Wrong place at the wrong time - Ancalagon

Ancalagon kiggede sig over sin ene skulder og et smørret smil formede sig, "doubt you're able to transform lille human girl" sagde han og åbnede døren og gik indenfor og det første hans lugtesans fangede, var en svag duft af møj, hvilket kun kunne betyde af hans band of brothers havde været et smut forbi med mjød, sikkert to tønder.
De var der dog ikke, sikkert taget videre, Ancalagon og Loui var faktisk alene i huset, så det ud til, så der var ingen grund til at råbe på Lynie eller de andre. "Luk døren efter dig" kom det fra Ancalagon som gik hen til enden af gangen og ind i næste rum, en trappe i venstre side af gangen, gik op til flere rum, og soveværelserne. I højre side af gangen var der en dør som gik ud til toilettet.
For enden af gangen kom man ind i den store stue, som Ancalagon befandt sig i og var igang med at klæde meste af tøjet af, eller nærmere våben og hans skind tøj på overkroppen som havde en ringbrynje indbygget i så han nu faktisk kun havde normalt afslappet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] på og gik hen for at sætte sig i en tremands sofa som havde bjønepels lagt over den, samme for gulvet, der var pels på gulvet som tæppe, dog ikke bjørnepels.
Et spisebord lidt til venstre for sofaen med fire stole, en døren over i venstre hjørne som gik ned til køkkenet, hvor der var koldt så madet ikke rådnet.
Ancalagons to ravne sad højt oppe på et skab med lukket øjne da de nok sov og åbnede et enkelt øje da der der var fodtrin, men lukkede øjne igen da de så det bare vare Ancalagon.

Loui bed mærke i hvad han svarede hende. Hvad mente han med det? Men hun nåede ikke at tænke så langt, før han allerede var gået indenfor. Hun gik et skridt frem, så hun også var inde. Hun blev dog stående og så sig omkring der hvor hun stod. Imens hun stod og undersøgte hendes omgivelser blev hun 'vækket' da Ancalagon spurgte hende om at lukke døren. Hun så op i et split sekund, vendte sig om og lukkede så derefter døren.
Hun gik langsomt væk fra døren og hørte kun lyde af, at Ancalagon tøj noget af sig tøj af, i em beklædning som så mere behagelig ud. Hun fulgte lidt efter han og så han satte sig i sofaen. "Hvad mener du med at jeg ikke kan forvandle mig? Du kan, hvorfor kan jeg så ikke?" spurgte hun og gik nærmere imod ham. Det var en rigtig yndig stue og der var en del pels hist og her. Hjemme hos Loui var der ikke noget pels. Hverken hendes mor eller hendes pap far jagede eller havde råd til at pynte huset med sådan en dyr genstand. Hun satte sig i den ene side af sofaen og trykkede sig lidt op af armlænet imens hun så hen på ham. "hvornår vil du begyndte at forklarer mig, hvad der egentlig foregår?" spurgte Loui igen og var faktisk skrub forvirret.

Lynie, Azgon og Lucy havde været ude for at købe lidt ind. Der havde været et større marked i Doomsville og det havde tiltrukket ret mange, blandet andet Lynie og børnene.
De havde bare købt en masse mad til kælderen, mens hun vidste at fyrene havde husket på at købe mjøden, så Lynie ikke havde behov for at skulle bære de tunge tønder, selvom hun var blevet rigtig stærk, eftersom hun var blevet til en Draküa, var det stadig ret tungt for hende.
Et smil hvilede på Lynies læber, det havde været en god dag, Lucy havde været meget samarbejdsvillig, hun havde faktisk lyttet efter Lynie, hun glædede sig til at fortælle Anca om det, det var noget helt nyt og vidunderligt.
Lynies blik skævede kort ned til Lucys hånd i Lynies. Hun kiggede ned på sin datter med et kærligt smil.
De voksede virkelig så hurtigt, Lucys flotte horn, havde vokset sig større og længere, det samme for Azgon.
De spidse øre som de havde, mindede hende meget om elvere, hvilket fik hende til at grine inden i, for de var slet ikke elvere, ikke engang sort elvere, kunne hamle op med en Draküas vrede, og da slet ikke Lucys, når hun ikke fik hvad hun ville.
Hendes øjne gik fra Lucy, til Azgon, som gik lidt længere væk fra dem, slet ikke hånd i hånd med sin mor, som Lucy. Azgon var altid den mere... stille type, den mystiske type. Hun kendte den phase han gik igennem, hun havde skam også haft den, og hver gang hun kiggede tilbage på den, kunne hun ikke lade være med at grine af det.

