfru som dig der lod som om hun besvimede bare for at få ridderens stærke arme om hende" sagde han drillende til hende og syntes i hvert fald selv det var en ret god joke, men så heller ikke langt fra sandheden alligevel, for han var lidt kriger i hans gamle stamme, så ridder ville nok være det menneskelige ord for hans status.

Hun pressede ikke ligefrem rosen i hans hænder, den var mere blevet stukket op i ansigtet på ham. Nok mest fra hendes nervøsitet, der dog var ved at forsvinde så småt. Han var rar, hvilket fik hende til at slappe af, samt det at hans måde at være beskeden på, virkede til at være normalt for ham. Så et monster var han på ingen måder. "Eh?!" Da han bed hul i sin finger, så hun med store øjne på hans hånd. Det gjorde vel en smule ondt? Hvorfor gør dette for en rose, hun rystede blidt på hovedet og rodede lidt i posen.
Roligt hev hun bandage op, plaster virkede ikke til at kunne sidde ordentligt på hans hånd, da den som sagt, var meget behåret. "Uhm... Hvis du ikke har noget imod det.." Hun løftede sin hånd lidt op, for at understrege bandagen. "Men der kan gå betændelse i det, selvom det nok ikke er så dybt." Hun nikkede mod hans hånd.
Hun tog imod æsken, og lagde den ned i posen igen. Nu skulle hun bare huske at give den til ham igen, i tilfælde af at hun glemte det, bandt hun en lille knude på posens håndtag. Hans pludselige duften til hende, fik hende til at rødme en del. Lugtede hun grimt?! Hun havde ellers været i bad, dog svarede han på hendes spørgsmål. "Honning? Ik' bacon." Hun lo kærligt over sin kommentar, som han nok ikke forstod. Men siden hun altid lavede bacon til sin bror, var det vel lidt underligt at hun ikke stank af bacon.
"Men det jeg glad for... Tak... tror jeg~" Det sidste blev hvisket med en lav stemme.
Besvime for at være i hans arme, yup han drillede uden tvivl. "Ja da, det sker vel tit for dig." Lød det drillende fra hende. De snakkede allerede normalt sammen, var det en evne han havde? På trods af hans udseende, så fik han hende hurtigt til at køle ned.
Det var respektfuldt, tanken om at vampyr samt alle andre væsner, havde en menneskelig skikkelse, når de gik rundt. Fik hende til at se ned i jorden, hvorfor skjule sit sande jeg? Sikkert for at undgå idioter som hende, så de ikke gik rundt og fik folk til at besvime af skræk. Et suk slap hendes læber, mens hun roligt rejste sig op. "Jeg.. Hvor er jeg overhovedet?" Hun så sig omkring, med den ene hånd på træet og posen der lænede op af hendes ben.

Blikket hvilede varmt på hende, men også lidt undrende da hun hev bandage frem, det var godt nok ekstremt mange siden at han havde set sådan noget, mest fordi det kun blev brugt til vildt store blødninger i hans stamme, for Liontaurs havde den fantastiske styrke at de blev ekstremt sjældent inficeret i deres sår, og hvis det endeligt skete efter nummer 1000 gang så var det så lidt at det ikke gjorde noget. Men han kunne ikke sige nej til hende, og rakte hende derfor sin lidt blødende finger.
Han lo over hendes joke, ikke fordi han forstod grunden, men fordi han kunne tænke sig til et rigtig godt modsvar til den.
"Det er vist godt du ikke dufter af bacon for så havde jeg jo måtte slikke på dig lige for at tjekke om du ikke også smagte af bacon" sagde han og blinkede til hende, han måtte indrømme han havde dog aldrig smagt menneskekød før, så han vidste ikke hvordan de smagte, måske som kylling?
Han elskede at hun turde drille igen allerede, selv med hans farlige udseende fandt hun ro hos ham alligevel, hvilket varmede hans hjerte, for han var altid nervøs for om han så for farlig ud eller noget.
"Du er faktisk den første der har besvimet, så et eller andet må jeg havde gjort rigtigt denne gang" sagde han og blinkede til hende.
"Er det nattens mystik eller bare min overkrop?" spurgte han og spændte sin ene overarm bare for sjov så man næsten kunne se blodårene trille over hans muskler der var ret så tydeligt markeret på hele hans krop.
Han var ret trænet, men mest fra sin races side, for som dyr skulle man altid have toptunet muskler, og det var ikke lige frem nogle som gik væk ved mindre man blev tvunget til at ikke bevæge sig i månedsvis.
"Du er i... den modsatte ende af der hvor du besvimede, der var nogle meget mystiske gutter på vej over mod dig, så det var derfor jeg egenligt rykkede os, men vi er stadigvæk i parken... tror jeg, det hele ser lidt sjovt ud, og har aldrig været i en park, så det er lidt nyt" sagde han og stor smilede til hende.
"Du ser meget sød ud Rose" sagde han varmt til hende og blidt lagde sig helt ned og daskede let til luften med sine for og bagben og kunne godt minde om en lille kat... bare i en del større og mere muteret udgave, men stadigvæk med katte sjælen i sig.

