I only follow my own rules -Sakref Morladin

Moon var dystert iklædt i dag. Hun havde en sort trøje på samt et par mørkegrå bukser. Hendes pinke hår var sat op i en løs hestehale og de blå øjne spejdede rundt mens hun tog lange skridt. Bag hende gik en mand som puffede til hende med en kæp når hun ikke gik hurtigt nok. En stor dør åbnede og hun blev puffet gennem den. Lænkerne om hendes hænder og fødder klinkede. Hun havde været igennem meget for at komme i så stor knibe som hun var nu.
Hun kastede et blik tilbage mod manden, et smil bredte sig på hendes læber:” Det et flot sår du har dig..” kom det flabet fra hende, hendes bemærkning virkede som den skulle og manden hævede kæppen inden han slog hende over ryggen. Smældet blev dæmpet af stoffet fra hendes trøje men smerten var stor. Hun ømmede sig kort inden hun grinte en anelse:” Ti stille, og fortsæt fremad, frue” kom det stramt fra manden.
Hun kom til en stor sal og hun gad ikke rigtig kigge rundt da hendes blik var plantet mod den store trone. Da hun kom hen foran tronen hævede manden kæppen endnu en gang og slog hende bag på knæende og hun faldt ned på sine knæ. Hun havde ingen reaktion på smerten. Hun havde alt for travlt med at stirre på tronen. Hun vidste skam godt hvor hun var. Og hun blev vred.

Det hele havde startet med at hun havde gået en tur i Doomsville, hun havde spottet en ældre herre som var ved at blive ført væk af en vagt. Manden var svagelig og tiggede om nåde men vagtens ansigt var følelsesløst og hårdt. Hun havde nærmet sig dem men blevet stoppet af en anden vagt som ville forhindre at nogen stoppede det. Det havde gjort hende vred.
Vred nok til at hun aktiverede hendes evne og slog vagten væk. Han opdagede det ikke før strålen viklede sig stramt om hans arm og han skreg og vred sig. Hun trak ham væk på den måde og sørgede for ikke at holde længe så hun ikke brugte for meget energi. Han faldt til jorden og hun slap ham. Derefter så hun mod vagten som havde blevet opmærksom på hende og sluppet den gamle mand. Hun lagde hovedet på skrå og bredte sine arme ud:” Du vil føre en svagelig gammel mand væk, eh? Det ikke helt fair.. Arme mand, kan knapt nok stå..” sagde hun så og løb mod vagten. Hun spottede at hans arm gled om bag ryggen, trak svinet en kniv? Strålen skød frem og slog ham over brystet inden hendes arm fløj mod ham.
Hendes negle var skarpe, skarpe nok til at lave en større flænge ned over hans øjenbryn da hun ramte. Men i fryd over manden skrig lagde hun ikke mærke til at den anden vagt var kommet op igen og slog hende i ryggen så hun faldt mod jorden. Og nu var hun så her. Manden som hun havde angrebet stod og var klar til at læse en rapport op om overfaldet.

Et smil bredte sig på hendes læber mens hun forsat stirrede frem mod tronen.

Moons øjne faldt hurtigt på manden som kom gående. Hun var ikke spor i tvivl om hvem hun var. Hun kneb sine øjne sammen men sagde ikke noget. Hendes øjne havde en gnist i dem. Hun forsøgte at rejse sig men blev bare slået over skuldrene så snart hun prøvede. Men der var ingen reaktion på smerten. Hun drejede sit blev mod manden med såret som holdte kæppen og drejede hovedet lidt på skrå:” Pretty boy her skal nok fortælle dig alt om det…” hvorefter hendes hoved langsomt drejede mod Sakref og et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun grinte endda i fryd over hvad hun havde gjort.
Manden rømmede sig og blev ret tydeligt hisset op over Moons fryd:” Kællingen angreb mig mens jeg prøvede at hente en skatteundviger.. Hun er en skade for samfundet og ordensmænd som mig og min makker..” han kiggede igennem nogle bøger og så lidt forvirret på Moon:” Hun har ingen attester.. Der ingen journal, intet.. Er hun illegal?” mumlede han roligt og kastede blikket hen imod Moon.
Hendes blik forblev på Sakref:” Hvis den store mand vil vide hvem jeg er, kan han selv spørge… Han ejer trods alt en mund, tænder og tunge..” sagde hun flabet og blev kun mødt af et slag med kæppen og en lille lyd undslap hendes læber. Hun smilte kort og virkede upåvirket af at blive slået:” Han slår som en pige…” sagde hun roligt. Hun frydede sig gevaldigt med de flabede kommentarer.

