✾ For all of time, and eternity (Josette)

Razors tidsfornemmelse havde aldrig nogensinde været mere ude af kurs, end efter han havde forladt sit tidligere hjem. Det var efterhånden et godt stykke tid siden. Sengetider havde ikke længere en plads i hans døgnrytme, nok mest fordi han ikke rigtig havde en seng - eller et ur for den sags skyld. Hvad skulle han i virkeligheden med et ur? han kunne ikke klokken så det kunne vel i princippet være lige meget. Desuden skulle han ikke andet end at eksistere. Han var dog alligevel en person som ikke kunne sidde og lave ingenting og alting han lavede skulle helst være over en vis grad af spændings kurven. Så det var netop derfor han igen vandrede rundt i gaderne - dette område var hvor han havde opholdt sig mest den seneste tid. At trække sig længere væk i mere ukendte områder havde han ikke lige fået taget sig sammen til endnu, men det kom nok med tiden. Han var dog klar over at det måske ikke var det bedste område at rende rundt i for en person som ham selv.

Han lod sit blik glide frem på den tomme gade, faktisk så tom at han et øjeblik kunne få fornemmelsen af hvordan Palle alene i verden havde det. Det generede ham dog ikke og et lille grin forlod hans krop før han dansede omkring en lygtepæl der lyste et stykke af gaden op. Mørket var nemlig ved at falde på så lyset fra lygterne ville snart blive nødvendigt for fodgængere ligeså andre, der ville bevæge sig rundt i gaderne. For Razor var lygterne ikke voldsomt nødvendigt, han så rimelig godt i mørke og fandt dem til tider bare irriterende, altså lyset fra dem. Selve idéen i pæle der stak op af jorden forskellige steder synes han nu meget godt om - det gav det hele lidt perspektiv og de var utrolig sjove at klatre op og ned af.

Razor frøs ikke på trods af den kolde luft, kulde var ikke som så noget han normalt tog sig af - heller ikke sygdomme som til tider var hvad kulden havde givet hans krop. Han var ligeglad, at have det dårligt eller ondt af sig selv var spild af tid.
" Biting the flesh from your finger! .. " Mumlede han stille i en nynnene melodi, før han sprang kort op på en bænk og landede stabilt på de bare fødder, og han spejdede rundt efter en eventuel kilde til underholdning. Sulten prægede ham ikke på nuværende tidspunkt så det var ikke det han som sådan gik efter. Bare et eller andet som kunne slå hans evige utålmodighed for oplevelser ihjel. " You know I just can't help myself " - tilføjede han kort med et lille grin og drejede dansene rundt på sine fødder.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Josette havde haft den mest irriterende eftermiddag. Hende og Audrey havde været oppe at diskutere. Og hvad var værst, nemlig, at diskutere voldsomt med den ene person som man håbede ville lytte til en. Men det havde hun efterhånden vendt sig til, Audrey forstod hende ikke. Faye havde travlt med sin lille kæreste, og Caroline var faktisk den eneste som stod og måske nogenlunde forstod hende. Nogle gange tænkte hun over, hvor meget sjovere deres familie ville være, hvis Caroline stadigvæk havde været ligeså sindsyg som hende selv. Det kunne have været så sjovt, men sådan skulle livet ikke gå. Desværre.
Josette gik igennem gaderne med stenansigt, folk ville vide, at de ikke skulle gå i nærheden af hende. Og hvis de gjorde, ville det blive på eget ansvar.

En voksen mand kom gående imod hende, og passerede hende ved at lade sin skulder snitte hendes. Hvilket var, ja et meget dårligt valg. Josette greb fat i hans arm og vred den om.
"Du burde vide bedre." Sagde hun og slap ham så. Han var dog hurtigt på benene igen. Dæmon. Bloddæmon. Det ansigt han lavede i raseri morede Josette voldsomt, så meget at hun lod et grin sive ud imellem hendes læber. Han hamrede hende op af væggen, og Josette vippede hovedet let på skrå.
"Har du det bedre nu?" Spurgte hun ganske uskyldigt. Skubbede hun til ham med flad hånd på hans bryst, men det var ikke et normalt skub. At have vinden i sin magt gjorde det meget sjovere! Josette fik ham til at flyve afsted hen af jorden, ud faktisk lige ud foran den ung herre. Josette gik med stille bevægelser derover imod og slog ganske kort blikket op på drengen.
"Jeg troede det var over din sengetid. Det er ikke sikkert at være ude så sent." Sagde hun helt neutralt og flyttede derefter blikket ned på manden. Hendes smil blev mere og mere dystert. Josette lavede en hånd bevægelse og klemte så sin næve sammen, og på samme tid med det kunne man se, hvordan manden kæmpede for at få vejret. Dog måtte han give op til sidst.
"Sov sødt." Hviskede hun let til manden. Så kiggede hun på drengen.
"Hans tilstedeværelse er irriterende, synes du ikke?" Spurgte hun, men uden at få svar fra ham, lavede hun en bevægelse.. blot et lille kast med håndledet som om, at hun ville have noget til at flytte sig, og ganske rigtigt kastede hun ham væk fra deres oversyn.

