Time for pleasantries (Josette)

Selv om de ikke havde haft hverken by eller borg så længe igen, havde folk arbejdet i døgndrift for at få gjort den pæn og ren igen. Ingen havde boet der i lang tid og derfor havde støv, spindelvæv og gamle møbler flydt lidt over det hele. Selv om Sean havde prioriteret at få sit værelse gjort i stand, havde han også sat folk til at ordne andre vigtige steder. Som køkkenet, tjenernes rum og stalden.
Han havde ikke haft tid til at forlade borgen særlig meget, selv om han havde gjort det et par gange af private årsager. Han havde haft alt for travlt med at få sine ting flyttet ind og få det hele til at ligne et hjem og fungere, til at kunne forlade stedet. Ja, det og så havde han haft travlt med at modtage rapporter om byens stand. Handler, økonomi, militær og fra handelsmænd, hvoraf nogle prøvede at slikke røv på ham og andre prøvede at svine ham til. Sådan en samling!
Men byen havde ikke gjort oprør. Til dels også fordi han havde sikret en gave til byens borgere i form af gratis mad og drikke på den dag, han holdt tale til dem. Det havde gjort byen i ret godt humør og han havde modtaget rygter om at folk håbede på en fast leder kunne være godt for byen, i stedet at den blev styret af griske handelsmænd, blot fordi de havde penge.
Dog var nogle også sure, deriblandt byens rige beboere. Han havde allerede meddelt at den øverste del af byen vil blive givet til mørkets væsener og selv om de nok ikke ville vrimle rundt der det næste stykke tid, var det hans plan fremefter. Derfor skulle flere af handelsmændene forberede sig på at flytte eller leve med vampyrer og skyggevæsner til hverdag.
Så man kunne sige det hele havde været en lige dele succes og...Det modsatte. Som han havde forventet.

Iklædt noget afslappet tøj - nogle støvler, et par sorte bukser og en løs trøje, men med sit sværd ved siden - stod han inde i tronesalen og så på hans mænd sætte den nye trone på plads. Han havde bestilt den allerede da han havde overtaget borgen og for lidt ekstra penge havde han fået den lavet på rekordfart. Ikke af sten, som resten af borgen og byen var bygget af. Men af træ fra skoven...Træ havde altid tiltalt ham mere, end det kolde og hårde sten. Morsom at han nu boede på toppen af et bjerg, hersker over et bjerg!
Hans mørke hår strittede til alle sider, som sædvanlig og en ring skinnede på hans ene hånd, da han løftede sin hånd for at dirigere sine mænd. Tronen skulle jo helst stå lige!
Selv stod han midt i rummet, et par meter derfra og bedømte tronen, som den blev sat ned for femte gang. Hans mænd svedte. Den var tung! Men det skulle gøres og selv om Sean var stærkere end nogle af dem, var det ikke hans job.
Han gned sin ene hånd, der var tæt barberet og nikkede så.
Tronen var simpel, men alligevel passende til byen. Af mørkt træ med mørkelilla betræk på puderne i ryggen og til numsen. Armlæn. Og et højt ryglæn, der var udskæret med dragemotiver. Ganske nydeligt! Især når de fik pyntet resten af borgen op. Sean havde valgt blå og lilla farver til borgen generelt. Faktisk uden at spørge Assy...Men han var forhåbentlig også ligeglad.
"Er den fin her, M'Lord?" spurgte en af hans mænd, der kom over til ham for selv at bedømme det. Seans blik gled over stolen nok en gang...
"Faktisk...En anelse mere til højre" sagde han så. Og så måtte folkene på den igen!

Påklædning

---

Josette var en meget hurtigt handlende kvinde, så da Assorian havde kontaktet hende om, at Dragons Peak nu var under deres kontrol - havde hun allerede valgt en repræsentant for Doomsville, så hun kunne flytte til Dragons Peak. Her havde hun naturligvis også en næstkommanderende med sig og andre af hendes folk. Josette havde forholdsvis hurtigt slået sig ned i Dragons Peak, og valgt sig en pæn villa som hende og Caroline skulle bosætte. Til hun ville finde ud af om Caroline og Rowan ville bo sammen, men det blandede hun sig ikke i.
Sean havde ønsket at se hende. Hun havde kun hørt omkring denne dæmon, fra Caroline og fra Assorian. Så hun var faktisk spændt på, at skulle møde denne 'almægtige' Sean i egen person. Hun trådte ind af borgens døre. Til et syn der allerede fik hende til at smile skævt.

Den måde mændene prøvede at finde den perfekte plads, og Sean blot rettede dem. Hun kunne se, at de svedte. Det løb jo næsten ned af deres kinder som tårer. Josette foldede hænderne foran sig, imens hun gik. Hun kunne nok se så uskyldig ud, hvis det ikke var fra den kraftige aura hun løb rundt med over sit hoved. Den skabte sig lidt opmærksomhed engang imellem.
"Jeg ville have sagt til venstre, også lidt fremad." Sagde hun dog og fik videre op på siden af Sean. Men så trak hun lidt på skuldrene, det var ikke hendes mening som talte - men hun havde aldrig været bange for at give den alligevel. Så vendte hun sig imod ham, og lod et smil glide op på læberne.
"En fornøjelse endelig at møde dig. Jeg har hørt så meget om dig trods alt.." Hun lod kort sit blik glide ned af ham, og lod dem lande på hans ansigt til sidst igen. Ikke noget hun lagde skjul på. "Du er meget pænere end forventet." Sagde hun ærligt. Josette kunne sagtens se en smule uskyldig ud, med de store blå øjne og de lange blonde krøller. Dog skulle man ikke lade sig narre. Det var tydeligt på hende, at hun var i en afslappet tilstand, og blot fulgte strømmen lige nu. Hvad der måtte ske, måtte ske. Hun så sig aldrig under nogle, men hun respekteret Sean var hersker i byen. Ligesom hun respekteret Assorian som leder af skyggevæsnerne.

Han lagde den ene arm om sin brystkasse, mens den anden arm hvilede på den med albuen. Hans hånd hvilede betænksomt om hans hage, mens han så på hvordan hans mænd slidte og slæbte. For udefrakommende så det nok hårdt ud, som en herre der svang pisken over sine hunde. Men Sean og hans mænd vidste bedre...Deres forhold til hinanden var baseret på disciplin og respekt. Sean vidste at uden mænd kom han ingen vegne...Og mændene vidste de var beskyttet under hans ledelse.
Engle ville altid havde svært ved at gemme sig. Deres aura afslørede længe før de selv var til stede. I hvert fald for Sean, der ligeså mærkede auraen fra en falden engel før han faktisk hørte hendes stemme. Hvis det havde været auraen fra en almindelig engel ville han nok have mødt hende med hån. Men til stor held for dem begge, var hun fra den del af englene som han brød sig mest om. Men uanset hvad stammede de alle fra disse puffede skabninger.
Efter overtagelsen af hele byen, havde han skrevet alle navnene ned. Navnene på de folk der havde allieret sig med dem, hjulpet dem. Han ville selv møde dem, selv vide hvilke personer byen nu skulle bygges på. Og at denne kvinde, Josette, havde valgt at bosætte sig her var jo blot praktisk! Så derfor havde han været hurtig til at kontakte hende, frem for alle andre der først skulle rejse til byen. Nu var han hersker, nu skulle folk komme til ham! Hahahaha!
Nej. Han ville ikke lade det stige ham til hoved. Også selv om det allerede havde. Dog var han ikke steget længere op på stigen, end han stadig ville kaldes en 'Du' af de fleste. Han havde en stilling, men han ville ikke gøres til en fremmed gude-figur for de folk, han arbejdede med.

