Lets talk about this alliance. - Niylah xxx

Yurok-stammens nye leder havde haft travlt fra det øjeblik hun flåede hjertet ud af sin faders bryst. Der var ingen tid til at sørge over ham. Hun var taget ud med nogle af sine bedste mænd til nabo-stammerne for at sikre sig at deres alliancer stadig var intakte. Men nogle af stammerne var ikke begejstret over at skulle have en alliance med en kvindelig leder, så et par af møderne endte med ødelagte alliancer.
Der var tilmed en af stammerne der prøvede at angribe hende, som resulterede i at hende og hendes mænd var nød til at beskytte sig selv. Yra havde intet imod drab så for hende var det let at stikke høvdingen med sit spyd og se livet forlade hans øjne. Det var trods alt det nødvendige for at leve. Hellere dem end at risikere at hendes stamme mister deres bedste mænd.

” Dothralates!” (Lad os ride) befalede hun idet de forlod rival-stammen, hun dræbte kun dem der var nødvendige, uskyldige og børn blev skånet. De havde ikke gjort hende noget, så hun fandt ingen ære i at dræbe dem. En soldat stoppede dem og stirrede vredt op på dem, klar til at angribe. Dog blev han stoppet af en anden soldat som bare sagde:” Dothralates mori” (Lad dem ride).

Nogle timer passerede og solnedgangen pressede på. Hun red roligt afsted på sin hest, lænede sig en gang imellem ned til den og kørte en hånd blidt ned af dens hals da hun holdte meget af den. Det plejede faktisk at være hendes faders hest. Hendes spyd sad på hendes ryg med en halvblodig tip, mest som et varsel til at hun ikke ligefrem fandt sig i noget. Hendes øjne stirrede lige frem mens hun nærmede sig den næste by. Hun havde godt hørt om denne bys leder, Niylah, en leder som hendes far holdte af. Dog så var hun ikke sikker på hvad hun selv syntes. Men nu måtte hun se sagen an.
Da hun kom ind i deres stammes område, kiggede hun rundt på folk, de folk der stod og arbejde stoppede med hvad de havde gang i, og stirrede istedet på Yra. Usikre på om hun ville angribe, hun gjorde ikke noget og sagde ikke rigtig noget. Hun steg roligt ned af sin hest og klappede den blik på siden, så den vidste at den skulle blive. Hendes blik virkede ikke truende, hun havde ingen intentioner om at få folk til at frygte hende, selvom nogle børn veg væk ved synet af det blodige spyd.
Hun bad også sine mænd blive tilbage, bortset sin næstkommanderende som skulle med over alt. Hun blev eskorteret ind i det store hus som tilhørte denne stamme og ført op til lederens rum. Hun følte sig ikke meget tilpas i at være i huset da hun ikke ligefrem var vant til at være bag stenmure og være ude af stand til at høre naturen udenfor.
Hun forsøgte dog at slappe en anelse af i sine skuldre, inden hun så bukkede sit hoved en anelse mod jorden, det var den måde Yurok-stammen hilste:” M'athchomaroon! Niylah.” (En hilsen med respekt) sagde hun og rettede så sit hoved op for at se på den anden stammes leder.

Påklædning
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Huset var relativt skræmmende at se på, det havde den domæne over sig der skreg: Bliv væk. Der var dog tegn på liv omkring det store hus, specielt i form af enten legende børn eller voksne der arbejdede rundt omkring. De var i dette øjeblik ved at gøre klar til den store jagt, det var en gammel tradition for denne flok og alle forberedelserne var lavet. Der var blevet anskaffet de fem mennesker, mennesker som i dette øjeblik blev holdt fanget i kælderen, så alt i alt var det hele klar. Det store hus bestod for det meste kun af værelser, hvilket egentlig forklarede hvorfor det var så stort. Det bestod af godt seks etager, herunder godt over 40 værelser. Hvert enkelt værelse bestod kun af en seng og på nogle af værelserne var der flere senge. Dette gjorde det muligt for folk at sove flere på værelserne, specielt hvis de var i familie med hinanden. Ligesom man kom ind, ville man blive ført enten op af en trappe til værelserne eller også ind i et fællesområde også var der hendes rum. Dette var lederens rum og det var her forhandlinger eller mulige aftaler blev lavet.
Ligesom man trådte ind ville man blive mødt af en trone, det var her Niylah sad og specielt hvis der var møder. I dette øjeblik sad hun selv på tronen, hun ventede på sit besøg fra den nye stammeleder af Yurok stammen. Hun havde haft et godt forhold til hendes far, de havde været tætte venner og havde derfor formet en alliance imellem de to stammer. Spørgsmålet var selvfølgelig om dette også skulle være en mulighed for den nye leder eller om hun ville frasige sig dette. Hun havde selv håbet dette ikke ville ske, mest af alt fordi de sagtens kunne finde hjælp hos hinanden. Hun ville med glæde selv træde ind sammen med sine krigere, hvis der skulle ske problemer hos den anden stamme. Det havde været det hun havde gjort med den tidligere høvding.

Da kvinden endelig trådte ind, lagde hun hovedet på skrå og tog for alvor tid til at betragte kvinden. Hun var smuk, hun bar samme graciøsitet som sin far og havde også et front af en leder. Hun var helt klart trænet godt. Ved hilsnen rejste hun sig op og bukkede selv for kvinden "M'athchomaroon!" hun lagde sin hånd på sit hjerte samtidig med hun gav hilsnen "Hash yer dothrae chek?" (Hvordan har du det/Hvordan gik rejsen) spurgte hun alt i mens hun sendte kvinden et smil. Der var respekt i hendes grønne øjne, på samme tid bar hun selv ydret af en leder. Hun havde trods alt været leder siden hun var 23, hvilket nu var 335 år siden, så man kunne sagtens sige hun havde forstand på hvad hun gjorde. Hun lagde hovedet på skrå "Yer zheanae sekke" (Du er meget smuk) hun havde aldrig været bange for at hvad hun mente, og hun mente skam denne kvinde var ufattelig smuk

Yra havde aldrig følt rigtig frygt før, men det at være i dette ”hus” var helt klart ubehageligt. Hun skulle i hvert fald bare lige vænne sig til det. Idet hendes øjne faldt på lederen følte hun en svag tvivl falde over sig selv. Ikke omkring lederen, men mere om hende selv. Hun havde det med at vurdere alle hun så, dømme dem efter om de ville kunne vinde over hende eller ej, og med denne leder var hun i tvivl. Hun så ellers ganske harmløs ud, men igen, det gjorde Yra jo også selv. Det var helt klart lettere for hende at dømme folk som så stærke ud end dem der ikke gjorde. For de var utilregnelige.
Hun blev flået ud af sine tanker da Niylah snakkede til hende og hun blinkede kort med øjnene inden hun så svarede:” Anha dothrak chek asshekh.” (Jeg har det godt i dag / Jeg rider godt i dag). Et kort smil gled over hendes læber af refleks da Niylah smilte til hende. Hun havde det lidt underligt da hun følte sig tryg ved hende, noget hun ikke bare gjorde med alle. Det måtte være fordi hendes far havde haft et tæt venskab med hende. Men betød det også at de ville kunne få et tæt venskab? Ville hun udsætte sin stamme for det? Hun sank en klump og smilte så let da Niylah komplimenterede hende:” San athchomari yeraan!” (Tak! / Meget ære til dig) sagde hun roligt og bukkede sit hoved kort endnu engang.
”Jeg er kommet for at tale om denne alliance som du engang havde med mra zhor(Min far).. Han fandt dig til at være en god leder og loyal ven, og jeg betvivler ikke et sekund på hans bedømmelse..”  sagde hun så og kom med en kort udånding. Hendes næstkommanderende lænte sig mod hende og hviskede så:” Me zheanae” (Hun er smuk), og Yra stirrede bare kort på ham. Han havde ret men hun var sikker på at Niylah allerede godt vidste det. Hun gik kort hen til vinduet og kiggede ud, mest for at sikre sig at ingen havde fulgt efter hende.
”Men jeg er ikke min far... Jeg har mistet mange alliancer i dag. Mange der ikke ser en kvinde være en ligemand til mandlige ledere.” hun knyttede sine hænder en anelse vredt i, det var aldeles frustrerende for hende, men hun fortsatte med at tale:” Så jeg står til at være i krig med to stammer, og hvis jeg blot er her for at miste endnu en alliance, vil jeg gerne tilbage og beskytte mit folk..” sagde hun med en rolig stemme, det var ikke for at virke kritisk af Niylah, men hun måtte vel forstå at Yra var nød til at sætte sit folk først, lige meget hvad. Hvis Niylah kiggede på Yras spejlbillede ville hun lægge mærke til at Yras øjne så sørgmodige ud, dog uden at være svag.

