Det rigtige sted, et uheldigt tidspunkt...Eller var det omvendt? (Camille, Isabella - Privat)

Sean vidste det. Han havde vist det hele tiden og mistroen var sikkert til at tage og føle på.
"Ellers tak, jeg klare mig" Og det gjorde han. Det gjorde han altid, tvunget som han var, til hverdag, til at klare sig selv. Han havde oplevet og overlevet mange sår...Og nogle hvor folk nok ellers ville være løbet til hospitalet.
Og mens Castle snakkede, lyttede han kun med et halvt øre. Og rystede på hovedet.
"Du prøver jo ikke være at andet menneske, du prøver at overbevise Camille om at du er så god, så god..." og han havde ret. Det viste han bare. Han ville ikke være tæt på Camille eller den bror han mente han var.
Han ville...ja, sikkert bare fri.
Seans opmærksomme øjne gled over hver bevægelse, da Camille gav ham noget vand. En ekstra bevægelse fik ham til at se ekstra opmærksomt på både ham og glasset, men han viste ikke helt hvad han skulle se efter.
Og væltet overraskede ham heller ikke...

Han var over ham som en høg. Han ville have sparket ham, hvis ikke hans ene ben havde været skadet og truede med ikke at holde balancen selv.
Så i stedet bukkede han sig ned og så en blanding af lidt vand og blod, samt Castle der umiddelbart havde en del travlt med noget.
"Alt din snak...Opgiv den!" snerrede ham. Og så rejste han sig igen, forsvandt et øjeblik og kom tilbage...denne gang med en kniv.
Han viste ikke hvorfor, hvorfor han, som netop værdsatte andres liv fordi han viste hvor nemt det kunne mistes, havde sådan lyst til at tage.
"Hvis du alligevel var død før, har du vel ingen problemer med at opleve det igen?"
Han ville ikke tage nogle chancer. Han var ikke helt sikker, men manden ville sikkert kæmpe og bring mere skade, hvis han faktisk kom fri...
Han håbede Camille kunne se det samme. Umiddelbart behandlede hun ham som en harmløs uartig hvalp. Dette var mere en blodtørstig kamphund.

Hun tørrede de spildte dråber væk fra hans hage, med indersiden af hendes hånd, da han var færdig med at drikke.
" Men Castle det giver jo ingen mening, der er intet logik i det' Hvorfor du pludselig skulle hade mig så voldsomt? hun undrede sig og forsøgte trække på tidligere erfaringer...men måtte opgive.Hun var ikke stødt på sådan en situation før.Castle virkede jo nærmest til at være blevet hjernevasket? Camille drejede hovedet lidt, og på Sean.Uha...der var optakt til noget, hun kunne se vreden i hans blik...i hele hans krop.Han var ikke tilfreds med situationen , ikke som den var nu.
Castle fortalte om det sidste han kunne huske, og hun lyttede... berørt af hans minder derfra, overhovedet havde en plads til hende.
Men inden hun kunne nå at sige mere, var han væltet med stolen og Sean over ham.
"Castle....er du okay" krævede hun svar og lod fingerne filtre ind i hans mørke hår, og undersøgte hovedet for eventuelle skræmmer, men det så fint ud.
Tilgængæld strøg hun over til Sean og greb fat i hans arm.Han havde en kniv nu !." Hey...ingen vold Sean, please...jeg ber dig .jeg vil ikke have ham smadret, sagde hun og kastede blikket ned på hendes X der lå på gulvet." Kan vi binde ham til en seng, måske?" deeet lød lidt underligt, men mon ik at Sean vidste hvad hun mente?!

