Wicked game - Harry

S: Gågaderne i Terroville
T: Eftermiddag.
Omgivelser: Folk der handler.. egentlig er det stille og roligt.
V: Solskin. Rigtig forårsvejr.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Nu kendte de fleste i området hende, og nogle gange var hun klædt ude af kontekst for folk. Men hun nød nu, at kunne gå rundt i fine klæder. Det var ikke altid hun gjorde det, men når hun gjorde det, så gjorde hun det skam med stil. De blonde krøller var perfekte sat, og de blå øjne gled uskyldigt henover gågaderne. Hun stoppede op ganske få gange, for at kigge på nogle smykker. Se om der var noget hun ikke kunne undvære, hvilket der sjældent var. Hvis der var noget hun ville have, så tog hun det. Ganske simpelt.  Dog stoppede hun op da hun fornemmede en aura i nærheden. En falden engel. Endelig! Hun var ved at være træt af at møde de sølle små putte nutte engle!
Hendes skridt var målrette og hendes blik søgende.
Til sidst fik hun øje på en ung herre. Hun stoppede op og sank så let en klump. Hun kunne ikke blot brase hen og sige: Nå så du er en falden engel, velkommen i familien.
Det ville være så urealistisk. Josette rystede det af sig og gik stille hen imod ham.
Hun lod som om, at hun gik og kiggede på de forskellige ting som blev solgt. Hendes aura var mørk og dyster. Som de andre faldne engles, blot med en smule mere ondskab over sig. Når man var reaper var man vel reaper. Hun lod som om, at hun kom til at støde ind i ham og vendte sig så rundt.
"Jeg er da bare så klodset." Sagde hun dumt og slog sig næsten i hovedet. Så vippede hun hovedet let på skrå. Hendes øjne var dragende, og hun prøvede virkelig også at holde hans opmærksomhed. Hun anede ikke, hvor længe han havde været falden, men han skulle da ind i hendes samfund. Ind til resten af familien.

Harry var lige blevet færdig med en kunde, og nu stod han blot og slappede lidt af! Nød det ellers gode vejr. Og holde selvfølgelig øje med potentielle kunder. Der var en del mennesker i gaderne i dag, og det var faktisk rart, ikke kun fordi der på den måde var flere kunder, men også fordi der bare generelt var bedre stemning.
Han stod og så ud over menneske mængden da han fornemmede noget! En stærk aura der virkede en smule bekendt. Han så sig om, og havde svært ved at fornemme hvor den kom fra! Han kende auraen på en engel, men ikke en falden, så han vidste ikke hvad denne aura kom fra! Men han kunne tydeligt fornemme at den kom nærmere.

Han stod og så sig rundt, da han pludselig mærkede at der var en der stødte ind i ham, han skulle til at vende sig rundt, og brokke sig, da han fik øje på den yndige og smukke unge kvinde foran ham. Han nikkede bare roligt til det hun sagde ”det er i orden” sagde han roligt.
Dog mærkede han hurtigt at det var hende denne sære aura kom fra. Han opfattede det ikke helt selv, men han ende med at stå og stirre på hende. Hvad var hun?
Han ende dog med at få et kort smil frem. ”de kom ikke noget til vel?” spurgte han så roligt og så på hende. Han ville nødig ud i at hun var kommet til skade ved at ramle ind i ham

Hun vippede hovedet let på skrå da han sagde det var i orden. Et måtte man jo selv om, hvis man syntes eller ikke gjorde. Josette smilede stort til ham, uskyldigt dog med et strejf mystik.
"Nej, der skal lidt mere til." Svarede hun blot på hans spørgsmål. Let kørte hun en hånd henover sine blonde lokker. Let viklede hun en finger uskyldigt omkring en af de flotte krøller, men gav alligevel hurtigt slip.
"Jeg søger samfundet med de faldne engle. Ved, du, hvor jeg kan finde vores leder?" Spurgte hun og skar en grimasse, som om, at hun følte sig ufattelig dum for ikke at kunne finde stedet. Men hun ville se ham an, om han overhovedet vidste der var et samfund. Josette ønskede at han skulle med i samfundet, for det ønskede hun for alle sine engle. Det var hendes livsmål, at passe på dem, så det havde hun skam i sinde at gøre.

Let kløede hun sig i nakken. Hendes aura kunne afslørre at hun var stærkere end en normal falden. Dette kunne betyde ganske få ting, hun kunne være ude efter pladsen som leder for de faldne, være lederen eller noget helt andet. Blot en stærk person. Hvem vidste? Josette håbede på det bedste, også selvom at håbe ikke var noget hun gjorde særlig tit.

//Kort svar, sorry.