Hun forbandt hans finger roligt, mens de eller kørte rundt med samtalen. Det var tydeligt at hun var van til at putte forbinding på folk, den måde den blev lagt på, samt hvor fint det sad. Ikke for stramt og heller ikke for løst. "Hvem ved, måske jeg smager af honning." Sagde hun jokende, mens hun lukkede for forbindingen, hvor hun rev stykket af. Så han ikke ville få en gigantisk klump af forbinding omkring hans finger.
Hun så kort op på ham, da han kommenterede at hun besvimet. Hvordan skulle hun lige forklare, at hans udseende havde skræmt hende kort. Det var bare uhøfligt, uanset hvordan man så på det. De blonde hår strittede lidt ud til alle sider, hvilket blev flyttet af hendes venstre hånd. "Jeg blev overrasket... Har læst i avisen at jordskælvet har bragt et væsen til som ikke laver andet end at dræbe og fortære folk, uanset race. Om du så er dæmon, spiser de en, eller bare dræber en." Hun lagde bandagen ned i posen igen. "Har aldrig set dem, og siden revnen er kørt lige igennem doomsville, var jeg bange for at løbe ind i en af dem." Hun så op på ham og smilte drillende til ham.
"Gid det havde været dine muskler i stedet." Hendes smil havde et drillende smil over sig, men stadigvæk en underlig form for sorg i sig. "Undskyld igen." Gah! Hun undskyldte for meget. Et suk slap hendes læber igen, da han forklarede hende hvor hun var. "Parken?" De brune øjne skimte stedet, det var udentvivl gået tabt, en del af det. Hun tog få skridt væk fra træet. "Tak... Folk er begyndt at blive desperate i doomsville, så mange virker skræmmende... Men er sikker på de intet ville gøre ved mig." Naive var hun som altid, troede altid på det bedste i folk.
Hun drejede om på hælen, hvor hun så sig omkring. Kunne stedet stadigvæk være her? Og hvor vlle det så lige være, alting så anderledes ud. Ordet sød, fik hendes hjerte til at springe et slag over. Hvilket fik hende til at ligge sin hånd nær sit hjerte. "T-Tak... " Hun så op på ham, med et blidt smil og kærlige øjne. "I lige måde." Hun mente det så i at hun elskede katte væsner, bare alt der var i familie med dyr elskede hun, de var kære. Hun lagde en hånd på hans hoved, og nussede ham bag øret.
Hvorfor? Ingen andelse, sikkert hans pludselige katte træk, fik hende til at gøre det ud af ren refleks.