Castle rystede på hoved af Sean, som tydeligvis, var Camilles gruppes version af anders and. hoppede og og ned, som en eller anden tosse, og kastede knytnæver omkring, når han slog sig på noget. Castle havde svært ved ikke at tænke på Sean, som en eller anden fornærmet hollywood tøs, helt ærligt, hvordan kan en mand blive så tøse fornærmet over et snigmords forsøg? *grow up man. * var det eneste Castle tænkte til den sag, for hvis ikke tude fjæset kunne klare lidt modstand, så var Camille nok den forkerte lege karamat, hun var jo som en målskrive for alt verden farlige og ubehagelige ting.
Castle havde nikkede, til Camille, da hun spurgte om han var okay, det var enlig ikke noget han tænkte over, det var bare en direkte reaktion. han ville ikke tænke over det, ligenu, stod der frisk luft og det tætteste, han kunne finde på en burger, på hans ´to do´ liste, og når det var gjort, kunne man begynde at tænke over, om Camille havde fjernet hans lyst til at dræbe hende, eller ej.
Castle kiggede på Sean, og sagde med inderligt had lagt i hans stemme, Sean var jo væsen, men Castle stemme var stadig rolig og afslappet, så den var ikke vred, bare hadefuld "Kan du ikke skære mig, nogen løg til en burger, nu du står med kniven sweetie?" Castle prøvet sig med et flabet smil, og lukkede så øjenene, og ventede på nogen slag. så han efter nogen slag, kunne lade som om han besvimet. hvilket an også ville gøre, hvis det løkkes Castle at få Sean til at slå ham.

han smilte til Camille og smed kniven på bordet.
"Sorry det glemte jeg...Det var dig han ville slå ihjel, ikke mig" ironien i hans stemme var tyk. Han så i stedet roligt på Castle go smilte af hans kommentar.
Han havde mistet kontrollen og nu også sit temperament...Det måtte ikke ske. Aldrig! Ikke igen...Ikke nogen sinde. Han havde brug for det!
"Jo da, røde eller almindelige?" svarede han igen og vristede sig fri af camille. Han så nu på Camille med en del alvorlighed.
Han lagde sine hænder på hendes skuldre og så hende ind i øjnene så godt han kunne. Han var træt og ønskede dette problem væk...Helst helt væk. Men det var gået op for ham at det nok ikke skulle ske på denne måde. Hvem ved, måske kunne han tjene penge på at slå ham ihjel senere?
"Hør til mig et øjeblik, vil du? Jeg vil have du skal passe på." okay, det lød forkert. Som om han faktisk interesserede sig for Camille i stedet for at have et arbejdsgiver-arbejder forhold.
"Jeg vil have du skal passe på hvad han siger og gør. I var tidligere sammen og han kender sikkert til de knapper han skal trykke på. Set i mine øjne har han allerede manipuleret med dig. Så jeg vil have du skal passe rigtig godt på, inden du gør noget dumt.
Stedet her huser nogle folk...SOm har hjulpet mig på det sidste. Jeg ville blive rigtig ked af det, hvis dine problemer skaffer dem problemer" Endelig slap han hende og kiggede kort ned på Castle.
"Lige nu vil han bare gerne fri. Men hvem ved hvad han vil, når han har opnået det?" han rystede på hovedet.
"Jeg vil nu smutte, som en såret hund, hjem til min hule og slikke mine sår" han blinkede kort til hende, tog kniven op i sin hånd, vejede den ett øjeblik..Kiggede så ned på Castle.
Så lagde han den på bordet igen.
"Vær sikker på at være den første der får fat i den, hvis du får brug for den, ikke?" og så vendte han sig om for at gå. Han var ikke en der hørte til her, i denne situation. Han viste ikke hvad han havde forestillet sig...men tingene var jo alligevel aldrig som man forestillede sig, så det kunne vel være lige meget?