Et smil bredte sig på hendes læber da han kaldte hende et skyggevæsen. Hun havde selv fundet ud af hvem hun var for noget tid siden, men det var stadig lidt nyt for hende. Hun lagde hovedet på skrå da han gik ned til hende. Hun så lidt om mod sine hænder som stadig var lænket sammen, før hun så tilbage på ham:” Det ikke særlig sødt at lænke nogen og så kræve deres navn. Det må selv de forstå.” Sagde hun i en rolig stemme og åndede tungt ud.
Hun kneb sine øjne en anelse sammen da han bukkede sig ned til hende. Hun så en anelse uskyldigt op på ham og kom med et blidt smil:” Men jeg vil lade dem vide mit navn alligevel. Eller det navn der blev givet mig af dem der fandt mig. Alle kalder mig Moon.” hun så lidt forbi ham og betragtede kort tronen inden hendes blik faldt på ham igen.
Hun rullede kort med øjnene da manden bagved igen snakkede:” Hvad vil de gøre ved hende?”. Hun havde lyst til at sige noget, smide endnu en spydig kommentar, men i stedet bed hun sig i læben for ikke at tale.
"Men jeg er ikke bare et skyggevæsen. Jeg er langt mere end de aner.." sagde hun i en rolig, men alligevel seriøs stemme. Hendes øjne virkede kolde men et blidt smil var over hendes læber.

Hun lagde hovedet på skrå da han begyndte at nævne Assorian og Sean:” Sean McGivens? Hemmelighedsfuld mand… og Assorian…. Han har tilbudt at være min lærermester… Sean bliver lidt sværere men Assorian kunne være let nok… Men hvad er der i det for mig?” sagde hun roligt. Hun lagde hovedet på skrå og lagde sine arme over kors. Det kunne godt være at hun virkede overmodig og useriøs. Men hun ville aldrig give informationer ud gratis. For hvad ville hun få ud af det? Hun kløede sin hage kort:” Sean har noget med en fra Lawless-familien. Et tæt venskab, ser det ud til.” hun ville ikke nævne navnet på personen og hun stod fast ved ikke at give informationer om andre end dem han specifikt havde navngivet.
Hun lukkede sine øjne kort og sukkede roligt inden hun åbnede sine øjne igen. Skulle hun til at spionere på sin egen læremester, for hvad? Hun tænkte kort over det:” Hvis nogen finder ud af det, vil jeg blive slået ihjel. Så jeg kan ikke gå med til noget før de kan forsikre mig at ingen vil vide noget om det her.” hendes stemme var seriøs men havde en charmerende sødme over sig. Det var hendes bedste asset til at få de informationer hun ville have.
”Hvis de kan forsikre mig en vis beskyttelse mod fremtidige fjender og folk der vil prøve at stå i vejen, vil jeg samle de informationer de skal bruge…” hun bukkede kort af respekt inden et blidt smil bredte sig på hendes læber. Hun var jo trods alt et skyggevæsen. Og kaos bragte hende styrke. Så lidt kaos virkede ikke så slemt endda. Måske kunne det bluse lidt ild i alt det der foregik foreløbigt:” Hvad for nogle informationer skal de så bruge?”