Han lå og lyttede til det hun sagde, *mørke væsner som dræbte alt? det lyder ret djævelsk hvis du spørger mig* tænkte han stille og tænkte at der sikkert var sorte magiker i spild siden at det hele stank væk af ondhed.
"det lyder nu heller ikke helt rart må jeg sige, især hvis de kan nedlægge alt, så har jeg heller ikke lyst til at møde dem" sagde han gøs let ved tanken.
Han kunne dog ikke holde latteren tilbage da hun sagde det var ærgeligt at det ikke var hans overarme der havde fået hende til at besvime, hun var virkelig den sødeste lille pige syntes han.
Da hun begyndte at nusse ham bag øret begyndte han stille og roligt at spinde med en dyb brummende lyd, det var virkelig dejligt at føle, og det sagde øjnene også da de blev helt salig i blikket.
"Du har dejlige fingre" sagde han blidt til hende og glemte alle sine bekymringer med et, det var virkelig rart bare at blive nusset, og stille rullede han rundt og lagde sig på ryggen med maven og benene strittende op i luften imens hans arme lå ud til hver sin side. Hans ene fod kørte kort hen af hans overkrop og ned af hans underkrop som lidt et indirekte tegn på at hun godt også måtte nusse ham på hans mave, hvorfor var det her menneske så anderledes fra alle de andre, hvorfor ville hun ikke løbe skrigende væk eller trække en kniv og taget skindet af ham imens han var i live, var hun virkelig så dyre venlig som en elver? var det derfor han stolede på hende med det samme at hun ikke ville stikke en kniv i brystet på ham med det samme? Kort lod han ørerne søge lidt rundt, men der var ingen unødvendige lyde i nærheden, så han rykkede sig bare tættere på Rose og lod hende gøre arbejdet, det dejlig gode arbejde hun var så godt i gang.

Hun nikkede anerkende til hans ord. "Der går dog rygter om at de kan dræbes... Men... " Drab og død var ikke hendes stærke side, hvad gjorde en bedre, hvis man dræbe et levende væsen. Hvorfor var det ok at hænge en person, der havde dræbt en person, gjorde det dig så ikke bare til det samme. Der kom jo næppe noget godt ud af død overhovedet, uanset hvem der døde, ville der altid være mindst to der græd.
Hvad med disse væsner, hvad nu hvis de næppe var ondskabsfulde, men folk måske angreb dem først, man vidste aldrig! Hun sukkede blidt. "Død er og bliver forfærdelig." Hun smilte kærligt til ham. Det virkede til at være det eneste smil hun kunne komme med, et kært smil, varmt og blidt.
Hun klukkede for sig selv, da han begyndte at spinde som en hver anden kat. Da han lagde sig på ryggen, begyndte hun at klø ham på maven, underligt hvordan han virkelig opførte sig som en kat. hun stoppede efter noget tid, hvor stilheden havde været over dem.
"Jeg må heller se at komme videre." Hun tog kassen op af posen og rakte ham den igen, hvis han ellers tog den tilbage. Hun var jo ude for at aflevere roserne til sin mor, ellers sneg hun sig jo næppe ud - især ikke når de så kaldte monstre blev snakket om, hvem havde lyst til at gå rundt og lege med skæbnen?
De brune øjne var klare, lyste nærmest op af månens skær, mens det blonde hår fik et skær som stjernerne på den klare natte himmel. "Rart at møde dig Naggru."Lød det med en varm stemme fra hende.


((Gaaah det blev meget kort undskyld.))

Han tænkte lidt, hvis de kunne dræbe så kraftfulde væsner, så var de nok også for stærke for ham til at kunne klare, i hvert fald i hans form lige nu. Havde han været mere magtfuld kunne han måske godt, men der var lang vej til det, og det vidste han udmærket, ikke engang stammelederen kunne nå så højt i hans levetid. Men Naggrü havde ikke opgivet håbet i at nå til det næste niveau.
En let utilfreds brummen kom fra ham da hun stoppede med at nusse hans mave, men okay de havde egenligt brugt noget tid nu, og det var måske ikke meningen at de skulle være ude i parken hele natten. Han var hurtig til at sætte sig op igen og tog kærligt imod pakken igen, men et lidt utilfreds smil var over hans læber.
"Jeg kan ikke lide det her... kan jeg i det mindste ikke følge dig til din dør? natten er ikke sikker, blod vil blive spildt i nat, jeg kan lugte det" sagde han og så seriøst på Rose. Han var skam seriøs om det, men det handlede også lidt om at han gerne ville se hende sikkert komme hjem, for hun havde været alt for sød mod ham til at han kunne se hende komme til skade på nogen som helst måde. Han trippede lidt på fødderne, han var ikke så tryk her med hende ved sin side, det var meget nemmere at gå imod dumme folk alene for så havde han ingen at bekymre sig om.
Samtidig kunne han også lugte lidt de onde mennesker der havde gjort ham nervøs tidligere på natten, at de var på vej mod dem, det var kun de få ting der omringede dem der skyggede for synet af både Naggrü og Rose.
"kom følg mig" sagde han, med en lidt usikker tone imens hans blik flakkede omkring, i håb om at sne pilen eller kniven før det ville ramme noget han ikke ville kunne tage. Hans gå gang var dog rolig, men lidt hastige, han havde set en udgang tæt på dem da han bragte hende over til træet, og tænkte det nok ville være bedst at komme ud her fra så hurtigt som muligt.

