Dollhouse ~ Josette

Byen virkede som altid stille og rolig, den var kendt for at være rolig, selvfølgelig med undtagelse af jordskælvet der havde lagt en stor del af den øde. Der var dog stadig de gode gader at finde, hvor voksne smilede og børn lege. Når solen skinnede, så man selvfølgelig børnene lege udenfor med hinanden, medens forældrene sad med deres fine tekopper og drak te - dog udenfor selvfølgelig.
Husene stod her pænt, facaderne var rene og viste ikke spor af verdens onder, som den anden halvdel af byen, der lå i ruiner. Folk havde her ikke oplevet nogle traumatiske hændelser længe, de levede i tryghed og fred, vejret var om noget, det der bekymrede disse mennesker mest.
Med sine slidte støvler og hurtige bestemte gangart bevæge Alítheia sig gennem disse gader. Hendes hår hang ned langs ryggen og skuldrene, hvor vinden engang imellem tog fat i det. De små børn der løb rundt, irriterede hende gevaldigt, og de selvhøjtidelige tedrikkere gjorde det værre. Børnene var forkælede, det havde deres forældre sikkert også været. Deres legetøj bestod højest sandsynligt af dukkehuse og dukker, når det gjaldt pigerne - et stykke legetøj Alítheia som lille pige inderligt ønskede sig, men som enhver anden fattig måtte undvære. Disse mennesker fortjente noget modgang og hun selv fortjente noget af barndommens morskab, som hun dengang måtte undvære.

Sådan ville det blive, Alítheia ville få sit barndomsønske opfyldt, hun skulle få det fineste dukkehus, fine dukker og en god legekammerat. Samtidig ville disse mennesker lide kvaler, få traumer, noget der om ikke andet ville styrke dem en anelse. Selvfølgelig skulle hun først have disse ting og møde sin legekammerat, men sådan var skæbnen at det ville ske, uden hendes anelse.
Vandrendende i barndommens minder lagde hun ikke mærke til en ældre herre på gaden, hvilket resulterede i et sammenstød. Hans udbrud fulgte straks efter "Din mær, hvad bilder du dem ind!", "Se dig dog for!", "Pas på jeg ikke får vagter sendt efter dig!" og lignende udtryk kom han med i lange strømme. Imens han lod ederne strømme imod hende, pustede sig op, kiggede hun rundt og et kort øjeblik fangede hendes blik en lysethåret kvinde.
Efter et stykke tid, løftede hun hånden, og så på ham med isnende øjne "Vi er ikke dus herre, jeg vil bede dem gå af vejen nu så jeg kan komme frem." Blikket var stålfast, og manden der før havde følt sig stor og vigtig krympede langsomt. Ak ja, hun elskede dette syn, folk der krympede for hendes fødder og lystrede, ligesom dukker - dog sjovere disse levede jo rent faktisk, der var mere ved en sådan dukke.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Dragons Peak var ikke ligefrem det eneste sted hun ønskede at være. Når Assorian sagde hun skulle et eller andet så gik hun. Hvis han ville have sig en hund, måtte han gå ud og købe en. Derfor var hun taget til Firewood Village. Hun orkede ikke familie drama i Terroville, så dette virkede som det perfekte stop på vejen. Josette gik ikke rundt med soldater til at tage vare på hende, den måde Assorian håndterede sin magt var hans måde, og Josette var mere fri efter hendes mening. Men alle gjorde som de ønskede var bedst. Hendes tanker blev afbrudt af latter fra børnene. Børn der legede sammen. Delte. Var minder i hinandens barndom. Josette havde aldrig haft lov til at være med til at lege med det nye legetøj dengang hun var barn. Det var kun for menneskerne, blev der altid sagt.
Alle de ting Audrey havde haft som Josette ikke havde haft. Det var ikke helt fair. Hun vippede stille hovedet på skrå, og stoppede op imens hun betragtede det. Nogle forældre råbte deres børn til sig, da de fik øje på hende. Det var sjovt at se, hvor bange folk var for hun skulle gøre deres børn noget. Let gav hun et fnøs fra sig og forsatte så igennem gaderne.