Hun nikkede samtyggende til hans erklæring. Castle så ikke ud til at lide af nogle alvorlige skræmmer. Så langt så godt, indtil han så begyndte at lange ud efter Sean verbalt. " Ej, nu stopper du sku Castle...helt ærlig, du får ik en skid ud af det der...prøv nu at slappe lidt af" formanede Camille og gav så sin opmærksomhed til Sean, der var begyndt at blive lidt sarkastisk. Fedt...de var bare så indirekte konkurence syge , de to .
Hun lavede en lille grimasse ved hans ' det er dig han vil slå ihjel' og blev så stævnet til en mere alvorlig snak.
Hun vidste godt han ikke kunne stoles på, hans sind var for tåget og mørklagtmen en sælsom vrede imod hende. Camille havde på ingen måde tænkt sig at løsne hans reb.
I hvert fald ikke ret meget.
" ja, Sean...jeg skal nok være forsigtig...jeg skal nok passe på" svarede hun ham med et skævt lille smil.
Han var god nok...rigtig god, mere end god faktisk, Sean.
" Men gå nu ik for langt væk, Sean...ikke efterlade mig her, vel" galvt spurgte halvt bad hun og indprintede hvor kniven lå, så den hurtigt kunne flyttes med telekinese til hendes hånd.
Camille henvendte sig til Castele..." Ved du hvad skat, det hele ville blive meget bedre om du overgav dig lidt..og befandt dig på vores side lidt" sagde hun blidt.

Castle tog ikke Camilles råd om at lade den gå, han var for viljestærk, stolt, stædig.. kald det hvad man vil.. til ikke at provokere Sean tilbage, men da Sean så ud til at gå, så var den boldt faldet til jorden, men Castle smed lige en ´invitation´ efter Sean, inden Sean helt forsvandt "Vi må tage den burger sammen, en anden gang" han løj ikke.. han havde lyst til en burger. hvilket mindet ham om, at han ikke vidste om man kunne få en burger i denne verden. seriøst, af alle steder Castle, kunne og har været endt op, var denne verden da toppen af nedren. væsner OVER ALT, som var de helt normale mennesker. ingen ide, om de havde den slags mad, han plejet at spise, men efter dømme på alt det gammeldags, tvivlet han de kendte så meget som ordet junkfood. han sukkede for sigt selv, og tænkte han hellere ville have være lænket til en lastbil, der køre gennem Paris gader, lastet med spængstoff, med direkte retning mod disneyland paris, og en sindsyg vampyr bag rettet.. og væreste ved det hele. det havde Castle faktisk oplevet, så han kunne godt udtale sig om det, og det var klart mere hyggeligt, end at være fanget i en verden, hvor man ikke vidste, hvor man fandt sex eller junkfood. han rystede på hoved, og hørte Camilles ord. han havde oplevet rigeligt med jægere, der gjorde den fejl, at holde af et mål, og det var jo derfor Castle havde brændt sin kæreste han havde fået, efter Camille, da hun var blevet gjort til vampyr, af hende den dumme lille vampyr leder. og Castle var ben hård på det område, og havde ikke tænkt sig at lade et mål gå, ligegyldigt omstændighederne, så var spørgsmålet.. er Camille et mål? det var nærmere den kamp, som kørte i hans sind.. men kampen var snart slut. en side havde snart vundet.
Castle sagde så med en rolig stemme og et køligt og koldt blik "uddeler din side bolsjer til deres rekuteringer?" han smilede lidt for sig selv, og han sagde så "Skatter.. stop med at give tilbud du ikke kan følge op på. enten behandler du mig som en fange, skaffer informationer ud af mig, og skære mig derefter fra øre til øre.. eller du slipper mig fri, stikker min magnum i din kæft, og tager chancen, for at se, om jeg stadig vil, male væggen med din hjerneskal... spar os begge to. gør ikke noget halv hjertet, vi ved godt begge to, der ikke findes halv tillid" Castle stoppede med at snakke og gabte, og forsatte så "Men helt ærligt. jeg er mega træt, og kan vi ikke lege ´ryste sammen tur´ imorgen tidlig?. du har alle fordelene. jeg er bundet til en stol, jeg har ikke den fjerneste ide om, hvor i har ført mig hen, og ved ikke hvor i har gjort af mine våben. no need to worry, I gaurd the chair."