Yra var smuk, men hun fik en helt anden skønhed over sig idet hun fik et smil på sine læber. Når der intet smil var på hendes læber, havde hun en mere seriøs skønhed, hvorimod når smilet var der fik kanterne en mere blød form og der kom noget mere uskyldigt over hendes skønhed. Hun lagde hovedet på skrå og lyttede til hvad hun sagde, alt andet ville blot være idiotisk og direkte respektløst. Når et møde som dette blev holdt, så var det vigtigt at holde koncentrationen også rent faktisk lytte på hvad der blev fortalt. Da Yra fortalte hvordan hun gerne ville snakke om den tidligere alliance, den hun havde haft med den tidligere høvding nikkede hun blot, dette var som tegn på hun rent faktisk lyttede på hvad der blev sagt. Hun havde skam intet imod at fortsætte alliancen, det ville blot styrke deres stammer og derved sætte en større styrke ind, hvis der forekom krige.
Hun smilede for sig selv, da hun hørte hvordan Yra's næstkommanderende kaldte hende smuk. Hun vidste skam godt hun ikke var verdens grimmeste væsen, men det gjorde vel aldrig ondt at få af vide man var smuk. Hun fulgte med hende hen til vinduet "Hvad med vi går udenfor, du virker ikke til at være helt tryg ved huset" hun fulgte Yra med udenfor, hvor der var børn der løb rundt og legede "Jeg undskylder for dine tabte alliancer, jeg kender selv følelsen! Det at mange mænd ikke tror kvinder kan lede, men jeg var heldig din far ikke så ned på mig fordi jeg var en kvinde" Hun rynkede brynet da hun med et snakkede om krig, men endnu værre snakkede om en fjernelse af alliancen "Yra jeg har ingen intentioner om at fjerne den gamle alliance! Jeg vil med glæde hjælpe dig igennem de krige og kæmpe ved din side, ligesom mine krigere vil kæmpe sammen med dine krigere!" hun lagde blidt en hånd på hendes skulder "Vi kæmper side om side, dine fjender er mine fjender og dine venner er mine venner"

En usynlig glæde bredte sig i hende da det så ud til at Niylah tog tiden til at lytte til hende, hvis der var noget hun respekterede så var det når nogen ikke bare lyttede med et halvt øre, men faktisk tog tid til at lytte til hende og overveje det hun sagde. Men så igen så som leder, som Niylah og hende selv var, var kommunikation altid den vigtigste nøgle i en alliance. Uden den ville der bare komme misforståelser og fejltolkninger.
Hun så rundt mens hun fulgte med Niylah udenfor, synet af himlen og lyden af fuglene fik hende til at slappe af i kroppen og hun kom med en let udånding:” Tak. Jeg er ikke van til disse sten-huse endnu. I min stamme har vi altid holdt fast i traditionen om telte og træ.” måtte hun erkende, hun tog en dyb indånding og lyttede til Niylahs ord om hendes far. Hun smilte kort ved mindet om hendes far:” Han var en god mand, der altid så styrke i alle. Alle elskede ham i stammen” sagde hun kort og trak så let på skuldrene. Hun var ikke sikker på hvordan hendes egen stamme havde det med hende.
Yra jeg har ingen intentioner om at fjerne den gamle alliance! Hun kom med en let udånding og hendes øjne lyste en anelse op:” Tak. Det er rart at vide i disse mørke tider at der er hjælp at hente. Mine krigere står også altid klar for dig, hvis din stamme får brug for det.” sagde hun roligt og kiggede kort på Niylahs hånd inden hun kiggede hende i øjnene igen. Hun følte sig nu godt tilpas hos Niylah, så hun havde i hvert fald ingen intentioner om at alliancen skulle brydes.
Et kort smil gled over hendes læber mens hun betragtede de legende børn:” Det er altid rart at se de små lege. Så fredfyldte, glade, fulde af energi og uskyldighed. Deres tryghed er en leders glæde.” hun lagde hovedet en anelse på skrå og rettede så blikket på Niylah:” Du er en stærk leder og dit folk er trygge og glade. Må det vare for evigt.” sagde hun roligt og skulle til at sige noget mere idet hendes næstkommanderende kom løbende:” Yurok!” udbrød han og holdte et stykke blodigt tøj.
Yra rynkede brynene og betragtede hans hånd:” Fini hazi?” (Hvad er det?) sagde hun, et snert af bekymring kunne anes i hendes stemme:” Det er vores hjem… Det er under angreb fra Tavi-stammen! De må skynde dem, inden det er for sent!” Yra så ret overrasket ud og så på Niylah:” Jeg er nød til at komme derover… Med det samme.. Dothras chek, Niylah” (Farvel / Rid vel) sagde hun så og løb over til sin hest og svang sig op på den inden hun så bare red afsted.
Den næstkommanderendes udtryk gik fra at være bekymret til et roligere glad udtryk. Han ville stoppe Niylah hvis hun forsøgte og følge efter og rystede kort på hovedet:” Så ung.. og naiv.. Det ville ikke være víst at følge efter.. Har Yro Yurok nogensinde fortalt dig om hvad der sker hvis en Yurok dør uden et barn? Lederskabet går videre til den næste i rækken.” sagde han blot roligt da Yra var ude af syne og smilte så bare let for sig selv.

Hun nikkede "Jeg er vokset op i begge verdener, mine forældre havde huset således ingen skulle føle sig bange, men samtidig gav de også muligheden for at der kunne være de som ville sove ude i naturen" på trods af hun havde levet separat fra omverdenen hele sit liv, så havde hun selv noget af det vist og dette var så i form af huset. Som Yra fortalte omkring sin far, kunne hun fornemme noget usikkerhed i den anden kvinde. Her fik hun et smil frem på sine læber "Respekt bliver fortjent og jeg er sikker på du nok skal finde den! Jeg ved med sikkerhed du nok skal vinde den! Det at de følger dig viser allerede de respektere dig en smule" hun vidste det var svært som ny leder at få sin stamme eller floks respekt. Det tog også en god mængde tid for hende selv, mest af alt fordi hun ingen mage havde, dog gennem tid og hårdt arbejde fik hun deres respekt.
Hun nikkede, det var altid dejligt at vide man havde hjælpen at hente fra andre "Vi kvinder må jo stå sammen og hjælpe hinanden, vi kan ikke lade de mænd tro de ejer det hele" hun havde et lettere drillende smil i blikket, dog var der også alvor at finde bag drillerierne. For mændende troet de ejede det hele, de troede de kunne tage alt hvad de ville og hun havde en god fornemmelse at de snart ville lære modsat. Som Yra's blik gled imod børnene, betragtede hun dem selv "Ja det er rart, jeg forsøger altid at sørge for børnene har en god barndom. De skal forblive unge og når de er klar, kan de tage del i arbejdet og evt. kæmpe" det var et valg hvorvidt man ville kæmpe, men mange endte faktisk op med at ville kæmpe for flokken. Det var en stor anerkendelse at få, det at en anden leder fandt hende stærk. Nok virkede det af lidt, men kommende fra en anden leder, så var det faktisk en stor ting. Hun nikkede og skulle netop til at svarer da der kom nogen løbende imod dem

Hun betragtede hvordan Yra løb af sted, alle ville havde gjort det hvis de vidste deres folk var i farer og det var om ikke andet blot en normal reaktion. Dog betragtede hun koldt den næstkommanderende, han mindede hende om en slange og hun havde en dårlig fornemmelse med det. Som hun gik hen for at hjælpe og han stoppede hende, ja man kunne sige han begik sin største fejl. Idet han lagde sin hånd på hende, havde han omkring ti mænd der knurrede af ham og disse mænd var ikke små eller af mangel på muskler. Hun greb fat om hans hånd, hvor hun vred den om således han var fanget med sin arm vredet om bag sig og hans krop tæt ved jorden "Rør mig og jeg dræber dig!" knurrede hun og her viste hendes øjne en rødlig farve, hvilket betød hendes ulv var tæt på overfladen "Tag ham væk! Bur ham inde sammen med de andre" to store mænd greb fat i den unge mand og slæbte ham ned til buret. Her ville han finde mennesker låst fast, og disse skulle bruges til den natlige jagt.
Med ham ude af billedet, bjæffede hun en ordre at de skulle samle mændende og her efter løb de efter Yra. Hun ville vise hun var bag hende og hun skam tog deres alliance seriøst. Dog for at kunne indhente Yra, skiftede de alle skikkelse og Niylah gik her fra en kvinde på godt 170 cm, til en stor sort [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun var godt vel de 173 cm i højden. Hun var en stor ulv og udviste skam også magt ved sin udstråling. Sammen med sine mange krigere, løb hun efter Yra og her ville hun kæmpe med hende