" When it's my time, and the reaper calls my name, there will be no stink of fear on me, and my only wish will be to die with grace, covered in the blood of my enemies. And then I'll remember the satisfaction of your fearful face - And I'll know, in that moment. That I won't die like a pathetic excuse of a living creature " mumlede han stille for sig selv i det en mand blev slynget over gaden og landede alt for tæt mod hvor den unge knægt Razor bevægede sig rundt. Han var selvfølgelig stoppet op med det samme - hypnotiseret af blikket af manden for hans fødder.

Han havde set hvad der var skete få øjeblikke før manden var endt med at ligge her. Kvinden der i samme lethed som at blinke med øjnene havde slynget manden rundt. Det imponerende var at manden var hvad han var - og at kvinden var hvad hun var. Det som om at rollerne var blevet byttet rundt et øjeblik. En lugt fra manden var en lugt Razor kendte til, noget han selv havde et strejf af - de kunne jo nærmest have været i familie. Dog var det kvindens duft der fyldte hans næse med behag - den var noget mere sigende end denne mand.

" Bedtime is for kids. I am no kid " sagde han kort mens et lille grin forlod ham og han rettede blikket mod kvinden som var nået herhen. Dog fangede mandens kamp om luft Razors opmærksomhed igen og hans blik fæstede sig mod mandens anstrengte ansigt. Et syn der tydeligt var tilfredsstillende for Razor - det var ikke kun hans smil der afslørede ham. Men hele det fascinerede udtryk han havde i ansigtet. Det var lige før hans krop sitrede i begejstring over synet - typisk Razor ikke at kunne håndtere sådanne ting, han var som et lille barn jule aften og det kunne nogen gange gøre så han knap nok kunne holde ud at være i sin egen krop - som at den kunne springe når som helst.

" I barely ever say please.. But please, can you please.. do that again " sagde han så og rettede endelig blikket mod kvinden, et intenst og interesseret blik, efter at hun havde set manden afsted gennem luften. Tydeligt for en hver at manden ingen betydning havde på dette tidspunkt - hvis han nogensinde havde haft det. Han bed sig kort i læben, ikke i frygt men i en spændt og indebrændt begejstring, før han lod sine fingre glide op og pille ved halsbåndet der sad om hans hals.

Josette vippede hovedet lidt undret på skrå. Det var sjældent nogle virkelig fangede hendes opmærksomhed til det positive. Men knægtens nysgerrighed, ville være aftenens mål at få stilet. Hun trak derfor på skulderen.
"Hm.. I might be dangerous.. sure you are up for that my dear?" Spurgte hun og vippede hovedet stille til den anden side lettere legende. Aftenen var lige begyndt.
"If you play with the children of the night, you might soon become one." Sagde hun og sendte ham et lille smil. Josette så kort væk fra ham, og lyttede til vinden. Så snart hun fandt lyden af mennesker på gaden, bredte der sig et mere lumsk smil på hendes læber.
"Let the games begin.. and remember.. no rules." Så begyndte hun at gå over imod en gyde. Der stod et par og havde det egentlig rigtigt sjovt.
"See. Some people, they don't listen to what their parents tell them." Hun sukkede opgivende og kiggede over på Razor. "And what shall we do about that?" Josette tænkte kort, og kneb øjnene eftertænktsom. Parret stoppede hvad de havde gang i. Manden stod foran sin kvinde, beskyttende. Hvilket nærmest fik Josette til at grine.
"Run." Sagde manden til sin pige, som begyndte at løbe. Josette himlede irriteret med øjnene.
"Oh please. Come on. This is far to easy love." Udbrød Josette og satte en modvind ved kvinden, som gjorde hun blev kastet tilbage ind i ryggen af manden.