Som de kom nærmere huset, hvor de boede, var Lynie begyndte at opfange en lugt, ikke kun Ancas, men der var en med ham, udfra duftens sødme, var det helt klart et menneske af hunkøn, dog følte Lynie sig ikke det mindste truet af det, for hun vidste at Anca ikke kunne finde på noget, og hvis han kunne finde på noget, så vidste han nøjagtigt hvad der ventede ham.
Hun kunne dog ikke lade være med at gå lidt hurtigere end normalt.
Lucy og Azgon havde selvfølgelig også opfanget lugten og havde kigget noget så interesseret på deres moder.
Lucy fik et lusket smil på læben, som hun slap Lynies hånd og gik over til Azgon og hviskede til ham. "Far er i problemer!" de begge begyndte at grine og nikkede.
Lynie prøvede at forholde sig i ro, men hendes drage kæmpede imod og ville rimelig gerne op i det røde felt rigtig hurtigt, hun var sur og samtidig nysgerrig, hvem var denne pige mon, hvorfor havde Anca overhovedet slæbt hende med hjem og så direkte til deres hus, det... virkede ikke som ham.
Da de kom til døren, fik hun Lucy til at åbne den, da hun havde hænderne fyldt af vare.
Hun satte dog dem kun ved døren, før hun tog sine sko af og gik længere ind i huset, hvor hun fandt en lyshåret, rigtig køn pige, side i den anden ende af sofaen, hvor Anca også sad.
Hendes krybdyrs øjne, flakkede lidt imellem dem, mens et halv anstrengt smil kom fra på hendes læber.
"Jamen hejsa" sagde hun med blikket rettet mod pigen, det var et meget neutralt blik, da hun ikke ville hoppe til nogen konklusioner endnu, før hun havde hørt noget fra Anca.
Hun rettede sit blik mod Anca, hvor det fik lidt mere af en kærlig glød, dog også meget nysgerrig. "Wo los rek, ahrk fos los dreh het?" spurgte hun på deres sprog, bevidst for at pigen ikke skulle kunne forstå det, eller skulle kunne følge med i deres kommende samtale.
Børne stod ved siden af deres mor og kiggede meget nysgerrigt på pigen der sad i sofaen. De smilede til hende, mens de grinede lidt indbyrdes, dog trak Azgon, som altid, sig tilbage, hvor han lige sagde hej til pigen, inden han forsvandt op af trappen og ind på sit værelse.
Dog Lucy stod der stadig, da hun ville vide hvad der forgik, men Lynie var ikke så vild med den ide.
"Op på dit værelse Lucy, du får det af vide senere" sagde Lynie til hende, og utroligt nok, nikkede Lucy bare og gik op på sit værelse, hun havde godt kunne mærke, at det ikke var i den situation, at hun skulle sige sin mor imod.
Lynies blik, blev ved med at flakke mellem Anca og pigen.

Ancalagon vidste med det samme at hans familie var hjemme, Lynies Drakûa duft, den velkendte duft, ramte hans næsebord, takkeværre hans drages lugtesans.
"Dii lokaal, daar. .? Daar los. . Loui, niidro dremsil lingrah tey, Zu'u sav ek zos wey ont ahrk rek eylok do worax zey straag kotin dovah ahrk kiibok zey hofkiin"  svarede han tilbage, uden lige at tænke over at Loui faktisk ingen andelse havde om hvad fanden det var de sagde til hinanden, men Ancalagon var så vand til at snakke deres modersprog, eller deres races sprog til hinanden, mest fordi at Lucy og Azgon ikke helt kunne snakke det endnu.
Han rejste sig op og gik hen til Lynie og lagde begge hænder på Lynies kinder og kyssede hende, "dreh ni uful, rekro . . fahdon zu'u grind ahst tend, sav ek reym nol jul ahrk zuspein nol mungrohiik" forklarede han hende og gav Lynie sit normale smørrede smil/up to no good smil, vendte sig rundt til mod Loui som sikkert ikke anede hvad der skete.
Lynies udseende var sikkert også nok til at få Loui til at blive nervøs sikker, da Lynie havde dragehorn og øjne som Ancalagon.
Ikke nok med det, så nåede Loui også at se deres børn da Lynie kom hjem, da børnene heller ikke så normale ud, hverken [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] deres datter, eller [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] deres søn.
"Sorry, glemte lige at du ikke ka' forstå vores sprog, dette er min mage, Lynie" introducerede han Lynie til Loui og mærkede tydelig dragen i Lynie gerne ville frem og te sig. Han håbede dog at hans forklaring ville hjælpe på Lynies temperament.
Det var en ting, en kvindelig Drakûa drages vrede var ikke til at spøge med, hvis man ikke var forberedt som mandlig drage.

Lyden af hoveddøren, fik deres samtale afbrudt. Hun rettede sig op og var overrasket over at der kom flere ansigter. Loui kunne måske godt tænke sig til, at denne størrelses hus var til flere af gangen.
På et øjeblik så Loui en kvinde, med horn. Det fik Loui til at tabe kæben, helt. Hendes hjerte bankede vanvittigt. Nu passede hendes tanker til hvad hun havde været så bange for. Den mand hun troede var hendes eneste ven, havde faktisk lokket hende i en fælde og taget hende med hjem til en heks, for at spise hende - hun skulle være et måltid til hele familien! Loui rejste sig hurtigt op og gik baglæns.
Hun blev ligbleg i hovedet da heksen hilste på hende, hun så ikke glad ud. Hun kunne ikke tro sine egne øre eller øjne. Hun forstod intet hvad de sagde eller troede på hvad hun stod og så.
Hun vente ansigtet hen mod Ancalagon, da han endelig slog tilbage i sprog hun kendte. "Det..ehh.. Jeg må vel også se at komme hjem.. Hej Lynie" svarede hun med en nervøs stemme og kunne ikke få øje på en udgang, med mindre hun skulle gå forbi heksen - også ville hun sikkert fange hende.
Det var ikke med Louis onde meningen at have disse fordomme for noget hun ikke havde set før. Hun var opfostret hos hende mor, med uhyggelige historier med monstre som spiste små piger. Det var som om at alt hvad hun havde fået fortalt hun skulle være bange for, stod lige foran hende. Hun var tæt på at blive dårlig.