Noget fik hende til at stoppe op. Det var en råben fra den anden side af vejen. Det var synet af en kvinde hun ikke havde set før, som blev råbt af. Ikke fordi kvinden så bange ud eller beklagede sig - tiggede om tilgivelse. Let kneb hun sine øjne. Der var et mørke. Mørke trak hende altid. Josette kunne ikke lade hver og gik stille og roligt derhen. Hvis man ikke havde set hende før, så lignede hun blot en af de andre skønjomfruer, som blot ønskede at vente på frieri så hun kunne få det liv 'alle' kvinder drømte om. Den gamle mand skiftede indstilling da han troede at Josette var kommet over blot for at se ham. Man kunne se han stille samlede sig op og bukkede for hende som var hun kvinde af titel - hvilket hun jo på sin vis også var. I hvert fald i følge sig selv. Herskerinde over mørkets engle. Eller de faldne som folk kaldte dem, hvor nedladende egentlig? Josette smilede uskyldigt til ham og vippede hovedet på skrå. Dæmonen måtte have kastet op i munden op til flere gange allerede nu.
"Det er godt at se, at nogle af byens mænd kan sætte en skøge på plads." Sagde hun og spillede sin rolle fuldt ud. Så trak han hende indtil sig og kiggede hende i øjnene. Hvilket nok var hans første fejl.
"Du gør præcis som jeg siger nu, og som den kære unge dame siger... er det forstået?" Spurgte hun med sin evne. Tvang var en fantastisk dejlig evne, den løb i hendes familie. Desværre var Caroline langt bedre til at bruge den end hende selv. Derfor skulle hun så tæt på. Så fjernede hun hans arme fra hende.
"Josette Thunder. En fornøjelse er jeg sikker på." Præsenterede hun så og vendte sig om til dæmonen. Det uskyldige ansigt var forlængest vasket af hendes kønne ansigt. Dog erstattet med et lumsk skævt smil og et par målrette øjne.

"Jeg har brug for en ny legekammerat. Hvad siger du, vil du være med?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. Det var kedeligt blot at gå rundt. Det var meget mere underholdende at torturer folk sammen med nogle. Faktisk gjorde hun det ikke ret tit alene, naturligvis gjorde man det aldrig alene for der var jo ofret - men det var sjovt med en makker. Hvis det altså var en makker med forståelse for faget. Og denne dæmonkvinde virkede til at holde af mørket ligeså meget som hende selv. Og det var udfra et en mavefornemmelse, men det var dog intet nyt at Josette stolede på sine instinkter.

Mørket var altid en sjov sted at lege rundt i, der var langt færre regler, mange flere muligheder. Alítheia var en person der holdt af at se muligheder, afprøve nye ting, eksperimenterer. Bedst var det, hvis hun fandt den rigtige leg, den rigtige idé i mørket, og en legekammerat var ofte godt selskab i sådanne situationer. Denne dag ville blive en af de få, hvor Alítheia skulle opleve dette, ondskabens kreativitet ville spire.

Hun kiggede kold på den ældre herre, ønskede egentlig at han oprigtigt langsomt ville fryse - dog havde hun ikke evnerne til dette. Hun kunne have stået sådan til han var gået, men hendes blik forstyrret. En kvinde, netop den kvinde der havde fanget hendes blik tidligere, var kommet hen. Straks begyndte manden at smiske for den unge dame, og Alítheias plan var ødelagt, han var ikke krøbet væk. Hendes første indtryk af kvinden, var en lyshåret, selvhøjtidelig datter af en rigmand. Lod mænd smiske for sig, kalde Alítheia en skøge, hvilket blot irriterede hende yderligere.
Dette indtryk blev dog hurtigt ændret, med et var kvindens opførsel ændret, og Alítheia så den mørke side, skyggesiden af hende. Et skævt smil, som startede i mundevigen bredte sig langsomt. "Alítheia Píarton, fornøjelsen må være på din side" Det lumske smil blev gengældt - jo denne kvinde var helt bestemt som enhver kvinde burde være - manipulerende, sadistisk og legesyg. Alítheia havde ombestemt sig, denne kvinde kunne blive en kær bekendt, et nært venskab måske.