De væltede som to tynde træer i stormvejr. Let fnøs hun.
"Look at these two pathetic little humans... what to do in a world like this.. its so unfair isn't it?" Hun rystede let på hovedet og kiggede så over på Razor. "So sweetheart, what do you want to see?" Spurgte hun Razor. Det var ikke altid andre end Ramsay der virkede interesseret i hendes evne, men når nogle gjorde, så elskede hun den anerkendelse hun kunne få ud af det. Manden rejste sig op og løb imod Josette, med vrede i hans øjne. Josette greb fat omkring hans hals, og klemte til - dog alt sammen imens hun så på Razor.
"Why are humans always like this... so stupid. Weak. I could break every bone in his body, but he will stille try to fight me.. and because what? Love? Pirde? Power? I don't know." Let flyttede hun blikket over på mennesket. "I could end your life in a few seconds, but what is the fun in that?" Hun lo let og rystede så på hovedet. "I rather make you suffer.. I can see you fancy her pure heart.. maybe I should feed it too you?" Josette så afventende på mennesket. Som om, at hun forventede et svar.
"Oh where did my manners go.. please.. you first." Sagde hun så til Razor.

" Dangerous? Who wouldn't be up for that? I eat danger for breakfast, and it taste amazing! " sagde han kort med et lille grin og lod sit blik hvile mod kvinden for sig. Hendes legende tone gjorde kun tingene meget bedre, og det var tydeligt på Razor at intet af hvad der foregik på nuværende tidspunkt skræmte ham det mindste. Tværtimod. Han kunne allerede godt lide denne kvinde, hendes tankegang holdt stik med hvad Razor selv fandt underholdende. Hvem gad spille kort eller spille bold når der fandtes så mange andre måder at gøre tilstedeværelsen sjov på. Denne form for leg var helt klar blandt Razors favoritter - hvis end ikke helt i top.

" We have been playing for a long time, I was born to be one of them. Brothers and sisters we meet in the dark " sagde han så lidt med et lille grin. Det var jo det Razor fandt mest underholdende - hellere være en af de kære børn end at frygte dem. Frygt var ikke noget han følte, men han nød at se andre føle det - følelser man ikke selv var i stand til at føle var vel altid rare at se.

Razor fulgte med i hvad der skete og lyttede til hvad kvinden sagde. Alt imens et bredt smil var placeret over hans læber. Han trådte efter kvinden som hun bevægede sig ned af gaden mod det par som kom gående. " Sneaky sneaky, they probably didn't expect to get caught " sagde han så lidt med et lille grin. Frygten fra menneskerne spredte en dansene duft gennem luften og fulgte med rundt i den vind kvinden fik sat gang i. Det var jo en fryd for næsen - og øjnene, alle sanserne blev tilfredsstillet på hvad der var et øjeblik.

" Fascinating how it all can change in the blink of eye huh? One moment you believe you own the world, no power can pull you down - the next, you're crying on the ground, begging for your life. " Sagde han lidt med et smil om læben. Hans blik var rettet mod de to mennesker som var tumlet omkring på jorden efter et ynkeligt forsøg på at flygte. Kvinden Razor fulgte var utrolig, fascinerende og fantastisk. Razor nærmest sitrede af begejstring over hvad der foregik og hvad der kunne ske. " Show me your darkness, whatever makes... " han stoppede i sin sætning og lod blikket hvile mod manden som rendte afsted efter hende. Tydeligt med en aggression og gejst på ødelæggelse der i sidste ende ville blive hans død. " Poor little thing " sagde han stille før hans blik flakkede fra manden til kvinden der holdt stramt om hans hals, men så mod den sidste person i selskabet som var det andet skræmte menneske. Han bed sig kort i læben for at holde sit smil på et minimum men trådte så bare mod menneske kvinden som manden inderligt ønskede at beskytte. På få sekunder stod Razor pludselig bag kvinden, i et tempo der nok ikke ville være forventet af den unge knægt. Men han havde jo selv sine goder - fart var en af dem. Han lagde kort hovedet på skrå med et lille grin. Kvinden vendte sig hurtigt mod ham og forsøgte at slå ud efter ham, mens hun bakkede væk. Razor greb fat om hendes håndled og lod blikket hvile mod hendes ansigt, hendes øjne. " So pretty.. How sad it would be to watch the love of your life go down the drain. Give me your eyes and you wont see a thing, or I can take them. I don't permission you know " sagde han så bare lidt før han i en bevægelse snuppede kvindens ene øje og hun knækkede sammen i smerte - dog faldt hun ikke til jorden, Razor holdt stadig i hendes arm og slap ikke på tråds af kvinden der vred sig for at komme fri i en tone der et øjeblik generede hans følsomme hørelse. " So loud, want me to steal her tongue to? " Hans blik var rettet mod manden som kvinden holdt fast.