The Hunter Is Being Hunted - Delilah

---

Man skulle virkelig ikke gøre andet end at ønske, at der ville ske lidt andet og med et blink blev man jagtet. Caroline havde ønsket at få dem væk fra byen, så i stedet for at kæmpe ville hun have dem væk. Hun stoppede op ved floden. Hun lod sit blik glide rundt. Pludselig ramte en fært hende, og gjorde hun blev uopmærksom. Det var en velkendt fært, og dog alligevel så langt væk - så slog det hende. Delilah. Først da en pil borede sig ind i hendes skulder blev hun opmærksom på jagten igen. Hurtigt rev hun pilen ud, og vendte sig rundt. Det velkendte ansigt. Let slog hun øjnene ned på børnene.
"Dammit." Mumlede hun let og kiggede fremfor sig igen. De var tæt på. Så kiggede hun tilbage på Delilah med et seriøst blik i øjnene. "Løb" Sagde hun så til Delilah. Så gik hun imod Delilah.
"De er på vej, så enten kan du blive her, og bede dine børn om at gemme sig... eller løbe." Det var egentlig underligt at tænke på. Nogle gange når de mødtes var de ved at dræbe hinanden, men når det kom til sidst på dagen havde de reddet hinanden. Det var den samme historie der gentog sig selv. Caroline vendte ryggen til Delilah og ventede blot på at få et bedre glimt af jægerne.

Det begyndte at regne. Det ville blive svære for dem at følge hendes spor nu, men på samme tid ville det også svække hendes sanser - selvom de var forbedret. Men hun kunne se dem. De gemte sig bagved de mange træer der var her. Caroline sukkede let.
"Lad legende begynde." Hun var ikke ligefrem tilfreds med, hvordan aftenen skulle gå. Men det var måske også godt nok for hende. Hun skulle nødig glemme, hvordan verden faktisk var. Bare fordi, at tingene fik godt for hende lige nu, betød det ikke, at de ville blive ved med det. Så at holde sin mørke side mæt gjorde blot det lettere at holde en balance. Dog fortrak hun til enhver tid at være hjemme i stedet for ude i en kamp der kunne ende i liv eller død. Det ville dog være at lyve, hvis hun sagde, at hun ikke savnede adrenalinen der slog ind her om lidt, når hun ville angribe. Endnu en pil fløj igennem luften fra siden. Caroline drejede hurtigt rundt og greb den.
"Hvad er i bange? Kom tættere på." Sagde hun og hævede stemmen let. Det her skulle bare hurtigt ordnes, også var det vel det. Så kunne hun håndtere Delilah være tilbage, i live, bagefter. En af jægerne trådte frem. En daggert i hånden. Caroline så ham direkte i øjnene, dog ikke for at bruge sin evne, hvad var der sjov i det? Let rystede hun mørket på sin plads, hun skulle ikke til at lyde som Josette og dog. Hvis man skulle have noget gjort, måtte man gøre det ordenligt. Caroline løb op foran ham, hvorefter hun greb fat i hans hals.
"Kan du fortælle mig, hvad der har en hals, men intet hoved?" Hviskede hun let i hans øre. Manden nåede ikke at svare før Caroline havde sine hænder på hans hoved, og adskilte kroppen fra hovedet. Hun trak kort på skulderen og slap hovedet. "Næste." Sagde hun så.

Okay, det gik måske lidt voldsomt for sig. For Caroline specielt, fordi hun hadede at miste kontrollen. Og dog var der ikke så langt hen for hende før hun ramte kontakten. Men hun kunne se retfærdigheden i det. Disse jægere var ikke blot ude efter hende. Men de var sølle mennesker som ønskede død over de farligste overnaturligevæsner. De havde nedlagt nogle vampyrer og faldne engle... Og hvis de bare skulle dø hurtigt var det bedre Caroline stod for det end Josette. For når Jo fandt ud af, at nogle af hendes engle var døde, ville hun gå mere fra fortstanden end hun allerede var. Så faktisk gjorde Caroline dem en tjeneste! Men de var flere end Caroline først lige havde antaget, og det gjorde hende en smule overrasket. Specielt da de alle otte kom frem på engang. Dog var det ikke noget hun ville vise fjenden.
"Lad os se, hvordan det ender blodsuger. Otte imod en. Dit første træk." Sagde en af jægerne.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ved at være deres sengetid. De gik hånd i hånd, lige så langsomt vaklende igennem skoven. Livia bukkede sig, lagde de små fingre om en gren og trak til. Den svuppede og gled fri af det mos den havde været fanget i. Marina stirrede fascineret på den, og rakte ud.
De dæmoniske, ildspækkede øjne lå og ulmede på de to piger. Men der var ingen vrede, ingen irritation eller morderlyst i dem, og ilden der sydede ind mod midten virkede end ikke skræmmende. Blot som ilden ved et ildsted.
En duft gled ind i hendes næsebor. Mange på en gang. Hendes oversensitive sanser blev med ét bombarderet af duften af krudt, igle og svedig menneskehud.