Første del af Alítheias barndomsønske var blevet opfyldt, legekammeraten var fundet, nu manglede blot dukkerne og dukkehuset, noget der hurtigt efter ville blive opfyldt, og så kunne legen begynde. "En ny legekammerat siger du? Jo jeg går selv og mangler en, så hvorfor ikke" Hun betragtede kvinden nærmere, prøvede at finde ud af hvem hun var - det tidligere nævnte navn havde lydt bekendt, men hvorfra kunne hun ikke sætte fingeren på endnu. "Hvilken leg har du i tankerne kære, om jeg må spørge?" Hovedet blev tiltet let og øjnene blev gjort større. Ville denne kvinde skuffe eller have et godt foreslag. Forventningerne var store, specielt efter hendes behandling af den ældre herre, dette tydede på en sjov leg, en leg med kontrol af andre mennesker, det slå sjældent fejl, hvis man skulle more sig.

Manden stod tilbage som en dukke, hvilket morede Josette helt vildt. Det var sjældent man mødte nogle som var ligeså sadistisk som en selv. Let bredte hendes smil sig, det kunne let forveksles med et glædes smil for på sin vis var det også det som det var. Men folk ville blive meget vildledte hvis de endte med at tro på det. For det var sådan her Josette så ud når hun fik en ide, og det endte altid kun godt for dem på hendes side af banen. Så kiggede hun over på mande.
"Min kære. Hvor bor du henne af? Her i byen?" Spurgte Josette med et par blinkende blå øjne.  Først tøvede han, men hendes evne virkede alligevel.. heldigt for ham. Hendes anden evne havde hun mere kontrol over end denne her, derfor øvelse. Det gjorde jo mester sagde man.
"J..jeg har en villa rundt om næste gadehjørne." Svarede han lettere stammende.  Så drejede Josette blikket over på Alitheia igen med et mere legende blik i øjet.
"Hvordan har du det med at lege med dukker? Jeg har hørt det skulle være sjovt." Spurgte hun og bed sig kort i læben. "Jeg har altid kunne tænke mig det." Tilføjede hun og så ud i luften.
"J.. Jeg har ingen dukker i min villa." Sagde manden så. Dog tyssede Josette blot på ham.  Hun satte en finger for hans mund, "Stille imens genierne tænker." Sagde hun blot og fjernede derefter sin finger. Så lyste hun op og så ud på folk.
"Hvad siger du... til vi laver vores eget personlige dukkehus?" Spurgte Josette med et skævt smil.

Josettes blik lod sig glide udover alle de voksne og børnene der løb rundt.  Hvilke tanker der løb rundt i hovedet på Josette var altid ufattelig svære at regne ud, snarer umuligt. Hendes tanker var noget hun ikke engang selv havde styr på, men hun brugte heller ikke tid på at tænke over det.
"Vi skal vælge nogle dukker, som vi kan tage med hen til dukkehuset." Sagde hun til Alitheia. Så kiggede hun på den gamle mand. "Han bliver den gale konge, som er ramt af en dødelig sygdom." Tilføjede hun med et skævt smil og kiggede over på Alitheia igen.
"Det vil sige... vi skal bruge en dronning... kongens elskerinde. Prinser og prinsesser. Folk fra hoffet." Josette havde altid ønsket sig som lille at være en prinsesse. For magtens skyld ville hun med glæde gøre det. "På den anden side. Så synes jeg vi skal lege, at vi er to uvedkommende som prøver at overtage tronen. Hvad siger du?" Spurgte Josette med et afventende smil imens hun bed sin læbe ganske let. Hendes øjne var som et lille barn der håbede på, at mor ville sige ja til hun måtte få slik nu. Josette kørte derefter let en hånd igennem sine blonde lokker.

"Jeg har altid ønsket mig et prinsesseslot. Men det her bliver meget bedre." Hun ville nok gøre det om så Alitheia var med eller ej. Ellers så ville hun finde en anden at lege med, men det var da umuligt at sige nej til sådan en fantastisk ide? Så kiggede hun over på manden.
"Bliv stående her. Ikke sig et ord til nogen. Hvis nogen snakker til dig, så råber du de skal holde sig væk fra dig. For du er en gal konge. En gal, gal konge.. som holer hemmeligt at han er meget meget syg." Hviskede hun let til ham imens hun brugte sin evne.  
"Jeg er en gal konge." Hviskede han med nærmest tomme øjne, kort efter kunne man se på ham, hvordan tvangen påvirkede ham til at se stolt ud som om intet var hent.  Så sendte Josette Alitheia et nik ud til parken.
"Man siger alle mænd vil dø." Sagde hun så helt tilfældigt og kiggede ligefrem. "Sikke et held vi ikke er mænd." Tilføjede hun og vendte sit ansigt over på Alitheia med et skævt smil.