Hun havde godt mærket at der var en som holdt øje med dem, selvom hun normalt ikke prøvede på at opsnappe andres nærvær medmindre hun følte sig truet. Hun lagde sine arme over kors og valgte at ignorere følelsen. Hun så på ham da han begyndte at gå imod hende, hun lagde hovedet på skrå og lyttede til hvad han sagde. Hun nikkede roligt til det han sagde og smilte kort:” Jeg ville ikke for noget afvise en mulighed som denne. Jeg tager imod dit tilbud.” hendes stemme var rolig og bestemt.
Da han startede med at sige men og noget om krav kunne hun mærke en gysen kilde hende ned langs ryggen. Dog så nikkede hun bare og smilte. Det virkede ikke så slemt. Men hun var ikke sikker på hvad han havde i tankerne. Hvad skulle han bruge hende til? Spionere Assorian og Sean? Nej. Der måtte lægge mere bag. Hendes ansigtsudtryk udviste hendes undren:” Er det kun Sean og Assorian? Eller er der også andre?” hendes stemme var nysgerrig og fyldt med undren.
Hun rettede sin opmærksomhed mod skikkelsen der kom. Hun virkede en anelse overrasket over størrelsen. Dog kunne hun mærke auraen. Men det var ikke fordi den kunne skræmme hende. Følelserne hun samlede op gjorde hende bare stærkere. Hun smilte kort og nikkede til det han sagde inden hun tog hans hånd. Hun håbede dog ikke på at skære sig på krystallerne. Hun så kort på Sakref:” Det gode ved mig er at jeg aldrig har været bundet til forældre eller noget, så der er intet bevis på at jeg er et levende individ i samfundet… Jeg er nærmest som et spøgelse… Det eneste man ved om mig er min race og mit navn…” hun smilte lidt og var nu lidt stolt over hvor anonymt hendes liv havde været.

Hun lyttede og smilte roligt. Hun havde det fint med at der kun var to. Det var nemmere at filtre informationen på den måde. Hun kom med et lettet suk og slappede af i skuldrene. Hun virkede mere afslappet. Men hun var ikke fuldstændig tilpas endnu. Hun følte sig stadig i lidt af en farezone. Selvom han virkede åben og glad. Hun var trods alt næsten ikke-eksisterende. Ingen ville savne hende, huske hende. Hun kunne nemt forsvinde. Hun gned sin tinding lidt med to fingre og knak derefter sine fingre, en for en ligeså stille. Dog var det en normalt rutine så hun kiggede bare på ham.
Hun rettede sin opmærksomhed endnu engang mod den lille skikkelse. Hun smilte venligt, det virkede en anelse urealistisk at sådan en lille skikkelse kunne gøre nogle frygtelige ting. Men hun var stadig varsom. Det var aldrig godt at underminere andre. Det ledte altid til noget skidt. Hun nikkede kort og smilte roligt:” Jeg behøver ikke megen beskyttelse… Kun hvis de finder ud af at jeg prøver at samle information om dem…” hendes øjne lyste en anelse op, var hun spændt? Ja det var hun. Alt det kaos der kunne komme hvis hun fik de rigtige informationer. Det gav et helt specielt rus.
Hun så lidt hen på Mephiles og fulgte nu bare roligt med ham. Hun hoppede en anelse i sine skridt, det var svært for hende at holde sin spænding tilbage. Hun måtte indrømme at hun ikke tænkte meget over sit liv. Det var nærmest bare underholdning for hende. Og konsekvenserne var ikke noget hun overvejede i øjeblikket. Tidspunktet hvor hun skulle ville dog nok komme på et tidspunkt. Hun så sig kort rundt mens hun fulgte Mephiles, hun kunne ikke undgå at studere sine omgivelser, huske dem. Allerede salen virkede stor og uoverskuelig for hende men det var ikke som om at det på virkede hende.
Hun kom ud igennem døren og kløede sig kort i håret, hun vidste ikke helt hvad hun skulle trænes i. Hun var klar til at følge enhver ordre. Så længe det ikke afhang hendes liv.

