Wanheda - Niylah

Regnen ramte skovbunden hårdt. Hun kunne knap nok få sig selv til at gå videre. Hun overvejede at søge til Dragons Peak bare for at tale med Josette eller Caroline. Bare for at se dem. Men de var så langt væk. Generelt var hun bare langt væk fra dem. Det havde regnet i timevis. Hun gik bare rundt. Til sidst var hun overbevist om, at hun gik i cirkler. Tårerne flød ud af øjnene på hende. Hun mistede balancen og fald ind i en stamme ved hendes højre side. Hun knyttede hænderne hårdt sammen. Følelsen af, hvor spændt hele kroppen var. Følelsen af ensomhed der ramte hendes hjerte og efterlod det i små stumper. De ville ikke engang kigge på hende mere. Da hun viste sig, håbede på det bare var en syg joke. Havde de bogstavligtalt jaget hende ud, som var hun intet mindre end en ræv der prøvede at stjæle deres madrester. Audrey havde aldrig følt sig så fortabt. Clarissa havde kigget undskyldende på hende. Hun vidste det tydeligvis var Matthew der havde stået for det. Elijah vidste ikke noget om det endnu, troede hun da ikke. Efter Skylars død, ville Salvatore familien vidst slet ikke have noget med Audreys forgiftede side at gøre. Der var mørke væsner der. De gav hende skylden for Skylars død. Som om, at det var hende der havde ført kniven og ikke Skylar selv.

Regnen havde gjort hende gennemblødt. Let slog hun et par hårde slag på stammen af træet, inden hun gik videre. Man kunne se, hvor udmattende det var for hende bare at holde fokus på at skulle gå. Hendes ben føltes som gele. Gruppen havde været hendes familie siden hun var 16 år. 9 år af hendes liv havde hun ledet den gruppe, for blot at blive tabt på jorden ved en simpel ordre. Wanheda. Dødens kommandant, havde de kaldt hende. De udstødte i familien fik altid et navn, så de ikke behøvede at nævne ens gamle. Det var sådan. Josette gik under Stormy. Det var ufattelig kompliceret. Alle minderne løb i hendes hoved. Alt fra de gode til de mere dårlige tider. Det var der, hvor hun var født og opvokset. Trænet til at være god i kamp. Trænet til at overleve. Hun lod til sidst hendes ben vinde kampen og hendes knæ ramte ned i jorden. Hun mærkede sine håndflader gribe hende inden overkroppen faldt forover. Hun klemte øjnene hårdt sammen for at få tårerne væk. Men de angreb hende voldsomt. Så løftede hun hovedet op og skreg så højt hun kunne med alt kræft hun havde tilbage i sine lunger. Derefter brød hun helt sammen igen. Mudret helt til. Selvom regnen prøvede at skylle hende ren. Det lykkedes næsten. Hun lod sig vælte til siden og stirrede blot tomt ud i luften imens tårerne trillerede ud af hendes øjne. Man kunne næsten hører hendes tunge åndedrag overdøve lyden af regnen. Sidste gang hun havde følt sig så knust var da hun lige havde mistet Blake. Men nu. Så var hun alene. Allyson og Caroline ville ikke forstå hende. Josette ville heller ikke og dog. Hun ville nok ikke lave andet end at komme med en kommentar. Desuden var de i Dragons Peak. Befandt sig sikkert et lækkert sted, hvor de fik serveret alt de gode fordi de var mørkest væsner. Audrey var altid blevet behandlet som den mest vise og den bedste af søskendeflokken. Sikkert havde hun også opført sig sådan, men det var hendes måde at agere på i forhold til hendes søstre, som lederen.
Lige nu.. så håbede hun faktisk blot at regnens kulde ville tage hende. Bære hende hen til et bedre sted, hvor hun ikke skulle føle denne smerte.