Det var sket så hurtigt, at hun fik sat en ny maske på. Hun var tilbage i rollen som den uskyldige engel.
"Hvis du finder nogle, så finder jeg nogle." Sagde hun gik så igang med at lede.  Hun fald hurtigt i snak med to piger.  Nok omkring 17 år, de var i hvert fald nået den alder, hvor Josette fandt det okay. Selvom hun var psykopat så skadede hun ikke børn og unge under 15 år. Det var blot en af hendes egne regler. Så helt fra forstanden var hun ikke gået. Kun lidt. Hun fald i en falsk snak med pigerne, og fik aftalt med dem at mødes ved den villa om en lille halv time, så hun kunne vise hendes kjoler frem for dem. De ville blive umådelig skuffet i sidste ende, men Josette var fuldkommen ligeglad.  Så kiggede hun videre og fik flirtet sig ind på livet af en faktisk gange køn ung mand. Hvis han ikke havde været normal engel så havde hun måske kunne snuppe ham, men hver ting til sin tid. Han var den sidste hun fandt, før hun gik hen til Alitheia.
"Fandt du nogle pæne dukker?" Spurgte hun med et nærmest strålende smil. Det var som at få lov til at vælge lige hvad man ville have i slikbutikken.  Josette tog Alitheias arm, og lukkede sin albue om den. Så de kunne gå afsted. Så snart de passerede den gamle mand ville han følge efter dem som en hund.
"Jeg formoder vores gæster snart venter os."

Der skulle ikke meget til at forvandle folk til marionetdukker,nogle man blot kunne lege rundt med, og på den måde få sin vilje. Nogle brugte frygt til det, nogle misbrugte kærlighed til det og så var der dem med, men kunne kalde det et stærkt sind. Denne kvinde Josette havde så om sige sådan et sind, hun havde forvandlet manden til en marionetdukke, han var blevet en skygge af sig selv og et stykke legetøj for de to kvinder.
Der stod han nu, med ludende skuldre og et tomt blik, og dukkeføreren var Josette. Hun fik det som hun ville og manden adlød hendes ord. Alítheia selv, stod bare med et lille sadistisk smil om læberne, nød synet. Fulgte interesseret med i, hvad hun sagde til manden og gjorde ved ham. Nysgerrigheden for kvindens planer, voksede da hun begyndte at tale til manden. Hvad de skulle med hans villa var endnu uklar for hende, men der var mange sjove muligheder der. Hun regnede ikke med at Josette ville skuffe hende, denne kvinde, hendes holdning, smilet, det tydede om et sandt geni - præcis ligesom hende selv. Bemærkningen der var henvendt til Alítheia vækkede en boblende glæde, en iver - jo denne kvinde måtte have store tanker. "Jeg har altid haft lyst til at prøve at lege med dukker" Det sadistiske smil voksede og bredte sig op til øjnene. Hun forventede selvfølgelig, at det var de bedst tænkelige dukker, marionetdukkerne, de svage ynkelige individer. Sandt viste det sig at være, de to kvinder skulle lege med dukker, og dukkerne ville blive menneskene. "Det lyder som en genial idé, min kære veninde. Jeg er sikker på vi kan finde nogle perfekte dukker til det" tonelejet var lyst, med en sukkersød undertone, hun var uden tvivl dæmon.

Alítheia havde fået en legekammerat, et dukkehus, alt hun manglede nu var dukkerne og så kunne legen gå igang. Endelig fik Alítheia hørt den fulde plan om legen ,og hun kunne ikke andet end at elske den. "En gal konge, den rolle passer ham perfekt" kommenterede hun, og betragtede manden - jo han var som skabt til den rolle. "Kære veninde, jeg må sige at den leg lyder yderst tiltalende - lad os finde de resterende dukker" sagde hun i et alvorligt toneleje, med rynkede bryn, dog ændrede ansigtet sig hurtigt og hun havde et barnligt og legende smil. De havde allerede en dukke, som var den ældre herre, det var blot resten de manglede, for at gøre legen perfekt.
En lille klukken forlod hendes læber, det røde hår med krøllerne rystede let imens. Synet af manden, den nu gale konge, morede hende. Josette havde ret, dette var bedre end sit eget prinsesseslot, dette ville blive klassificeret som en af de bedste dage for Alítheia. Leg og samvær var trods alt vigtigt for folk.
Jagten ville nu gå ind på de resterende dukker, og barndommens drøm ville blive opfyldt, mere end opfyldt. Alítheia glædede sig som et barn glæder sig morgenen op til sin fødselsdag. Hun fulgte Josette mod parken "Meget heldige" svarede hun muntert, inden hun forlod kvindens side og gik ud for at finde sit legetøj.