inden han forlod rummet vendte sig om og pegede mos Castle.
"Ved du hvad? God ide!" smilte han og så gik han. han sendte et beroligende smil til Camille, men havde skam ikke tænkt sig at sige hvor han gik hen.
Dog ikke ret langt. Faktisk han ud i køkkenet og hentede en balje med vand. Derefter rev han en af sine skjorter i stykker. Han satte sig inde i et af rummene, smed bukserne og kunne nu endelig tage sig af sit sår.
Han studerede det lidt, mens en svag blodstrøm stadig kom fra det...åh ha, han havde mistet lidt blod ja, såret var ikke særlig dybt, men alligevel dybt nok til at have indflydelse på hans aktiviteter de næste par dage...en uge måske...
Han rystede på hovedet. Så rensende han det og brugte sine improviserede bandager på såret.
Til sidst tog han bukser på igen og ryddet op.

Han drak noget vand og fik vasket sig en anelse. Ikke noget særlig, bare hænderne og lidt i hovedet. Han lod sine hænder glide gennem håret et par gange, hvilket fjernede det værste støv o skidt.
Når dette var slut skulle han virkelig i bad!
Nu var han bare sulten...Havde brug for ny energi.
Han satte sig rungt i den nærmeste stol, så han kunne høre hvad der skete inde hos de andre to. Kunne han mon nå en lille kvinde ude på gaden....Han legede lidt med tanken, men blev enig med sig selv om det nok var bedst at vente....

Camille gik uroligt frem og tilbage , som en løvinde der fornemmede fare på færde, men ikke kunne lokaliserer fra hvilken vinkel.
Castle ville aldrig nogen sinde røre hende, gøre hende fortræd, hvis ikke nogen...eller noget havde pillet ved hans hoved.
Men ...hvad fanden skulle hun gøre?
" gider du droppe det der 'skatter'? .det er nogle år for sent til den slags kælenavne"
Hun anede ikke om hun selv faldt i vandet og kaldte ham nogen, det havde hun ikke rænkt over, men lige her virkede det grotesk.
Hun gik over til ham. " Så...du vil have jeg slipper dig fri og satser mit liv for at se om du i virkelig heden er en ligeså stor kraftidiot som du lader som om? Det sku da en pisse god plan, Castle.Hvorfor fandt jeg ikke selv på det"
Hun rystede på hovedet. Og satte sig igen ned, mellem hans ben.
" Ved du ikke at jeg aldrig vill gøre dig noget? Du er min ven,en del af mit liv...vi er ikke elskende længere...men jeg elsker dig alligevel...og du vil have beviser? Hodt! Så husk lige dette her!!! Husk at jeg stoler nok på dig, på det gode ,fornuftige og den logiske i dig Castle.Spørg dig selv om jeg ville risikerer mit eget liv, ved nærkontakt med din magnum..eller hva det var du havde...for at forsøge at vække dig og trække din røv tilbage til dit? Jeg er ikke naiv...jeg VED du kan gøre det af med mig, hvis du ønsker....men jeg tror ikke du kan finde een god grund til HVORFOR du skulle."
Kniven lå nu i hendes hånd og hun holdte den kort for hans hals og hviskede ved hans øre..." Hav kontrol over dig selv Castle...husk hvem jeg er...husk alle de timer vi har delt sammen...og med Oliver" sagde hun med en stemme hæs af følelser, imens hun gik i gang med hans reb , der et efter et blev skåret op.

