My Fight Is Not Over - Niylah

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var ved at være omkring et halvt år siden hun var kommet ind i koblet. Hun var 15 år, men havde stadigvæk en del ting at lærer. Hun stod med Peter og Jesper på træningsbanen. Sværdkamp. Det var hvad de øvede idag, og hun hadede at skulle gå med dem. De kunne ikke lide hende og hun kunne ikke lide dem. Det var tydeligt på stemningen. De lavede ikke andet end at kommentere på hendes fejl. I deres øjne hørte hun ikke til hos dem. Nok havde hendes far været en del af packen tilbage i årerne før han forelskede sig i Tatias mor og flyttede væk, fordi hun ikke var samme form for shapeshifter. Tatia kendte ikke til den historie endnu, men hendes far havde trænet hende fra hun var lille og til han døde. Dog i de fire år havde hun ikke trænet meget selv. Det havde stået på overlevelse og ikke træning. Efter hun var gået fra Blakes gruppe, efter Ethan døde så følte hun sig ikke tilpas der. Så hun tog afsted, lidt efter havde hun fundet her til. En familie havde taget hende ind. Men hun havde aldrig taget dem ind. Tatia holdt sig meget for sig selv, undtagen når hun var nød til at indgå i relation med andre.
Kæppen ramte hende hårdt i ryggen så hun faldt forover. Et spark og hun blev væltet om på siden. Tatia kæmpede for at komme på benene igen, og det lykkedes. Dog var de to imod en. De var et år ældre end hende. Mente de var de sejeste. Den nye pige som alligevel ikke var så ny. Hun fik stryg. Sådan var det vel bare. Som hun kom op igen væltede de hende ned igen. Til sidst spyttede hun blod ud på jorden, og rejste sig så på igen. Hendes øjne glødede rødt. Hun snerrede vredt af dem. Hun kunne mærke hvordan hendes krop gjorde sig an til at forvandlingen ville træde ind. Kontrol havde hun ikke meget af.
"Hun kan ikke engang styrer sig selv. Du er ynkelig. Svag." Vrissede den ene af hende. De kastede et spyd der ramte hende ved den ene skulder. Tatia fløj i jorden bagefter og glemte alt vreden. Hun klemte ansigtet sammen i smerte imens de to drenge gik deres vej.
"Ge smak daun, gyon op nodotaim" Hviskede hun gentagende gange til sig selv, til hun fik trukket spyddet ud af hendes skulder. Så rejste hun sig op og gik ud af træningsbanen. Faktisk var det hendes mening at komme lidt væk, måske ud til søen? Hun haltede en smule, uden hun ønskede andre skulle bemærke det. Dog stoppede hun op da hun fik øje på Niylah.
"Heda." Sagde hun og nikkede anerkendende til sin alfa.

Tatia stoppede op da Niylah gik efter at have nikket til hende. Da hun gik hen til drengene sank hun let en klump. Et lettere chok fik hun da Niylah greb fat i dem. De fortjente det. Det fortalte Tatia i hvert fald sig selv. De løb afsted så hurtigt de kunne da de gik muligheden. Tatia nikkede en enkelt gang da Niylah spurgte hende om hun var okay.
"Jeg klare den. Det gør jeg altid." Svarede hun med et svagt smil på læben. Niylah var nok den eneste indtil videre, som hun faktisk kunne kommunikere fornuftigt med. Men det var altid svært som ung at komme ind i en flok, alle i hendes aldersgruppe kendte jo hinanden godt før hun kom ind i billedet. Let sank hun en klump. Tatia skulle nok klare sig, det gjorde hun altid. Hun ville træne for sig selv lidt fra nu af, og når hun engang orkede igen, så kunne hun vende tilbage til træningsbanen. Hun skar en grimasse til smerten i den anden skulder, og lod sin hånd presse sig ind på såret. Det skulle forbindes.

"Drenge er drenge. De prøver bare at spille seje." Sagde hun og trak lidt ømt på skulderen. Hun regnede ikke sig selv for andet end en overlever. Hun så sig hverken som stærk eller på nogen måde til nogen nytte. Ganske let sank hun en klump.
"Ge smak daun, gyon op nodotaim." Sagde hun let, mest til sig selv. Det var et lidt gammelt sprog, men hun kunne det. Hendes far havde ikke talt andet de første år af hendes liv, så hun var tosproget. Tatia havde brug for at sidde ned, hun havde fået nogle hæftige slag. Selvom hun ikke ville indrømme det, så gjorde det ondt.