De skulle bruge en dronning, prinser, prinsesser og folk til hoffet. Alítheia gik roligt rundt i parken, hendes ansigt så mildt og venligt ud, en uskyldig ungmø. Der gik noget tid, før hun havde fundet sig sin første dukke, de skulle jo være perfekte. Det var en ældre kvinde, tydeligt fornem, hvilket man ikke bare så på påklædningen men også ansigtsudtryk og holdning - dette kunne blive deres dronning. Ydmyg gik Alítheia hen til hende, opførte sig som den unge uskyldige kvinde hun lignede. "U-undskyld frue... jeg syntes de så så fornem ud... og ja... jeg tænkte på om, om de mon kunne hjælpe mig med den slags?" hendes stemme var stammende usikker, blikket skiftede mellem jorden og kvindens ansigt. Hun virkede som en usikker ungmø der ville tage sig ud, hvis ikke det var fordi hun havde en karriere indenfor handel, skulle hun måske have været på teatret. Kvinden faldt for det, hun var som Alítheia havde regnet med, selvcentreret, ville elske at gøre en ung pige til sit projekt. Dronningen var nu fundet, den første fine dukke Alítheia ejede. Det var planlagt at hun skulle møde op i villaen og danne Alítheia, lærer hende om etikette og holdning.
De næste dukker fandt hun hurtigt, to unge herre, der faldt for ungmø i nød trækket. En stakkels hjælpeløs kvinde, forlod sit hus i skræk, de måtte gå i forvejen for at hun kunne vide sig sikker. Eftersom Josette også fandt nogle dukker, tænkte Alitheia at disse tre, med kongen oveni burde være nok, så hun ville vende tilbage til den ældre herre. På sin vej tilbage fangede hendes øjne dog noget, en lille pige. Dette barn legede ikke som resten, men gik med søgende øjne, hun ledte efter mad, værdier, hvad som helst der kunne sikre hende overlevelse. En pige, der ikke havde dukker at lege med, tid til sjov som andre børn. Alítheia havde der truffet en beslutning, denne pige skulle have lov at lege en leg, som ingen andre børn kunne, denne lille pige skulle være med. Roligt henvendte hun sig til den lille pige "Du ser sulten ud? kunne du tænke dig noget mad, rent tøj. Kom med mig, så skal jeg nok tage mig af dig, så kan vi lege lidt." hendes øjne så mildt på barnet. Ganske vidst lød hun som en børnelokker, men øjnene viste hendes oprigtighed, hun ville den lille pige godt. Efter lidt tid gik hun med den lille pige i sin hånd, og stod nu og ventede på Josette, så de i fællesskab kunne komme hen til villaen og lege.

Det varede ikke længe Josette var vendt tilbage. Med et stort smil svarede Alítheia "Helt bestemt, nogle fantastiske dukker. Og du?" Den lille pige, som hun havde i hånden kiggede nysgerrigt på de to kvinder. "Derudover fandt jeg også en, som jeg bestemt mente burde være en del af legen" hun nikkede mod den lille pige, der blot stod og kiggede med store øjne.
Snart bevægede de sig mod Villaen - Alítheia havde prøvet ubemærket at undgå Josettes berøring. Det varede ikke længe før de nåede det, og kongen kunne træde ind i sit slot. Han gik først ind og de to kvinder med barnet kunne træde ind efter ham, nu manglede blot alle gæsterne.
Af de inviterede var de to mænd Alítheia havde skaffet der allerede, de var kommet stormende da de hørte lyden fra manden. "Mine kære, tak for hjælpen, bliver i lidt endnu" Alítheia smilede sødt til mændene og blinkede, som blot stod uforstående. Nu kunne Josette og Alítheia blot vente på at de sidste dukker blev leveret til døren, så legen kunne begynde. Det varede noget tid, men snart dukkede de tre pigedukker op, som Josette havde fundet. Kort efter kom dronningen og sidst dukkede den finde mand op. Legen kunne begynde. "Jeg må sige, det er en fin samling af dukker, aldrig set finere" det sadistiske smil var tilbage, og hun henvendte sig til Josette. "Jeg tænkte denne frue var dronningen - hvad med resten?"