I starten så han bedømmende over på tronen, før hans hånd gled igennem luften i eftergivelse og som en ordre til sine mænd.
"Kvinden har ret! Til venstre! Frem! STOP!" Det sidste blev næsten brølet og hans dybe stemme var for et øjeblik ekko i det højloftet rum. De havde fundet nogle fuglereder oppe mellem spærrene. Det havde været sjovt at se hans mænd prøve at få dem ned...
"Jeg sagde lidt...Tilbage igen!" Bad han, før han endelig lod mænd og trone være som de var og vendte sig om mod kvinden, han med det samme gættede på måtte være Josette. Borgen bestod af en stor port, der førte ind i borggården og derfra var der nogle store dobbeltdøre ind til selve borgens beboelse og tronesal. Han havde vagter, som havde fået besked på at lukke de rigtige ind. Derfor undrede det ham ikke synderlig hun bare var vadet ind. Han havde endnu ingen butler til at vise folk rundt alligevel.
Hans blik gled over hendes skikkelse for en kort bemærkning. Hun var køn og ville helt sikkert have stået på hans menukort, var det ikke fordi han ikke kunne tillade sig at spise hende. Men han var langt mere erfaren end at lade sig forlede af et godt udseende. Derfor sendte han hende også bare et lille smil. Han bad om hendes ene hånd og hvis hun gav den, ville han bukkede sig ned og kysse den flygtigt, mens hans øjne på intet tidspunkt ville slippe hende.
"Josette, går jeg ud fra? Var det...De faldne engles leder, ikke?" spurgte han, for at være sikker på han havde de rigtige oplysninger. Nåe ja, så også for den mulighed at hun KUNNE være en anden. Han havde rettet sig op igen og slog let ud i luften med den ene hånd.
"Gid man kunne sige det samme om dette sted! Men det bliver hele tiden bedre. En dag vil jeg kunne invitere dig til en storslået middag på mindst 10 retter. Om ikke andet, så bare for at frådse. På nuværende tidspunkt må du undskylde mig at jeg ikke kan byde på mere end frisk vand. Køkkenet undergår store renovationer" kommenterede han, uden det kunne læses på ham om han faktisk havde tænkt sig det eller ej. Tanken om så store middage var ikke ham. Han spiste faktisk aldrig menneske-mad og middage kedede ham derfor hurtigt.
"Som du sikkert ved på nuværende tidspunkt, er jeg Sean McGivens, den nye hersker af Dragons Peak" Han vendte sig om mod hende igen, efter at have set sig lidt rundt i rummet. En kort præsentation, der blot vidnede om at han endnu ikke havde ophævet sig selv til en Gud.
"Du støttede os i at overtage Dragons Peak? Fortæl mig om det. Det var jo Assorian der havde kontakt med dig, men jeg er nysgerrig" bad han.

Josette, går jeg ud fra? Var det...De faldne engles leder, ikke? Hun nikkede let til hans spørgsmål.
"The one and only." Svarede hun blot og lagde blidt hovedet på skrå. Hun trak på en imponeret grimasse ganske kort, da han nævnte en middag. Og trak på skulderen til hans undskyldning.
"Jeg behøver ikke det helt store ligenu. Så det går nu nok." Svarede hun blot. Hun nikkede let da han sagde hun sikkert godt vidste hvem han var.
"Ja jeg har da hørt et par ting eller to, omkring dig." Svarede hun med et skævt smil på læben. Så kom spørgsmålet. Hvorfor havde Assorian spurgt hende, og hvorfor havde hun valgt at sige ja. Hvor skulle hun begynde.
"Assorian og jeg har kendt hinanden længe. Før nogen af os faktisk var noget 'stort'. Han vidste, at jeg stod stærkt, og han også gjorde. Og med min hjælp, var han også klog nok til at indse, at vi kunne stå endnu stærkere, hvis vi slog os sammen." Let trak hun på skulderen. "Og hvem ville gå glip af sådan en mulighed her? Alt andet ville være dumt. Jeg kunne ikke andet end at gå med på ideen da den blev bragt til mig." Fortalte hun så. Josette så Sean i øjnene, og rystede så let på hovedet.
"Men du vil gerne vide, om jeg er til at stole på.. har jeg ret? Fra en leder til en anden, så er det trods alt, hvad der også indgår i det. Kan folk finde på at dolke en i ryggen, eller vil de stå blindt ved ens side. Det er altid så mystisk ikke sandt?" Sagde hun så og foldede hænderne på midten.

Josette var nu meget afslappet. Hun havde intet at skjule. Det var jo ikke fordi, at hun var her for at vælte Sean af den trone, som han havde fået sat perfekt her på bogen. Hun var her ikke for at snyde nogen. Hvis hun var det, havde hun gjort alt for at tage det, eller valgt et mindre oplagt tidspunkt. Men hun var ikke ligefrem dum.
"Men i hvert fald, jeg udgør ingen trussel for Assorian. Eller for dig. Ikke medmindre i giver mig en grund til det." Et smil bredte sig op på hendes læber. Let lod hun blikket kigge ud, det var nu en god udsigt over byen. "Men selvfølgelig, hvem kan ikke lide lidt ekstra magt." Hun trak let på skulderen, i det mindste var hun ærlig. Gad vide om Alitheia skulle til byen. Så kunne de finde et dukke hus, som i gamle dage! det kunne være så hyggeligt! Josette rystede tanken ud af sit hoved og vendte blikket over på Sean igen.