Det at han ikke kunne lide dette, kunne hun vel godt give ham ret i, stedet var uhyggeligt nu hvor byen var i ruiner. Men uanset hvordan hun så på stedet, kunne hun stadigvæk kun se stedet med et smil på sine læber. Hun sukkede blidt, og nikkede kort. "Jeg er ikke på vej hjem, men du må godt gå med hvis det er." Hun rakte sin hånd frem igen. "Skal jeg så stadigvæk holde på blomsten?" Hun lagde hovedet blidt på skrå, det bestemte han jo selv om hun skulle. Men alt i alt, var hun altid villig til at passe på den.
Hun havde ignorede at han sagde blod ville blive spildt i nat, hvorfor dog sige sådan noget højt. Det gjorde hende jo kun mere usikker - Dog ville det næppe ændre hendes vej, hun var på vej hen i den røde ende af parken. Da han begyndte at gå, fulgte hun dog med ham. Lige til han var begyndt at bevæge sig ud af parken, hvor hun stoppede op. "Eh... Jeg.. Undskyld, jeg skal noget i parken, så..." Hun så kort ned i jorden og drejede om på hælen. "Du behøver ikke gå med hvis det er, jeg skal nok være hurtig." Hun blinkede kækt til ham, i det hun valgte at løbe den anden vej.
Hvis han var så bekymret, skulle hun nok gøre det hurtigt. Hun havde jo også langvej hjem igen, så hvis bare hun var hurtig, fik lagt blomsterne, så skulle det nok gå. Hendes brækket arm gjorde en smule ondt, sikkert stadigvæk efter det slag hun kom til at give ham, i det mindste skadede det ham næppe. Hun stoppede kort op og så sig omkring. Det vigtigste var at finde hentil stedet, så snart hun havde fundet sakura træet, kunne hun komme videre.
Hun fik øje på det et stykke væk.[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] for sig selv, alt andet var faldet sammen. Stedet var næppe så smukt som før, selv huset der plejede træet var ødelagt, hun så på det med store øjne, et sorgmodigt udtryk strejfede hende. Inden hun rystede på hovedet og gik mod stedet. Da de mænd han havde set tidligere, havde grebet fat i hendes raske arm og holde den op. De var høje, store. Meget større en hende, og hun mente ellers selv at hun var forholdsvis høj. Hun så op på dem, med et overraskede blik. Hvor det varme smil blev sendt dem. "Jeg ikke faret vild, i skal ikke bekymre jer." Hun rykkede lidt i hendes arm, hvor hun med det samme blevet hevet op, i armen, så hun måtte stå på tæer. "Keh! Det gør ondt!" Slap lavt hendes læber, mens hun klemte sine øjne sammen.