Den næstkommanderende smilte bare som mændene førte ham væk:” Det vil være for sent for dig når du kommer.. Han vil allerede have hængt hende i hendes egen indvolde! Hahahah!” råbte han hånligt og trak en lille flaske frem som han bare smed i munden, hvis han ikke blev stoppet inden da ville flaskens indhold bare stoppe hans hjerte med at slå efter få sekunder.
Hun red hurtigt afsted på hesten, tanken om at hendes folk kunne være i stor fare og hun ikke var der, var simpelthen bare nervepirrende. Det var dog også derfor hun ikke nåede at bemærke at et stort reb pludselig blev hevet op mellem to træer foran hende som fik hesten til at stoppe hårdt op og hun røg af. Hun nåede at tage af med sine albuer, men hendes underarme blev skrabet langs jorden som hun faldt. Hun satte sig op og kunne mærke hvordan hendes arme rystede af smerte. En velkendt stemme lød bag hende.
”Nå. Det er længe siden, Yra søn af Yro. Kan du huske da din far brændte mit ansigt og forviste mig fra stammen? Det er godt at han er død nu.” sagde en mand, en mand som Yra kendte alt for godt. Hun vendte sig og satte sig op af træet. Hendes ene arm rakte ud efter sit spyd på ryggen, men det var røget af i faldet. Det lå henne ved mandens fødder:” Harak, foræderen. Du myrdede halvdelen af stammen, bare fordi du havde lyst til det.. Ifas maisi yeri!” (Gå en tur med din mor / Fornærmelse) sagde hun så bare og ville tage sin hånd ned igen, men hurtigt var Harak ovre ved hende og satte foden mod hendes hånd så hun ikke kunne rykke sig.
Hun så op på ham og trak så bare hurtigt sin kniv fra sit bælte som hun hamrede i låret på ham. Han reagerede ikke på det, men det vidste hun godt:” Jeg kan se at dine nerver aldrig har helet..” sagde hun hånligt men det lod ikke til at gå ham på. Han smilte blot og tog hårdt fat i Yras skuldre inden han løftede hende:” Det er kun godt for mig. Så kommer det her ikke til at gøre ondt på mig.” sagde han kort inden han bare nikkede hende en skalle og slap hende. Han gik roligt hen og samlede sit spyd op inden han kiggede en anelse op:” Jeg har ventet 5 år på at få hævn.. Trænet, kun så jeg kan slå dig ihjel og tage din stamme... Og ingen kan stoppe mig.” sagde han inden han knak sin nakke fra side til side.
Yra kiggede tilbage mod vejen hvor hun kom fra og sukkede kort. Hun var ret sikker på at det var ude med hende nu, eller også var det smerten i hovedet der skyggede for klare tanker lige nu. Hun tog en lille flaske op og klemte den let i sin hånd inden hun så på Harak. Smerten i hendes pande havde bredt sig langsomt og hun følte sig svimmel:” Så Yra. Der er kun en ting at sige. Vod chafaan! (Hvil i fred!) Selvom jeg vil sørge for at din sjæl aldrig får hvile..” et ondskabsfuldt smil bredte sig på hans læber indtil han hørte nogen nærme sig. Han vendte sig bare og kastede spydet mod retningen hvor han fik fornemmelsen fra:” Jeg vidste ikke du havde gæster med!” sagde han glædeligt og trak sit sværd. Yra rystede på hovedet og klemte lidt mere om flasken:" Det vidste jeg heller ikke." sagde hun bare.

De var ikke idioter, og de ville ikke give denne mand æren af en hurtig død, så før han overhoved ville kunne gøre noget, blev flasken kastet væk. Han skulle være en del af jagten i nat, og helt klart en af de mål mange ville løbe imod. Selvom de alle løb imod hver enkel af menneskerne, så var der mange der anså denne mands handlinger for at være idiotiske. Det faktum han så også troede han kunne slippe væk fra en hård død, det gjorde ham blot til en kujon. Han troede han kunne drikke en smule gift, også slippe for sin sande død, det gjorde ham ikke til en kriger, men derimod en kujon af største grad.

I det der blev kastet et spyd imod dem, blev en ramt. Det var dog ikke i så slem en grad, og han pev en smule. En enkel blev tilbage for kort at tjekke ham, og derpå kom hun tilbage igen. De var klar på at kæmpe, klar på at holde alliancen ved lige og derved også holde Yra i live. De var godt vel tyve store ulve, alle klar på at kæmpe til døden. Æren var der af, men der var også respekten for Yra og hvad hun skulle gøre. De fleste gik i kødet på denne mand, de rev store dele hud fra hans krop, og på skift angreb de hårdt og ligepå. Niylah selv, skyndte sig hen for at tjekke til Yra, og her slikkede hun hende på kinden, før hun selv rettede sin vrede direkte imod manden. Han havde været stærk, men han havde nok forventet et angreb fra kun en person, og ikke en hel del forvoksede store ulve. Han fik givet gode slag ind, og man kunne sagtens høre den velkendte pivelyd fra ulvene, når de enten blev kastet imod noget hårdt, eller fik hårde skræmmer. Men samtidig fik de også givet godt igen. Han manglede en god mængde hud, kød og muskler på sine ben, han havde mærker på sin krop.
Niylah forvandlede sig tilbage, og her stod hun nu fuldkommen nøgen foran manden, dog stadigvæk med sit velkendte krigsmakeup "Du er en skænsel, en kujon! At gå imod sin egen flok, det er den største syn at begive sig imod" hun tog en kniv, hvorpå hun vendte sig imod Yra "Men det er ikke min sag at slå dig ihjel, det er hendes" manden blev holdt fast af adskillige krigere, alle skiftet tilbage til deres menneskelige form, hvor de nu holde godt fast. De gjorde således han ikke ville kunne stikke af, eller gøre sig i form af modangreb på nogen

Yra var sikker på at hun bare hørte ting, da hun pludselig hørte nogen pive i det fjerne efter Harak havde kastet spydet. Et let suk undslap hendes læber og hun rystede kort på hovedet. Nu er du bare fjollet, tænkte hun for sig selv, men da hun pludselig så ulvene komme frem og flå i Harak som havde han været et sølle stykke kød, slap hun flasken som faldt til jorden og var ikke til at finde igen. Hun så på ulven der nærmede sig hende og et smil bredte sig på hendes læber da den slikkede hende på kinden:” Niylah..” Hviskede hun stille og rejste sig så lidt forsigtigt og betragtede Harak og ulvene.
Hun kiggede på Niylah idet hun forvandlede sig tilbage og snakkede til Harak. Han vred sig bare og så vredt rundt på alle mens han vred sig:” Jeg er en skænsel ja, men ikke en større skændsel end lederen der burde have beskyttet sit folk! Dit folk forventer at se mig når deres leder kommer tilbage, INGEN vil tro at du har overlevet.. Dit folk ser på dig som en svækling..!” Sagde han og grinte så bare. Yra havde ikke nogen reaktion på det han sagde.
Hun tog kniven og drejede den i sin hånd inden hun gik hen til ham:” Anha vazhak yeraan thirat. (Jeg vil lade dig leve) At slå dig ihjel vil ikke bringe nogen ære. For du er æreløs. Jeg vil tage dine øjne, tunge og øre og du vil få lov til at vandre verdenen med blot dine tanker som dit selskab." sagde hun roligt og tog en uånding, dog så tøvede hun ikke eller brød sin bestemte tone som hun fortsatte:" Hvad du gjorde ved mit folk er ikke engang en død værdig. Lad disse sidste ord brænde sig fast i din hjerne og hjemsøge dig til dine dages ende. Dothras chek” (Afsked / Rid vel) Sagde hun roligt inden hun så fjernede hans øjne, tunge og stak ind i hans øre så hans hørelse forsvandt.
Det var heldigt for ham at han intet kunne mærke, selvom Yra havde været glad hvis han havde skreget af smerte eller tigget om nåde. Til sidst skar hun ordet FORRÆDER i panden på ham. Hun rakte Niylah kniven og åndede let ud:” Du reddede mit liv, Niylah. Jeg ved ikke hvordan jeg kan takke dig nok for det..” Sagde hun roligt og lagde hånden på Niylahs skulder inden et smil kort bredte sig på hendes læber:” Men takken må vente, for hvis Harak er her, betyder det at hans mænd endnu ikke er trådt ind i mit hjem..” smilet forsvandt igen idet hun vendte sig mod Harak:” Lad ham vandre disse skove til skræk og rædsel til de der overvejer at gå imod min stamme eller mine venner.” sagde hun så bestemt og så frem mod sin stamme.
De fleste ville nok være forarget over at Yra valgte noget så umenneskeligt som at tage ens sanser frem for livet. Men for hende havde det været nødvendigt. Det at tage hans liv ville ikke sende en besked ud til alle der troede at de kunne hamle op med Yra. Hun var dog evigt taknemmelig over at Niylah havde reddet hende. Hun tog Haraks sværd op og satte det i sit bælte, det skulle bringes tilbage til hendes lejr, for det var et symbolsk sværd.
”Du har allerede hjulpet mig, mere end jeg har fortjent.. Jeg vil ikke bede dig om at hjælpe mig med det her..” sagde hun så og gik hen til sin hest. Denne gang ville hun dog ikke bare ride afsted, men faktisk have en chance for at snakke med Niylah og i det mindste sikre sig at der ikke pludselig kom endnu et baghold igen:” Jeg skal bare slippe uset ind i byen og få fat i mine krigere..” sagde hun roligt og aede roligt hestens hals for at få den til at slappe af. Hun havde egentlig bare lyst til at bede Niylah om hjælp, men selv Niylah måtte forstå at hun ikke verbalt kunne bede om det, selv hvis hun ville.