Ganske let lod Josette sine øjne glide henover den lille pige. Selvfølgelig måtte hun være med. Det var ikke fair, at hun ikke havde nogle dukker at lege med jo. Let nikkede hun til Alitheia.
"Jeg fandt nogle meget fine dukker." Svarede hun med et stort smil på læben.  "Hej med dig lille ven. Jeg høre du gerne vil være med? Så følg med os." Josette satte sig kort ned på hug og lod sin hånd kører henover pigens hår. Så rejste hun sig op og gik imod den store villa. Det var stort nok til være deres dukkehus. Det gik lige an. Josette fik de to mænd og smilede venligt til dem.  Snart var alle dukkerne i det samme rum. Josette lukkede døren, og gik imellem dem for blot at se dem an.
"Jeg har heller aldrig set sådan en fantastisk samling." Lo hun med en blid lille latter. Let lod hun sin ene finger køre henover kravebenet på den kvinde der skulle være dronningen.  Let kiggede Josette kvinden an.
"Hun er perfekt." Let åndede Josette ud. "De er alle perfekte." Tilføjede hun fornøjet.  Deres dukker stod tydeligvis fast frosset i frygt, udover kongen som allerede var påvirket af Josettes 'trolddom'.  
Så gik hun over til en af pigerne som hun havde fundet.
"Dette er kongens elskerinde. " Let greb Josette fat om hagen på den unge pige.  Hvorefter hun kørte sin hånd henover de mørke brune krøller.

Let gav Josette slip på elskerinden og gik hen til den anden pige.
"Dette er dronningens hofdame, som er forelsket i hendes søn.." Her pegede hun over på den kønne engel hun havde fundet hør.
"Kronprinsen." Let gik hun over til prinsen og stillede sig tæt på ham. Let rettede hun på hans jakke, og børstede lidt skidt af hans jakke.
"Hvad er tankerne om dine herre dukker?" Spurgte Josette og vippede legende hovedet til siden. Der var så mange ting man kunne fortage sig. Dog satte hun sig på hug ved den lille pige.
"Du er prinsessen. Du kan behandle dukkerne ligesom du lyster. Det er vores dukke hus. Mit, Alitheias og dit." Sagde hun inden hun så rejste sig op igen.
"Men for at gøre noget helt klart." Startede hun så ud og vendte sig om imod dukkerne. "Så må dukkerne ikke forlade dukkehuset. Vi har ikke lavet nogen dukke kirkegård endnu, og der skal meget til før vi gøre det." Deres hjerner måtte selv tænke. Tortur var i Josettes hoved. Hun var trænet af Ramsay.  
Josette så på dukkerne.
"Jeg tror det er tid til at de får skiftet deres tøj." Sagde Josette til Alitheia. "Tror du ikke?" Spurgte hun med et eftertænksomt blik i øjnene. "Tag vores herre dukker med ovenpå, og klæd dem på efter deres rolle. Hvis nogen af dem prøver at undslippe. Så dræb dem." Naturligvis ville han nok ikke nå at dræbe dem, men truslen var for at sætte dukkerne på plads. Kongen nikkede og tog mandfolket med ovenpå til sine gemakker. Her blev de klædt efter de roller, som de var blevet tildelt.