Tatia var blot en pige på 15 år, som allerede havde fået sig en vane med at være okay. Det var slemt, men det vidste hun ikke. Det overraskede hende derfor hvad Niylah sagde til hende. Det fik hende til at synke en klump. Måske var livet mere end blot overlevelse. Tatia åndede let ud og sank en klump.
"Jeg håber du har ret. For det er virkelig trættende i længden." Svarede hun med et svagt skvæt smil på læben. Tatia nikkede da Niylah sagde de skulle få fikset hendes skulder. Det ville nu nok være meget smart ja. Så hun fulgte med, og tog sin jakke af. Der blev taget hånd om såret, blodet blev fjernet. Hun så imod Niylah imellem tiden.
"De skal sikkert bare vende sig til mig.. jeg har ikke været her så langtid." Et fire måneder var ikke langtid i hendes hoved, og tog. Hun følte sig tilpas, sådan da. Der var plads til forbedringer. Det var der vel altid. Hun fik ordnet sin skulder. Den skulle vidst bare holdes lidt i ro.

Da Niylah kommenterede på hendes sprog kiggede hun forundret op. At der faktisk var nogle som interesserede sig for noget de ikke kendte til.
"Get knocked down. Get back up." Sagde hun og smilte svagt. "Det har holdt mig igang. hele livet." Tilføjede hun. Hun nikkede let og pustede halv nervøst ud.
"Hvis du virkelig vil.. så vil jeg gerne lære dig det. Min far talte det til mig hver dag til han tog sine sidste åndedrag." Sagde hun så og slog blikket let ned. Det var vidst det tætteste nogle var kommet på at finde ud af noget om hendes barndom. Det fik hendes hjerte til at springe en takt over.

Alt Niylah sagde var rigtigt, og ikke noget som hun kunne modsige. Ikke noget hun havde tænkt sig faktisk. Tatia havde intet mål for sit liv. Hun havde aldrig haft sig meget af et mål, andet end at blive bedre end hun var den foregående dag. Det var hvad hendes far havde sagt. Det var det eneste hun havde at arbejde på. Let løftede hun blikket op på Niylah. Det var rigtigt. Hendes tillid til folk var der ikke helt endnu, på Blake og Audrey var den, men Audrey var vidst nok død. Pokkers levende døde og dæmoner. Hun rystede tanken ud af hovedet og lyttede til Niylah. Tatia gav Niylah et nik som tegn på hun lyttede, og et smil sneg sig da også på den unge shapeshifters læber. De grønne øjne gav en beroligende effekt fra sig, ikke fordi, at det var en evne Niylah havde, men fordi, at hendes mor havde haft grønne øjne. De kiggede på hende med en lighed. De var oprigtige, og det gjorde hun lyste let op.
"Jeg stoler på dig." Sagde hun så og sank en klump. Let kørte hun en hånd henover sine mørke lokker. Kløede sig i lokken. "Du gav mig en ny chance da jeg var alene og er venlig imod mig når ingen andre er." Tilføjede hun og sendte Niylah et varmt smil.

Tatia kendte reglerne i flokken. Hun havde brugt de første dage på at lære dem udenad. Hun måtte indrømme at hun var glad for at nogle virkede interesseret i noget hun kunne. Ikke kom med gode råd til at gøre det bedre, eller nedgjorde det. Niylahs hånd imod sin nakke og panderne blidt imod hinanden. I ren reaktion lukkede Tatia sine øjne. Følelsen af anerkendelse fra Niylah var stor. Den respekt. Tatia slog blikket op da Niylah fjernede sig fra hende igen. Let sank hun en klump.
"Det var hårdt først.." Let sank hun en klump før hun kastede sig ud i sin historie. Hun havde aldrig sat ord på den før. Dog følte hun alligevel den sten på hendes hjerte begyndte at blive skubbet lidt væk. Tatia rømmede sig en anelse inden hun fortsatte. "Min mor døde meget tidligt, men far sagde af en sygdom. Det vendte jeg mig til. De næste år var træning på træning. Jeg kom tit op og slås med nabodrengene. På trods af vi trænede sammen ofte, så blev jeg nogle gange bare så vred på dem." Fortalte hun og knyttede let sine hænder sammen. Hun slog blikket lidt ned og stirrede på sine hænder.
"Jeg var ved at miste kontrollen på en af dem en dag. Jeg var ikke mere end 7. "Tatia tog en dyb indånding. "Det var ikke det værste." Hun løftede de blå øjne op og kiggede på Niylah. Tatia var sårbar i sin fortælling, og det kunne ses helt klart.
"En dag fik vi uanmeldt besøg, imens jeg løb rundt i min ulveform. Vores gæster var jægere. De begyndte at jage mig rundt i huset, til min far skiftede form og angreb. De slog ham ihjel." Det flashede med minder for hendes øjne og det gik det til at krible koldt ned af ryggen på hende. Tatia bed sig let i læben. "Jeg dræbte den ene og stak af. Kom her til skoven. Fandt en gruppe. Jeg var der i nogle år. Følte mig aldrig hjemme. Min første kæreste var der... han blev dræbt af dæmoner.. jeg slog dem ihjel og forlod stedet." Så flyttede hun blikket over på Niylah. Let sank hun en klump. Hurtigt blev hun håndfladerne op til sit ansigt og skubbede tårerne væk da de vrimlede frem. Hun tvang et smil frem for at skygge for tårerne.