Hun blik røg op, og med ét blev hendes indre fyldt af bandeord. Hun havde været for optaget af tvillingepigerne, til at være opmærksom. Hun stod og stirrede på den velkendte igle blot nogle meter væk. Vampyrens blik var rettet imod børnene, som hun instinktivt trådte ind foran, for at skærme.
Hun misforstod først ordene. Som var det en trussel hævede hun øjenbrynene, da ordet 'løb' passerede iglens læber. Men så bankede lugten af menneskelig sved og krudt igen på døren, og hun skubbede pigerne tæt ind på sig. Livia væltede, og snøftede. Marina hjalp hende påpasseligt op, og gav hende grenen tilbage. Det var et surrealistisk syn, sammenlignet med dæmonen, iglen og menneskene der stormede frem.
Delilah snurrede omkring, fejede pigerne op fra jorden og trådte hen til et træ. I det samme hørte hun lyden af en hals der blev revet over, og den tykke, metalliske duft af blod overvældede hendes sanser. Hun skubbede pigerne op på en af grenene.
"Bliv her. Hvis nogen kommer hen til jer, skrig rigtig højt. Så kommer mor og fjerner dem, okay?"
De to piger greb fat i hinanden og snoede fingrene om den halvtykke gren de sad på. Så nikkede de begge gravalvorligt til hende, selvom de ikke synes at have forstået alvoren. Men kunne man bebrejde dem - de var knap 3 år. Så snart hun havde sikret de to piger, greb hun fat i de to pistoler der hang og dinglede fra stropperne om hendes skuldre.

Lyden af hendes skridt synes at synke ned i jorden, som hendes sko trak sig ned i mosset. Ilden der blussede imod den flydende sølvcirkel i hendes blik, blussede nu som et inferno af vrede. Det her betød at de piger ville blive allerhelvedes trætte i morgen, fordi de ikke kom i seng til tiden. Og Sajro ville nok heller ikke være begejstret over at det igen var lykkedes hende at bringe dem i fare. Igen igen. Igen. Suk.
Hun løftede nærmest kedsommeligt en af pistolerne, og affyrede den, så en kugle med et brag borede sig ind i panden på den forreste mand der havde talt. Det satte mændende igang. De vækkede dem fra deres slumrende venten på det første træk, og uden et ord gled hun stilfærdigt frem og greb dem nærmeste. Hun bevægede kroppen nedad så hans hoved blev fanget under hendes arm. Så snurrede hun, igen det tydelige knæk af hans nakke der brækkede, gav genlyd i hendes ører.
En spinkel pigelatter nåede hende, og hun lagde blikket imod de to piger der storsmilede. Det var tydeligt at de ikke havde opfattet situationens alvor. Eller også sad de måske og grinede af pinden Livia var ved at knække med forsigtige fingre. Det var meget sandsynligt.
Marina så op på sin mor, og klappede begejstret. Dæmonen vinkede blidt, blot for at blive trukket bagud af en af mændene. Med en pistol i hånden bøjede hun kroppen bagud, så hans greb i hendes svækkede, og hendes krop formede et 'n'. Hun gik i bro.
Med den ene hånd i jorden for at holde hende oprejst, rettede hun den anden hånd med en pistol plantet solidt deri opad, så skuddet borede sig direkte igennem hans hals. Det varme blod pøsede ud over hendes ansigt og krop og gennemblødte hende fuldstændigt.
Super godt. Nu ville hun ikke engang kunne skjule at de havde været i problemer.