the hunter and the hunted //Lynie//

mørket var ved at falde på, han kom til udkanten af skoven som var mørk og mystisk. han var ny men han havde set sig omkring dagen før inden han skulle jage hans nye kontrakt. der var vådt og fugtigt. regnen faldt ned og torden bragede i luften. han tog en dyb indånding og fortsatte han havde noget let tøj på et par kæmpe støvler en taske med redskaber og selvfølgelig sine våben.
han lod intet komme forbi ham han ved intet om dette land men det skulle han nok snart lære. han fandt forskellige spor om det var et dyr eller noget andet skulle tiden nok vise. han trak buen frem forsigtigt og mærkede den kolde vind på hans skuldre og følte hvordan lugtene kom frem fra det skjulte han gik dybere ind i den mystiske skov.
han satte sig ned ved en lille sø hvor han fandt en lille drikke-dunk og et kort over stedet som han havde skaffet inden denne rejse. han havde fået et lille slidt billede af hans mål, han gabte lidt mest fordi han følte for det, han tog lidt at drikke og så på korte han begyndte at krydse de steder han har kigget af, han havde ikke nogle rigtig ledetråde udover et billede. som var slidt ned så han ikke rigtig kunne se hvordan hans mål så ud, han pakkede sammen tog tasken på ryggen sin bue og begyndte at gå mod nord. han kiggede på kortet som pegede mod nord. han skyndte sig op i et træ for at få et bedre udsyn over skoven den var barkede og så gammelt ud måske ligeså gammel som ham eller ældre.
han kunne mærke vinden på hans kinder og han kunne se de store lyn i himmelen han havde en god fornemmelse om det her job han smilede let for sig han lagde ikke ret meget mærke til det.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Udseende: Billed

Lynie gik igennem skoven, hun nød stilheden den medbragte. At hun gik i skoven for sig selv, og ikke med familien, gav hende en slags ro, for der var ingen hun skulle holde øje med, ikke en Lucy som var alle steder, ikke en Azgon, som bare gik og var stille hele turen, ingen Anca... selvom han ikke lavet meget ballade, han var jo voksen, og det ballade han lavede, var nok også noget ballade hun var indblandet i.
Hun var dog glad for sin familie, en mage og to børn, var ikke noget at klage over, og der ville sikkert komme flere børn til familien, det skulle Anca og Lynie nok sørge for. To børn var ikke helt nok for Lynie, hun kom fra en familie, hvor hun havde massere af søskende. Indtil de selvfølgelig blev dræbt af vampyrer, hun havde helt glemt hvor hun kom fra, hvordan hendes familie var blevet slagtet af vampyrer, hvordan hendes bror og Lynie slap ud derfra, Lynie var dog knap så heldig, da hun fik et stort ar, tværs over maven.
Det var mærkeligt at tænke på nu, nu når hun havde stiftet en familie, som hun var så glad for, lige så glad for, som hun var glad for sin gamle familie, der måtte dog ikke ske det samme for hendes nye familie, som skete dengang, og det skulle hun nok sørge for.
Selvom hun ville sige at hun kunne klare sig selv, havde hun alligevel taget sit weapon of choice (se profil) med, som var sat bag hendes ryg, bare for en sikkerheds skyld, man vidste ikke hvem man skulle støde ind i, især ikke i en skov, og så Ashen Wood, det mest dunkelste skov hun kendte.
Hun rettede på sit hvide hår, som vinden tog fat i og blæste i hendes ansigt, ikke nok med at det var svært nok at se i mørke, men så skulle hendes hår og skygge for hendes syn.
Hendes krybdyrs grønne øjne, skannede det område hun var havnet i, hun syntes at hun kunne lugte noget, hun havde en ekstrem god lugtesans, efter som hun var blevet en Drakûa, det var en af de gode ting ved det, dog at hun havde fået horn i panden, var en mindre god ting, men hun var ved at lære at leve med det.
Lynie stoppede brat op, da lugten kom nærmere, hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men hun følte sig allerede truet, det var hendes drage jeg, hun var i defensiv form nu, selvom hun ikke engang vidste hvad det var hun var oppe imod.
Lugten kom dog kun nærmere ved at hun bevægede sig, så det måtte betyde at væsnet var i stilstand... Hun kiggede rundt omkring sig, imens hun lod sin hånd, finde skaftet på sit våben, for at have det klar, for en sikkerheds skyld.

han kiggede fra træet og følte, mærkede hvordan hans sanser hjalp ham med at finde svar i mørket. han hoppede ned fra træet og gik stille frem som om der ikke skete noget.
han satte sig stille på hug og tog nogle blade fra skovens bund og snuste let til det.
han grinte lidt og sagde "fandt dig" han trak hurtigt sin bue frem og begyndte at løbe hurtigt mod lugtens retning han håbet dog på at det var den rigtige, han har nemlig ikke lugtet sådan en lugt før så det kunne være hans mål, han satte stille farten ned og stilte sig let bag et træ han kunne lugte noget var i nærheden han begyndte at trække en pil stille frem og være klar til at skyde når målet var her. hans års træning blev virkeligt udtrykt gennem regnen og torden i mørket.

han listede stille frem og gemte sig godt bag en busk og ventede på at målet ville komme til syne. han smilte let, det eneste problem var at skaffe målet i live. eller det måtte godt være næsten dødt. han skulle dog være på vagt sagde de men mon ikke han godt kan klare det uden de største problemer.