Moon fulgte ham og havde ikke tænkt over at man kunne se hvordan ruset påvirkede hende. Hun så lidt på Mephiles og kom med et kort smil:" Det er en del af mig... Kaos giver mig livsenergi... og så det vel følelsen af absolut kontrol... med de rigtige informationer kan jeg blive brikken der kan vælte alting..." et morbidt smil bredte sig på hendes læber. Det var intet personligt mod dem hun skulle spionere, det var bare for sjovs skyld. Hendes underholdning.
Hun så kort rundt ude i haven og havde slet ikke lagt mærke til noget før indgangen til det hemmelige rum åbnes. Hun var alt for opslugt i tanker og egne planer. Hvad skulle hun dog gøre. Hun fulgte ham roligt og kørte en hånd ind i sit hår inden hun rodede i det for at give det mere fylde. Derefter rystede hun sit hår og smilte kort.
"Mephiles.... fortæl mig lidt om dig selv... er du... ligesom mig?" Hendes nysgerrighed var gået over hende igen og Mephiles havde interesseret hende:" og hvordan kom du til at arbejde for Sakref...? Hvis jeg ikke er alt for påtrængende... det bare rart at vide noget grundlæggende om en der skal oplære mig... det skaber et bånd..." hun smilte kort, mens hendes blik gled rundt, hvor end de var. Krystallerne der lyste stedet op var smukke. Det syntes hun ihvertfald.
"Skyggevæsener... har en... skyggeform... så vidt jeg ved... hvordan kontrollerer jeg den..?" Spurgte hun i en rolig tone. Hun havde aldrig vidst at hun havde en skyggeform, og hvordan hun kunne styre den. Var de til at styre alligevel?
Hun kom med et dybt suk og så ned af sig selv:” Jeg kan også andet end at være spion…” et smil bredte sig på hendes læber og Mephiles kunne fornemme en stor energi der bare svømmede rundt mellem hendes skuldre. Hendes ryg lyste også svagt bag tøjet. Det var hendes lysstråle der gerne ville ud og se verdenen. Eller den styrede egentlig ikke sig selv. Men det var hendes underbevidsthed der havde overbevist hende om at den havde sit eget liv når hun ikke brugte den.

Moo nikkede kort til det han sagde og så ud til at være meget engageret i det han sagde:" skyggevæsen... Assorian har godt fortalt mig at han kan oplære mig til at blive et godt skyggevæsen.... sig mig... har de mødt denne Assorian Fáblo?" Spurgte hun nysgerrigt. Det var tydeligt at allerede nu så det ud til at hun accepterede Mephiles som en form for læremester.
"Du må lære mig at mestre min skyggeform... den vil være mig yderst nyttigt i fremtidige spionager.." sagde hun kort og lod strakte sin arm ud mens strålen snoede rundt om hendes arm og dannede en form for pisk:" jeg ved ikke hvad den er... men når man rør den får man en følelse af at det berørte sted bliver stukket ned i den stærkeste syre.. den kan få de stærkeste og mest modige mænd i verden til at ligge og græde i fosterstilling..." strålen gled langsomt tilbage rundt om hendes arm idet den trak sig tilbage i hende.
"Den æder min livsenergi når jeg bruger den... det er derfor at jeg er nød til at omgå mig det negative og kaos... for at holde orden i mig selv..." sagde hun og trak let på skuldrene. For at være ærlig havde hun ikke tænkt meget over hvordan hendes evne egentlig var en gave. Få den stærkeste mand i fosterstilling? Det var ikke noget svage væsener kunne. Hun satte sig roligt ved siden af Mephiles og kørte en hånd igennem det lyserøde hår:" send mig på min første mission. Jeg vil ikke skuffe dig..." sagde hun viljestærkt.