"Når vores sidste dukker er klædt på, skal vi dele værelser ud." Sagde Josette og klappede let i hænderne. Alt skulle organiseres og tilpasses til deres leg. Hendes første plan var at få låst vinduerne.  Trods alt var hende og Alitheia ikke dumme, men Josette ville se dukkerne an først. Hvis de begyndte at prøve at flygte, så måtte hun jo tvinge dem til at blive indenfor. Da de kom op af trapperne var der flere værelser. Nogle var større end andre, men de var perfekte. Josette åbnede dørene for at værelserne an.
"Elskerinde. Her er dine gemakker. Lige op til kongens så han kan tilkalde dig når han ønsker." Sagde hun og gik indenfor. Så fandt hun alle de smukke kjoler frem der var.  
"Lad os se, hvad vi har her de damer." Sagde Josette så og så eftertænksom ud. Hun levede sig fuldt ind i det her, lige nu var det hendes virkelighed. De var lige blevet ofre for påklædnings dukke processen.  
"Prøv den her elskerinde." Sagde Josette og kastede en kongeblå kjole over til kvinden.
"Mit navn er ikke elskerinde." Mumlede elskerinden svagt. Josette kneb øjnene ganske kort og slog blidt sig selv i hovedet.
"Selvfølgelig ikke. Dit navn er Aylee." Sagde Josette så hurtigt. Gav dukken et navn. At bruge en persons rigtige navn, ville binde dem til deres virkelighed. Ved at finde navne og titler til dem. Det gjorde blot, at hun håbede på, at hun kunne vende om på personernes virkelighed inden længe. Pigen skulle til at sige imod, men valgte at lade den ligge. Det ville også være håbløst at prøve at overbevise Josette om noget andet end hun allerede var overbevist om.
"Nå ved jeg, hvad vi mangler Ali!" Udbrød Josette så lige pludselig og vendte sig om imod Alitheia. " Vi mangler et kæledyr!" Josette smilede større. "Og jeg ved, hvor vi kan finde et... jeg er straks tilbage!"

På de ord stormede Josette nærmet ud af villaen. Der var ikke langt hen til, hvor hun havde set Crystal sidst, og med et enkelt pift sendt igennem et vindpust - gik der ikke mange minutter før den store jaguar stod foran hende. Let satte hun sig på hug foran Crystal. En stor smuk jaguar, ligeså stor som en kæmpeulv. Let kørte Josette hånden henover den bløde pels.
"Kommer du med, du skal se mit nye dukkehus." Ikke fordi, at de kunne forstå hinanden. Josette kunne bare godt lide at snakke med Crystal.
Den store jaguar fulgte lystigt med Josette hen til villaen.
"Så er jeg tilbage." Sagde hun fornøjet og kiggede sig omkring. "Hvad er jeg gået glip af?" Spurgte hun i tilfælde af, at hun havde misset noget i sit korte fravær. Det så dog ikke ud til at være meget andet end påklædningen. Nogle af dukkerne fik øje på Crystal og krøb lidt. Naturligvis ønskede de ikke at ende på den forkerte side af de tænder. Josette lo let af hele situationen.
"Åh Alitheia. Hvorfor har vi først fundet hinandens selskab nu?" Spurgte hun og så sig omkring. Let lod hun et barnligt grin glide ud mellem læberne. Sikke en fantastisk dag det ville blive.

Samlingen var fuldendt, selv ikke en kongedatter kunne få så flot en samling. Barnedrømmen skulle udleves, endelig kunne hun, som et rigmandsbarn, lege med dukker. Med et legende smil gik hun rundt om dukkerne, kiggede nøje på dem, alle detaljer skulle med, dette var mindeværdigt. Det indre barn kom frem, den egoistiske legefulde side, den side hun aldrig havde haft lov til at leve til fulde, blev nu blandet med den sadistiske dæmon. Hun stoppede op foran den ene af de to mænd, som skulle være hendes dukker. Tog hårdt fast i hans kæbe og drejede ansigtet. "Fantastisk samling!" passionen, lykken var tydelig at høre i stemmen. Modviljen fra hans side var tydelig, han strittede imod, prøvede at slippe ud af hendes greb - det gode ved at være en dæmon var styrken, et sølle menneske kunne intet stille op. Kort efter slap hun ham og trådte tilbage for at betragte den fine samling atter engang.