Det hele var ved at komme sammen i et stort puslespil. Brikkerne blev lagt lidt efter lidt og det gik op for ham at mange af hans bekendtskaber selvfølgelig også kendte hinanden. Og andet ville være underligt! For hans bekendtskaber havde magt eller ønskede magt. Det var en selvfølgelig den slags personer ville have en finger på pulsen, holde øje med hinanden, dyrke unaturlige venskaber.
Men han var blevet en aristokrat. Han nød høfligheder, han vidste han havde magt. Og selv om han gjorde hvad han kunne, for det ikke skulle stige ham til hovedet, var han allerede begyndt at forlange respekt af folk. Forlange de opsøgte ham på den rigtige måde. Høflighed. Det blev vel kun et spørgsmål om tid før han lavede en scene ud af sig selv! Men han nød det samtidig. Det handlede jo om at han skulle finde ud af hvordan han ville beklæde denne stilling, hvordan han følte sig hjemme i den. Det var en rolle han lige skulle vænne sig til!
"Åh, når det kommer til stykket har jeg faktisk aldrig spurgt Assorian om hvordan han kom til magten. Jeg konstaterede blot han var det" kommenterede han konverserende. Han havde hørt nogle historier og de havde tilfredsstillet hans nysgerrighed.
Men Josette var ikke en dum nikkedukke, det indså han hurtigt. En ting var hvordan folk opførte sig, en anden var hvordan de talte. Og omvendt!
Han sendte Josette et lille smil. Et lille, djævelsk smil, vel at mærke. Hun vækkede hans indre dæmoniske side - Den side der ikke var så sød. Men han kunne ikke gøre for det! Hun mindede ham om to rovdyr, der jagtede hinanden for et territorium! Assorian var ingen trussel mod ham, så meget vidste han. Selvfølgelig kunne alle vende en ryggen, men på nuværende tidspunkt var Assy som en bror han aldrig havde haft. Og selv om han ikke havde magten over en hel race, havde han stadig mænd. Han gned sig over hagen et øjeblik.
"Hvad respektere du, Josette?" spurgte han så, selv om det ikke virkede til at have relevans for de ting hun havde sagt.
"Magt? Selvstændighed? Retfærdighed eller disciplin? Mad, drikkelse, et varmt bål? Eller muligheden for at have et sted at kalde dit eget?" Spurgte han prøvende, før han slog let ud med armen.
"Vi søger begge magt. Mere og mere! Men jeg går ikke efter den konstant. Hvis jeg har fred og er tilpas, kan jeg godt vente lidt. Hvis mine venner har magten, vil jeg spejle mig i deres glans og tage del i deres magt. I hvert fald til de gør noget dumt og tiden er til at skifte dem ud" fortalte han roligt. Og dog lå der noget mørkt i hans stemme, noget ubestemmeligt. Men han kom ikke med nogen konklusion, i stedet vendte han sig om mod hende igen og så på hende, afventede hendes svar. Var hun så klarsynet, at hun selv kunne gætte i hvilken vej han gik i? Det fandt han jo nok snart ud af.

Hun trak let på skulderen. Ikke engang hun havde snakket om, hvordan Assorian var kommet til magten. Det var bare en dag, hvor han fortalte hende det. Underholdende faktisk. Det var nu morsomt, specielt når han fik sine vredes udbrud - det kunne ligne en ekstremt sur gravid kvinde. Hun slog tanken ud af hovedet og var atter opmærksom på omgivelserne. Josette kunne ane det lille djævelske smil. Det vækkede hendes lyst til blod. Massere af blod og lig.. folk der skreg. Endnu engang måtte hun slå sig selv tilbage i virkeligheden.
Hvad respekteret hun? Egentlig et godt spørgsmål. Hun tænkte aldrig over det. Hun handlede blot. Magt var en ting som tiltalte hende. Så det var faktisk et godt spørgsmål, men i stedet for at svare så lyttede hun videre. Let vippede hun hovedet på skrå.
"Magt er dejlig. Magt er lig med frygt... og det er så sjovt når folk ryster af skræk..." Sagde hun lidt til sig selv. Så kiggede hun på Sean igen. Hun kneb øjnene ganske kort analyserende, men ikke fordi hun faktisk analyserede, hun kunne godt lide at få folk til at tro hun gjorde sig umage for at lære dem at kende, men i sidste ende lærte hun dem skam også at kende, hvis hun fandt dem interessante nok.
"Men jeg vil nok sige magt. Ærligtalt. Så er respekt sådan et stort ord Sean. Jeg tænker ikke rigtig over det, folks handlinger er afgørende for hvad jeg synes om. Hvis de viser mig, at de er værdige, så kan de måske få lov til at være del af min omgangskreds. Hvis ikke, så forbliver de mine dukker." Hun trak legende på skulderen. På samme tid med, at hun kunne være dybt seriøs. Så var hun også det man kunne kalde et legebarn uden lige. At finde rundt i hendes hoved, ville være som at finde en nål i en høstak. Ganske enkelt umuligt. Josette kørte en hånd igennem sit hår og vippede derefter hovedet let til den anden side.
"Men når alt kommer til alt, så kan tørsten efter magt ikke slukkes. Man tørster efter det andre har, og ønsker det for sig selv. Eller blot at tage del i det. Det handler om at se klogt på det. Hvis jeg ønskede krig, så ville jeg have gjort det imens planen var undervejs. Assorian tilbød mig en del af kagen, og jeg takkede ja. For det ville jo være ufattelig dumt at starte en krig. Ikke sandt?" Josette snakkede meget. Det havde hun fra sin mentor, det var endnu være når hun torturede folk. Josette var ikke ude på at kende hans måde at tænke på, hvis hun var det, så var hun gået dybere i detaljer. Udspurgt folk omkring ham. Alt hun vidste, var hvad hun havde hørt lidt fra Assorian omkring og lidt af hvad Caroline havde fortalt hende. Men i det store spil, var det underordnet. Assorian og Caroline var to vidt forskellige personligheder. Og Josette var også langt fra den samme som dem. Hvordan hende og Sean kom ud af det med hinanden, ville deres kommunikation afsløre.
"Jeg har en veninde... Ved du om hun kommer til byen? Alitheia." Spurgte hun så helt ude af sammenhæng. "Vi lavede et dukkehus for nogle uger siden.. det var ret så sjovt." Mangel på koncentration eller var det. Det kunne også være en måde for hende, at vise, at hun faktisk fik nogle 'gode' ideer engang imellem. Men hun ville blive i betydeligt bedre humør, hvis det kunne lade sig gøre, hvis hun vidste noget mere om din kære legekammerat.
"Jeg løb lidt af sporet det beklager jeg. Alt den snak om magt.. Man bliver jo helt revet med!" Sagde hun med et stort smil på læben. Hendes øjne lyste nærmest helt op. Ligesom om, at hun havde fået verdens bedste julegave.