Lyden. Hun kunne se en skikkelse der kom stille imod hende. Men hun orkede ikke. Ikke at hun orkede det helt store lige nu. Audrey var ved at begynde sig at vende til følelsen af, at få den kolde skulder. Faktisk når hun tænkte sig om, vidste hun godt at hun var inde på ulvensområde. Tatia var trods alt en gemmel veninde af hende. Det overraskede Audrey da jakken blev lagt over hende. Hendes øjne rettede sig imod kvinden. Normalt ville hun have forsøgt sig med et smil, og en smule kunne hun også - men til sidst opgav hun.
"hey." Fik hun så endelig sagt. Det lød sølle. Svagt. Hendes stemme kunne ikke mere. Faktisk kunne hun slet ikke mere. Motivationen manglede. Hånden der blev strøget over hendes kind fik hende til at synke en klump. Pludselig lød varmen som en god ide. Kvinden fik hende på andre tanker og væk fra tanken om at ligge her til hun ikke havde et valg. Let sank hun en klump, selvom det var lidt ømt for den tørre hals. Audrey lod luft sive stille imellem sine læber.
"Varme lyder godt." Svarede hun i hæst. Let fik hun sat sig lidt op. Lod håndryggen kører hen over øjnene. Nok var det svært at se forskel på regn og tårer, men det var alligevel dejligt at tørre øjnene. Audrey var van til at rejse sig op når andre så på hende. Hun prøvede virkelig. Anstrengelsen var tydelig i hendes ansigt. Audrey prøvede at komme på benene, men de var stadigvæk som gele, dog som hun stod stille så lykkedes det hende at stå oprejst. Hun sukkede dybt, og blinkede let.

"Jeg er Audrey." Sagde hun så. Prøvede virkelig at sige det med så meget som stemme som hun kunne. Det var vel ikke ligefrem fordi at have fremmede med hjem var det fedeste. Hun fortrak at vide navnet på personer hun inviterede hjem, så mon ikke denne kvinde gjorde det samme. Audrey skævlede lidt. Det var trods alt mange timer at tilbringe udenfor, om man var van til at være ude eller ej. Audrey forsøgte sig med at tage et skridt frem, men benene svækkede hende næsten.

Stedet så forslået ud. På trods af regnen gjorde det en smule utydeligt, så kunne hun se det både skræmmende men smukke ydre. Audrey gik med ind i varmen, blev sat på en sofa. Kiggede sine omgivelser. Der var pænt. Smukt. Dog to det få sekunder før skønheden ikke var nok til at holde hendes humør oppe. Hun kørte hænderne igennem sit hår og klemte øjnene sammen.. i håb om at det var nok til at holde sine tårer hen. Det var hårdt. Hun havde ofret så meget for dem, og i sidste ende svigtede det. Audrey slog blikket ned i sit skød og klemte enkle tårer ud. Følelsen af det tab var ubeskrivelig. Som om nogle havde revet hendes hjerte ud, brækket det i små stykker og sat det på plads igen.
Lyden af Niylahs tilbagekomst gjorde hun hurtigt tørrede sine øjne, og tvang et smil på sine læber. Audrey vendte blikket stille imod Niylah og nikkede som tak.
"Det er meget venligt gjort af dig. Tak." Sagde hun med et mere oprigtigt smil. Det ville være rart at komme ud af det våde tøj. Nu var ikke den rigtige tid til at blive syg. Så hun tog imod tøjet og maden. Niylah rejste sig og gik hen til et vindue og så på regnen. Audrey rejste sig op og vendte ryggen imod Niylah. Her trak hun af sit våde tøj, og lod de falde til jorden. Hun trak kjolen over sit hoved, hvorefter hun løftede det blonde hår op så det ikke sad klistret mellem ryg og tøj.

Så satte hun sig igen og tog tallerkenen med mad. Så spiste hun imens hun betragtede Niylah ganske kort. Tatia havde fortalt lidt om hende, men hun måtte indrømme at det var bedre at møde hende i person end blot i historier. Hendes gruppe lagde eller hendes tidligere gruppe havde lagt længere væk. Men nok til at hun kunne fortælle Tatia at de ikke ønskede at angribe. Hende og Tatia var trods alt gamle venner. Det gjorde så også, at hun jo vidste hvilket område hun var inde på. Hendes gruppe havde ikke noget navn. De vidste blot, hvem der var deres leder, eller havde været. Charlotte ville nok ende med at lede dem om et år. Hun opdagede et par tårer ned af sine kinder tørrede dem væk.
"Jeg kommer til at savne det.." Sagde hun lidt lavt til sig selv nok mest, men det gjorde hende intet at Niylah hørte det."At lede et folk. Alpha, beta , omega." Lidt kendte hun til ulvenes betegnelser, det mindede hende om, at selv en alfa kunne blive omega. Lige som hende selv. Hun slog blikket ned og pustede lidt ud.
"Det var ikke fair. Jeg har gjort mit bedste. Prøvet så hårdt på, og for hvad... at blive smidt væk som en gammel sæk kartofler på grund af en uenighed." Hendes stemme knækkede over. Hun hadede det. Hadede at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Følelsen af ikke at hører til nogle steder var så ny for hende, hun anede ikke hvad hun skulle gøre, hvor hun skulle gå hen.