Hun betragtede det hele ske, hun betragtede hvordan Yra lod sin straf ske. Hun sagde intet, det ville være respektløst og tankeløst. Som leder skulle man straffe folk, og de straffe der blev uddelt skulle være retfærdige. Den straf Yra gav ham, den passede fint med hvad han havde gjort, hun var faktisk stolt af hende. Hun var stolt af hvad hun gjorde, stolt af hvordan hun tog sin leder rolle til sig og virkelig omfavnede den. Hun tog imod kniven. Hun lagde hovedet på skrå, sagde intet men smilede blot da hun sagde tak. Hun lyttede til hvad hun sagde, men da hun med et udtalte hun blev nød til at tage af sted.
Hun gik med hende hen imod hesten. Personligt ville hun ikke have noget imod at hjælpe, hun ville selv gå med hende. Hvis hendes krigere ville med ud og kæmpe, så var det op til dem selv, dog ville hun selv kæmpe sammen med Yra. Hun lagde blidt sin hånd imod Yra's kind "Vi kæmper sammen!" hun smilede og lod sit blik vandre ned imod hendes læber. Hun bed sig selv i læben, men lod dog igen sine mørke øjne mødes med den andens "Jeg ved du ikke vil spørge mig, så jeg tilbyder min hjælp" hun strøg blidt Yra hen over kinden. Der var en blidhed i hendes bevægelser, men respekt i hendes øjne.

Der gik blot kort tid før hun fjernede sin hånd "Yra af Yurok stammen, jeg Nailah sværger min alliance til dig. Jeg sværger min hjælp til dig, og jeg sværger herpå at jeg vil hjælpe dig i alt hvad du skulle have brug for! Dine problemer er mine problemer, ingen kamp er en kamp for meget. Du skal aldrig frygte at spørge mig til hjælp, da jeg vil være ved din side" hun havde et seriøst blik i sine grønne øjne, samtidig med hun gav eden gik hun på knæ. Hun holde kniven op imod Yra, alt i mens hun holde hovedet ned. Dette var et tegn på respekt, for ganske få personer ville en leder gå på knæ for og Yra var en af de få personer hun selv havde lyst til at gøre det for. De kendte måske ikke meget til hinanden, men hun havde allerede en stor respekt for Yra og hun ville hellere end gerne kæmpe sammen med hende

Hun nåede hen til sin hest og lyttede til Niylah. Hun kiggede på Niylah da hun mærkede en hånd på hendes kind, hendes hjerte sprang et slag over, hvilket hun ikke rigtig forstod. Hun så ind i hendes øjne og lagde godt mærke til blikket på hendes læber, hvilket fik hende til at åbne munden en smule. Hun sank en klump og rømmede sig så en anelse inden hun nikkede respektabelt:” Mange tak, Niyl..” hun blev afbrudt af da Niylah begyndte at snakke og hun måtte ærligt sige at hun var en anelse målløs.
Hun tog imod kniven og hjalp så Niylah op at stå:” Det…” prøvede hun at sige mens hun kort bare stirrede på Niylahs læber. Hun lagde så bare en hånd på hendes skulder og nærmede sig hende roligt, mens hun bare kiggede på hendes læber. Intensiviteten hun følte var underlig og hun forstod sig ikke på den, og det hjalp helt klart ikke at Niylah var fuldkommen nøgen. Hun blev stoppet få centimeter fra hendes ansigt da et horn lød i distancen, hendes blik drejede sig. Det var en lyd hun var alt for velkendt med. Hendes folks horn.
Yra så en anelse undskyldende ud idet hun hoppede op på sin hest. Dog rakte hun hånden ned mod Niylah og tilbød hende at komme op bag hende:” Vi kan ikke være for mange om at tage derover og det er godt at spare på kræfterne.. Det var ikke krigshornet.. Jeg kender en lille lejr vi har som har noget tøj til dig..” sagde hun så og trak hende op bag sig hvis hun altså havde taget imod hendes hånd. Så red hun afsted og hesten var ikke ligefrem langsom. Det var en gammel, trofast og veltrænet hest som hun havde arvet fra sin far.
Hun ankom til den lille lejr og hilste roligt på de folk der kom ud af deres telte. Nogle af dem bukkede og andre smilte stort ved synet af deres leder. Hun løftede roligt hånden og sagde så:” Find noget tøj til hende! Med det samme! Hun er vichomerak” (Respekteret person) hendes stemme havde en blidhed over sig men samtidig den bestemmelse der skulle til at hendes folk i kor råbte:” Varanno!” (Javel, med det samme). De kom med forskellige sæt af tøj som Niylah så kunne vælge imellem. En lille pige kom med et spyd til Yra, hvilket fik hende til at sætte sig på knæ foran barnet og ae hans kind:” San athchomari yeraan!” (Tak / Meget ære til dig), inden hun tog imod spyddet. Hun rejste sig så og satte det fast på sin ryg. Hun så på kniven hun havde fået af Niylah, drejede den lidt i hånden inden hun satte den i sit bælte.
Hun vendte sig roligt mod Niylah og kom med et kort varmt smil:” Wow..” sagde hun lavt og vendte sig så mod sin lejr der ikke ville ligge langt væk derfra, hendes smil forsvandt og seriøsiteten faldt over hende:” Forhåbentligt kan vi slippe ind uset. Ellers kan mine krigere ikke blive klar i tide til at kæmpe..” sagde hun så og begyndte roligt at gå fremad, hun gik ud fra at Niylah ville gå med hende. Hun så lidt på hende og åndede roligt ud.
”Du kendte min far.. Som leder. Hvordan var han?” sagde hun så. Hun kendte kun sin far som leder, han havde altid kun ladet hende se hans blide side, så naturligt ville hun godt vide hvordan han rigtig var, så hun vidste hvordan hun selv skulle være. Men hendes stemme kunne ikke undgå at have den svage antydning af usikkerhed, mod sig selv. Hun var trods alt stadig ung og ny til det at være leder.

Da hun rejste sig op igen, stirrede hun blot direkte på Yra. Der var et eller andet dragende ved hende, hun kunne ikke lade hver med selv at bevæge sig imod denne smukke kvinde. Hun havde været tiltrukket af andre kvinder før, sågar haft seksuelle forhold med dem, men det havde blot været sex. Den tiltrækkelse hun følte her, den var unik og hun kunne ikke selv forstå den. Ligesom Yra selv, betragtede hun blot hendes læber. Hun betragtede de fyldige læber, læber hun selv gerne ville smage med sine egne. Hendes hånd løftede sig og skulle netop til at lægge sig på Yras kind, da hornet lød. Hun smilede forstående til den anden, blot for at fortælle det ikke var hendes skyld, men at tjenesten kaldte. Man kunne ikke altid få hvad man ville, men hun ville nu gerne smage de læber. Så hun gav sig selv en udfordring, inden dagen var omme, ville hun havde kysset denne gude smukke dæmon.
Hun greb fat i hendes hånd, og her satte hun sig bag hende på hesten. Hun tog sig ikke meget af at rende rundt nøgen, hun havde intet at skjule og så grim var hendes krop vel heller ikke. På ryggen kunne man tydeligt se hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], dette var en tatovering som alle medlemmer af hendes flok bar. Det var som for at identificere dem, det var et tegn på ære og meget mere. Hun lagde armene omkring Yras liv, hvor hun samlede dem over hendes mave. Hun lyttede og nikkede, hvorpå hun så imod sine mænd "Tag tilbage til flokken, sig hvor jeg er og pas på de andre" beordrede hun, hvorpå hun igen kiggede frem. De var måske ikke vilde med beslutningen, men de respekterede hendes ord og forlod stedet, i samme øjeblik Yra satte hesten i gang.

Da de nåede frem, hoppede hun ned fra hesten og her betragtede hun hvordan Yra agerede overfor sit folk. Hun kunne fornemme en form for stolthed, denne smukke kvinde kunne det hele. Hun var en stærk leder, og ville helt klart blive bedre igennem erfaringen der nok skulle komme. Da hun fik tøjet leveret, tog hun imod [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.].  Hun havde valgt et par sorte bukser, en sort bluse og et hovedstykke. Dette dækkede for hendes hår, samtidig med det holde det tilbage. Hun smilede taknemmeligt og nikkede som tegn på respekt. Hun ville agere respektfuldt overfor folket, mest af alt fordi alt andet ville blive tegnet som respektløst og det ville hun helst ikke have skulle ske. Hun betragtede dog smilende hvordan Yra var overfor det lille barn, det var sødt og mindede hende om det tilbage i hendes egen lejr. Hun følte tiltrækkelsen til Yra blive større og større, for på trods af denne kvindes åbenlyse skønhed, så var der så meget mere ved hende. Hun var intelligent, loyal og ikke mindst typen som ville gøre alt for sit folk. Hun var en kvinde hun selv kunne relatere til, men også beundre.
Hun smilede blidt til hende, men dog kom der også en seriøsitet frem i hende. De havde ikke tid til den store kærlighed, ikke tid til at lege lige nu. Det var seriøst og de havde nogle der skulle fjernes, samt et folk at redde. Hun gik side om om side med hende "Jeg vil kæmpe med dig, men ja jeg håber virkelig vi kan komme ind" med dette mente hun, at hun ville kæmpe til hendes sidste, men samtidig også håbe på de ville overleve dette og redde hendes folk. Dog som hun med et spurgte om hvordan hendes far var, smilede hun. Hun kunne stærkt fornemme den usikkerhed, der optrådte i stemmen på kvinden ved hendes side "Jeg kan se meget af ham i dig, han bar samme stædighed, samme kampgejst. Han var en god mand, han kæmpede for sit folk og dømte ikke andre" hun smilede blidt og lagde en hånd på Yras skulder, dog samtidig stoppede hun hende øjne "Du skal ikke være usikker på dig selv, jeg ved allerede nu du vil være en fantastisk leder. Du er passioneret, kærlig og ikke mindst loyal. Du er fantastisk og du burde ikke bekymre dig om at blive som din far. Du er din egen person, og du skal nok blive stor. Jeg ved allerede nu at du nok skal blive det, jeg har betragtet dig igennem vores møde og jeg beundre dig allerede, både som kriger, men også som leder" hun lod sine fingre glide blidt op langs hendes hals, så fra skulderen op til hendes kind.