Hans blik gled over hende. Han kunne mærke hendes blik mod sin skikkelse, men om hun faktisk ledte efter noget interessant eller blot gjorde det for påvirkningens skyld, kunne han ikke afgøre. Om ikke andet, ville han ikke gøre det nemt for hende - Han var en mand af mange aspekter og det var ikke noget man bare lige så. Han nød at være mystisk og gjorde altid sit for at være det. Også selv om han trods alt mente det var nemmeste at sige ting direkte. Samtidig nød han gættelege...Argh. Måske skulle han bare indrømme han elskede begge dele. Det kom jo også an på hans humør, jo bedre humør han var i, jo mere nød han at gætte.
Han smilte lidt for sig selv. Magt var skønt og han, om nogen, burde forstå tiltrækningen og hvordan den kunne gøre en helt rundtosset og liderlig. Det var et punkt de havde til fælles...Som han nok havde til fælles med de fleste, ud over Assorian faktisk ikke havde ønsket sig stillingen som hersker, når det kom til stykket.
Dukkehuset havde ingen sammenhæng med resten. Han så over på hende et øjeblik for at bedømme om hun drillede ham, men det virkede til hun bare var fanget i egne tanker. Han kendte Alitheia...Og det undrede ham ikke at hun elskede dukkehuse. Men tilbage til emnet!
Han grinte svagt, før han trak let på den ene skulder. Det gjorde man vel? Hans blik gled ned over hende et øjeblik.
"problemet ligger i jeg faktisk anser dig som en mulig trussel. Hvem siger ikke du en dag keder dig og vil have den magt jeg har? Du sagde det selv. Man vil altid gerne have mere. Hvor længe vil din stilling hos Assorian holde dig mæt og tilfreds?" sagde han så direkte.
"Derfor ønsker jeg vi skal opnå et tæt samarbejde, der sikre jeg kan holde øje med dig, men som forhåbentlig også vil holde sig mæt og tilfreds, gøre at du ikke en dag beslutter dig at vende det hele mod mig" tilføjede han så, uden hun kunne nå at svare. Hans øjne hvilede roligt på hende, hans smilte svagt, skævt. Der lå ingen trussel over ham, kun den sædvanlige seriøsitet og kølighed over for alt levende og dødt.
"Lad os starte simpelt. En alliance mellem os. Du støttede os i at overtage byen og for det er jeg taknemmelig. Jeg drømmer om at gøre nogle helt specielle ting for den øverste del af byen og det tror jeg du kan hjælpe til med, hvis du er interesseret?" foreslog han så.

Josette trak selv blidt på skulderen da hun ikke fik andet end et svagt grin som respons på dukkehuset. Et grin var bedre end en hånende kommentar som nogle sikkert ville komme med. Dog snakkede han igen, hvilket gjorde, at hendes opmærksomhed atter var hans. Hun kneb øjnene stille, og kom ganske kort med et lille fnøs overhovedet ikke hånligt.
"Hvis jeg ønskede mig din magt, var jeg gået efter den fra starten. Der er så mange at tage fra. Hvis jeg vælger at tage den fra jer, mister jeg Assorians tillid og derved min alliance med skyggevæsnerne. Desuden. Hvis jeg ville have en by. Så ville jeg tage Doomsville. Eller blot hele verden" Pointerede hun ganske let. Josette var meget direkte, og det var ikke altid til at vide om hun faktisk mente det eller hun sagde det i sjov. Men naturligvis havde hun da drømme. "Dog, er magtfulde relationer også lig med magt. Jeg har skyggevæsnerne som alliance, og endda vampyrerne." Hun følte sig ikke truet. De var blot to simple væsner. Dog magtfulde. Som stod og talte sammen. Hvis han ønskede at 'gøre' hende noget, ville han have snakket til hende anerledes og ligeså ville hun. Josette løftede interesseret øjenbrynene ganske kort da det kom til han nævnte en alliance imellem dem.
"Naturligvis er jeg interesseret. Både i sine planer, men også en alliance imellem os." Svarede hun ham, og så afventende på ham. Det lød nu spændende. Desuden elskede hun at have noget at give sig til. Hun havde gjort en del af sine klar på at de kunne tage med hende. Hvis hun skulle bosætte sig her som hun havde, så skulle det ikke være uden nogle af hendes egen. Så hun havde været smart. Hun havde efterladt en repræsentant i hver enkel af de større byer, som fungerede som hendes stemme når hun ikke var der. Lidt smart var man trods alt.

Hendes blik fangede vinduet igen, og hun lavede en kort bevægelse med hånden til, at den friske luft vandrede ind til dem ganske kort. Blot for at få kølet sig selv lidt ned, der var varmere her. Noget man lige skulle vende sig til.
"Så fortæl endelig. Hvad er din ide?" Spurgte hun så ganske nysgerrig. Hendes blå øjne kiggede interesseret ind i hans ganske nydelige blå øjne. Ganske let trådte hun et skridt nærmere ham. Folks personlige grænser var aldrig noget hun som sådan tænkte på. Men der var stadigvæk et skridts afstand. Hendes blik var meget målrettet, men et skævt smil på hendes læber viste hun ikke var fjenden.

Hun havde selvtillid, det måtte man give. Men om det var drømme eller mangel på realisme, havde han svært ved at bedømme. Alligevel faldt hans entusiasme for hendes selskab en smule, som hun vedblev at snakke som om hun var jordens centrum eller havde magten til at få hele verdenen for sig selv. Hvilket måske var muligt, hvis man ikke bare var dygtig og enormt heldig, men om ikke andet sted et ret urealistisk billede, hvis man spurgte ham. Så meget arbejde! Han ville aldrig ønske at være herre over hele verdenen, ej hellere leve i sådan en verden. Det ville være så kedeligt!
"Ah, Doomsville har altid været min drøm" medgav ham roligt, før han selv så ud af det pågældende vindue, de var gået hen til.
"Men hele verden er urealistisk. Held og lykke. Jeg må dog kommentere at det er en ting jeg ikke ville bryde mig om. Hverken at herske over hele verdenen eller deltage i en verden der var hersket af en. Det politiske spil ville forsvinde. Det ville være forfærdelig kedeligt" bemærkede han. Hendes tro på hun kunne alt var ikke sund. Den var besættende. Han havde set den slags ødelægge ellers lovende personligheder. Som hun sikkert så det som sin styrke, så han det som en af hendes svagheder. Det beroligede ham faktisk. Ikke fordi hun var harmløs, men fordi det trak hende ned på et niveau, hvor han bedre kunne have med hende at gøre.
Han lænede sig op af væggen med armene over kors, da han så på hende igen.
"Min ide er at den øverste del af Dragons Peak skal gøres til et paradis for mørkets væsner. Dæmoner, skyggevæsner, vampyrer, faldne engle...De skal kunne bo her, trives her, føle sig trygge her. Godt nok kun i den øverste del af byen, men tror mig, det har allerede gjort mig upopulær blandt de rige handelsmænd der bor her!" kommenterede han med et lille smil. Det var en ide Assy og han havde haft næsten fra start af og han ville realisere det, uanset hvad. Han var træt af at alle hadede de racer og kaldte dem krigeriske...Derfor måtte de have et sted at mødes, at være dem selv og leve trygt, uden altid at få tilsendt mistroiske øjne. Selvfølgelig var de fleste langt stærkere end det, men alligevel. Desuden ville det være sjovt! Så sjovt. En bydel der altid var liv i, altid var spændende! Det undrede ham ingen havde gjort det for længe siden.
"en bydel hvor man som menneske nok ikke føler sig særlig tryg" tilføjede han med en drillende tone.
"Og som nævnt skal de faldne engle da også have en del af kagen. Hvis de er interesserede? Det eneste jeg kræver for denne betænksomhed er lidt respekt og mine love i byen bliver fulgt" Han trak let på den ene skulder. Han kunne være hård, når der var brug for det og hvis man skulle have de racer boende i sin baghave, skulle man være hård for at det ikke skulle gå ud af kontrol.
"Så hvad siger du?"