Han betragtede hende lidt som hun stod der foran sig, og smilede roligt da hun sagde at der ikke var sket hende noget. Det havde han heller ikke regnet med, men man vidste jo aldrig.
Han betragtede hende som hun stod der og pillede ved sit hår. Han så lidt overrasket på hende da hun nævnte samfundet for de faldende engle, og deres leder. Så hun var en falden? Hans blik blev mere iagttagende, som om han prøvede på at opfange alt ved hende, om han kunne genkende bare et eller andet form for træk hos hende.
Han trak dog på skuldrende over det. ”Jeg anede ikke engang at vi have en leder” sagde han bare. Han lagde armene over kors på en afslappet måde. ”Jeg går ikke så meget op i det der…” sagde han blot.

Han så mere på hende ”men du er altså en fladen.. beklager.. jeg har ikke mødt ret mange, så jeg har ikke lært at genkende dem endnu” sagde han roligt. Han kunne ikke helt lade vær med at smile, han havde næsten aldrig mødt en falden før, og alle andre engle holde han sig langt væk fra


//ja det samme fra mig.

Josette var meget kortfattet og simpel hendes kropssprog. Hun spørgede for ikke at være for direkte, men samtidig interessant. Det kunne virke som en masse arbejde, men for Josette - så var det blot hverdag.  Hun kneb øjnene lidt forvirret og overrasket over, at han ikke vidste de havde en leder. Det måtte hun lave om på.
"En skam. Jeg har hørt de tager alle ind som familie. Uanset tidligere titler, om man er fattig eller rig." Sagde hun og trak let på smilede båndet. Mange af de faldne blev ofte smidt ud af deres familier for en sølle lille fejl de havde gjort, og det var ikke fair. Derfor sørgede hun for de havde et sted at bo i alle de forskellige byer faktisk, men kunne ikke sige, at Josette var ubarmhjertig.

Let nikkede hun da han spurgte om hun var falden.
"Jamen, så kom med mig. Jeg kan vise dig, hvordan du kan genkende de forskellige engle på afstand." Fortalte hun og vippede stille hovedet på skrå. "Jeg vil gerne vise dig det, hvis du vil have min hjælp.. jeg var ikke helt ærlig fra begyndelsen.." Indrømmede hun dog og vippede kærligt hovedet til den anden side. "Mit navn er Josette Thunder, bedre kendt som hersker over de faldne engle." Præsenterede hun sig med et i møde kommende smil på læben.
"Så, hvad med dig kære, hvad er dit navn?" Spurgte hun med et nysgerrigt glimt i sine øjne.

Harry lyttede til hvad hun fortalte, og hans blik faldt til jorden. Familie? Det var ikke noget han havde haft i rigtig mange år. Han sukkede lidt, men hvad skulle være anderledes med de her engle? Hvordan skulle de kunne være hans familie? Han så mere op på hende. Ville hun så også blive hans familie?
”Familier er overvurderede” brummede han så lidt.

Han så på hende da hun nikkede hovedet til den ene side. Hmm… han måtte da erkende at hun var smuk! Men det havde jo ikke noget med sagen at gøre lige nu. Han så undrende på hende da hun spurgte om hun skulle lære ham at genkende de forskellige engle. Han lagde hovedet en smule på skrå. Kunne hun virkelig det?.. Hmm tja det var vel de fleste engle der kunne det, han kunne kun genkende fuldblodsengle, og det var kun fordi de duftede som hans forældre.
Han så mere undrende på hende da hun nævnte at hun ikke havde været ærlig. Han trådte af refleks lidt tilbage. Hvis hun var en ærkeengel var han på den, han havde ingen vinger hun kunne rive af. Men for nogle ærkeengle skulle faldende engle blot udryddes.

Han så dog noget overrasket på hende da hun sagde sit navn, men endnu mere hvad/hvem hun var. ”Hersker over de faldende?” gentog han. Hans ansigt ændrede kort farve! Han havde lige stået og fortalt hende at han ikke engang vidste at én sådan ting eksisterede. Han så på hende og bed sig en smule i læben.
Han sank en klump ”Harry… mit navn er Harry…. Eller mit ”engle” navn…Harrikiel” sagde han. Og det var tydeligt at han fortrak Harry.
Hans forældre havde begge været fuldblods engle, og endda i en temmelig høj rang. Derfor fik Harry selvfølgelig ikke et navn som andre væsner, men derimod et ”ægte” navn, som de kalde det.