Hun burde ikke gøre dette, men hun kunne ikke lade hver. For med et gik det fra at muntre Yra op, til hun igen blev fanget af det smukke syn fra hendes læber. Hun bed sig i læben "Jeg ved vi vil overleve dette, men der er også en chancen for dette ikke kan ske igen, så jeg vil hellere gøre det nu end fortryde jeg aldrig tog muligheden" det var en kryptisk besked, den gav måske ikke meget mening, men det kom den dog til. Før blidt gik hun helt hen til hende. Det føltes som var hendes åndedrag fanget i hendes hals, hun kunne ikke få den ud. Det var som om alt var fanget i hendes hals, hun kunne ikke få det ud, men hun kunne heller ikke få det ind. Synet af Yra, synet af hendes skønhed, det fik hende fuldkommen til at miste mælet. Af frygten for at miste modet, trykkede hun sine læber imod den andens. Hun gjorde det hurtigt, mest af alt fordi hun helst blot ville have det gjort. Dog da først hun kyssede hende, da hun først følte hendes læber imod sine egne, så forsvandt alt omkring hende. Hun bevægede sine læber blidt imod Yras, her følte hun blot den blødhed de bar. Hun trak sig væk og betragtede Yra nysgerrigt, hun var nysgerrig på hvordan den anden ville reagere, nysgerrig på hvad hun ville sige til dette

Det ville være uhøfligt at stirre på hende mens hun var nøgen, sådan havde Yra det i hvert fald. Men da Niylah stod og klædte sig på kunne hun ikke undgå at kigge på hende, bare en enkelt gang. Niylahs tatovering bragte hende en undren, da hun ikke helt forstod den, men alligevel følte hun heller ikke at lejligheden var til det. Da hun havde sit spyd og de var begyndt at gå, var det spørgsmål om hendes far ikke det eneste der havde præget hendes tanker. Hun havde en masse spørgsmål, men hun nægtede at lade sin naive og unge side tage for meget over.

Hun smilte kort til det Niylah sagde om hendes far. Det var mange søde ord på engang, og hun måtte rømme sig kort for ikke at virke alt for overvældet. Det var også tydeligt hvor meget hun egentlig så op til Niylah, tog hendes ord til sig, noget hun ikke gjorde ved enhver. Det var trods alt denne kvinde hendes far altid havde gode ting at sige om, så længe Yra kan huske tilbage. Hun kom med en rolig udånding og så lidt på Niylah mens hun smilte kort:” Jeg er glad for at du har så meget tiltro til mig. Det er en stor ære.” sagde hun og kom med et respektfuldt nik.
Hun stoppede op da Niylah stoppede hende og havde først et lettere forundret blik, det Niylah så sagde hjalp heller ikke på hvor forvirret hun var. Men mens Niylah talte kunne hun ikke undgå at ende med som før, at kigge på de bløde læber. Da Niylah rykkede sig tættere på kiggede hun op i de gudeskønne grønne øjne, som fik hendes mave til at snurre sig en anelse sammen. Hun havde aldrig prøvet at kysse nogen før. Så at mærke Niylahs læber mod hendes egne, gav et lille sus igennem hende og bredte en svag varme i hendes kinder.
I starten vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere, ikke fordi hun ikke kunne lide det, men netop fordi hun gerne ville have mere:" Niy...lah.." hviskede hun svagt, mens hendes stemme skælvede svagt. Hun lagde sin hånd på Niylahs skulder og brød afstanden mellem deres læber, endnu engang, i et blidt passioneret kys. Hendes anden hånd kørte forbi Niylahs side og om på hendes læn inden hun trak hende tættere på. Hun lukkede sine øjne i, nød den følelse af hendes læber, hendes sødme. Hun følte hendes åndedrag blive sværere, jo mere hun havde hende tæt på sig, jo mere følte hun at hun bare ville have mere.
Hun slap kysset efter lidt tid, rykkede sit ansigt lidt væk og blinkede overrasket et par gange med sine øjne mens hendes læbe dirrede. Hun slap Niylah og rømmede sig så en anelse inden hun kørte en hånd igennem sit hår. Hun følte at hun bare havde vist svaghed, ingen havde lært hende at kærlighed eller nærhed var en styrke. Hun så på hende og bed sig kort i læben, afventende på et svar, selvom hun ikke var sikker på hvad der var at blive sagt. Dog skulle endnu et øjeblikket ødelægges af hornet der blæste fra hendes lejr.

Instinktivt rettede hun sin opmærksomhed mod det og bed sig let i læben:” De har spottet nogen. Det signalerer dette horn.” sagde hun så og trak sin spyd. Men inden hun begyndte at gå, lagde hun blidt en hånd mod Niylahs kind og tillod sig at stjæle et blidt men hurtigt kys. Hun smilte roligt og bevægede sig så mod lejren. Måske behøvede de heller ikke snakke om det. Måske ville ord bare ødelægge det? Hun rystede tankerne ud af hovedet idet hun spottede en af Haraks mænd forude. Han stod alene. Hun kastede sit spyd afsted, som fløj gennem luften og ramte ham i nakken, kraften i kastet var så stærk at han slog hovedet ind i træet foran sig. Han nåede ikke at opfatte meget før hun var nået frem og hev spydet sidelæns så hans hoved faldt til siden efter halsen blev skåret over.
Hun betragtede ham kort og satte sig på knæ ved hans side:” Han er blot en der holdt udkig.. Men hans død var uundgåelig, for han havde bare alarmeret dem så snart han så os..” sagde hun roligt og lukkede hans øjne. Hun havde respekt for de døde, selv hvis de var fjendens. For hende var det ikke alle fjender som havde valgt at være fjende. Hun fortsatte dog frem og kom så ind i byen hvor hendes krigere stod klar. Generalen kom ud og virkede en anelse rystet:" Khal!" (Leder). Yra lagde hovedet på skrå og kunne ikke forstå hvor hendes næstkommanderende var hende:" Justus?" spurgte hun blot mens hun kiggede på generalen. Han rystede på hovedet og svarede:" Mori vos essosh" (De kom ikke tilbage).
Yra vendte så roligt opmærksomheden mod Niylah:" Tog Justus med dig da i forlod lejren?" spurgte hun så. Hun havde jo ingen idé om at hendes næstkommanderende havde forrådt hende for Harak.

Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, specielt fordi det var så stort et spring. At give Yra et kys, det kunne både gå i en positiv retning, men det kunne også gøre tingene en del værre. Det kunne meget vel ende op som en trussel, her i at Yra ville fjerne alliancen, af den grund hun måske følte sig vanæret. Nok var hendes egen flok meget åben omkring disse forhold, men det betød ikke at Yra selv havde samme opfattelse. Om ikke andet følte hun selv at dette ikke var tilfældet. Dette viste sig i formen af hvordan Yra var, det faktum hun ofte selv fangede den anden kvinde i at betragte hendes læber, så måske var denne tiltrækkelse hun følte i sidste ende ikke kun ensidig.
Det var som om tiden gik i stå, hun kunne føle det hele. Hun kunne kunne føle den bløde hud under sine fingre, men samtidig også bevægelserne fra den anden kvinde. Den handling der kunne havde gået så dårligt, endte ud med at gå så godt. Specielt fordi det virkede til Yra gerne selv ville have mere, hvilket hun hellere end gerne ville give hende. Niylah havde måske haft forhold med andre, men de havde aldrig bevæget sig længere end sex, med Yra følte hun en dyb tiltrækkelse. Den var stærk, og den trak hende nærmest imod denne smukke dæmon. Hun havde forsøgt stoppe sig selv i løbet af dagen, men i sidste ende syntes lysten at tage over. Hun havde ikke kunne stoppe sig selv, hvilket nu også forklarede handlingen de fortog sig lige nu.

Den søde lyd af hendes stemme, så sårbar men alligevel blid. Den fortalte meget, men så lidt på samme tid. Den fortalte om en ukendt lyst fra Yra, en lyst hun måske først havde opdaget nu. Det fortalte om en uskyld, sårbarhed og en lyst til at gemme sig. Yra var en stærk kvinde, hun var måske ikke vant til at føle sig så sårbar og da slet ikke som hun følte lige nu. Hun smilede blidt, strøg kærligt Yra ned over kinden. Ingen ord var virkelig behøvet, da slet ikke da hun kunne betragte dem alle køre forbi Yras smukke øjne. For nok kunne ord ikke beskrive situationen, men det hele blev vist tydeligt i hendes øjne. Følelsen af den anden kvindes bløde hånd imod hendes skulder, det fik hende nærmest til at skælve.
At Yra gik efter endnu et kys, og specielt måden hun handlede på, det fik hende selv til at lukke øjnende, blot for at nyde det. Hun trykkede sig tættere ind imod den anden kvinde, her lod hun sin frie hånd glide hen over den andens læn. Hun følte sig næsten som en prik i et puslespil, og Yra var den prik der passede perfekt imod hende. Hendes fingrespidser gled blidt hen over den andens hud, udforskede i den mest uskyldige facon. Hun som havde levet så mange år, men aldrig havde hun oplevet så perfekt et kys. Det var sødt, men passioneret. Det bar lidenskab, men også det uskyldige. Det var så meget, og mere end hvad hun selv nogensinde ville kunne beskrive.