Hun trak let på skulderen. Endnu et malet billed var lavet.
"Yeah, du har ret i det. Det lyder bare så fedt... verdens hersker." Hun vippede hovedet på skrå. "Det ville være alt for krævende, jeg har nok i at se efter mine faldne englebassere." Tilføjede hun. At tage hele verden var ikke just en af hendes planer. Sådan set. Tanken kunne da komme ind i hendes hoved, men længere ville de aldrig komme. Hvis hun endda så sig et snit til mere magt, ville det være at overtage en af byerne selv. Og dog. Alt for meget ansvar for racer som ikke sagde hende noget, forstået på hendes forkærlighed for hendes engle var sat så højt i forhold til andre personer. Eller blot de fleste andre.
Josette fulgte ham fra hvor hun stod, som han stillede sig op af væggen. Selv satte hun sig hen i vindueskarmen, og kiggede blot på ham derfra. Hendes smil blev det bredere af hans ide. Det lød nu ganske hyggeligt.
"Upopulær for sådan en genial ide? Virkelig... Det kan jeg ikke forstille mig." Svarede hun med et smil på læben. Blot tegn på, at hun kunne lide lyden af hvad han sagde. Hun lod et lille grin forlade hendes mund da han nævnte menneskerne ikke ville føle sig særlig tilpasse. "Godt. Jeg er færdig med mennesker der tror de er bedre end alle andre alligevel." Svarede hun som en tilføjelse. Nok var hendes familie nærmest enige mennesker og ganske vidst derfor var hun ved at være træt af deres behandling af hende blandt andet. Han tilføjede noget, hvilket gjorde hun lyttede igen. I det mindste talte han ikke usammenhængende ligesom Ramsay nogengange kunne. mine love i byen bliver fulgt. Den sætning tyggede hun let på. Hun var langt fra impulsiv når det kom til sådan noget her, og hun brugte tid på at høre hvert eneste ord.
"Hvad jeg siger...." Sagde hun så og sprang op fra vindueskarmen. "Hvis du kan give mig en forsmag på, hvad dine love er.. kan jeg se om jeg kan være med til dem. Jeg kan godt lide at vide, hvad jeg skriver under på inden jeg gør det." Svarede hun ham så, med et skævt smil.

Naturligvis kunne hun tænke sig til ,at Sean ville det bedste for mørkets væsner. Men det kunne også være så snart hun sagde ja, at han havde narret hende til at tage hendes magt. Spillet havde altid en eller anden regel, og hun ville gerne vide dem inden hun meldte sig ind. Normalt var hun spilmesteren, og havde ingen problemer med at vende det om til hendes fordel. Så hun kunne godt lide at have overblikket over situationen. Men det måtte han vel selv kende til, at vide spillereglerne før han gik igang. Det skulle jo gøres rigtigt.

Han så observerende på hende, mens hun overvejede hans ideer og besvarede dem. Skjulte hun noget for ham? Det var aldrig til at sige. Men han havde faktisk ingen fornemmelse af hun ville skabe noget ballade lige nu og det var fint nok for ham. At have hende som allieret og bekendtskab var trods alt bedre end alternativet, der bestod i ugrundet fjendskab!
Da hun spurgte ind til hans love, klappede han straks i hænderne og rettede sig op fra væggen med et bredere smil.
"Jamen i højeste grad! Jeg ved lige hvordan...Lad mig..." Hans blik gled over det åbne rum bag dem. Hans mænd var endelige færdige men tronen, der stod pænt og ventede på en popo. Han fik øje på en af sine vagter i den fjerne ende af lokale og vinkede efter ham. Han ventede tålmodigt, til vagten nåede over til dem.
"Vi har et par fanger i kælderen. Tag en af dem med op i borggården. Jeg skal demonstrere nogle af mine love for denne smukke kvinde...Og lod ordet sprede sig. Jeg tror flere har godt af eksempler" påpegede han. Vagten så lidt fra Sean, til Jo og tilbage igen før han bukkede og skyndte sig af sted.
Sean vendte sig om mod Josette igen og gjorde tegn til at om de skulle gå.
"Skal vi? Lad os gå ud i borggården. Dit spørgsmål satte kreativiteten i gang hos mig. Dog er jeg sikker på du vil kunne finde de fleste af lovene ganske almindelige og rimelige." forsikrede han roligt og hvis hun indvilligede, ville han følge hende ud i borggården.

Udenfor skinnede solen stadig, selv om der endnu var køligt, da det var forår. Borggården var dækket af sten og murene rejste sig omkring dem, selv om porten lige nu stod halvt åben, fordi hans folk rendte frem og tilbage med ting og sager. Ja, han sagde hans folk, selv om nogle af dem i princippet var Assys. Det gik nok, han var trods alt herskeren.
Sean trådte ud midt i borggården. Selv om de kun lige var gået herud, havde vagten åbenbart allerede spredt ordet og snart begyndte der at komme andre nysgerrige. Både vagter og andre ansatte. Han glædede sig faktisk lidt til det, mens tankerne strøg igennem hans hoved. Hans ene hånd lagde sig afslappet på skaftet af hans sværd, der hang ved hans side, mens han stod afslappet og ventede på en fange skulle blive bragt op til dem.
"Du der, en træblok!" beordrede han og vinkede af en helt anden vagt, der skyndte sig af sted for at finde en huggeblok.
Han så over mod Josette igen.
"Jeg tror folk har fået det forkerte billede af mig. Som blid eller til at løbe om hjørner med. Tværtimod sætter jeg netop pris på de ting, jeg nævnte for dig tidligere. Disciplin, orden, respekt. Jeg mener det er ting vi har brug for, for at tingene skal gå godt og det hele ikke ender i kaos. Uanset om kaos er sjovt eller ej, vil verdenen aldrig kunne leve på det" sagde han, mens de ventede.
"Men hvis jeg endelig skal vælge, kan frygt skam også gøre det. Det hele kommer selvfølgelig an på folk" Han trak let på skuldrene.

Josette hævede begejstret det ene bryn da Sean ville demonstrer det for hende. Det var altid noget han ville vise og ikke bare tale. Nogle mænd talte så meget, og fulgte aldrig deres ord. Josette så på  vagten der smuttede afsted, og kiggede derefter på Sean. Hun sendte ham et nik.
"Jeg glæder mig til at se, hvad du har fundet frem til i det kreative hoved du nu har." Svarede hun og fulgte med ham ud i gården. Hun elskede at drille Assorian med vejret. Hun vidste han ikke var meget for solskin, men det morede hende derfor også at han havde valgt Dragons Peak. Foråret var tideligt på den i denne ene af Underworld. Hvilket hun faktisk nød. Josette lod blikket glide rundt på de nysgerrige ansatte og vagter. Det vækkede en nysgerrighed i hende også. Ramsay var Assorians torturmester her i byen sammen med Josette - på deltid. Hun havde mange flere ting at se til end man lige troede. Næstkommanderende for Assorian... Raceleder... Hun kiggede over på Sean da han kiggede over på hende.