Castle hørte hendes lange tale, og halvdelen af ham, kæmpede som en gal, for at vinke forvel, til ordne, mens de løb ind af det ene øre, og ud af det andet, som var det toilet papir, der bliv skyldet ud af toilettet.. men. hendes ord ramte hans alt for store vilje, og stædighed, og hans mentale ben, fik overbalence, da hun var færdig. det var.. vildt.. hun påvirket ham så meget mere, end alle andre, gjorde, og han havde altid taget hendes sikkerhed frem for alt, og hendes ord betød noget, selvom hans pege finger, stadig kløet, og ønsket at finde vej til en magnum lige nu.
Castle gemte glass stykket mellem sin ringe, og lange finger, da hun begyndte at skære rebene op, for jægeren i ham.. ville være forberedt. rebene ved hans hænder var ikke skåret i af glasset endnu, planen var jo at vente til sove tid, og smutte der, men at blive sat fri, var skam heller ikke en dårlig fremgangs måde, nu var problemet jo bare igang.. hvor meget kløet hans pege finger? og hvor meget havde hendes klogt valgte ord, haft påvirkning på ham.
Castle sagde intet, men lod glass stykket glide ud af hans hænder, og ramme gulvet, han havde taget sin beslutning.
Han sagde stadig intet, han kiggede heller ikke på hende, mens hun hjælp ham fri, men måske sagde hans stilhed mere end ordne, ville kunne alligevel.. han skammet sig i stilhed. hans beslutninger, hans had, havde trukket ham til ting, der havde nær dræbt CAMILLE for helvede. han tænkte på Oliver nu, det hele. han sukkede for første gang så højt han kunne. et opgivende suk. han var ikke en mand der anderkendte fejl tit, og undskyld sagde han aldrig, men han havde anderkendt sit had for en fejl. nu rettet han bare en anden form for undskyldning til Camille, end ord, eller usselt kropsporg der hentyder svaghed, not him either. men han håbet. regnet med, hun forstod hans undskyldning, når det sidste reb var væk, og han så sagde "yes... I behave now" det sidste sagde han lavmelt, og ikke helt stolt af at give .. hans form for undskyldning

Stilhed. han hørte Camilles stemme gennem væggen og de måtte have haft en eller anden form for virkning...i en eller anden vej, for castle var selv helt stille.
Og så...Han fornemmede ikke noget. Han fornemmede ingen fare lige nu. Og smilte så svagt for sig selv.
Fra kaos til kontrol. og rystede så på hovedet.
*Ikke endnu...ikke helt endnu*
Han rejste sig fra sin plads og haltede ud i køkkenet. Han fik lov til at tage lidt frugt og lidt brød.
Han skulle ikke selv bruge det, men ville bringe det ind til dem. På den måde kunne han blande sig i det hele igen...Og holde lidt mere øje med fyren. For han viste stadig ikke selv om han kunne stole på ham...Det var han faktisk ikke sikker på han ville kunne overhoved.

Han kom ind til dem igen og blev i et øjeblik lidt overrasket over at han var fri...Men skjulte den følelse, som han skjulte så mange andre.
Han satte maden på bordet og så smilende, venligt smilende, og med de rolige, mørke øjne, fra den ene til den anden.
"Regnede med i kunne bruge lidt forfriskninger...Nu hvor begge jeres hoveder stadig sidder hvor det bør" en hentydning til at ingen af dem, lige nu, var ude på at slå hinanden ihjel.
Hans øjne gled over castle flere gange...mest for at holde efter det mindste tegn, bare det mindste, på at han var ude på noget. Hvad som helst.
For så ville han stoppe ham i det.

Hun lænede sig frem mod ham, satte kort sine læber mod hans kind og kyssede den.
" Tak" var alt hun sagde.Hun kendte ham og vidste at blædsøden opførelse ikke var hans stil, han gjore- og sagde tingene på hans egen facon, hvilke hun altid havde kunne lide og beundrede ham for.Når han altsår var ' sig selv i hovedet'.
Camille hev op i kjolen og fik stoppet Seans kniv ned i det særlige velco der klæbede til hendes lyse lår.Hun havde måske nok tillid til Castle, men da hun ikke vidste var hun og måske Castle helt var oppe imod, måtte hun være forberedt.Forberedt på igen at pacifiserer ham...hvis det blev nødvendigt.
Sean kom ind i rummet, og med et enkelt blik havde han opfanget situationene.
Måske ikke hans stil, men han lod til at accepterer det, hvilke Camille synes var godt. - og et smart trick.
Man fanger flest fluer med honning, eh?
" Tak Sean....helt perfekt."
Camille gik over til Sean og hviskede..." tror du han kender Isabella, personligt?" måske det var noget de skulle tale med ham om?