Da det endte, var det som om det rev noget af hende væk. Hun havde lysten til at fortsætte, men ikke ordende til at beskrive det. Hvad kunne hun også i virkeligheden sige? Det var ikke fordi der var en manual for dette. Alt den træning hun havde modtaget igennem sit liv, alt den viden hun havde fået fra sine forældre. Det var som intet af det kunne bruges, intet af det havde forberedt hende på dette øjeblik, da slet ikke på hvad hun ville føle eller hvad hun ville opleve. Hun rynkede brynet, men nikkede blot. Hun kunne ikke sige noget, ordende var som fanget i hendes hals og de kunne ikke komme frem. Ord som: tiltrukket, du er fantastisk. De var alle fanget, og måske var det fordi situationen ikke stod til det, eller også var det fordi hun frygtet udkommet af dem. Hun var ekstremt tiltrukket af Yra, men hun vidste samtidig denne kvinde ikke var som hende selv. Nok havde hun selv ikke fået en indlæring om følelser, men Yra havde nok ikke samme ide om forhold som hende selv.
Hun fik dog et smil på sine læber, da hun følte den bløde hånd imod sin kind. Den næste handling fik smilet til at nå hendes øjne. Det søde kys, det var hurtigt og alligevel fuld af så mange ord. Hun sagde intet, men nikkede blot til de skulle ud. Yra's udstråling, men også måden hun handlede på, det fik den beundring hun havde for denne kvinde til at vokse. Hun var sexet, men på en og samme tid også stærk. Hun klarede tingene på den mest fantastiske måde, og selvom hun måske var ny som leder, så vidste hun sig allerede som en fantastisk en af slagsen.

Hun lyttede til hendes ord, men sagde dog endnu intet. Der var ikke ord at sige, plus dette var også en sag imellem folket og ikke hende selv. Dog som Yra med et rettede sig direkte imod hende, hævede hun øjenbrynet. Spørgsmålet kom om denne næstkommanderende, den mand som havde forrådt Yra uden hun vidste det. Det ville være en hård til at komme ud med, men om ikke andet også ret så nødvendigt "Justus er en forræder, han forventede du ville dø og han så kunne tage over som Khal. Han havde ingen intentioner om at hjælpe, blot skaffe sig selv mere magt. Derfor allierede han sig med Harkan, i håbet om Harkan kunne dræbe dig" Hun vidste ikke hvordan Yra ville reagere, men hun håbede dog den anden kvinde ville tro hendes ord "Mit folk har ham fanget, han er sat til at skulle jagtes i aften til den store jagt. Men ønsker du ham overgivet så du kan straffe ham, vil dette straks ske" hun havde et respektfuldt udtrykke i sine øjne, blot for at vise hun mente hvad hun sagde

Hendes første kys. Og hun havde ikke fortrudt det overhovedet. Hendes far havde godt fortalt hende om det. Hvordan det føltes. At kunne lide en person. Hun vidste allerede nu at der var noget over Niylah, noget hun ikke havde lagt meget mærke til før kysset. Det var nok det at Niylah havde en speciel aura om sig, noget der skreg hårdfin leder, men at der også lå en blødere side bag det. En side hun havde vist Yra, dog ikke meget, mere et glimt som Yra kun var interesseret i at vide mere om.

Hendes udtryk startede med at være undrende men ændrede sig hurtigt til et mere vredt udtryk, dog bevarede hun kontrollen over sig selv:” Justus. Forræder… Jeg burde have vidst det.” sagde hun og vendte sig mod sin general:” Kendte du til dette?” spurgte hun så og virkede nu en anelse skeptisk overfor ham. Uden at tøvede rystede generalen på hovedet og knælede for hende:” Qoy qoyi” (Blod af mit blod) sagde han bare, for at vise at hun ikke skulle tvivle det mindste på hans loyalitet. Yra nikkede blot og så på Niylah:” Jeg vil gerne selv have æren af at slå den forræder ihjel. Mange tak.” sagde hun og kom med et svagt smil.
Nogle krigere kom og hun vendte sig mod dem:” Hent Justus i Niylahs lejr. Og i kan lige vove på at skade ham det mindste. Han skal være uskadt” sagde hun roligt. Generalen rejste sig og nikkede inden han så råbte:” zhey Khal vos zalo meme nem vazzisa!” (Lederen vil have ham uskadt). Og med Niylahs tilladelse, så forlod de lejren. Yra måtte sige at hun vidste ikke helt hvordan hun skulle have det med situationen. Hun så på Niylah og sukkede let:” Undskyld jeg…” var alt hun sagde inden hun så bare vendte sig og gik ind i sit telt.
Da hun stod derinde tog hun sine hænder og gned sine fingerspidser mod sin pande mens hun prøvede at slappe af. Men vreden og sorg var overvældende. Hun rakte ind over sit bord og vippede alt der stod på det på gulvet. Flasker blev smadret og bøger gik i stykker. Hun satte så begge håndflader i bordet og sukkede dybt. Forrådt af ham der skulle forestille sig at være hendes nærmeste. Hun sank en klump og sundede sig en anelse, forsøgte at undgå at lade følelser overvælde hende for meget:” Han skulle forestille at være den der beskyttede mig… Og så viser det sig at jeg har været blind.” sagde hun så bare, hun nægtede at lyde svag.
Hun vendte sig mod Niylah, da hun havde regnet med at hun havde fulgt med hende og gik hen til hende. Hun så kort ind i hendes øjne, inden hun så bare plantede sine læber mod hendes, hendes hånd kørte op af Niylahs bryst og greb hendes skulder let. Kysset var en anelse mere intenst, men stadig med samme bløde uskyldighed over sig. Yra trak sig lidt væk og vidste ikke helt hvad det var hun havde gang i, det faldt hende bare naturligt ind.
” mnh….” kom det fra hende mens hun sank en klump og stadig holdte fast i hendes skulder. Yra havde lyst til at tage det skridtet længere, men hun vidste ikke helt om hun havde modet på det. Ren og skær af frygt for det uvidende, for hun var på vej ind i et område hun ikke havde kendskab til. Og jo mere hun tænkte over det, var situationen så passende til handlingen?

Hun betragtede stille Yra, betragtede hvordan de forskellige udtryk gled over det smukke ansigt. Det måtte være forfærdeligt, at vide den person som man skulle stole mest på, faktisk i bund og grund var en forræder. Selv havde hun endnu ikke oplevet denne smerte, men hun kunne sagtens sætte sig ind i det. Det var forfærdeligt, hårdt og utilgiveligt. Denne mand fortjente ikke sit liv, han fortjente ikke at ånde samme luft som Yra selv. Dog vidste hun samtidig også, at det ikke var hende selv som skulle stå for hans død, denne ære stod til Yra, det var trods alt hende der var blevet forrådt. Igennem hele samtalen med denne kriger, forholde hun sig stille. Hun sagde intet og betragtede det egentlig kun forløbe sig. Det ville være respektløst, det blot at snakke op og ikke tage varer ved sine ord. For når man intet havde at sige, så behøvede man ikke sætte ord på sig selv.
Hun nikkede til Yra, og da der kom krigere imod dem, trak hun noget op fra sin lomme. Dette var en kniv, men en ufattelig speciel en af slagsen. Dette ville være et bevis på, at disse mænd havde tilladelsen til at tage Justus. Før de tog af sted, gav hun dem kniven "Hvis denne til mine mænd, og de vil lade jer passere igennem" forklarede hun kortfattet. Hvis de ikke viste kniven, så ville hendes krigere tage dem som værende en trussel og de ville derfor ikke nå særlig langt. Da Yra med et unskyldte sig selv, for for at rejse sig og gå, lagde hun hovedet på skrå. Hun ville aldrig i en million år, forstå hvad der gik igennem hovedet på denne smukke unge kvinde, dog kunne hun svagt sætte sig ind i det. Der måtte forekomme et stort svigt, en person hun stolede fuldt ud på, viste sig at være intet andet end en forræder.