"Naturligvis. Balancen i denne verden er utrolig vigtig. Et forkert skridt og alt ender i kaos." Svarede hun blot og sank en klump. Assorian var mere optaget af kaos end hun var. For hende galt det om gode rammer til hendes engle, så måtte pinsel og ødelæggelse komme bagefter. Hun ville altid gøre hvad der var bedst for hendes folk.
"Der er forskel på folk. Du kan se det på deres kropssprog. De behøver ofte ikke at sige noget. Nogle er bedre til at holde din personlighed inde og give ud af den lidt af gangen.. som du og jeg. Hvis du tager hende derovre." Sagde Josette og gav et nik over til en af de ansatte. "Du kan se på hans holdning, at han er usikker. Han prøver at bygge en facade op." Tilføjede hun og vippede hovedet lidt på skrå. Hun havde brugt mange år på at studere folks kropssprog.
"Frygt ville være passende for ham... som du selv siger. Det kommer an på folk." Hun trak let på den ene skulder.
"Nå. Lad mig se, hvilke tricks du har i ærmet." Sagde hun med øjne der lyste op som et lille barn der skulle til at åbne julegaver. Sådan nogle ting her begejstrede hende og det lagde hun heller ikke skjul på.
Hun havde givet udtryk på at magt tiltalte hende, så det burde ikke komme som nogen overraskelse at hun glædede sig til at se, hvad han havde i tankerne.

Ganske let førte hun en hånd henover de blonde lokker, så hun fik slæbt en af de vildfarende lokker om bagved sit øre. Hendes blå øjne lagde på Sean. Både beundrende og nysgerrige. Han var mystisk. Hun elskede mystik og ting som hun ikke kunne forklare. Desuden så gjorde det jo intet at herskeren over byen så godt ud. Det var bare et plus. Josette fik tvunget sig selv tilbage til den virkelige verden igen og vippede hovedet stille på højkant for at betragte, hvad Sean ville vise hende.

Han sendte hende et lille smil. Selv havde han netop gjort det samme - brugt alt for mange år på at lære kropsproget, et sprog folk sjældent mestrede og som altid gav dem væk. Derfor trådte han også et lille skridt tættere på hende, for at læne sig lidt ind mod hende, før han gjorde et let kast med den ene hånd, mod en af hans nærmeste vagter, der stod med hånden på et sværd, som han vippede frem og tilbage, mens hans øjne tydeligvis fløj rundt og prøvede at holde øje med alle på en gang.
"Og ham derovre? Han fortalte mig han havde kæmpet i flere kampe. Men se hvor anspændt han virker. Han har aldrig slået nogen ihjel i sit liv, bange for ikke at gøre sit job godt nok. Og han skal beskytte mig?" sagde han sigende og rystede let på hovedet, før han trak sig lidt tilbage igen.

Endelig blev en vilkårlig fange hevet frem. De havde valgt en der var nogenlunde frisk, hvilket passede Sean mere end godt. En ung fyr i sin bedste alder, taget for at sjæle da han arbejdede som håndværker på borgen. Sean vinkede dem hen til sig. Der var to vagter, som hver holdt fanger under hver sin skulder. Fødder og hænder var lænket sammen, så han kun lige kunne gå. Midt på pladsen var der hamret nogle runde metalringe ned mellem stenene og her blev lænkerne sat fast, så han havde ingen mulighed for at stikke af. Sean greb den ene vagt i armen, inden han nåede at gå igen og efter at havde hvisket noget til ham, gav vagten ham sin pisk.
En tredje vagt rullede en halvstor huggeblok ind og placerede den i nærheden af fangen, på højkant. Fangen så frygtsomt på blokken, før han så op på Sean. Hvad havde han dog i tankerne? Det så ud til alle overvejede det.
Sean smilte roligt til Josette, før han trådte frem foran sine ansatte og slog ud med armene.
"Kære ansatte! Denne unge kvinde, jeg er sikkert på flere af jer nok har set hende før, spurgte nysgerrigt hvad mine love var. Jeg har nogle simple love, med dertilhørende straffe og jeg mente i alle ville have godt af nogle demonstrationer. Jeg forlanger I alle bliver og ser på. Husker det. Fortæller det videre. Lad det blive den første og eneste advarsel!" fortalte han med høj stemme. Der blev larmende stille på pladsen. Folk rørte uroligt på sig. Sean havde en hvis autoritet over sig, kombineret med alle vidste han var en dæmon. Han var en fair arbejdsgiver, men...Dette lovede ikke godt.
Sean gik over til fangen og tog ham i hans halvlange, mørke hår, så alle kunne se ham.
"Først vil jeg fortælle jer alle at hor er mig ligegyldigt. I kan knalde hinanden på kryds og tværs og jeg vil være ligeglad" Han ruskede let i håret på den unge fyr, hvis hovedet fulgte med i små rusk. Det var tydeligt han frygtede for hvad der skulle ske med ham, nu han var blevet udnævnt til forsøgsperson og et eksempel.
"Nå? Ingen der er tiltrukket af den unge fyr her? Nuvel" En spredt, nervøs latter gled som en brise over pladsen, før stilheden sænkede sig igen. Folk vidste endnu ikke om de kunne slappe af eller ej.
"Lov nr. 1!" råbte han så og fik igen alles opmærksomhed. Han slap fyren og trådte om bag ham, før han lod pisken folde sig ud som en lang, lydig slange. Han førte den tilbage, som han gjorde sig klar til at slå.
"Hærværk og ødelæggelser bliver straffet med ødelæggelser på ens egen krop! Antal piskeslag vil variere alt efter forbrydelsen. Men vær viis på at jeg ikke vil tøve med at piske helt ind til knoglen" Hans blik gled rundt på folkene, før lyden af pisken der ramte mandens ryg - stærkt efterfulgt af hans eget overraskede skrig - lød og gav genlyd mellem borgens mure. Seans styrke i en pisk havde gjort at fyren allerede nu begyndte at bløde. Ellers skulle man ofte piske et par gange, før der gik hul. Endnu haglede nogle piskeslag ned over mandens ryg, før han stoppede op og tilbød den til Josette.
"Vil du være med eller bare lytte?" spurgte han drillende. Tydeligvis gik ham ikke videre på.

Hun blinkede kort chokeret med øjnene.
"Og hvad lavede han i disse kampe. Kæmpede med sine egne dæmoner? Eller måske gemte han sig bare bagved de andre." Det var mest til sig selv. Informationer hun blev nød til at få fat i. Men det var blot en note til hende selv. Josette vendte sin opmærksomhed fuldt imod Sean da der endelig skete noget!