Lugten blev stærkere og stærkere, hvilket fik Lynie til at tro at væsnet nu bevægede sig tættere på hende.
En meget dyb knurren, kom fra hendes drage jeg, som skulle advare alle som var i nærheden af hende, om at tage et skridt tilbage. Man kunne sige, at det skulle virke som en ekstra chance for dette væsen, at skrubbe af, før det kom ud i problemer, om det så bare var noget helt harmløst.
Hendes drages nysgerrighed tog fat i hende og fik hende til at bevæge sig længere hen mod lugten. Hvor hun så til sidst skulle tro at hun faktisk sad oven på dette væsen, så stærk blev lugten, men der var intet at se, det var mørkt og selvom hendes syn var blevet bedre, gjorde det ikke at hun kunne se det som var godt gemt.
Hun valgte igen at knurre, og denne gang tog hun også sin Death Scythe fra sit skjul bag hendes ryg, og havde den faretruende i hånden, mens hun kiggede sig omkring, og uden rigtig at tænke sig om, men bare af ren instinkt, udbrød hun i den stille og mørke skov, så det kunne høres ret så tydeligt mellem træerne og buskene.
"Kom frem, i stedet for at gemme dig!" normalt villet hun havde talt i dragesprog, men hvis hun virkelig skulle når ud til der her væsen, tænkte hun at det nok var bedst, hvis hun bare talte helt normalt, et sprog som hoveddelen af denne verden forstod.

Han slikkede sig lidt om munden, han kunne mærke en eller anden form for røst i hans indre. Han begyndte at smile han lod enlig ikke ret meget mærke til det først da han begyndte at tænke hvordan han skulle vinde, det var sjældent at han tænke sådan da han normalt plejer at vide udfaldet af hans kampe. Han tog signe knive frem og var klar mod denne person der kunne gøre ham spændt det var også ret mange år siden han har haft en rigtig udfordring. Han kunne mærke regnen falde på hans våde skaldede hoved han kunne mærke vinden der hjalp ham med at vide hvad der var omkring ham. Han begyndte at kunne se hende gennem busken, det lod til at personen vidste hvor han var men han var ikke så overrasket ellers ville han jo ikke få en så stor sum ud af det. Han rejste sig op og kom frem fra hans skjul, han tog tre elegante skridt frem mod hende der var ingen følelser i hans øjne man kunne nærmest kun se døden i øjnene, han kiggede kun på hende.

”interessant” sagde han og gik nogle gange om hende for at studere hende. ”du virker ikke bange siden du kommer frem midt om natten” sagde han og stilte sig foran hende igen. Han så hende dybt i øjnene. Regnen så ud til at blive værre og torden bragede højre og højre. Han gik et skridt tilbage ”jeg formoder du ved hvorfor jeg er her” sagde han og stilte sig i kampstilling.
Man kunne se hvor meget han glædede sig til at se hvad denne person kunne med det våben, han har nemlig ikke prøvet at kæmpe mod en med sådan et våben han vidste ikke engang hvad det hed.
Han tog en dyb indånden, og kom hurtigt mod hende uden at blinke hoppede han over hende og ville ramme hende et punk i nakke med den kniv han havde i venstre hånd.

En advarende knurren rullede over hendes tunge, da personen pludseligt kom frem fra hans skjul, hun kunne hurtigt lugte at han var vampyr, alt ved ham var dødt, forbandet. Hun kunne ikke lide at han kom så tæt på, hun kunne i det hele taget ikke lide at han havde holdt øje med hende og fulgt efter hende i så lang tid, hvad ville han dog, dræbe hende? Hun vidste hun havde en dusør på sig, og at prisen var høj, men hun havde virkelig ikke troet at en ville prøve at komme efter hende.
Da han begyndte at gå rundt om hende, begyndte hun at føle sig truet, han tirrede virkelig dragen i hende, til at komme ud og lange ud efter ham, men hun holde sig i skindet.
Et provokerende og hånligt grin kom fra hende og hendes krybdyrs øjne vendte sig mod ham med et koldt og truende blik.
Hun ville ikke tøve med at rive alle hans legemer fra hans overkrop.
"Hvorfor skulle jeg være bange, ingen har formået at gøre krav på den dusør, for de ved hvad der venter dem" sagde hun og lagde hovedet på skrå, mens hun studerede ham.
Denne mand var muskuløs, men ikke en hun ikke ville kunne klare.
Hun nikkede, da det han formodede var rigtigt. Hun vidste hvorfor han var her, men han ville bare ikke komme derfra med en sejr.
Hun forholde sig stille og rolig da han løb mod hende, og da han hoppede over hende, men den kniv kom i nærheden af hende, havde hun svunget sin death scythe og slået den kniven væk.
"Du får en chance for at komme væk, næste gang du angriber, bliver det værst for sig selv." sagde hun advarende og kiggede direkte på ham.