Hun sad egentlig så småt og spekulerede på, om det var det rette valg hun havde taget. At for engang skyld vælge sin frihed frem for pligten. Havde det være det værd? Ville det blive det værd? Hun bed sig selv i læben. Smagen af jern ramte hendes tunge og gjorde hun gav slip. Hun registrerede ud af øjenkrogen af Niylah satte sig ved hende. Let løftede hun blikket op mod loftet for at bide det i sig.  En hånd på hendes knæ rettede hendes blik imod Niylah. Ordene gik i hjertet på hende. På godt og ondt. Hendes læber skælvede let, og tårerne løb stille ud af hendes øjenkrog imens hun kiggede på Niylah. Så snart hun nævnte Tatia fik hun et lille smil frem på læben. Fra da hun så Tatia første gang og til nu var der sket en masse. Ikke kun udseendesmæssigt. Mentalt var der sket en hel del, og hun var glad på Tatias vegne. Niylah havde dog ret. Hun skulle kæmpe videre. Hun skulle finde ud af hvem hun var uden et ocean til at støtte sig op af. Hun skulle finde ud af, hvem hun var og ikke, hvem andre ville have hende til at være. Det var tid til forandring. Audrey nikkede til Niylah.
"Jeg vil gerne blive her. Forhold til jeg ikke har andre steder at gå hen, så vil jeg gerne blive her." Svarede hun. Hendes stemme var meget forvrænget af hendes gråd, man kunne sige man lød snottet. Dog prøvede hun virkelig at lyde så normal som overhovedet kunne. Hun snøftede let og åndede så ud med et smil på læben. "Det alligevel et års tid siden jeg sidst har snakket med Tatia. Bare et glims af hende. Hun har virkelig forandret sig meget." Tilføjede hun måske lidt ude af kontekst til samtalen,  men hun fandt blot noget positivt ved situationen udover Niylahs hjælp. Det var vel en start?

Bruge hendes smerte. Den havde hun alligevel aldrig hørt. Alt hun havde hørt var, at hun ikke skulle tænke på det. Smid den væk. At hun ikke måtte føle den. Audrey nikkede let. Det var som en lektion, uden den samme form for hårdhed som hendes 'far' havde givet. Niylahs smil smittede af på Audrey. Hun vidste Charlotte var dygtig, ikke så dygtig som Skylar kunne have været og Elijah vidste hun var god også. Men hendes 'forældre' havde altid set hende som deres yndling der, hun bar åbenbart hendes biologiske faders naturlige egenskaber.  Leder egenskaberne også fik hun at vide, men dem var hun vidst ikke den eneste som havde arvet. Josette og Caroline havde haft større poster end hende, men alligevel følte hun at hendes ansvar havde været mindst ligeså stort som deres.  Let snak hun en klump og kørte en hånd igennem det våde hår. Hun var træt, kvæstet.  Audrey vidste at hun ikke havde nogle kræfter tilbage til andet idag. Nu havde hun fundet en lidt bedre form for indre ro. Hun frøs ikke længere, hun var ikke sulten længere. Hun vidste cirka, hvor hun befandt sig. Eller hun vidste i hvert fald, at hun kunne sove uden at skulle ligge halvvågen for at undgå fare. Selvfølgelig kunne hun tage til Terroville. Selvfølgelig, men hun følte sig hjemløs. Hun var gået, hvor hendes knuste hjerte havde ført hende hen, og hvis det var her, hvorfor så gå fra det? Hendes øjne blev langsomt tunge og kroppen faldt til ro.
"Jeg glæder mig til at se lejren imorgen." Sagde hun med en lav stemme efterfulgt af et lille gab. Ganske stille lukkede øjnene i, og kroppen blev slap. Hovedet gled ned og landede på Niylahs skulder. Hun havde ikke følt sig i ro nok til at kunne sove før nu, så kroppen havde registeret at hendes omgivelser kunne give hende ro til at falde i søvn uden der ville være stres.

//Out

//Out