Naggrü fik store øjne da Rose sagde hun lige skulle noget og kunne godt mærke nervøsiteten stige i blodet så pupillen i hans øjne blev smalle og dyriske, måske var det fordi hun var sådan et godt menneske at han følte sig obligeret til at hjælpe hende med at komme uskadt her fra. Men hvis hun mente at hun ville være hurtigt tilbage måtte han vel stole lidt på hende og vente. Men han var ikke synderlig glad ved tanken måtte han indrømme, især ikke med folk ude i natten som kunne tage alt fra en, selv livet om nødvendigt.
Øjnene skulede rundt om ham, han ville være helt sikker på at han ikke blev set, især fordi han ikke havde lyst til at have en hel by rendende efter ham, så han skulle til at snige sig ud af byen. Det ville være for meget arbejde, og samtidig sørge for at rosen var uskadt, frygteligt besværligt.
Han stod lidt og bed sig i sin ene klo imens han ventede på hende, hvor blev hun dog af? Han syntes der var gået rigeligt med tid, selvfølgelig var det også afhængigt af hvor langt ind hun skulle for at klare sine ernær. Han tog en dyb indånding og begyndte stille at gå af den vej han havde set hende gå, han vidste ikke hvad han ville finde, men forhåbentlig intet skræmmende som et ritual til at fremkalde dæmoner eller den slags, det ville nok få hans kattehår til at rejse sig en ekstra meter op i luften.
Ørerne opfangede lidt lyd, men det var ikke behagelig lyd, var nogen i knibe? Måske var det Rose som var i knibe?? Tankerne begyndte at hjemsøge hans hoved om hvad der skete, og det plagede ham så meget at han trak sine klør helt ud og gjorde sig fysisk klar til at vise tænder og øjne til hvem det end måtte være som var skurken her. Han gik stille længere og længere frem til at han kunne begynde at se et ødelagt hus, var det et for nyligt ødelagt hus eller et af de gamle hjemsøgte ødelagte huse? Tanken strejfede ham lidt om der var spøgelser her, for hvad han ikke kunne ramme med sine klør var ikke en god ting.

Mændene så kort på hinanden, hvor Rose langsomt så sig omkring. Tænk at hun var så tæt på, og nu føltes det som om stedet var på vej væk fra hende. Hun holde dog stadigvæk fast i posen med sin brækket hånd, den var næppe særlig tung, så hun kunne nemt holde på den, uden smerte.
Der var 3,blond, brun og rød håret. Den ene højere end den anden, hun så kort op på ham der holde hendes arm. "Ik for at være uhøflig, men er du sød at slippe." Hun smilte en smule nervøst, hvordan skulle man bede en fremmed om at slippe ens arm, når de næppe kendte hinanden og det bare virkede uhøfligt, uanset hvordan man så på det.
Ham der holdte hendes arm, bøjede sig en smule forover, for at få bedre udsyn til hende. Hendes tøj var næppe afslørende, det plejede det sjældent at være. Hendes hår derimod var sat op i en knold, der på grund af alt løberiet samt det at hun besvimede, var blevet ulet. Han slap hendes arm og viftede med hånden til de andre, mens han gik væk. Rose takkede kort, og skulle til at gå mod træet, da de trak posen ud af hånden på hende. Hun drejede om på hælen endnu engang, og greb i ren refleks ud efter posen. Hvor den ene slog hendes skulder, for at puffe hende væk.
Hun væltede bagud og landede i mudder, hvor hun satte sig op igen. Tåre formede sig i hendes øjenkrog, dog beholde hun det varme smil på hendes læber. "Der er ikke værdig genstande der i... Kun blomster, og chokolade." Hun rejste sig roligt op, mens de stadigvæk rodede posen igennem. De tog roserne op og smed dem på jorden. Hvor Rose stædigt gik hen og samlede dem op igen, mens drengene stadigvæk rodede rundt i posen. Kunne de ikke bare lytte til hendes ord, der var ingen værdig i posen. Blomsterne var kun smukke, de kunne intet magisk, så de var heller ikke noget værd.
Den rødhåret af dem, greb fat i hendes kjoles krave, hvor han hev den op og imod ham selv. "Penge!" Lød det fra ham, hvor Rose så overraskede på ham, hun rystede blidt på hovedet, mens øjnene viste en form for utryghed.