Dog i stedet for at efterlade Yra, valgte hun at følge efter den unge dæmon. Hun sagde intet, men betragtede derimod blot Yra agere som hun ønskede. Der var smerte i hendes handlinger, smerte i hvad hun gjorde og ikke mindst den måde hun gjorde det på. Den vrede der dukkede op i hende, specielt som hun skubbede alt ned fra bordet, det viste den indre turbolens. Det at opleve et så kraftigt svigt, det gjorde noget ved folk og hun ønskede blot at være i stand til at hjælpe Yra. Hun havde set hvad det gjorde ved folk, og hun ville helst ikke se denne unge kvinde, gå igennem det samme som alle de andre.
Ved lyden af Yras stemme, gik hun tættere imod hende. Hun lyttede på hvad der blev sagt, og et blidt smil dukkede op på hendes læber. Det var en af de smil, som var for at opmuntre, men samtidig også vise en form for støtte "Han var en slange, og slanger er ofte ikke nemt fundet. Hvad han gjorde var forkert, og han er den eneste til at beskylde her. Det var ikke din skyld og det vil det aldrig være. At du ikke opdagede dette, det kunne ske for en hver og det tager stor læring. Du er stadigvæk ved at lære, og jeg har stor tiltro til dig"

Hun nåede ikke sige mere, før et par bløde læber mødte hendes egne. Hun sukkede overrasket, men lagde dog samtidig begge sine hænder imod Yras kinder. Hun nød følelsen af de bløde læber, nød smagen af dem og ikke mindst nærværet fra denne skønhed. Meget få fik den virkelig blide side af hende at se, og Yra var helt klart en af de få. Hun fik noget blidere frem i den hårde leder, en blidere side som kun var henvist til familie og de som var tættest på. Uskylden i kysset, fik hende til at smile. Hun følte sig som den med mest erfaring, hvilket nok kom af hun skam havde haft elskere før. Da kysset blev brudt, strøg hun blidt Yra ned over kinden. Ingen ord blev sagt, dog var passionen tydelig at ane i de grønne øjne.
I stedet for at trække sig væk, skubbede hun Yra imod bordet, hvor hun her løftede den unge kvinde op på den hårde overflade. Hun trykkede sine læber hårdt imod Yra's, dog stadigvæk med blidhed og passion i sig. Hun lagde sine hænder imod den anden kvindes hofter, hvor hun her stilte sig imellem benene på Yra. Selvom situationen måske ikke passede til dette, så ville hun lyve hvis hun sagde, at hun ikke havde overvejet at gøre dette mange gange. Siden deres første kys, var hun fuldkommen fanget. Yra havde formået at sno Niylah om sin finger, og hun havde skam intet imod det. Hun brød dog kysset, og hvilede stakåndet sin pande imod Yra's "Du har mig fanget, jeg synes ikke at kunne få nok af dig. Tanken om dine læber, de hjemsøger mig" hun lod blidt sin ene hånd glide op langs Yras krop, hvor hun lod dem ene ved hendes læbe. Her lod hun sin tommelfinger glide hen over den bløde hud "Jeg kan ikke stoppe mig selv, jeg har aldrig ville have noget så meget, som lige nu. Lysten til dig, lysten til at være med dig...den er stor og jeg tror ikke jeg kan stoppe mig selv" hendes ånde var varm, og siden de stod så tæt på hinanden, ville Yra højst tænkelig føle noget af den på sig "Sig endelig til hvis jeg skal stoppe" hun gav hende et hurtigt, men lidenskabeligt kys

Mændende tog glædeligt imod kniven inden de så forlod lejren for at hente forræderen. Allerede som det var, skulle Justus være heldig hvis de ikke bare selv myrdede ham, frem for at give Yra æren. Men de rørte ham ikke da de hentede ham. Af ren respekt til Yra, det kunne godt være at stammen havde blandede følelser om at have en kvindelig leder, men deres respekt til hende var blevet opbygget, og de fleste så træk fra hendes far i hende, men med samme glans og ynde som hendes moder.
Men det var også en stor byrde at forvente af hende at hun kunne formå og stige til tops på samme måde som hendes fader. Yra var ikke bare opdraget til at være en kriger, der havde altid været en mening bag alt hvad hun havde lært. Yro, hendes far, ville heller ikke have at hun skulle vokse op og blive ham, nej, han ville hellere have at hun havde sine mors gode træk.

Niylahs opmuntrende ord, gjorde Yra mere glad end hvad hun gav udtryk for. Hun følte sig så blottet, at hun i det mindste ville prøve at dække noget af det med et smil. Et smil der også gengældte den venlighed som Niylah udviste. Det gjorde også at Yra ikke var alt for tilbageholdent med kysset, men også at det fik hende til at ville have mere af denne skønne shapeshifter. Men at Niylah ikke gjorde noget for at bryde kysset, og blot gengældte det, fik alligevel Yra til at skælve svagt. Hendes underlæbe dirrede svagt mens hun blot betragtede Niylahs øjne, afventende om hele situationen var okay.
Hun mærkede hvordan Niylah pressede hende mod bordet, inden hun blev løftet op på det. Hun greb fat om hendes skuldre og bed sig en anelse i læben, nåede kun at strejfe hendes læber med sit blik, før hun atter mærkede de fantastisk bløde læber mod sine.
Hun pressede sin overkrop mod Niylahs som hun greb fat om Yras hofter. Situationen var måske ikke passende, det vidste de godt begge. Men Yra følte at hun havde brug for det, efter de tab og bunken af nederlag der havde ramt hende gennem de sidste par dage. Hun trængte til blot denne lille sejr, denne følelse af kærlighed som hendes far, havde fortalt hende alt om da hun var mindre.

Hun blev revet ud af sine tanker da kysset blev brudt og hun mærkede Niylahs pande mod sin. Hun åbnede sine lukkede øjne og så ind i Niylahs. Hun mærkede de rare kuldegysninger glide ned langs hendes rygsølje som hun lyttede til Niylahs ord. Hun mærkede sit hjerte banke hårdt i hendes bryst, og hun følte sig frossen. Hvad skulle hun gøre, hvad hvis hun gjorde noget forkert? Hendes egen uvidenhed og nervøsitet oversteg hende langsomt og selvom at Niylahs strøg og berøringer var noget af det bedste, følte hun sig alligevel en smule lille.
Yra sank en klump da hun mærkede hendes varme ånde mod sig, fik hun virkelig en anden til at hav det på den her måde? Hun bed sig kortvarigt i læben og med en skælvende hvisken fik hun sagt:" J-Jeg vil aldrig.. have.. at du stopper..." inden deres læber mødtes i et kort lidenskabeligt kys. De havde tid, men nok tid? Hun var ikke sikker. Men tid betød intet for hende når hun var med Niylah på denne måde. Hun strammede grebet i Niylahs skuldre som hun lænede sig frem, forsigtigt lod sine læber placere små men kærlige kys op af Niylahs hals. Det hele var noget der blot faldt hende naturligt ind, men noget hun ikke havde udforsket før:" Du er nød til at vise mig hvordan..." sagde hun mens hun trak vejret dybt, det var en fortryllende følelse der blev bragt frem i hende:" Niylah.." sukkede hun let, men hun kunne ikke sige resten. ..Du må aldrig forlade mig.. tænkte hun så færdigt for sig selv. Måske en dag, ville hun turde sige det til hende.

Det var en intens følelse, den var anderledes og ulig noget hun nogensinde havde følt. Hun lukkede øjnene og nød egentlig blot nærværet fra denne smukke kvinde. Hun havde mødt mange smukke kvinder igennem sit liv, men aldrig en så smuk som hende. Der var noget ved Yra, noget unikt og det trak hende for alvor ind. Måske var det hendes uskyld, blandet med det faktum hun bar en leders styrke. Måske var det hendes åbenlyse skønhed, blandet med hendes helt igennem fantastisk intellekt. Hvad end det var, så kunne hun virkelig godt lide det og hun ville skam ikke have noget imod at se det mere til hende.
Hun nikkede, som et tegn på hun aldrig ville stoppe og da de kyssede, trykkede hun sig imod Yra. Hun lagde sin hånd imod Yra's bløde kind, samtidig med hun trykkede sine læber det hårdere imod hendes. Hun ville faktisk ikke stoppe dette, og uagtet hvor meget tid de mon skulle have, så ville hun ikke slippe denne kvinde. Hun havde stærke følelser for hende, og en af de følelser var blandt andet også lyst. Uagtet hvor meget tid de måtte have, så kunne hun ikke slippe følelsen af lyst væk.

Hun sukkede overrasket, da de bløde kys ramte imod hendes hals. Det var kys som fik hende til at gyse, samtidig med det efterlod hende med en lyst efter mere. Den sødme der var fyld i hendes stemme, specielt som hun udtalte de ord, fik hende blot til at smile "Jeg vil gøre alt for dig" hviskede hun blidt og hun vidste de ord var sande, for denne kvinde ville hun faktisk gøre alt for. Aldrig i sit liv havde hun haft det sådan, hun havde aldrig haft sådan et brændende ønske om at være så tæt på noget, dette var derfor en første gang for hende. Hun løftede Yra op i sine arme, hvorpå hun bevægede sig hen imod sengen. Der var intet andet end kærlighed at finde i de grønne øjne, blandet ind med lidenskab og lyst. Der var lidenskaben hun følte for øjeblikket, og den lyst hun havde for denne smukke kvinde.
Som hun lagde Yra ned, bøjede hun sig ned og plantede et blidt kys på hendes læber. Dog delte hun flere kys ned af hendes kind, hals og ned imod hendes bryst. Hun ville gøre dette så nydende for Yra som overhovedet muligt, også selv hvis dette betød hun ikke ville få noget ud af det. For blot at se Yra i et stadie af nydelse var egentlig nok for hende. Hun trak blidt tanktoppen af Yra, hvor hun her kyssede hende ned over brystet. Hendes kys blev lavere og lavere, og da hun nåede til bukserne, trak hun dem ned. Blide kys blev igen belagt Yra's hud, her over hendes underbukser. Hun fik trukket bukserne af, samtidig med skoende også røg af. Hun satte sig op i sengen, ledes hun nu sad mellem Yra's ben.