Tatia ønskede ikke altid at være nød til at være stærk, men det var blevet en vane som hun ikke ville kunne holde hen. Sådan var det nu. Hendes liv var en kamp om overlevelse. En kamp hun ikke vidste om hun kunne vinde. Let sank hun en klump.
"Min far sagde altid at når man gik igennem helved skulle man blive ved med at gå. At man skal blive ved med at kæmpe for at overleve, det sekund man giver op er man så godt som død." Fortalte hun. Hendes far havde været en stærk og vis kriger dengang han levede. Let kiggede hun op da Niylah fortalte sin historie. Tatia var opmærksom. Meget.
"Oso throu daun ogeda." Sagde hun så. "Vi kæmper sammen." Det var hendes ord efter Niylahs historie. Sorg var en stor byrde at bære, ikke værre end skyld, men nok til at være en byrde.  Tatia og svaghed var et ord som hun ikke ville kende til at vise.
"Jeg er ked af, at du aldrig fik lov til at sørge ud før noget tid efter." Måtte hun dog sige. Det var ikke rart følelsen var ikke rar.
Let frøs hun fast da Niylah spurgte hun nogensinde havde haft tid til at mærke sig selv. Let sank hun en klump. Det var ikke noget hun brugte tid på. Hellere holde sig selv travl.
"Jeg er ikke så meget for at at føle mig selv.. for så er alt jeg føler smerte... og det ved jeg ikke om jeg kan håndtere." Indrømmede hun og sank en klump. "Stedaunon don gon we; kikon ste enti. Dedøde er væk og de levende er sultne. " Let sank hun atter en klump. Det var et hårdt emne og egentlig ikke noget hun var specielt tryg ved at snakke om, selvom det skulle gøres. Hun følte sig mere på dupperne igen og rejste sig op. Rakshas blod var nøglen til hurtig helbredelse. En skam ikke alle flokke havde sådan en god healer.

Hun kunne ikke sidde stille for længe. Det var fysisk umuligt for hende.
"Heda." Sagde hun med et skævt smil. "Det betyder kommander, leder." Hendes øjne lyste en anelse op. Tydeligvis nød hun at fortælle sit sprog. Der var så få som forstod det. Hendes mor havde talt med det så længe og da hun døde sørgede hendes far at fortsætte med det lidt han kunne. Hvilket gjorde hun kunne det flydende. Faktisk fortrak hun at snakke det, men siden så mange ikke fattede hvad hun alligevel sagde. Så kunne hun ligeså godt bare tale så de forstod hende. Tatia trak skævt på smilebåndet.
"Du skal ikke bekymre dig om mig Niylah. Jeg skal bare bruge lidt tid til at tingene falder på plads. Hvem ved, måske om et års tid så ser tingene måske lysere ud for mig?" Sagde hun og gav Niylah et nik.

Hun var van til at løbe fra sine problemer, løbe så hurtigt hun kunne og ikke se sig tilbage. Hendes erfaringer var det ikke fyldte meget til sidst udover nogle dage, hvor det bare blev for meget. Men hun var ung, hun skulle finde den rette måde at håndtere sine følelser på. Finde sig selv og åbne sig nok op til at ville fortælle, hvad der skete. Være ærlig overfor sig selv, hvilket ikke var let for hende. Så hun gav Niylah et nik til at hun havde forstået, hvad hun skulle arbejde med. Tatia var glad for ,at Niylah syntes om Heda. Det kunne ses på hendes øjne. Tatia flyttede sine blågrønne øjne hen på hånden der blev placeret på sin skulder, og flyttede derefter blikket op på Niylah. Et skævt smil blomstrede sig op på den unge shapeshifters læber.
"Så bliver jeg vel nød til at vende mig til det." Svarede hun og vippede kærligt hovedet på skrå. Hun nikkede til det næste Niylah sagde også på sin alfa der forsvandt ud af værelset.

//Kort men tænkte out? <3

//Jep out