Naggrü kom nærmere og kunne nu høre at der skete noget der ikke skulle ske, og menneskene han havde set før kom frem i hans synsfelt. Han kunne høre Rose, og han kunne godt høre at hun var i knibe. Men han kom lidt i karambolage med sig selv for han ville helst ikke afsløre sig selv for meget, for ellers var det nok hans liv som blev lagt på halshugnings bloggen. Men han kunne heller ikke bare blive tilbage.
Ikke før den rødhårede greb fat i Rose og ville have hendes penge, syntes han de gik over stregen, men det var også en streg de ikke skulle havde trådt over. Han var hurtig, og let på tå, så hans lyd var minimal.
De to andre nåede kun lige at se ham før han slog dem ud med en næve til hver af dem så ansigtet ramte mudderet. Han havde ingen intensioner om at myrde, men de kunne ikke bare løbe og sladre lige med det samme, et lille forspring var behøvet. Derefter trådte han frem og stod bag den rødhårede, hævet med hans store højde. "Penge din rødhårede bavian!" sagde han med sin mest dybe og truende stemme han kunne præstere, og selv fra hans vinkel, kunne han se farven på den rødhåredes ellers blege hud, blive næsten hvid som sneen, og grebet han havde i Rose, slapt som en kvist. Og pludselig knækkede benene under ham og han falde til jorden besvimet af skrækken Naggrü havde påført ham. Han sendte Rose et bekymret blik og skulle lige til at sige noget, før han hørte de to andre stille vågne op og så op på ham igen, men denne gang var de hurtigere end ham og satte i fuld løb væk fra dem.
"Er du okay Rose? Har de skadet dig?" spurgte han hende nervøst imens han samlede hendes pose op og børstede den let af før han rakte hende den.
"Er roserne okay også?" spurgte han hende undrende og havde stadigvæk sin i favnen, han skulle bestemt holde godt fast på den og få den hjem i god behold, så hun endda kunne se de mange han måske havde fået avlet frem, måske endda uden brug af blod, i hvert fald ikke hans.

Hun klemte sine øjne sammen, i det han skulle til at råbe højere af hende, og nærmede sig hendes ansigt. Det virkede en smule kvælende, at være så tæt på en person, samt følelsen af hans hånd der trak kjolen en smule op. Dog ikke meget, det var jo heller ikke hans intention at hive den op, han ønskede bare penge. Helst hurtigt, virkede det til.
Lyden af et bump, samt grebet der blev sluppet ved hendes tøj, fik hende til at se op igen. Naggru... Hun havde ikke været hurtig nok, damn... Hun så på dem der lå i mudderet, hvor et bekymret blik spredte sig mod dem. Var de ok, han havde ikke dræbt dem vel? Lyden af dem der vågnede, fik hende til at ånde lettet ud. Hun så endnu engang mod Naggru, der sendte hende et bekymret blik.
Roligt viftede hun med hånden, dog med tåre i øjenkrogen. "Jeg har det fint, har det fint... De gjorde mig intet." Hun var mudret, et tegn på at hun også var endt i mudderet på et tidspunkt. Der kunne være mange grunde, et slag, meningen, et forsøg på voldtægt. Der kunne altid være forskellige grunde til en person fik en anden person ned at ligge. Hun tørrede tårene væk, stadigvæk med roserne i sin venstre hånd. "Det tror jeg..." Hun så på dem, hvor den ene var knækket i toppen. "Eller, de fleste er." Hun sukkede blidt, hvor hun så op på ham igen. "Undskyld... Er du okay?" Lød det lavt fra hende.
Hun ventede på hans svar, hvor hun efter han havde svaret hende gik mod Sakura træet igen. "Det tager kun få minutter." Hun havde taget posen igen, dog ikke med vold, meget høfligt og med blide bevægelser. Hun satte sig på knæ ved Sakura træet, hvor hun lagde blomsterne for dens rødder. Hun hev langsomt en lille grå pose op, med et hvidt bånd, der holde den lukket. som blev placerede ved siden af Roserne. Roligt lukkede hun øjnene i, mens hun foldede sine hænder. Et tegn på at hun endte bedte eller bare var underlig.

Han så på hende og smilede lidt skævt til hende ved hendes svar, især fordi hun så lidt medtaget ud fra hvad der lige var sket, men han kunne ikke få sig selv til at presse det ned over hende, for han ville heller ikke overskride hendes grænser. Det ville være at gå for langt for hans vedkommende. Han lod dog en finger blidt fjerne hendes tåre fra øjenkrogen og sendte hende et varmt smil.
"Mig behøves du ikke at tænke på, jeg er bare glad for du ikke blev alt for rodet igennem" sagde han og hentyde til at de havde pillet ret meget med hendes ting.
Roligt stod han og så på hvad hun lavede, det så lidt underligt ud, ikke noget han kunne huske hans egen stamme gjorde, men de var måske også mere det frie folk af naturen hvorimod de var lidt mere civiliseret end hans folk.
Han ville dog ikke lade hende være alene, især ikke da hun foldede sine hænder, for den gestus kendte han nemlig godt. Derfor gik han ned på knæ med sine 4 ben og foldede så sine hænder og lukkede sine øjne. Han sad der, stille og i respekt for hvem det end var hun bad til, og grunden til at hun bad.
Han sad og bad sammen med hende, lige indtil at hun stoppede hvor han sendte hende et lidt spørgende blik på om hun var færdig her eller om hun havde mere at lave, for han havde ikke lyst til at efterlade hende mere efter den her episode, især ikke før hun var kommet helt hjem.