Hun nikkede kort til det han sagde og lod strålerne komme ud igen. Der gik et gib i hende da hun ikke ligefrem fik den reaktion hun ville have, da han rørte strålerne. Hun betragtede hans hånd og rystede så kort på hovedet:” hv… hvordan kan du klare det?” kom det en anelse forskrækket fra hende. Hun trak hurtigt strålerne ind i sin krop igen og var ærlig talt helt paf over det der lige skete. Hun kunne ikke tænke på andet.
”Et navn? Hvad skulle det være… Moon er det navn jeg blev givet, så det er det jeg hedder!” kom det barnligt fra hende idet hun rejste sig vredt og knugede sine hænder hårdt sammen. Et andet navn? Psh! Jeg har altid heddet Moon! Vil altid hedde det! tænkte hun roligt for sig selv mens hun lagde sine arme over kors. Men noget inden i hende sagde også at hun ikke bare skulle fuldstændig udelukke at det han sagde faktisk kunne være sandt. Hun så på ham og slappede så af, hænderne blev åbnet igen og hendes skuldre faldt ned i en afslappet position.
”Men så må vi vel bare komme i gang…. Med at finde mit rigtige navn og hvem jeg er..” sagde hun så og satte sig atter i sofaen. Hun vidste ikke hvad der skulle gøres så hun kunne kun sidde spændt og vente på at se hvad han havde i tankerne. Men noget sagde hende at det nok ikke ville være en behagelig forvandling at gå igennem. At se bort fra hvem hun altid har været? Blive en ny person? Ville hun virkelig kunne klare det? Alle de spørgsmål der løb igennem hendes hoved.
Hun var ikke sikker på at hun var klar til at gennemgå det her, men nu havde hun rodet sig ud i det her. Moon ville vel bevise overfor sig selv at hun var en god informationsopsamler. Men ville der være valg som hun ikke var klar til at tage? Var det her et af dem?
”Hvis jeg gør det her… Og finder ud af hvem jeg rigtigt er. Er der så en vej tilbage til hvem jeg plejede at være?”, det var hendes eneste bekymring. Aldrig at kunne gå tilbage til den hun var.

Hun så op på ham og kørte en hånd en anelse overvejende igennem håret. Hun rakte ud efter en krystal og kneb så sine øjne helt sammen:” Jeg kan ikke selv få adgang til de minder… De ligger dybt inde i mig? Der må være noget du kan gøre for at hjælpe mig… Tvinge mig i en koma, låse mig inde i mig selv!” udbrød hun og så en anelse fortvivlet på ham. Finde sit navn? Hun havde kun heddet Moon!
Hun prøvede at tænke tilbage. Små glimt kom frem i hendes minder. Hendes barndomshjem. Glade børn. Mørke. Der var ikke andet hun kunne huske. Hun tog sine hænder op til sit hoved som om hun prøvede at vride sin hjerne som en klud med telepati. Hun satte sig i sofaen og tænkte kort:” Jeg får de her glimt… Jeg kan kun opnå flere glimt fra fortiden…. Måske endda det hele… Hvis jeg er tæt på at dø… Så der er vel ikke andet at gøre… end at slå mig halvt ihjel..” hun gøs ved tanken og rystede så på hovedet.
Hun rejste sig og måtte have noget plads til at trække vejret i. Det kunne godt være at hun ikke kunne mærke mange ting. Men at være tæt på at dø var ikke ligefrem noget hun havde den store lyst til. Hun tog en hånd op til sit bryst og åndede tungt ud:” Mephiles. Du skal være klar til at redde mig… Men kun på kanten til at det er forsent..” sagde hun så bare pludseligt og løftede sin ene hånd ud foran sig og løftede ned i hendes trøje for at blotte hendes bryst.
Det gik så hurtigt. Selv ikke engang han ville kunne stoppe hende. Hendes fingre borede sig igennem hendes eget bryst og punkterede hendes lunge. Fordelen ved at have været dæmon var at hun stadig havde den samme styrke. Hun trak fingrene ud og gispede kraftigt efter vejret mens blodet flød ud. Instinktivt tog hun en hånd op til brystet for at stoppe blødningen. Men intet så ud til at hjælpe på det. Hun faldt på knæ. Minderne var stadig mørke. Hun var ikke tæt nok på. Så hun løftede hånden igen og gjorde samme hurtige bevægelse mod hendes anden side af brystet. Et smertefuldt piv kom fra hende og hun lukkede øjnene hårdt i.

Jep. Det her var helt klart det værste hun nogensinde havde prøvet. Hun gispede kraftigt efter vejret, men i stedet for at begynde at gå i panik, valgte hun at lukke sine øjne i. Minderne var klare som aldrig før. Om som hun blev svagere blev de kun endnu klarer. Hun faldt til jorden og nåede at besvime for ikke at føle mere smerte.