Sean begyndte at tale til folket. Hvert ord vækkede en beundring i hende. Hun så blot opmærksomt på ham. Han havde gået hendes opmærksomhed. Tydeligvis. Behandlingen af den unge mand gjorde hende intet. Faktisk fandt hun det sjovt. Alt der ikke gik udover hendes engle eller familie fandt hun nærmest sjovt.
Nå? Ingen der er tiltrukket af den unge fyr her? Nuve Josette skar en grimasse til Seans kommentar. Et legende smil plantede sig på hendes læber. Så kom han til lovene. Her blev hun straks mere opmærksom. Hendes øjne fulgte pisken. Normalt brugte hun ikke sådan et våben. Hun fortrak mindre dog permanenteskader på sine ofre, dog var dette ikke et torturtogt. Let vippede hun hovedet interesseret på skrå og lyden af pisken der ramte ryggen fik de fleste af de ansatte til at gyse. Nogle endda kigge væk. Josette stod og kiggede på som det var det bedste hun nogensinde havde set.

Styrke. Hun elskede folk med styrke og evne til at vise den. Hun så begejstret på hvad Sean gjorde. Manden skreg op af smerte, og kunne næsten overdøve lyden af piskeslagene imod hans ryg. Josette kunne ikke beslutte sig for hvilken lyd hun bedst kunne lide. Lyden af piskeslag eller lyden af skriget. Ved nærmere eftertanke... så var det lyden af piskeslag der vandt hendes bedømmelse. Josette blinkede et par gange da Sean tilbød pisken til hende. Det var som at blive valgt en ud af en million. Og dog. Hun tog imod den. Det var ikke fordi, at hun ikke havde gjort det før og pinsel af andre faldt hende helt naturligt.

Med ganske fornemme og elegante skridt trådte hun op på Seans plads bagved den unge herre. Lyden af den skingre stemme der råbte om tilgivelse, græd om nåde. Hun rullede let med øjnene. Den fine lille engel som hun ellers havde lignet hele dagen var begyndt at falme mere og mere. Josette svang pisken, der var en hvis styrke i hendes bevægelse. Måden vinden hjalp hende med at give et ekstra kraftigt stød ned imod ryggen. Lidt blod ramte hendes bare arme, og farvede huden med mørkerøde pletter. Ikke at det gjorde hende noget. Så fin på den var hun trods alt heller ikke. Et par slag til og hun vendte sig om imod Sean. Rakte ham den. Fangen kunne trods alt snart ikke mere. Hun stoppede ikke fordi hun fik ondt af ham, mere fordi, at den samme rutine hurtigt blev for ensformet for hende.
"Det var sjovt. Lidt anden stil end jeg normalt bruger, men det går an. Normalt eksperimentere jeg en del.. sidst mistede en mand sin arm, og jeg syede den på igen.. bare på hovedet." Sagde hun så med et smil på læben. Det var let for hende at falde i sine egne tanker, men det tog hende heller ikke mere end få sekunder at få genskabt sit fokus.
"Hvad er lov nummer 2?" Spurgte hun så interesseret. Han sagde sagt dette var lov nummer 1. Så måtte der vel være flere? Ikke sandt. Josette vippede hovedet en anelse på skrå. Faktisk var hun ikke interesseret i hvor mange der så og hørte det. Hun ville bare se det. Det måtte vel være lidt som at have en kunde i en ny butik. Få dem til at købe varen. Og Josette var yderst interesseret.  En ting var hvad Assorian sagde, for han kunne sige så meget lort ind imellem. Nok delte de to kagen, men Seans ord havde afgørende effekt, sådan var hendes opfattelser i hvert fald. Hvis hun havden nogle ideer til noget, ville hun helt klart søge Sean først... hellere gå til hovedet end til røven ikke?

Han flyttede sig, så Josette kunne få lov at komme til. Han beundrede hende lidt, som hun stod der og svang pisken. Selv når hun udførte hvad nogen ville kalde hårdt arbejde, havde hun en bestemt elegance over sig. Han gned sin hage kortvarigt, før han opdagede han åbenbart havde fået sprøjtet lidt blod i ansigtet og nu blot havde tværet det lidt ud. Nåe ja, det skete jo.
Hans blik gled rundt på tilskuerne, hvor de yngste allerede vendte hovedet væk. Og de var ikke engang i nærheden af at være færdige. Han havde mindst fire andre ting at vise, men måske skulle han speede tingene lidt op, ingen hans ansatte besvimede.

Han tog imod pisken og rakte den direkte videre til den vagt, der ejede den. Så trådte han over til fangen igen, ledet godt på vej af Jo, der havde spurgt ind til nummer to. Han vinkede af en vagt.
"En spand vand til at vække fangen igen" bemærkede han.
"Uh...Og hent den lille flaske også, gider du?" bemærkede han. Vagten bukkede let og skyndte sig videre for at hente tingene.
Imens spredte han sine arme for igen at snakke til sine ansatte.
"Okay, lov nr. 2! Tyveri straffes ved afhugning af hånden. Stjæler man igen, ryger den anden hånd. Stjæler man igen er man dygtig, for man er da uden hænder! Og dog vil kun en hængning vente på en!" bemærkede han.
"Manden her er kendt for at have stjålet. Lad os straffe ham for det!" Han vinkede let med den ene hånd. Et par vagter trådte over til ham. Den ene rakte Sean sit sværd, så hans eget sværd ikke skulle blive stænget til af blod. Den anden vagt greb fat i fangens ene hånd og lagde den oven på huggeblokken. Selv om fangen næsten ikke var ved bevidsthed, hævede Sean sværdet og huggede hans hånd af. Pludselig var der liv i ham igen. Han vred sig, skreg og holdt om sin ny ret så blødende håndled, nu uden en hånd.
Sean samlede den afhuggede hånd af og løftede den op i luften, dog lidt væk fra sig så han ikke fik blod på sig. Alle skulle jo kunne se den.

Endelig kom vagten med en spand vand og en lille flaske med et klart indhold. Vandet blev pøset hen over fangen, der sad vuggende og græd over sin afhuggede hånd, som Sean havde kastet over til ham igen.
"Lov nr.3! Forgiftning straffes ved selv at blive tvunget til indtagning af gift eller syre. Dette er en syre...En stærk en!" han løftede flasken op i luften, før han til sidst vendte sig om mod Jo og sikrede sig at hun også havde set flasken og dens indhold. Igen greb to vagter fat i fangen, holdt ham fast og vred hans mund op. De bange øjne kiggede på på ham, men hans kræfter var snart brugt op. Sean kunne se det...Fangen ønskede bare at dø. Desværre for ham, ville det kun blive i pinsler. Sean, forsigtig med ikke at tabe så meget som en dråbe på sig selv, hældte flaskens indhold i halsen på ham. Fangen gurglede lidt, før vagterne nåede at få lukket munden på ham. Igen vred manden sig, men denne gang var skrigende mere dæmpet, måske fordi han følte en brændende smerte hele vejen ned i maven nu. Blodet flød ud af munden på ham. Det var et grotesk syn og flere af tilskuerne havde nu vendt sig væk. Enkelte så ud til at skulle brække sig eller besvime.
De var heldigvis snart færdige.
"Og lov nr. 4! Løgnere skal fratages sin tunge og have syet munden sammen!" Han havde ingen sytråd lige nu, men han kunne hugge mandens tunge af. Han måtte dog snart skynde sig, for manden lignede en der var tæt på at dø af ikke bare smerter, men også af skader. Han tog en dolk frem og mens en vagt - med en behandsket hånd for en sikkerheds skyld efter syren - holdt den ødelagte tunge ud, skar Sean af og kastede tungen over for fødderne af Jo. Det var jo trods alt hende der skulle tage stilling til om lovene var fine eller ej.
"Og til sidst! Nr. 5! En morder skal selv møde døden, på samme måde som de selv slog ihjel!" Sean trak denne gang sit eget sværd. Han så over på Jo med et lille smil, da vagterne holdt fangen hen over hugge blokke. Det tog to solide hug, før hovedet trillede hen over borggården...