Synet foran hende var helt igennem uimodståeligt. Den halvnøgne Yra, synet af hende i nydelse og nærmest et tegn på perfektion. Aldrig havde hun set noget smukkere end det foran hende. Hun hev sin jakke af, samt sine sko og nu var hun kun iført en sort tanktop og et par sorte bukser. Hun bøjede sig ned over Yra, og kyssede hendes lidenskabeligt på læberne. Hun hvilede sine hænder imod sengen, på hver eneste side af Yra's ansigt "Du er den smukkeste, mest intelligente og perfekte kvinde jeg nogensinde har mødt" hviskede hun blidt imod Yra's læber. Hun elskede følelsen af denne kvindes bløde hud imod sine læber, det var sjovt for man tænkte som regel aldrig hud havde en direkte smag, men hver gang hun kyssede Yra kunne hun smage noget blidt. Der var noget perfekt over hende. Så blidt kyssede hun hende hen over halsen og ned over brystet. Her stoppede hun ved hendes bryster, hvor hun kyssede omkring huden af dem, nærmest for at pirre hende.
Samtidig med hun gjorde alt dette, lod hun sine fingre glide hen over hendes mave og til sidst ned til hendes underbukser. Hun lod sin hånd ligge fladt over det tynde stof. Alt imens dette skete, både kyssede hun nappede hun i huden omkring brystet. Hun lod sin hånd glide ind under det tynde stof, og her ligge direkte imod huden på hendes underliv. Blidt trak hun sine kys op imod Yra's hals, hvor hun sugede imod huden og her skabte hun hvad man normalt ville betegne som et sugemærke. Hendes frie hånd virkede som en støtter, blot så hun ikke væltede, hvor den anden forsøgte skabe nydelse imod Yra's underliv.

Et kort smil gled over hendes læber som Niylah nikkede bekræftende. Det gjorde hende så glad. Niylah gjorde hende så glad! Det var underligt, Yra havde stadig ikke helt vænnet sig til følelsen, så der var stadig noget der skræmte hende. Men hun følte at jo mere tid hun brugte med Niylah, jo mindre betød den skræmmende følelse. Hun mærkede sig selv give under for følelser, ville nogle betegne det som svagheder? Åh, ikke det rigtige tidspunkt at tænke på det. Alt skulle bare handle om Niylah og hende.

Der var ikke en sødere klang i Yras øre end de lyde der kom fra Niylah. Det var hende der udførte kys’ene, men stadig kunne hun mærke sin selvsamme lyst vokse, omtrent i takt med Niylahs. Intensiteten der bare steg for hver berøring, hun mærkede sit eget hjerte pumpe hårdt i hendes bryst blot ved hendes nærvær. Hun mærkede sin mave snurre sig sammen ved Niylahs ord. Alt for hende? Tanken var så forførende og fængslende. Hun ville selv gøre alt for Niylah, endda gå imod sit folk, alt som denne skønne shapeshifter skulle gøre var bare at bede hende om det. Så betaget var hun af hende. Hun ville ønske at hun kunne være mere medgørlig da hun så blev løftet, men alt hun kunne med sine arme af gelé var at klinge sig fast til den fantastiske kvinde der havde formået at smelte hende. Hun mærkede sin egen varme brede sig i kroppen, og den tunge vejrtrækning. Hendes krop undlod ikke at skrige efter berøring, hun havde brug for den! Mere af den!
Deres læber mødtes atter som hun blev lagt på sengen. Hendes arme som ellers var af gelé før, havde samlet mod til sig og greb fat i Niylahs trøje, med små blide ivrige ryk mens hun mærkede Niylahs læber bevæge sig ned af hendes kind, hals og bryst. Små nydende suk undslap hendes læber, selvom det var tydeligt at hun forsøgte at holde igen. Hun var nervøs, hvad hvis hun gjorde noget forkert? Hun løftede sine arme op, lod sig klæde af. Hun kunne mærke sig selv gispe en anelse efter vejret, det var som om at intensiteten tog vejret fra hende.

Hun blev flået ud af sin egen nervøsitet da hun mærkede blide kys ned af hendes mave. Hun krummede sine tær i støvlerne og mærkede gåsehuden kravle gennem hende som en bølge. Hun var aldrig blevet berørt på den måde og især ikke af et par læber. Hendes skælvende hænder greb fat i lagnet mens hun spredte sine ben for Niylah. Hun sank en klump og betragtede hende mens hun klædte sig af. Hendes ene hånd slap taget og greb bestemt fat i Niylah inden hun trak hende ned mod sig. Endnu et kys. Hun gengældte det mindst lige så lidenskabeligt, den varme følelse der bredte sig i hendes mave og bevægede sig ned gennem hende, åh det var som at være afhængig! Så snart kysset stoppede og læberne blev skilt søgte hendes læber efter Niylahs. Hun ville have mere:” Det kun fordi der ikke er fundet en magi der kan lave dig en dobbeltgægner..” svarede hun igen med en blid hvisken.
Hun lagde sit hoved en anelse tilbage som kys blev placeret på hendes krop, på hendes bryster. Hendes ene hånd som ellers havde fat i Niylahs skulder gled ned og greb om hendes læn. Hun trykkede hende tættere på sig, mærkede sin egen krop give under for lysterne. Hånden gled ned og greb svagt om hendes balde som den gudeskønne kvinde formåede at udforske Yras underliv. Hun skød frem med sine hofter og strammede grebet i lagnet som dybe suk undslap hendes læber. Hun ville dække sin egen mund, men hun var løbet tør for hænder, og jo mere Niylah rørte ved hende, jo mere mærkede hun sit indre skælve.

Som Niylahs hænder og mund arbejdede på hendes krop, bukkede hun under for det hele. Hun var snoet om hendes finger, klar til at adlyde det mindste, så længe hun bare kunne få mere af hende. Hendes hånd som havde fat om hendes balde slap og greb fat i buksekanten. Hendes anden hånd slap lagnet og hun fumlede lidt med at få dem op. Hun hev let i dem for at vise at hun gerne ville have dem af hende, stadig nydende suk på grund af hånden med bevægelserne der opbyggede de indre sammentrækninger. Hun spændte i sine lår da en bølge af overvældende nydelse skød gennem hende:” Nai…lah…ah…” stønnede hun gennem sammenbidte tænder og mærkede alt trække sig sammen. Det var magisk, men også skræmmende.

Synet af Yra, så fuld af nydelse, det gav hende selv en unik form for nydelse. Hun kunne ikke forklarer det, men der var et eller andet ved det. Da Yra så fint hev i hendes trøje, klukkede hun blidt og fortsatte blot. Aldrig havde hun set noget smukkere, oplevet noget smukkere end at se Yra i ren nydelse. Hun ville gøre alt for hende, hun følte sig fanget i denne kvindes spind, og hun havde intet imod det. Hun forsøgte ikke engang at komme ud, hun var som en flue og gjorde det måske endda være for sig selv. Dog modsat fluen, som forsøgte at komme ud, havde hun en mission om at komme længere ind i det. Hun gispede da, Yra med et hev hende ud af sine tanker, blot for at hun næsten vågnede op til et intenst kys. Hun smilede imod læberne, nød kysset. Hun grinede over hvad Yra sagde "Min elskede, jeg er sikker på du er den perfekte her" pointerede hun med et smil på sine læber.
Følelsen af Yra's hænder imod sin krop, fik hende til at sukke. Dog var det specielt Yra's forsøg på at åbne hendes bukser, som fik hende til at smile. Hun gav Yra et sidste kys, før hun trak sig væk og her rejste sig op. Hun lod den anden kvinde se med, som hun trak sin trøje af og lod bukserne falde ned. Hun stod der nøgen foran sin elskede, og som hun stod der kunne man nu ane hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Tatoveringen som beklædte hendes ryg, var en som gave fra hendes flok, det hvad der viste hvor hun var fra. Hver enkel person i flokken ville have en. Den anden var et tegn fra hendes forældre, men også et symbol på hendes lederskab. Hun trådte igen frem og lagde sig her over Yra. Hun skænkede hendes læber med kys, først op langs hendes hals og til sidst imod hendes bløde læber. Hun kunne ikke få nok af dem, de var bløde og havde den sødeste smag. Aldrig havde hun prøvet noget bedre, det var perfekt.

Hun kyssede hende igen ned af brystet, ned langs maven. Hun nød de kys hun kunne skænke Yra, også selvom hun nok ikke fik noget igen og de ting hun fik igen, var på ingen måder i den fysiske kaliber. Hun fortsatte sine kys længere ned imod hendes hofte, hvor hun blidt kyssede omkring hoftebenet "For dig vil jeg gøre alt" sagde hun, før hun greb fat om hendes ben og her lod sig ligge imellem dem. Hun kyssede hendes underliv, gjorde alt hvad hun kunne få at give denne kvinde nydelse. Hendes hænder gled op og greb fat om hendes bryster, hvor hun blidt masserede dem, samtidig med hendes mund gav hendes underliv nydelse.