Det var nu legen for alvor gik igang, de havde hver valgt deres dukker, men dukkerne havde endnu ingen roller. Kongen og dronningen var fundet, og Alítheia hørte på, imens Josette uddelte roller til sine dukker.
Smilene betragtede hun dem, nu var der også en elskerinde og kronprins - passende. Nu manglede de sidste dukker blot at få deres rolle i legen - hvad var planen med disse mænd?
Let tiltede hun hovedet på skrå, lod blikket vandre fra den første til den sidste. For dette øjeblik lavede hendes ansigt en tænksom grimasse, som hun arbejdede på at finde på de sidste detaljer til deres leg.
Smilet voksede de kolde øjne lyste, nu vidste hun hvad de skulle være. Hun gik hen til den første af de unge mænd, han havde et nøddebrunt pjusket hår og store overarme. "Denne mand, min fine lille dukke, han skal være køkkendreng." Tilfreds med sit påfund studerede hun ham nærmere. Efter lidt tid lagde hendes ansigt sig i triste folder, og med en alvorlig og bedrøvet stemme fortsatte fortællingen om dukken. "Stakkels John, han er ulykkeligt forelsket i kongens elskerinde, og ved ikke, hvad han skal stille op." Indvendingerne mod navnet, han var blevet tildelt blev ignoreret, med en viftende hånd - John var nu dukkens navn. Kort efter var hendes ansigt atter forandret, et stort smil spredte sig i hendes ansigt - barnet var fremme.
Længere tid betragtede hun den anden mand, høj, langt lyst hår. Denne mand skulle give historien den drejning den kunne mangle, væk fra kærlighedshistorien. "Dine forældre, to folk der holdt af dig døde. Kort sagt var det dronningens skyld eller kongens, det er som man lige ser på det - du ønsker hævn" Muntert blev hænderne klappet sammen og Alítheia trådte tilbage til Josette. "Så er det på plads, herligt" iveren i stemmen var ikke til at tage fejl af - hun var et legebarn.
Hun lod Josette udføre sine trusler overfor dukkerne - at de begge gjorde det var dobbeltkonfekt og det ville blot gøre legen sjovere med lidt jagt.

Alting var på plads eller næsten på plads, for dukker skulle jo have ordentligt tøj på, det vidste enhver. Dukker, dukkehus og påklædning, var hvad man skulle have som et barn. Det var det Josette og Alítheia skulle havde, for at få en god leg. "Jo bestemt, en dronning kan ikke rende rundt i det - og en køkkendreng så fint klædt! Nej." Det var en selvfølge dukkerne skulle klædes på.
Alítheia fulgte dem med blikket, som mændende forlod rummet og gik op, for at klæde om. Selv fulgte hun med Josette og de kvindelige dukker, der samtidig fik tildelt deres værelser. I sin hånd havde hun den lille pige, der stille fulgte med. De gik sammen ind, og snart var alverdens smukke kjoler fundet frem. Den kongeblå blev hofdamens og en bronzefarvet, med perlebroderier egnede sig til en dronning. Stolt over sit fund løftede hun den op "Dette skal være dronningens, intet er for fint til en dronning!" Hun smilede henrykt - denne leg var intet mindre end herlig!
Hun kiggede på hofdamen i sin blå kjole - ja dette ville blive perfekt.
Den lille prinsesse fandt selv en fin rosa kjole frem og klædte sig ud i den.
"Mangler?" spurgte hun undrende og nysgerrig, en nysgerrighed der hurtigt blev tilfredsstillet. Ret havde Josette, et ordentligt dukkehus havde et kæledyr. "Herligt, en genial idé min kære veninde".  Flere ting tl dukkehuset - dette var som juleaften, alt det legetøj hun fik.
Da Josette forlod dem, gik Alítheia derfra med dronningens, for at finde nogle ordentlige gemakker. Et stor gemak, med flot udsmykning "Dette er dit kammer Dronning - tag kjolen på, så vi kan få gang i legen!" Hun kiggede bestemt på den ældre kvinde, der ikke kunne gøre andet end at klæde om.
Værelset var tildelt, dronningen havde et stort kammer længere nede ad gangen, hofdamen ved siden af kongen, prinsen to værelser fra dronningen og den ene af de to herre i køkkenet og den sidste i stalden. Den lille pige, prinsessen, fik sig også en stor gemak, for enden af gangen, med alt en lille pige kunne ønske sig.
Alt var på plads - de manglede blot at sikre huset helt.

Eftersom Josette var ude, samlede Alítheia dukkerne igen, så de kunne stå fine og påklædte - helt klar til at lege med. Kort efter vendte Josette tilbage med det mest fantastiske kæledyr. "Sikke et herligt kæledyr" hun klappede ivrigt i hænderne, hvem kunne lade være at te sig som et lille barn, i en så fantastisk situation? "Ikke det store, værelserne er tildelt nu, så legen kan begynde! Jeg tænker den kære Martin her" hun hev fat i den lyshårede mand "skal søge om et job i stalden - det er en del af hans hævnaktion!" smilet var stort og ivrigt. Nu kunne legen endelig begynde - noget Alítheia havde drømt om at kunne gøre hele sit liv.
"Ak ja, det er en skam, men lad os sørge for at få nogle sjove stunder, min kære legekammerat" hendes tone var munter og øjnene lyste, denne dag ville blive perfekt.