Hun elskede det. Hvis ikke mere end elskede det. Det var tydeligt at det var noget hun fandt højt på sin liste over interesse. Josette så på imens Sean demonstrerede sine love. Hver eneste lille ting fandt hun fascinerende på en eller anden måde. Den afhuggede hånd. Lysten til at tage den og sy den omvendt på eller noget helt andet begyndte at sprede sig i heneds sind. Dog lod hun sin fantasi bearbejde din ide i stedet for at udføre den. Det var ikke hendes show. Det var Seans og hun ville gerne kigge på. Rigtig gerne. For en enkelt gangs skyld. Normal fortrak hun trods at påføre folk smerten. Så kom syren. Ikke noget hun normalt brugte, men effektiviteten fik hende til at overveje det... endnu mere. Et skævt smil bredte sig større og større på hendes læber. Det var jo som at tage et barn med i slikbutikken. Blikket gled ned på den afhuggede tunge da den blev kastet for fødderne af hende. Et tilfreds blik løftede sig fra den og over på Sean. Hun lyttede til den sidste lov. og fik øjenkontakt med Sean i det øjeblik han kiggede på ham. Josette lignede den gladeste pige i hele verden nærmest. Som om at hun havde fået guld og grønne skove. I hendes verden var dette perfektion. Hovedet trillerede hen over borggården. Hendes blik fulgte bevægelsen da den stoppede. Et minuts stilhed var der... før hun fyldte tomheden ved at klappe i sine hænder. Nogle folk var rystede. Det var tydeligt. Ikke mindst fandt hun det retfærdigt. Ja udover når det ikke gik udover hende. Lidt dobbeltmoralske var de mørke væsner vel. Ikke noget hun ville råbe op om.
"Fantastisk." Sagde hun så og lagde hovedet let på skrå. "Jeg har set, hvad jeg havde brug for at se. Jeg er med." Tilføjede hun.

Josette kunne sagtens blive undervurderet af folk. Den legende natur og evnen til at virke til ikke at tage tingene seriøs. Naturligvis var det en lille del af hendes spil. Det var hendes natur at være glad for, hvad der smagte af død, smerte og ødelæggelse. Næsten som et skyggevæsen, men hun behøvede ikke at være en anden race for at have den passion for det. Josette lod hænderne glide ned langs siden og foldede sine hænder på midten.
"Du har virkelig gennemtænkt det. Det må jeg sige. Jeg er imponeret." Sagde hun så og sendte ham et skævt smil. Det var ikke ligeså legesygt som det første, hvilket nok også var fint nok i forhold til ikke at skræmme folk væk. Selvom det kunne være ret så sjovt.
"Har du ellers nået at vise mig? Andet at fortælle.. du har min fulde opmærksomhed." Det var noget stort at have hendes fulde opmærksomhed så længe i forhold til, at det var deres første møde. Josette var imponeret og han havde hendes respekt. Selv havde han da helt klart sat kreativiteten i blomst ved hende... og der skulle da helt klart prøves nogle teknikker af hun havde set idag. Måske udvide dem til hendes stil? Der forgik mange sære tanker i hendes hoved.. mange smukke tanker og ideer.

Han rettede sig op og stak sværdet i vejret, som om folk burde juble af hans handlinger. Blodet gled ned af sværdet, men Sean rettede det mod jorden igen, før det kunne nå at dryppe. Han rakte sværdet til en af sine vagter og med en håndbevægelse bad han dem om at rydde op.
"Brænd liget eller giv det til familien, hvis der er en" bemærkede han lavmælt til en af dem. Kun de få veteraner der var til stede, kunne udføre hans ordre uden direkte at ligne nogen der skulle besvime. Resten rystede som små espeløv. Den frygt, den kvalme, der måtte ligge i deres inderste! Selvfølgelig praktisk, men også upraktisk. Frygt kunne gøre de lavede planer mod ham eller at de ikke turde fortælle ham alt, i skræk for han flåede dem fra hinanden. Hans blik gled rundt på forsamlingen, da han hørte Jo klappe. Han vendte sig om mod hende og bukkede lidt, med et lille skævt smil.
"Mig en glæde!" bemærkede han oprigtigt. Så hun havde kunne li' hans love? Han var af den mening at lovene skulle passe til forbrydelserne. Dette var selvfølgelig kun de største af dem, der var også ting som snyderi og afpresninger - og meget mere! Men dem kunne han få skrevet ned senere. Lige nu var pointen at han havde vist Jo hvordan han ville styre byen og ikke mindst mørkevæsnerne. Og hun takkede ja tak! Han kunne ikke være mere end tilfreds. Nu kunne han begynde planerne om at lave om i den øverste del af byen. I morgen, ja. I morgen, når folk havde haft tid til at komme sig over disse ting. Han ville formentlig arbejde med det hele natten. Det gjorde han ofte, når han blev grebet af en ide. Og nu kunne intet stoppe ham i at udleve ideerne!

Han vendte sig om mod forsamlingen.
"For mange af jer har det nok været et hårdt syn. Vid at ingen igen skal udholde det hele, medmindre de vitterligt har gjort det hele! Dette var en demonstration og et bevis til jer på at jeg er villig til at gøre hvad der er nødvendigt, for at minimere kriminalitet i min by! Vend nu tilbage til jeres arbejde!" bemærkede han. Om folkene havde hørt ham eller forstod ham, var tvivlsomt. Hans blik gled over dem, som de langsomt vendte sig og forsvandt ind i borgen igen. Bag ham blev en vogn kørt frem, hvor liget skulle smides op på.
Han så ned på sine hænder, der var plettede af hændelsen. Så kiggede han over mod Jo og sendte hende et lille smil.
"Jeg må indrømme showet har forfrisket mig og fyldt mig med energi. Jeg er glad for du fandt mine love passende, det fylder mig med håb for fremtiden. Jeg tror snart jeg vil begynde på mine planer for at ændre det øverste af byen...Fortæl mig blot om du har nogle ideer til det. Tag dig endelig tid og send mig en besked om nødvendigt. Vi bliver forskellige racer, der samles her, og det ville undre mig hvis ikke nogle af dem har forskellige behov" Han havde netop lige fået en ide om at indføre en arena. De mørke væsner elskede kamp, blod og ødelæggelse. En kamparena ville give dem noget af det...Det måtte han overveje.
"Kan jeg ellers byde på noget eller har du andre ting at tage dig af?" spurgte han høfligt.