Da han fjernede hendes tåre, så hun overraskede på ham, hvor det kærlige smil nærmest lyste op, med blide øjne. "Du rar... Jeg håber jeg kommer til at møde dig igen en dag." Hendes stemme var blid, kørte gennem som en brise der kærtegnede ens kinder, på en varm dag. Hun så endnu engang ned på sine ting, hvor hun nikkede anerkendende til det han hentydede til. "De har det sikkert hårdt... At gå til så drastiske metoder, for penge... Jordskælvet har gjort en masse folk desperate..."

Da hun var færdig med at bede, så hun op mod himlen og derefter mod Naggru. Hun havde dog ikke lige forventet at han ville gøre det samme, hvilket bare fik hende til at grine kærligt, inden hun rejste sig op. "Jeg er færdig nu, skal vi smutte..." Hun børstede sine knæ af, inden hun lagde en hånd på træet og så op mod kronbladende. "Men der er langt hjemtil mig, du behøver virkelig ikke at følge med... Men jeg stopper dig ikke." Hun så mod ham og smilte endnu engang, inden hun valgte at gå mod det sted han ville hen før. Han ville væk fra ruinerne af Doomsville, hvilket nok var ok. Hun boede i Humvila nu. Så intet skadede hvis hun kom ud herfra igen.

((Sorry det er mega kort >.<))

Han mærkede da hun var færdig med at bede, og begyndte at bevæge sig igen. Blikket hvilede stille på hende da hun snakkede til ham, men let løftede han et undrende øjenbryn da hun sagde at han virkelig ikke behøvede hvilket der slet ikke kunne være noget tale om.
"Med mørke væsner og desperate folk, så behøver jeg virkelig at tage med dig, jeg kan ikke lade sådan en smuk lille pige miste mere af hvad hun har" sagde han bestemt og fulgte så stille og roligt efter hende. Han bar stadigvæk sin rose under sin ene arm, og passede rigtig godt på den, for ham var den nu virkelig dyrebar, og det var bestemt en rose han ville værdsætte og gemme i al den tid han levede.
Han tænkte kort på om de skulle havde vækket ham der havde besvimet, men smed så let tanken væk for det gjorde alligevel ikke noget syntes han, det var kun selvfortjent var det.
"Hey, Rose, hvordan kan det være du ikke er bange for mig? altså ud over det chok jeg gav dig til at starte med, og jeg ved godt jeg kan se lidt skræmmende ud for mennesker, siden jeg jo ligner lidt et rovdyr" sagde han og smilede forstående til Rose, men der var også stolthed i hans øjne, stolthed over hans race, hans udseende, i hans stamme var han bestemt ikke en grim Liontaur, han ville nok ses på som en rigtig lækker bisken, sådan en som de populære piger ville have bare for at få nogle points med de andre tøser. Og han ville sikkert også blive en god mand og en god far, hvis det var han fik lov til det på noget tidspunkt. Tanken som små Liontaur unger fik ham til at give et lidt dybt suk fra sig, uden han egenligt selv opdagede det og havde fået et lidt savnende blik. Men han savnede også, han savnede dagene før angrebet, savnede alle de små børn løbe rundt som tosser og lege de sloges, selv pigerne var også med, og alle de lækre tøser der gik og gjorde sig til for jægerne der kom forbi dem, også alle de gamle som bare sad og snakkede og lavede deres egne småting. De var lidt af en indianer lejer, men det var en stamme han kom fra, som han virkelig havde set som sit hjem, sit eneste rigtige hjem.