Castle så Camille begyndte at hviske til Sean, og med det samme gik nogen jagt instinkter igang, men han sagde ingenting, han kiggede bare væk igen, og rejste sig op, og begyndte at kigge rundt omkring, og se ting fra en anden vinkel, nu, kunne han jo også se hvad der var bag den skide stol.
Castle tog en hånd ned til hvor hans felt knive skulle sidde, og vendte sig mod både Sean og Camille, da de nok stod ved hiannden, og spurgte så "Mit grej. hvor satte i det?" Castle kastede et blik på det frugt og brød, som Sean så pænt havde forberedt, og hvis han stadig havde siddet i den stol, havde han nok lavede nogen jokes i sit hoved, om Camille havde fået sin egen hus mor, men han lod værre, og tænkte i stedet på hvor lidt, han havde lyst til frugt og brød, seriøst, hvor var de der forfriskningerne, som husmo... Sean.. som Sean snakket om.
Castle havde lidt svært, ved at være på side med hviske gruppen.. ej, det var nok ikke bare svært, han kunne slet ikke få sig selv til det. men gav den lige en ekstre skalde, det var jo Camille tros alt.. selvom det navn stadig trak i nogen af hans tråde, forstod han ikke helt, men det var ikke så slemt mere. langtfra.
Castle følte sig ikke helt tilpas her, måske havde han bare lige brug for jagt, for at sætte hans tanker tilbage på rette spor, at få vendt sin liste over mål på hoved, gav ham løst til at tage noget tid for sig selv, men først skal han have sine våben tilbage, og derfor havde han en hofnar at snakke med.

han trak på skuldrene og så ud af øjenkrogen at castle ikke ligefrem virkede glad.
"Hvorfor spørger vi ikke bare?" spurgte han normalt, i forhold til Camilles hvisken.
Han så over på Castle
"du skulle vel ikke tilfældigvis vide noget om Isabella, vel?" han sendte han sit sædvanlige venlige smil. Som om det hele bare havde været ganske...normalt. Efter alt.
han grej? åh ja, selvfølgelig ville han havde det...for at slagte dem alle sammen...
Han måtte lige hive sig selv lidt i nakkehårene for at den tanke ikke skulle få grobund. Hvis den først satte sig fast igen...Han smilte lidt ved tanken.
"åh dine ting? Den efterlod vi. Men hvis alt går vel her, får du jo heller ikk ebrug for dem...Eller vil du faktisk partere os?" spurgte han lettere ironisk, men langt fra fjendtligt.
Det var ikke ham, at holde sig fjender med nogen som helst...heller ikke hvis de mente at de faktisk var det...

Jov..de kunne da ligeså godt bare spørge, og så se om Castle ville samarbejde med dem? Hun mente dog stadig der var risiko for tilbagefald, at hvad end der havde formørket hans sind og vendt det imod hende, måske kunne gøre det igen....uden at være tæt på Castle, fysisk.Så hun var på vagt over for små ændringer, små tegn der kunne indikerer netop dette.
" Castle....du vari en drabsrus....vi gjore som du selv ville have gjort, fjernede alle våben
og kastede dem væk, der var ikke råd til andet.Undskyld" sagde hun stille.
Spørgsmålet var så om de nu selv ...i al fald hende og Sean, skulle opsøge den skide Isabella, og give hende en lille souvenier i form af en røvfuld eller noget..? Måske Castle ville hjælpe? Ja ja...optimismen var stor hos hende.

