What do we say to the god of death? Not today - Assorian

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hun kunne føle det. Følelsen der brændte op helt ind til hendes knogler. Alt hun ønskede var at give slip og lade skrigene bryde ud i mørket. Dog havde Hayley aldrig været typen der lod smerte komme for at lade den slå hende i jorden. Dette var dog ikke en fysisk smerte. Men des længere tid hun blev ved med at benægte det var savn der var grunden til denne smerte. Des dybere gravede den ned og prøvede at dræbe hende. Hun stoppede let op og tog sig til hovedet. Ikke engang Aria kunne komme igennem til hende længere.. For Aria var væk. Aria var væk. Der var et kæmpe tomrum i Hayleys hoved. I hendes hjerte. Hun havde ikke set Sophia i fire måneder. Det var længe at være væk fra sin datter, men så igen. Jackson ville sikkert ikke lade hende komme tæt på nu. For ikke at nævne Alison. Ali ville aldrig lade hende komme tæt på, specielt ikke hvis det ikke var Aria der kom dem i møde. Hayley havde ødelagt alt. Alt var ødelagt. Let mistede hendes knæ styrken til at holde hende oppe, og hun lod sig falde ned på den frosne jord. Hendes øjne borede sig lige ud i luften. De virkede nærmest til at være i trance.

Hayleys hænder klemte sig sammen på jorden så hun kunne føle, hvordan jorden gled indunder hendes negle. Var det virkelig det? Aria var væk. Hvem gjorde det hende så til? Nok kaldte hun sig også ved navnet Aria. Men var hun Aria nu når Aria var væk? Hvem var hun? Ingen. Hun var ingen. Let lod hun blikket glide i, og lod læberne skille sig en smule så luften kunne komme igen.
Jeg er ingen Hviskede hun ud i nattens kulde, så hendes ånde dannede en tåge ved hendes ord. Lyden af nogle i skoven fik hendes opmærksomhed, og hun rejste sig stille op. Nærmest som en ulv på vagt. Så drejede hun sig rundt og kiggede rundt. Blodresterne hang stadigvæk på hendes ansigt, på hendes tøj og ikke mindst i spidserne af hendes hår fra kampen et par dage siden. Hun havde stadigvæk den gode pusse nusse engle aura over sig - et minde om hun ikke slog ihjel.
"Kom nærmere. Jeg ved du er der."

Assorian var på vej til Ashen Wood Forest fordi han havde fået af vide fra hans tropper at de havde observeret Hayley i en meget ustabiltilstand, som om hun var ved flå sig selv fra hinanden sagde de og så skyndte han straks ud for at finde hende, han svævede så hurtigt han nu kunne for at finde hende og valgte så at lande på jorden og oplade en lille mængde røgsky og begyndte så og dreje rundt med armene strakt ud og skød så en lille røg som kan flyve rigtig langt i en lige vinkel, i håbet om at hun ser det og følger efter det.
Efter at have skudt det i nogle sekunder så stoppet han og råbte så højt han kunne "HAYLEY HVOR ER DU" og ventet på et svar, hvis hun ikke kaldte igen eller kom efter nogle minutter ville han svæver længere ind i skoven.

En stemme skød igennem hende, og hendes blik flyttede sig efter Assorians stemme.
"Hvad så?" Spurgte hun halv anstrengene for at lyde så normal så mulig. Hendes skridt gik imod ham, og til sidst stødte hun på ham. Let sank hun en klump. Blodet i hendes ansigt var stivnet for længest. Let sank hun en klump, også løftede hun let på skulderen. Præcis som alting var normalt, og hvis der var noget Hayley var god til, så var det skuespil - at spille hård. Hayley vidste alligevel ikke, hvad hun skulle sige. Aria var normalt den som gav hende en henkastelse til det venlige hun skulle sige, og lige nu stod hun mere og mindede om en der var blevet mundlam. Hun var tydeligvis forvirret, det lagde i hendes blik når man kiggede hende i øjnene. Hayley slog derved hurtigt blikket ned og rømmede sig. Stille kørte hun en hånd igennem sit hår.
"Så.... øhm... hvordan står det til?" Let kløede hun sig i nakken.
Er det seriøst det bedste du kan komme op med?" Spurgte hun sig selv i sit hoved. Der var tomt. Ingen Aria der hjalp hende på vej. Fornærmede hende. Ingenting. Der var intet tilbage.

En pil fløj igennem luften, og ramte hende imellem skulderbladende. Hun skar ansigt af smerten imens hun bukkede sig en smule forover. Hayley trak pilen ud, trods alt var hun ret så fleksibel. Her vendte hun sig rundt og kastede pilen imod afsenderen. Hayley gik imod den flok af væsner der kom imod dem. Hun var vred nok i forvejen. Hun startede hurtigt ud i en krig med nogle stykker. En afreven arm her og der. Ikke noget der dræbte endnu. Hayley var skadet, men ikke noget hun ikke kunne klare, trods alt var hendes sår healede af hun havde drukket sit eget blod. Så hun var nogenlunde frisk. Desuden var kamp var fra hendes egen personlighed. Hayley elskede kamp. Det var tydeligt i hendes øjne.

Asso kiggede på hende, hun havde blod i ansigtet, noget var galt, han kunne se det på hende der var noget der ikke var helt rigtig "jeg har det fint, men det har du vidst ikke tror jeg? er du okay?" sagde han og tog hans hånd på hendes skulder, og med et SHUSH kom der en pil og ramte hende i skulderbladet "hvad fuck.. er du okay Hayley" sagde han og skød et røgsignal op i luften for at signalere sine soldater, han forvandlet sig efter til sin skyggeform og trak sit sværd, hans sværd var det eneste der kunne skade andre når han var i sin skyggeform "kom Hayley lad os lige vise dem hvad vi er " sagde han og angreb de første der var der og dræbte dem med det samme.

Hun nikkede. "Jeg er okay." SVarede hun blot, og lød overraskende overbevisende. Ikke fordi hun var okay, men hun var heller ikke ikke okay. Det var kompliceret. Assorian råbte atter om hun var okay. "Jeg har det fint!" Svarede hun med en lettere høj stemme. Når man sagde det nok troede man på det. Hayley tøvede et kort øjeblik da Assorian dræbte. Det gik hende på alligevel. Så hun løb. Hun satte i løb i den modsatte retning. Så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Dog jagtede nogle af jægerne hende endnu. Hvorfor var et ukendt koncept, men hun flygtede for engangskyld selvom hun normalt ikke gjorde. Måske tanken om, at de havde familie som de skulle hjem til - og at dræbe dem ville bringe en sørg ved deres børn som ventede på dem. Hun ville ende sådan. Hun ønskede ikke at ende som en ukendt person for sin datter. En person som ville blive fortalt som en der blot skred og efterlod dem allesammen. En død person. Dog væltede hun og et lydløst skrig forlod hendes læber. Lysten til at skrige var der, men hun ejede ikke evnen til det - eller jo, men hun kunne ikke få sig selv til det. Grunden til smerten var en fælde til ulve. Som havde fanget hendes ankel i sine klør. Hun var faldet til jorden, og prøvede at åbne fælden. Hayley bed tænderne sammen i smerte, og prøvede at få sig selv fri.
"Kom nu... kom nu." Gentog hun og vrissede let af sig selv. "Kom nu!" Udbrød hun og slog ned i jorden. Så slog hun blikket op da jægerne pludselig stod omkring hende, med deres pile klar til at nedlægge hende.