En ung pige med blond hår sad ved pejsen, hendes barndomshjem. Omsvøbt af et tæppe nød hun den dejlige varme. Men pludselig kom der fodtrin. En person satte sig ved hendes side, ansigtet udvisket og sort som havde person aldrig haft et ansigt. I hænderne havde den en drik. Nede i drikken var der blod. Rent blod. Pigen så på drikken og rystede bare bedende på hovedet:” Ikke mere…. Jeg kan ikke..” sagde hun med en drænet stemme.
Skikkelsen tyssede på hende og tvang hendes mund åbent mens et stort uhyggeligt smil bredte sig på det ansigtsløse hoved:” Bare rolig… Det er den sidste kop… Og så vil jeg ikke tvinge dig til at drikke mere, min pige..” sagde den i en beroligende og overbevisende tone. Over længere tid havde personen fodret hende med blod. Pigen tog imod det, med et uskyldigt og træt smil og drak, glad over at det var sidste gang. Pigens ansigt var blegt med sorte rander under øjnene. Var hun syg?
Personen lagde en hånd på hendes hår og lænede sig ned for at kysse hendes pande:” Lilith….” hviskede den. Pigen lukkede sine trætte øjne i. Var det… hende? Personen løftede pigen op og tog hende op til sin seng og lagde hende i den:” Husk hvem du er… Lilith… Mit eget barn….” sagde personen mens den strøg pigens kind.

Men pludselig blev hun flået ud af mindet, hvilket nok var for det bedste. Hun gispede kraftigt efter vejret og så ned på sit bryst, helingen havde gjort at hun var hel igen, men der var et lille ar i den ene side af hendes bryst. Som havde en perfekt overflade blevet ridset en smule. Det var ikke et kæmpe ar. Hun tog sig til hovedet og nu var mindet soleklart for hende:” Lilith..” mumlede hun for sig selv. Derefter så hun på Mephiles og forklarede så i grove træk om hvad mindet havde handlet om. Til sidst var hun dog nød til at spørge:” Hvorfor kunne jeg ikke se personens ansigt? Det var helt væk… Som havde personen aldrig været en levende..” hun tog sig lidt til hovedet inden hun faldt på knæ. Det var alligevel hårdt for hende at være på kanten til at dø og så pludseligt blive flået tilbage til live. Hun kom med et kort gisp og tog fat i sit hår:” Personen har gjort det her ved mit hår…” udbrød hun så og slap det som om hun havde rørt noget ulækkert.

Hun lagde hovedet på skrå over det han sagde. Det var ikke hende? Hun rystede så bare på hovedet:” Jeg kan ikke bare få en andens minde! Det er da for underligt…” hendes stemme lød ikke særlig overbevisende da hun ærlig talt ikke var helt sikker. Hun så lidt fremad og tænkte tilbage på mindet:” Det er mit gamle barndomshjem… Det børnehjem jeg er vokset op på… Og som jeg ejer… Men der har ikke været børn der i megeeet lang tid. Og jeg har været helt alene så længe jeg husker..” hun kløede sin hage og sukkede kort. Hun rejste sig forsigtigt, og vaklede en anelse hen til sofaen.
Hun rakte ud efter en krystal der lyste og fik fat om den. Så snart hun rørte den blev den mørk, i en mørkeblå og klar farve. Hun så lidt på Mephiles og åndede tungt ud:” Jeg beholder den her, for mit hårde slid…” og så tog hun den i lommen. Han havde alligevel så mange. Hun lukkede sine øjne lidt i og gabte kort. Men hvad ville søvn nytte? Det var ikke noget der ville kunne give hende energi tilbage.
”Har du noget der kan give mig et energiboost? Dystre følelser på flaske?” hun smilte kort, hendes humor var ikke aftaget selvom hun var afkræftet. Hun kom med et dybt suk og så lidt op i loftet mens hun slappede af i kroppen. Der gik noget tid før hun endeligt begyndte at snakke igen:” Hvordan ved jeg overhovedet hvad det hemmelige navn minder om? Hvad er dit? Hvis du ikke har noget imod at dele det med mig... Jeg er trods alt i dit lære nu..” sagde hun så bare pludseligt for at bryde stilheden.