Hun smilte over hans kommentar, omkring de mørke væsner og at hun var smuk. "De mørke væsner er endnu ikke blevet set, så jeg tror at der er en meget lille chance for at jeg møder en." Hun nikkede blidt, og lagde den raske hånd op ved sine læber, for at skjule sit smil en smule. "Og jeg har endnu ikke mistet noget i jordskælvet, udover ejendomme. Så jeg var heldig i denne natur katastrofe." Hun lagde hovedet blidt på skrå, hvor de langsomt begyndte at begive sig videre.
Manden der lå og sov på jorden, fik dog en lille tanke fra Rose. Hun valgte dog ikke at gøre noget ved ham, siden hun kun havde set ham og hans venner i byen, og det at vennerne sikkert ville komme tilbage efter ham. De var jo venner, så ingen tvivl hos Rose at de ville komme tilbage efter ham. Hun kunne jo ikke trække ham rundt med en arm, så stærk var og blev hun bestemt aldrig.
"Bange?" Spurgte hun undrende, hvor hun så op mod stjernerne. "Fordi jeg er modig." Lød det seriøst fra hende, hvor hun brød seriøsitet med en blid latter - De blide øjne landede derefter på ham. "Du ligner måske et rovdyr, men dem er jeg heller ikke bange for. Jeg besvimede nok af selve chokket af ikke at se det jeg forventede, mit hjerte er meget ustabilt, så et chok kan nemt feje benene væk under mig." Hun lagde den brækket arm tæt ved sit hjerte. "Jeg stoler på at der ikke findes personer, der ønsker at skade andre medvilje, så det er nok det der får min skræk til at forsvinde." Hun lagde sin hånd på hans arm, og rodede blidt rundt med hånden. "Hvordan kan man også være bange for dig, du har en rar stemme, og er så pjuskede på sammetid." Hendes stemme var blid, og en smule drillende på samme tid.
I følge hende, var der ingen grimme folk, ej heller nogle smukke. Folk ville altid være kønne, og specielle i hendes øjne. Selv Naggru var smuk i hendes øjne, det at han var så anderledes, men så stolt på samme tid. Gad vide om han gemte sig selv fra andre, nu hvor han var s speciel i udseendet. Hun fjernede hånden fra hans arm, og forsatte langsomt mod udgangen, de var ved før. "Hvordan kan det være at du gerne vil hjælpe mig hjem? Hvad er det der giver dig følelsen af at gøre dette, især når jeg har sagt at der er langt." Hun smilte kærligt, det var enlig rart, det at hun ikke skulle gå alene i mørket.

Han smilede lidt skævt til hende, hvordan kunne man ikke være bange for ham?? han havde rovdyr tænder og klør og kunne gøre sine popiler smalle som nåle og ligne et rigtigt monster. Han kunne dog ikke gøre andet end at ryste lidt på hovedet af hende og smile varmt over at hun rørte ved ham, hun stolede virkelig på ham, hvilket gav ham en virkelig god følelse i hans krop.
Hendes spørgsmål fik ham dog til at tænke en smule, men svaret lå nu også klart syntes han, især fordi han vidste hvad svaret var.
"Fordi du er så sød og uskyldig, og det er noget at følge dig hjem for, du er mere ren end en menneske præst" sagde han varmt til hende og roligt gik ved siden af hende og lod sin store hånd nusse hende kærligt i håret.
"Plus at du gav mig en rose, så bliver jeg bestemt også nød til at gøre noget stort for dig" sagde han og blinkede til hende drillende før han strakte sig lidt og så mod udgangen.
"Og det er ikke kun rosen du har givet mig, men også et smukt frø i mit hjerte, som allerede er vokset med flere meter, og det vil jeg ikke lade gå til spilde og se dig ende i kløerne på nogen som kunne tage mere end bare dine ting fra dig" sagde han og lagde en knytnæve for brystet hvor hjertet lå.
"Desuden møder man sjældent nogen så sød som dig i menneskeracen, du burde være stolt og gå med hovedet højt, for du er det bedste menneske jeg har mødt overhovedet, og det er selvom jeg ikke har mødt mange, har jeg set mange ugerninger gjort af mennesker, men du er det modsatte, du er den perfekte kandidat til at blive til en engel når du når din alders grænse" sagde han og smilede stort og varmt til Rose og syntes hun nu var virkelig cute.