Dubumutuiukudu.. årh nej, eller ahvad, ville nok være en bedre måde at forstå Castles reaktion på. de havde hvad? kastede et 15 centimeter langt mordvåben, og en 45 caliber magnum ud på gaden, og efterladt det der, som var det skræld. Castle ville da gerne have sit grej, det ville være meget nemmere og mere praktisk, at have sine våben, når man skulle på jagt. hvad skulle han nu, tæve vampyrer med en pind? ej sefølgelig havde Castle været på jagt uden udstyr, og han lever tydeligvis stadig.. eller, det gjorde han jo så ikke.. men han døde ikke af de grunde. men stadigvæk, selvom han var kreativ nok til at tage væsner uden grej, betyder det ikke, at han ikke gerne ville have sine våben. jesus. han kunne jo skyde andet end Camille med det. men måske var det mere princippet i at, der lå mordvåben udenfor, hvor man ikke vidste om det var et barn eller voksen der fandt det. havde de her væsner i den her middelalder verden overhoved set en gun? ih.. Castle stoppet lidt sig selv, i hans irritation, og prøvede at slå koldt vand i blodet. måske tog det kun hårdt på ham, fordi Camille var med til at tage beslutningen? han vidste det ikke, men han kunnegodt mærke hun påvirket ham med alt hun gjorde, men nok ikke den retning, som hun gerne ville have det. han prøvede at tænke på noget andet.
Castle vidste ikke hvad han skulle sige om Isabella. så han trak på skuldrene, og sagde. "Nej.. har set hende, men ved intet praktisk, bliv ovenikøbet ført dertil med bind for øjnene, så som sagt.. intet brugbart" det var ikke helt rigtigt, han vidste mere end han sagde, men det var til en anden gang, når han var ikke længere var så... sur? på Camille.

Sean sendte ham et langt blik. Og valgte ikke at tro på ham.
Han viste det dog ikke, han trak bare på skuldrene og så Camille.
"Nå...Vi ved da at han har set hende..." der lå lidt mere i den sætning end hvad man ellers skulle tro, men han sagde dog ikke mere...Højlydt. Lige nu. Spillede bare med og ville se hvad der skete.
"Jeg tænker nu at vi skal finde ud af hvad vi skal" sagde han og satte sig på den nærmeste stol da han fik ondt i benet af at stå op for længe.
Han så en anelse træt først på Camille, så på Castle, så tilbage igen.
"Først og fremmest vil jeg være ærlig. Jeg stoler ikke på denne..." han skulle til at sige mand, men valgte at smile ironisk i stedet.
"...Hvad du så end vil kalde det. Vi kan ikke blive her. Og har vi stadig en aftale? Jeg mener vi er jo ikke kommet særlig langt med Isabella vel?" sagde han og lænede sig tilbage, tog et æble i hånden og kastede det mellem sine hænder.
Han så roligt op på dem igen med et lille smil, spændt på at høre hvad de havde at sige.

Castle lignede en der var blevet udstoppet med meget sure og bitre citroner, da sandheden om hans våben og deres skæbne , tegnede sig for ham.
Camille havde ikke spekuleret over at børn kunne risikerer at finde dem og blæse knoppen af sig selv, eller hinanden- hvis det havde været i hendes bevidsthed, havde de skildt sig af med dem på anden vis.
Hun sendte Castle et lidt ironisk smil og sagde tørt " Det er hvad man får ud af at lege med sprængstoffer og sutomatvåben, skat.....det bliver konfiskeret " og så gik hun over og tog plads overfor Sean, og vinkede også Castle derover.
Hendes øjne lå nu på dæmonen." vi havde en plan om at bringe Isabella i knæ, jeg stemmer for hun kommer det! Lad os se det hér som en...forsinkelse."
Hun tænkte sig om og imens Sean havde slået fast at han ikke stolede på Camilles X, ønskede hun selv at få ham til at ' tænke som sig selv' igen.Hun drejede sig om mod Castle og imens hun nussede hendes skræmmer ,der stadig sveg som en i helvede, spurgte hun direkte.
" Hvad nu....er jeg dit mål når vi går herfra ? Eller vil du hjælpe os?" En lille pause, hvor hun lagde begge hænder på bordet, og trommede lidt nervøst med dem.Det var efteralt ikke skide sjovt at være en levende målskive for sin ex, og slet ikke når denne var en uovertruffen genial dusørjæger, vel?
" jeg gider ikke dit bull Castle...uanset hvad du vælger, fortjener jeg et ærligt svar" sagde hun og forsøgte at tage et kig på hans ansigt.Se om han var okay ?