Hun var en del analyserende i sit blik da hun havde fortalt, hvem hun var. Hun nikkede let.
"Bare rolig, Harry." Sagde hun let og vippede hovedet på skrå. "Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget." Tilføjede hun og bed sig ganske kort i læben.
"Men jeg mener, hvad jeg sagde. Jeg er ved at skabe et samfund for os." Let vippede hun hovedet til den anden side og betragtede hun ham. "Og jeg vil gerne hjælpe dig med at genkende de forskellige engle." Hun så sig let omkring og gik øje på en normal engel.
"Kan du se hende derhenne? Hvad siger din mavefornemmelse om hendes aura?" Spurgte Josette ganske stille. Hun var meget direkte og målrettet. Josette ønskede ham ind i samfundet, og hun var klog nok til at vide, at presse folk hjalp intet. Men dette var ikke en som skulle omvendes, men en som hun ville have til at være en del af hendes samfund, måske som en lærling. Men ikke en lærling på samme måde som Assorian holdt dem. Josette var mange ting, men hun var ikke slaveejer, og hun mente at den måde som Assorian behandlede sine lærlinge på var lidt ligesom de var hans ejendom. Josette stræbede mere efter et familie bånd og et godt solidt samfund.

Ærkeengle var også i nærheden, men lidt længere væk. Archangels, hun havde haft en samtale med en før, men det var hende der angreb ikke omvendt. Let sank hun en klump.
"Alle engle faldet eller ej, udsender en aura. Vi faldne har en mere utryg en.. folk bliver ofte skræmte, hvor imod de gode har deres sukkersøde og beroligende aura." Det kunne måske hjælpe ham med at adskille de forskellige fornemmelser han havde omkring folk.

Han så roligt på hende. ”Jeg… jeg havde nu heller ikke helt den tanke i hovedet.. men du ved jo selv hvordan det er at være falden” sagde han med et skævt smil. Han lyttede til det hun sagde. Så hun var ved at samle et samfund. ”hmm… det lyder nu meget godt” sagde han roligt.
Han kunne ikke lade vær med at smile lidt da hun sagde hun gerne ville lære ham at kende forskel på de forskellige engle. Og ja det ville han faktisk gerne lære. Han så over mod den kvinde som hun pegede på.
”Hmm hende der ved jeg ikke med, hendes aura stråler ikke af at være en fuldblods.. og heller ikke en falden….. en ærkeengel ville have en meget kraftigere aura… men.. uhm” han så lidt genert på hende ”jeg har ikke rigtig nogle ide om hvad hende der er” sagde han roligt.

”jeg vidste det med de faldende.. Den høre jeg tit for” sagde han roligt. Der var faktisk en del der kommenterede det, når han tilbød sig selv til dem. Han så roligt på hende. ”sååh… har du lyst til at fortælle mig mere om det her?” spurgte han roligt.
Han ville bestemt gerne høre mere om det her. VIRKELIG gerne. Han så sig lidt om ”uhm… jeg har lige tjent… ja det er lige meget,.. har du lyst til at gå ind og få noget at spise?... Så kunne du fortælle mig mere om det?” spurgte han med et smil

Josette nikkede til ham. Ja, hun kendte til livet som falden. Meget godt endda. Hun var faktisk glad for han virkede positiv omkring hendes lille ide om samfund.
"Hun er skytsengel. Hendes intentioner er at våge over den person hun beskytter. Du kan fornemme det nok bedre uden mit selskab, min aura overskygger ofte andres." Svarede hun med en lille grimasse. Hendes reaper aura var meget frembrussende i forhold til en sølle god engel. Josette var meget rolig omkring sine engle, og tålmodig. Meget i forhold til andre. Mest fordi hun ønskede dem det bedste.

Hun trak kort på skulderen.
"Vi alle hører tit for den, men det er også muligt at lukke ned for den i ganske kort tid. Det tager tid at lære, men det er ikke umuligt." Kommenterede hun let. Hun nikkede til ham, da han spurgte hende om hun havde lyst til at fortælle mere omkring det.
"Selvfølgelig vil jeg gerne dele ud af min visdom." Svarede hun med et kækt smil.
"Lad os. Det kunne være hyggeligt." Tilføjede hun og vippede hovedet let på skrå. "Jeg kender lige det rette sted." Tilføjede hun, "kom" Sagde hun og begyndte med stille bevægelser at gå igennem byens gader, til de nåede frem til en af de små kroer. Hun åbnede døren ind til det varme rum, og gik ind sammen med Harry. Her fandt hun hurtigt et frit bord, hvor hun satte sig. Folk på kroen kiggede over på dem, men Josette havde lært at lukke andre ude. Og hvis de ønskede, at blande sig i hendes eksistens så måtte de med glæde åbne munden.. det ville give hende en mulighed for at få dem til at sluge deres ord, eller blot deres tunge. Hvem vidste?
En tjener kom hen til dem.
"Hvad skal det være?" Spurgte han.